Hemmeligheder

[Deleted]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

En smuk og idyllisk dag var startet, det var virkelig tidlig morgen og morgenduggen glinsede smukt på alle herligheder som var i skoven, hendes blik gled ud over byen, hun stod i udkanten med et lille smil, fri! Det var en dag uden arbejde, uden en masse ting hun skulle nå og det var tid til hende selv og hendes elskede hobby som lå i det skjulte. Serenity bar en hvid kjole med slids i for bedre at kunne bevæge sig, samt et corsage der måtte holde den godt på plads, corsaget var fyldt med broderier hun selv havde designet i hvid tråd, på det mørke læder. Det havde ikke været en nem opgave og det havde taget evigheder, men hun elskede det og det var hendes favoritstykke. Fødderne var bare, hun ville mærke morgenduggen, mærke skoven. 

Hun listede væk fra byen, ikke langt derfra og fiskede en bue op, samt kogger med pile. Det var en langbue, utrolig smukt håndværk og kraftig i betragtning af en kvinde brugte den. Hun stod og beundrede håndværket og endte så med at snige sig yderligere væk, finde sit ynglingsted hvor hun skød efter mål. Det var en ting ud over at sy hun var rimelig god til, men hun havde også praktiseret det i smug i mange år. Hendes forældre ville ikke ligefrem være begejstret ved at se hende med et våben i hånden, men de var også så overbeskyttende og havde en måde hun absolut skulle være på. Dette var hendes hemmelighed, helt og alene, ikke engang Jack vidste det og aldrig var hun blevet opdaget.

Buen blev hævet og spændt for, hendes ben trak sig svagt bagud som hun stillede sig i position, hånden kærtegnede blidt hendes kind, hvor strengen blev holdt sammen med pilen mellem de to fingre. Hun var dybt koncentrerede, det var tydeligt og som hun åndede ud, slap hun strengen og hørte den smukke lyd af pilen der blev skudt afsted og ramte sit mål perfekt. Målet var en målskive hun selv havde lavet som hang ned fra et træ. Med vilje lod hun ikke pilen sende afsted med for meget kræft, for tænk hvis den gik igennem og ramte en af de smukke træer!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Endnu en smuk dag, selv på trods af, at det var ved at blive koldt. Bladene faldt af træerne, og dyrene søgte mere og mere i skjul. Fuglene kunne man stadig spotte og dagligt kunne man høre deres velkomne og varme sang i træernes toppe. Det var noget af det bedste ved efteråret, selv for Thranduil. Som en skovens konge - en titel som var blevet ham velsignet for mange år tilbage. Hans egen fader havde haft den før ham, og ved hans bortgang, var den blevet skænket videre til hans søn. Dette var dog ikke en situation Thranduil selv stod i. Hans egen søn var død og borte, og lige så hans hustru. Han levede livet alene.. dedikeret til jobbet for at holde elverne og skoven tryg og sikker.

Selv denne dag, var Thranduil udenfor. Han bar den mørke kappe over skuldrene og med håret sat. De grønne øjne spejdede ud foran ham. Han hørte fuglene.. han kunne se sporene.. Mange af dyrene havde været i området for at spise tidligt om morgene, og det glædede ham. Det glædede ham at se den form for liv, som rent faktisk var ved at samle sig på stedet her, da det alt sammen var noget som betød meget for ham.
Hænderne foldede han let over ryggen, som han søgte videre.. Skikkelsen i form af en kvinde, var noget som hurtigt fik ham til at stoppe op. Ikke fordi at han decideret søgte efter hende, men selv han var præget af en nysgerrighed. En kvinde med bue og våben, sås frygtelig sjældent.

Ikke så meget som et ord, forlod Thranduil, da han stod og betragtede sig af kvinden beundre det smukke håndværk en bue nu måtte være. Elverne var jo desuden også kendt for at være en af verdens bedste bueskyttere, og det var jo ikke just et ry og rygte, som kom uden en grund.Han lod hovedet søge en kende på sned, som han ellers blev stående for et kort øjeblik. "Et stykke fabelagtigt håndværk.." sagde han roligt, som han selv denne gang valgte at bryde stilheden og trådte frem. Han bar et venligt og varmt smil. Han var ikke ude på noget.

