One pissed of leader!

[Kimeya Marvalo]

At fremstå som den svage i det her, var ikke noget, som nogen af dem havde lyst til, og det var nok også der, at problematikken for alvor måtte være. Ikke at det var noget som han kunne gøre særlig meget ved nu. Skaden for hans vedkommende, var sket for frygtelig mange år siden, og lige nu gjaldt det jo så om at nyde det i den tid, man nu havde det. Døden ramte på et tidspunkt.. Det var noget som de begge havde set alt for mange gange. "Du lader din stædighed løbe af med dig," endte han med en kortfattet stemme. Nu var hun da stædig, kun for at være det, og det var nok også det som irriterede ham mest.
Kimeya blev liggende. Det var slet ikke fordi at han havde intentioner om at gøre andet, for hvorfor skulle han da gøre det? Det var der da slet ikke nogen grund til, hvis han selv skulle sige det. De isblå øjne med en dog varm glød, hvilede på hende.. Og særligt nu hvor han havde gjort tegn til at hun skulle rejse sig.. Magien hjalp hende nok på vej. "Den er stor nok til at vi kan dele den... så du behøver ikke se sådan på mig. Jeg ved, du sover bedre når du ligger ved mig," pointerede han med et næsten kækt smil på læben. Selv han kunne jo heller ikke lade være med at prikke lidt til hende.. Han kunne tage hvad hun gav ham igen.

At Faith alligevel lagde sig om på siden og så på ham, forundrede ham dog. Det var for nemt.. Det var den tanke som han gjorde sig, også fordi at han kendte hende. Han vendte blikket ned mod hende. Han ville jo for pokker gerne være der med hende. Og var det så slemt? "Hvorfor acceptere, at noget er som man ikke ønsker det? Vi har ikke altid været gode for hinanden.. Men det har vi været," påpegede han med en rolig stemme. Det havde jo været godt før hen.. Før alt det med Yuuki i hvert fald.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De kunne ikke ændre fortiden, hvori de begge havde taget valg som havde ledt dem sammen. Uanset hvor de havde været og hvad universet havde gjort for at skille dem, havde de altid fundet hinanden igen, og det betød noget, hvilket Faith blot forsøgte at fornægte. "Du lyder næsten overrasket," svarede hun lidt ligegyldigt. Hendes stædighed var slående og det havde det altid været, det burde ikke komme som en overraskelse.
Hendes grønne øjne fandt vej til hans ansigt, som hun i lange sekunder bare lå og betragtede ham med tanker der nærmest var muligt at sporer i hendes blik. "Det er sandt at jeg sover bedre omkring dig, men før eller siden må jeg bryde det bånd af afhængighed," påpegede hun. Desværre havde han ret, han var tryg og varm. Hun bed fristelsen til at stryge hans bryst, i sig og sukkede stille. Trætheden begyndte i den grad at kunne mærkes, men hvis hun faldt i søvn nu, så vant han denne omgang hvilket hun ikke ville tillade.
"Det er mange år siden. Vi forsøgte at finde det igen, og hvordan gik det? År med uendelig sorg og smerte. Du ødelagde det min kære, du må hellere acceptere at vi ikke længere kan give hinanden noget," Hun fugtede sine læber og så på ham med et koldt blik. Han havde trænet hende til at udelade følelserne trods det ikke altid var nemt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte Faith godt nok til at vide, at hun var stædig lige nu, kun for at være det. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved som sådan, og et sted var han vel også ligeglad? Han vidste jo, at hvis han smurte sig med nok tålmodighed, så ville han få sin vilje. "Vil jeg ikke påstå.. Efter så mange år, må jeg jo siges, at kende dig," endte han med en ganske kortfattet mine.
Begge sov de bedre, når de lå side om side, og selv en god søvn, var noget som Kimeya efterhånden kunne bruge. Der var så meget andet at tage sig af, og ærligt, så var det et virkelig tungt arbejde. Han kunne ikke direkte gøre noget ved det nu. Det var som sagt en skade, som længe var sket. Han smilede let. Han kunne tage den magt og kontrol over hende, om det var det som han havde lyst til. "Hvorfor trække dig fra det, når jeg ved, at du gerne vil ligge her? Desuden.. så ved du, at jeg med min ret, kan beordre dig til at blive liggende her, ikke sandt?" endte han med en ganske kortfattet stemme. Den stædighed var ham uden tvivl en frustrerende tanke, men det var jo ikke noget, som han kunne gøre særlig meget ved.
Kimeya lod hovedet søge en kende på sned. Han hævede denne gang hånden. Han modstod ikke hvad han følte for.. Det her var jo præcist hvad han ville. "Jeg ved at jeg dummet mig... og jeg står ved det.. Jeg tror nu stadig på, at der er meget vi kan give hinanden.. vi er stærkere sammen end hver for sig," endte han hviskende mod hendes øre.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Efter alle de år så havde han nok en klar idé om hvordan hun skulle tackles, hvilket næsten bare var endnu mere irriterende. Hendes blik var præget af en varm gnist trods hun ihærdigt blot forsøgte at se kold ud, hvilket aldrig rigtigt var lykkedes hende. "Desværre ja," medgav hun og sukkede en kende dramatisk.
Det gjaldt lidt om at bilde sig selv ind at hun ej brød sig om at være så tæt på ham, trods det langt fra var tilfældet, tværtimod så kunne hun mærke hvordan hendes krop slappede af på en helt anden måde, for sammen med ham skulle hun ikke være så årvågen hele tiden.
Hans ord rettede på et øjeblik, hendes blik mod hans ansigt, med en lidt forarget mine. Var det ikke lidt lavt af ham at sigte efter den magt han havde over hende? "Du kan torturere mig til ukendelighed kære, men min frie vilje vil du aldrig være i stand til at fjerne," fastholdt hun sigende og så ned på hans bryst idet hendes hånd langsomt kravlede frem og greb fat om hans klæder.
Faith lod stilheden lægge sig et langt øjeblik mens hun tænkte det hele igennem. Sandt at sige så var de stærkere sammen.. når de talte til hinandens styrker frem for at rive hinanden ned som de havde brugt flere tusinde år på. "Hvis det er sandt så alliér dig med mig," sagde hun pludseligt og så atter op på ham med et lidt hårdt blik.
De fungerede ej som et par, det havde årene med Yuuki formået at ødelægge, og nu tog de konsekvenserne af det, men han havde ret og de kunne i hendes øjne, ligeså godt udnytte det.

