One pissed of leader!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya manglede respekt for både hende og hendes arbejde når han kom her, som om hun ikke kæmpede nok med problemerne. Hun vidste at ingen dæmon fra Appolyon ville våge at gøre skade på landets trone, og alligevel fik hun skylden grundet et fravær som de royale selv havde været skyld i. Det mindste Jaqia efterhånden kunne gøre, var at offentliggøre det, og give hende ro. "Det gjorde det.. på ham," svarede hun sigende og lagde sine slanke ben på kors. Hendes albue hvilede på arlænet, mens hun strøg sin hage lidt tænksomt. Kimeya var altid bare i vejen, man han var desværre en pestilens som hun selv var skyld i nu at hænge på.
"Desværre ja," indrømmede hun og rystede så på hovedet. "Det er ligegyldigt nu, det er en bekymring mindre for min del," hun viftede affærdigende med hånden og rettede sig lidt op for at se på ham med et lidt intenst blik. Hun savnede Kimeya men han var distraherende for hende og farlig ikke mindst, en fejl fra fortiden som hun var nødt til at forsøge at slette og erstatte, velvidende om at det nok aldrig kom til at ske. "Du får intet ud af mig i aften Kimeya, men erfaring fortæller mig at du næppe går bare fordi jeg beder dig om det," hun slog hovedet tilbage og sukkede dramatisk. Han var nok den største plage i hendes liv i disse tider.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya betragtede Faith med en ganske kortfattet mine. At se agielen.. den hårde og intense facade.. det var alt sammen noget, som i sandhed måtte klæde hende. Det tændte i hvert fald ham. "En skam.. jeg har ikke ondt af ham," endte han med en kortfattet mine. Hvad Faith var i stand til at gøre ved hjælp af sin ild, var han klar over.. og de var meget jævnstærke efterhånden. Ikke godt for ham.. men derimod bedre for hende. Han kunne slet ikke have den.
Illoyalitet, var nok noget af det som de begge måtte døje med. Selv Kimeya havde til tider svært ved at holde sammen på tropperne, og nemt kunne man heller ikke ligefrem sige, at det var. Ikke at han ville reklamere med det. For alt hvad han vidste, skulle hun da naturligvis tro, at han havde helt styr på tingene. "Jeg kender dig Faith... Uanset hvilken dæmon du nu har slået fingrene i, må det have været en af en betydning for dig," endte han med en ganske kortfattet stemme. Han kendte hende jo bedre end som så, og siden hun endnu var påvirket af det, måtte det vel næsten være tilfældet? Hånden hævede han roligt og lod den næsten kælent stryge hendes hage, inden han vendte hendes blik op mod sig. "Tror du virkelig, at jeg har besværet mig med at komme hertil, bare for at lystre ordre, og gå igen? Du kan tro nej," endte han med en sigende mine. Han havde jo savnet hende.. og var der nogen skam i at opsøge hende når det faktisk blev for slemt? Han havde jo for pokker ikke set hende i det, som efterhånden måtte være måneder. Hånden trak han til sig igen. Hun var varm at være i nærheden af.. Men selv det var jo en effekt som han havde lært at leve med.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Med årerne havde Faith lært, at det intet nyttede at flippe ud, så fandt han det kun sjovere. Hun rejste sig atter og kastede et blik på skrivebordet. Der var stadig meget arbejde der ventede på hende, men hun havde en idé om at Kimeya ikke ville lade hende ordne det uden videre.
Hvilke problemer han selv døjede med, var hende ukendt, dog vidste hun at warlockerne ikke havde det halve af det fællesskab som der var i Appolyon, så hvorfor var han ikke blevet udnævnt som syndebuk? "Det har jeg heller ikke," erkendte hun ærligt. Den hårde træning havde i den grad fået en gammel varme op i hende, men ikke af den gode slags. Den brændte som en konstant ild af vrede og lidenskab frem for følelser og kærlighed.
