Hemmeligheder

[Deleted]

Igen tabte hun næsten helt pusten som han rørte hendes kind og forsøgte at fjerne en hårlok fra hendes ansigt, hun var helt væk og kunne næsten ikke huske hvordan man trak vejret. Hun blinkede hurtigt et par gange og vågnede lidt op da han gjorde tegn til at rejse sig, det ærgede hende fordi hun havde det rart, at være mod hans brystkasse gjorde hende tryg og varm indeni. Det var virkelig underligt, for hun følte næsten at hun kendte ham, uden helt at gøre det. Hvilket nok også var grunden til hun gerne ville det, for at få følelserne berettiget. Roligt tog hun hans hånd, nikkede blidt og bed sig i læben, hun havde ingen ord, målløs og lidt rundt på gulvet. Med ynde og lethed kom på på benene ved hans hjælp, hun rettede på sin kjole og kiggede efter sin bue, den lå i sikkerhed, ikke meget mere end en halv meter fra dem. Heldigvis. Hvis der var sket den noget var hun nok blevet ulykkelig. Koggeren sad stadig på hendes ryg, hun rettede på stroppen den hang i og det hele sad som det skulle nu, ud over hendes hår som var lidt vildfaren. "Det må De altså virkelig undskylde, jeg kan være så klodset nogen gange. Jeg beklager virkelig, De er helt sikker på der intet skete?" Lød det bekymret fra hende, men hun bed mærke i hans smil og blev lidt, genert? Hvorfor blev hun så mærkelig?! Det blev kun værre og værre, jo mere hun lagde mærke til hvor dejligt hun egentlig syntes han smil var. Og hvor flot han var, hvor betagende han var, hun kunne slet ikke placere alt det her eller, hun prøvede at lade være i hvert fald. At falde for kongen var dumt, meget dumt og hun vidste hun ville blive ude af den. Desuden havde hun det sjovt med Jack, selvom hun ikke ligefrem var forelsket som sådan, mere forelsket i tanken om at have en tæt på og have det rart med. Et sted skammede hun sig næsten, hun så lidt væk og gik et par skridt fra ham, bukkede sig yndefuldt ned efter sin bue og lod den finde plads hen over sin skulder igen. Nej, det var rart at have en lærer i sin konge og måske endda en ven, men at falde for ham, nej det måtte hun ikke, selvom det måske var en smule for sent. Men det var jo noget hun kunne lave om på, ikke? Der kom et lille suk fra hende, inden hun lod et smil glide hen over sine læber, det var svært at lade være, for hun havde det stadig dejligt og rart.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil trak hånden til sig, udelukkende fordi at han kom i tanker om, hvad han egentlig havde gang i. Det var jo heller ikke hans mening at sende de forkerte signaler. Det var bare... ensomheden havde været hans eneste ven igennem mange år nu. Selvom han vandrede omkring sin egen slags dagligt, så var det bare ikke det samme, som at have en som man kunne betro sig til.. være sig selv ved.. Og det var en tanke som han fandt skræmmende. Det havde han ikke gjort, siden han havde mistet sin hustru. Derfor blot et smil og et tegn til at rejse sig, for han var virkelig bange for, at det andet var så... forkert, og at det sendte de forkerte signaler til andre, og det var nu heller ikke ligefrem noget, som han ønskede sig.. tvært imod.
Alt i alt, så måtte Thranduil sige, at det var ret at rejse sig.. Tænk nu hvis nogen havde set dem ligge der? Og hvilke rygter det kunne starte? Ikke at han ville sætte hende i nogen ubekvemmelige situationer, og da særligt ikke, hvis det var noget som han kunne undgå, men den var jo stadig svær for ham.. særligt, fordi at han jo nød hendes selskab. Der måtte han jo blot tage omkring hendes hånd, som han let rev hende op på benene igen og uden at smilet falmede. "Personligt har jeg det bedre, end hvad jeg har budt mig selv i mange år.. Klæderne er ganske nu blevet beskidte, men dette er noget som kan vaskes," sagde han roligt. Det havde været et enkelt fald i forhold til meget af det, som han igennem sit liv nu havde oplevet, så i hans øjne, så var det faktisk ikke så slemt igen. Og han kunne jo godt lide det.. Han kunne virkelig godt lide at være sammen med hende.. være sig selv.. fortælle hvad der rent faktisk faldt ham ind, fremfor alt det andet, som han jo var blevet så skræmmende vant til, igennem hans liv. De grønne øjne hvilede på hende.. Den røde farve i hendes kinder, var især noget, som han godt kunne lide. Var det underligt, at han kunne lide den effekt som han havde på hende? Han lod hende trække sig, så buen kunne samles op. "Du slog dig vel ikke..?" spurgte han videre. Han var jo faktisk.. oprigtigt interesseret i hende.

