Trying to keep myself alive

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

@khalec - Kimeya Marvalo - Salvatore ’Kenara’ Salizmira

---

Hvad tid det var på døgnet, havde Salvatore ikke nogen anelse om længere. Det var en grotesk skæbne som havde mødt ham på turen hjem fra Imandra. Den aftale som han havde fået i hus med Elmyra skulle være starten på det gode samarbejde med Manjarno.. men nu hang han her.. Lige hvad der egentlig var sket, da han havde nået Dvasias, vidste han ikke.. Eller det kunne han ikke rigtigt huske, og det var da grotesk nok at vide.
I øjeblikket hang han dinglende i magisk sikrede lænker fra håndleddene i et iskoldt rum, præget af intet andet end mørke. Det eneste som han var sikker på, var at han var i Den Mørke Cirkel, men selv det, kunne jo trods alt vise sig, at være et ganske grotesk sted for en som ham at være. Som en gammel leder af magikerne, var han jo stadig en trussel for denne race, og det var vel derfor han egentlig hang der?

Halvt om halvt ude af bevidsthed, dinglede Salvatore. Han vågnede fra tid til anden, som han også kunne høre, at der var andre foruden ham, som rent faktisk skreg i rummene omkring ham. Det måtte være noget af en torturkælder eller sådan noget, som han var endt i.. Særligt med den kulde som han kunne føle. Han var beskidt.. bleg og tydeligt afkræftet, men endnu ikke knækket af deres groteske metoder for tortur. Kimeya plejede at kigge til ham fra tid til anden, men uden at der blev gjort noget ved det. Magien han havde efterladt i Manjarno var blevet brudt.. Som lovet i tilfælde af, at der skulle ske noget, så var det jo lidt en sikkerhedsforanstaltning, som han havde fået lavet. Han gispede svagt.. forsøgte igen at vride håndleddene fri, selvom det slet ikke ville som han gerne ville, hvilket uden tvivl var en frustration for ham. Khalec ville nok komme på et tidspunkt.. Hun plejede altid at komme herned først.. Som typisk bare for at lege.. Han kunne ikke lide warlocks... og da slet ikke når det foregik på denne måde!

[Deleted]

Det var ikke morgen men dog stadig tidligt på dagen selvom dette ikke var til at se i denne mørke kælder som Khalec lige nu befandt sig i. Hun skævede lidt rundt omkring på omgivelserne som hun gik igennem den lange gang. Torturkamre var bare så ulækre! Det var virkelig ikke et sted for en kvinde, nej slet ikke og dog kunne hun ikke andet end at nyde hendes ofres smerteskrig og da hun jo ikke kunne få det ene uden det andet så måtte hun jo bide det i sig. Hun sukkede en gang som hendes skridt fortsatte, hendes fange var speciel, meget speciel faktisk og det var en ære at få lov til at lege med ham. Magiker, og så endda den tidligere leder! Hun kunne tydeligt mærke smilet brede sig på hendes læber over hvad hun kunne få lov til at gøre ved manden. Salvatore var frygtet af nogle warlocks for hans styrke men Khalec kunne virkelig ikke andet end at se den ynkelige mand overfor hende som han var når hun torturerede ham. Hun nåede forbi en celle som der var liv i, skrig af smerte og rædsel bølgede ud derinde fra og det fik hende til at stoppe op og bare nyde det for en stund. Det var rart at høre at der også var andre som kunne more sig på denne formiddag.
Som hun stod der lidt og faldt i staver over lydende bredte smilet sig på hendes læber. Hvad mon hun skulle lære i dag? Kimeya var hendes læremester og han var en god en af slagsen. Hun var ekstremt heldig at få lov til at lære af ham og det var virkelig noget hun satte pris på. Hun rev sig løs fra skrigene og fortsatte med hastige skridt ned af gangen til hun nåede cellen med Salvatore i. Hun åbnede den roligt op og lod lyset fra gangen skinne ind i det mørke rum. Hun gjorde ikke en bevægelse, flyttede end ikke en muskel mens hun blot stod og betragtede ham i flammernes skær. Det var dejligt at se ham på denne måde, hun smilede roligt. I dag skulle de nok få det sjovt, det skulle nok blive hyggeligt. De havde noget tid alene inden Kimeya ville komme ned til dem og den tid ville hun bruge flittigt! Hun bevægede sig endeligt. Hun trådte ind i rummet og lukkede døren efter sig sådan så rummet blev helt mærket igen og der stod hun egentlig bare stille og lyttede til ham. Lyttede til hvordan han var i mørket nu hvor hun også var der. Smilet hvilede stadig på hendes læber. Hun sagde ikke en lyd.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvtore havde det ikke særlig godt. En ting var når Kimeyas lærling indtrådte som en del af torturen, for så grov var hun faktisk heller ikke. Hun var ny og skulle til at lære tingene bedre at kende.. men Kimeya for den sags skyld, var en helt anden sag. Han kunne høre andre skrige omkring ham, men selv var han ude af stand til at hjælpe. Han bed tænderne let sammen og klemte øjnene sammen med.. Det var forfærdeligt.. Mange uskyldige var han sikker på.. så mange uskyldige, som blev holdt på stedet her.
Ikke så meget som et ord.. foruden stilheden og brudene af skrig, som lød fra de andre lokaler, som var omkring ham. Det var egentlig grotesk, hvis han selv skulle sige det. Han kunne i hvert fald slet ikke lide det. Han dinglede lidt fra side til side, og kunne lige og lige ikke nå gulvet under ham. Det var koldt.. Hans krop var bleg og enkelte steder var den ved at vise antydninger til at blive blå. Det klemte om hans håndled og det gjorde ondt. Han trak vejret dybt... særligt idet at døren gik op. Endnu en gang var det ved at være tid.

