Seeking Help

[Deleted]

@malekith

Det var efterhånden mange timer siden at solen oprigtigt var gået ned i landet der var kendt som mørkets. Så mange timer havde det taget Valarie at bevæge sig de få kilometer der var fra Corvento Mansion og til dette prægtige slot. I disse tider var det ikke nemt for en eftersøgt kvinde at rejse, end ikke gennem en by der kunne takke hende for overhovedet at have fået den mulighed. De fleste vampyrer søgte dusøren der var på hendes væsen, ligeså meget som alle andre i dette land gjorde, intet sted var sikkert for hende mere.
For blot en nat siden var det gamle Mansion hvorfra den tidligere fyrste havde reageret, blevet angrebet og Valarie havde været tvunget til at søge væk fra det sted som havde været hendes skjul i en lang årrække.
Som hun bevægede sig langs de snørklede, mørke gange, eskorteret af to vagter, stod det klart for hende, at hun ikke ønskede at ende i endnu en fangekælder, hverken denne eller Dvasias' De mange årtusinder hun havde siddet der, havde sat voldsomme spor på hende, de fleste sår var helet men flere af dem var blevet til ar, hvilket i sig selv var en sjældenhed.
Hendes skikkelse var skjult under en blodrød kappe der ikke efterlod særlig meget for synet. Man kunne ane hendes mørke lokker et stedinde bagved, men ud over det var der intet der indikerede hvem der gemte sig bag, hvilket selvfølgelig var bevidst i forhold til at hun ønskede at sikre sig selv uden at blive grebet på halvejen.
Den nye fyrste var fuldkommen ukendt for hende, men ikke desto mindre var han hurtigt blevet kendt for at tage sig godt af sine egne. Hun håbede på at han ikke kendte til historien om hvad hun havde gjort eller at hun var eftersøgt i dette land, for hvis han var tronen loyal, så ville hun ganske snart være sat i lænker af sølv og badet under sollyset igen, sultet og tortureret blot for at blive holdt som et svagt led. Vagterne stoppede op og slog dørerne op til den prægtige sal. Valarie sagde intet men fulgte med inden for. "Hans exellence skulle være her om et øjeblik," annoncerede den ene. Hun forholdt sig blot roligt og ventede tålmodigt, trods hun inderst inde lidt frygtede udfaldet af dette møde.

[Deleted]

Malekith sov aldrig. Han hvilede sig ikke om dagen eller sov i dvaler. At undslippe de evigt tikkende ure eller få et afbræk fra tidens løb, var ikke en mulighed for ham. Så oftest ville man finde ham siddende på tronen i slottets fyrstesal, i en lang venten på gæster eller besøgende, der forhåbentlig kunne gøre ventetiden dét værd.
Der var intet hof denne nat, og det var vidst også for det bedste. At lytte til evigt beklagende Lords der tiggede om deres fyrstes hjælp, var åbenbart iblandt hans pligter, men ikke noget han gjorde letsindigt eller velvilligt. Så denne nat havde han besluttet sig for at bruge i biblioteket, hvor han i ro kunne læse for sig selv. Men inden længe trådte en vagt ind, og erklærede at en fremmed gæst var ankommet til slottet. Malekith kiggede op, og klappede bogen sammen, inden han så rejste sig og fulgte efter vagten.
Fra fyrstesalen var der tre store døre af stål og sten. En ledte udenfor til slotsgården, og de to andre ledte til slottets spir og undergrund. En sal der altid emmede af en underlig blodig sensation og duft, forsaget af det store blodkar der stod i midten af salen, og den makabre kunst der prydede væggene. Og denne sene nat, var den nogenlunde tom, bortset fra vagterne og de ofte passerende beboere af slottet. For Malekith boede skam ikke alene i dette slot. Det var befolket af både krigeriske og aristokratiske vampyrer, alle en del af hans Hus, og en måske mere luksuriøs og priviligeret klasse af vampyrer. Hvad var vampyrer, hvis ikke blot en smule aristokratiske?
Snart blev de store døre skubbet op til lyden af let knirkende hængsler, og Malekith trådte frem i Fyrstesalen, og satte kursen direkte imod denne gæst. I det samme blev han slået af en let sensation. Noget ældre end disse mure og disse jorde... Endda ældre end ham selv, var trådt ind i dette slot. Det bragte et diskret og let skummelt smil frem på hans læber, som han nærmede sig.
"Jeg, er Malekith Corvinus, herre af disse lande og dette slot... Velkommen" En gammel udtale af navnet, fulgt af en nærmest karikeret officiel tone, forlod hans læber. Læber, der ved deres bevægelser af og til afslørede skarpe tænder. Velkomsten blev fulgt af et lille buk, næsten hånlig og skummel af natur.. Som om det var en etikette han så sandelig ikke havde lyst til at følge. Iklædt bukser af mørkt læder, klædt med plader af koldt stål om skoene og skinnebenene. Imens en tynd og lang frakke med en krave af varulvepels, dækkede det meste af en bar overkrop.
"hvad bringer Dem til dette slot... Lady?" Blikket var intenst fæstnet mod hende, som han efter det lille buk, atter havde stillet sig oprejst og rank. Det diskrete smil lå stadig over hans læber... Nærmest som om han kendte svaret på sit eget spørgsmål. Som om han allerede vidste hvem hun var.