[Deleted]

Det var ord der måtte undre hende, bedre end hvad han havde budt sig selv i mange år, den måtte hun lige tygge lidt på, gad vide hvad han egentlig mente med det, turde hun være fræk nok til at snage i det? Nej, hun måtte hellere bare lade det ligge, det vigtige var jo at han var okay, alt andet var vel fint liggende i baggrunden. Hun havde det mærkeligt i hele kroppen, så varm og næsten svævende, som kunne hun ikke helt fastholde sig selv. Tankerne på Jack var gledet i baggrunden også, da hun jo et sted ingen forpligtelser havde for ham, de var jo bare tætte fordi de begge havde været ensomme. Alligevel stak hendes samvittighed til hende lidt en gang imellem, hun ville jo ikke gøre nogen kede af det, heller ikke selvom det nok i sidste ende ville hindre hendes egen lykke. Som buen var på plads, var hun jo egentlig klar til at gå videre, hvis det var det de besluttede sig for. Roligt vendte hun sig rundt mod ham, smilte sødt og genert til ham, inden hun tog et skridt mod ham og vendte de nøddebrune øjne mod hans smukke ansigt. "Det er blot min stolthed som er forslået, resten af mig har det ganske fint, det var trods alt en dejlig landing." Grinte hun sødt, og de sidste ord måtte få farven til at blusse i karakter i de fine kinder, hun kiggede hurtigt væk, så lidt rundt og rystede smilende på hovedet. *Det er klart, jeg har mistet forstanden, i kongens nærvær og har absolut intet begreb om hvordan jeg får styr på mig selv. Serenity hvornår lære du det?! Tanker er tanker, nogen skal ikke siges højt altså!* Skældte hun sig selv ud inde i hovedet, det var virkelig dumt det her og hun endte sikkert med at blive ked af det fordi hun tilsideså sin egen lykke. Desuden, betød det rimelig meget for hende at han stadig brød sig om hende, og hun vidste hvem Jack var i forhold til ham, så hvis hun sårede Jack, sårede hun vel også ham et sted? Forsigtigt tog hun sig til hovedet, puha det var alligevel lidt for mange tanker som kørte rundt i hendes hoved.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var slet ikke fordi at Thranduil var ude på at såre nogen som helst, men derimod bare etablere sin egen omgangskreds. At han så derimod godt kunne lide hende, var jo så en anden side af sagen, men han kunne virkelig godt lide hende. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, som han havde fået hende hjulpet op. Selv det eneste som var såret ved ham, var hans beklædning, og mandlige stolthed. Det var jo ikke hverdag, at den elviske konge lå og rodede rundt på jorden, så lige den, kunne han faktisk godt følge hende i. "Det glæder mig, at jeg kunne bruges i det henseende," sagde han med en tydeligt morende stemme, inden han igen let rystede på hovedet. Han kunne jo heller ikke lade være. Han nød det faktum, at han kunne smile.. smide de mange facader lidt fra sig, og faktisk bare være sig selv. Det var nemlig heller ikke særlig ofte at det skete.
Tankerne var mange, og de var ikke til at opfange helt til tider, og det var noget som selv måtte bide sig mærke i. Han følte sig levende.. virkelig, virkelig levende lige nu, og det var ikke noget, som han havde oplevet i mange år. Gjorde han sig tanker, som han slet ikke burde gøre sig? Nu var der jo heller ikke rigtigt noget, der indikerede, at hun havde andre omkring sig, som havde den form af betydning. Måske at han skulle gøre et forsøg? Eller bare lære hende at kende først? Det var jo lidt der, at den måtte ligge, og det var det som var det svære.. virkelig svære for ham. Han havde jo ikke gjort det her i utrolig mange år! Han gjorde et let tegn til at de kunne gå lidt videre, også lidt for at bryde op i den tavshed som pludselig måtte lægge sig. Hænderne foldede han igen over ryggen, mest fordi at han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre ved dem. Han trak vejret dybt, inden han så vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Smuk var hun virkelig.. det var bestemt ikke ofte, at han gjorde sig disse tanker om et andet individ, men ja... han ville gerne lære hende at kende først. "Hvor længe har du øvet med bue?" spurgte han nysgerrigt. Det var jo deri, dere fælles interesse måtte ligge.

