Hemmeligheder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så uden tvivl et fremtidigt potentiale i denne kvinde, og hvorfor ikke udnytte det, når det var der? Det var næsten det, som han anså som den største skam, og særligt hvis det foregik på denne her måde. Alt taget i betragtning, så var det vel bare en vigtig ting, at sikre sig, at der var nogen som rent faktisk kunne slå fra sig, når det var nødvendigt. Han lod hende tage imod buen endnu en gang. Han kunne holde på denne hemmelighed, samt at han gerne ville lære hende at styrke det, så hun selv under stress, samt pres og kaos, ville kunne ramme den målskive plet, om det skulle være en nødvendighed. "Og det vil være mig en glæde, at lære dig hvad jeg kan præstere med en bue og en pil," sagde han roligt.
Han selv så til at hun selv legede lidt med buen. Han smilede let, idet han roligt placerede sig bagved hende igen. "Spænd den," opfordrede han roligt. Han vidste jo, at det ville blive svært, og hårdt ikke mindst, men jo før de kom igang, des bedre, ikke sandt? Han selv ville hjælpe hende, og vise hende, hvordan buen skulle holdes, så man netop forhindret, at dette skete. Han blev stående bag hende, inden han selv roligt tog fat omkring hendes hænder, så han kunne hjælpe hende lidt. Holdt man buen på en særlig måde, var det nemmere at holde koncentrationen ved lige, og sværere at lade sig påvirke og distrahere af andet. Han kneb øjnene let sammen, som han selv skulle stå der og koncentrere sig, selvom det nok lå mere naturligt til ham end til andet. "Hold buen i denne stilling.." Han førte buen en smule på skrå, så pilespidsen ville ligge og kærtegne hendes kind i den blide vind. "Træk den en anelse mere op, når du har fundet dit mål... få kontrol på din vejrtrækning.. Og skyd," sagde han endeligt.

[Deleted]

Solen varmede en del efterhånden, så tidligt var det ikke mere, selvom dyrene for længst også var stået op, begyndte det rigtige liv først at bemærke nu. Det var i sandhed smukt og fantastisk, hun glædet sig over hver eneste smukke dag, selvom de nogen gange var kolde. Luften blev blot frisk og klar. Langt over følelsen lykkelig, spændte hun roligt buen op, stilede sig i position og afventede instrukser. Tænk det skete rent faktisk, kongen lærte hende at fokusere bedre med sin bue og pil. At han pludselig stod bag hende, så tæt og holdte om hendes hænder for at rette lidt på hende, mistede hun kort pusten. Det var, intenst? Hun prøvede bestemt at koncentrere sig, men hold da op hvor var det kun endnu mere svært når han stod sådan! Serenity bed sig i læben, hun gjorde virkelig sit bedste for at fokusere, hun smilede stort og selvsikker. Nu manglede hun bare at spænde buen, hun trak den forsigtigt op, tog sigte og satte pilen i position. Det var en hjælp og da han endelig gav slip, trak hun den det sidste stykke, tog en dyb indånding og som hun lod luften sive ud mellem hendes dybt koncentreret læber, slap hun strengen. Pilen var næsten samme sted som før, dog lidt tættere på midten. Ikke ligefrem tilfreds, valgte hun at trække en pil mere fra sin kogger og spændte buen op, fokuserede på sit greb, måden at stå på og så på målskiven. Denne gang, i en mere flydende bevægelse, trak hun stregen op, lod det hvile ved hendes kind, tog sigte og slap den som hun åndede ud. Pilen fløj smukt igennem luften og ramte lidt over midten, men ikke meget. Så kom der et målrettet nik fra hende og hun vendte blikket mod ham, som hun smilede stolt. "Deres nærvær igen." Forklarede hun, men det var da blevet bedre. Hvilket var fantastisk!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så uden tvivl et potentiale i denne kvinde, hvorfor han netop synes, at det skulle udnyttes. Det var noget som han i hvert fald så som en skam at lade gå til spilde, og særligt, hvis han kunne hjælpe hende med at styre det i den forstand, at det var blevet en nødvendighed for hende at gøre det. Han smilede let for sig selv. Ja, han rørte rent faktisk ved hende.. Hun var ikke giftig, og det samme var han jo heller ikke. Han gav hende nogle gode fif, inden han selv trak sig en smule, så han kunne se hende gøre det sidste på egen hånd. Det ville tage tid at lære teknikken, men når hun havde interessen, tvivlede han dog slet ikke på, at hun nok skulle være den helt rette til at kontrollere det til fulde.
Serenity sendte pilen afsted, og sigtet, var da uden tvivl blevet bedre, og det var det som var ham selv det vigtigste. Han smilede ganske tilfredst, men nåede end ikke at bryde ind, før hun gjorde endnu et forsøg. Hun var ved at fange den, hvilket han da tydeligt kunne se. Hvilken glæde! "I så fald, så må jeg beklage," sagde han med et smil. Han tog det ærlig talt ikke som nogen skidt ting. De grønne øjne hvilede roligt på hendes skikkelse.
"Jeg må dog sige, at jeg er meget imponeret," sagde han med en rolig stemme. Dette var dog noget, som han mente. Han var virkelig imponeret over, hvor hurtigt hun tog ved lære, samt hvad hun i det hele taget var i stand til at præstere med en bue, da det var meget atypisk en kvinde, at vise denne interesse for håndvåben. Og han elkede det. Der var uden tvivl med til at gøre hende unik og særligt i hans øjne. Det var sjældent han gjorde sig den tanke om nogen i det hele taget.

