One pissed of leader!

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas dybeste ønske, var jo at Faith kom tilbage til Marvalo Mansion igen, og var der sammen med ham, selvom han vidste, at det var en lang vej for dem at gå. Han ville nu efterhånden også påstå at han havde betalt den dyre pris for det liv, som han dengang havde levet, og for de fejltagelser han havde begået. Han havde jo efterhånden mange gange bevidst, at det var hende, som han gerne ville have, og ikke nogen anden. Han smilede let for sig selv.. At høre hende kæmpe med de mange støn, havde han jo været klar over i forvejen. Han vidste, at hvis der var nogen som kunne få hende til at hæve stemmen og lade lydene komme, så var det uden tvivl hende.

Dette var noget som hun gjorde med vilje.. Han kunne høre, at hun nød det, samtidig med at hun forsøgte at benægte ham adgang. Det var uden tvivl en tanke, som han måtte finde ekstremt morende, for hendes forsøg på at holde ham lidt på afstand, var da uden tvivl morende. "Så må du jo lade mig komme til.." Denne gang med en advarende undertone i hans ord. Han vidste at hun plejede at spille fornærmet, men når hun opsøgte det så oplagt, så var det jo tydeligt, at det som han havde gjort den ene gang i Marvalo Mansion nu alligevel havde gjort nogle indtryk på hende, og det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste, for han havde jo selv nydt det! Han trak sig mere over hende denne gang.. dog uden at stoppe arbejdet med sine fingre.. Han ville gøre det svært for hende... og se om han virkelig kunne få hende derud, hvor hun måtte overveje hvad hun ville - med eller uden ham?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Som tingene stod nu så var Faith ikke villig til at forlade Appolyon, det var nemmere at være her, hun kunne bedre holde styr på sine tropper, og forholdet til Kimeya ødelagde også lidt den respekt som hun jo egentlig kæmpede for at hente hjem. Kimeya havde alle dage kæmpet for hende, også selvom han i sin tid selv havde ødelagt den tillid som hun havde haft til ham. Lige dette havde hun dog aldrig været i stand til at give slip på, hun elskede hvad han gjorde ved hende, trods hun virkelig måtte kæmpe med sine søde suk og støn for at dæmonerne ikke skulle se hende i en lidt farlig situation. Hun kyssede blidt hans hals, og håbede på at det var godt nok til at skjule det.

Det var ikke som sådan et forsøg på at holde ham hen, hun nød bare tanken om at han længtes så meget efter hende at han selv tog hvad han ville have, når det var sagt, så var hans kælen så intens at hun nok ikke ville kunne holde til særlig meget mere. Hendes støn blev mere tiltagende, højere, men stadig ikke høje nok. Faith ville hade at blive færdig før hun kunne nå at nyde ham, så lidt overgivende endte hun til sidst med at sprede benene, også fordi hans kælen gjorde det virkelig svært for hende at lade være. Lidt desperat søgte hun ned mellem dem for at skubbe hans hånd væk, idé hun kunne mærke at forløsningen var meget tæt på, og det ville hun ikke uden ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at han selv havde ødelagt rigtig meget af det, og at det nu ikke var noget som han kunne gøre så meget ved. Han havde lige siden, forsøgt at rette op på de fejl, som han nu havde begået, også selvom han vidste, at tilliden ikke rigtigt var til stede. Han smilede let for sig selv. Selvom hun ikke lød så højlydt, som han nu gerne ville have det, så var det jo så langt så godt, ikke? Han blinkede let med øjnene. Det drev ham virkelig, at høre hende på den måde.. Det var fantastisk!