[Deleted]

Tegnet til de skulle gå videre var en god ting, hun var nemlig ikke helt sikker på hvor hun ellers skulle gøre af sig selv, hun ville gerne være tæt på ham som da han tog faldet for hende og det forvirrede hende. Serenity prøvede jo at kæmpe imod, men det var svært når han var så charmende, venlig, blid og hamrende flot. Hun tog rolige skridt og havde intet problem med at følge med ham, hendes fingre pillede lidt ved hendes fletning som var blevet en smule pjusket at se på. Et sted burde hun jo nok løsne den og få den sat igen, men det ville være underligt at stoppe op for at sætte sit hår, nej den måtte være sådan, hun havde intet imod det. Lige på det punkt, følte hun faktisk at hun kunne være helt sig selv og se ud som hun nu gjorde. Der kom en tænkende lyd fra hende, inden hun lod blikket glide mod ham. "Meget længe, jeg husker det faktisk ikke, årene flyder lidt sammen for mig, der har ikke været mange ændringer end forbedring i mit liv. Bare ens dage som regel, på nær i dag, det er faktisk det tætteste jeg kommer på et eventyr. Jeg er vild med følelsen." Hendes forklaring var stille til at starte med, hun endte næsten drømmende til sidst og de rosa kinder forblev ganske fine, de ville nok ikke forsvinde lige foreløbig. Hendes blik gled ned på hans skulder hvor et blad sad, hun smilede blidt og slap sin fletning for at fjerne bladet forsigtigt. Hvor så hans klæder dog ud, det var hendes fejl, men der var intet at gøre ved det og et sted ville hun heller ikke ændre det, selv hvis hun kunne. At være tæt på ham havde været helt igennem fortryllende og at stå i hans arme var en drøm som faktisk fyldte en del, hun smilede genert for sig selv og trak så på sine skuldre. "Med Deres talent, skulle man tro De var født med buen i hånden." Lo hun og sendte ham et drillende smil. Det var rart at være lidt i bevægelse igen, det hjalp hende til at slappe af og når hun så rundt på skovens landskab gled dagdrømmeriet på andre ting. Freden strålede ud af hende, samt glæden i hans selskab, hun ville ønske dagen aldrig måtte ende, og selv hvis natten kom, at deres veje ikke måtte skilles. Tænk sig at nyde stjernerne med ham, det ville være helt vidunderligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det havde aldrig været Thranduils intentioner at skulle ødelægge stemningen, men nu hvor de havde ligget og rodet rundt på jorden sammen, så var der jo alligevel sket en del. Det var mange år siden, at han havde været tæt på nogen i det hele taget, og det var mærkbart. Yderst mærkbart. Det satte gang i hans hjertebanken.. og det var uden tvivl en behagelig fornemmelse. Det var en varme, som han ikke havde oplevet igennem utrolig mange år. "Det lyder som det er noget du har gjort i mange år.. Jeg er imponeret," gentog han igen. Det var nu rigtigt. Hun var virkelig kommet langt, med tanke på at hun ikke havde haft nogen at tage ved lære af. Det var uden tvivl en styrke at kunne lære ved egen hånd. ""Nu vil jeg ikke spørge ind til din alder, min kære, men du forekommer mig ikke som så gammel. Jeg kan jo naturligvis tage fejl, og i så fald, så beklager jeg," sagde han roligt.
Det var bestemt ikke særlig ofte, at Thranduil havde denne form for interesse i en kvinde. Normalt var han typen som kunne holde det hele lidt på afstand, og holde det væk fra kroppen, men det kunne han altså ikke denne her gang. Der kunne man vel godt sige, at skaden allerede var sket? Den betydning som dette møde havde fået for ham, var... specielt. Han havde ikke oplevet noget lignende af dette igennem utrolig mange år, og det var uden tvivl noget, som han godt kunne mærke på sig selv. Han sendte hende et smil. Hans tøj var ganske vidst beskidt og steder nu også hullet, så tog han sig ikke af det. Tøj kunne ordnes og laves, eller byttes ud, uden at det behøvede at resultere i tårer eller lignende. Heldigvis. Han smilede let for sig selv. "Jeg var ikke særlig gammel, da min far begyndte at træne med buen med mig.. Han fandt det rigtigt, at jeg lærte at mestre den ædle kunst tidligt, så jeg selv kunne lære den videre, og særligt med det ansvar som skulle ligge på mine skuldre, når jeg blev ældre.. Nu kan jeg lære dig den kunst, som jeg lærte, da jeg var lille," sagde han med et smil. Han havde ikke været særlig gammel.. Han kunne stadig huske og mindes meget af det, som hans far havde fortalt ham dengang. Der var jo gået en del år, kunne man jo sige. Visse ting glemte man bare aldrig.