[Kimeya Marvalo]

Efter så mange år, ville det da være direkte forkasteligt, hvis Kimeya ikke havde nogen anelse om hvordan Faith skulle tøjles, for det gjorde han da. Han havde været hård.. lidt for hård til tider, men han kunne jo se hvad det gjorde ved hende, og det var jo det, som han virkelig godt kunne lide. Han smilede let for sig selv og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. "I mine øjne, er det jo kun en god ting," endte han med en sigende mine. Han tog det faktisk ikke så tungt igen. Han havde virkelig lært meget af den tid, hvor han havde været sammen med hende.
Magten som Kimeya viste han kunne tage over hende, om det var det han ville, var nok lidt det som mest lå til sidebenet. Han ville jo for helvede bare have hende til at åbne øjnene for hvad de kunne udrette sammen.. hvor stærke de egentlig var, og at det var det som folk skulle være bange for, og ikke alt det andet. Han smilede let for sig selv, som hun alligevel tog fat om hans tøj. "Hvorfor skulle jeg rive den fra dig, kæreste? Det er jo den som gør dig unik i mine øjne.." Han smurte ganske vidst tykt på.. men han vidste, at hvis han gjorde det længe nok, at han ville få det præcist, som han gerne ville have det, og det var det, som faktisk var det som betød mest for ham.
Som Faith foreslog en alliance, fik Kimeya til at rynke på næsen. Okay, det gik lidt nemmere til, end hvad han lige havde regnet med. Ikke at det var noget som gjorde ham noget som sådan, men.. hvilke betingelser var der? Han blev dog liggende. Han havde jo savnet at ligge der. "Aha..? Og hvad får dig til at foreslå det... nu?" spurgte han. Det gjorde ham faktisk oprigtigt nysgerrig.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya vidste præcis hvad han skulle spille på, for at få hende til at makke ret, Faith hadede idéen om at nogle havde den magt over hende i det hele taget, hvilket jo også var grunden til at hun forsøgte at se bort fra det. "Selvfølgelig er det, det. Du får noget ud af det, jeg får blot.. ærgerlige følelser og fortrydelse," hun sukkede en kende melodramatisk og så ned på sin hånd der var knuget fast om hans klæder.
Det var så godt at være tæt på ham, hans duft var varm og velkendt, hun havde lyst til at kysse ham og give sig helt hen ikke til smerte men til nydelse, og alligevel stod alt i hende imod fordi hun vidste hvordan det ville ende. Faith skubbede tanken fra sig og så op på ham med et lidt hårdere blik. "Både du og jeg ved at du ville nyde hvis jeg var dig så hengiven at din vilje var min vilje. Kun sådan ville du få mig," hviskede hun en kende provokerende i hans ører, og slap så hans tøj.
Måske det var lidt let sluppet.. for nu, men når hun snakkede allierede så var det i professionelt henseende, ikke med henblik på at blive hans igen. Med et passioneret glimt i øjet, som længe havde været dødt, hævede hun sig op så hun hvilede på sin albue og så ned på ham med et spændt blik. "Jaqia.. Jaqia ønsker at tage Imandra tilbage som det der er retmæssigt hendes, hvilket betyder at for nogle til at styrer de fjerne territorier. Vi kunne udnytte chancen til at ende krigen mellem vor racer, og udnytte den styrke du snakker om," foreslog hun og hun lod en finger glide ned over hans bryst. Kvindelige list var tilladte, desuden.. måske de havde en chance hvis ikke de var tvunget til at hade hinanden?