Endelig valgte hun at sprede benene for ham, men.. stoppede ham i at fortsætte? Han trak hånden roligt til sig.. Hvis det var fordi at hun var ved at være færdig, var det da kun på tide, at han gjorde noget ved det. Han smilede let for sig selv. Det var de nødt til at gøre noget ved. "Kan du virkelig ikke holde til mere..?" spurgte han morende mod hendes øre. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Selv han havde jo nydt hvad der var sket sidst de havde været sammen.. og hvor han rent faktisk havde valgt at tage hende med magt og kontrol. Ikke at han nogensinde ville komme til at fortryde det. Han gjorde en let bevægelse med hånden, hvor magiske kæder trængte frem, som havde de altid ligget under sengen. De tog fat om hendes håndled, og tvang dem op mod sengegavlen, hvor hun blev lænket fast. Bukserne fik han roligt sparket af sig. "Sch.... nu skal jeg nok kærligt tage mig af dig.." hviskede han mod hendes øre. Det sidste tøj, fik han smidt af sig, inden han lagde sig ned mellem hendes ben. Denne gang forenede ham dem. Så måtte han jo vise hende hvordan det skulle gøres.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Trods han i mange år havde kæmpet for hendes tillid, så var det aldrig lykkedes at vinde den igen fuldstændigt. Ofret havde de begge, men når noget så personligt som tillid var tabt, så var den tabt. Desværre for dem havde det kostet dem meget, deres familier, deres liv på så mange måder, i en lang periode også deres hukommelser, og her var de, præcis tilbage hvor de startede selv efter så mange år. Hun var stakåndet, særligt fordi hendes krop var så tæt på et bristepunkt som hun havde forhindret den i at nå, i frygt for at gå glip af den sjove del - den der involverede ham. Med benene let spredte, lå hun fuldkommen blottet for hans blik, uden at skamme sig eller skjule sig mere, trods alderen var hun en smuk kvinde.

Måden han pirrede hende på med sine ord og sine ventetider, det var forfærdeligt når hun brændende havde lyst til bare at beordre ham om at tage hende tæt. "Jeg må være ude af træning," konstaterede hun forpustet og skød så underlivet lidt frem mod hans, som et klart tegn på at hendes tålmodighed for lang tid siden, var løbet ud i sandet. De kolde lænker der greb om hendes håndled, fik hendes kinder til at blegnes. Hun så på ham med et ret skarpt blik, men opgav fra starten at blive hysterisk og bede ham om at sætte hende fri, det var ikke første gang hun lå lænket foran ham, desuden tændte tanken hende lidt. Hun vendte hovedet mod hans, og mærkede hans varme. Den søde hvisken i øret fyldte hende med forventning. "Jeg vil have dig," hviskede hun nærmest bedende. Heldigvis opfyldt han hurtigt hendes ønske. Hun stønnede hæst da han endelig forenede dem og mindede hende om hvorfor hun elskede ham så højt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig forgæves igennem de sidste mange år, forsøgt at genvinde Faiths tillid, selvom det var.. stort set umuligt, uanset hvad han havde gjort. Nu måtte han jo bare vise hende på andet vis, at hun ikke kunne undvære ham. Lænkerne låste sig omkring hendes håndled og bandt hende fast til sengegavlen. Et sted vidste han jo godt, at hun gerne ville, og det var jo lidt derfor, at han gjorde dette. Han smilede let for sig selv, inden han roligt strøg hånden over hendes kind. Han måtte jo tage sig kærligt af hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Hænderne lod han roligt vandre nedover hendes krop, hvorefter han låste dem fast om hendes hofter, idet han forenede dem i et fast og hårdt ryk.

