Melancholy & Nostalgia

[Deleted]

@leora

Fjerpennen havde fløjet trofast over de mange pergamenter denne dag, og nærmest utallige gange havde Malekith skrevet sin distinktive underskift i blod. Et af de mere trættende pligter som Hertug og Leder. Men han var mere end villig til at gøre det, så det blev altid gjort. Han havde trods alt også mere tid til at gøre det, på en måde. Og med en helt race og en kongelig pligt, var der rigeligt at lave. Dog, var der stadig tid til så meget andet. Det var heldigvis en frynsegode ved at være så magtfuld som han var; der var andre folk til at gøre tingene for ham. Men han nød sin position. Herfra havde han den magt og indflydelse der skulle til, for at bringe vampyrerne frem i denne verden. Og hvorfra han kunne inspirere frygt og respekt i øjnene på så mange andre.
Men oftest var der melankolien... den evige følelse af noir og mørke, og en stille rastløshed. Som om at der et sted i mørket, stod noget klar til at springe frem og vende tingene og situationen på hovedet. Malekith sad på sit højsæde i Fyrstesalen af hans slot. En bar overkrop var viklet ind i en mørk og lang frakke. Den frakke han nærmest altid bar. Med en krave af hvidt varulvepels og luksuriøse broderinger og kvalitet. Og benene og underlivet var klædt i et par bukser af læder og stål, militært og alligevel nobelt. Og der sad han, som den evigt vågne tilstedeværelse der lurede i dette slot, med panden hvilende mod fingerspidserne, og albuen hvilende mod sædets armlæn. Benene var spredt og han var lænet godt tilbage. Tanker hærgede hans sind, sulten forsvandt aldrig, og beslutninger skulle tages i en tid af såkaldt 'fred', hvor konflikt evigt og altid lurede. Hans øjne var lukket, men han hørte alt... hørte ethvert skridt der blev taget i dette slot, der nærmest virkede stille som graven denne eftermiddag. For eftermiddag var det. Solen stod stadig på himlen, og derved var Corvento i hvile og dvale, og når solen gik ned ville det være det modsatte. Men Malekith kunne ikke sove, kunne ikke finde fred fra sine tanker, sin sult og sine evigt ulmende trængsler. Så han var efterladt til at beskæftige alle 24 timer af døgnet, enhver cyklus af sol og måne. Og trods han position, var det jo ikke altid muligt..

[Deleted]

Det var stressende at være Leora for tiden, varulve bestanden var ikke så stor som hun ønskede den skulle være og lige nu gjorde de alt for at den skulle blive større. Nogen af hendes mænd og kvinder have været ude og bide uskyldige mennesker der på den måde var blevet tvunget via blod, men lige nu var hun også på jagt efter nogen der kunne hjælpe med at producerer på en lidt anden måde. Leora vidste godt at hun selv burde få et barn eller to, fordi at hun jo som leder naturligt havde den stærkeste blodbane, men på den anden side så gad hun virkeligt ikke rende rundt med en unge i maven og alt dte pjat. Hun havde aldrig været forelsket og var slet ikke en specielt kærlig type. Malekith var nok det nærmeste hun kom på kærlighed, og alligevel havde det været mere fjernt end hvad normalt mennesker nok ville definere som det. Kærlighed kedede hende, det var så positivt og sukkersødt og hun næsten kastede op. Efter de havde fanget Zacharias var han jo også en mulighed, om ikke andet til hende, så til en af de andre kvinder der var varulve, en ting der var helt sikker var bare at der skulle nyt blod til flokken, og det skulle findes.

Lige nu var Leora på jagt efter en gammel ven, som efter rygterne at dømme havde fået en status der gjorde ham værd at opsøge. I mange år havde hun holdt sig langt væk fra ham, efter at hun selv i kampens hede havde forsøgt at slå ham ihjel. Hendes forældre havde ikke sat pris på vampyrer, og på mange punkter havde synspunktet nok smittet hende. Med rolige skridt gik hun i mod hans såkaldte kontor og gik direkte ind uden at spørge om lov først, hun var ikke bange for ham, ligesom han sikkert heller ikke var bange for hende: "Malekith Corvinus.. Så taler rygterne altså sandt..." sagde hun i en henkastet stemme, som hun begyndte at tage sine læderhandsker af.

