One pissed of leader!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Faith Jaceluck Marvalo - Lucifer Phoenix I. Jaceluck

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Lucifer var hentet i det, som han mere eller mindre måtte kalde for sine egne gemakker af andre af de højerestillede dæmoner. De havde taget et voldsomt godt greb om ham. "Slip mig!" endte han med en fast tone, som han fast og ihærdigt forsøgte at gøre modstand, selvom dette dog ikke ligefrem virkede efter hensigten. Han bed tænderne fast sammen, hvorefter han knyttede sine næver. Han kunne slet ikke lide det her.. der var noget galt!

Den store sal som han blev bragt til, var fyldt op med dæmoner i forvejen. Her smed de ham fra sig direkte på jorden. "Bare vent til Faith for høre om det her!" hvæsede han fast, inden han kæmpede sig op på benene igen. Han børstede sine klæder fri af sten og støv, selvom det næsten var umuligt med tanke på at Appolyon var en by værende under jorden. Han så sig om.. Hvad skete der for den mængde af dæmoner samlet på et sted? Han trak vejret dybt. "Hvad glor I på?" endte han med en fast tone, som han sendte dem alle en direkte dræbende mine. Hvad der egentlig var i vente for ham, havde han ikke nogen anelse om.. Han havde jo bare tænkt højt og rygterne gik jo trods alt også.. men denne behandling af sit folkefærd fandt han sig så sandelig heller ikke i!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var blot få timer siden at de nye rygter var nået Faith for ørerne, dog havde hun ikke tøvet et sekund med at handle på det. Stående foran spejlet, fjernede hun sine våben og rettede lidt ligegyldigt på de flammerøde lokker. Det skulle være en rimelig kamp og hvis Lucofer mente at han havde bare den mindste chance for at vippe hende af banen, så skulle hun nok bevise for ham at han tog grueligt fejl. Det gjorde ikke et øjeblik ondt på hende at skulle lære ham en lektie, enhver dæmon der viste sit værd, ville blive behandlet med værdighed og respekt og blive givet enhver mulighed for at opfylde deres drømme, men den der så meget som tænkte på at vende hende rygge, røg ud, uden tøven.

Faith forlod sine gemakker og bevægede sig gennem de fugtige tuneller mod deres store samlingspunkt, hvor høje, summende stemmer afslørede at hun var nær, før hun overhovedet var det. Fakler brændte på væggene, lyste stedet op. I samme øjeblik hendes lille skikkelse meldte sig, skiltes dæmonerne og dannede en sti for hende som vej ind i midtercirklen hvor Lucifer allerede sad på sine knæ. Hun trak på mundvigen, men uden at det blev et direkte smil. Det var en ussel utaknemmelighed taget i betragtning af hvad hun havde gjort for ham! "Rejs dig," bad hun kort for hovedet og så på ham med intet andet end ligegyldighed. "Rygter siger at du ikke længere mener jeg er den rette leder for vor stærke dæmoner, og at du ønsker at udfordre mig," hun fugtede sine læber. Måske til dels hendes søn, men der var ingen følelser at spore. "Jeg har aldrig takket nej til en udfordring, så rejs dig og kæmp Lucifer. Giv mig chancen for at bevise overfor vor ædle race, præcis hvor værdig jeg er til dette ansvar." med et blik fra øjet, blussede en ildkugle i hendes hånd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde slet ikke regnet med denne behandling, men en ting var sikkert.. Noget var på gang, og han var slet ikke sikker  på at det var noget, som han kunne lide. Han rejste sig roligt op og børstede tøjet rent for skidt og snavs. Lidt forfængelig var man jo trods alt også.  Han følte uroen melde sig, selvom han virkelig forsøgte at holde den i det skjulte.. Faiths stemme alene afslørede, at der var noget rivende galt, og hastigt vendte han sig i retningen af hendes skikkelse igen. 
Det gik galt.. Dette skete hurtigere end hvad Lucifer lige havde regnet med. Det her var jo slet ikke meningen! Hun ville udfordres? Han var ikke klar til at slå hende, og det vidste han jo udmærket godt. "Du har været fraværende, Faith.. over en længere periode.. Vi kan jo alle se, at der er nødt til at ske noget," pointerede han med en ganske kortfattet stemme. 