Kimeya vendte blikket mod hende. Han længtes jo virkelig efter hende, og særligt nu hvor han stod i denne situation, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han trykkede sig mere ned mod hende.. Tankerne kredsede rundt i hovedet på ham.. Han ville give hende det.. Give hende noget, som hun sent ville glemme, og da særligt nu hvor hun ikke var i stand til at bruge sine hænder! Han rettede sig en anelse op. "Stol på mig kæreste... Det her er noget, som du sent vil glemme.." hviskede han med en rolig stemme. Hænderne fattede let omkring hendes hals, hvor han... klemte til. Han var dog stadig kontrolleret i tempoet, som han holdt. Han ville sørge for, at hun ville nyde det.. At hun virkelig ville nyde det her! Han var nu ikke ude på at gøre hende ondt.. tvært imod.. Det jher skulle bare vise sig, at være en omgang, som hun sent ville glemme!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Puslespillet ville aldrig blive helt uden hans brik. Der ville altid mangle noget hvis han ikke var der, og alligevel så var hun fast besluttet på at fylde tomrummet med noget.. andet, dog uden helt at vide hvad der kunne være ligeså betydningsfuldt. Det var kvalmende at elske nogen så højt, Faith var flov over de følelser hun nærede, hvor afhængig hun var blevet af ham, men gang på gang blev det bevist - ligesom nu. Hun rev kæderne der raslede lidt men uden at give efter for hendes ellers krævende bevægelser. Selv den dag i dag, nærede hun en vis uro når han tog kontrollen fra hende, velvidende om at han næppe kunne finde på at gøre hende ondt. Hans vandrende hænder skabte et brændende spor ned over hendes krop. Hun tvang et mindre suk tilbage og søgte hans blik med et intenst glimt, næsten lidt advarende, man kunne jo aldrig vide hvad han havde i tankerne. Foreningen fik hende til at stønne mens hun slig hovedet lidt tilbage. Desperat forsøgte hun at bide sig i læben så det ikke ville gøres for højt.

For et øjeblik var hun fanget i det som hun nok ville beskrive som fuld ekstase. Frem for at sende dræbende blikke i hans retning, gled hendes blik i og det sortnede, trods synet af ham var gemt på hendes nethinde. Hans bløde stemme, var bare en underlig støj i baggrunden, det var beroligende på en mærkværdig måde. "Kimeya," stønnede hun hæst og blottede i første omgang halsen for hans hånd, da hun troede at det var et mildt strøg. Den grumme sandhed gik dog op for hende da hans stærke fingre lukkede tilgangen til frisk luft. Hun spærrede øjnene op. Hendes pupiller var helt sammentrukne og hun kæmpede for at trække vejret. Kæderne raslede lystigt som hun desperat forsøgte at kaste ham af sig, dog uden videre held.

[Kimeya Marvalo]

Faith ville for altid være Kimeyas svage punkt, og der fandtes ikke det, som han ikke ville gå igennem for hendes skyld. Han vidste hvad hun følte.. han vidste hvad hun tænkte, og derfor gjorde det ham kun pokkers irriteret og frustreret, at hun ikke bare kunne give efter for det, når han gjorde det samme. De var stærkest sammen, og hvad var svagheden i det? At de måske skulle lære at give det for hinanden i stedet for det andet, men det var vel noget, som ville komme med tiden? Han forenede dem.. Lyttede til hendes ellers så søde og fantastiske suk og støn. Det var en drivkraft for ham, for han vidste jo at hun nød hvad han gjorde ved hende. Han kendte hende.. og selv nu hvor han tog magten fra hende, ved at lænke hende til hendes egen seng og ligge over hende, kunne han jo se den intense gnist som meldte sig i hendes ansigt. Det alene var noget som han kunne lide.. Han formåede alligevel at vække det i hende, selvom hun gjorde alt hvad hun kunne, for at det forholdt sig modsat. Det var jo næsten underholdende.

