One pissed of leader!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Marvalo-navnet var blevet hende skænket for mange år siden, og alligevel følte Faith sig ikke som en del af en så ædel slægt. De havde aldrig levet som et ægtepar, trods de inderligt havde forsøgt at skænke et evigt ja til hinanden. Sidste gang havde det kostet dem begge livet, så hendes bekymringer var ej heller ubegrundede. "Hvilken kvinde nyder ikke at se sin mand kæmpe for hende, selv efter alle de år?" spurgte hun med et lidt for tilfredst glimt i øjet. "Det handler om at vælge sine kampe med omhu, de kampe vi kæmper ender aldrig godt, så hvorfor gør vi det?" det var et retorisk spørgsmål, de elskede hinanden og det var nok. Hans faste greb om hendes kæbe, fik hende til at se på ham med et intenst glimt. "Hvorfor er det så at de ej frygter os, men blot bliver ved med at gøre livet svært for os i stedet?" spurgte hun.

Frem for at blive liggende med hånden på hans bryst, rullede hun om på maven selvom det betød at hun rullede op på hans krop og lå med sit nøgne bryst mod hans, og hendes lange, røde lokker faldt ned omkring hendes ansigt og ned på hans brystkasse. "Jeg er gammel Kimeya. Jeg er dæmon. Vi ved begge at du nyder kurvøseguf. Jeg føler mig stærk, du har trænet mig vel, flere tårer og frustrationer på den konto ville ødelægge det, og det ønsker jeg ikke," sagde hun ærligt og så ned på mærket der prægede hans bryst. Det var hendes mærke, et tegn på at ingen anden kvinde skulle røre ham, og alligevel var det naivt at tro andet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville da til enhver tid kæmpe for Faith i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt. Nu hvor han havde brug for at vise hende at han virkelig gerne ville hende, og nu hvor han endelig havde muligheden for det, så var det da noget som han naturligvis ville gøre. Han strøg hånden let over hendes kind, inden han tog omkring hendes kæbe og tvang hendes blik roligt op i retningen af sig endnu en gang. "Det håber jeg da, at de alle sammen vil elske," sagde han. Han havde aldrig opgivet kampen for hende, også selvom hun måske havde været langt mere påpasselig end hvad han selv havde været, så var det kun et irritationsmoment for ham nu. Han hadede det. Han ville jo have hende for pokker! "Fordi at vi lader dem komme i vejen og ødelægge det.. Jeg stoler på dig, Faith.. Det har jeg alle dage gjort.. De kampe som vi har kæmpet.. både sammen og hver for sig.. gang på gang ender vi her.. der er en mening med det," fastholdt han en kende stædigt.

Som Faith vendte sig og endte med at ligge ovenpå ham, vendte Kimeya blikket mod hende. Ikke at han havde noget imod det, for det havde han virkelig ikke. Han hævede hånden og strøg den over hendes hår, så han førte hendes lokker væk fra det ellers så smukke ansigt. "Uanset, er det her jeg ender hver gang.. burde det ikke tælle for noget?" spurgte han denne gang mere direkte. Det var jo for pokker hende han gerne ville have, og derfor var det da uden tvivl frustrerende og irriterende, at hun ikke bare kunne forstå, at det ar det, som han gerne ville have. "Jeg forventer intet.... kærlighedsforhold, som vi førhen har prøvet.. men mere professionelt.. jeg ved, at vi kan," fortalte han med en ærlig stemme.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith så ned på ham med intense øjne. Somme tider savnede hun inderligt at falde i søvn ved hans side og vågne op igen til duften og følelsen af hans nøgne krop. Det ville være løgn at sige, at hun ikke havde været fristet til at opsøge ham flere gange i den periode hvor de ikke havde set hinanden. "Jeg kender ingen som ikke gør," sagde hun ærligt. At han kæmpede de mange kampe for at være tæt på hende, viste kun at hun ikke var en ligegyldig kvinde for ham, trods han kunne pege på hvem som helst og få dem. Hendes fingre kærtegnede mørket på hans bryst uden at hun rigtigt tænkte over det. "Det er en mening med det, men som du stoler på mig, så stoler jeg ikke på dig i visse henseender og jeg bryder mig ikke om den magt du får over mig, når jeg gang på gang er nødt til at tilgive dig, fordi jeg frygter for at miste dig på vejen," hun sukkede dramatisk og lagde hovedet på hans brystkasse i stedet for.