[Deleted]

Det var rart at kunne imponere på andre baner end hendes hjemmebane i klæder, det varmede sådan at vide man faktisk kunne andet i livet, selvom hendes liv havde virket kedeligt, havde hun nydt sine små spændingsmomenter hvor hun sneg sig ud for at skyde med bue og pil. Selv om natten i mørket havde hun øvet og så faktisk ganske godt i mulm og mørke, hendes sigte var næsten lige så godt som ved højlys dag. "Det glæder mig meget at høre." Kom det ærligt fra hende, hun kunne ikke lade være med at smile, men noget over hendes smil havde ændret sig en smule og trådte frem, genert, piget, forelsket måske? Serenity prøvede jo at kæmpe imod det, men hun havde opgivet og lod det gå som det gjorde, for nu gik hun en tur i skoven med kongen, nød at snakke og lære ham af kende. Desuden ville han jo lære hende at skyde bedre, det var en dejlig tanke og det betød jo mere tid med ham. Helt fantastisk. "En konge som spørger mellem linjerne om en kvindes alder, De burde skamme Dem." Drillede hun med et glimt i øjet der ikke var til at tage fejl af, hun morede sig. "423 år, ikke specielt gammel." Kom det så fra hende, stadig med det drillende smil på læben, hun kunne næsten ikke dy sig. Om hun ville det eller ej, måtte hun erkende hun var faldet for ham, men sådan noget gik da over, gjorde det ikke? Serenity bed sig i læben og tænkte lidt over hvor mon de egentlig gik hen, hun så sig lidt rundt, det havde hun ikke fået holdt øje med. Det var en drømmeverden at gå i, hendes blik faldt det meste af tiden på ham, han var så smuk. "Jeg glæder mig, hele min krop er fyldt med spænding og iver, jeg kan ikke lære hurtigt nok. Men jeg må jo væbne mig med tålmodighed, det går ikke fra en dag til anden. Desværre." Hendes stemme var lys og munter, hun var virkelig helt igennem passioneret, det lyste ud af de brune øjne som strålede mod ham. Smilet var ikke til at tage fra hende, hun var helt igennem lykkelig lige nu og hun havde det fantastisk i at have mødt kongen og se ham fra en side de fleste kun kunne drømme om.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvorfor ikke bare fortælle tingene som de var? Selvom hun måske ikke havde haft nogen at sparre sig med, hvad angik det her, så var hun virkelig blevet dygtig. Det var en finesse, og en meget ædel kunst at beherske en bue, og at se hende benytte sig af det.. det var virkelig noget, som han godt kunne lide. Han sendte hende et smil.. og grinte. Noget som han stort set aldrig gjorde. Det var ikke noget som han havde gjort i utrolig mange år nu. "I så fald, så beklager jeg på det dybeste," sagde han, som han lagde hånden mod sit hjerte. Ikke fordi at han som sådan skammede sig, men det var en nysgerrrighed, som han var nødt til at få stillet, og det var også der, at den måtte ligge, selv for hans vedkommende. Han smilede let. Selvom hun ikke var så gammel igen, så var hun virkelig dygtig, og han kunne uden tvivl lide hvad han kunne se. "Se.. jeg troede at du var ældre end det. Du virker meget moden i forhold til," sagde han ærligt. Mange af den alder, var som den typiske teenager, som skulle forsøge og prøve sig kræfter med alt andet end hvad der egentlig burde prøves kræfter med, og det var jo lidt der, at den måtte ligge.
Thranduil fortsatte roligt sin vandring igennem skoven. Fuglene sang om ørene på dem.. der var en fred og en idyl. Selv det var noget som han måtte føle i krop og sind. Særligt på grund af hende, og hvad hun egentlig gjorde ved ham.. Og han kunne jo lide det. Det var jo lidt det, som rent faktisk måtte være hans problem. Igen foldede han hænderne over ryggen, og med blikket vendt i hendes retning. En smuk kvinde.. en virkelig smuk kvinde, og han måtte jo sande, at det var noget, som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. "Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, men jeg ved at du kan.. og jeg vil virkelig gerne hjælpe dig med det," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han kunne lide det.. han kunne virkelig godt lide hende.