Hendes støn.. og de suk, og det at hun sagde hans navn. Gud hvor han dog elskede det. Hænderne lod han vandre over hendes krop, hvorefter han lod dem føres til hendes hals. Nok på en måde, som hun ikke lige havde regnet med, for denne gang klemte han til. Ikke fordi at han ville tage livet af hende, men fordi at han ville gøre det til en omgang som hun sent ville glemme. Nu hvor modstanden pludselig tog til, vidste han jo godt, at han ikke havde lang tid, før hun ville sætte ild til ham - nok ment i den bogstavelige forstand! Han lænede sig frem.. lukkede derfor også den fulde lufttilførsel, mens han fortsatte det høje tempo, blandet med de dybe stød. Jo mere han kørte jo mere kunne han mærke, at det byggede sig op til et klimaks. Han fortsatte.. de dybe stød fortsatte, til han selv ikke kunne mere. Det dybe støn brød hans læber, mens hans greb omkring hendes hals fortsattes med at holdes stramt. Han ville lade hende blive færdig.. Det var virkelig det eneste som han ville.. og først der, ville han jo så slippe hende igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var svært at forstå hans kamp for at få hende. En mand som ham med den magt, kunne vælge enhver kvinde ud over hende og hun ville krybe direkte ind i hans favn ligesom hun selv havde gjort for mange år siden, før hun havde lært at tage bedre vare på sig selv. Allerede nu havde hun glemt alt om at holde sig dæmpet så de ikke ville blive opdaget, følelsen af at være ét med ham havde opslugt hende helt. Følelsen ændrede sig ikke selvom han holdt stærkt omkring hendes hals. Hun kunne høre at hendes kamp for at komme fri, gjorde sit for ham. Det begyndte at svimle lidt for hende, men det var svært at bedømme om det var den intense følelse af at være tæt på ham, eller om det var kvælningen. Desperat slog hun ud med hænderne med ramte ikke andet end sengegærdet. skrivebordet ved siden af sengen gik op i flammer, hun havde ingen kontrol over noget som helst, og det var både intenst og skræmmende på samme tid.

Det tog ikke længe, før hun selv væltede ud over kanten, hvilket kun gjorde hende mere desperat efter at trække vejret. Varmen var låst i hende via hans hårde behandling, det sortnede helt for hendes blik, men det var en behagelig følelse som hun aldrig før havde oplevet. Da han endelig slap, stønnede hun forpustet og hostede samtidig lidt, både vred, forvirret og mere afslappet end hun nogensinde havde været. Svedperler havde lagt sig hen over den nøgne krop, det fik hende til at skinne under skæret fra flammerne der livligt tog et indhug i skrivebordet, uden at hun overhovedet skænkede det en tanke lige nu.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor skulle man kæmpe for noget, når man vidste, at det man havde, kun ville spille kostbar? Et sted var Kimeya jo helt sikker på, at han havde Faith lige hvor han ville have hende, også selvom hun kun skulle spille tøsefornærmet og fisefornem. Hvis han fandt en anden, var han ikke et sekund i tvivl om, at hun ville reagere på det. Han smilede let for sig selv. At se hende ligge der og kæmpe, havde næsten været det bedste af det hele. Det at kunne tage magten og kontrollen fra et andet individ på denne måde. Her beviste man uden tvivl tillid. Hun var nødt til at stole på, at han ikke ville gøre en ende på hendes liv, og samtidig stole på, at han ville holde ord, for han var en mand af ord. Det var vel det som hun rent faktisk var klar over?