Lucifer så hvordan folk dannede vejen for Faith og omsluttede sig som en cirkel omkring dem. Han var ung.. han var slet ikke så dygtig endnu, og han kæmpede endnu frygtelig hårdt for at opnå det her. Hans krop dirrede.. Det her var udelukkende for ydmygelsens skyld. Han rystede meget let på hovedet.. Dette vidste hun, at han faktisk ikke havde lyst til at gøre. "Du giver mig jo intet andet valg..." Hans krop begyndte at fryse... Dette var noget som han havde trænet og øvet med Evan med. Han samlede hænderne foran sig, hvorefter han med et kraftigt kast med armen, sendte en iskold stråle af ren is direkte mod hende. 

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvem Lucifer end havde forventet så var det næppe dette. Den varme glød hvilede i hendes skinnende, lysende grønne øjne. Han skulle snart fortryde overhovedet at have gjort sig tanken om at indtage pladsen som leder. Hun havde forberedt ham til dette hele livet, men han var på ingen måde rede til det ansvar endnu, hvilket hun holdt fast i. "Du burde efterhånden vide at jeg har mine grunde Lucifer. Jeg tror du er den eneste til stede her som betvivler mit værd.. eller der er måske andre?" sagde hun højt og tog et kig ud over den tætte befolkning. Ingen af dem sagde noget, nogle måske fordi de ikke turde, men hun havde ledt dem i mange år nu. "Det tænkte jeg nok.." hun så tilbage på Lucifer.

Man kunne ikke sige A uden også at sige B, det var på tide han tog konsekvenserne af de valg han tog. Bevidst ventede hun på hans første træk. Isen komplicerede selvfølgelig lidt for hende, men han var ung og dum, og det var intet i forhold til hende. Hun kastede kuglen mod strålen af is og betragtede flammen forvandles til en løve der blussede op og forsvandt, mens isen blot var blevet en fin dråbe af vand på jorden. Denne gang gav hun ingen chancer, men gjorde en elegant og dog fast bevægelse med hånden, der fik en mur af ild til at rejse sig på få sekunder i hans retning.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at han i øjeblikket ikke stod i en situation, som han kunne redde sig ud af, og han kunne slet ikke have med det at gøre. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, selvom uroen ikke var noget som viste sig åbenlyst.. Den kunne nok spores i hans øjne, og særligt fordi at hun havde kendt ham hele livet. Han var opdraget til pladsen som dæmonisk leder.. Det var meningen at han skulle have den en dag, og var der nogen fejl i at pointere en fejl i at selv en leder kunne gøre dem. Faith havde været fraværende.. andre racer selv betvivlede hendes lederevner, og selv nu hvor han stod som en kommende leder, så gjorde han sig naturligvis de samme tanker! Dæmonerne holdt mund.. selvfølgelig gjorde de da det! De turde da heller ikke andet. "Bangebukse.." endte han kortfattet.