[Deleted]

Et roligt træk gled over hendes skuldre, hun smilede sødt og tænkte lidt, hvad sagde man egentlig til det? "Mine forældre har opdraget mig godt, manere, holdning, dannelse. De satte meget pris på at gøre mig til en fremragende hustru i fremtiden, ikke at jeg er så fremragende igen, de pligter i madlavning og rengøring, er lidt bagud. Mine kreationer og bueskydning kom altid først. De ser mig som den perfekte datter, ud over jeg nægter at lade mig gifte med de bejlere de mener er rigtige for mig." Kom det roligt fra hende, nu åbnede hun endnu mere op og lod ham høre lidt om hvad hendes liv var gået ud på. Desuden fik man også et godt billed af hvordan hun havde det med sine forældre, at hun elskede dem, men holdte ting skjult og satte stop når hun ikke mente det var fair længere. Som med nabodrengen, de prøvede konstant at sælge ham i en lang remse om hvor god en mand han var, hvilket storslået elvisk par de ville blive. Men hun, ligeså vel som nabodrengen, vidste at hun ikke var interesseret, det var en god ven og hjalp hende tit og mere ville der aldrig ligge i det. Hun bed sig i læben, måske hun burde fortælle ham om hans gudsøn? Skønt hun egentlig ikke ville ødelægge noget, så var samvittigheden hjerteskærrende. Hun havde opført sig som en teenager, hun havde opdigtet en forelskelse i Jack, bare for at have ham som trumfkort, hun, udnyttede ham faktisk. Endnu et jag måtte gøre hun stoppede bildt op, hvor var hun egentlig tarvelig...... Kort efter gik hun frem af igen, hun sukkede tydeligt denne gang og lod en hånd glide op mod sin pande. "Måske jeg slet ikke er kunsten værdig, eller Deres hjælp." Kom det så fra hende, hun var nød til at fortælle ham det. Desuden havde hun jo faktisk brudt forholdet lidt efter hun fandt ud af Jack selv var vild med en barndomsveninde. Måske de i virkeligheden bare havde udnyttet hinanden. Uanset hvad skammede hun sig, og han fortjente at vide det, hun ville ingen hemmeligheder have for sin konge.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

