Just Walking By

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var koldt og tidligt. Himmelen var stadig rimelig mørk og solen var kun så småt ved at stå op og sprede sit skær ud over landet. Alexander havde i noget tid efterhånden gået langs med den høje mur på sin højre side. Han havde ikke noget bestemt han skulle have gjort. Han havde i nattens løb faktisk fået fuldført sin opgave og istedet for at tage direkte hjem så havde han vandret lidt rundt. Fingrene gled ind imellem hen over murens sten og han efterlod på den måde et spor af frosne sten i en linje hvor han var gået forbi.
Han havde ikke set eller mødt nogen hele natten udover den ene han skulle møde. Der var ikke mange som færdes sent i denne del af landet. De fleste vampyrer holdt sig jo længere mod Dvasias grænsen. Efter hvad han da havde oplevet og erfaret med årene. Og Dvasias var lige nu det sted han mindst ville være. Imandra var faktisk heller ikke lige hans favorit. På trods af han savnede sin skovhytte så måtte han jo vælge hvad han ville sætte højest. Han havde da også her i de sidste måneder haft nogle rimelig gode og positive oplevelser i Manjarno så det var ikke helt så slemt et sted. Han havde godt nok ikke en bolig her som han havde i de to lande han helst ikke ville være i lige nu. Mange ville måske mene det var noget sært han havde gang i. Men de kendte ham jo heller ikke! Ingen kendte ham rigtigt. Ingen forstod ham. Sådan havde han det også bedst. At skulle forstås og kendes af andre så betød det, at man skulle lukke dem ind på livet af sig og ligge sine parader ned. Udsætte sig selv for ting han helst ville være fri for. Alexander var en enspænder... Det ville nok ikke blive ændret. Det havde det en kort overgang været tæt på, men det var vendt i en fart så man ikke var i tvivl om, at det gik stærkt.
En kraftig kulde skyllede igennem ham og efterlod en stor del af muren helt dybfrossen. Men det var ikke noget Alexander rigtigt lagde mærke til. Kulden og mørket tiltalte ham ganske udmærket. Han var også ligeglad med om folk om dagen måske ville undre sig over de frosne sten. Det var ikke et problem. Ikke for ham. Han så lige efter, at Zackiel var i nærheden. Det eneste selskab han havde på sin lange gåtur. Den store ulv gik dog roligt og passede sig selv et par meter længere væk fra muren, men gik i nogenlunde linje med Alexander selv. Dantalion havde han staldet op i en by der lå et par timer herfra. Men at gå var ikke noget han hadede. Han følte sig fri når han færdes ude. Både til bens og til hest. Hans påklædning var mørk og meget simpel. Han havde en almindelig bluse på med lange ærmer og et par stramme bukser. Begge ting var sort. Samme var hans sko.

[Deleted]

De mange bestillinger havde en del at kræve, ting hun havde ledt markedet i Procias og gadernes mange butikker igennem, for at ende tomhændet. Det var en af de få gange hun faktisk havde nærmet sig muren og det gøs i hende, hun hadet i forvejen at skulle forlade bare skoven, men så igen tiltalte markedet hende og at hun fik nye udfordringer i klæder. Tænk at der var så stor forskel på ting der var ønsket. Det havde ikke ligefrem været hende vant at skulle finde rundt, hun prøvede at aflæse et kort, men var på hesteryg blevet godt og grundigt forvirret. Hesten nægtede at stå stille og hun red konstant forkort. Og før hun vidste af det, var det blevet mørkt og hun kunne stadig se muren. Derfor, var hun nødsaget til at pakke ud, lave en lille lejrplads og få sovet, hun var pakket godt ind i et uldtæppe og havde reddet mod muren da hun følte sig mest sikker der. Morgenens første stråle fik hende til at misse med øjnene, hun prøvede at komme ud fra tæppet, men synes det var ufattelig koldt, hun burde nok ikke have sovet med sit tøj på. Serenity bed i det sure æble og forlod tæppet, hesten gik og græssede fornøjet, lige indtil den fik øje på noget som fik den til at vrinske vildt, trække hårdt i den lille pæl hun havde banken i jorden og bundet den til og væk fra den. Med åben mund stod hun og stirrede fortabt efter den, der røg hendes ting, kort, penge, alt! Der kom en fustreret vred lyd fra hende og hun sparkede muren, som bestemt ikke rykkede sig, så hun måtte give et hyl fra sig og tage sig til foden, hun dumpede ind i muren og lagde hovedet baglæns, så det var altså sådan dårlige dage føltes? Hun havde en mørkegrøn langærmet kjole på, der gik til hendes ankler, hvor et par flade støvler med langt skaft sad på hendes fødder. Rundt om maven sad et sort mavebælte og formede hendes kjole ind til kroppen så hun ikke lignede et omvandrende telt. Håret hang i en lang fletning som altid, sådan havde hun det bedst, men hun måtte løsne den for at sætte den om efter at have sovet.