[Deleted]

"Du godeste nej, De må endelig ikke beklage, det er jo blot mere træning og bedre øvelse for mig." Sagde hun med et drillende glimt i øjet, hun smilede charmerende og mærkede sin vildfarende tot af fletningen glide ind mod hendes kind og forstyrer lidt. Dog holdte hun fast i buen, hun så mod sit skud og var ganske stolt, men der var stadig lang vej, for dette var jo et stillestående mål. En helt anden sag var hvis målet bevægede sig, hun stod og tænkte lidt over hvordan det mon ville være, men hun måtte hellere øve sine skud med stillestående mål lidt mere før hun begav sig ud i den slags. "Det glæder mig virkelig at høre, jeg har også trænet meget og hårdt, skønt det har været alene. Det er rart med indblik udefra, virkelig rart." Lød det stille fra hende, hun smilede mod ham, men måtte lukke øjnene da en vind gled over dem, kølig og frisk, helt igennem skøn og bar duften af skov med sig. Hun så nærmest ud som en der sov, og havde den mest vidunderlige drøm hvor hun var lykkelig over al forstand. Da hendes øjne igen gled op, efterlod hun et længselsfuldt suk efter vindens kærtegn og lod så alting blive lidt mere jordnært igen. En dag, en dag ville hun prøve at flyve, på et eller andet, ved hjælp af et eller andet, hvad vidste hun ikke endnu. Men tænk sig at flyve som fuglene, at se skovene oppe fra. Se det smukke landskab, moder naturs smukke kreationer. Som var det et smukt stykke tøj der beklædte jorden. Så drømmende hun så ud, hun lod dog sit blik glide over mod ham, og blev lidt mere jordnær ende det hun nu var, hun vågnede lidt op og sendte ham et forsigtigt uskyldigt smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Distraheringer og ting som kunne fjerne fokus, var livsfarligt, hvis det virkelig omhandlede liv eller død. At det så distraherede hende, at han stod der, kom ikke bag på ham, når hun var vant til at gøre sig disse ting og tanker alene. Han blev roligt stående. "Er man vant til stillestående mål, og at stå med det alene, er det ikke underligt, at du har svært ved min tilstedeværelse," sagde han roligt. For hans vedkommende, så gav det hele mening, så det at det var irriterende på sit vis, at han stod der, kunne han rent faktisk godt følge hende i. Det var dog blot noget som han måtte lære at leve med. Selvom han havde sin titel hængende på sine skuldre, var det skam ikke ensbetydende med, at han kunne tillade sig alt. Og det vidste han jo også godt.
Alt taget i betragtning, var Thranduil faktisk meget stolt af, samt imponeret over, hvad hun overhovedet kunne med den bue i sine hænder. Hun var dygtig.. virkelig dygtig, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. De grønne øjne skinnede af glæde.. Alt sammen noget, som faktisk også var til hendes fortjeneste, fordi at hun var sådan overfor ham, som hun var lige nu, og det var det, som for ham, rent faktisk også var det vigtigste. "Vil du tage en gåtur sammen med mig?" spurgte han roligt. Nu hvor han havde givet hende nogen gode fif til brug af bue, så ville han hellere bruge denne tid til at lære hende lidt at kende.. Om de fandt noget, som de kunne skyde efter, var heller ikke til at sige, men selv når vejret var så smukt og så godt, som det var i dag, så skulle det uden tvivl også nydes. Det var jo aldrig til at sige, hvad man fandt på den færd.