[Deleted]

I et undersøgende øjeblik, lod hun de ravngule øjne falde på den bizarer kunst der var at finde på væggene. Det var et smukt sted trods dets mørke, perfekt for enhver vampyr at søge skjul i, spørgsmålet var hvor mange her der ville byde en kvinde som hende velkommen. Med største sandsynlighed, ville hun være et hoved kortere inden for den næste time.
De to vagter stoppede op og bukkede for deres fyrste inden de trak sig uden at forlade rummet i den naive tro om at de ville kunne gøre en forskel. Valarie kunne lugte dem, ingen af dem var halvt så gammel som hun var, det ville tage hende mindre end et øjeblik at slå dem ihjel. Lederen var en anden sag. Det var en tradition at fyrstepladsen gik til den ældste vampyr i live, hvilket betød at den plads oprindeligt var hendes, hun kom dog ikke med intentioner om at skulle indtage den, det havde aldrig været hendes interesse, hun var en født soldat, født spion, rådgiver og meget andet men leder var ikke en af dem.
Hendes blik var rettet mod det mørke gulv og ansigtet skjult af hendes blodrøde kappe. Et sted derindebag hævede hun et slankt øjenbryn. Hvilke lande snakkede han om? Hvis han så sig selv som konge, så led han under mere alvorlige komplekser end ventet. Frem for at kommentere det, slog hun langsomt hætten ned og så på ham med et intenst blik. Hendes lokker var ligeså mørke som natten og stod i stærk kontrast til hendes blege hud og gule øjne. "Jeg ved hvem De er Mylord. Det er en ære at møde Dem," sagde hun oprigtigt men bukkede ikke. Som hendes leder behandlede hun ham med respekt og værdighed, men at underlægge sig kom først på tale når hun vidste om han var det værdigt. "Mit navn er Valarie af den ædle vampyrslægt Varieno, jeg er sikker på at De allerede kender mit navn," sagde hun ærligt. Hun hørte det næsten nævnt i dagligt tale. "Jeg høre om Dem at de er årvågen.. og intelligent, hvilket får mig til at tro at De allerede ved hvorfor jeg er her, og i så fald håber jeg ligeså at De ved hvilken gavn jeg kunne være for Dem," forklarede hun med en silkeblød, melodisk stemme, der dog rummede alle de hemmeligheder hun var gjort af. Hendes styrke og alder var et trumfkort at holde, hvis han dog bare ikke var en royal støtte.

[Deleted]

