You once where here...

[Liya Daimond Diamaqima]

"Du havde fundet en vej, det gør du altid," hun så ned mod den disede jord. Hun følte sig så tom indeni, det eneste hun kunne mærke var had. Han havde ingen idé om hvor smertefuldt det var at vandre rundt i ingenting, ude af stand til at røre dem man elskede eller være der for dem når de behøvede en. Det var hårdt at se sine børn vokse op, se ham komme videre med en kvinde der havde ødelagt Kimeyas liv. "Smerten ophørte ikke, den blev værre!" udbrød hun frustreret. Hun var ude af stand til at græde, fysisk ude af stand til det. "Du har ingen idé om hvordan det at vandre hvileløst, uden at kunne føle eller røre. Børnene vokser fra mig, jeg kan ikke være til stede, og du..." hun tav og besluttede sig for ikke at fuldfører den sætning for ikke at blive vred. Hendes mumlen fortsatte lidt trods hun var stoppet og stod og stirrede ned på ham. "DU LYVER! DU LYVER! DU LYVER, DU LYVER!" råbte hun og holdt sig for ørerne som om hendes egen råben generede hende, men hun ville ikke høre mere på hans løgne og tomme løfter. Han havde aldrig elsket hende! "Du lyver!! Jeg har set dig, du går bare rundt og LYVER!" hun mumlede og rystede på hovedet. "Jeg vil være din, jeg vil have dig!" hun stoppede op foran sig og stirrede intenst ind i hans øjne med intet andet end kulde. "Jeg slår dig ihjel.. hun får dig ikke," sagde hun uden at blinke og lagde en stiv hånd på hans bryst.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel rystede på hovedet. "Selv jeg har mine begrænsninger.." pointerede han med en sigende mine. Løgn var det jo ikke. Han var ikke en gud på jorden, og her, var der bare ikke noget, som han kunne gøre ved det, uanset hvor meget han så end gerne ville. Hans krop rystede.. Følelserne tog jo overhånd, og særligt fordi at han nu var så tæt på hende, men ikke var i stand til at gøre noget som helst ved det. Hans blik hvilede på hende. Uanset hvilket grotesk syn det nu end måtte være, når hun så sådan ud. "Jeg har selv været der," pointerede han sigende. Den eneste han havde haft, var Silia.. og selv hun havde fået nok af ham i perioder.
At se hende tage sig for ørene og hæve stemmen og pointere at han løj for hende, var uden tvivl noget af det værste. Han bed tænderne fast sammen. Han kunne jo ikke tage hende i favnen og trøste hende, og forsøge at overbevise hende om den løgn, som hun netop var ved at overbevise sig selv om nu! Han blev stående. "Prøv at lytte til dig selv, Liya.. Jeg ved hvor hårdt det er at være fanget mellem de to verdener som man burde være i, men tror du virkelig ikke på mig, når jeg siger, at jeg elskede dig? At jeg stadig elsker dig?" Det gjorde ondt, og særligt fordi, at dette nu også havde udviklet sig til en situation, som han ikke direkte kunne kontrollere selv. Hånden som hun endte med at lægge mod hans bryst, fik ham til at skælve.. Han kunne mærke den. Hun ville slå ham ihjel? "Det er en handling af egoisme, Liya.." Han var nok ikke kommet så meget over hende, som det han havde regnet med at han havde været, og da særligt ikke nu hvor han rent faktisk stod overfor hende. Automatisk forsøgte han at lægge sin egen hånd over... men den gik direkte igennem. "Tag nu ikke forhastede beslutninger, Liya.." Denne gang var der noget bedende over hans stemme. Han ville jo heller ikke have at Yuuki kom galt afsted.