[Kimeya Marvalo]

Efter alle disse år, vidste Kimeya naturligvis hvordan Faith skulle tøjles, og dette var så sandelig heller ikke ligefrem noget undtag.. Han elskede det.. Elskede den magt, som han kunne tage over hende. "Det er kun noget, som du forsøger at bilde dig selv ind," sagde han blot med en kortfattet og sigende mine, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Alt taget i betragtning, så lå der temmelig mange ting i det her, som de skulle tage hensyn til.. Han var i hvert fald ikke rede til at opgive kampen om hende endnu. Hun havde altid været hans, og sådan ville det være så længe han endnu levede!
Faiths greb om hans klæder slap måske. Om det så var for at understrege pointen, eller om det var mere for at overbevise sig selv om, at det var sådan hun ville have det, var jo så ikke lige til at sige. Hans intense blik hvilede på hende. Han tog det nu ikke så tungt igen. "Jeg kender dig, Faith.. Du kan bilde mig rigtig meget ind, men dette, vil du ikke få noget ud af.. tro mig.. Jeg ved allerede, at jeg af hjerte, har dig," sagde han kortfattet. Ikke fordi at han ville gøre det til en endeløs diskussion, for det var da slet ikke tilfældet, men her vidste han da, at han havde ret!
En kommende alliance, ville Kimeya nu ikke sige, at han havde noget imod. Faktisk var det noget, som fangede hans interesse. Kunne det ende den evige strid, som havde været mellem deres racer, som selv måtte trætte ham, såvel som hende, så var det da uden tvivl et godt sted at starte, og det var jo sådan, at han selv måtte have det med tingene. Han smilede let for sig selv. "Så det du siger, er at vi to skal stå i fronten, når Jaqia går ind for at tage Imandra tilbage igen? Og styre de fjender og områder, som så skulle lægges under den dvasianske trone igen?" Han spændte let i brystet... Så langt, kunne han faktisk godt lide tanken. Han vidste jo godt, at de kunne.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvis der var noget Faith afskyede ved denne situation, så var det hvor meget magt han i virkeligheden havde over hende. "Du har dine mange teorier Kimeya Marvalo, men er du sikker på at du ikke blot har brug for at fortælle dig selv at det er noget jeg bilder mig ind?" hun lænede sig frem mod hans læber, men kyssede ham ikke. Når han trak vejret kunne hun mærke hvordan hans varme ånde kildede hende. Det havde altid været intenst med ham.
Inderst inde ville hun næppe overgive sig til nogen anden. Kimeya var den eneste mand der nogensinde havde formået at sætte den slags tanker i hende, før ham havde hun været opsat på at leve et ensomt liv, uden nogen mand til at korrumpere hende, og alligevel var skaden vel sket? Hendes øjne gled i bag tunge øjenlåg også selvom det ej var af direkte træthed. "Og hvor meget er den tanke værd for dig, taget i betragtning at du trænede mig til at se væk fra hjertets ønsker og lyster?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at trække lidt triumferende på smilebåndet, selvom det hurtigt falmede igen. Hun åbnede øjnede igen og trak sig helt fra ham, kun for at lægge sig ned igen. I hendes øjne var det en glimrende i dag, Imandra var for stort til kun dæmoner, Jaqia ville med garanti være med på idéen. "Ja kæreste, det var præcis det jeg sagde, der er ingen grund til at gentage det," påpegede hun køligt og stirrede op i loftet frem for på ham. "Hvem ville være bedre til det end os? Jeg har lyst til at se blod Kimeya, jeg savner spændningen," hun sukkede tungt og vendte blikket mod ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var nu klar over, at han sagtens kunne styre og tøjle Faith, hvis det var det som han ville. Noget havde han jo trods alt lært efter at have tilbragt så mange år med hende, som det han havde. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg ved jo hvordan det hænger sammen.. hvor meget det frustrerer dig, at du er så afhængig af mig," Han blinkede let til hende. Hun forsøgte nok mere at overbevise sig selv, end hvad hun gjorde med ham.. Han var ikke dum.. Tvært imod.
Selvom Faith nu valgte at trække sig en smule fra ham.. og alligevel forholdt sig så tæt på, var det noget som kun fik Kimeyas krop til at reagere.. Hvor meget han virkelig savnede at have hende tæt på.. Og nu hvor fristelsen til at kysse hende, pludselig var ham et irritationsmoment, måtte han jo vise sig som den stærke - i hvert fald for en gangs skyld. Han trak let på smilebåndet. Han havde måske trænet hende i den forstand, men han vidste, at de brændt lige under huden på hende. Hvorfor skulle det ellers genere hende så meget? Han hævede hånden som han kort lod stryge over hendes kind. "Du har måske lært at skyde det i baggrunden, men selv jeg ved, at det altid vil ligge der.." hviskede han næsten lokkende mod hendes øre. Visse ting kunne man bare ikke løbe fra.