"Jeg fornægter det ej heller, jeg siger blot at det ikke længere er vigtigt, jeg tog mig af ham," understregede hun med et blik der fortalte at hun ikke ønskede at snakke mere om det nu. Lucifer havde skuffet hende og hun havde skuffet Ilaria.
Kælent som han strøg hånden langs hendes hage, hævede hun blikket til hans og mærkede en mild varme brede sig, hvilket desværre var lidt en effekt han havde på hende. Hun så den anden vej og tvang ham derved til at slippe. Som sagt fik han intet af hende i aften. "Jeg havde alt ret til at håbe, ikke sandt? Jeg har ikke tid til din kedsommelighed, Kimeya," endte hun en kende irriteret.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya smilede ganske tilfredst for sig selv. Så langt så godt, kunne man sige. Et sted kørte han vel psykisk på hende? Han vidste, at dette var hende et ømt punkt, og selv for ham, var det tydeligt, at den som det var gået ud over, måtte have en form for betydning for hende. "Nå ja.. en dæmon mindre for mig at bekymrer mig om," sagde han roligt. Han var kold hvad den slags angik.
Kimeya var ganske vidst jaloux på det sammenhold som var i Appolyon, og det var uden tvivl noget, som han ønskede at udnytte lidt.. Han ville have det samme. Han ville have at det var det samme sammenhold som fandt sted i Den Mørke Cirkel.. Generelt i Marvalo City. En by som selv var opkaldt efter hans egen familie. Det var meningen at det var noget som skulle stå stærkt! "Og dog er det en bekymring på dit sind... hvem var det?" spurgte han.

Hånden trak Kimeya ganske let til sig, kun for at lade armene søge over kors. Tanken var nu sød nok - hvis han havde tænkt sig at lystre den, for det havde han da godt nok ikke. Han manglede hende.. og selvom det nu ikke var ord som han sagde med munden, så var det vel til at spotte i handling? Han smilede kort for sig selv. "Ligner det mig at være kedsommelig, Faith? Du ved udmærket godt hvorfor jeg er her," pointerede han sigende, inden han ved en let håndbevægelse fik skubbet stolen længere ud på gulvet, så han selv kunne indtage pladsen bag hende. De lange fingre gled let over hendes skuldre, hvor han tog et fast tag. "Desuden ved jeg, at du har savnet mig.." hviskede han mod hendes øre.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Desværre havde Kimeya med årerne lært at tolke hendes signaler, hvilket Faith fandt utrolig frustrerende. Han kunne bare ikke lade det ligge. Hun skævede til ham og forsøgte at oprette sin ligegyldighed, hvilket var nærmere umuligt overfor lige netop ham. "Pas på med hvad du siger, han er vel muligt end endnu større bekymring på egen hånd," påpegede hun. På egen hånd kunne hun ikke påtage sig noget ansvar for hans handlinger, end ikke hvis han bevidst valgte at gå op mod dæmonerne. Hun satte sig igen og stirrede lidt tomt ud i luften. "En søn af en dæmon der engang tjente mig," fortalte hun ærligt dog uden at nævne navne. Hun havde aldrig fortalt Kimeya at hun opdragede et barn, han skulle under ingen omstændigheder være en del af det.
Sammenholdet her var unikt i forhold til alle andre racer ud over elverne. Faith var meget tilfreds med at leve tæt i tæt med sine dæmoner, det gav hende større kontrol og langt større tillid.