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed at Liya altid havde anset Nathaniel for at være en form for helgen, han havde reddet hendes og andres liv så mange gange, bragt hende tilbage fra de døde for at være sammen med hende eller.. det havde andre gjort for ham, for den eneste han aldrig havde vækket var hende. "Det her var dit domæne, du kender død.. vores datter kender død, jeg kan intet," hun så hjælpeløst ned på sine gennemsigtige hænder og følte sig direkte urbugelig. Hun kunne ikke spille musik, ikke røre ved dem hun elskede eller ved den smukke natur som altid havde fascineret hende. Hun kunne end ikke samle et våben op uden store anstrengelser der drænede hende for energi i dagevis efterfølgende. Hun rev i sine mørke lokker og hendes blik flakkede alle andre steder end på hans skikkelse. Hun hadede ham! Hadede hans væsen, hans sjæl og alle hans forbistrede løgne! "Du lyver!!" gentog hun så vredt at hendes råben nærmest fremkaldte en mild brise i hans ansigt. "Jeg tror ikke på at du nogensinde har elsket mig," der var ikke spor af tøven i hverken hendes stemme eller blik, for det var den overbevisning hun faktisk var af. Kunne han ikke bare give hende fred? Hvis han elskede hende så højt, så ville han gøre det bare for at være sammen med hende. "Modsat sig er jeg ingen helgen Nathaniel. Du ville bare være endnu en plet på en samvittighed der døde for mange år siden," hun lagde hovedet på skrå og så på ham med et uhyggeligt, intenst blik. Den korte gnist af varme der lagde sig over hendes hånd inden den endte mod hans eget bryst, fik hende bare til at stikke hånden direkte igennem hans bryst hvor hans hjerte sad. Hun kunne mærke det pulserer men kunne ikke røre det. "Beder du for dig eller for hende?" hendes ansigt var lige ude for hans. "Jeg har brug for dig, og kan jeg ikke få dig med et bankende hjerte, så må jeg sikre mig at det stopper," han burde være bange for hende for hun mente det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde længe været betegnet som en mand der kunne alt på den levende jord, selvom det jo langt fra var tilfældet eller sandheden. Selv var han klar over, at Liya igennem hele deres tid sammen, havde set op til ham, men ærligt.. var det virkelig det som hun gerne ville nu? Han vendte blikket mod hende. "Du kan mere end hvad du giver udtryk for.. Døden har måske været mit domæne.. Men selv jeg fik Silia til at love, at hun ikke ville lege med det.. Hun så konsekvenserne af det, da det skete for mig.. Og det ønsker jeg ikke.. Døden er farlig at lege med," pointerede han i et håb om at hun måske ville forstå, selvom han dog tvivlede på det. Liya havde altid været den egoistiske af dem.
NAthaniels hjerte hamrede fast mod hans bryst, som intet andet lige nu. Han vidste, at det var en farlig situation som hurtigt kunne ende med at få fatale følger - for ham om ikke andet. Hans blik hvilede på hende. Det frustrerede ham, at han ikke kunne gøre noget ved det. "Din bortgang knuste mig, Liya... Altid har jeg og altid vil jeg elske dig!" Denne gang blev udtalelsen en smule hård i forhold til hvad den plejede. Hånden søgte direkte igennem hans bryst.. Det efterlod ham med en iskold fornemmelse. Han så ned.. hun var tæt på hans hjerte.. Han vidste, at hun ikke ville tøve med at tage hans liv, om det blev muligt for hende. Han trak vejret dyt. Han elskede hende jo.. Og det ville han altid gøre. Han trak vejret dybt og endte med at bakke et enkelt skridt bagud, for at tvinge hendes greb til at slippe. Han vidste at hun jo mente det. "Jeg er ikke nogen helgen, Liya.. Jeg er en mand, som har betalt for stor en pris for den viden jeg har i min besiddelse.. Og det er ikke det værd altid.. Se hvor det har placeret dig og mig.." Han så mod hende igen. Hun måtte da kunne forstå det? "Tror du at det vil gøre nogen forskel? For alt hvad jeg ved, passerer jeg og søger videre... Liya.. Det her er ikke dig.." Han havde det virkelig skidt med det!

