You once where here...

[Nathaniel Diamaqima]

Liya Daimond Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Nathaniel havde valgt at tage turen forbi Kirkegården. Nok et af de sidste steder, som han normalt ville opsøge, af grunde, som kun var kendt for ham og hans datter.. og nu også hans elskede afdøde. Efter den stemme som igennem en stund nu havde plaget ham, var han nødt til at gøre noget ved det.. Han måtte opsøge hende.. få afsluttet det hele.. eller bare finde ud af, hvad pokker han skulle stille op. Det var vel ikke forkert at komme videre i sit liv?
Hans vandring igennem Kirkegården var i sin egen tavshed. Overalt omkring ham, kunne han høre stemmer, men ikke se en eneste sjæl. Selvom han vidste, at han skulle være påpasselig med at vandre her, da det også var her vampyrerne måtte være. følte han bare, at det var her han skulle være lige nu. Han sukkede tungt. Det var med en knude i maven, at han søgte herud, men hvad skulle han da gøre? Han kunne jo ikke bare.. gå igennem livet og lade som ingenting, hvis Liya rent faktisk var omkring ham. Det var ikke nogen hemmelighed, at han savnede hende, for det gjorde ham virkelig. Siden barslagsmålet og vampyrens død aftenen forhinden, så var hun faktisk det eneste, som han havde i hovedet. Det var underligt.

Foran ham, viste gravstedet sig.. Det var med en voldsom knude i maven og et savn uden lige, at han stoppede op foran det. Han knælede ved siden af det.. kyssede sine fingre og lod dem varsomt glide henover stenen. Elsket ville hun dog altid være ved ham.. Uanset hvad.

[Liya Daimond Diamaqima]

Kirkegården var øde ladt. De tunge gravstene var skjult af en mild tåge der lå tæt på jorden. Dvasias var virkelig i sit es i aften. Det var køligt, mørkt og ensomt. Liya havde holdt sig for sig selv de sidste par dage, vandret meningsløst rundt, tigget og bedt til at tingene snart ville tage ende. Denne tilværelse var mere ulidelig end det helvede hun før havde levet i. Hun stod i skyggen af et gammelt egetræ uden en eneste blomst, og betragtede Nathaniel på afstand. Hendes grav var slidt.. bogstaverne var slidt af som følge af manglende vedligehold og blomsterne foran var visne, nærmest ikke eksisterende. Den sidste der havde besøgt hende var Silia, og guderne måtte vide hvor lang tid siden det var nu. Lydløst, svævede hun tættere på og stod umiddelbart bag ham med et bebrejdende blik. Døden havde gjort hende så hadfuld selvom overfor den person hun elskede mest i denne verden lige foruden deres vidunderlige børn, der klarede sig så godt. Hendes skuldre var tunge og armene hang slapt ned langs hendes side. Månen oplyste hendes gennemsigtige skikkelse, skinnede lige igennem hende. Forsigtigt gled hun ned i knæ ved siden af ham, dog stadig halvt svævende over jorden. Hendes fingre gled igennem den solide sten som hun forsøgte at stryge de ulæselige bogstaver. Hun sagde intet men sad bare der ved siden af ham i fuld synlig skikkelse.

[Nathaniel Diamaqima]

Siden Nathaniel havde set Liya i krostuen, havde han trukket sig, for at tænke tingene igennem. Det havde været... en skræk i hans liv.. Han havde virkelig aldrig troet, at han ville se skyggen af hendes skikkelse igen, og særligt ikke efter at de havde fået hende lagt i jorden. Det var rent faktsik også sidste gang hele familien havde været samlet - over hendes grav ved hendes begravelse.
Nathaniel knælede forsigtigt ved siden af graven og stirrede på de falmende bogstaver. Det var egentlig skidt, at han ikke havde været forbi før, men de mange stemmer som han kunne høre omkring sig, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre, men han havde for pokker da set sin afdøde ekskone! At hun så derimod viste sig for ham igen, var noget som fik det til at løbe iskoldt ned af hans ryg. Han lukkede øjnene for en kort bemærkning. Hvor længe havde hun været omkring, uden at han havde set hende? Havde hun været omkring ham hele tiden? Et sted var han jo næsten bange for det. Han stirrede frem for sig.. En skælven gik igennem hans krop, da hun hævede hånden og strøg den over gravstenen. Et sted var det vel skammen som meldte sig ved ham? At han ikke havde været her mere? Men det var.. et forfærdeligt sted.. Han hadede at være her.. Særligt med tanke på hvor meget han selv havde mistet igennem sit liv, og ja.. han havde været klar over, at mange af fejlene var hans egne! "Aldrig troede jeg, at jeg skulle se dig igen.." Hans stemme var mere neutral end hvad den plejede at være, men hvordan skulle han reagere? Savnet og længslen efter hende, var der uden tvivl stadig, men han kunne jo ikke ligefrem tage hende i armene.. og nu hvor han var ved at finde ordentlig ud af det hele med Yuuki.. Det var bare.. forvirrende.. Forvirrende alt sammen!