Slægten Corvinus var en oldgammel slægt, hvis medlemmer og arvinger dog aldrig havde levet alt for længe af gangen, grundet slægtens ofte meget krigeriske tilgang til omverden. Og således havde det bragt en ende til Malekith's egen fader, der for lang tid siden brændte i solen. Ikke at der var nogen afsavn eller sorg, overhoved, men med udødelighed fulgte ofte en fantastisk hukommelse, der ikke lod sådanne minder forlade sindet. Men igen, der var sikkert ingen der huskede sådanne ting længere. Alle var i stedet for optaget af trivielle og ligegyldige mål.
Malekith vidste at der uden tvivl var vampyrer i denne verden der var ældre, og som så dem selv som mere magtfulde og kraftfulde end ham selv. En vampyr som ham havde ikke overlevet i alle disse år, fordi han havde været den ældste... men fordi han havde været den mest ambitiøse og nådesløse. Han forstod sig både som kriger og som leder. Og som han havde taget magten i dette område, Corvento og dets nærliggende landområder, var de først faldet for hans knæ som følge af frygt for hans krigeriske natur, og dog senere, bøjet deres hoveder i respekt for hans egenskaber som leder. Han havde næsten bragt en helt ny kultur med sig, og i Castle of Blood hvilede der et aristokratisk og krigerisk samfund af vampirisme der var ulig noget andet. Et sted hvor blod var helligt og hvor vampyrer kunne være hvad de havde lyst til at være... hvad de var skabt til at være.
Det var en intens følelse, nærværet af denne kvindelige figur, gemt bag hætten. Og da hun endelig fjernede den, rokkede Malekith ikke på sig. End ikke engang blinkede ved synet af hende. Der var ingen frygt hos ham, også selvom hun gav ganske forskellige indtryk til vagterne der stod i nærheden. Dog var Malekith ikke dum, og ikke uden intuition... han vidste at dette var ansigtet af en vampyr langt ældre og stærkere end ham selv, og det gjorde det jo nærmest kun mere spændende. Hvad mon hendes intentioner var? Hendes svar og præsentation af sig selv, avlede dog en reaktion hos Malekith, i form af det diskrete og let skumle smil der forblev mod hans læber, og øjnene der kneb sig en smule i et mere undersøgende blik. Han troede skam på hende, men skepsis var en del af hans natur. Og dog var det jo nærmest som om blot udtalen af hendes navn sendte et pust igennem slottet. Ja, selv to af vagterne ikke langt fra dem, kiggede hurtigt på hinanden, som om de også genkendte navnet. "Og nu, ved jeg hvem De er.." Svarede han hende og lagde hovedet en smule på skrå. Og dog, var han ikke skræmt. Aldrig ville han bøje sig i støvet for nogen.. selv ikke Azrael selv, skulle han træde ind af disse døre, ville se Malekith på sine knæ. Nærmere, var han klar til en konflikt. Han bebrejdede hende ikke for hendes selvsikkerhed, men ville dog ikke tolerere at hans magt måske var i færd med at blive udfordret af hende. Som om han skulle stå skoleret for hende... Malekith tog nogle enkelte skridt imod hende, langsomt, tålmodigt og elegant. "Oh, jeg er så sandelig klar over hvilken gavn De ville være, Lady Varieno..." Og ikke mindst hvilken trussel hun kunne være. Men Malekith var ikke paranoid, ikke på nogen måder. Blot mistænksom. Inden han nåede hen til hende, stoppede han dog op, betragtede hende, inden han så viftede lidt med en hånd. Et tegn til, at salens vagter skulle forlade dette sted, og lade dem være i fred.
Efter vagterne havde forladt salen, og de tre døre var lukket efter dem, vendte Malekith sig rundt, og gik roligt mod det store kar af blod i midten af salen. "De er mere end velkommen her, Lady Varieno. De har ingen fjende i mig.." Malekith smilte let for sig selv. Men han vidste der var mange iblandt selv vampyrerne der ikke ville bryde sig om hende. "Men siden De tydeligvis har hørt så meget om mig, vil De også vide at jeg ikke nyder at have min tålmodighed eller min magt testet.." Han endte med at stoppe op lidt før karet af blod i den mørke sal, og vendte sig så endelig om mod hende igen. "Så jeg vil risikere at virke utålmodig og uhøflig i blot et øjeblik, og spørge Dem... er De kommet for at tjene, eller for at udfordre?" Hans tone var ganske alvorlig, og han var ikke i humør til leg eller spil imellem de to... især ikke når han havde med en sådan kraftfuld personlighed at gøre. Trods tonen, hvilede der dog stadig et lille smil over hans læber, og imens hagen blev sænket en smule, blev blikket fæstnet på hende igen. "Tro mig.. kvaliteten af Deres visit i dette slot, afhænger i høj grad af Deres svar." Han turde endda sige at selv en som hende, ikke ville vare længe i dette slot, skulle hun vise sig at være en fjende. Og dog, troede han ikke således.. Men kvinder var snedige og manipulerende væsner. Og på trods af at han vidste meget om hende og hvad hun havde gjort, kunne han jo ikke vide om hun gjorde brug af list og tricks til at spille ham et puds.. Enhver kvinde der kunne skabe et rift imellem nationer, skulle ikke tages let, og så sandelig ikke altid tages for hendes ord.