Isen var det stærkeste og mest fremme i Lucifer, og han vidste, at det var det stærkeste at bruge mod Faith. Hans stråle af is var kraftig, men selv hendes ild fjernede den som det rene ingenting. Han sprang til side, for selv ikke at ende med at blive ramt. Det blev varmt.. virkelig varmt! Dæmonerne trak sig fra kamparenaen, da den store mur af flammer rejste sig. Sveden begyndte at pible frem på hans pande. Han rejste hurtigt en mur af is, som i et forsøg lagde sig over flammerne. Når den smeltede blev den til vand, som forhåbentlig kunne slukke det værste af den. Så længe at Faith gjorde dette for at ydmyge, gjorde han det ikke uden kamp!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith vidste udmærket at Lucifer ikke havde lyst til at gennemgå dette. Han var blevet taget på sengen, trods hendes fravær havde hun et øje og et ører overalt. Hun havde haft meget at kæmpe med siden angrebet på Dvasias, desuden havde hun brugt meget af sin tid på slottet for at opbygge store planer i samarbejde med landets dronning der trods alt endnu havde tillid til hende. Dette var et dumt træk fra hans side, han ville aldrig komme i berøring med noget der mindede om en lederstilling igen. Han skulle ej have lov til at bærer hendes navn efter dette.
Pulsen nåede end ikke at stige. Faith blev stort set stående på samme sted og tog det ikke tungt da hendes flammer døde ud grundet den smeltede is. Egentlig var alt den ild kun for showet, hun kunne få ham i knæ på ganske få sekunder om hun ville. "Hvis du havde haft tillid og respekt for mig som du burde, så ville jeg have fortalt dig at mit fravær skyldes ordre fra landets Dronning, og at du nu ikke få glæden at deltage i en ny æra for landet og for dæmonerne," afslørede hun ærligt. Hendes hud var så varm at hans is smeltede så snart det kom i berøring med hende. Upåvirket tog hun tre lange skridt i hans retning, og greb ud efter hans hals med en brændende hånd, der ligesom på Kimeya, ville sætte et tydeligt mærkat. "Du er en skændsel for denne race.. og for mig," nu lynede hendes øjne modsat hvad de havde gjort for et øjeblik siden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste godt, at han virkelig havde problemer, og at hun gjorde dette, udelukkende for ydmygelsens skyld. Han hadede det. Han var en stærk dæmon af en på hans alder, for han trænede virkelig hårdt, også selvom han på ingen måder var i nærheden af Faiths liga! Han svedte.. han havde det varmt, og med isdæmonen som det stærkeste og og den største del af ham.
Lucifer røg denne gang direkte skælvende i jorden. Hans blik gled efterfølgende direkte mod hende igen, og særligt da hun tog omkring hans hals med en direkte brændende hånd. Hans pupiller trak sig hurtigt sammen, som han spændte i hele kroppen. Han greb ud efter hendes hånd, også selvom han brændte sig. Han ville ikke få lov til at tage del i det.. hun.. hun kunne da ikke bare smide ham ud af det her! Det kunne hun da ikke! "Du kan ikke.. tage det fra mig.." Hans stemme var direkte anspændt. Han vidste, at han havde skuffet hende, hvilket næsten var noget af det værste... Hvorfor havde hun ikke fortalt ham, at hun havde været fraværende på grund af en ordre fra slottet? "S-slip mig.." endte han.. Det gjorde ondt og det brændt sig ind i hans hud! Det var da for pokker ikke til at holde ud! Jo varmere han følte sig, jo mere forsøgte han at skrue ned for sin egen temperatur.. Varmen kunne jo faktisk være farlig for ham! Dæmonerne rundt omkring begyndte at snakke.. For Lucifer var det her virkelig pinligt.. Det var virkelig flovt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