[Deleted]

Denne verden var stærkt befolket med vampyrer, og blandingsracer der bar tørsten efter blod som en vampyr gjorde det. Forvandlet enten af fri vilje, eller som følge af uheld. Malekith kunne kommandere respekt og ærbødighed fra de fleste af dem, men selvfølgelig ikke alle. Dog, havde han efter Alexander Imirachi, taget fuld kontrol over Corvento, dets vampyrer og dets befolkning af mennesker, som velvilligt gav deres blod til de mægtige væsner der levede iblandt dem. Og havde gjort sit eget slot til et epicenter for magt og autoritet iblandt vampyrerne. Mange vampyrer boede endda på slottet og i dets undergrund, og samlede sig om hinandens selvskab i en Coven. Et aristokratisk miljø af magtkampe, blod og mørke. For selv med solen på himlen, var der altid mørkt på slottet, og solens stråler blev tiltrukket og reflekteret af slottets glatte og skarpe facade. Åbent ild var der heller ikke meget af, men nok til at selv et menneske ville kunne se hvad der foregik. Imens nogle korridorer og lokaler var kulsorte.
Nogle gange ville gæster eller lignende ankomme om dagen. De fleste vidste godt at Malekith aldrig sov, og at han derved også var tilgængelig i dagens lyse timer. Om han så gad snakke med dem eller byde dem velkommen, var jo ikke til at sige. Bevogtning var der også konstant. Udødelige soldater og krigere klædt fra top til tå i mørkt rustning og med lysende øjne, og selvfølgelig en tørst efter blod. Dette var ikke et sted man gik til uden eftertanke. Dog, var det også tanker der tydeligvis var stedet vagterne til hovedet. I deres inkompetence og i et øjebliks uopmærksomhed, var en kvindelig skikkelse trængt ind på slottet. Det tog dog ikke lang tid for Malekith at opfange lydene af vagter der hastede til portene og indgangene, og ikke mindst opfange den både fremmede og stadig underligt velkendte lugt af en varulv, som kulminerede idet den store dør til salen blev nærmest slået op, og Leora trådte ind. Malekith havde sine øjne lukkede, men kunne alligevel ikke lade være med at smile en anelse diskret imod hans lod sine fingerspidser køre lidt rundt i sin egen pande. Endelig... noget der kunne beskæftige ham. "Leora... Du er enten meget dum, eller meget modig, at komme her alene.." Lød det fra Malekith. En anelse køligt, hvorledes han sagde det uden endnu at kigge mod hende, men dog alligevel med en næsten kynisk morskab at spore i tonen. Vagterne der havde fuldt hende begyndte at vise sig i korridoren fra hvilken hun var kommet. De havde allerede trukket deres sværd, og stod nu ganske afventende og årvågne. Mere opmærksomme på hvordan Malekith ville reagere end den kvindelige varulv der havde tvunget sig adgang. Malekith, for at undgå en ligegyldig konfrontation eller konflikt, rettede sig lidt op, vendte blikket ned imod Leora og vagterne, og viftede nonchalant med sin ene hånd. "Tilbage til jeres poster!" Vagterne var en smule tøvende i starten, efter Malekiths tydeligt irriterede befaling, men endte dog alligevel med at rette sig op og putte deres sværd tilbage i skederne... En af dem gik endda ganske køligt frem, og lukkede den store dør efter Leora. Det ville jo være ganske uhøfligt at myrde lederen af varulvene, uden så meget som at have hørt hvad hun havde at sige, først..