[Deleted]

Valarie måtte gå til bekendelse denne gang og indrømme at hun ej havde lavet sine lektier. Hun vidste ikke meget om denne fyrste eller om hans slægt. hvilket ikke lignede hende. De sidste par år havde holdt hendes tanker beskæftiget med ganske andre ting, for hun var endnu en fange på flugt og hvis Jaqia fik fingrene i hende igen, så ville hun formentlig ikke få lov til at se månens lys igen. Hun betragtede ham med et roligt blik, så ædelt som hele hans udtryk var, så galant som hver en bevægelse han foretog sig, var. Hendes tunge gled over hendes rosenrøde læber, og i et kort øjeblik kunne man spotte de sylespidse tænder et sted derindebag. Det var mere held end forstand at Jaqia ikke også havde taget dem.
Den underlige dramatik der bredte sig blandt salens tilstedeværelse, var efterhånden en vanesag. De fleste forbandt hendes navn med sorg og ødelæggelse, men sandheden var at den sorg og ødelæggelse hun havde forsaget, havde været med til at skabe verden i dag. "I så fald håber jeg at De er fornuftig nok til at gøre brug af det," svarede hun upåvirket. Den søde lugt af blod fra karet, rev lidt i den hunger som hun måtte være plaget af grundet hendes alder. Hun havde ikke næret sig i flere dage, tiden havde ikke været til unødvendige pauser der kunne koste hende mere end kun frihed.
"I så fald har De heller ingen i mig," annoncerede hun og nikkede galant. Det gik allerede over alt forventning. Hendes hoved var endnu hvor det burde være.
Hun himlede træt med øjnene. Hvad var der med den slags magtliderlige mænd der altid frygtede for at hun ville tage hvad der var deres? "Deres tålmodighed kan jeg ej love, det afhænger af Dere kløgt, men magt.. nej den er jeg ikke ude på at teste, ikke med mindre De tvinger mig til det," svarede hun ærligt og lagde hovedet på skrå for at betragte ham med et intenst glimt i øjet. "Havde jeg været ude på at udfordre, så havde De allerede nu været et hoved kortere, Mylord.. om jeg må," tilføjede hun med en lidt ligegyldig tone. Hun gav ham den respekt hun følte han fortjente som hendes leder, men yderligere skulle han gøre sig fortjent til, hun stolede ikke ubetinget på ham. "Desuden.. hvilken nytte ville det være for mig? Ulempen ved at have en dusør på sit hoved, er at folk frygter en og med frygt følger mistillid, hvilket ikke bringer vampyrerne nogle vegne. Jeg er blandt dem der mener at selverkendelse er en kvalitet i sig selv, og jeg anser mig selv som værende soldat, spion og rådgiver bedre end som værende leder," forklarede hun og tog et par roligt skridt hen til karet. Sulten kunne ikke ses på hende, men hun følte den helt ind i knoglemarven.

[Deleted]