[Liya Daimond Diamaqima]

Som elsker som mand og som far, havde han altid været det store forbillede. Hun havde følt sig beskyttet under hans vinger, følt sig set og elsket men det huskede hun ikke længere, det var så fjernt begravet i had, løgne og brudte løfter. Alle så på ham som en mand af ord, en mand der altid holdt de løfter han gav, men det havde han aldrig formået med hende. Det hele havde været en stor løgn. "Silia leger allerede med liv og død, for du lærte hende hvordan. Du har givet et bankende hjerte til så mange der ikke engang stod dig nær, jeg ved du ønskede at jeg forsvandt. Den plet på den store Nathaniel Diamaqimas ry," sagde hun bittert og trak hånden til sig som han bakkede bagud... væk fra hende. Det føltes som om hendes døde hjerte brød i millioner af stykker. Ville hun overhovedet have ham eller var det den desperate søgen efter tryghed? "Hvis du havde elsket mig, havde du ikke ladet mig gå igennem helvede så mange gange. Du er så god med dine ord, men du narre mig ikke igen," hun så ned og mumlede for sig selv, snakkede med stemmen i hendes hoved, der stadig fulgte hende, plagede hende. "Du passerer og jeg gør det samme," hun så op under sine bryn og knyttede hænderne. Han var nødt til at lade livet for at hun fandt sjælefred, alternativet var denne evige, pinefulde vandring gennem ingenting. "Du vil ikke anerkende at det er hvem jeg er Nathaniel, det har du aldrig villet. Hvor mange gange er jeg kommet hjem med blod på mine hænder og ikke et stik af ringe samvittighed? Det er præcis hvem jeg er, hvem du giftede dig med!" på et øjeblik forsvandt hun og dukkede op sekundet efter ved hans side, og nynnede intenst den typiske melodi i hans ører.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede tungt. Hvor længe havde Liya gået rundt med de tanker, og derved overbevist sig selv om dem? Han havde altid elsket hende, og aldrig havde hun været en plet på hans ry, som han ikke havde været stolt af. Han havde jo haft mange muligheder for ikke at være sammen med hende.. Og nu stod han jo så her. "Du må have vandret længe for at gøre dig de tanker, kære Liya. Aldrig har du været en kvinde for mig, som jeg har skammet mig over," sagde han denne gang mere bestemt. Han blev dog stående og så på hende. Han kunne ikke få sig til andet. Han elskede hende jo.. Ja, han var nok ikke kommet så meget over hende, som det han havde troet at han var, og ja, det gjorde virkelig ondt.
Liya ønskede at slå ham ihjel, og det stod langt ud af hende, at det var hvad hun ønskede. "Silia er i stand til det, og jeg ved, at hun forstår hvorfor jeg udtrykkeligt bad hende om ikke at gøre det. Konsekvenserne for at lege med livet og døden på den måde, er forfærdelig og groteske.. Kræfter som selv jeg ikke burde lege med." Han havde gjort det igennem rigtig mange år, og det havde jo også endt med at tage hans liv. Og hendes til følge, fordi at han ikke havde været der. "Hvorfor tror du at jeg har holdt dig for nar? Kære Liya, hvad jeg har gjort, har altid været med den bedste hensigt." Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Det var virkelig en ubehagelig fornemmelse, at sidde igen med. Han trak vejret dirrende, inden han igen slap hende med blikket. "Jeg ved godt hvem du er, og hvad du har gjort, og alligevel valgte jeg at åbne mit hjem og mit hjerte for dig.. Jeg har aldrig fortrudt det.. Aldrig." endte han mere bestemt. Han knyttede næverne let. Han følte sig truet.. endda af en person og skikkelse, som han ikke kunne gøre noget mod og med. Jeg giftede mig med dig, fordi at jeg ville.. fordi at det var det mit hjerte sagde var rigtigt, og det vil jeg på ingen måder fortryde," endte han. Han havde fundet en ny.. Der var gået mange år. Helt ærligt.. kunne man klandre ham?