[Deleted]

Leora var bestemt ikke bange af sig, og selvom mange vampyreer hadede hendes race, hendes sjæl og hendes sind, så var hun ligeglad. hun var på vej ind for at tale med nogen, og itnet skulle stoppe hende. Hun gik derfor ganske arrogant forbi alle, og prøvede de at stoppe hende, fik de enden et ganske hårdt blik, en bemærkning eller et par gule øjne, hun var ligeglad. Heldigvis så havde de fleste en forståelse for at hun altså var på vej, også selvom det ikke så ud til at de alle var lige kloge, men det kendte hun jo alt for godt, hun havde også utroligt mange dumme folk under sig, hvor at hun havde lyst til at slå dem hårdt i hovedet og bare smide dem ud, hvis det ikke var fordi at det faktisk var praktisk at have direkte dumme folk omkring dig, fordi at nogen skulle man jo ofre i krig, også var det jo meget lart at sende dem afsted, som alligevel ikke rigtigt havde nogen hjerne.

Hun kom med et lille grin over hans ord, tydeligt arrogant. Denne dag havde hun et stramt sort korset på, og en sort nederdel der sad stramt til, sådan gik hun oftest klædt, fordi det passede hende og fordi at sådan kunne hun bedst gå rundt, magtfuld og stilfuldt: "Dum? Åh kære ven, nu tror jeg at du undervurderer mig..." sagde hun i et diskret smil som hun nærmede sig ham, indtil hun var omkring halvanden meter fra hans skikkelse: "Jeg kan se du har fået små tin soldater" sagde hun i en drillende og arrogant tone, som hun skuede tilbage i mod de vagter der forsvandt ved hans ord, Malekith var det nærmeste et svagt punkt hun havde, også selvom han slet ikke var svag nok til at gøre hende blød, hun have det bare ikke i sig, ikke engang hendes søn interesserede hende, ham havde hun smidt ud for mange år siden.

[Deleted]

Malekith var ingen fremmed med hensyn til varulve. De lod ofte deres bestialske styrke give dem en hvis selvtillid. Men han kunne dog ikke lade være med at more sig en anelse over, hvorledes mange af dem så deres evner som en forbandelse, og hvordan de ofte pinte sig selv. Det var næsten sørgeligt, så sørgeligt at det kunne gå hen og være underholdende. Men det var nu ikke alle varulve der var sørgelige og hvinende. Nogle varulve var ganske kraftfulde og yderst destruktive i deres bestialske styrke. Malekith huskede en ung Leora. Der i hendes rebelske sind, søgte opmærksomheden af Malekith.. selv imens han bekrigede og slagtede hendes artsfæller. Kynisk, selvvisk, og næsten sexet. Om kraven af hans lange frakke, var der blandt andet den hvide pels fra en klan-leder han havde slået ihjel i sin tid. Det var nødvendigvis ikke hans mest berømte eller stolte bedrift i en eksistens der havde varet tusindvis af år.. men så sandelig en ganske tilfredsstillende bedrift. Og at han bar det som en del af hans frakke, sendte jo også lidt af et budskab til de meget få varulve der i tidens løb havde eller ville besøge dette sted, eller se ham. Men det var nok ikke et budskab der ville påvirke Leora. I hvert fald ikke denne ældre Leora.
"Det vil kun tiden vise.." Sagde han, faktisk en anelse bestemt og udfordrende, imens han lænede sig lidt frem, hvilede sine albuer mod sine spredte knæ, og intenst betragtede hende som hun nærmede sig højsædet hvorpå han sad. Han kunne ikke lade være med at overveje, at han her havde muligheden for at ende livet på en leder af en race der havde været lidt af en torn i siden på ham og hans egen slags. En anden ville blot tage hendes plads, men han kunne dog ikke lade være med at blive blot en smule interesseret over hvad det mon var der fik hende til at komme denne dag, helt alene. Men.. mon ikke der var nogle små hunde derude et sted, som ventede på hende? Malekith smilte en smule bredere, så et par skarpe tænder kunne anes, og lænede sig endnu en gang afslappet og lettere overlegent tilbage i sædet. "Er det jalousi jeg hører i din stemme, Leora?" Spurgte han idet han satte sig lidt til rette og betragtede hende, stadig med det let intense blik. Knæene stadig spredt fra hinanden, med den ene albue hvilende mod armlænet, og en pegefinger mod hans egen tinding.