[Deleted]

Med et tilfreds smil stod hun og kiggede på pilen som sad lige plet i midten, hun var i sin egen lille verden og havde bestemt ikke forventet noget her ude, så det gippede i hende da hun hørte en stemme. Hun stivnede kort, vendte roligt rundt og fik småstore øjne, hun var opdaget! Desuden var det ikke af hvem som helst, hun kendte udemærket udseendet af hendes konge, så efter at have stået og stirret lidt målløst på ham, bøjede hun sig ærbødig og nejede samtidig. Elegant og forsigtigt, selv med en bue i hånden, hun rettede sig blidt op igen og så på ham med et roligt blik, selvom hun var alt andet end rolig indeni! Hvor var han dog smuk, endnu smukkere tæt på, hun havde aldrig set ham så tæt på! Der var ramaskrig i hendes hoved, tænk hvis han informerede hendes forældre, åh du godeste nej hun blev aldrig lukket ud for en dør igen. Serenity holdte nu med begge hænder om buen som hvilede ved skovbunden. "Så sandelig, jeg er også utrolig glad for den." Lød det blidt fra hende, og selvom alt var kaos indeni, lod hun sit ydre være blidt og elegant som var det hverdag at snakke med kongen. Hun snakkede med kongen, kongen snakkede til hende. Lidt forvirring trådte til i hendes ansigt som hun blinkede et par gange med øjnene, var det en drøm? For det ville give mere mening, hun var aldrig sådan en der mødte folk af betydning som sådan.

Det virkede uvirkeligt, men bare for en sikkerheds skyld, måtte hun bevare roen og vise sig fra sin bedste side, mon hun burde have været forblevet i sin nejende og bøjet position? Havde hun været uhøflig ved at rejse sig for hurtigt op? Mon hendes tale var korrekt, hun blev helt svimmel af alle de tanker, men hun turde ikke engang sætte sig ned. Hun havde så meget respekt for sin konge og et sted var en af hendes største drømme vel at måtte lave klæder til ham en dag. Måske han havde hørt om hende? Nej, nej nu måtte hun ikke være naiv og dum. Serenity virkede meget ung af sind, trods en del år hun havde levet, men måske var det bare fordi hun egentlig var så utryg ved hendes hemmeligheder for hendes forældre, samvittigheden der gnavede. Puha, selv ude i den friske luft, følte hun hun trængte til mere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at Thranduil bar med sig titlen som en konge, men og af den grund, så ønskede han at blive tiltalt som enhver anden. Han var intet uden et folk. Lige der var han nok arrogant af personlighed, men menneskelig af hjerte og sind. At se hende stå der og nærmest stirre på ham, som havde hun set et spøgelse, var en tanke som han fandt morende. Han søgte roligt mod hende.. Hans gang var elegant og målrettet. "Det må jeg sige.. Lad mig se den," opfordrede han med en rolig stemme. En bue var selv hans foretrukkende, og det som han altid havde benyttet, når han havde været ude, og særligt på slagmarken, var dette et våben, som han ofte selv havde taget i brug når det var nødvendigt.. Nu havde der været ro i lang tid.. Det var bare et spørgsmål om tid, inden den igen ville bryde ud.

At en kvinde derimod benyttede sig af denne form for våben, skete ikke særlig ofte. Selvom Thranduil ikke havde noget imod, at selv kvinderne kunne slå fra sig, om det skulle blive en nødvendighed, så var det alt sammen noget, som selv gjorde at landsbyen sågar kunne beskyttes bedre, når ulykken skulle ramme. Hvorfor skulle han sladre? Der var ingen skam i at øve sig. Det var jo det, som gjorde, at man blev bedre trods alt. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. En smuk ung kvinde, hvilket var noget som han godt kunne lide at se. Elverne var nu altid kendt for at have ynde og elegance, og dette var skam ikke noget undtag. "Du er alene herude? Jeg vil råde dig til at være forsigtig," sagde han med en rolig stemme. Der var derimod noget advarende i hans stemme. Det var jo ikke lang tid siden, han selv havde jaget en varulv væk fra skovene her, som selv havde valgt at gnaske på den procianske hærfører i hans skov.. Og dette ønskede han slet ikke skulle ske igen!