[Deleted]

Det var rart at blive mødt med forståelse, kongen var jo så meget mere end blot konge, han var jo også en person og en person hun allerede nu bestemt kunne sige hun kunne lide. Han var virkelig rar at være i nærheden af, på alle punkter og hun nød det, for tænk hvis han gav hende kun denne ene dag i buens tegn. En tanke der for hende var lidt trist, hun kunne godt vende sig til at være i hans nærhed, selvom det forstyrrede hendes koncentration, men det var jo bare fri øvelse. Serenity strålede, hun var tydeligt glad, og dagen her havde virkelig taget en uventet drejning. Hvordan man kunne være i sig selv så heldig, det vidste hun ikke, men hun stilte heller ikke spørgsmålstegn ved det, nej, det skulle bare nydes. Hun lod koggeren finde plads ordenligt på hendes ryg, samt lod buen glide om hendes ene arm, som hun lod den anden være fri. Han skulle bestemt ikke spørger hende to gange, hun var parat. "Det vil være mig en ære." Lød det ærbødig fra hende, hun kunne jo ikke andet end at have fuld respekt for denne mand og det var hende jo virkelig en ære at måtte følges med skovens konge, i skoven, nyde omgivelserne og måske få snakket lidt. En trang til at lære ham af kende var blevet umådelig stor, hun ville vide mere om hvor kongen var indebag titlen, hun var nysgerrig. At skulle mødes med kongen i hemmelighed for at øve med bue og pil var hende en spændende tanke, en der måtte få hendes hjerte til at banke lidt hårdt i brystet, hendes drømme og forventninger steg meget hurtigt, men hun prøvede at stoppe dem, da hun så nødigt ville blive skuffet. Hun var jo bare Serenity, en ud af mange elvere, ikke en speciel person for kongen som sådan. Så hvad der var dag for ham i dag, var måske ikke i morgen og så var dagdrømmeriet bestemt noget som gjorde hun forventede han ville lære hende mere, en farlig ting.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Serenity havde potentialet til at blive en god og stærk kriger med speciale i brug af bue, så håbede Thranduil naturligvis på, at det var noget, som aldrig nogensinde ville komme til at ske. Han ønskede selvfølgelig ikke at se nogen kvinde i den form for arbejde, da det selv i hans optik, var mandligt arbejde. Det var for mænd at udføre den slags arbejde i det hele taget. Dog var det ikke noget som han sagde højt.. En tanke i form af et kort, som han valgte at holde tæt ind til kroppen. Han sendte hende et smil. Hun ville gøre ham den ære? Det var uden tvivl noget, som han virelig var glad for.
Hænderne foldede Thranduil roligt over ryggen, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Alt sammen taget i betragtning, var han faktisk glad for at han havde fundet hende.. mødt hende, og nu var den som skulle lære hende at bruge buen i den forstand, at det kunne bruges, når det virkelig var nødvendigt. "Det glæder mig i sandhed," sagde han med en ærlig stemme, inden han blot gav sig til at begynde med at gå. Det var alt sammen noget, som faktisk var vigtigt for ham at understrege, også for hende. De grønne øjne gled mod hendes skikkelse, som hun begyndte at gå ved hans side - med bue og pil ved hendes side. Forhåbentlig ville det ikke blive nødvendigt for hende, at bruge det i denne situation. Tungen strøg han ganske et over overlæben, med en tænksom mine. "Fortæl mig noget mere om dig, Serenity.. Jeg må sande, at du har vækket mig en nysgerrighed," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte sig mod hende. Han ville gerne have, at hun kunne føle, at hun kunne snakke åbent, og at hun kunne snakke frit til ham, for det var netop, sådan at han meget gerne ville have tingene. Igen med vinden som ramte ham direkte i ansigtet, tog han sig ikke af det.. Hvorfor ikke bare nyde et smukt vejr i et smukt selskab af en smuk kvinde?