[Alexander Raphael Vladimir]

En høj vrinsken længere fremme i det stadig lidt morgen mørke fik Alexander til at vende sine lyse øjne i den retning. Zackiel var stoppet op og rejst sine ører helt op og lyttede intenst. Der kom ikke flere vrinsk. Måske var hesten væk igen eller så var den bare faldet til ro. Alexander så hen langs med muren. Solen var så småt begyndt at stå op og kaste lidt lys på den hårde mur. Han havde gået mere eller mindre hele natten igennem. Men var ikke spor træt. Han vidste dog, at han før eller siden måtte tilbage til hvor det var han havde sin hest og så ville han nok leje et kroværelse og få sovet lidt ud før han igen ville vandre videre. Måske endda ride til en anden by og se om han kunne få lidt tid til at gå der.
Men lige nu var han dog lidt nysgerrig på hvad en hest lavede herude så tidligt. Kunne jo være en vild hest. Han så ned mod Zackiel der stadig stod og lyttede. Havde hesten mon kunne lugte eller se hans ulv? Det havde lydt som en hest der blev bange. Det virkede også som om ulvens instinkter var vildt skarpe. Dog trænet nok til ikke at jagte dyret. 

Hvad end der var sket så bekymrede det ikke Alexander alt for meget og han gik bare roligt videre efter sit lille stop efter lyden der havde kastet sig igennem stilheden denne morgen. Så snart han gik så begyndte ulven at gå med sin herre videre frem. Der gik dog ikke ret længe før der skete noget nyt som fik Alexander til at fokusere på omgivelserne. Zackiel havde givet en lav knurren fra sig. Der var nogen her. Tæt på. Han så frem langs muren og fik øje på..en grøn skikkelse? Så vidt han kunne se så var det en person iklædt de der vildt tåbelige og upraktiske store bylter af kjoler som de fleste kvinder jo færdes i. At de kunne holde ud at være i noget som hæmmede deres frihed. Kvinder var bare generelt tåbelige i hans hoved. Især de fine af slagsen. Kvinder havde aldrig været nogen han viste respekt. Men hvad pokker lavede sådan en madame herude i vildmarken og så i sådan en påklædning? Han nægtede at tro på hun rejste til bens. Han kom til at tænke på den vrinskende hest fra før. Det var sikkert hendes. Han kunne dog ingen hest se.. Den var nok løbet væk. De klare blå øjne så bare udtryksløs mod hende. Men hest eller ingen hest. Det så ikke godt ud for hende.

[Deleted]

Eder blev bandet på elvisk som hun stod og bankede hovedet let ind i muren, forbandet! Hun skød sig ud fra muren og begyndte at gå ud i det halvtomme landskab og kiggede rundt, hun vidste ikke engang hvor hun var! Naturligvis var hun ved muren ind til Procias, måske hun bare burde følge muren og vende tilbage hjem med skoven? Lige nu kunne hun godt bruge sin seng, hun kiggede lidt rundt og kneb øjnene sammen for at se længere væk, intet, ingenting, lige indtil hendes øjne faldt på bevægelse. Med en fast bevægelse trak hun op i sin kjole og greb en dolk fra skeden der sad bundet om hendes lår, hun var ikke dum og på uvant grund, så forsigtighed var vel en god ting? Og igen, hendes manere, dem måtte hun ikke glemme, så hun pakkede dolken lidt ned ved sit mavebælte og gemte den der, lige til at tage fat i. Måske den fremmede kunne hjælpe hende til den nærmeste by? At dømme burde man vel ikke, specielt ikke når man var langt hjemmefra og virkelig havde brug for hjælpen! Roligt rakte hun hånden op i vejret. "Undskyld?" Småråbte hun, inden hun satte i en rask gang mod ham, med tæppet glemt langs muren, men hun havde jo også rimelig mange andre tanker i hovedet. Da hun nærmede sig, stoppede hun kort op, sikke en mørk mundering, han gik jo næsten i et hvis det ikke havde været for det svage morgenlys der brød det fulde mørke. "Undskyld Hr? Kan De fortælle mig hvor den nærmeste by uden for Procias ligger henne? Jeg er vidst faret lidt vildt og jeg har mistet mit kort sammen med min hest." Lød det stille og blidt fra hende, hendes spidse øre afslørede hende i hendes væsen, samt de fine træk i hendes ansigt. Hun så mod manden, det gøs i hende, hvorfor havde hun på fornemmelsen at hun kom til at fortryde dette?