[Liya Daimond Diamaqima]

Når man vandrede rundt på denne måde, fuld af ligegyldige tanker, uden nogen følelse, så begyndte man at se tilværelsen på en anden måde. Først nu havde hun lært at manifesterer sig, men hun havde vandret rundt i skjul omkring ham i alle de år. "Fordelen ved døden er at man begynder at se tingene som de er. Løgne bider ikke længere på en. Jeg ser lige igennem dig," hun så på ham med et intenst, gennemborende blik og lagde langsomt hovedet på skrå. "Jeg forstår hvorfor du bad Silia om at lade være, jeg ønsker ikke at der skal ske hverken hende eller Jophiel noget. Men da du gik bort forsøgte jeg alle midler for at få dig igen, jeg havde glædeligt givet mit liv for det.. for dig," hun mærkede hvordan en tårer banede sig vej ned over hendes kind, eller det føltes sådan men der var ingenting. Hun havde ingen tårer at græde af. "Alting? Som da du holdte dig varm ved Jaqia da jeg sad og græd efter dig nede i kælderen, gravid med vores tvillinger? Som da du løj dig død og blev væk under deres opvækst trods vi kæmpede for at få dem så vi kunne have noget sammen? Eller som da du brød vores bånd blot fordi vi var kød og blod? Eller som da du løj for mig og lullede mig direkte ind i døden?" listen var lang, hun kunne være blevet ved, men alle de ting så hun nu, huskede hun som hun ellers ikke havde gjort før. "Med et håb om at du kunne ændre mig. Du hadede hvad jeg var, hvem jeg var, jeg var et sørgeligt tilfælde som du følte ansvar for at redde på grund af min søster," hun så ned. Auromia var lykkelig hvor hun var, men havde han gjort det samme hvis for hende, hvis ikke hun havde haft de bånd? "Og hvornår stoppede det med at være rigtigt? Var det Yuuki?" spurgte hun med en farertruende hvisken i hans ører.

[Nathaniel Diamaqima]

Døden gjorde meget ved mennesker.. Nathaniel kunne jo mærke den virkning på sin egen krop, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Han rystede let på hovedet. Han havde ikke været god ved hende altid.. også selvom intentionen og hensigten havde været der. Dette kunne de jo stå her og nærmest diskutere fra nu og til dommedag. "Du vælger at fokusere på det negative jeg har gjort," bemærkede han. I mange henseender og særligt med den tanken om, at det han havde gjort, var for at hun skulle have det godt. "Jeg ønsker heller ikke at nogen af dem skal komme galt afsted, Liya, og derfor er jeg virkelig glad for, at hun intet har gjort, som er imod hvad jeg har ønsket af hende," fortalte han ærligt. Han blev denne gang stående. Det var ubehageligt.. hun var vred på ham.. Hun var virkelig vred og skuffet, men hvad pokker skulle han gøre?
Liyas opremsning, gjorde det ikke just bedre. Han vidste, at han ikke altid havde været god, ved hende, men hans bagtanke havde jo altid været god, så det var jo slet ikke det! Han lagde hånden mod sit hjerte.. Den kolde fornemmelse, var der endnu, og han kunne slet ikke have den. At hun skulle være så kold, var jo det som var forkert. Hans handlinger havde ikke være lige gode altid, og det vidste han jo. "Selv jeg begår fejl, Liya.. Tror du ikke, at jeg har det dårligt med hvad jeg havde gjort dengang?" Det værste var nok, da han havde delt seng med Jaqia, og nu havde fået en søn yderligere, som han dog aldrig ville vedkendes, og nok heller aldrig kom til at gøre. Han trak vejret dybt og vendte sig mod graven. Det havde været nemmere.. Meget nemmere, om hun bare kunne ligge under den. "Jeg har altid elsket dig, og det vil jeg altid gøre. Jeg var ikke ude på at ændre dig som sådan.. Jeg ønskede bare at du havde et sted du følte dig tryg, hvor jeg lavede rammerne, og sirkede dig en god tilværelse.. Det var mit mål.. aldrig andet.." Denne gang var det ham som var mere hård i udtalen, kun fordi at han lige nu følte sig uretfærdigt behandlet. Han vendte blikket væk . "Yuuki fyldte tomrummet for ensomhed, Liya... Jeg har længe gået i min egen verden.. Der kom hun, og det hjalp mig," pointerede han med en sigende mine.