[Deleted]

Skoven var noget af det bedste hun vidste af, alt omkring den dragede hende hver eneste dag, uanset årstid. Da han begyndte at gå, fulgte hun blot med i sin elegante rolige gang. Hun gav et fredfyldt suk fra sig, hun var mer end tilpas lige nu. Denne dag var en drøm for hende, men hun tog ikke let på den af den grund, nej hun ville nyde den til fulde. Hans selskab var fantastisk, så at gå en tur med ham og nyde det som var elvernes domæne var klart en ting hun ønskede. Serenity smilede svagt, hendes blik gled mod ham flere gange, hun var betaget. "Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål. Selvstændig syerske, trods jeg intet mangler i mønter, elsker jeg nu at tjene mine egne. I stedet for at leve af mine forældres fond. Desværre stadig hjemmeboende.Mine passioner ligger i naturen, bue og pil, samt mit fag naturligvis. Det ville være den største ære at kreere noget til Dem, min konge." Fortalte hun ærligt, flere gange sendte hun ham små smil, holdte lidt pauser for at forhindre en langtrukken talestrøm. Et nysgerrig blik blev sendt mod ham. "Må jeg være så frækt at udtrykke min iver for at lære manden af kende bag titlen som konge? De er mig allerede nu virkende som en behagelig og dejlig mand at være i selskab med." Den blide stemme var ærlig, hendes kinder en svag rosa farve og blikket rettet mod ham. Stadig lige betaget. Ingen tvivl om hun brød nogle af sine egne grænser, men hun var tryg ved det, hun var tryg ved ham. Vinden som måtte.kærtegne dem fik hende til at lukke øjnene blidt i, hendes vipper lå som sorte sommerfugle på de stadig svagt farvede kinder. Aldrig blev hun træt af den duft vinden måtte bringe med sig på vandring igennem skoven.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil begyndte roligt sin vandring igennem skoven, og med en forventning om at hun ville følge med. Og dette gjorde hun da heldigvis. Det var en god dag.. og særligt efter han havde mødt hende. Det forekom nemlig ikke ofte, at han blev så positivt overrasket, som han havde gjort i dag. Særligt af en kvinde.. Han var en typisk mand hvad det angik. Han var nu alligevel præget af en nysgerrighed, som han følte, at han var nødt til at få stillet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hænderne holdt han lige så foldet over ryggen, som han fortsatte den rolige, og ellers så elegante gang. En syerske? Han måtte jo sande, at han kunne lide den tanke. "Det ville være mig en ære, at vandre med klæder, som du ville skænke mig, Serenity.. Nu hvor jeg har set hvad du kan præstere med dine hænder og med denne styrke," sagde han roligt.
At hun så derimod lige så måtte nyde af hans selskab og hans person, var ikke ord, som han hørte særlig ofte. Det var nu heller ikke en dagligdag, at han vandrede således omkring sit folk. Han burde ganske vidst høre det oftere, end hvad han gjorde det, men det var svært at finde tiden og særligt i det arbejde, som han skulle lave i forvejen. Det var jo heller ikke ligefrem småting som han lavede, kunne man jo sige. "Naturligvis," begyndte han roligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. En dog så smuk kvinde.. og hvad hun kunne, var kun noget, som gjorde hende mere smuk i hans øjne, og den tanke kunne han virkelig godt lide. Det var nemlig ikke ofte, at han fandt denne interesse i det kvindelige væsen.. og særligt ikke efter at han havde mistet sin hustru for mange år siden. "Hvad ønsker du at vide om mig? Meget af min historie, er i forvejen kendt af vores ædle race," sagde han roligt. Nysgerrighed værdsatte han.. Hellere det end alt for mange konklusioner, som til tider kun kunne være til mere skade, end de var til gavn.