[Alexander Raphael Vladimir]

Den grønne kvinde gav lyd fra sig. Alexander kunne dog forstå lidt af det. Han kunne en smule elvisk og det lød som det hun talte. Det var dog ikke helt pæne ord. Et lille grin kom fra hans hals, da det var han kunne forstå hun ikke var helt glad. Hun gik skam og udbrød eder. Ikke særlig feminint, men hun regnede jo nok med der ikke var nogen i nærheden til at høre det. Og ellers ville ikke alle jo forstå hende.
Han blev roligt på sin plads. Han ilede hende ikke til undsætning. Det var ikke hans pligt. Han havde aldrig nogensinde erklæret at være en gentleman eller riddertype. Nej. Sådan noget overlod han til de mænd der faktisk gad beskytte kvinder. Hvis hun ikke kunne klare sig selv så kunne hun jo bare blive hjemme ikke? Det var da ren logik. Hvad hun foretog sig havde han ingen idé om. Ikke udover, at han havde hørt hende bande og hun ikke så ud til at være alt for glad. Kunne også godt pege i retning af, at hesten nok havde været hendes og nu var stukket af. Så måtte hun jo binde den bedre? Og så samtidig så ville hesten nok kæmpe alt hvad den kunne for sin frihed, hvis den var bange og ville i sikkerhed.

Hvad hun så ellers gik og ville gøre ved sin situation kunne han ikke være ret meget mere ligeglad med. Han var så småt på vej til at gå videre og nok lidt i en bue for ikke at støde på hende. Men så råbte hun i retning af ham og ikke nok med det så kom hun endda hen mod ham? Havde hun et dødsønske? Eller var hun bare så naiv og troede, at alle var harmløse? Han fnøs lavt og ja hun gjorde ikke ligefrem hans syn på kvinder bedre. Men han lod hende dog bare komme nærmere. Hun var næppe nogen stor trussel. Så ikke sådan ud med de skørter. At hun stoppede op på lidt afstand af ham tydede måske på hun ikke var helt dum alligevel. Han løftede et øjenbryn som det var hun spurgte om vej. "Den nærmeste by ligger den vej." Han gjorde et kast med hovedet til siden. I retning væk fra muren. "En times gang vil jeg tro. I skørter så måske mere." Men ja han fik bekræftet, at hesten var hendes og løbet væk. Medmindre hun var heldig eller hesten godt trænet.. ja så så hun nok ikke den igen. Heller ikke sikkert den kunne finde hjem igen selvom den måske ville. Lød til hun ikke kom her normalt. Hun var fra Procias. Ingen tvivl om det. Men hvis han skulle gøre hende skade var det ikke på grund af hendes race eller hvor hun kom fra. Så ville det være fordi hun gjorde ham vred. Han ville såmænd angribe en anden dæmon hvis han blev vred.

[Deleted]

Selvom hun gav folk en chance for at vise sig fra sin bedste side, så var hun varsom og på vagt, hun studrede ham lidt, det virkede ikke som en type hun ville bruge sin tid med, og noget ved ham gjorde hende utryg. Det kunne også være fordi hun var væk hjemmefra og historier lod sig fortælle på kroerne omkring, hun gøs lidt og nikkede med hovedet. "Mange tak for hjælpen." Lød det roligt fra hende, men i det hun gjorde tegn til at vende ham ryggen, kom hun i tanke om det måske ikke var den bedste ide? Serenity stod og tænkte lidt, inden hun lagde hånden ved dolken i det skjulte, vendte rundt på hælene i den retning han havde gjort sit hovedkast og begyndte sin vandring. Han undervurderede hende trods hendes påklædning, det kunne høres, men kvinder var jo vante i disse klæder og en kvinde som hende der elskede at klatre, skyde med bue og pil, havde mange små tricks gemt i ærmet. Men ud af til, skulle hun jo virke som den rigmandsdatter hun var, det at holde det skjult var jo for det bedste og hun lagde sig ikke ned og gav op som en jomfru i nød hvis hun lod sig overfalde.