DEt var som om at hele situationen og samtalen tog en uventet drejning. I lang tid, havde han fået det til at lyde som om at han endnu elskede hende, og ønskede hende ved sin side, som hans, og nu lå han der og holdt på at de skulle have et professionelt forhold? Lidt chokeret så hun op og blinkede et par gange, før hun ret pludseligt rejste sig fra ham med et lidt fornærmet blik. "Et professionelt forhold siger du? Indebærer det de her små intime stunder og kærlige ord og bønner? For i så fald ønsker jeg ej at kende dit forhold til dine øvrige samarbejdspartnere," sagde hun spidst og rev det glatte silkelagen til sig, for at svøbe sin lille krop i det. Nu måtte han simpelthen bestemme sig!

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik hvilede på hendes skikkelse og med et smil på læben. For nu, følte han for alvor, at han kunne slappe af, og det var det vigtigste af det hele. Han blev liggende, og selv med hende. Det var rart at have hende liggende der sammen med ham, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Det tænkte jeg nok," sagde han endeligt, og selv uden at se væk fra hende. Han kunne lide at slappe af med hende.. ligge der med hende i sine arme. Han havde virkelig savnet at have hende liggende der.. kunne lægge sig til at sove med hende om natten, og være det første, som han så om morgenen. "Du mister mig ikke, hvis du ikke vil, Faith.. det er hårdt at fortsætte med at kæmpe, men jeg er ikke bange for at fortsætte.. jeg ønsker at fortsætte... Som jeg ønsker at have dig ved min side," sagde han med en dæmpet stemme.

At de så endnu en gang skulle gå fejl af hinanden, kom egentlig ikke særlig meget bag på ham. Han himlede med øjnene, som hun denne gang valgte at trække sig fra ham og pakke sig ind i sengetøjet. Det var jo for pokker ikke sådan at han mente det! "Faith for pokker.." endte han med en mere kortfattet mine, inden han slap hende. Det var nok ikke lige denne drejning, at han havde regnet med at det her skulle tage, men det var noget, som han nu bare måtte lære at leve med. "Det er dig, som jeg vil have.. men når du ikke tør, hvad pokker skal jeg så stille op? Jeg vil gerne have dig, men det kræver jo også at du åbner op for det, så vi for alvor kan starte igen," sagde han endeligt. Det var hårdt og svært for ham.. Svært nok som det var i forvejen, men han ville jo gerne have at hun var der og gerne ved hans side. Hendes krav var da for pokker også svære at imødekomme!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Når det kom til de to så varede glæden sjældent særlig længe. DEt var både rart og betryggende at kunne slippe facaderne og lade ham passe på hende, tvinge hende tilbage i en kvindelig rolle, men det var svært for hende at give for meget efter for ham. "Man kan sige meget om dig, men jeg har respekt for at du orker at kæmpe," påpegede hun blot og forsøgte ikke at lyde for imponeret i frygt for at det ville stige ham lidt for meget til hovedet. "Jeg frygter somme tider at jeg mistede dig for mange år siden. Vi har altid de bedste intentioner, men det går sjældent som vi ønsker det. Tror du dybest set at det kunne blive noget igen? Noget stort som ikke nedbryder nogen af os?" spurgte hun og så på ham med et lidt skeptisk blik. De havde aldrig gjort andet, men en stor del af hende ville inderligt gerne leve i forestillingen om hvor stærke de kunne være hvis de valgte at være det.