[Deleted]

Hun kom med et lille arrogant smil, ja han havde altid været en mand der havde en magtfuld attitude, men det var jo først nu at den vagt for alvor var kommet til ham: "Du har virkeligt taget din magt til dig hva? Undre mig ikke, du har altid været magt liderlig" påpegede hun med et lille kækt smil, hun havde altid været en meget flirtende kvinde, og med en sensuel undertone, selvom hendes ydre var hårdt og svært at bryde igennem. Men enhver kvinde havde vel brug for en smule bekræftelse? Lige for tiden gik det dog udover de mænd hun havde i sin flok, og man kunne ikke ligefrem kalde det passioneret, det var mere bare en ordre, hvor hun fik det hele og de fik ingenting, men det var sådan hun blandt andet kunne lide at udnytte sin magt, ligesom hun elskede at tage ud og udslette nogen børn af mennesker eller noget i den stil, hun elskede bare at se de triste og knuste blikke som forældrene sendte, når hun rev et barn i stykker foran dem, folk var simpelthen sådan nogen klynkerøve.

"Jealousi? Jeg tror du høre hvad du vil høre, Malekith" sagde hun med en arrogant stemme: "Men bare indrøm du savner min faste røv en smule" sagde hun og blinkede til ham, som hun et øjeblik bare betragtede ham, ikke overraskende så lignede han sig selv, han havde alle dage været en utrolig smuk mand, ligesom hun da ikke var itvivl om at hun var en flot kvinde, og hvis folk mente hun var, jamen så kunne de da bare skride: "Nu skal du høre sweety, jeg er faktisk kommet for at lave en... business aftale" sagde hun i et lille arrogant smil, og lagde afventende hovedet på skrå.

[Deleted]

Malekith var et væsen der højest sandsynligt ville leve i utallige år endnu. Han var evig, og evigheden var hans. Siden han nåede sin modenhed, havde han ikke ændret sig det mindste, og forblev den samme skikkelse igennem alle disse år. Dog bragte et sådan langt liv, mange forskellige situationer og omstændigheder med sig. Han havde ikke været Hertug af Dvasias alle disse år, og havde end ikke engang været magtfuld i hele hans eksistens. Livet af en vampyr var næsten fyldt med intriger og konflikter, og sådanne ting syntes umulige at undgå. Men han havde overkommet dem alle, og sad nu i et slot med uanede rigdomme og en uanet magt, højest sandsynligt som en af de absolut mest magtfulde individer i Dvasias, måske endda verden. Og han elskede det. "Jeg tager det til mig, som jeg vil have.." Det var nærmest barnligt at sige sådanne ting om sig selv, men hvis hun i sandhed huskede ham, ville hun også vide at det netop var tilfældet.
Leora virkede anderledes, meget anderledes endda, men så alligevel ikke helt. Han så det i måden hvorpå hun kiggede på ham. Men hun var magtfuld nu, Lederen af en måske uorganiseret, men stadig ganske betydelig bande af Varulve. Og han kunne nærmest lugte på hende at hun var ganske kraftfuld. Hun havde ikke været nogen af delene sidst han havde set hende, og det ændrede da en person. Om det klædte hende, eller om det ikke gjorde noget godt for hendes persona, havde han endnu ikke besluttet sig for. Ved hendes lettere frække ord, prikkede han nogle enkelte gange til sin egen rinding med pegefingeren, og sendte hende et ganske tydeligt elevatorblik. Han kunne kigge på hvad han ville, og hvordan han ville. "Ja, du har altid haft dine... charmer." Svarede han blot imens blikket gled over hendes krop, indtil det nåede hendes øjne igen. Hun var skam ganske tiltalende og tiltrækkende, og Malektihs hukommelse begyndte langsomt at vende tilbage til ham. Selvom det havde været ganske anderledes dengang. Dog, var Malekith i et rimelig dårligt humør denne dag, forsaget af solen og søvnløsheden. Og en gæst Leora havde han så sandelig ikke regnet med. Men han kunne da altid forsøge at få det bedste ud af det. Så derfor, var hans blik forblevet uimponeret over synet af hende, dog stadig med det diskrete smil over hans læber.
Malekith lagde hovedet på skrå som hun gjorde det, men blev ellers siddende i den stadig afslappede positur. Hun havde endnu ikke betalt prisen for at være i dette slot, og for retten til at blive hørt i dets hof. Og han var nu heller ikke sikker på at han kunne huske smagen af hendes blod. Men han kunne vel tillade hende at snakke, i hvert fald lidt endnu. "Så fat dig i korthed, Leora.. Vi ville jo nødigt at slottet skulle vågne til din duft." Svarede han en smule bestemt, inviterede hende til at tale hendes sag, inden han ellers havde tænkt sig at beslutte hvad der skulle gøres. Dog, havde han en fornemmelse om hvor dette var på vej hen. Der var ofte ikke mange andre grunde til at to ledere talte sammen.