Der var vidst lidt flere end blot et par bøger i Malekith's bibliotek der omhandlede eller nævnte den nærmest legendariske Valarie Varieno. Og Malekith havde læst dem alle. Han kendte til hendes historie, til hendes handlinger. Og dog, havde han aldrig mødt hende før denne nat, og havde derved hverken kunne forberede sig eller på nogen måde vide hvad han kunne forvente. Ikke at det ville ændre på hans adfærd overfor hende, men der stod han dog i selvskab af en oldgammel vampyr, og kunne endelig sætte både et ansigt på hendes legende, såvel som forsøge at forstå hendes personlighed. Hun virkede meget sikker på sig selv, hvilket jo egentlig ikke var så underligt, nu da hun jo var det ældste væsen i slottet. Og trods en nærmest endeløs indespærring, syntes hun åbenbart at måle sin egen værdi så høj, at hun kunne tale til ham nærmest som hun lystede. Og Malekith brød sig så sandelig ikke om måden hvorpå hun talte til ham. "De ville gøre et forsøg, så meget er sikkert.. Og dog, er jeg den eneste i denne sal, der ikke udelukkende lever, grundet andres nåde.." Hvorfor og hvordan hun stadig var i 'live', vidste han ikke. Held, var han fristet til at kalde det. Selvom hun selvfølgelig alligevel kunne tage meget af æren for det. Han var i live grundet hans egen styrke og talenter, ikke fordi nogle havde valgt at skåne hans liv eller lignende. Som han nåede helt hen til karet af blod, vendte han sig mod hende. Han regnede med han ikke kunne skræmme hende, og at forsøge at gøre det, ville sikkert kun få ham til at fremstå som fjollet, men han håbede så sandelig at han kunne få en pointe igennem. "Hån mig ikke, Lady Varieno..! Jeg er måske yngre end Dem, men min eksistens har ikke manglet udfordringer eller prøvelser.. og jeg er overkommet dem alle." Hvæsede han en smule og ganske insisterende, imens han holdte blikket mod hende et øjeblik, inden han så syntes at slappe lidt mere af. At de to mundhugges, ville ikke ligefrem hjælpe deres fælles race frem mod en bedre fremtid. Skulle hun slå ham ihjel, hvem ville så overtage magten? Carstein? Varkas?.. Varieno?... I så fald ville han ikke regne med en bedre fremtid.
Malekith tog et par skridt om karet, med en finger der fulgte dets blodige kant. Hans tidligere udtryk af foragt var nu forvandlet til endnu et diskret smil, som hun talte. Nærmest som om hendes ord morede ham en smule, hvilket de da også gjorde. Men han søgte ikke at afbryde hende, i stedet kiggede han af og til op imod hende som hun nærmede sig karet, og stoppede selv op ved karet, med tronen bag sig. "Deres bedrag og nederdrægtighed har stået bag tusinde af dødsfald.. De og Deres handlinger har været grund til krig og ødelæggelse.. Og stadig, efter alt hvad De har gjort, står de her, og jamrer over hvorledes frygt og mistillid er Deres eneste følgesvende..?" Nej, hun var ikke ledermateriale, fordi ingen ville stole på at hun ville lede dem imod grønnere græsgange. Så meget turde han påstå, og dog, nøjedes han blot med at give udtryk for den smalle ironi han havde opfanget. Dog, hævede han let hagen en smule og hævede let hænderne fra sine sider. "Men misforstå mig endelig ikke, Mylady.. Hvis jeg havde et tusind hænder, ville jeg applaudere deres bedrag. De er trods alt en legende, hvis handlinger har bragt vampyrerne det mørke vi er skæbnebestemt til at regere... og, som sagt tidligere, ville jeg uden tvivl kunne bruge sådanne evner og talenter, samt den visdom De uden tvivl måtte bære rundt på." Lød det fra ham, som han begyndte at gå rundt om karet igen, denne gang mod hende. I langsomme og tålmodige skridt. Dette kar af blod, var et nærmest direkte symbol på Malekith's domæne over dette slot og de som boede deri. Besøgende betalte en pris i form af blod, som de lod dryppe ned i karet. Et symbol på deres underkastelse til hans love og autoritet. "På trods af hvad De måske tænker, var jeg oplært til at respektere mine Ældste, og således er gæstfriheden og hvilket ly De ville kunne finde i dette slot, Deres." Erklærede han og holdte sit blik mod hende idet han stoppede op en meter eller to fra hende. Karet var stort, flere meter i diameter, fyldt til randen med blod. En mand kunne ligge deri og stadig være dækket af blodet. "For en pris, selvfølgelig." Tilføjede han lettere skummelt, men ganske bestemt. Alt imens en enkelt finger brød overfladen af blodet.

[Deleted]

De fleste kendte til hendes handlinger, de færreste til hendes historie. Bøgerne var kun halve sandheder og resten var kort som hun bevidst holdt tæt ind til kroppen, så mænd som ham ikke var i stand til at bruge den information mod hende senere. Hendes blik gled gentagende gange til det fyldte kar, hun havde duften af blod i næsen, men ikke en slags, nej det var næsten svært at skelne den ene fra den anden. Hendes blik faldt på hans skikkelse, hvor hun betragtede ham intenst og årvågent, endnu fuld af mistillid, velvidende om at hendes opdukken var en trussel for hans autoritet.
De høje tanker var noget de delte, Valarie kendte sine evner såvel som sine svagheder, og trods mange år bag tremmer, så var der en grund til at enhver af selv de stærkeste magter frygtede hende, hun var ikke kun gammel men også trænet.. udsat for millioner af eksperimenter i sin nyeste tid som vampyr, der havde lært hende og gjort hende bevist. Det havde været smerten værd.
"Hvis De tror at jeg har overlevet på held og nåde, så tager De fejl," Jaqia havde haft sine grunde til at holde hende i live i alle de år. Han fandt næppe nogen som vidste så meget om så mange.
Endnu upåvirket af hans ellers tydelige temperament, strøg hun bare tungen hen over sine rosenrøde læber. Respekt gjorde man sig fortjent til, særligt fra de ældres side. Hvorfor skulle hun bukke for en mand der endnu ikke havde bevist sit værd? "Jeg håber ikke Deres eksistens Mylord, men det er et simpelt faktum at jeg ikke have engageret mig i en samtale med Dem, hvis min mening havde været at udfordre Dem," forklarede hun glat. Alexander havde været et muskelbundt men ikke videre intelligent. Malekith vurderede hun anderledes, desværre havde han en tendens til at misforstå hende. "Jeg jamrer ikke, jeg har det ganske fint med at det er sådan verden står til, jeg siger blot at det er det faktum der gør at jeg ikke kan lede, hvilket jeg som sagt ej heller er interesseret i. Min interesse er som Deres i vampyrernes bedste," hun strøg et par af de ravnsorte lokker bag øret og mærkede hvordan han langsomt opbrugte hendes tålmodighed med ligegyldige misforståelser. Endelig ord som kunne bruges til noget reelt. Dog var der en hage.. der var altid en hage. Et køligt smil viste sig på hendes læber. "Selvfølgelig. Intet i denne verden bliver givet frit. Så fortæl mig hvilken pris jeg skal betale," opfordrede hun.