At smide ham ud var ikke nok. Han skulle sætte et eksempel for de andre, det var almindelig kendt at han havde været som en søn for hende i alle de år, men dette beviste vel blot, at hun ikke lod sine følelser komme i vejen for sine pligter? Han svedte som en stukken gris, mens hun selv end ikke havde fået pulsen op. Han var intet i forhold til hende! INTET! "Du er en sølle knægt, Lucifer. Du kan ikke tjene en stilling," påpegede hårdt. Hendes hånd lukkede sig omkring hans strube og lugten af brændt kød bredte sig.
"Som leder er det min fulde ret at tage det fra dig," hun smilede triumferende og kastede ham så fra sig. Der var ingen grund til at slå ham ihjel, han kunne få lov til at leve med skammen over at have svigtet sit folk.. og hende. Hun så intenst ned på ham og overførte sin egen varme til hasn indre, ikke meget bare nok til at holde ham i knæ. "Fint. Fra og med i dag er du ej længere velkommen i Appolyon Lucifer. Jaceluck navnet skal bæres med værdighed, hvilket du ej lever op til. Du er ikke længere min søn," afslutningsvist kastede hun en ildkugle efter ham og vendte sig så mod resten af dæmonflokken der intet sagde men i stedet brød ud i applaus.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var mest bange for, at dette i værste tilfælde, skulle koste ham livet.. Men igen.. han ville næsten hellere miste livet, end at leve uden alt det som han havde været tjent med igennem de år. Lugten af brændt kød bredte sig, og smerten for ham, var selv direkte intens. Han vidste jo godt, at det var umuligt for ham i det hele taget at slå hende, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne, men det kunne han ikke! Han slap et mindre gisp. Han skuffede hende.. han var en skamplet.. Og ham som havde gjort så meget, for netop ikke at blive det! "Jeg tænkte en tanke højt, som mange dæmoner har gjort sig..!" endte han sammenbidt.
Som Faith smed ham fra sig, gjorde han et hurtigt forsøg på at rejse sig, selvom den varme som bredte sig i hans sind, slog ham direkte i jorden igen. Hans krop dirrede. Han klemte øjnene let sammen, som han lod den ene hånd glide over hans hjerte. Faiths brændende hånd var mod hans hals.. et mærke, som han end ikke var i stand til at skjule. At høre hende tage hans navn.. titel som søn.. alt fra ham, var næsten det som slog hårdest.. Han havde jo intet.. kendte jo ikke rigtigt andet end det samfund som han var vokset op ved. "Faith...!" Han vendte sig mod hende, idet at kuglen af ild, ramte ham direkte i brystet og tvang ham direkte ned på ryggen. Det brændt.. Hans krop dirrede. Han bed tænderne fast sammen.. Tårer pressede på, men ikke fordi at han var ked af det.. men fordi at det direkte gjorde ondt.. Frygtelig ondt! Han vendte sig.. forsøgte at rejse sig, selvom det var med en kraftig dirren. "S-som du vil..." Skamfuld over det resultat.. det var næsten det værste. Han søgte mod ringen af dæmoner for at komme derfra.. Han var ikke længere velkommen..? Hvor skulle han søge hen? Han havde jo... intet! Han søgte igennem flokken af dæmoner, for at komme ud af salen.. han måtte jo forlade Appolyon nu.. Selvom det var blandt det som smertede mest.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ingen intentioner om at slå ihjel trods alt var der en lille rest af følelse gemt for den dreng hun havde opfostret til han nu var blevet en mand, præcis som hun havde lovet Ilaria at gøre det. Desværre havde hun fejlet, det var hendes skyld. "Du af alle burde have vidst bedre," konkluderede hun hårdt. Fuldstændig ligeglad med hans klynken bag, vendte hun sig mod de øvrige dæmoner hvis jublen fortog sig. "Engang for mange år siden, begravede jeg jeres sølle pjok af en leder. Siden har jeg og kun jeg hersket her. Glem ikke hvor meget jeg har hjulpet hver enkelt af jer, hvad jeg har gjort for vor stolte by," der var pludselig fuldstændigt stille. "Den næste der betvivler mine egenskaber og intentioner som leder, får end ikke muligheden for at forsvare sig, er det forstået?" spurgte hun vredt. Nogle nikkede, andre sagde intet, men Faith vidste at de var indforstået.
Det havde været en lang dag. Hun gjorde en affærdigende bevægelse med hånden som tegn til at de skulle gå tilbage til deres oprindelige opgaver som alle havde ladet ligge for at kunne overvære dette. Selv søgte hun tilbage til sine egne gemakker, opfyldt af vrede og skuffelse over dagens hændelser. Det var frustrerende at nogle få havde vækket mistilliden på grund af det forbistrede angreb! Kimeya havde hun ej heller set i lang tid, inderst inde følte hun savnet men det viste sig aldrig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kom og gik lidt, som han egentlig havde lyst til, og alt efter hvad han havde lyst til og havde tid til, så tog han selv turen forbi Appolyon fra tid til anden. Selvom han vidste, at han ikke var velkommen her, så var det noget som han - mildt sagt, var fuldstændig ligeglad med. Denne gang befandt han sig på Faiths egne gemakker.. Han havde set, at hun ikke havde været til stede, så han havde besluttet sig for at vente på hende. En glædelig overraskelse vel? Lydene fra de mange dæmoner og halvvejs kamp og skrig fra den store sal, indikerede jo kun, at Faith var ved at tage affære og fik styr på dæmonerne igen. Selv i hans øjne, var det kun på tide. Mødet med Theodore havde han dog i tankerne.. Det var uden tvivl noget, som han så sig nødsaget til at overveje mere.