[Liya Daimond Diamaqima]

Døden gjorde mange mærkværdige ting ved en. Det værste var nok det had som man tilegnede sig, bitterhed og vrede som opslugte en med årerne. Det var sådan her at selv de mest levende og blide levende væsner, endte som kolde og morderiske i efterlivet, det var ikke noget de som sådan selv kunne gøre for. "Fordi alt det gode ligger så langt væk, at jeg end ikke husker det," hun stirrede tomt frem for sig. Jo hun huskede hvordan han havde holdt om hende, sat de trygge rammer, fået hende til at smile. Dengang han først havde givet hende en ring på fingere, og hun havde vist den til alt og alle den balaften, fordi hun aldrig havde været lykkeligere, men det gav hende ikke en følelse mere og hun var desperat efter at føle. "Hvorfor er du så her frem for der? Hvorfor beskytter du hende ikke? Hun er udsat, hun kæmper på grund af dig og mig," hviskede hun bebrejdende. Silia kæmpede på grund af deres handlinger, hun var så god og så smuk og hun kæmpede en kamp der end ikke var hendes. Det var gået op for hende for mange år siden at Nataniel var menneskelig og begik menneskelige fejl, men han havde løjet for hende så mange gange, behandlet hende som et barn. "Alle andre fik sandheden. Du holdt dine løfter til alle andre end mig og vores børn," hendes stemme dirrede. Hun havde lyst til at gøre ham ondt, slå på ham, råbe af ham, men det kunne hun ikke. "Jeg var tryg.. indtil Jophiel og Silia var undfanget," hun blinkede. Havde hun vidst at det ville blive hendes opgave at tage sig af dem alene, så havde hun aldrig fået dem. Liya lukkede øjnene og forsøgte at lukke det hele ude. Det gjorde så ondt at høre ham sige det. "Du kan ikke blive hendes.. jeg vil ikke tillade det," hviskede hun i hans ører, og forsvandt så på et øjeblik i den mørke nat uden videre ord.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det virkelig skidt med sig selv. Det var som om at alt det negative fra hans fortid netop nu, skulle komme og banke ham oveni hovedet, og det kunne han slet ikke have. Ham som troede, at han var kommet over tabet af hende.. At han ikke var det, var vel et tegn i sig selv? "Du kan ikke huske dem, fordi du fokusere på det andet, kæreste. Aldrig må du gå og tro, at jeg har gjort ting i vores tid sammen, for at gøre dig ondt," pointerede han med en sigende mine, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han var ikke bange for at kigge på hende, selvom det rent faktisk var noget som gjorde ondt.. meget ondt endda. Vreden kunne han så tydeligt læse i hendes blik, og det gjorde det bestemt heller ikke meget bedre af den grund. Hans krop dirrede.. han følte sig kold.. skyldig et eller andet sted, hvilket heller ikke ligefrem lignede ham. "Fordi jeg begik en fejl, som jeg personligt forsøger at rette op på nu," svarede han. Sagen var vel, at det rent faktisk havde været svært for ham, at tage det mod til sig, og rent faktisk opsøge sine børn? Han havde ikke set dem igennem frygtelig mange år, og ja, det var virkelig... akavet og underligt for ham. Han ville jo gerne, men det med at være en familiefar, var vel bare ikke rigtigt ham? Han sukkede tungt.. Tårerne pressede på. Han manglede og savnede hende så sandelig.. ingen tvivl om det. "Jeg har kun gjort, hvad jeg har fundet rigtigt.." Det havde virkelig ikke været hensigten at lyve for hende eller noget lignende. Aldrig nogensinde.. Han rystede på hovedet. Hun truede ham.. og han vidste, at hun var kvinde nok til at gøre det, om det skulle være det, hvilket næsten var det værste af det hele. Det løb ham koldt ned af ryggen. Han nåede kun lige at vende sig om.. inden han så at hun var væk. Han bed tænderne fast sammen. "Liya..." endte han som det sidste, inden han selv forlod stedet. Det gav ham virkelig myrekryb!

//Out