En typisk opdragelse, kunne man jo sige, at Serenity havde fået, hvilket uden tvivl var noget som passede Thranduil ganske udmærket. De grønne øjne vendte han mod hende. Som hun alligevel måtte afsløre at madlavning og rengøring ikke just var hendes foretrukkende, men noget som godt kunne udføres, så var det jo alligevel noget som faktisk passede ham ganske udmærket. Han sendte hende det rolige, men varme smil. "Selvom det måske halter med udførelsen af det arbejde, som man normalt mynter på en kvinde, så formoder jeg, at det alligevel er noget, som kan udføres? I min verden og sådan som jeg er opdraget med traditioner, morale og den elviske etik, er at vi alle er en del af et samfund, og alle besidder vi en del af ansvaret for harmonien omkring os. Ganske vidst er det en mands arbejde, at beskytte og passe på hvad vi har kært, men en kvinde som kan gøre det samme, må jeg sige, at jeg finder meget imponerende," sagde han med en rolig stemme. Det var ikke fordi at han ville lyde belærende eller sådan noget, men det var bare noget som lå naturligt til ham på en eller anden måde.
Thranduil stoppede op i et kort øjeblik, som hun gjorde det samme. At hun selv var den som var sammen med hans gudsøn, var ikke en tanke som slog ham på noget tidspunkt. Desuden hvorfor skulle det da gøre det? Han så kun elvere sammen med elvere, og det andet, var slet ikke acceptabelt i hans øjne. Han betragtede hende med en rolig mine. Hvorfor pludselig den beskedenhed? Det var ikke just noget som han havde regnet med, hvis han selv skulle sige det. Han kneb øjnene svagt sammen og lod hovedet søge på sned. "Hvorfor pludselig den tanke, min kære?" spurgte han videre, inden han lod hænderne falde ned langs hans side. Det var skam ikke fordi at han tog det som noget skidt, for det var da slet ikke sådan ment. Skulle hun da ikke være værdig, hvad han ønskede at give hende? Han var af en lidt anden mening, hvis han nu selv skulle sige det, og det var jo lidt der at den lå. "Jeg tilbyder blot min hjælp og selskab. Du er naturligvis frit stillet til at takke nej," sagde han ærligt. Han ville ikke tvinge hende.. Men han håbede da, at hun ville tage imod det med hjerte, sind og sjæl.

[Deleted]

Hendes forældre havde opdraget hende godt, bedre end dette og hun skammede sig. Hun nikkede til at hun kunne udføre tingene, ikke til perfektion, men tilpas. Der var andre ting som måtte lokke i at være perfekt i. Serenity sukkede igen, hun ville sikkert fortryde og knuse sig selv, men samvittigheden kunne ikke bære det. "Jeg tror jeg har ledt mig selv på vildspor, jeg er forvirret. Undskyld min konge." Lød det så lavmeldt fra hende, hun måtte stoppe op for at tage en dyb indånding og ikke begynde at græde. "Jeg er bange for De vil fortryde at bruge tid med mig. Jeg vil ikke skuffe Dem, jeg nyder virkelig Deres selskab, jeg tror aldrig jeg har følt mig så fri før. Det skræmmer mig at vide det kan forsvinde igen, jeg vil ikke have det skal forsvinde." Hendes stemme bævede helt, hun var