Handlingerne talte ofte for dem begge, Faith forgav at hade ham trods hun inderst inde elskede ham ligeså højt som hun altid havde gjort. "Jeg ved hvorfor du er her, og jeg vil råde dig til at søge den slags et andet sted Kimeya. Jeg har hørt at horehuset skulle være af høj kvalitet," svarede hun en kende sarkastisk. Sandheden var at hun ville hade at se ham sammen med en anden. Det faste greb om hendes skuldre, fik hende til at længes lidt efter videre berøring. Hun havde glemt hvor fantastisk det føltes. "Havde jeg savnet dig, ville du have set mig for længe siden," benægtede hun en kende stift i et umuligt forsøg på at ignorere hans gøren.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte hende.. Og selvfølgelig burde han kende hende, efter alle de år, som de nu havde delt med hinanden, for det var jo ikke ligefrem få. Den pågældende dæmon var en bekymring på egen hånd? Han hævede sigende det ene bryn. "Betyder det, at jeg har din tilladelse til at slå ham ihjel, om han skulle komme i vejen for mig?" spurgte han direkte. Han var virkelig ikke typen som havde meget til overs for dæmoner på denne måde. Der var det jo rent faktisk kun Jared og Faith som havde vundet hans tillid i den forstand, at han ikke gjorde noget ved dem. Han trak kort på smilebåndet. "Det er vel den eneste grund til at du ikke har slået ham ihjel? Du har rent faktisk et hjerte," endte han med en flabet tone. Han vidste jo, at hun kunne klare det.. uanset hvor sur hun så end måtte blive over det.

Hænderne lod Kimeya glide mod hendes skuldre i et fast greb, og nærmest som en massage. Han savnede hende jo.. manglede at røre ved hende.. høre hende og mærke hende tæt på sig. Han lod hovedet søge let på sned. Ja.. en hver mand havde sine lyster, og der var han da godt nok heller ikke noget undtag. "Hvorfor søge dertil.. når man kan være her?" spurgte han roligt. Han lod den ene hånd roligt søge fra hendes skulder og mod hendes kind, som han strøg, inden han slap hende og søgte hen mod hendes seng, hvor han roligt placerede sig.. endnu med blikket mod hende. Han stolede ikke nok på hende, til at gå med ryggen til. "Jeg kender din stædighed, Faith... kom nu hen og læg dig," sagde han roligt. Selvom han måske blev mødt af den ene afvisning efter den anden, tog han det ikke så tungt. Han vidste jo hvad hun gerne ville.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var en hård leder, det havde hun alle dage været. Måske hun aldrig havde været en god hustru, en god mor eller noget i den stil, men altid havde hun været en dygtig leder, derfor klamrede hun sig til det med næb og kløer, og derfor forsøgte hun at tage afstand for den eneste ting der truede hendes magt og evne til at se klart. "Naturligvis. Jeg holder kun hånden over de dæmoner der er loyal," svarede hun roligt. Lucifer havde selv trådt i spinaten her, hun kunne ikke redde ham om han bevægede sig på dybe vande.
"Naturligvis har jeg et hjerte, men tro ikke jeg gjorde det af kærlighed. Jeg havde afgivet et løfte," svarede hun sandfærdigt. Et sted holdt hun af Lucifer, en kærlighed var det ikke, heller ikke selvom hun havde haft ham i armene som spæd.
De masserende bevægelser, fik hendes skuldre til at falde lidt afslappet ned, hun var hård som sten, for hvornår havde hun overhovedet tid til et øjebliks fred og ro? "Appolyon slog mig aldrig som værende dit yndlingssted," sagde hun ærligt og vendte hovedet så hun kunne se hans skikkelse ud af øjenkrogen. Lidt ærgerlig over at han stoppede, så hun efter ham som han gik hen for at hvile i hendes seng mens hun selv blev siddende. Han kunne ikke beordre hende til noget. "Hvis du kender min stædighed, så ved du også at jeg ikke har tænkt mig at lægge mig ved dig," påpegede hun kortfattet og rokkede sig ikke ud af stedet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya smilede tilfredst. Hvis dette gav ham muligheden, for at slå en dæmon ihjel, så ville det bestemt ikke gøre ham noget. Selvom han ikke vidste, at den som hun netop havde smidt ud, var som en søn for hende, og en som hun havde opdraget, siden han var spæd. Visse ting, var jo desværre gået ham forbi. "Interessant," endte han med en kold stemme. Et sted kunne han jo heller ikke lade være med at nyde den tanke. "Skal det være til hans redning, at der har været et løfte involveret? Du er en hård kvinde, Faith.. Det har nok været større skam, at leve med omstændighederne, at have svigtet og skuffet, end at lade livet," sagde han endeligt.