En alliance var nu kommet på tegnebordet, og selv måtte Kimeya jo erkende, at det virkelig fangede hans ellers så brændende nysgerrighed. At stille sig i fronten og tage det hele med Faith ved sin side.. ville egentlig være en fantastisk tanke! Selvom han nu ikke forventede at hun gentog præcist hvad hun havde sagt tidligere.. men han ville da meget gerne have alle facts på bordet, så han vidste hvad hans rolle blev i det hele. "Spændingen mangler vi begge. Det er blevet for trivielt... Og desuden... jeg ville elske at tage et helt land med dig ved min side.." Tanken frydede ham bestemt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Selv efter alle de år, ville Faith gerne bilde sig selv ind at hun ej lod sig styre af nogen, hun havde ingen herre og dog... Kimeya kunne i sidste ende styrer hende som altid. "Jeg er ikke afhængig af dig min kære, jeg er ked af at sige det, men det er dig der konstant opsøger mig, ikke omvendt," påpegede hun hæst og søgte lidt hans blik. Det føltes godt at være tæt på ham igen, hun havde manglet ham.. hans nærvær.
Hendes hånd strøg hen over hans mave og bryst en kende fraværende. Hun havde en uimodståelig trang til at røre ham mere. "Det vil altid ligge der. Jeg vil nok altid have en svaghed for dig Kimeya Marvalo, men jeg er ikke længere den unge pige du tog med dig hjem og gjorde til en kvinde," hviskede hun i hans ører og mærkede hjertet slå stærkt. Han havde påbegyndt en ny træning, tanken generede hende, det var næsten ligeså godt som havde han været sammen med en anden.
"Så gør det med mig. Lad os udnytte hinandens styrker til noget brugbart andet end at ødelægge hinanden," foreslog hun med et intenst glimt i øjet. Hun glædede sig til at se blod flyde igen, glædede sig til at risikerer sit liv for en større sags tjeneste.
"Men måske vi kan tage glæderne lidt på forskud," hun satte sig op, og kravlede op på ham, så hun sad over ham og så ned på ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var klar over hvilken magt han havde over Faith, hvis det var noget som han virkelig gerne ville udnytte, og det var næsten det, som han måtte anse som det bedste af det hele. Han smilede let for sig selv. "Jeg ser sandheden i øjnene, kæreste.. det er måske noget, som du burde dyrke noget mere," påpegede han kortfattet. Han vidste, at hun nød det, og mindst lige så meget, som det han selv gjorde. Dette var selv noget, som kunne få ham lidt på andre tanker, og det var uden tvivl en tanke som han nød forbandet godt af i den anden ende.
Selvom der var sket utrolig meget igennem de år, hvor de havde været sammen, såvel som de havde været hver for sig, så kunne Kimeya endnu genkende hende.. Det var den selv samme kvinde, som hun alle dage havde været, og det var da uden tvivl noget, som han nød forbandet godt af, hvis han selv skulle sige det. "Måske ikke.. men et sted dybt inde, kan jeg stadig ane den kvinde, som jeg den aften, valgte at tage med hjem og beskytte, i stedet for at slå ihjel," endte han hæst tæt ved hendes øre. De påvirkede hinanden.. og det var jo på både godt og ondt.