så bange og forvirret, men også ganske afklaret i sine følelser. En skræmmende ting. Hendes brune øjne var blanke som de gled mod ham, hun lod buen glide fra sin skulder og stille op af et træ. Koggeren blev hevet over hovedet og af hendes krop for at stå ved buen. Lige nu havde hun lyst til at løbe, ikke for at slippe væk, men fordi det gav klarhed. "Jeg har været sammen med Deres gudsøn. Om det var for at straffe mig selv eller muligheden for at straffe mine forældre aner jeg ikke. Det var forkert og ikke mindst barnligt af mig, selv med mulighed for at tie om det, kan jeg ikke få mig selv til det. De har ret til at vide det." Det var hermed sagt, det gjorde ondt og hun gjorde alt.for at holde tårene tilbage. Hun frygtede udfaldet og.mærkede næsten allerede smerten deraf. Hun holdte blidt om sig selv og pressede øjnene hårdt sammen som vidste hun at en skideballe var lige om hjørnet, hun forventede intet rart ud af det her, men havde fortalt sandheden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele havde taget så pludselig en uventet drejning, at Thranduil følte, at der var noget, som han havde misset. Ikke at han brød sig om den tanke.. og derfor var han af den overbevisning, at det var en klarhed, som hun måtte give ham. I takt med at hun igen stoppet op, så gjorde han det samme, endnu med det varme glimt i øjet. Hendes fortjeneste ganske vidst. "Du har så absolut ingen grund til at undskylde.. Forklar dig," opfordrede han med en rolig stemme. Der var noget galt.. så pludseligt, for det hele havde lagt sig i stemningen, som de begge var omringet af. Hinandens selskab.. det at de kunne gøre det her med hinanden, og selv stod han jo fast på, at han gerne ville. Det var ikke noget, som havde forandret sig under deres fine lille møde. Han brød sig bare ikke om det.. Et sted tog han det vel som et dårligt tegn? "Som du ikke ønsker det skal forsvinde, så ønsker jeg ej det samme.." fortsatte han med en rolig stemme. Hvorfor pludselig den uro? Hun lignede jo nærmest en, der befandt sig på grådens rand.
Da Serenity dog endelig lod bomben falde, og forklarede, at hun havde været sammen med hans gudsøn, blev han dog mere stiv i blikket. Hans gudsøn var så langt fra en elver som man kunne komme på denne side af grænsen, og ja.. han bifaldt da ganske vidst ikke tanken. "Jeg værdsætter din ærlighed, min kære," begyndte han med en rolig stemme. Den havde dog alligevel fået en mere alvorlig klang end tidligere. Skulle han til at holde igen, for sin gudsøns skyld? Det var jo ikke just hvad han havde lyst til. "Ej er det en straf at åbne sit hjerte for et andet væsen.. Er det en mand, som du holder af? I den forstand, at det kan kategoriseres med alvor?" spurgte han videre, da det jo faktisk var vigtigt for ham at vide hvordan tingene egentlig forholdt sig, mest for også at kunne finde sin egen plads i det.. For sandt at sige, at han var blevet glad for hende. Det var sjældent at han følte sig så vel i en andens selskab, og så særligt en kvindes.