[Deleted]

Der foregik en dans imellem dem, som i Malekith's hoved slet ikke burde finde sted. Han var Lederen af Vampyrerne, Hertug af Dvasias og Lord af dette slot og dets beboere. Hun burde som det mindste vise ham lidt mere respekt og ærbødighed end hun gjorde. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Han havde danset nok med mægtigere individer i sin eksistens, og ligesom det gjorde nu, var han altid blevet mindet om en næsten sober tanke... at han ikke var så mægtig som han gerne ville at han var. Og kvinden der stod i hans nærvær havde tydeligvis heller ikke sådanne tanker om ham. En skam næsten, for han kunne fornemme hvorledes hans egen respekt og beundring for denne levende legende, langsomt smuldrede for hvert ord der forlod hendes mund. "Spar mig Deres simple fakta.." Blev der hurtigt ytret en anelse nonchalant, imens hans blik stadig var rettet imod blodet. "Om det har været Deres hensigt eller ej, er det dog fundet sted, og De har understreget Deres pointer med ord jeg dog endnu ikke vil tage for rene vare... Men De vil dog få rigeligt med muligheder for at påvise vægten og værdien af Deres ord.." Kommenterede han yderligere, efter at have vendt blikket imod hende, fulgt med et diskret smil der stod en anelse i kontrast til hendes ellers slibrige og kølige adfærd. Han var ganske mistroisk af natur, og havde især svært ved at stole på kvinder. Og foran ham stod en særdeles selvstændig og stærk kvinde, der via hendes handlinger i fortidens mulm, nærmest repræsenterede arketypen for det bedrag han tog afstand fra. Det var ikke en frygt for at miste hans magt der drev ham til mistroiskhed, men nærmere et slag imod hans stolthed. Og i stedet for en lyst til at bevise sit værd overfor hende, ville han hellere at hun gjorde det samme overfor ham.
Malekith rakte uden videre sin hånd ned i blodet, ikke interesseret i at spendere længere tid end højest nødvendigt på at skulle kvæle sin stolthed i nærværet af Valarie. For det var vel netop hvad han måtte? Han vidste hun kunne være et mægtigt redskab for vampyrerne, og dog havde hun på blot få øjeblikke, formået at vække en vrede og irritation i ham, skjult godt bag det altid stoiske udtryk der prydede hans ansigt. "En pris af blod. En ofring, om du vil.." Op fra karet af blod, trak han en daggert prydet med blodrøde rubiner og en tveægget kurvet klinge. Som han trak hånden og daggerten op derfra, gled blodet tilbage deri, fjernede sig helt fra hans hud og fra daggerten, uden efterladenskaber, som havde det aldrig været dækket af blod til at begynde med. Han rakte hende daggerten, imens han let betragtede hende. "Lad Deres eget blod flyde i karet, og dette slots gæstfrihed vil være Deres." Erklærede han og holdte blikket mod hende et øjeblik, inden han så trådte et enkelt skridt tilbage og vendte sit blik over sin egen skulder, imod en af dørene. "Varkas!" Kaldte han roligt, men tydeligt, og den høje stemme gav næsten genlyd i den store sal. Blot nogle øjeblikke efter, blev døren åbnet, og to vagter, iklædt mørkt rustning fra top til tå, trådte imod dem.

