Just Walking By

[Deleted]

Isen der forsatte fra hendes fødder og ankler fik hende til at gispe, hun frøs i forvejen og det her gjorde det kun koldere. Desuden var varmen i fødderne noget af det vigtigste, så hun var begyndt at blive småsvimmel som hun stod der med fødder dækket af is. Hendes blik faldt, hun kunne ikke bære at se på hans ansigt i den stilhed, det gjorde bare hun fik paniske tanker der ikke hørte hendes hoved til. Serenity prøvede forsigtigt at bevæge sine fødder og ben, men de stod godt fast. Tårene begyndte at dukke op, hun kunne ikke bære tanken om at miste sit liv, hun var alt for ung, ikke engang fyldt 500. Hendes øjne måtte give efter og små perler af tåre gled ned af hendes rimelig røde kinder. Ingen tvivl om hendes krop prøvede at holde på varmen, hun var begyndt at skælve lidt. Stilheden var tortur i sig selv. Hendes nøddebrune øjne gled op mod ham igen. "Jeg vil give dig hvad som helst, bare du ikke tager mit liv fra mig." Bønfaldte hun, hendes blik var ulykkeligt og bedende. Alt i hende skreg efter at få lov til at leve, det gik så godt for hende i livet, de faste kedelige rammer var blevet brudt. Lige nu mere end hun ønskede.

[Alexander Raphael Vladimir]

Stilheden sænkede sig kort ned over dem begge to. Alexander havde været stille i længst tid. Men nu var hun det også. Det varede dog ikke længe. Hun stod i noget tid i stilhed og lignede mest en der havde givet op; sænket hoved og stod bare og stod. Men hun så op igen og spor af våde dråber ned over hendes kinder var lette nok at se. Det var også blevet mere lyst over himmelen hvilket også gjorde sit for at man bedre kunne se detaljer. Hun havde ellers virket så stærk. Eller prøvet på at være det. Det så ud til, at hun var knækket.
Alexander smilede for sig selv ganske kort og svagt. Men hendes tilbud var ikke af videre interesse. "Hvad pokker får dig dog til at tro du har noget som helst jeg vil eje?" spurgte han lettere hånende. Det kunne jo godt vise sig, at hun måske var i besiddelse af visse værdier han måske ville have som han kunne sælge eller noget lignende. Men umiddelbart var der ikke noget af interesse. Og hun skulle jo heller ikke tro han sådan var til at overtale. Der var dog måske en ting han ville gøre. Ikke have, men gøre. Skade hende. Det lod til hendes psyke var knækket under, men det var ikke helt nok. Nej han ville gerne høre lidt skrigeri også? Tårerne og tiggeriet var på plads. Det var skønt! Men der manglede lige den sidste lille bitte del... Han kunne gøre noget herfra. Eller gå derhen. Men det ville måske advare hende om det der var i vente. Nej. Han ville overraske hende. Stilheden gled over ham igen før det var han fik en tynd skive af i til at samle sig bag hende; ude af hendes synsfelt. Formede den stille og roligt. Gav sig tid. Gav den intet skæfte, da det ikke var videre nødvendigt. Alexander formede den dog som et knivsblad. Lavede sig en isdolk som han ville benytte til at skære ned over hendes hud. Sikkert ned over kinden og måske skulder og arm.

[Deleted]