Tankerne var stille i baggrunden af hendes hoved, stadig vagtsom, bare indtil han var væk fra hendes synsfelt! De omhandlede hvad hun gjorde nu, om hun burde lede efter det stakkels skræmte dyr, eller om det var en tabt sag. Måske nogen i byen havde fundet den, man kunne jo være heldig. Så ville hun forhøre sig om varene i denne by, se sig omkring, se om det hun søgte var at finde eller om hun skulle forsætte sin vandring. Lige nu havde hun ikke en eneste mønt på sig, ingen proviant, intet..... Men det tog nu ikke modet fra hende, nej hun måtte forsætte og få det bedste ud af sin rejse for nu. Serenity sukkede blidt og rystede på hovedet, hendes hånd hvilede stadig ved bæltet, hun skulle ikke nyde noget af at blive overfaldet af nogen som helst. Manden bag hende gav hende myrekryb!

[Alexander Raphael Vladimir]

hendes tak fik ham bare til at grine stille. Hun virkede nervøs. Og han kunne se hun tænkte grundigt over sine træk. Med hvad der var bedst at gøre. Hvad der var mest sikkert. At hun så valgte at gå i den retning han havde udpeget som den rette for hende kom ikke helt bag på ham. Måske lidt, at hun ikke lod til at ville have nogen ting med. Måske hesten var rendt med det hele? Det var en mulighed.
Han slap en latter til ud. Ikke en særlig venlig en måske. "Du ved godt... det kan være jeg bare lokker dig hen til en fælde eller angreb ikke?" Han lagde sit hoved på skrå med et smil der ikke var særlig venligt på nogen måde. Køligt og passende for hans person. "Man kan aldrig vide hvem man kan stole på.. Ikke engang i Manjarno.." Han var jo trods alt ikke herfra. Og der var mange andre væsner som stammede fra Dvasias, men færdes i Manjarno. Nogen vovede sig endda ind til Procias. "For alt du ved.. så kan jeg sende dig i en retning der kun fører dig væk fra de nærmeste byer.. Ud i det øde land hvor du ikke har en chance for at overleve uden proviant eller beskyttelse.." At hjælpe hende var ikke ligefrem noget han havde lyst til. Men nu havde han lyst til at lege lidt med hendes hoved. Gøre hende forvirret. Måske endda få hende til at vende om og løbe tilbage til Procias. Kunne være sjovt, men ville også ødelægge længden på hans morskab. Det var ved at være længe siden han sådan for alvor havde leget med ens tanker for sin fornøjelses skyld. "Tør du stole på en fremmede som måske blot ønsker dig død?" spurgte han roligt. Uden nogen som helst leje i stemmen. Hans humør og tanker var slet ikke muligt at aflæse. Hans ord lød mest som en livløs genstand der talte. Neutral i blik og stemme gjorde det kun så meget sværere at gætte til hvad han mente og tænkte.

[Deleted]

Latter?! Det her tegnede vitterlig ikke godt! Hun rynkede sine bryn og gik blot videre, stadig med hånden klar til at gribe sin dolk. Tænk at han snakkede sådan til hende, der var bestemt intet rart ved dette væsen, hendes bekymring var blevet en realitet. Med et stoppede hun og vendte rundt, så seriøst på ham og med et løftet øjenbryn, med armene over kors, mest for at have let tilgang til dolken. "Vi er åbenbart blevet dus. Hør hvorfor skulle du ønske mig død? Så vidt jeg ved, har jeg intet gjort og holdt mig til mine manere. Mange tak for de gode råd, men jeg skal virkelig videre." Lød det roligt fra hende, hun gik langsomt baglæns og gik nu mod den vej hun dagen før var kommet fra, i håb om at finde en grusvej hvor hestene red frem og tilbage til Procias. Den måtte jo fører til en by. Roligt lukkede hun øjnene og lyttede, var det hendes hest i det fjerne hun kunne høre? Serenity kneb sine øjne sammen, den løb derude et sted! Brat skiftede hun retning, jo hurtigere hun kunne komme væk, des bedre. Og det var bestemt hurtigere på hesteryg end gåben. Hvorfor havde hun overhovedet snakket til ham? Pustede man ikke bare til ilden ved sådan noget? Med et nervøst bid i læben vendte hun rundt da hun var langt nok væk til hun turde, hendes blik spærrede sig op og det rigtige indeni føltes som om hun burde løbe. Han var ikke rar, de ting han havde sagt, der var intet høfligt ved det, hans smil, hans kropssprog i det hele taget, hun var virkelig på røven. Panikken var spredt, hun trak dolken og skar en lang slidske i sin kjole, for så at sætte i løb. Hun var en høj kvinde, med lange smukke ben, ben der førte hende tilpas hurtigt væk derfra. Et sted var hun fristet til at se over sin skulder, men frygtede at falde da hun ikke kendte stedet her som skoven derhjemme. Med den nærmeste skov i sigte, ændrede hun retning og spurtede afsted alt hvad hun kunne.