Stående i det ene hjørne tæt på sengen, så vendte han blikket mod hende, da hun trådte ind. Smilet bredte sig på hans læber. Det lange hår og den tætsiddende dragt havde han da naturligvis iklædt sig i dagens anledning - at pisse Faith af. Selv han havde bare brug for at foretage sig noget sjovt for en gangs skyld, men sandt at sige, at han vel også savnede hende lidt? Han manglede hende, og særligt på grund af den stædighed som hun selv var i besiddelse af, som kun gjorde det langt mere problematisk for dem begge to. "Det lyder som det har været en hård omgang," kommenterede han endeligt og med armene korslagte.. Dog klar hvis Faith kunne finde på at gøre noget, hvilket lignede hende. De isblå øjne hvilede intenst på hendes skikkelse, og uden det mindste følelse at spore.. lige foruden den lille gnist som viste sig i hans øje. Det var uden tvivl godt at se hende igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stoppede op i åbningen til hendes kammer, der modsat mange andres, lå lidt i det skjulte. De færreste var i stand til overhovedet at finde det. Synet af Kimeya fik hende til at sukkede en kende overdramatisk. Der var gået måneder siden hun sidst havde set ham, men hvad.. det fandtes ikke evig fred før døden og end ikke den kunne hun tilsyneladende få for sig selv. "Ikke for mig," svarede hun ærligt og gik ind. Det var irriterende at han kom og gik som det passede ham, det skadede hendes ry og gjorde kun rygterne om hendes mistede tag stærkere, men hun vidste også at det ville være nytteløst at kalde efter vagterne. "Hvad gør du her?" spurgte hun direkte. Selv var hun iklædt den brunrøde læderdragt der fremhævede hendes ikke-eksisterende former.
Hun kastede en flamme mod åbningen og lod en væg af flammer fylde hullet, således at det nærmest fungerede som havde der været en dør.
Rygter forlød at han havde fået en ny kvinde at træne, var hun jaloux? Ret meget men guderne måtte være hendes vidne på det, for han skulle ikke vide det. Siden de begge var kommet tilbage, havde Faith forsøgt at gøre op for fortidens fejl, hvoraf Kimeya nok havde været den største. Hun strøg fingrene gennem sine flammerøde lokker og vendte sig mod ham med et intenst blik.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne snildt finde frem til Faiths egne gemakker. Denne gang havde han dog gjort det på den måde, at det ikke havde været synligt for nogen som helst, så der var ikke nogen som vidste at han rent faktisk stod der, så det passede ham egentlig ganske fint. Man kunne ikke just sige, at nogen af dem ville få fred.. Faith var sur, og det stod tydeligt ud af hende.. Skuffet måske? Det var ikke nogen hemmelighed, at han havde taget en ny lærling i træning.. Men hvem skulle ellers lære hende hvordan man gjorde den slags? Andet end mesteren? Et sted gjorde han det vel også for netop at ramme Faith. Det var jo det som var sjovest. "Virkelig? Hvem var det? Endnu en grillet dæmon for illoyalitet?" spurgte han roligt, inden han søgte hen mod hende. Selv var han slet ikke bange for hende, eller den flammemur, som forhindrede ham i at søge nogen steder. Det var jo heller ikke noget som han var interesseret i.
Kimeya stoppede op ved siden af hende og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Han havde savnet hende. Utrolig meget endda. Han vendte blikket mod hendes skikkelse.. Så hidsig som hun var.. Han kunne jo mærke varmen og vreden.Han trak morende på smilebåndet. "Du er hidsig, Faith... Fortæl mig... hvad foregår her?" spurgte han med en kortfattet stemme. Et sted var det jo en oprigtig interesse for hvad der skete.. men også for at finde ud af hvor han selv havde dæmonerne henne. Det var ikke nogen hemmelighed, at han aldrig havde haft særlig meget til overs for dem.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var slet ikke første gang at Kimeya bevægede sig ind på fjendtlig grund, Faith var nu om dage stoppet med at tage sig af det, velvidende om at han hurtigere forsvandt hvis ikke hun gav ham opmærksomhed for det. Tanken om hans nye lærling, gjorde hende sygeligt jaloux, men det var langt under hendes værdighed at sige det højt. "Præcis," svarede hun kortfattet og fæstnede igen bæltet med agielen omkring sit liv. Lucifer behøvede hun aldrig at værdige en tanke igen, hun var blot ked af at have skuffet Ilaria som gennem alle år, havde været en loyal støtte.
Det var umuligt for hende at skjule noget for den mand nu om dage, men den flammende gnist hvilede i hendes blik og afslørede vreden og frustrationen, inderst inde holdt hun en lille følelse overfor en mand der havde været det tætteste som hun var kommet på en søn i mange år. "Det samme som altid foregår. Samme uduelighed og mistro i søgen efter en magt som de aldrig vil kunne opnå og efter en at pålægge skylden," svarede hun ligegyldigt og satte sig på en broget stenformet stol i hjørnet. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun og behandlede ham bevidst som en forretningspartner mere end som den mand hun elskede. Visse ting ville aldrig ændre sig, men der var samtidig ikke nogen som hun udstod mindre end ham.