[Deleted]

Der var ingen tøven da han opfordrede hende til at lade ham se hendes bue, det fik hende bare til at smile beæret og rakte ham elegant buen. Hun elskede sin bue og at skulle undvære den var nærmest en skræmmende tanke, for hun elskede at skyde med bue og pil. Der gemte sig mange ting i hendes væsen, som ikke mange kendte til, hendes hemmeligheder var efterhånden mange, en ting som plagede hende om natten. Serenity hadet faktisk hemmeligheder, men det var nødvendigt synes hun, for at hun skulle have det godt. "De må undskylde jeg stirre sådan min konge, jeg er blot overvældet og fuldstændig uforberedt på dette møde." Forklarede hun blot, hendes hænder foldede sig foran hende som hun stod og så på ham med et beundrende blik. Tænk at være så tæt på kongen, hendes forældre ville ikke tro hende hvis hun fortalte det, men så skulle hun også til at forklare hvorfor og hvad der var sket, hvilket indebar hendes våben som de på ingen måde ønskede i hendes hænder. Så dette måtte være en af hendes hemmeligheder, endnu en til hendes samling.

Hans øjne fik hun fordybet sig lidt i, gud hvor var de egentlig smukke, og hans ansigt generelt, samt hans hår. Elvere som regel var smukke, men hun synes han bar det på en anden måde end de fleste i byen, måske var det fordi han var konge, gjorde en status den forskel? Serenity rystede lidt på hovedet af sig selv og hendes ufattelige mange tanker som egentlig gled ind på emner der ikke gav meget mening. De store nysgerrige øjne var gledet lidt fra hans ansigt og ned af resten af ham, specielt hans bygning studerede hun, samt hans klæder. Hendes studeren blev afbrudt af hans ord, som fik hendes blik til at glide op mod hans ansigt. "Jeg forventede faktisk at forblive alene, dette her, er min lille hemmelighed. Mine forældre bryder sig ikke om min interesse for bue og pil, de forventer jeg er en rigtig dame." Forklarede hun blidt, hans råd blev skam taget imod, hun tænkte lidt og smilede så blidt. "Jeg gør mit bedste i at være forsigtig min konge, heldigvis er jeg jo bevæbnet hvis det skulle gå helt galt." Forsatte hun blidt og kastede et blik til sin bue og derefter tilbage til ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De lange slanke fingre, lukkede sig roligt om buen, da denne unge kvinde rakte ham den. Det var uden tvivl et meget smukt stykke håndværk hun havde erhvervet sig, og selv dette var et af de smukkere eksemplarer som han havde set. Thranduil lod blikket betragte det våben, som han nu stod med i hånden. Det var ham en glæde at se nogen faktisk gå op i det. "Det er en meget smuk bue," roste han hende, inden han roligt rakte den tilbage til hende. At det havde forårsaget så stor en overraskelse, at stå overfor ham, morede ham blot. Han var folkelig overfor sine egne, og indtog meget hurtigt en arrogant rolle ellers. Efter alt hvad der var sket i skoven igennem hans regeringstid, så var det nok heller ikke så underligt igen. "Alt forladt. Selv jeg blev ramt af en voksende nysgerrighed," fortalte han sandfærdigt. Det var skam ikke fordi at der behøvede at ligge noget ondt bag dette.

Thranduil lod selv blikket betragte sig af den smukke unge kvinde foran ham. Ung i forhold til ham selv, men selv han var jo rede på at det var landsbyens fremtid, den dag han selv ikke var der mere. Han havde nok fået et andet forhold til døden, end hvad han havde haft før han mistede sin kone og sin søn, og nu levede sit liv alene. "Jeg respektere en kvindes interesse for våben. Det er bedre at selv I formår at forsvare Jer, hvis det skulle blive nødvendigt.. Hvad er dit navn?" spurgte han roligt. Det var ikke ofte, at han endte i situationer som denne, hvor han rent faktisk førte samtaler med andre, men han kunne derimod godt lide det.
Smilet bredte sig let på hans læber. Så lang tid hun var forsigtig, så skulle han ikke blande sig. "Du er ganske vidst bevæbnet, men kan du benytte det? Lad mig se dig benytte buen," opfordrede han. Ikke fordi at han ville teste hendes styrke til at trække den op, eller præcision til at ramme det endelige mål, men mere for nysgerrighedens skyld. Det var også rart at vide, at hun rent faktisk kunne slå fra sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