[Deleted]

Valarie havde ikke på noget tidspunkt haft mørke intentioner om at skade hans stolthed eller udfordre hans autoritet, men respekt og ærbødighed var noget som man i hendes øjne kæmpede for at gøre sig fortjent til, ikke noget man opnåede per automatik og slet ikke fra en gammel krage som hun selv. Hvor hans temperament ret tydeligt havde vist sig, forholdt Valarie sig rolig og betragtede ham med et gennemborende blik. "I så fald lader det til at vi begge skal bevise vor værd," konstaterede hun uden spor af frygt.
Denne Malekith kunne ej skade hende mere end andre havde gjort før, desuden havde hun ingen planer om at dele noget af sin viden med ham før han havde vist sig værdig til hendes tillid og troskab. I første omgang var det vigtigst for hende at få et tag over hovedet. Hun hævede hagen en kende og fulgte nøje hans bevægelser som han legede med de røde blodråber kun for at fremdrive daggerten et sted fra karets bund. Endnu uden panik, lagde hun hovedet på sned og fandt næsten symbolikken smuk. Blod var en svær ting for hende at afgive, men dette gjaldt hendes liv, desuden var hun meget interesseret i en alliance dem imellem. "NAturligvis er det blod," konstaterede hun som havde det været ganske åbenlyst. Uden at slippe hans blik, tog Valarie et glat, langt skridt i hans retning for at gribe fat om våbenet.
"Meget vel," hun strakte sin blege arm ind over karrets kant og lod det skarpe blad løbe hen over hendes smukke hud på armen, så et rødt blodspor viste sig. Hun lod et par dråber falde nærmest melankolsk ned i det fyldte kar og blande sig med det andet. "Værsågod," sagde hun ligegyldigt og rakte ham daggteren igen, mens hendes pegefinger løb hen over såret og fangede de sidste dråber. Hun førte den nu blodige finger til sine læber og slikkede de gyldne dråber mens såret langsomt lukkede sig og helede på nu.

[Deleted]

På trods af hendes ganske truende tilstedeværelse, og et gennemborende blik der ville kunne få den gængse mand til at krybe til korset, var Malekith ikke afbøjet, men så sandelig heller ikke moret. Dog kunne han ikke lade være med at tænke, at hvis hun ønskede at bedrage ham, ville hun vel have ladt en mere tiltrækkende facade pryde hendes ydre, frem for denne dans af ligegyldighed? Men man kunne jo aldrig være for sikker, så Malekith dækkede sine basiser, og holdte fast i sin mistroiske natur. Kun øget og styrket af det førstehåndsindtryk han havde fået af denne kvinde. Og ikke så meget som et sekund blev brugt på at undre sig over, hvilket indtryk han mon havde givet hende. "Tydeligvis.." Han ønskede lidt at lukke den samtale, måtte han indrømme. Han havde en lang dag foran sig, og ville helt ikke have at indtrykket af Valarie og en sådan samtale skulle fylde hans tanker alt for meget. Måske var det også blot ham der tænkte for meget, men sådan var det nu alligevel med ham.
Der havde selvfølgelig været forargede protester i starten af denne symbolske tradition af ofringen af blod, men inden længe var det synket ind i langt de fleste. Og selv velmenende gæster fra blandt andet Procias, var mere end villige til at give et sådan smalt offer, for til gengæld at modtage en nogenlunde varm velkomst. Ofringer der gjorde, at dette lokale, denne sal, var hvor han var mest magtfuld og kraftfuld. Intet under at han spenderede så mange af sine evigt vågne timer, siddende på dets højsæde. Han betragtede dråberne af hendes blod, falde i karet og skabe små afbrudte ringe i den røde overflade. Et syn han havde set så mange gange før, men ikke mindre tilfredsstillende for hver gang det skete. Malekith greb om daggerten hun rakte ham, og holdte blikket imod hende, som han blot ganske køligt, lod den falde ned i karet hvorfra han havde fisket den op.
I det samme derefter nåede de to vagter op til karet, og stoppede dog op nogle få meter fra de to. Malekith vendte hurtigt opmærksomheden imod vagterne han havde hidkaldt, endnu en gang for at skynde dette møde frem mod et endeligt. Med hånden hævet en smule, gjorde han gestus til den ene af vagterne. "Dette, er Varkas, Kommandøren af Vagterne på dette slot, og han vil vise Dem til Deres værelse. Jeg håber De vil finde det tilfredsstillende. Yderligere våben og klæder kan ligeledes også arrangeres.." Lød det fra Malekith, og imens det diskrete smil lå over den ene mundvig, talte han dog ganske bestemt og informativt. Derefter vendte Malekith opmærksomheden og fronten mod vagterne, så han nu stod med siden til Valarie. "Vis hende til værelset i det Nordlige spir." Sagde han blot roligt, ord der blev efterfulgt af et nik fra vagten, som så vendte sin opmærksomhed imod Valarie. "Mylady.." Lød det blot fra bag den distinktive hjelm han bar, og nejede let sit hoved i hvad der tydeligvis var en loyal ærbødighed... klar til at lede hende til hendes værelse. Hun var nu en gæst af Malekith, og ikke mindst en legende. Så selvfølgelig skulle hun eskorteres til ganske luksuriøse værelser i det spir hvori Malekith havde sine egne gemakker. Det eneste af de tre spir, eller tårne, der var bevogtet til fulde, og hvor ikke alle og enhver havde adgang.
Malekith havde allerede vendt ryggen til dem alle, i en rolig færd imod højsædet på plateauet for enden af salen. Dog stoppede han op, som om han havde glemt noget, og vendte så sin opmærksomhed mod vagterne igen. "Og arranger et måltid til hende.. hun virker ganske sulten." Malekith smilte en anelse brede, med tankerne på hvorledes hun havde slikket sig om sine læber. Om hun havde været sulten eller ej, kunne han jo ikke vide. Det var jo ikke ligefrem fordi der var en mave som rumlede... men at antage at en vampyr var sulten, var nu et meget sikkert gæt. Malekith fortsatte derefter op mod højsædet, og satte sig ganske afslappet ned på den trone hvorpå han ville spendere det meste af dagens vågne timer, imens det meste af slottet ville sove og hvile.