[Deleted]

Al den ros, og så fra ham, hun kunne næsten ikke andet end at tage det langt ind til sig og aldrig nogensinde give slip, selv hvis det skulle være en drøm. Det betød så meget for hende, hun følte sig værdsat på en helt anden måde og det var virkelig fantastisk. Hendes blik gled over skovens smukke skikkelser, dyrene havde ro i sindet i nærheden af dem, de havde jo boet samme skov længe, elvernes væsen gjorde dem intet, hvor imod hvilket som helst andet væsen ville gøre dem langt mere sky. Dog var buen ikke ligefrem noget de brød sig om, en klar sag, mange jagede jo med bue og pil. Serenity kunne ikke andet end at smile, det var så svært at lade være, hun havde det fortryllende. Som kunne hun svæve lige nu, åh gid hun kunne, tænk sig at flyve. Dagdrømmeri var hende en nær ting, men kunne skabe fokus på ting som nok aldrig kom til at ske. Selvom, hendes drøm om at lave klæder til kongen var da lige gået i opfyldelse, altså hvis hun ikke vågnede ekstremt skuffet fra en vidunderlig drøm. Hans væsen i sig selv fortryllede hende meget, men hun ville vide mere, hun var draget til ham, iveren lå kun lige gemt bag hendes rolige ydre, som ganske vidste var smukt og en del charmerende smil gled jo også ganske uvist over de bløde læber. "De må endelig sige til, og jeg vil lave præcis hvad De går og drømmer om at klæde Dem i." Lød det målrettet fra hende, hun sendte ham et glædeligt smil og måtte igen lade blikket glide ned over hans skikkelse i sig selv. Hvor var han dog flot, tænk at få lov til at måle den krop og få lov til at sammensætte klæder i hans billed. Hvilke farver der ville passer ham var klart lyse, hvilket passede fint, da hun af vane havde lagt mærke til hans påklædning og den var generelt lys. Hun kunne lave ham alt, lige hvad han ønskede og det lystige bankende hjerte hoppede af sted af spænding ved tanken. Sandt at sige vidste næsten alle hans historie, trist i den grad, men det var nu ikke det hun søgte, nej hun søgte hvem den mand var i dag, hvad han holdte af at lave, hans ynglings farve, jamen alle mulige små ligegyldige detaljer, som ikke var helt ligegyldige for hende. "Sandt Deres højhed, min nysgerrighed hvile på hvilken mand der gemmer sig bag statussen. Deres interesser, ud over bueskudning og kongeriget. Så detaljer, Deres yngling farve, hvad De holder af at spise. Sådanne, måske lidt mere personlige ting. Hvis det ikke er for meget, De skal naturligvis sætte grænser." Det sidste blev tilføjet da hun faktisk kom i tanke om hvem hun snakkede til og at hun bare var, ja hende. Det kunne jo være han ikke ligefrem brød sig om en ganske almen syerske med hemmelige bueskytteevner ville ind på livet af ham, hvorfor ville hun egentlig det? Hun var draget, helt og igennem, draget til hans væsen og hun kunne simpelthen ikke lade være. Det var svært at styrer sin iver.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvorfor ikke rose, når det var berettiget? Det var i hvert fald sådan at Thranduil havde det. Hun var dygtig.. virkelig dygtig og særligt med tanke på, at hun rent faktisk var en kvinde, og det var noget som han uden tvivl var meget påvirket af. Han fandt det virkelig imponerende, at hun kunne hvad hun nu gav udtryk for, overfor ham, at hun var. Han sendte hende et smil. At hun gerne ville lave et sæt til ham, ville han uden tvivl værdsætte. Han elskede det elviske håndarbejde. Det var uden tvivl det bedste! I hans øjne, var der slet ikke noget, som kunne slå elverne på det punkt, og dette var så sandelig eller ikke noget undtag. "Det ville være mig en sand ære at vandre i klæder af din kreation.. Du skal være mere end velkommen til at skænke mig således," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. En så smuk en kvinde, og med alle disse færdigheder, forundrede det ham uden tvivl, at hun endnu ikke var gift eller lovet væk til en anden elvisk mand. Om ikke end, så måtte man jo sande, at den mand som ville løbe med dette, uden tvivl måtte være frygtelig heldig.
At hun virkelig måtte være så nysgerrig p ham og den person han var, så var det ikke noget som han kunne sige noget til lige nu. Han grinede let for sig selv. Faktisk var det noget som skete yderst sjældent, da det faktisk heller ikke ligefrem var noget, som lå naturligt til ham. "Det er meget personlige ting, må jeg sige. Hvis det så absolut interesserer dig.. min yndlingsfarve er grøn og hvad jeg godt kan lide at spise, er det urte- og grønsagssuppe," sagde han med et stille smil på læben. Hvorfor ikke besvare dem? Det var dog noget som lå meget naturligt til den elviske race, og lige der skilte han sig så sandelig ikke fra mængden. Han vendte kort blikket op mod det nærmeste træ, da to små solsorte satte af fra en meget tynd gren. Han kunne ikke lade være med at smile. Selv her i efteråret, var der skønhed at se i skoven. Det var uden tvivl hvad han nød mest ved et sted som det her.