Hans smil løb hende koldt ned over ryggen, hun kneb øjnene sammen og ønskede sig langt væk, men der skete ikke rigtig noget, det var alt for virkeligt det her og hun ville bestemt ikke mere. Faktisk følte hun sig som et lille barn der sad i hjørnet af sit værelse med sit tæppe, skræmt fordi et par grene ude foran vinduet havde mindet om et stort frygtindgydende monster. Serenity stod nu, på ukendt land, med monsteret lige foran sig. Hendes krop skælvende af kulde, hun havde det virkelig ikke godt og følte sig ufatteligt svimmel. Aldrig havde hun mødt et ondt væsen, aldrig havde hun været i nærheden af at skulle miste sit liv, alt dette var helt igennem skræmmende og frygteligt. "Jeg kan sy, jeg kommer af en velhavende familie, der må da være noget jeg kan give dig." Lød det desperat fra hende, hun havde taget sig lidt sammen og tårene var stoppet, samtidig med hendes ansigt havde samlet sig til et med mere håb. At det nok snart ville forsvinde var ikke til at vide, det ville dog komme til hendes overraskelse, da hun altid havde ment at fornuftige samtaler altid kunne løse alting. Hvad hun havde i vente ville nok bryde hende helt sammen og hvis hun troede hun havde været skræmt før, ville det gå helt galt hvis hun blev udsat for smerte, det havde hun jo slet ikke været udsat for før. Andet end når hun havde stukket sig på en nål, vrikket om eller faldet. Pivet var hun nu ikke, men lige nu var hendes hud ekstra følsom fordi hun var kølet ned på den måde. Serenity havde et håb om snak ville gøre alting godt igen, hun fugtede sine læber kort og afventede svar, fuldstændig uviden om hvad der skete bagved hende. Og hun kunne ikke flytte sig, og når hun endelig ville kunne flytte sig, sov hendes ben godt og grundigt fordi hun havde stået i så lang tid tvunget det samme sted. Så hun ville nok bare falde til jorden. Hun lod sine fingre glide hen over sine arme for at varme sig lidt.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun begyndte at stå og nævne ting op som nok skulle overbevise ham om, at hun skulle have lov til at leve var jo blot et godt tegn på hvor desperat hun måtte være i dette øjeblik. Når folk tiggede og bad for deres liv så var det som regel fordi de ville gøre alt for at overleve. Men han havde nu ikke tænkt sig at slå hende ihjel. Ikke medmindre hun blev irriterende. Og det havde hun ingen chance for at vide hvornår han blev. Men lige nu stod han bare og lagde planer for sine tanker om skade.
At hun ikke opdagede hvad der hændte bag hende kom kun Alexander til gode. Det var bedst hvis det kom helt uforberedt og hun ikke havde nogen chance for at se det komme. At hun fik chokket smidt oveni smerten. Isbladet nærmede sig stødt og roligt. Han havde ikke travlt som sådan. Han ville ikke alarmere hende på nogen måde og lod blot hende stå der og fryse mens han lod sin plan blive sat i værk og langsomt udført mod målet; at få snittet i hendes kind. Give hende et skønt lille ar for livet for håbenligt og så tilføje et par knuste knogler. Så ville han kunne gå derfra med tilfredsheden i sig og endda lade hende leve. Nu hun åbenbart så gerne ville leve. Han sagde intet selvom hun nok et sted stod og ventede på et svar. Håbede på et svar der kunne give hende håb og gøre hende mere rolig hvis det var han gik med til hendes forslag. Et sted kunne han måske godt udnytte noget fra hende. Men lige nu ønskede han blot at give hende ar på både sjæl og krop.

[Deleted]

Den pokkers stilhed, hun kunne ikke klare den, hvorfor sagde han intet?! Der var han bare og det var hende umuligt at læse hvad der foregik oppe i hans hoved, andet end galskab. Hendes blik gled i som hun tog en dyb indånding for at slappe af, men i det hun gjorde det, mærkede hun noget skarpt mod sin kind. Den første reaktion var han skrige op af forskrækkelse, men naturligvis også smerte, hun kunne ikke flytte sig, men tog sig straks til kinden hvor blodet varmt og rødt smittede af på hendes fingre. Hendes øjne spærrede sig op som hun kiggede ned på sin hånd som var fjernet igen, hvor pokker kom den skarpe genstand fra?! Is....... Havde han flere ting oppe i ærmet?! Serenity var nærmest gået i chok, hun stirrede bare på blodet på sine fingre og kunne mærke det svig helt vildt i hendes kind. Så klemte hun sine øjne sammen og prøvede at styrer sin vrede, for nøj hvor havde hun lyst til at råbe og skrige af den mand lige nu. Han var jo syg i hovedet! FUldkommen vanvittig og ikke spor stabil! Hvis det var stilhed han ville have, så skulle han nok få det, lige nu ville hun bare have det overstået, mødet med ham, hun ville hjem.

[Alexander Raphael Vladimir]

Hans sind var som en lukket bog. Præcis som han foretrak det. Det var ikke lykkedes nogen at trænge ind og finde ud af hvad han var for en person. Den eneste side folk så af ham var den han viste; sin onde side. Eller så hans falske side når det var han skulle fuldføre en opgave og derfor måtte være social og nær folk. At hun så nærmest selv gjorde den sidste lille del før knivsbladet rørte huden på kinden fik ham bare til at more sig indvendig.
Hun lod til at være i chok over at se sit blod på sine egne fingre. Snittet måtte nok have været ganske let at føle, men uden det gjorde voldsomt ondt. Mest nok en svien, men psykisk lod det til hun ikke slap helt så let Ikke til at starte med. Han var dog skuffet over hun lod til at gengælde hans egen stilhed med blot mere tavshed. Men det gjorde ham nu ikke det største. Han skulle nok få hende til at give lyd. Han tvivlede på at en mere hårdfør behandling med knoglerne ville ske uden hun måtte skrige. Så meget ville han nægte at tro hun kunne bide i sig og klare uden en lyd. Hun var trods alt kun en fin madame som ikke var vant til livets hårde medgang. Han ville dog lige give hende en falsk tilværelse af tro og håb om det var slut ved blot dette før han ville slå til og gøre mere skade. Iskniven havde han dog fået til at smelte igen. Den havde gjort sit formål med, at lave et langt snit hen over hendes ene kind.