[Deleted]

Det glædet hende at høre selveste kongen rent faktisk fandt hendes bue smuk, hun var beæret og tog glad imod den, hun ville blive så ked af det hvis den kom til skade eller blev stjålet. Måske burde hun ikke skjule den herude mere, men lave en taske at skjule den i og tage den med sig hjem. Det var en god ide, hun kærtegnede træet den var lavet af blidt, den måtte aldrig forsvinde fra hende. Der kom en mild latter fra hende, hendes konge nysgerrig? Jamen dog. Hun bed sig i læben og så lidt væk, sådan at le af sin konge, nej hun måtte lige holde sig selv lidt i sine øre. Men et sted var hun jo blot sig selv, og kongen ønskede vel intet andet fra sit folk? Alligevel måtte hun gerne opfører sig med bedste manere! Serenity førte en vildfaren tot fra sin fletning om bag øret og så tilbage mod ham, hun var overraskende, afslappet lige pludselig? Han var jo ikke så slem, ganske betagende og jovist kongelig, men nede på jorden og virkede utrolig rar. Hele hans væsen fandt hun ganske harmonisk. Alt passede sammen, hans væsen var perfekt og unikt.

I hendes egen lille verden, blev hun forstyrret igen, det gjorde hende dog intet, hun kunne godt lide lyden af hans stemme, den var så blid og rolig. Det fik hende til at tænke på hvordan han mon lød når han sang, det kunne egentlig være sjovt at vide, mon han overhovedet sang, eller havde sunget? Hendes øjne var stadig store og nysgerrige, der var så mange mysterier og hun ville gerne vide det hele, men sådan noget spurgte man jo ikke folk om, heller ikke kongen, slet ikke kongen. Det var hende en lettelse at han var okay med det, at han ligefrem respekterede det havde hun ikke ventet, iiih der var noget over hans tale som fik hende til at falde i staver hver gang. Måske så hun helt op til ham? Men igen, hvem ville ikke det, folket skulle jo gerne se op til kongen. Det kunne være det hjalp på hendes tankemylder hvis hun nu ikke så ham som konge, men som en almindelig elvisk mand. Turde hun det? "Mit navn er Serenity Raincloud, Deres højhed." Lød det blidt fra hende, i ren refleks nejede hun igen, lidt nervøsitet var der nu stadig i hende. Serenity studrede hans smil, det var dejligt med smil, så det smittede selvfølgelig af på hende og igen følte hun sig mere afslappet. Flere smil! Det kom bag på hende at han ville se hende benytte buen, jo lige her, der måtte hun ikke se det som at optræde for sin konge, så hun lukkede det ude. Der kom blot et nik fra hende, hun kunne bestemt benytte sin bue. Koggeren sad på hendes ryg, hun trak en pil og lod hånden glide ned på plads af buen for at løfte den op for sig. Hun trådte lidt fra ham og stilte sig i sin position igen, hun spændte op, lod hånden med pilen mellem sine to fingre strejfe hendes kind, åndede ud og sendte pilen afsted mod sin målskive. Den ramte lidt ud for den anden, ikke perfekt, men hans tilstedeværelse distraherede hende nu også lidt. Aldrig havde hun ramt andet end den målskive, intet levende, og aldrig havde hun lært at slå fra sig som sådan, det havde jo aldrig været hende en nødvendighed. Dog ville hun nok godt kunne benytte buen til at hjælpe sig selv eller andre i nød, men nærkamp ville hun være elendig til, så hellere flygte eller hente hjælp. Alt afhængigt af situationen naturligvis.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var en meget folkelig mand, hvad angik hans egen slags. Overfor alle andre, kunne han hurtigt indtage en mere arrogant holdning, hvilket også var noget som de færreste, i de hele taget kunne acceptere. Han satte naturligvis altid elverne i første række, og så måtte alt andet jo komme bagefter. Han var en hård mand hvad det angik. Lige nu var det dog denne smukke kvinde, som havde hans fulde opmærksomhed. Alt i alt, skilte hun sig meget fra den typiske slags af elverne, men dog ikke noget som han selv tog som nogen skidt ting, for det var det da naturligvis ikke.
Thranduil var nysgerrig på hvad hun overhovedet var i stand til at gøre med dette våben som hun nu havde for hånden. Derfor fik hun selvfølgelig også sin bue retur. Det var uden tvivl et meget smukt eksemplar hun sad med og det var noget som hun selvfølgelig skulle passe på. Serenity? Et smuk navn måtte man sige. Han nikkede mod hende. "Det er mig en udsøgt fornøjelse, at hilse på Dem," sagde han roligt, og med en stemme præget af respekt.