En alliance og gå i fronten, var faktisk en tanke som Kimeya virkelig godt kunne lide.. En tanke som han skulle tænke mere igennem i hvert fald. "Jeg kan lide det.." endte han. Han havde brug for spændingen.. udgyde blod.. igen understrege hvilken farlig mand han var, og med hende ved sin side? Ja, kunne det overhovedet blive bedre? Som hun kravlede op over ham, og tog plads, lod han det lystige glimt melde sig.. Nårh, så hun kunne ikke lade være? Han lagde hænderne roligt mod hendes lår. "Jeg vidste, at du ikke kunne," endte han med en ganske tilfreds stemme. Han var i hvert fald frisk på at tage glæden lidt på forskud!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith ville nok aldrig vænne sig til den form for afhængighed hun led overfor Kimeya. Han kunne styre hende hvis han var insisterende nok, hvilket efterhånden var hverdag. "Jeg er den fornuftige af os to min kære, du ved at det aldrig bliver bedre," påpegede hun med et lidt stille suk. Det var lidt sjovt at være sammen i hemmelighed overfor alle dæmonerne, ligesom de engang havde været hemmelighedsfulde overfor mere eller mindre alle inklusiv kongehuset.
Uanset hvilken forandring der var sket gennem de sidste mange år, så var Faith nu engang Faith, hun var ikke halvt så naiv som hun havde været dengang, somme tider gav det hende kuldegysninger at tænke på hvor let hun havde ladet sig lokke af Kimeya, men han havde jo altid fascineret hende.
Hun blev fanget i hans blik. "Jeg forstår stadig ikke det valg. Jeg må have været god i sengen," konstaterede hun med et af sine sjældne grin. På deres første aften havde han taget hendes uskyld, eller.. det troede han for sandheden var at den var blevet hende frataget allerede inden hun var gammel nok til at forstå det.
Det ville være fantastisk endelig at kunne gøre noget igen, udgyde blod og vise sig frem for hele erden igen, minde dem om at hun endnu var i live. Hendes rosa læber skiltes i et svagt smil inden hun lænede sig ind over ham og kyssede hans læber. Han havde ret, hun kunne ikke lade være med at give sig hen til ham. "Shh... inden jeg ombestemmer mig," hviskede hun blidt og førte hænderne til hans skjorte for at åbne den, knappe for knap.

[Kimeya Marvalo]