[Deleted]

Det var virkelig psykisk hårdt at stå i uvished om hendes liv overhovedet ville være indtakt efter dette, hun hadet stilheden og selvom hun intet sagde, var der virkelig mange ting hun havde lyst til at sige. Men i frygt for at pisse ham af, lod hun være og holdte sig til sin egen stilhed. Efter lidt tid hvor hun så mod blodet, lagde hun hånden mod kinden og lukkede øjnene hårdt i, hun fattede ikke at han havde gjort det! Roligt gik hun lidt ned i knæ, så godt hun nu kunne frosset fast og lagde hånden mod isen og derefter op mod kinden som føltes som om den brændte. Man kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det. Resten af hendes krop frøs og hun var begyndt ikke at kunne mærke sine fødder mere. Hun var bange for at miste dem, hvis der nu gik koldbrand deri. Hendes blik gled op igen som hun rettede sig op og nær havde mistet balancen, hun så mod ham og knugede sin hånd som var fri. "Hvad får du præcis ud af at gøre skade på mig?" Spurgte hun så direkte, hendes holdning var ret og stolt, hun prøvede at holde sig oppe selvom hun var dybt ødelagt indeni. Serenity prøvede jo virkelig at kæmpe, selvom hun mere eller mindre havde mistet sit mod, specielt fordi han havde skåret i hende, hvad pokker gik det lige ud på? Hvor kom sådan en sygelig tankegang fra? Det forstod hun virkelig ikke. Et sted måtte dette væsen have haft en traumatisk opvækst, hun bandede af sig selv indvendig for at prøve at føle medynk for ham, det burde hun ikke!

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så på hende i stilhed mens det var hun satte sig ned så godt hun kunne i hug og lod til at ville drage nytte af den kolde is. I alle fald så han hende røre ved isen før hun førte samme hånd op til sin skadede kind. Selvom hun måtte være kold kunne hun tydeligt mærke den brændende varme efter snittet lod det til. Måske endda endnu mere nu hvor alt andet af hende var iskoldt. At hun så til slut valgte atter at tale fik ham ikke til at blive særlig overrasket. Kvinder havde det med ikke at kunne holde kæft ret længe efter hvad han havde erfaret.
"Hvad jeg får ud af det spørger du om?" Han lagde sit hoved på skrå og trak lidt på sine skuldre efter at have stået lidt og mest set ud som om han stod og tænkte over et svar. Tænkte over hvad det egentlig var han mon fik ud af dette her. "Jeg morer mig.." var dog det eneste svar han derefter gav. Og det endda med en stemme der ikke var kold som is. Men heller ikke særlig varm eller bekymret. Det var en neutral og nærmest ligeglad stemme. Som om det blot havde været en kommentar om vejrets tilstand i de sidste par dages forløb. Som om det ikke var noget der var af særlig stor betydning. Noget som enhver faktisk burde være i stand til selv at bedømme sig frem til. Men han gav hende alligevel et svar. 

[Deleted]

Der måtte virkelig være gået et eller andet galt, fuldstændig galt, arme mand. Hun stirrede forfærdet mod ham da han sagde at han morede sig, hun gispede faktisk af ren foragt. "Ved at gøre skade på mig? Hvordan..... Nej, jeg vil ikke engang vide det." Kom det så fra hende, hun stirrede stadig på ham, skrækslagen og helt igennem bange for hvad der egentlig ventede hende. Måske hun burde tie stille, hun blev kun mere og mere håbløs, ville hendes død være tilfredsstillende for ham så? Hun lod et par tåre glide, hun frøs, det hele rystede og hun var ved at miste følelsen helt i benene, eller vent, havde hun ikke det? Det gjorde ondt og alligevel kunne hun intet mærke, det her var ren vanvid, hendes blik gled ned mod benene, mon hun nogensinde ville kunne løbe igennem skoven på en smuk forårsdag? "Jeg ber dig, lad mig gå, skån mig." Pev hun så, hun var virkelig på dybt vand og i den grad ved at drukne.