Nu hvor hun ville vise ham, hvad hun kunne gøre ved hjælp af denne bue, valgte Thranduil også at trække sig et enkelt skridt, så han ikke stod i synsvinkel og forhåbentligvis distraherede mindre end hvad han ville gøre ellers, for det var jo sådan at han gerne ville have det, hvis han endelig skulle sige det. Armene lod han roligt hvile over kors, idet han så hvordan hun koncentrerede sig, inden hun sendte buen afsted. Det var ikke et pletskud, men det var virkelig tæt på.
"Et meget flot skud," roste han hende med en varm røst. Han så jo heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle gøre noget andet. Blikket vendte han roligt mod hende endnu en gang. Han var imponeret. Det var nemlig ikke særlig ofte, at man i det hele taget så kvinder være i stand til at tage disse valg, men det var nu alligevel sket i dette tilfælde. Igen trådte han roligt frem og med armene let foldet foran sig. Et yndefuldt og elegant væsen var han uden tvivl, og der hvilede så sandelig også en vis stolehed og arrogante over ham, som han heller ikke just gjorde noget for at lægge skjul på. "Virkelig imponerende," roste han hende og med det varme smil på læben.

[Deleted]

Det var virkelig utroligt at stå med kongen og føre en ganske normal samtale med ham, eller så normal som det nu kunne blive. Serenity var langt fra den typiske elver, selvom hun da gjorde sit bedste, men man kunne ikke tillade sig at være andre end den man var. Selvom hun havde sine hemmeligheder, så var hun da sig selv og ærede sit eget væsen på den måde. Det faldte hende faktisk ikke ind, at han måske ikke brød sig om hendes måde at bære den stolte race, for hun bar den med sin egen stolhed og hun var stolt af sit folk, ikke mindst deres konge. Vinden gled blidt igennem trækronerne, det fik hende til at se beundrende op, skoven ville aldrig blive trætterende at se på, dufte til, opleve. Den var smuk på hver eneste årstid, med farvespil og magisk energi, hun elskede hvordan den kunne tage hendes vejr fra hende, hun blev åndeløs og kunne slet ikke forstå noget kunne være så fantastisk. Skoven var hende hjem, hendes liv, hendes inspiration og lige som hun stod og tænkte, gik det op for hende at hun aldrig ville kunne forlade den permanent. "Fornøjelsen er skam helt på min side, min konge." Lød det ærbødig fra hende, hun sendte ham et varmt smil. Blot ved mødet indtil nu, kunne hun allerede sige at hun kunne lide ham, mere end blot ved tanken om ham og de ting hun havde hørt.