Brat gik der ild i skrivebordet. Well, hellere det end ham i Kimeyas øjne. Et smil passerede hans læber. Faith var heller ikke ligefrem stille, men Kimeya ville høre hende og se hende nyde det, mindst lige så meget som han gjorde! I takt med at selv hun måtte gøre sig færdig, slap han grebet omkring hendes hals, da han ikke var ude på at slå hende ihjel. Hans krop glinsede af sved.. men det havde været det værd. Ingen tvivl om det. Hånden flyttede han til hendes kind, som han strøg ganske let, og kyssede ganske let det andet. Han trak sig roligt ud, og lagde sig ved siden af hende. En smuk kvinde var hun, og stadig det bedste, som han nogensinde havde oplevet. Og efterhånden var det ved at være oppe i en del. "Stol på mig.." hviskede han træt, inden han ved brug af en let bevægelse med hånden, fik lænkerne til at slippe hende, så hun igen kunne få lov til at genvinde kontrollen over sig selv, og sin krop. Hånden lod han glide fra hendes kind og til hendes mave, som han strøg ganske let. Han kunne jo heller ikke holde fingrene fra hende. Det havde han aldrig kunne finde ud af.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Tanken om at han kunne finde en anden havde aldrig rigtig krydset hendes tanker. Det var så nemt at afvise ham i et forsøg på at bevare sin værdighed, når hun følte at de hang sammen og tilhørte hinanden. Tilliden mellem dem var dog stort set ikke eksisterende, og for et kort øjeblik havde Faith troet denne gang, at han ville slå hende ihjel. Som lænkerne løsnede sig tog hun sig til halsen og trak desperat vejret dybt ned i lungerne. Følelsen havde aldrig været så intens som denne hun netop havde oplevet. Lugten af røg mindede hende tidsnok om at hun i sin desperation, havde sat ild til skrivebordet. Med et svirp fra hånden, brændte flammerne ud og efterlod et sort og godt svitset bord tilbage. Forhåbentligt lå der ingen vigtige dokumenter i mellem. Da hun endelig begyndte at fange pusten, lod hun armene falde ud fra kroppen og stirrede op i luften. Hver gang slog han benene væk under hende, beviste at hun burde stole på ham, men det var svært.

Hendes blik gled mod hans ved siden af. I lang tid, sagde hun intet, men forsøgte at gøre op med sig selv hvor vidt hun skulle være sur eller bare acceptere at det der havde været en fantastisk følelse, og at hun havde savnet ham. "En stor del af mig ville ønske at jeg kunne," indrømmede hun dæmpet, og lod et par fingre stryge hen over hans underarm. Havde hun stolet på ham, så ville hun ikke have tøvet et øjeblik med at falde tilbage i hans arme, men frygten for at blive den store taber, havde vokset sig for stor, eftersom hun gang på gang havde været det. "Jeg troede at hele idéen med træningen var at glemme alle følelser. Jeg hader mig selv for ikke bare at kunne vende dem ryggen når det kommer til dig," hun blinkede et par gange og så op med en sårbarhed der kun varede et øjeblik, men ikke desto mindre, så var der et lille glimt af den underliggende følsomhed.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forsøgte at holde sig i skindet, men når han kun blev mødt af den ene afvisning efter den anden, så var det til tider let at lade sig lokke af dem, som bare.. bød ham velkommen. Faith var den kvinde som han ville have, og nu hvor han havde brugt så forbandet mange år på at gøre bod på det, som han dengang havde gjort, så var det bestemt heller ikke fordi, at hun gjorde det nemt for ham. Han var menneskelig.. han gjorde fejl, og dette var uden tvivl af slagsen, som han nu havde lært af. Han kunne se på hende, hvor meget hun i sandhed havde nydt det her, og gud hvor var det dog noget, som betød forbandet meget selv for ham. Smilet bredte sig på hans læber, som han let strøg hånden over hendes kind. Varmen var intens.. han følte hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst, og uden at stoppe. Lige nu følte han sig mere levende, end hvad han havde gjort igennem mange år.