[Deleted]

I starten var hun helt sikker på hun havde brudt en grænse, som bestemt ikke var god, men heldigvis tog hun fejl. Der var et smil og han svarede rent faktisk, det kunne hun ikke tro! "De interessere mig." Kom det ærligt ud af det blå, hun var sikker på hendes hjerte stoppede i et kort sekund, hvordan blev hendes tanker lige formuleret fra hendes læber uden hendes tilladelse?! Skulle han vide det? Var det det? Hun bed sig i læben, og forblev tavs, hun vidste slet ikke hvad mere hun skulle sige, og hun så alle steder hen end på ham for ikke at få mere farve i kinderne end hun allerede havde. I stedet lod hun sig tænke på klæder, hvilke der ville passe ham, stå til hans smukke grønne øjne, hans ansigtsform, det smukke hår, hans smil og væsen i sig selv. Hun lukkede kort øjnene og prøvede at forstille sig hvordan og hvorledes, men det var kort nok til at hendes fod måtte glide ind under en rod der fjernede hendes fodfæste og hun væltede forover. Der nåede kun at komme et gisp fra hende, meget mere nåede hun ikke at reagere. Og så faldt buen til jorden fordi hun var forberedt på at støde fra, det skulle man jo når man faldt. Det skete så hurtigt, og alligevel så langsomt, pokkers til klodsethed i dagdrømmeriet. Ganske upraktisk.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv Serenitys ord, var af typen som virkelig måtte komme bag på Thranduil, hvilket hurtigt fik ham til at vende blikket mod hende. Hun interesserede sig for ham? Alt sammen, var det hjertevarmende ord, og selv for ham. Det havde han ikke hørt siden han mistede sin hustru og efterfølgende flere år senere, så også hans søn. "Virkelig..?" spurgte han roligt, som han kun lige nåede at vende blikket mod hende, til at se at hun var ved at vælte.
Hurtig som han nu var.. elegant og yndefuld ikke mindst, lod han armen falde omkring hendes slanke skikkelse i et forsøg på at forhindre, at hun skulle falde. Så fornem og fin på strå, at han ville lade hende falde, var han dog heller ikke. At det så skulle resultere i at han selv halvt om halvt måtte miste balancen, var dog ikke ligefrem noget som han havde regnet med... Og der lå de jo så. Han var endt med at ligge godt gemt under hende, da han nærmest havde forsøgt at vende dem, så det var ham, der ville komme noget til, om det skulle ende således. Han ønskede jo ikke ligefrem, at hun skulle komme galt afsted.. Det ønskede han jo ikke ligefrem for nogen af hans folk. Liggende der beskidt på jorden, vendte han igen de grønne øjne mod hende. Han smilede let for sig selv. "Er du okay?" spurgte han roligt. For ham, var sådan noget rent faktisk relevant at vide. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme noget til.