Efter skudet følte hun sig som altid, fyldt med liv og gejst, man følte sig sådan i live synes hun, det gav et eller andet indeni. Hun sank buen roligt og lod blikket falde mod ham da ord lød, hendes nøddebrune øjne studrede hans udstrålling, kropssproget og tonefaldet sagde alt. Ærlighed..... Troværdighed.... Kunne man andet end at beundre sådan en mand? "Tak Deres nåde." Lød det begejstret for hende, det betød faktisk meget endelig at lade nogen bedømme hendes talent. Der var jo kun nogen af sammenligne med når hun så elvere træne, men der kunne hun jo ikke være med. Det var faktisk ikke fordi han var konge det betød, det føltes bare så rart at nogen rent faktisk kunne se hvor dygtig hun var blevet. Man måtte jo sige det havde taget hende lang tid, men dygtig var hun og et sandt naturtalent. Om hun ville kunne skyde lige så godt under press, det tvivlede hun stærkt på, men hun var jo heller ikke kriger. "Virkelig?" Spurgte hun lykkeligt, hun så mod sin bue med stolhed og kærtegnede igen buens ben. Hvor var det dejligt at høre, tænk at kunne imponere sin konge, bare vent til han se hvad hun kunne med stof, nål og tråd. Mon han nogensinde kunne komme til det? Hun nød hans selskab, i stor grad, han var rart at snakke med, se på, være i nærheden af. Serenity smilede blidt for sig selv, hun havde det faktisk rigtig rart med at han havde fundet ud af hendes lille hemmelighed, for det betød hun ikke var alene med den mere. Og af en eller anden grund, så stolede hun fuldt ud på at det blev mellem dem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var imponeret over måden, hun bar sig frem på, også fordi at det særligt var noget som han kunne lide. Hun var stolt.. det stod jo så tydeligt ud af hendes øjne, og så lang tid hun var stolt af hvad hun var, samt hvad hun kunne, så kunne han ikke se nogen grund til at skulle tage fat i hende, og derved forandre hende. Selv var han jo blot en folkelig mand, som ønskede at gøre sig de samme tanker og opføre sig som enhver anden, også selvom han kunne betegne sig selv som skovens konge. Et stort ansvar ikke mindst, men når det var et folk som dette, han blev mødt af, så var det noget som gjorde ham godt tilpas. Så vidste han, at han faktisk gjorde det rigtigt.

Selvom hun ikke gjorde det så godt igen under pres, så var det noget som man stadig kunne arbejde med. Uden tvivl havde hun så derimod vist, at hun kunne styre og kontrollere buen, samt hvad den krævede af kræfter og styrke til overhovedet at blive brugt, og det var jo lidt der, at den rent faktisk måtte ligge. "Naturligvis.. Med lidt øvelse, er jeg ikke i tvivl om, at du nok skal kunne ramme midten," sagde han roligt og med et smil på læben. At sigte og ramme plet, var uden tvivl svært, og det var den kunst som folk skulle lære, og særligt hvis de skulle med i marken, når krigen var på færd. Han rettede sig en anelse op og med blikket hvilende på hende igen. Selv havde han ikke en grund til at skulle fortælle nogen omkring hendes lille hemmelighed, og særlgit fordi at han nu havde set det hvor det ikke var meningen. Hun var dygtig.. og selv han betvivlede dog ikke, at hun kunne gå hen og blive utrolig dygtig med bue og pil med den rette øvelse. "Og du kan være ganske rolig.. Denne hemmelighed er i tryg bevaring hos mig," tilføjede han med et let smil på læben. For hans vedkommende tog han det som en tillidsting, hvilket var noget som han gerne ville have med sit folk. "Må jeg give det et forsøg?" spurgte han venligt. Det var længe siden han havde benyttet noget som en bue uden at skulle tænke på at det var krig og en kamp på liv og død.

[Deleted]

Kritik var altid dejligt, selvom hun godt kunne ramme i midten når hun var alene, men det betød jo også at hun skulle blive bedre og meget mere koncentreret. Eller kunne hvis hun ville det, men det krævede øvelse, og den eneste som kunne distrahere hende lige nu, var ham. Det var faktisk slet ikke så slemt at dele sin hemmelighed med kongen, tværdigmod, hun havde det allerede meget bedre med det og var næsten ivrig for at dele det med ham, hvilket var en tanke der fik hende til at blive svagt rød i kinderne. Der det igen, det smil, hun blev faktisk helt blød af det og så ham ikke som kongen, men som en ganske almindelig mand, der smilede, talte og handlede af egen elegance og perfektion. Serenity nikkede enig med ham, men måtte så også bide sig i læben da nysgerrigheden meldte sig. "Hvis De vil, må De meget gerne give gode råd til hvordan jeg kan forbedre min teknik." Lød det så blidt fra hende, mens hun så undersøgende på ham. Et sted ville det være på en ære, men faktisk mest en fornøjelse.