Det sammenhold som dæmonerne havde, var noget som han selv glædeligt ønskede at bidrage med til warlockerne, selvom det var et nok langt mere selvstændigt folkefærd end hvad dæmonerne var. Han strøg hende kort over skuldrene.. Han kunne mærke, at det var noget som fik hende til at slappe af, hvilket passede ham perfekt. "Hvem siger, at jeg er her for Appolyons skyld?" spurgte han tydeligt henkastet. Hvor hun var, var han.. og sådan ville det nok for altid være.

Roligt lagde Kimeya sig i sengen og med blikket mod hende. Det var ganske vidst ikke sengen i Marvalo Mansion, men den gik da an. Han vendte blikket mod hende. Han vidste jo at hun gerne ville, og at det nok var hendes stolthed som skinnede igennem lige nu. "Jeg ved at du vil.. og du ved, at jeg ikke går nogen steder, før du har lagt dig," pointerede han roligt. Han tog det ikke så tungt.. men jo hurtigere hun lagde sig der, jo hurtigere tog han jo afsted igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den evige kamp mellem dæmoner og warlocker, begyndte at blive en kæmpe anstrengelse. Faith kommenterede det dog ikke, men tog sig i stedet lidt træt til hovedet. Det sidste hun orkede i aften, var at skulle slås med Kimeya, af alle dage han kunne have valgt. Hun så op med et intenst blik der på samme tide ikke rummede følelser, men ej heller var koldt på nogen måde. "Du har ret. Han vil være tvunget til at leve med den skam resten af sine dage, det er en større straf end døden, derfor lod jeg ham leve," indrømmede hun blankt. Selvfølgelig spillede løftet til Ilaria også ind, men hun var en hård kvinde, nøjagtigt som han havde trænet hende til, dog havde han altid været typen der slog ihjel mens hun stod for at forkaste dem til et liv i pine og smerte.
"Jeg ved hvorfor du er her Kimeya. Jeg håber blot du en dag indser at vores fortid er fortid, der er ingen grund til at tage noget dødsdømt op," påpegede hun og fjernede handskerne fra sine hænder for at kaste dem over på bordet, endnu uden noget der mindede om intentioner om at lægge sig ved ham.
"I så fald bliver dit ophold i Appolyon langt, jeg har arbejde at foretage mig," påpegede hun en kende hårdt og rejste sig for i stedet at gå hen til skrivebordet. Måske han var irriterende og insisterende ikke mindst, men han glemte hvor stædig en kvinde hun var.

[Kimeya Marvalo]

De evige kampe og krige mellem dæmoner og warlocks, ville nok aldrig nogensinde stoppe - Kimeya ville i hvert fald ikke være den, som skulle ende den evige strid, for hvorfor skulle han? Han ville ikke have noget imod at være den mand, som skulle føre sin race til den evige sejr. Han smilede let for sig selv. "Man kan ikke få alt som man gerne vil have. Til tider er man bare nødt til at sætte et eksempel," sagde han med en kortfattet stemme. Ikke at han tog det tungere end som så, for det gjorde han da godt nok heller ikke.
Selv havde Kimeya ikke nogen intentioner om at gå. Hvor Faith var, ønskede han jo at være, og han vidste, at det var en tanke som i sandhed måtte plage hende. Det var vel også derfor, at den rent faktisk var så underholdende, som den var? Med det stille smil på sine læber, lagde han sig roligt hen i sengen. "En skam.. Du ved jo hvad du går glip af," pointerede han sigende, som han vendte blikket mod hende. Han kendte hende.. Hun tog nu kun det arbejde på sig, fordi at han var der, og for at understrege sin egen pointe. Selv havde han god tid... og han skulle nok før eller siden få hende til at lægge sig der, om han så skulle snyde en smule, så gjorde han da også glædeligt det! "Tag dig endelig af det.. Jeg ligger her også når du engang bliver færdig," pointerede han sigende, inden han roligt lagde den ene arm bag hans hoved. For ham selv var det nu ganske betryggende, at det forholdt sig på denne måde. Han skulle nok få sin vilje! Det var han nemlig stædig nok til!