[Kimeya Marvalo]

Man havde kun den sjov som man selv lavede, og for Kimeya, var det altid ren underholdning, at opsøge Faith. Nu hvor der var gang i Appolyon, måtte han jo trods alt også se hvordan det land stod til. For alt hvad han vidste, så var det jo en temmelig.. grotesk handling som havde fundet sted, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham det mindste. Jo mere uro der var blandt dæmonerne, des stærkere stod hans egen slags, hvilket skam var noget som passede ham mere end fint! Han trak tilfredst på smilebåndet. "Jeg håber det gjorde ondt," sagde han endegyldigt.

Faith kendte efterhånden Kimeya skræmmende godt, selvom det skam heller ikke behøvede at være nogen skidt ting. Alt taget i betragtning, så var dette kun noget, som han var nødt til at gøre.. Han savnede hende jo, selvom det ikke var hvad han sagde eller gav udtryk for i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned. Hun var vred.. alene den varme som hun udstrålede sagde jo direkte det hele. "Du er skuffet.. en dæmon som stod dig nær?" fortsatte han. Uanset hvad han gjorde, så gjorde han hende jo sur, så hvorfor ikke bare få prikket færdigt til hende? Han trak kort på smilebåndet. "Jeg kedede mig, så.. jeg ville lige kigge forbi.. Jeg tror jeg fandt den bedste dag at gøre det på," endte han sigende. Det var jo også når hun var sur, at han fik mest ud af hende, og det havde han uden tvivl tænkt sig at udnytte.