Om det var en lettelse han rent faktisk så direkte satte ord på han ville holde det for sig selv, ja, ja det var det bestemt og hendes skuldre var mindre tynget af vægten i frygt for at blive opdaget og få frataget sig hendes elskede bue. Hun fandt det overraskende et sted, men hun følte sig sikker på hvert et ord som forlod hans læber. Læber hun til tider måtte tage sig selv i at nærstudere når han smilede, for det var da et fantastisk udtryk. De gange hun havde set ham, var det mere alvorlige ansigtsudtryk, men det havde nu også været på afstand. Stor afstand af hvad de var nu. Og tænk, her stod han og spurgte om han måtte låne hendes bue, hun jublede næsten indeni. "Med glæde." Sagde hun så, inden hun rakte ham buen roligt, hun var virkelig glad for den, men var slet ikke i tvivl om at han nok skulle passe godt på den. Det var jo ikke første gang den var i hans hænder, hvilket var skørt at tænke på, hun kunne slet ikke have tanken om at nogen rørte ved den. Kongen fik naturligvis tilladelse af gode grunde, men lige nu, var det fordi hun stolede på der intet ville ske.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kritik var en god ting, så lang tid, at den var konstruktiv. Det var sjældent, at han så kvinder føre sig sådan frem med et våben, og han måtte jo sande, at det var en tanke som han kunne lide. Det var rart selv at se kvinder have denne interesse. Hun var ganske vidst distræt, men det var noget som man kunne arbejde med over tid, og det var jo sådan at det skulle være, kunne man jo sige. Han smilede let for sig selv. Det var dejligt at begå sig i hendes selskab, for han følte virkelig, at han kunne slappe af, og vide, at der intet ville ske.. At han bare kunne være sig selv, også selvom han vidste, at hun så meget af hans stilling. Det hele lå jo i stemme og opførsel, så kunne han da stadig leve med det. "Jeg kan give dig nogen gode fif med på vejen. Du har nemlig den korrekte teknik. Den skal blot finpudses lidt," sagde han roligt.

At han derimod gerne måtte låne hendes bue, glædede da naturligvis Thranduil, for så kunne han jo vise hende hvad han mente. Han smilede let for sig selv idet at han tog imod den og lagde den godt i hånden, som havde han ikke gjort andet. Han havde været vant til at bruge buen på slagmarken.. hvor folk råbte og skreg overalt omkring ham i en situation af fuld kaos og manglende oversigt og kontrol. Han tog lige så imod en pil, som han lagde godt på buestrengen, som han trak op.
Næsten automatisk rettede Thranduil sig op.. Han koncentrerede sig virkelig. Hovedet lod han søge let på sned, mens han fokuserede på det mål som han skulle ramme. "Træk vejret langsomt.. Slap af i skuldrene og fokuser udelukkende på hvad du vil opnå og hvad du vil ramme.." Han endte med at knibe øjnene let sammen, inden han trak buen det sidste stykke op. Han holdt den fuldstændig stille.. Inden han slap buestrengen. Pilen fløj direkte igennem luften med høj fart og satte sig direkte i plet på hendes målskive. Først der sænkede han buen igen.

[Deleted]

Hendes hjerte sprang næsten et slag over, så rosende ord havde hun da næsten ikke fortjent, eller havde hun? Hun gennemgik i sit hoved hvor god hun egentlig var til det, gav sig selv et mentalt skulderklap og nikkede roligt for sig selv. God var hun jo, ikke under observation, men bestemt når hun var alene, hun ramte rent næste hver gang. Med det rette fokus. Hun var stolt og nu havde hun faktisk grund til det, ingen indbildning her, bekræftelse derimod! "Jeg ville elske at få hjælp til at finpudse den." Lød det muntert fra hende, hun sendte ham et taknemmeligt smil og var spændt på hvad han kunne give hende af gode råd. Tænk sig, at blive bedre og måske kunne fungere selv under press. Så ville hun tjene sit folk hvis dagen kom, men også kun hvis hun var dygtig nok, andet ville være nytteløst og farligt. Tanken var skræmmende, men også spændende.