[Deleted]

Et sted forventede hun der ville falde brænde, men her stod han, ganske rolig, mere alvorlig, men rolig og kaldte hende stadig kære, så hun måtte åbne øjnene forsigtigt og blinke overrasket et par gange rimelig hurtigt. Kunne det nu også være rigtig? Hun forstod det slet ikke, hun følte ikke det var på sin plads at han ikke blev bare den mindste smule vred eller skuffet. Som forventede hun lidt at blive straffet, hendes forældre ville have givet hende husarrest og holdt hende indespærret i flere år hvis de vidste det. Hun tog en dyb indånding, hun havde svært ved at skulle se ham i øjnene i frygt for hun ville begynde at græde, som var hun bange for at lægge sit hjerte i håb om han ikke så hende anderledes efter dette. "Jeg vil altid være ærlig for min konge, men ikke blot fordi De er min konge, De er virkelig gledet ind på livet af mig i løbet af meget kort tid. Aldrig har jeg følt jeg skyldte et væsen så meget, jeg føler mig så glad i Deres nærvær." Forklarede hun, Serenity var jo et ærligt væsen, ikke altid overfor sine forældre, men det var vel typisk børn et sted? Med indstilling på de ikke behøvede vide alt? Hun kæmpede med sine tåre, hvorfor blev hun så ked af det? Han var jo rolig, stadig fantastisk dejlig og var ikke vendt rundt på sine hæle for at storme igennem skoven i flugt fra hende. Igen måtte en dyb indånding til, inden hun valgte at åbne munden endnu engang. "Jeg holder skam af Jack, men ikke på den måde jeg troede. Han er nok mere end god ven end noget andet, og jeg har holdt ham for nar ved at tro andet. Jeg troede jeg var forelsket, men det var nok mit hjerte som prøvede at flygte fra mine forældres hast i at ægte mig væk. Jeg har det forfærdeligt med det, jeg skammer mig sådan. Om han er elver eller ej, er det ikke en behandling noget væsen værd og slet ikke en behandling som burde komme fra en ædel race som vore. Måske jeg slet ikke er værdig til at bære racen." Hendes stemme bævede igen, hun gik helt i panik og man kunne se hvor meget hun rent faktisk skammede sig. Hænderne gled om mod hendes ansigt som hun skjulte, hun havde virkelig dummet sig, hvis det overhovedet kunne definere det. Og alligevel var han så rolig...... Sandheden var jo, at i nærheden af ham, vidste hun hvordan forelskelse var, det var sådan hun i det hele taget havde fundet ud af at Jack egentlig bare var et trumfkort. Selvom hun holdte af ham, havde han på intet tidspunkt fået hende til at føle sig så levende og fri som manden lige her foran hende gjorde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Havde Serenity virkelig regnet med at Thranduil ville reagere med vrede eller foragt? Det var slet ikke ham som person. Selvom han naturligvis fandt det dybt forkasteligt, at man skulle være sammen med andet end en elver, og særligt en mand som Jack, som ovenikøbet var en blandingsrace. Det var noget af det, som han ærlig talt havde sværest ved af alle ting. Han betragtede hende med en rolig mine. Det virkede næsten som hun forventede, at han ville slå ud efter hende.. Ikke fordi at han var en voldelig mand, for det var han ikke. Kun når man gav ham en virkelig god grund til det. "Det vælger jeg at tage som en meget god ting," sagde han med en rolig stemme, dog selvom det jo rent faktisk var ord, som han måtte mene. Han var glad for, at hun var tryg og så komfortabel i hans nærvær, fordi at det i hans optik, var gengældt. Han havde det jo på præcis samme måde.
At hun direkte fortalte ham, at hun.. udnyttede hans gudsøn, var noget som hurtigt fik Thranduil til at vende blikket mod hende. Igen satte han sin egen race højest, og det var der skam også rigtig mange gode grunde til, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt. Så godt kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han kendte den unge mand. "Jeg klandre dig ikke, for at åbne dine arme for ham, for selskabets skyld. Jeg ved hvad ensomheden kan gøre ved en.. tro mig. Jeg har levet med den i rigtig mange år nu. Derimod er det noget som jeg vil anbefale dig at informere ham om.. Særligt fordi at han er det som han nu er.." Ja selv for ham, var det jo direkte svært og næsten umuligt at beskrive hvordan han havde det med tingene, og det var virkelig ikke særlig behageligt.. tvært imod. Det sidste som han ønskede sig, var selvfølgelig at konkurrere om hendes gunst og særligt når det var hans gudsøn. Det var bare for.. underligt. "Du er en smuk elver, Serenity.. et stolt eksemplar af vor slags.. Og det håber jeg da, at du ved," afsluttede ham med en alligevel meget alvorlig stemme. Han ville i hvert fald ikke høre tale om noget som helst andet.

[Deleted]

At føle forståelse var nyt, det var ikke i handling, men i ord og hun lagde ikke skjul på sin overraskelse ved det. Dette stod malet klart i hendes ansigt. Hun bed sig blidt i læben, der faldt stille mere ro på i hendes sind og krop. "De aner ikke hvor meget det betyder for mig, jeg vil gøre ham opmærksom så snart jeg får muligheden. Og jeg kan takke Dem for min klarhed min konge." Lød det blidt fra hende, et smil måtte glide over hendes læber. Serenity var lettet, hun havde det fantastisk, for første gang havde hun en i sit liv som vidste alle hendes hemmeligheder. Hendes blik lå roligt på hans skikkelse, lige indtil han kaldte hende smuk, farven blussede knaldrødt op og hun måtte vende blikket bort. Det satte bestemt hendes hjerte igang med banke hårdt og hurtigt. Nej, hun så sig ikke værdig, overhovedet. Men hun var mundlam, hun kunne intet sige, tømt for hvert lille ord. Et par fugle fløj til vejrs og mindede hende om hvor hun rent faktisk befandt sig. Hendes blik sneg sig mod ham, genert og hun virkede forsigtig. Endelig fandt hun ord, et i hvert fald, men tonelejet samt hendes blik sagde alt. Fyldt med taknemmelighed og glæde. "Tak...."