[Alexander Raphael Vladimir]

Først lod det til, at kvinden ville gå videre. Ikke lytte til ham eller så ville hun bare væk ligemeget hvad. Og så hun så tog sig af hans ord når hun først var kommet væk. Det var ikke til at gætte til hvad der foregik inde i hendes hoved. Men det varede dog alligevel ikke så længe igen før det var hun alligevel valgte at stoppe op og vende sig om mod ham igen. Hun var enten blevet nysgerrig eller for bange til at gå videre.
Han grinede lidt over det, da hun lød til at være fornærmet over han ikke var høflig og tiltalte hende de og alt det fis. Alexander så på hende med et skævt lille smil der var koldt og en anelse ondt. "Så du er sådan en fin lille dame?" grinede han og rystede på sit hoved. "Hvor tåbeligt.." Alexander havde altid ment det der korrekt dannelse var noget værre fis. Det var noget de der rige og adelige folk havde fundet på. I deres hoveder var det jo vildt forkert, at man ikke var høflig mod dem. De selvglade idioter. Han selv var vokset op i en ganske almindelige familie som kun havde hvad de skulle bruge og overleve dagen. Og det havde været rigeligt og nok for ham. Han havde haft en skøn barndom og opvækst. Uden alt det der luksus som nogen ikke kunne leve uden.

Han så på hende med et blik som om han spurgte om hun var dum eller bare ikke kunne tænke. "Hvorfor skulle jeg ikke ønske dig død?! Du er en elver. En fra Procias. Og det er jeg ikke." han trak på skuldrene som om at det jo forklarede alt. Der var jo godt nok folk; både fra Manjarno, men da også fra Dvasias; som jo ikke var nogen der ønskede død hos Procias. Men altså det gjorde Alexander. "Og manerer er noget overdrevet fis, som er skabt ud fra de adelige og riges synspunkt. De føler sig bedre end alle andre på den måde. Bare fordi de mener de har dannelse." Han fnøs og hans blik blev endnu koldere. Han var bestemt ikke fan af adelens folk. Det var tydeligt. Alt i alt så var der jo ikke mange på hans liste over folk han brød sig om. Der var nok få tilfælde af rige og adelige, som ikke var som de andre. Sådan var det jo altid. At hun så snakkede om, at hun skulle videre fik ham til at ryste på hovedet, da det var hun så valgte at gå tilbage samme vej som hun kom fra. "Du er vist godt dum..Det der er ikke videre, men tilbage." Han stod bare med sine hænder i lommerne og så mod hende. Han var ligeglad med, om hun blev vred eller noget over han stod og direkte fornærmede hende. Men det virkede da godt dumt, at gå tilbage hvis man ville videre.
Hun skiftede dog retning med et og det så ud til, at hun var igang med at gøre noget ved kjolen. Og kort efter begyndte hun at løbe. Troede hun virkelig, at hun kunne løbe sig til frelse? Han overvejede et sted, at stoppe hende. Lege lidt. Han bed sig i tungen og tænkte hurtigt over om han skulle drille hende lidt. Han så ned mod Zackiel der havde rejst sine ører helt op. Han gjorde et kast med sit hoved. Der var noget derude som hun lod til at løbe imod. Zackiel var med det samme løbet frem og Alexander strakte sig før han fulgte efter. Han kunne høre en hest igen og så mod den retning. Hvor hun var løbet. Ah. Så hun ville have sin hest? Og Zackiel havde sikkert selv hørt den eller lugtet den. Han smilede lidt med et ondt grin og vidste nu, at hans ulv var rendt ud for at gøre det sværere for den lille elver pige. Selv ville han bare skræmme hende noget mere. Og det skulle han nok så snart han fik indhentet lidt af hendes forspring.