Den forestilling blev brudt i samme øjeblik han gav udtryk for et ønske om et professionelt forhold. Hun rejste sig og svømte sig i silketæppet, og efterlod ham nøgen uden samvittighed. "Somme tider Kimeya.. somme tider kunne det være perfekt hvis du gad beslutte dig for hvor du vil hen," påpegede hun en kende irriteret og vendte sig mod ham med et lidt irriteret blik. "Jeg er forvirret. Ønsker du reelt set et forhold hvor vi tilhøre hinanden, eller ønsker du et professionelt forhold hvor vi kan tåle synet af hinanden?" spurgte hun med et slankt hævet øjenbryn. Hun ville gerne åbne sig for ham, men det var desværre lidt sværere gjort end sagt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kæmpede fordi, at det her var noget som han ønskede for sig selv, og det var vel heller ikke nogen fejl og mangler i det? Faith var den kvinde, som havde vækket det hele i ham, og særligt efter han havde mistet sin første for frygtelig mange år siden. Denne kvinde, var bare ikke en som han havde tænkt sig at slippe igen. "Det ville blive bedre, hvis der rent faktisk kom noget ud af det," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han savnede hende virkelig.. savnede at sove ved hendes side, og se hende som det første og sidste, når han lukkede øjnene, og når han slog dem op igen. "Jeg tror godt vi kunne.. jeg ved at det kræver rigtig meget fra os begge, men jeg er indstillet på det," sagde han direkte, og uden at se bort fra hende. Når man virkelig elskede nogen, så gjorde man da hvad man kunne, for at vise dem det. Det var da det som han gjorde.

At Kimeya nu havde formået at ødelægge det hele - igen, var bestemt heller ikke noget som kom bag på nogen. Han himlede med øjnene, og satte sig endelig op. Hans blik gled mod hende. Nej, han var bestemt ikke tilfreds, men for pokker.. uanset hvad han sagde, så var det noget forkert. "Kan jeg overhovedet sige noget rigtigt, Faith? Du ved jo hvad det er jeg vil.. Hvorfor pokker skulle jeg ellers gøre alt det som jeg gør?" endte han med en ganske kortfattet stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Det her var virkelig ved at irritere ham, og endda også temmelig meget. "Jeg vil have dig, for pokker.." endte han med en kortfattet og bestemt tone. Han var nok mere direkte end hvad de fleste måtte være, så det var heller ikke noget som kunne komme bag på nogen i det hele taget. Men hvem vidste.. måske, at det på et tidspunkt, også ville gå op for hende?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith så fra ham og til væggen med et lidt eftertænksomt blik. "Du har lige høstet frugterne af det," påpegede hun velvidende om at det nok ikke lige var det han mente. Hun holdt stoffet oppe omkring sin barm og lod det holde hende varm selvom det var mere fristende at lægge sig ved ham igen. "Jeg troede du havde friet mig for enhver frygt, men jeg ved nu at det desværre ikke er tilfældet. Jeg frygter mere end noget andet at give mig hen til dig igen i frygt for at blive det svage led igen," indrømmede hun og blinkede et par gange før hun så ned i jorden. Det var så.. befriende at føle sig stærk og frygtet, og hvis han bragte tårer frem, så ville den styrke forsvinde og hun ville igen bare være en som andre lo af.

Hendes blik gled langsomt til hans skikkelse men uden at se ham dirkete i øjnene. Det var altid så svært, fordi han det ene øjeblik kunne give hende en idé om noget og det næste øjeblik viste det sig at han havde ment noget ganske andet. Da hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige, tav hun i stedet for og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen. "Jeg prøver at finde ud af alt det her," svarede hun køligt. Selvfølgelig ville hun ogsp gerne have ham, men ikke halvt. Pludselig så hun op, og tog tre lange skridt imod ham, for at kravle op i hans skød for at tvinge ham op af væggen. Hendes hånd gled igen ned til hans mærke hvor den blev brændvarm. Kødlugtende røg steg op i mellem, ramte hendes næsebor og gjorde mærket dybere. Samtidig lænede hun sig frem og kyssede ham krævende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke helt enig i, at han havde høstet netop de frugter, som han gerne ville, men om ikke andet, så var han da kommet et godt skridt på vejen. "Ikke helt," sagde han blot. Den styrke som de begge var i besiddelse af, var jo netop den, som folk var bange for, og hvad ville han da ikke gøre, for at genvinde den? Han ville have det igen, som han havde mistet. Han havde gjort en fejl, og den var han for pokker kommet over, og havde lært af. Det virkede bare ikke som om, at hun var helt enig i det tilfælde, og det var det, som han ikke kunne lide. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. "Jeg kan gøre meget, men jeg kan ikke udføre de mirakler. Desværre.. Vi havde en styrke sammen for flere år siden, som gjorde, at folk frygtede os. Det er noget, som vi kan vende tilbage til igen.. og noget, som jeg gerne vil tilbage til. Ej skal folk stå og le af os.. Det tillader jeg ikke," sagde han med en rolig stemme. Han elskede hende jo for pokker, og det var det, som var hans problem.