Alle hans træk, bevægelser, udstrålling, det hele sugede hun ivrigt til sig, undersøgte hans position, hans fokus, ansigtet, det hele! Hun var tryllebundet, tænk sig han var endnu smukkere at se på med hendes bue i hånden. Og pilen som hun så fint havde fundet fra koggeren til ham, blev sendt afsted perfekt, hun beundrede hvert eneste sekund og bed sig i læben, lige pletskud, smukt. "Jeg har intet problem med at ramme når jeg er alene, men jeg må indrømme, Deres nærvær gjorde mig en smule nervøs." Kom det blidt fra hende, hun lod sin hånd glide blidt op af sin arm som hun vedholdte og stod blot med et beundrende blik rettet mod ham. De nøddebrune øjne strålede virkelig. "Men hvad er en bueskytte værd, hvis bueskytten ikke kan ramme ved andres tilstedeværelse?" Spurgte hun så opgivende og trak på sine skuldre, hun ville gerne bevarer fokusset og tro lidt mere på sig selv når andre var der og ikke kun når hun var alene.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De rosende ord, ønskede Thranduil rent faktisk at skænke hende. Alt taget i betragtning, var han meget smigret, samt imponeret over, hvordan hun havde taget tingene i det her henseende. Særligt det at møde sin konge.. sin interesse for våbenbrug og buen særligt. Han smilede venligt til hende. Hun lignede virkelig en, der i sandhed måtte stråle alene bare når han åbnede munden, og den effekt, kunne han godt lide, at have på folk. Særligt nu for tiden. "Man bliver jo kun bedre med tiden.. Jeg er imponeret over hvad du har lært dig på egen hånd," sagde han. Han gik nemlig heller ikke ud fra at der var nogen, der havde lært hende det. Hvilken mand ville da lære en kvinde at slå, når det var mandens opgave at forsvare?

Thranduil trak buen op og holdt den spændt for nogle sekunder, inden han slap pilen og lod den flyve direkte igennem luften og ramte plet. Dette var virkelig ingen sag med den erfaring som han havde på bagen, og særligt med brug af buen fra slagmarken. Hans var nemlig en stor bue, men derimod også gammel, og kraftig. Han sænkede buen og vendte sig mod hende. "Hvis der ikke skal mere til, før du føler dig nervøs eller distraheret, er der uden tvivl visse ting, som endnu skal finpudses," sagde han med en rolig stemme. Han selv tog det ikke tungere end det. Han rakte hende buen tilbage igen. Han ville gerne lære hende det.. Hvis han kunne lære noget fra sig, var han faktisk bare glad. I hans optik, var det nemlig en frygtelig stor og vigtig viden, at give videre til andre. "Beklageligvis ikke meget værd, frøken.. Det må vi gøre noget ved," sagde han med et venligt smil. Det kunne vel måske være noget, som de havde sammen? Han ville nemlig gerne lære hende det.

[Deleted]

Der jo nogen som havde præsenteret hende for våbnet, hun havde set dem fra sit hjem og været betaget og ivrig efter at få lov til at lære det. De viste hende hvordan og hun valgte at øve videre på egen hånd, på den måde var hun vel selvlært i hvor god hun var, bedre end de fleste og hun var stolt af sig, men langt fra pralende eller hoverende. Det var ikke på sin plads og uopdragen opførsel hvis man spurgte hende. Hun var virkelig overrasket over at have kunne imponere selve kongen, specielt når man tænkte på hvor perfekt en bueskytte han selv var. Hendes blik blev meget sjældent fjernet fra hans skikkelse, og hvis det gjorde, var det fordi hun følte hun var begyndt at stirre. Serenity var tydeligt fascineret af ham, hun lagde bestemt ikke skjul på det.

Ordene fik hende til at rødme, hun skammede sig på en måde lidt over det, hendes blik gled til jorden og hun sukkede svagt, det var bestemt noget som skulle arbejdes på, det vidste hun. I en rolig og elegant bevægelse tog hun imod hendes bue, hun så roligt på den og gik frem for at stille sig klar til endnu et skud. "Jeg er helt og adeles Deres min konge, jeg stiller ingen spørgsmål ved Deres ord, lær mig at holde koncentrationen." Lød det så blidt fra hende, hun sendte ham et blidt og forsigtigt smil, inden hun tog en dyb indånding. Det her ville blive noget af en prøve og det ville nok ikke blot tage en halv time at lære dette, nej det kunne tage dage, men øvelse gjorde mester og jo mere distraherende hendes omgivelser blev, jo svære blev det også. Derfor, skulle der lægges flere timer i, men var han virkelig villig til det? Hans dyrebare tid, brugt på hende?