Flammerne forstand, som Faith endnu en gang måtte genvinde kontrollen. Ikke at det var noget som fjernede hans fokus fra hende, for han elskede det jo.. Det fyrige i hende.. Det temperament.. det at hun ikke var bange for at slå fra sig. "Du ved jo godt, at du kan," sagde han blot. Det var en tillid fra mesteren til den trænede.. Et sted var hun vel klar over det, selvom hun var bange for at åbne op for ham igen? En tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Sårbarheden som meldte sig for et kort øjeblik, så han.. han vidste jo at hun gerne ville. Han lænede sig roligt frem, og skænkede hendes kind et roligt og blidt kys. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han elskede hende jo, og det havde han alle dage gjort. "Træningen er for styrken.. at du ved, at du altid vil have en i ryggen og en at sætte liden til. Du kan holde følelserne på afstand, men selv er det en styrke, at vide, hvornår disse kan komme til udtryk," forklarede han. Selv havde Jaqia gjort alt hvad hun kunne for at knække ham.. Aldrig havde hun formået at knække ham helt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det ville være nemmere at finde en dæmon. Måske hun bare var begyndt at blive træt af den evige kamp. Uanset hvad de gjorde, så fik de aldrig mulighed for bare at være sammen, der skulle altid komme noget altødelæggende i mellem, samtidig med at hun skulle kæmpe hårde for sit folks respekt og tillid, hvilket var trættende og frustrerende i længden, for ikke at tale om hans hang til unge kvinder. Hendes fingre strøg blidt hans arm, frem til hun stoppede og så op på ham, dog uden at fjerne den. Problemet var ikke ham. Problemet var omgivelserne der ej tillod dem at være sammen. "Jeg ville lægge mit liv i dine hænder Kimeya, men nej, på visse punkter føler jeg endnu ikke at jeg kan stole på dig," svarede hun oprigtigt. Kulden begyndte at få et tag i hende, så hun gled om på siden og vovede sig lidt ind mod hans varme krop. "Jeg er træt af at kæmpe Kimeya," hendes ord var sårbarer, men hendes tone kold og intetsigende, som træningen havde gjort.

Somme tider ville det være nemmere bare at lukke af for det hele, men det kunne hun desværre heller ikke. Aldrig ville hun oprigtigt kunne tilhøre en anden end ham, trods det ville være nemmere, desværre var hun bange for at Kimeya nemt kunne finde en anden kvinde som var yngre og smukkere end hende. Alderen satte sine spor og det samme gjorde fire fødsler. "Det var nemt i starten. At glemme det hele. Jeg kan tøjle den på alle andre punkter end det éne jeg burde tøjle det på," hun så op, og lod en hånd glide ned over hans bryst. Når de lå sådan her, så var det svært at lade være med at røre ved ham. Spørgsmålet var om det altid ville være sådan her. At de mødtes engang i mellem og nød hinanden hvorefter de skiltes og levede hver deres liv. Faith håbede det ikke, det var underligt når de engang havde haft et liv og en hverdag sammen. Hun savnede det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke et sekund i tvivl om hvad han gerne ville, også selvom kampene var lange, og de var uden tvivl også forbandet hårde. Det var det som han kunne mærke, og det var det som gjorde ondt. Han ville have hende, og nu var det nok også noget, som han havde givet udtryk for, temmelig mange gange, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det mere. Det krævede også at hun vovede pelsen lidt. Han vendte blikket mod hende, som hun igen lagde sig helt tæt ind til hende. "Det er den som vi må arbejde på," sagde han blot. Som han ikke var knækket helt, så var det uden tvivl gengældt ved hende også. En tanke som uden tvivl irriterede ham. Han gjorde hvad han sagde, at han ville gøre, og ikke noget mere end det. Han lagde armen om hende, og trykkede hende ordentlig og godt ind til sig. "Så stop med at kæmp og giv efter for hvad du gerne vil have," sagde han endeligt. Var det virkelig så svært at gøre? Når det nu var noget, som de begge gerne ville?