[Deleted]

En af de ting hun var god til, var at løbe, så hun var ikke ligefrem langsom og slet ikke med de lange ben, hun var jo en høj kvinde. Alle tingene han havde sagt var noget som gjorde hendes beslutning endnu mere klar, manden var jo skingerende skør. Serenity kunne høre og mærke et dyr løbe, andet end hendes hest og der kom hun i tanke om ulven. NEJ! Hvis den fik skræmt hesten yderligere væk havde hun ikke en chance, for hun var ikke dum og vidste mænd generelt var hurtigere end kvinder uanset hvad. Fristelsen var for stor og hun kiggede bagover, han var sat efter hende! Hun kunne mærke frygten stige i hende, hun var bange, måske mere bange end hun nogensinde havde været før. Aldrig havde hun været i sådan en situation, hun havde aldrig været udenfor grænsemuren! Fletningen piskede hende i ny og næ i hovedet, hun skar en grimasse, men tog sig ikke af det og løb bare forsat så hurtigt hendes ben måtte bære hende. Forbandet være denne lorte dag! Som om det ikke var dumt nok hendes hest var stukket af, nej nej, hun skulle også forfølges af en galning. Serenity bed tænderne sammen, knugede hånden om sin dolk og valgte at dette her var et tabt løb, så hun stoppede brat op og vendte hurtigt rundt med dolken i hånden, så faretruende som hun nu måtte kunne se ud. Et ret ynkeligt billed, hun strålede jo af ynde og elegance, man kunne ikke se ret farlig ud på den måde. Hendes blik lå fast og vredt på manden. "Hvad bilder du dig egentlig ind?!" Råbte hun irriteret, hun holdte fokus på ham, selvom det var svært, for hun ville også se hvor pokker ulven og hendes hest var blevet af. Mon der overhovedet var noget håb for at hun blev reddet ud af dette? Hvor var manden som skulle redde en kvinde i nød når man skulle bruge ham?!

[Alexander Raphael Vladimir]

Hvor hun ville løbe hen var han ikke klar over. Det kom sådan set heller ikke til at spile nogen større rolle. Medmindre hun virkelig var heldig. Men der var ingen byer i nærmeste område. Så hendes eneste frelse var hvis hun fandt et godt gemmested eller hun løb fra ham. Hun kunne dog løbe. Det måtte han erkende. Men var det hurtigt nok? Og havde hun stamina nok til at holde tempoet længe nok?
At hun var bange for om han ville slå hende ihjel, kunne være en mulighed. Især fordi han jagtede hende. Men det var sådan set ikke for at slå hende ihjel. Ikke først. Nej han ville lege lidt først. Han elskede at pine og plage kvinder trods alt jo. Der gik lidt tid med at løbe før det var, at hun stoppede op igen af sig selv og vendte sig om og forsøgte at forsvare sig selv så det ud til. Var hun mon allerede træt? Eller indså hun blot, at det var nyttesløs at prøve at flygte? Men ligemeget hvad. Det kom Alexander til en fordel. Han kunne dog ikke gøre meget andet end blot smile lidt hånligt over hendes forsøg på at virke truende. Stå der og sådan vifte med den søde lille dolk. Han rystede på hovedet med en ond latter før han knipsede et enkelt knips og hele bladet på hendes dolk frøs til is på et sekund. "Tror du virkelig den der lille ting er nogen trussel?" Han så på hende med et koldt blik. Jo tættere på hun kom jo stærkere kunne han bruge sine iskræfter mod hende så hun havde dummet sig ved ikke at løbe videre. Han havde kun sat efter hende længe nok til han kom tæt på til at kunne påvirke hende ordenligt med sin is. Standse hendes ben fra at løbe ved en isblok. Men det havde hun hjulpet med at fjerne besværet til. "Og din hest bliver jaget længere væk nu. "Og jeg bilder mig sådan set det ind jeg vil. Du er ikke hjemme i dit fine palæ længere hvor du kan få alle til at gøre hvad du ber om lille prinsesse.." hvæsede han lavt. "Du er ude i den virkelige verden nu. Her kommer man til skade hvis man ikke passer på. Man skal ikke gøre de forkerte vrede. Din rige farmand vil ikke være der til at betale og hjælpe dig ud af kniben. Du må klare dig selv.." Han så ned mod hendes fødder og lod isen stille glide fra græsset og mod hendes fødder og ankler. Så rendte hun ikke nogen steder igen.