[Alexander Raphael Vladimir]

Et sted så havde han lysten til at gøre det af med hende. Mest af alt fordi hun opførte sig så ynkeligt og nærmest drev ham til det. Samtidig et andet sted så havde han slet ikke lyst til at gøre en ende på hendes lidelser. Det ville være meget bedre at lade hende mærke pinslen på længere sigt. Ja. Det var måske at være virkelig sindsyg i hovedet, men han havde jo altid været sådan. Og for ham var det altså blot en almindelig vane. En vane som ingen kunne forstå til fulde. Ligesom, at de ikke kunne forstå ham som den han var.
Han stod lidt og lod hende få lov til at mærke pinen blive trukket lidt yderligere ud. Han ville ikke sådan med det samme give hende lov til at gå. Lade hende vide, at hun slap med livet fordi han ikke ville fjerne hendes smerter. Han ville give hende lidt flere og så nok bare efterlade hende. Hun var jo åh så viljestærk og uafhængig så hvis hun virkelig kunne klare sig selv ville hun nok overleve turen hjem. Eller hvor hun nu valgte at krybe hen. Han var ligeglad med, om hun så ham som vanvittig eller gal. Hendes mening betød faktisk ikke spor for ham så hun kunne tænke og tro nøjagtig hvad hun havde lyst til. Han gik roligt lidt tættere på fordi hans lille plan krævede det. Så kunne hun også lige få mærket frygten over hans nærvær blev tættere.  Han stoppede dog op med nogle meters mellemrum. "Jeg vil måske lade dig leve. Bare fordi jeg ikke vil ende dine lidelser...Om du så overlever.." han trak på skuldrene. "Kommer faktisk mest an på dig selv." Han stod lidt før han gik videre hen til hende og tog med et snildt greb fat om hendes højre håndled og gik rundt om hende mens han trak lidt med i hendes arm. Hvis hun allerede havde gættet hans plan ville hun nok prøve at komme fri. Men hun var fanget i isen så han havde lidt frit spil. Han vred hendes arm med rundt og gjorde klar til at give den et ryk og blive ved med det til han kunne høre den brækkede.

[Deleted]

Det gjorde i den grad hende fuldstændig ude af den at hære ham sige sådan, hun stirrede helt forskrækket på ham og rystede på hovedet. "Nej, vil du ikke nok bare lade mig gå. Jeg har intet gjort!" Bad hun, med et blik der trylede om nåde, men hun var næsten godt klar over at dette her langt fra var forbi. Hendes ben kunne ikke mere, de var i den grad helt færdige og hun var overbevist om at hun ville miste dem. At han greb hendes håndled fik hende til at skrige op og hun prøvede afkræftet grundet den nedkølet krop at komme fri. Hendes skrig lød højt, hun kunne tænke sig til det ville gøre ondt og allerede nu gjorde det ondt grundet hendes ben. Lige som hun næsten havde opgivet, hørte hun hove stampe mod jorden, hun så forskrækket op og opdagede en mand med noget der lignede magi. Det blev sendt mod dem, bevidst mod hendes ben og isen. Hun holdte sig for ansigtet for at beskytte sig, men mærkede en hånd gribe om hendes overarm og hive hende til sig, op på hesten i farten og red bort med hende. Dog endte hendes skulder med at gå af led grundet situationen, så hun skreg op og hvinede, slog mod manden som red væk med hende i en fart, men på ingen måde sagde noget eller reageret. Efter lidt tid gik det op for hende, hun var redet, nogen havde hørt hendes skrig og de var på vej mod byen.

//out

[Alexander Raphael Vladimir]

At høre hende i et sidste forsøg at tale sig fra det hele og bede om nåde var faktisk begyndt at gå ham på nerverne. At høre hende klynke om og om igen! Men ja han slap vel snart for det. For så snart han var færdig her ville han bare efterlade hende og tage videre med sit eget. Men desværre kom det ikke helt til at foregå sådan. Alexander blev mindst lige så overrasket over redningsaktionen som tøsen virkede til. Hvem pokker manden så end var så lod det ikke til at være en hun kendte. En af disse pokkers heltemodige mænd der mente ungmøer skulle frelses. Befries for dem var noget verden dog skulle!
At komme op og slås var ikke just noget som Alexander var i humør til. Derudover så gik det stærkt og kom uventet så det kunne ikke rigtigt betale sig. Han kunne dog høre skriget hun gav og kunne skam også både høre og mærke, at hendes arm dog ikke slap uskadt fra det. Om den så kun ville være rykket ud af led eller brækket som planlagt var ikke så vigtigt. Helst så han dog den var brækket især når hun sådan slap væk. Men ak ak. Manden havde ikke frelst hende fra meget, da Alexander alligevel ville være færdig når armen havde sagt knæk.
Han piftede ud over området for at kalde Zackiel til sig. Den lille legesyge ulv var ganske vist rendt efter hesten, men ville alligevel ikke stikke helt af. Han begyndte at gå lidt i den retning hvor hans ulv var rendt og der gik ikke mange minutter før de gik hinanden i møde. Han smilede skævt over at se ulvens bløde pels være helt rød af blod om munden. Det kunne godt se ud til, at hesten var blevet fanget. Han klappede ulven på hovedet med et smil. "Dygtig dreng.. Nu må madammen ud og skaffe sig en ny hest.." Han gik videre på sin færd ud i den tidlige morgen og omkring en halv kilometer borte lå liget af hesten til gavn for naturens vilde dyr som føde.

//Out