Kimeyas blik hvilede på hende, selv da hun lagde hånden mod det mærke, som han havde på brystet. Det som hun selv havde efterladt i sin tid, og som aldrig var forsvundet. Han smilede kort for sig selv. Omstændighederne bag det, kunne han nu stadig huske og mindes. "Vi er stærkere sammen... og det ved du," endte han blot, da han igen så mod hende. Han hævede hånden, som han let strøg mod hendes kind, hvor han samtidig fik fjernet nogen af de løse lokker som skjulte hendes ansigt. Det kunne godt være, at han havde nemmere for at åbne op for det.. han var lidt ligeglad. Han ville hellere kæmpe for hvad han ville have, end det andet. Det var bare nemmere og nemmere at skulle give efter for det andet, når hun så tydeligt ikke.. gad ham.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kampene var lange og efterlod mange år. Både fysiske som også kunne ses på hendes krop, men i den grad og psykiske. Det var hårdt at skulle forsvare sine følelser overfor en anden, hårdt at skulle risikerer at blive såret gang på gang, og frygte at det ville svække hende. Når de endelig fandt ud af tingene, så var de ekstremt stærke, men når de legede katten efter musen, så ødelagde de alt for hinanden og for dem selv. "Bliver du aldrig træt? Vi har kæmpet i hvor mange tusinde år efterhånden? Tror du nogensinde det ændre sig?" spurgte hun roligt med dog en kende hårdt. Der var ikke mange følelser at spore, for dem havde træningen snydt hende for, men i det mindste indrømmede hun endeligt, at slaget ikke var tabt endnu. "En ting er at opgive kampen med mig selv, du ved at det blot avler nye kampe med alle andre," påpegede hun sigende.

Hendes hånd hvilede på mærket der prægede hans bryst. De passede perfekt. Let strøg hun fingrene hen over det og trykkede sig ind til ham. Det var rart endelig at ligge ved hans side igen, i hans favn trods det var en kort fornøjelse. Hvor mange kvinder der mon havde ligget præcist samme sted gennem de sidste par år? "I de rigtige tider er vi stærkere sammen ja. Men vi kan nedbryde hinanden til skår Kimeya, det har vi prøvet så mange gange før, og det er ikke en styrke. Det var fantastisk dengang folk rent faktisk frygtede os," hun sukkede lidt længselsfuldt og lænede sig frem for at plante et kys på hans bryst.

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya var det uden tvivl en meget hård kamp, men derimod en af slagsen, som han glædeligt deltog i, og særligt fordi, at han ikke følte, at han var færdig med hende. Det var hende hans hjerte begærede, men ved at nægte sig det selv, gjorde hun det også sværere for ham at holde gejsten ved lige.. og hun var frøken Marvalo.. Det havde hun alle dage været. "Kampen er hård.. og trættende, min kære.. men en Marvalo opgiver ikke en kamp bare sådan uden videre.. og særligt ikke, når jeg ved, at du ikke vil have, at jeg skal gøre det," sagde han med en sigende mine. Han elskede hende virkelig. Det var noget af det eneste, som Jaqia ikke havde formået at rive fra ham, uanset hvor meget hun så end havde prøvet på det.

Mærket på hans bryst var der stadig, og det ville for altid være der. For Kimeya var det et mindesmærke om hvad hun var og hvilken betydning hun havde for ham, og han så det jo dagligt. "De kan blive bange for os nok en gang, min kære.. Jeg ved jo godt, at vi kan.. Det har vi jo bevist tidligere," sagde han roligt. Han hævede hånden og lod den gribe omkring hendes kæbe, kun for at vende hendes blik fast i retningen af sig. At hun skulle undskylde det på den måde, ville han slet ikke høre tale om. Han vidste at hun tvivlede.. og gud hvor var det noget, som virkelig måtte irritere ham som intet andet i den anden ende! Han stirrede hende i øjnene. Hun skulle bestemt ikke komme her og tvivle på, at det som de havde, ikke var noget som kunne komme igen, for det kunne det da sagtens! "Folk frygter det som vi er blevet... jeg ved hvad jeg vil.. jeg ved inderst inde også godt, hvad det er du gerne vil.. Det frustrerer mig, at du ikke bare kan give efter for det," endte han med en mere kortfattet stemme, som uden tvivl også måtte være præget af den frustration, som han måtte føle i det indre. Den var slem nok som den var.. og lige nu, gjorde det ikke meget bedre.