[Faith Jaceluck Marvalo]

En krig der havde været i så mange år, var nærmere umulig at stoppe, hvilket Faith godt vidste, og hun orkede ikke at gøre et forsøg i frygt for at både warlocker og dæmoner ville stille sig på bagbenene, modstand var ikke noget hun manglede mere af. "Jeg betvivler ikke min handling Kimeya, han satte et eksempel og fik sin fortjente straf, jeg gjorde mit job som leder og mere er der ikke i det," hun sukkede. Hvorfor skulle han absolut blive ved med at tvære salt i såret?
Faith skævede til ham som han lå der i sengen og nærmest følte at han ejede det hele. Hvis dæmonerne vidste hvor ofte hun havde skjult ham på stedet, så ville de slagte hende, det lignede ham ikke, at bringe hendes liv og karriere i fare på den måde. "Jeg ved hvad jeg takker nej til," hun satte sig ligegyldigt ned ved sit skrivebord velvidende om at hun ikke ville kunne koncentrere sig om noget som helst, når han var til stede, det havde altid været et problem. "Fortæl mig igen hvordan du blev mig en evig plage," opfordrede hun med dryppende sarkasme. Hvis hun dengang var gået efter Nathaniel frem for Kimeya, så havde tingene set ganske anderledes ud.. eller Jared for den sags skyld, frem for at trækkes med hans irriterende væsen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var nok blandt dem, som i sandhed holdt gang i den evige krig som herskede mellem dæmoner og warlocks. Det hadve vel bare været en del af det liv so han havde levet? Han vendte blikket direkte mod hende. Den dæmon som hun havde smidt ud, måtte virkelig have skuffet.. Selv han havde jo hørt, at Faith havde været meget fraværende igennem den sidste tid. "Meget interessant.." endte han med en ganske sigende mine, idet han selv lagde sig til rette i sengen. Ja, han vidste jo, at dette var noget som hun rent faktisk gerne ville, selvom hun nok næppe, ville indrømme det. Han vidste jo at hun havde savnet ham.. at hun ikke havde fortalt nogen, at han rent faktisk kiggede forbi fra tid til anden, også selvom det var langt tid siden han nu havde gjort det.
Kimeya lagde sig ganske godt til rette. Det var nok ikke hans seng, men den duftede af Faith og det var noget som virkelig gjorde ham god og afslappet. "Men er det noget som du har lyst til at undvære?" spurgte han med et sigende hævet bryn. Roligt vendte han sig om på siden og med hånden hvilende på den frie plads i sengen. Han trak morende på smilebåndet. Dette kunne jo kun vise sig, at blive en ren underholdning, selv for ham. Hvordan han var blevet hende en plage? Han ville næsten påstå, at det faktisk forholdt sig stik modsat. "Tager jeg ikke meget fejl, var det din opgave at slå mig ihjel, og ikke omvendt. Jeg har valgt at leve med konsekvenserne af det, fremfor at vende ryggen til det," pointerede han med en sigende mine.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den krig de begge var med til at opretholde, var den samme krig der forhindrede hende i at være sammen med ham. Der gik nok rygter blandt dæmonerne, og hvis hun skulle forblive en hård leder der havde styr på sit folk, så hjalp det hende ikke at thy til en warlock på ny. "Det er hverdag, før eller siden stopper det med at blive interessant," fortalte hun ærligt.
Det havde været en lang, egentlig havde hendes plan været at sove bare en time eller to før hun fortsatte med arbejdet, men nu hvor han lå der, og egentlige gjorde det mere fristende, så var hun stædig nok til at lade være, og i stedet sætte sig ved bordet. Hun rev nogle pergamenter frem men kunne end ikke koncentrere sig om at læse hvad de indeholdte, velvidende at han lå og kiggede på hende. "Jeg overlever skal du se, modsat sig er jeg ikke drevet af min lyst," påpegede hun ligegyldigt og lod som om at hun sad fordybet trods det ikke var tilfældet. Desuden var hun ikke drevet af lyst men af passion, det var godt og vel det samme.