[Deleted]

Åh nej han havde haft hørt hende, hun havde jo sådan et ønske om at det havde været en tanke som virkede til at flyde over hendes læber, og ikke rent faktisk gjorde det. Men det havde den åbenbart, et sted var hun jo tit bare ærlig og sagde tingene som de var, hun havde ikke lige tænkt over at han altså var konge. Nej hun følte sig mere og mere tryg ved ham og så ham som en mand, hun vidste han var konge, men også mere end det og det ønskede hun jo at lære mere om. I sig selv allerede nu var hun jo helt betaget af ham som det var, men der kunne jo ligge en masse hun ikke kendte til, men gerne ville. Hun ville lære ham at kende ordenligt, foruden det formelle. Var det forkert?
Her var hun så igang med at falde, og svup så havde han hende i hans arme, dog ikke som han lige havde planlagt. Hun gispede og glemte øjnene i, hun havde endt med at knuge sig ind til ham i ren refleks for at beskytte sig, for hans arme føltes sådan, beskyttende. Og bump, der lå de i skovbunden, da hendes hjerte var faldet lidt ned og det gik op for hende hun lå ovenpå ham, spærrede hun øjnene op og stor rødmede. Men hun kunne ikke rigtig flytte sig, hun var lammet, af følelse af at være SÅ tæt på ham, af at hun havde været falde og han rent faktisk havde forsøgt sig at forhindre det, men i stedet tog faldet, at hans skønne smil måtte falde på hans læber og nu spurgte han om hun var okay?! Forvirret over hele situationen, blinkede hun en del med øjnene. "Takket være Dem ja, spørgmålet er om De er?" Kom det blidt og lav fra hende, nu hvor hun var så tæt på, behøvede hun jo ikke ligefrem snakke i normalt toneleje. Serenity lod sine nøddebrune øjne søge hans smukke grønne, hun var stadig småfrosset og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvilket kunne mærkes på hendes krop som var utrolig stiv i det, helt anspændt som en forskrækket mus der ikke vidste hvilken vej den skulle flygte. Og sådan havde hun det faktisk lidt, men alligevel, så var der jo også en lille del af hende som synes det var rimelig rart at ligge her.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil røg direkte i jorden og med den samme gispende stemme, da han ramte jorden og med hende over sig. Selvom det måske ikke var en tanke som hun havde regnet med at sige højt, så var det nu sket alligevel, og det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han sendte hende et smil. Den personlige interesse, var ikke en som han oplevede særlig ofte, men det var derimod noget som virkelig betød meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han kunne nu godt lide det.. Selv for ham, så var det virkelig rart, at det var på denne her måde.
Selvom han nu lå og kiggede hende i de varme øjne, og selv kunne se den røde glød i hendes kinder, var det noget som fyldte Thranduil med en ganske varm følelse. Det var virkelig mange år siden, at han havde haft det på denne her måde, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han hævede kort hånden og strøg den over hendes kind, i et forsøg på at føre en lok af det smukke hår bort fra hendes ansigt. Hun var smuk... en virkelig smuk pige. "Jeg har det fint," sagde han med en rolig stemme. Han selv var jo en hjertevarm mand... selv på trods af de tab han havde lidt, og det faktum, at han havde en arrogant holdning til andre væsner end hans egen slags, men var det overhovedet underligt, når det endelig var? Han sendte hende et stille smil. Han kunne nemlig heller ikke ligefrem lade være. Han endte med at gøre tegn til at ville rejse sig igen, hvor han roligt satte den ene hånd i jorden, for derefter roligt at rejse sig op. Han rakte hende sin frie og rene hånd i stedet for. "Lad mig hjælpe dig op," endte han med en rolig stemme og uden at smilet falmede hans læber. Han nød virkelig det faktum, at de bare kunne sidde her og hygge sig... samt have det godt med hinanden, for det følte han da uden tvivl at han havde.