Til Salvatores egen glæde, var det dog ikke Kimeya som trådte ind, men den unge kvinde, som han endnu ikke havde fået navnet på. Han håbede lidt at hjælpen var på vej.. Magien i Manjarno havde han valgt at bryde.. særligt, da han var blevet grebet i Dvasias på sin vej tilbage til sit hjem. Nu skulle han igang igen.. Og han kunne bestemt ikke lide den tanke. Næverne knyttede han ganske let, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. "Så det er din tur igen nu...?" Han fulgte hende med blikket.. Selvom hun var svær at se i mørket, så var han jo alligevel blevet så vant til nattesynet.. Han havde jo ikke set sollys i det, som efterhånden måtte være flere dage!

[Deleted]

Khalec var ny til det hele. Hun var stadig ung og skulle stadig lære en masse. Hun brændte efter at få mere af vide, lærer mere, vide mere. Hun ville bare så gerne det hele og gerne nu men hun vidste at hun ej kunne alt på en gang. Hun var lykkelig for at Kimeya havde valgt at lærer hende det og hun nød virkelig at se ham udfolde sig. Hun vidste at Salvatore ikke kunne have det særlig godt. Han blev behandlet hårdt af Kimeya og det var en tanke som hun nød så inderligt. Selv var hun urutineret i den form for magi som blev brugt på dette sted men hun var forbandet lærernem og ønskede virkelig at komme i gang igen. Det var også derfor at hun søgte herned selv uden Kimeya. Hun havde jo brug for at øve sig en smule og det var en tanke som fik smilet frem på hendes læber. Skrigene fra de andre kamre var tydelige, hun håbede at hun kunne få lov til at høre Salvatore til at skrige ligeså på denne dag. Hun åbnede døren roligt og betragtede ham med et stille mine. Det var tid igen.

Khalec havde trådt ind i lokalet og lukket døren efter sig. Hun sagde intet, stod der blot i mørket og ventede. Hun tænkte sig om, hvad skulle hun mon gøre ved ham? Forskellige små ideer poppe frem, den ene bedre end den anden skulle hun mene. Smilet bredte sig let på hendes læber som hun hørte hans stemme. Det var da så sandelig hendes tur igen. Nu skulle de have det en smule sjovt. "Det lyder jo næsten som om du har savnet mig, kære Slavatore. Det glæder mig." Hendes stemme var sukkersød og dog var den alligevel så fyldt af nydelse over den situation som han var i. Hendes smil bredte sig en smule og hun viftede en gang med den ene hånd sådan så de fakler som var i rummet blev oplyst og hun kunne se ham. Han så en smule slidt ud, også selvom de kun havde haft ham i et par dage. Måske var det bare sådan det var når folk blev holdt i lukkede rum på denne måde? Hun slog tanken væk og lænede sig let op af muren med hovedet en anelse på sned. "Skal vi lege?" spurgte hun næsten kærligt og smilede en smule mere til ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde virkelig ondt. Det var jo heller ikke fordi at han blev udsat for nogen stjernebehandling under dette ophold! Han spændte i kroppen.. han kunne næsten ikke mærke sine hænder mere, og det gjorde ondt. Han kæmpede for sit liv, og skulle han være helt ærlig, så regnede han faktisk ikke med at komme fra det med livet i behold.. hvilket næsten var det værste. Hvad havde han egentlig regnet med? At han skulle have lov til at leve i fred? Det var næsten meget at forlange, selv for ham, og det var svært.. virkelig, virkelig svært. Denne kvinde havde han set i ledtog med Kimeya. Ikke at hun havde gjort ham særlig meget, for han havde virkelig en smertetærskel, som sagde spar to.. han var vel hendes prøveklud? Uanset hvor hårdt sagt det end var. Han fulgte hende med blikket.. næsten stirrende af ren og skær trthed. Hvad han dog ikke ville gøre for at komme ned efterhånden! Det var virkelig forfærdeligt, at hænge og dingle der! Han fnøs. "Det er vel noget, som du tror," endte han med en kortfattet stemme.