"Omvendt kæreste, jeg var landsforvist og du burde have givet mit hoved til kongen, serveret på hans fineste sølvfad, men naturligvis kunne du ej stå for min charme og tog med med hjem i din seng" påpegede hun roligt. Den del var sand. Hendes hukommelse fejlede intet mere. Måske hun burde fodre ham til løverne eller sådan noget nu, for det møde ved søen dengang, havde virkelig vendt op og ned på hendes liv, på så mange tænkelige måder.

[Kimeya Marvalo]

Krigen var uden tvivl trættende.. meget endda, men Kimeya ville ikke indstille den, før han førte Faith sige den selv samme ordre til sine egne. Han ville nemlig ikke fremstå som den der skulle tage den beslutning og fremstå svagest.. Det var slet ikke noget som kom på tale for ham! "Tror du virkelig selv på den?" spurgte han med en sigende mine. Ikke fordi at han selv tog det så tungt.. særligt ikke hvad angik Faith. Han var nemlig ikke bange for at prikke til hende. Han vidste hvad hun var i stand til.
Trætheden ville nok ramme hende før eller siden, og selv han vidste jo, at det var fristende for selv hende at lægge sig.. Det var stoltheden som gjorde det. Det var den som udelukkende gjorde, at hun ikke havde lagt sig endnu. Han smilede tilfredst for sig selv, og med en tydeligt morende mine. "Du kan jo prøve at overbevise dig selv om andet, min kære.. Jeg ved, at selv dette, er noget som du har lyst til," pointerede han roligt. Han selv hidsede sig ikke op på baggrund af dette. Han vidste jo at han havde ret.
Hukommelsen var måske ikke hvad den havde været, men ikke desto mindre, så vidste Kimeya da, at hvad der var sket den aften ved søen - som han dog kunne huske, havde omlagt frygtelig meget i hans liv. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Det gjorde jeg.. ikke at jeg nogensinde fortrød det." Han satte sig roligt op i sengen og uden at fjerne blikket fra hende. "Det omlagde mit liv.. din charme og irriterende personlighed.. ak ja.. jeg mangler den vel stadig?" Denne gang var han dog ved at blive utålmodig. Han gjorde et vift med hånden, hvilket hævede hende fra hendes plads, for derefter at føre hende mod ham og ned i sengen. Det var jo her han ville have hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ingen af dem ønskede at være det svage led i det her, hvilket også var grunden til at Faith stædigt holdt fast i at hun ikke ønskede at være omkring ham. Hun strøg sine flammerøde lokker og sukkede lettere dramatisk. Det var typisk ham, konstant at konstatere på hendes vegne. "Det gør jeg ja, du var et levende bevis på det," svarede hun en kende flabet og skrev et par ligegyldige ord på dokumenterne.
Ærligt så var hun allerede træt, og havde håbet på at hun bare kunne lægge sig, hvilket han meget fint havde sat en stopper for. Kort stoppede hun sin gøren og kastede et blik på ham, som han bare flabet blev liggende i hendes seng og ventede på at hun ville lægge sig ned ved ham. "Jeg har lyst til at du går så jeg kan få min seng i fred," hun rettede sig lidt arrogant op og fugtede sine læber. Han var en irriterende mand! Han havde dog altid været mere rolig, modsat hende som ret hurtigt lod temperamentet løbe af med sig. Den kraftige magi der tvang hende op af sædet og drev hende hen i sengen til ham, fik hende til at sende ham et vredt blik. I hendes øjne var det et urimeligt trick at bruge! Alligevel rejste hun sig ikke da hendes ryg endelig mødte den behagelige madras. "Jeg fotryder visse momenter.." hun sukkede og besluttede sig for at skifte strategi. Forsigtigt rullede hun rundt på siden så deres kroppe mødtes og hun så på ham med et mere roligt blik. "vi var aldrig gode for hinanden Kimeya. Det er svært at acceptere, men jeg prøver, hvorfor kan du ikke også bare gøre det samme?" spurgte hun opgivende.