Kimeya vendte blikket direkte mod Faith, som hun stod der. Hun forsøgte at finde ud af det? Selv var han ikke et sekund i tvivl om, hvad han gerne ville have, og det var virkelig svært, når han så ikke kunne få lov til det! "Finde ud af det..?" Han hævede sigende det ene bryn, også selvom han ikke nåede at gøre mere. Hun trådte hen mod ham.. og endte i hans skød. Han bakkede ind mod væggen, også selvom han endte med at stivne kraftigt. Den brandvarme fornemmelse som omgående bredte sig på hans bryst og over det gamle mærke, som han havde fået, var... intens. Frygtelig, frygtelig intens! Han mødte glædeligt hendes kys. Et dæmpet suk og nærmest.. af smerte, og behag, bredte sig på samme tid. Han kunne slet ikke finde ud af det. Hans krop spændtes. Han gled nærmest ned at sidde med hende ved sig, hvorefter han lod den ene hånd glide til hendes. Han trykkede om den. Han fandt det forbandet behageligt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det at Kimeya stadig fik lov til at røre hende på den måde, var et kæmpe skridt på vejen og det eneste som hun kunne give ham. Det var naivt af hende at tro, at hun på trods af de intime stunder kunne holde ham følelsesmæssigt på afstand. Det var så svært for hende at holde ham på afstand når hun savnede ham så meget. DE havde begge begået fejl i fortiden, men hun var en svær kvinde at leve med, det var nemt at lade sig friste af andet, hvilket hun frygtede for samtidig kunne hun og ville hun ikke lave om på sig selv for nogen. "De færreste ler af dig, du er frygtindgydende i dig selv Kimeya, jeg har et par odds imod mig på det punkt," påpegede hun og så ned af sig selv. Hun var lille og spinkel, ret feminin at se på og hun var en kvinde. Det var svært at vinde respekt for en som hende.

Ordene mellem dem blev brudt idet hun satte sig ned ved hans skød med det glatte silke imellem dem som det eneste. Langsomt gled de ned langs den ru væg, til de sad på gulvet, og hendes hånd halvt om halvt var brændt ind i hans hud. Hun trak den til sig hvor den blev kold på et øjeblik. Hendes pande hvilede mod hans og hun strøg en hånd hen over det nye brændemærke og mærkede en underlig tilfredsstillelse. "Uanset hvad, vil du altid være min," hviskede hun hæst og kyssede ham lidt hårdt. Aldrig om hun ville acceptere at en anden kvinde holde om ham, også selvom hun vidste at han med største sandsynlighed havde været forbi en eller to i den tid hvor de ikke havde haft meget med hinanden at gøre.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde de klare fordele, hvor Faith måtte kæmpe med rigtig mange ulemper i forvejen. Det faktum, at hun var kvinde, lille og spinkel, var ikke noget som faldt til hendes fordel, og det vidste de jo udmærket godt alle sammen. Et sted var det uden tvivl en skam at det var sådan det skulle være, men hvad pokker.. visse ting, måtte man jo bare lære at leve med, og så måtte man jo finde de alternativer der var. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. "Du er mere frygtindgydende, end hvad du lige går og tror, min kære," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang så på hendes skikkelse. Han forstod hende jo godt, men selv gjorde det ingen forskel for ham.. Han ville virkelig gerne have hende som en del af hans eget liv, og det havde han alle dage ønsket!