Som hun var afhængig af ham, så var han også afhængig af hende.. Kimeya var bare en mand nok til at indrømme hvordan han havde det med tingene, i stedet for, at forsøge at lægge skjul på det. Han smilede let for sig selv. Kunne han, vidste han jo godt, at han kunne tage mere kontrol fra hende. Det var dog bare ikke noget, som han var interesseret i lige nu. Hans blik hvilede på hende. "Den fornuftige af os to?" gentog han lettere skeptisk. Det ville han nok heller ikke ligefrem vove at påstå at hun var.
Kimeya blev liggende under Faith, og særligt nu hvor hun selv havde valgt at tage pladsen over ham. Hans hjerte slog fast mod hans bryst.. Et sted af en stadig voksende spænding og forventning til hvad der egentlig skete foran ham lige nu. Han trak vejret dybt og uden at slippe hende med blikket.. Ærligt, så var det ikke noget som han turde. "Jeg benægter det ikke.. Du er noget af det bedre jeg har prøvet.." Han blinkede let til hende.. Nu hvor de alligevel skulle holde det skjult for warlocks, såvel som dæmonerne, kunne de jo lige så godt, få det ud af det, som de gerne ville, ikke sandt? Som hun begyndte at klæde ham af, sagde han nu ikke noget til det. Selvom han havde en krop som var fuldstændig præget af ar og mærker, fra hvad der var sket igennem de mange år han havde vandret på jorden.. Og mange af dem, var jo også hendes fortjeneste, som det mærke han havde brændt ind på brystet. Hænderne strøg han let op over hendes lår. Hun vidste hvad der skete, hvis hun vendte om nu. "Det ved vi godt, at du ikke kommer til.." hviskede han med en hæs stemme.. Tydeligt allerede påvirket af hvad hun havde gang i. Det hele passede ham jo helt perfekt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

I og med at han altid kom til hende, så vidste Faith godt at han heller ikke kunne undvære hende i længden. Han var næsten mere afhængig af hende end hun var af ham. primært fordi hun havde fundet noget andet at beskæftige sine tanker med. Det havde været en lang dag nu og hun havde brug for at tænke på andet end Lucifer, hvilket Kimeya gav hende mere end rig mulighed for. "Præcis," hviskede hun dæmpet og strøg skjorten til hver sin side, for at blotte hans bryst. Det var for besværligt at tage den af, hun var ikke kendt som en tålmodig kvinde.
Hun så på ham og hævede et slankt øjenbryn. "Noget af det bedre?" gentog hun en kende skeptisk. Det var ikke helt godt nok for hende, efter alle de år ønskede hun at være det bedste, det han længtes efter og fantaserede om når han var alene. "Det er slet ikke godt nok for mig," hviskede hun i hans ører og nappede ham blidt i øreflippen før hun plantede en lang række kys ned over hans hals.
Der var ingen vej uden om, han ville tage hende ved magt hvis hun ombestemte sig.. hvilket gjorde hende fristet til at sige nej, sidst havde været fantastisk trods hun ikke vil erkende det. Hun elskede når han tog magten over hende. Roligt rettede hun sig op og lynede lynlåsen op så hendes nøgne overkrop kom til syne bag, lidt godt skulle han jo have at se på.

[Kimeya Marvalo]

Om ikke andet, så kunne man sige, at Kimeya stod ved sin besættelse, af Faith, hvor hun derimod benægtede den i stedet for. Ærligheden overfor sig selv, var uden tvivl noget af det bedre, kunne man sige, så dette var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget bedre af den grund. Selv vidste han jo præcist hvordan Faith skulle tøjles, så dette var bestemt heller ikke noget undtag for hans vedkommende.. Derfor kunne han beskrive hende som noget af 'det bedre' som han havde oplevet, selvom sandheden jo forholdt sig anderledes. Hun var nemlig det bedste som han havde haft ved sin side, og han havde jo efterhånden oplevet lidt af hvert. "Du ved, at du har en del at leve op til, kæreste," endte han roligt.
Som hun blotlagde hans bryst for sig, sagde han ikke noget til det. Han havde ikke noget at skamme sig over.. meget og mange af de mærker, havde hun jo længe stiftet bekendskab med før. Og selv en del af dem, havde hun jo rent faktisk selv forårsaget. Han blotlagde halsen og med et dæmpet suk, som hun skænkede ham kys og kærtegn. Hvor havde han dog savnet det! Det var jo helt forfærdeligt! Selvom han ikke rigtigt nåede meget mere end at vende blikket mod hende igen, så han en smuk og blotlagt overkrop. Hun var virkelig det smukkeste, som han nogensinde havde set. Den ene hånd førte han op og kærtegnede hendes bryst. "Se, det var straks bedre.." hviskede han roligt, inden han rettede sig op, og satte sig. Denne gang lod han sine læber indramme hendes med perfektion i et dybt og intenst kys.