[Deleted]

At gøre brug af kvindelige fordele var selvfølgelig altid en mulighed, men ofte en Valarie afstod fra. Hun anså ikke sig selv for at være et objekt for lyst og fantasierne af diverse art, og hun ønskede ej heller at andre skulle se hende på den måde. Selvfølgelig gjorde hun brug af det når tiderne var desperate, men dertil var hun på ingen måde nået med denne Malekith.
Hendes gule øjne fulgte ham som en ravn i natten i frygt for at han lod sig gå for meget på af hendes kommentarer. Hun var en støtter af sandhed, og så ingen grund til at fordreje noget eller lyve for ham, det ville kun skabe større mistillid, og så måtte han jo håndtere det eller lade være.
Et par dråber blod var ikke synderlig meget værd, det var i hvert fald en ofring som hun gerne gav for det hun fik i gengæld. På den fine, blege hud var der ikke længere spor af at have ydet skade på sig selv for hans skyld, hvilket netop var en grund til at det ikke var af betydning. Hun slikkede de sidste dråber fra sin finger og bakkede væk fra karret og lyttede blot intenst til hans samtale med vagterne der ikke kunne anes bag deres tunge dragter.
Hun så opmærksomt fra den ene til den anden, med intet andet end kulde og ligegyldighed der oftest fik de fleste til allerede at tigge og bede for nåde, men det var noget andet blandt artsfæller, som hun ikke ønskede at yde nogen skade på.
"Perfekt. Jeg takker Mylord," sagde hun ærligt. Våben ville blive en nødvendighed, hun havde brug for knive, alle andre var blevet hende frataget, egentlig var det nok ikke et spørgsmål om overlevelse men mere om hendes fascination af smukke, skarpe blade. Klæder derimod ville blive nødvendigt. Hun ignorerede vagtens ord og fulgte skeptisk kongen på vej mod sin trone, inden hun trådte en kende tættere på for at følge vagten. Normalt foretrak hun at jage, det gav hende et sus at høre deres puls når de forsøgte at gemme sig, mærke deres angst og panik for til sidst at tømme dem for blod, men i hendes situation var en sådanne aktivitet for farlig. "Mylord. Besøg mit kammer hvis De behøver mig," bad hun blot før hun fulgte vagten mod det tårn som han havde henvist til og dermed også efterlod ham alene på sin høje stol. Det skulle nok blive et yderst interessant samarejde for fremtiden, det betvivlede hun ej.

//Out