[Deleted]

Egentlig virkede hun meget fattet, selvom hun inderst inde på ingen måde var det, hendes øjne var opspildet, hendes hjerte pumpede derud af og hendes ansigt fortalte hun godt vidste hun var på røven, men var villig til at tackle det. Serenity var stolt af sig, hun ville ikke tvinges til noget og hun ville kæmpe til det sidste, selvom hun ikke havde meget at give af. Dog havde hun heller aldrig stået i sådan en situation og det var nok først når hun indså at hun var så godt som død hun ville bede og tigge om nåde. Men hun var sikker på det ikke ville komme så vidt, hvorfor skulle det dog? Aldrig havde hun mødt væsner af ondskab som sådan, han var hendes første møde med det mørke og bare det skræmte hende nok. At bladet på hendes dolk frøs til is fik hende til at blinke en del overrasket med øjnene, hvad skete der lige der?! "Hvem er du?! Hvad vil du mig?!" Tvang hun frem, med sammenbidte tænder, aldrig havde hun været så bange, så vred, så forvirret, det var en mix hun bestemt ikke var fan af og aldrig nogensinde ville hun stå i sådan en situation igen. Tanken faldt hende ind at hun muligvis ikke ville komme til at skulle stå i sådan en igen, i nogen overhovedet, aldrig mere, død måske? Hendes blik flakkede kort, nej hun måtte holde fokus! Hans ord havde ramt rent, hun var kogende indeni, hvor havde hun dog lyst til at stikke ham en lussing, men også vende rundt og løbe igen. Hesten kunne ikke høres mere, den var væk igen og hendes håb blev en smule mindre. Da hun mærkede mærkant ændring af temperatur ved sine fødder skulle hun til at tage et par skridt tilbage, blot for at finde ud af at det kunne hun ikke. Hendes blik gled kort ned mod hendes fødder og så hurtigt op på ham igen, hun knugede dolken, for selvom hun ikke kunne være en trussel, kunne hun da stadig slå fra sig. Eller burde hun overgive sig? Nej aldrig i livet bøje sig for sådan en ussel skabning. "Du må jo nyde mit selskab siden jeg skal blive hængende." Kom det en smule flabet fra hende, hun fortrød egentlig med det samme, hvorfor pustede hun til ilden?! Kunne hun lide faren? Det andranelinsus hun mærkede pumpe igennem kroppen, et eller andet var i hvert fald vagt i hende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han rystede på hovedet. "Nu skal du ikke blive helt høj i hatten lille dame. Det eneste selskab en kvinde er nyttig i er når hun er død. Eller når man kan pine hende." Han trak på skuldrene. Som om han snakkede om noget der ikke rigtigt var så slemt. Noget ganske uskyldigt. Men måske han bare var sindsyg. Han nød i alle fald, at pine kvinder. Ikke nødvendigvis fysisk og blodigt. Det var generelt nok bare at lege med deres sind og virkelig skade dem psykisk. Drille dem og løbe om hjørner med dem. Lidt som han allerede gjorde med hende. "Hvis det ikke var fordi du selv var kommet mig i møde ville jeg næppe have skænket dig et eneste blik. Og derfor heller ikke bestemt mig for min lille leg. Jeg vil kun holde dig her fordi jeg ikke gider løbe efter dig." Han fnøs kort. Han kunne godt løbe. Uden problemer. Han foretrak bare at lade være. Det krævede ekstra energi at køle sig ned og han hadede at blive varm og svedig. Både personligt, men nok også hans race der havde lidt at sige indover det.
Han havde udmærket sit hendes forvirrede udtryk i hele ansigtet, da hun fik øje på isen og det morede ham bare. At han sådan kunne gøre hende helt ude af den. Enten havde hun ikke tænkt over han var isdæmon, eller magisk på anden vis. Eller så vidste hun ikke der fandtes hans slags på den anden side af muren hun havde passeret for første gang. Var det mon en fejl i stor grad? Det ville tiden vel vise. Hvis han havde lyst så slap hun i det mindste i live væk herfra. Men det var ikke nogen garanti hun havde. Ét forkert ord eller handling og det kunne ende med hun ville miste livet.
At hun stadig forsøgte at knuge dolken og stå klar til angreb virkede tåbeligt. Dolken var dækket af is og ikke særlig skadelig længere. Ganske vist kunne isen jo godt stikke, men han kunne også hurtigt sprede isen ned over hendes hånd og arm hvis hun prøvede på noget. Og han stod nogle meter væk så han var uden for hendes rækkevidde. Og isen ved hendes fødder forhindrede hende i, at flytte sig særlig langt. Så hun havde ikke rigtigt noget over sig som var faretruende. "Og hvem jeg er..kommer ikke dig ved.." Hans stemme var kold og hård. Han fandt ingen årsag til at fortælle hende noget som helst om sig selv. 