Kimeya gled direkte ned i gulvet igen, da Faith havde taget pladsen i hans skød. Det stank langt væk af brændt kød.. Hans brændte kød. Han sukkede let, da hun alligevel brød kysset, og slap hans bryst, som var blevet rødt.. et åbent kødsår over det gamle mærke, som han havde haft. Der slap han hendes hånd. Han ville altid være hendes? Så var det da godt nok også på tide, at hun gjorde mere ved det, end hvad hun havde gjort til nu. Han Han trak vejret dybt. Det stramte.. men det gjorde slet ikke så ondt, som han huskede, at det havde gjort. "Så vis mig det.." opfordrede han med en hæs stemme, ganske tæt på hendes øre. Han mødte glædeligt hendes læber, mens han selv fi armene om hende, og trykkede hende tæt ind mod sin egen skikkelse. Han kunne jo for pokker ikke få nok af hende, og da slet ikke når hun selv begyndte at give efter for det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kampen var langt hårdere for hende end den var for ham, samtidig var hun en langt mere følsom sjæl end nogen nogensinde ville tro på. Det gjorde ondt når han svigtede hende og løj for hende, det gjorde ondt når der blev talt i krogene om hendes naivitet og svage sjæl når det kom til ham, hun havde bare lært at lukke af for det, mange år forinden Kimeya overhovedet var blevet en del af hendes liv. Hun stirrede intenst ind i hans øjne, og lod hånden forlade det nu nye mærke, der lugtede af brændt kød og blødte en lille smule. "Mhmm det er sandt, du har altid fundet mig skræmmende," sagde hun med drillende undertone og hendes læber skiltes i et smil der falmede frygtelig hurtigt efter. Det var befriende at give efter for ham, hun håbede bare at det ville være det værd, for hun tog virkelig en chance.

Uanset hvem han var sammen med, hvor i verden han var og hvad han lavede, så ville han altid tilhøre hende, Faith vidste og nød tanken om at han aldrig ville kunne slippe hende helt, trods det også gik lidt ud over hende. "Hver ting til sin tid. Bare husk det kære. Jeg kan gøre dig ligeså ondt som du kan gøre mig, jeg håber det viser sig at risikoen er værd at løbe," hviskede hun i hans ører og rejste sig så. Hun var ikke sur eller afvisende, men klædte sig alligevel på. Hvor end hun gerne ville ligge der med ham, så havde hun arbejde at se til. "Jeg har arbejde at se til nu. Jeg går ud fra at du selv finder ud," hun rettede på kjolen og gik hen til ham, bukkede sig ned og kyssede ham blidt. "Vi ses snart," hilste hun roligt og rettede sig op, for i stedet at søge mod gangene og efterlade ham alene.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt hvor frygtelig og grotesk Faith kunne være, selv på trods af hendes lille størrelse, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel. Folk hviskede i krogene, og det ville de nok alle dage gøre, uanset hvor meget mand så måtte hade dem for det eller ikke, så var det jo desværre ikke rigtigt noget, som gjorde nogen forskel lige nu. Han trak kort på smilebåndet, som han nu sad der med hende. Hvor han dog elskede det, når det endelig skete! "Jeg ved nemlig hvor farlig du kan være," sagde han blot. Hvorfor skjule det? Det ændrede jo ikke på, at det var hende, som han ville have.

Kimeya så hende i øjnene, frem til hun valge at trække sig. Mærket brændt mod hans bryst.. Og det gjorde ondt. Virkelig meget endda, selvom det nu ikke var noget, som han ikke kunne holde ud. Han ville næsten påstå at have oplevet det, som var værre end det her. "I så fald, så vil jeg vente i spænding," sagde han blot, idet han rejste sig. Det var med en skælven i kroppen, og særligt ovenpå det her. Hun ville arbejde..? Ja, det var nok på tide, at han søgte hjemover i det tilfælde? Han smilede kort for sig selv. Faktisk var det noget, som virkelig ikke skete særlig ofte. "Du ved jo hvor du kan finde mig," sagde han med en rolig stemme. Han så til, som hun valgte at forlade stedet.. Ja, han burde nok gøre det samme. Han fandt sit tøj, som han kom i, hvorefter han forlod stedet på præcis samme måde, som da han havde valgt at møde op. Så langt, så godt!

//Out