[Deleted]

Leora havde været leder af varulvene et par tusinde år efterhånden, hun var nok en af de yngste ledere der var i denne verden, men hun var ikke bange af sig og hun var blevet trænet af nogen af de bedste. Som ung havde hun haft mange venner af forskellige racer og hun var faktisk en kvinde som havde været meget velset, indtil hendes forældre pludseligt gik i krig mod mange af racerne, hvor at Malekith jo så havde været grunden til et af slagene. Han var nu en ganske flot mand, og det var slet ikke underligt for hende at se ham som leder af vampyrene, hun var da kun glad for han havde fået den stilling, måske at det rent faktisk gjorde at hun: "Det kan jeg fornemme... Har du så bedrevet noget fornuftigt med din nye magt?" spurgte hun nysgerrigt og i et forsigtigt smil.

Som han betragtede hende krop, kom et lille smil frem på hendes læber og hun rullede så kort med øjnene: "Du har aldrig været diskret... Men tro det eller ej, så er jeg ikke kommet efter din krop" pointerede hun i et kort grin, nej det fik hun da heldigvis tilfredsstillet fra de mænd hun havde under sig, og hun vidste også det ville gå galt hvis hun begyndte at lege med Malekith igen, især nu hvor de begge var ledere, magtfulde og frem for alt utroligt arrogante, de ville jo ende med at slå hinanden halvt ihjel: "Er dette sted sikkert? Det er vigtigt vi taler et sted hvor ingen andre kan høre os... Jeg har planer..." sagde hun blot, hun ville ikke ud med sine planer til hvem som helst, og mest vigtigt af alt var det at de ikke ramte offentligheden, og man vidste jo aldrig hvem man kunne stole på i disse tider.

[Deleted]