[Deleted]

Ordene skræmte hende fra vid og sans, hun mærkede hvor uroligt hun egentlig stod, hun prøvede at få sine fødder fri. Hendes hjerte bankede hurtigt og ikke på den måde man kunne lide, nej hun var angst, for at miste sit liv og alt det gode som næsten lige var blevet skænket hende. Serenity bed sig hårdt i læben og kiggede væk, han var uhyggelig at se på, meget uhyggelig! At sige mere turde hun ganske enkelt ikke, hun var bange for udspillet af det, konsekvenser så at sige. I ren panik, lod hun sig bukke forover og hamrede den frosne dolk mod isen som holdte hende fast, hendes vejrtrækning fortalte alt om hendes panikudfald, hun hyrperventilerede næsten, hun ville væk! Men der gik ikke lang tid før hun opgav, det var nytteløst, hun ville ikke give ham den fornøjelse i at græde, selvom hun virkelig havde lyst til det. Og selvom hun vidste hun ville fortryde det, åbnede hun alligevel munden. "Og hvad så nu?" Spurgte hun, tydeligt bange for svaret, men hun måtte være stærk og overleve det her, selvom han måske ville efterlade hende i en tilstand hvor hun ikke længere ønskede det. Nej, sådan måtte hun på ingen måde tænke, det her var virkelig den værste dag i hendes liv. "Jeg ber dig, du må ikke gøre mig noget." Lød det så i en svag bøn blandet med klynken, ja hun var ynkelig og hun var i den grad en ungmø i nød, men herude, lod det ikke til at hun havde noget hjælp at hente, eller forvente kom. Med en roligt kast til siden, landede dolken fint i græsset, hun overgav sig, bange for hvad der ellers ville ske hvis hun ikke gjorde det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han stod blot og så til mens det var hun i ren panik anfald forsøgte at hakke sig fri af isen. Alexander var sikker på hun virkelig var desperat siden hun forsøgte sig med sådan et nytteløst forsøg. Hun ville ikke komme fri på den måde. Han ville bare fryse hende mere fast. Så længe han kunne benytte sig af sine evner så ville hun ikke være fri før han gav slip.
Da det var hun spurgte til hvad der nu skulle ske og hun kort efter nærmest bønfaldt om at blive skånet måtte han blot stå og ligge sit hoved på sned. Han ville sådan set have de skulle tigge og bede for deres liv. Denne tøs havde sandelig hurtigt fattet situationen. Det var måske værd at tænke over. Hun kendte åbenbart sin plads alligevel når hun blev sat i et hjørne. Men samtidig så burde han måske give hende en lærestreg som var til at huske? Bare sådan så hun ikke lige en anden gang troede hun kunne snakke sig ud af en farlig situation.
Dolken blev kastet til siden ned i græsset og det havde været hendes eneste forsvar. Så vidt han havde kunne se. Hun lod til at overgive sig. Det var måske klogt. Eller dumt. Kom jo så meget an på hvem det var og hvordan tingene ville udvikle sig. Men han ville et sted ikke bare lade hende få lov til at slippe uskadt. Han så ned mod hendes fødder og lod isen krybe lidt længere op. Bare for at hun ikke lige skulle få en idé om at det var helt forbi endnu. Han ville lige overveje helt om hvad det var han skulle finde på. Hun havde så mange fine knogler man kunne ødelægge. Eller man kunne snitte lidt i den åh så fine hud. Bwarh. Det var bestemt en mulighed. Hun ville miste noget hun sikkert satte pris på; sit åh så kønne udseende.