Selv vidste Salvatore, at han havde en del i vente.. men lige hvad, når det kom til hende, var jo aldrig til at vide. Om de skulle lege? Det var vel heller ikke rigtigt fordi at han havde noget andet valg, havde han? Han himlede næsten opgivende med øjnene. Han følte sig.. forsvarsløs, og den tanke kunne han i forvejen ikke lide! "Giver du mig andet valg..?" spurgte han næsten træt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne overskue, at skulle stå i en situation som denne, hvilket han i forvejen ikke var meget for at indrømme, for det var jo ikke ligefrem nogen god ting! Han vendte blikket væk fra hende, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre andet end at blive dinglende i de lænker som han nu var i, og ikke kunne bryde.. Gud forbyde, at han virkelig havde forsøgt, men at det bare ikke ville som han gerne ville, var jo bare irriterende! "Jeg kender en god leg... slip mig fri... luk øjnene.. og lad som om du intet har set.." endte han stadig med en stemme præget af ro. Ganske vidst, vidste han, at det nok ikke ville helt som han ville det. .men det var vel forsøget værd?

[Deleted]

Khalec kunne se at han havde ondt. Hun kunne se smerten malet i hans ansigt og hans krop. Hun ville ikke sige at han var knækket for det var hans langt fra men han havde det svært. Det var sjovt at se hvor længe eller hvor kort tid det egentlig tog at knække et individs psyke. Han gjorde det godt, det måtte hun da ærligt indrømme hun havde oplevet folk som var brudt sammen med det samme, der var knækket sammen. De havde ikke været sjove, ikke i særlig lang tid i hvert fald men ham her, han kunne underholde hende og det ville han også komme til. Hun vidste ikke hvad Kimeya havde af planer, hun vidste ikke om Salvatore ville få lov til at forlade dette sted i live men hun tvivlede skam på det. Det var meget få fanger der forlod Dem Mørke Cirkel i live. Hun studerede ham en smule som han hang der og dinglede fra kæderne. Et smukt syn egentlig, det var noget som tiltalte hende. Hans svar fik hende til at grine en smule. "Ej her havde vi det ellers så hyggeligt og så begynder du at blive grov? Tsk tsk. Det kan vi ikke have" sagde hun roligt og lod som om hun var trist over hans svar.

Hun ville lege med ham, prøve ting på ham. Han var hendes magiske prøveklud. En hun kunne prøve nye ting og sager på, en som hun kunne få lov til at lege med lige som det passede hende. Det var skønt, intet mindre end fantastisk og hun elskede det virkelig. Om han havde et valg i denne valg kunne man ikke ligefrem påstå. Han vidste det, hun vidste det så der var virkelig ingen grund til at svare ham på hans spørgmål. Hun skubbede sig roligt ud fra væggen og gik med rolige skridt hen foran ham. Hun lagde roligt en hånd mod hans brystkasse med et let lille smil. Hans ide til en leg kunne næsten få hende til at le. "Den leg lyder virkelig ikke som en sjov leg. nej jeg synes hellere at vi skal lege noget lidt andet" sagde hun med et grumt smil. Hun slap ham og gik roligt rundt om ham sådan så hun endte bag ved ham og så han ikke kunne se hende. Det var meget sjovere når han ikke vidste hvad der var i vente.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde uden tvivl ondt, men der skulle i hvert fald mere til, for at knække ham, og det var jo lidt det, som skulle understreges i denne situation. Han kneb øjnene let sammen. Han havde virkelig ondt efterhånden.. Pisket.. tortureret.. blot for at de ville høre ham skrige, for de havde jo ikke rigtigt fortalt ham, hvad de ville med ham. Det var vel et sted, kun for at understrege en pointe? Ikke at det var noget, som ville komme særlig meget bag på ham lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han knyttede næverne ganske let. "Du mener, at du ikke kan have det.." mumlede han med en tydeligt kortfattet stemme, idet han igen vendte blikket mod hende.
Selvom hun måske havde lidt andre planer, i og med, at hun gik om bag ved ham, hvor han alligevel ikke kunne følge med i, hvad hun havde gang i, vækkede det uden tvivl også en uro i ham. Hans krop dirrede. Han kunne slet ikke overskue at skulle igennem det her en gang mere! Han håbede virkelig at Denjarna havde fået hans besked.. I og med at hans magi var blevet brudt af de lænker han var i, så ville den rose som hun havde om håndleddet visne og dø.. Det var i hvert fald et klart tegn på at der var ting i vejen, som ikke skulle være i vejen! Han trak vejret dybt og sænkede hovedet. Et sted kunne han vel bare vente på at hun kom igang? Han var bare mere bange for hvad hun kunne finde på. Hun var ikke særlig gammel.. og meget uerfaren.. det var næsten det som var det værste. Der vidste Kimeya da om ikke andet, hvad han ville have.. Uhyggeligt et eller andet sted. "Jeg synes det var en fantastisk leg.. evig gemmeleg.." Han smilede kort ved tanken, også selvom det døde hen lige med det samme, for han kunne jo heller ikke rigtigt gøre det store ved det, kunne man jo sige. Han sukkede tungt og rystede så endeligt på hovedet igen. Det var virkelig en forfærdelig situation at være i! "Sæt mig ned.." Denne gang var der en mere bestemt tone over hans udtale. Han ville ikke blive hængende der meget længere!