Malekith levede igennem sin magt over andre, og den frygt han kunne inspirere i sine fjender. Eller den nydelse han kunne se i øjnene af sine elskere. Han var gammel, og nærmest intet andet hverken inspirerede ham, eller imponerede ham. Jovist, gjorde han absolut alt hvad han kunne for at fremme og lede denne verdens vampyrer, og understrege helligheden af det blod som holdte ham og så mange andre i live. Men end ikke Malekith, Hertugen af Dvasias og Lederen af Vampyrerne, med alle sine pligter og forventninger på sine skuldre, kunne frasige sig de selvviske mål han så ofte søgte i sin søgen efter at gøre en så lang eksistens værd at leve. Og dog, var det jo ikke altid han kunne få sin vilje, og måtte derfor spendere mange af sine søvnløse timer; siddende, ventende, på sin trone. "Magt er mig ikke en fremmed ting.. Jeg havde magt da du kendte mig sidst, og har det nu. Om end blot en smule, mere." Svarede han hende og havde i mellemtiden hævet et enkelt øjenbryn, stadig imens det intense og uimponerede blik hvilede på hende. Hvad skulle de? Hvad var dette? En samtale om hvorledes tiden var gået siden deres sidste bekendtskab? Han havde ikke den store interesse i at sidde og høre eller fortælle hvilke handlinger eller ord der mon havde fyldt denne lange tid. Han var nu mere interesseret i, hvorfor hun var der.
"En skam... Og dog husker jeg en tid hvor du ikke kunne modstå fristelsen af min.. krop." Han kunne vel godt gengælde den lidt drilske attitude han kunne fornemme fra hendes side? Og det blev skam også gjort, men måske blot en anelse mere skummelt, med det diskrete smile der syntes limet til hans læber. Som om at alt hvad hun gjorde og sagde, både var underholdende og fjollet. Dog var situationen hverken det ene eller det andet. Og hun formåede alligevel at fatte sig en smule alvorligt, hvilket fangede han opmærksomhed. Og dog, kunne han ikke andet end at rynke sin pande en anelse. "Hvis du er kommet til dette sted, efter sikkerhed og i troen om at kunne dele hemmeligheder i konference, har du ikke lært meget.. kære Leora." Svarede han hende først, stadig en anelse udfordrende men også en kende alvorligt. Dette var ikke et sted der var sikkert.. og så var det ligegyldigt hvem man var. Det ikke engang fuldstændigt sikkert for Malekith, og det var sådan han kunne lide det. Vampyrer var iblandt verden mest nederdrægtige og selvtjenende væsner. Og hun var midt i deres rede. Malekith sukkede dog lydløst lidt derefter, og med begge hænder mod sødets armlæn, rejste han sig op og stå. Han vendte et flygtigt blik imod hende, og derefter imod omgivelserne. "Nuvel.. Følg efter mig." Lød det så lidt køligt, og han gik forbi hende ned ad de få trin der ledte til højsædet, og mod en af de tre store døre. Den tunge dør, der nærmest var en port, skubbede han med lethed op, og fortsatte ned af en mørkt og bred trappe der dukkede op bag den store dør.

//OUT

---

" Fortsættes Her "

---

[Deleted]

Leora smilede roligt til ham, han havde alle dage været en mand der udstrålede magt, og det var nok også derfor at hun dengang havde været så tiltrukket af ham, hvis man skulle være sammen med en kvinde som Leora og ikke bare blive udnyttet, så var man nødt til at være en smule arrogant og rent faktisk kunne give hende modspil, for hun var kun en kvinde der gik blød på de helt rigtige tidspunkter, og kun for de helt rigtige, men svag gik hun aldrig, hun var bestemt ikke et svagt menneske: "Det ved jeg, men der er vel intet mere magtfuld end at være... leder" sagde hun i et smil, hun var selv ganske glad for sin race, for sin klan og for de folk hun havde under sig, de var faktisk ganske fornuftige alle sammen: "Ja det var en sjov tid, men vi må jo alle videre ikke?" sagde hun drillende og blinkede så til ham, hun var da stadig ganske facineret af ham, men hun vidste at det ikke var klogt at blive svag for nogen, og da slet ikke når man var leder.

Hun afventede ham bare, og lagde armene over kors, havde han tænkte sig at vise hende et sted de kunne tale alene eller ej, for faktisk så havde hun ikke hele dagen til at stå og lege små julelege med ham: "Jeg tror nu egentligt du vil kunne lide min plan, men du ved, det er så dumt hvis planer når fjenderne før de er sat i værk" sagde hun i et lille hånende grin, magikere og druiderne var hun især interesseret i at få ned med nakken, warlock ligeså, havfruer, ja der var mange racer hun så som en direkte belastning og som hun bare ønskede væk. Som han sagde hun skulle følge med nikkede hun blot, og rejste sig så op for roligt at følge efter.

//Out