[Liya Daimond Diamaqima]

I årevis havde jorden omkring hendes grav kun været betrådt få gange. De fleste af de gange havde været af vampyrer. Kimeya kiggede forbi i ny og næ, ikke ofte men somme tider. Silia havde gjort det den ene gang hun havde haft mulighed og Jophiel havde ikke været der, hvilket hun et sted var glad for, det betød at han var i sikkerhed. Nathaniel havde ikke været der i mange år. På den falmede jord, lå det sorte bånd efter en rose han havde lagt for evigheder siden, som var blevet til muld. Liya stirrede på den falmede sten og trak hånden til sig igen uden på noget tidspunkt at se på ham. "Det ved jeg at du ikke gjorde," svarede hun ærligt. Hendes stemme var fløjlsblød og melodisk og dog præget af det had hun følte inderst inde. Han fortjente at tage del i den smerte han selv havde påført hende, hun kunne ikke bære den mere.. ikke alene. "Jeg har aldrig forladt dig," hun vendte hovedet og så på ham med de store, nøddebrune øjne. Alt hvad han havde gjort, vidste hun.. de mange hemmeligheder som både ham og Silia havde holdt for hende i årevis, alle de fejl han havde begået og det faktum at han forsøgte at komme videre, forsøgte at glemme hende, som var hun bare en del af en mørk fortid. "Du virker så overrasket," hendes blik gled tilbage på stenen. Et sted derunder lå hendes jordiske rester og holdt hendes minde i live. Liya rettede sig op igen og stirrede ned på ham uden helt at vide hvad hun skulle sige, det eneste hun stadig følte var.. tomhed.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne endnu ikke finde ud af, om han bare var ved at blive rablende vanvittig og så ting, som han gerne ville se... men det var alligevel svært for ham at finde ud af. Han rystede ganske kort på hovedet. Dette var slet ikke noget som man kunne sige, at han havde regnet med at skulle se! Overhovedet ikke! Stedet her, havde han ikke opsøgt igennem rigtig mange år, og det var der rent faktisk utrolig mange grunde til.. Det var bare.. svært for ham.. Han brød sig slet ikke om døden. Ikke fordi at han var bange for det, for selv han vidste, at det var en naturlig del af det, at være i live. Han knyttede næverne ganske let, men kiggede ikke på hende. Måske at ... hun bare ville gå? Og faktisk vise, at det bare var ham som var blevet sindssyg? "Længe har jeg kunne forvente at det var slut... og dog.. døden plejer ikke at være det endelige.. Særligt ikke hvis du stadig er her.."
Endnu kiggede Nathaniel ikke på hende.. Det gjorde ondt.. og han var endnu ikke overbevist om, at hun rent faktisk måtte sidde der. Hvad skulle han da gøre? Sige? Han kunne jo ikke røre ved hende.. Han kunne høre, at hun var vred... Men han havde ikke gjort andet end at give hende så god en overgang fra livet til døden, som det var ham menneskelig muligt. Det så dog ikke ud til at virke. Et sted glad for, at hun aldrig havde forladt ham.. Det efterlod så bare derimod ham med en frygtelig samvittighed. Han sænkede hovedet en anelse, som en dreng fanget med hånden i kagedåsen. "Efter så mange år... Det kan bare ikke være rigtigt.." Nathaniel rystede på hovedet. De mange hemmeligheder var holdt af en grund.. Det var forfærdeligt nok at han havde samvittigheden, længslen og uden tvivl savnet, for ja, han elskede Liya, og det havde han gjort siden altid!

[Liya Daimond Diamaqima]

Somme tider kom fortiden tilbage for at indhente en. Liya havde levet med sin fortid hver eneste dag, og nu var hun bare en del af hans. Hun havde set ham sammen med Yuuki, set hans lykke, set ham give til en anden hvad han aldrig havde været meget for at give til hende. Hun blinkede et par gange. "Siden hvornår har døden været endelig for nogen af os?" spurgte hun direkte og svævede lidt rundt om stenen. Det krævede meget af hende at gøre sig synlig for ham og det havde taget hende årevis overhovedet at lære det. Han havde altid taget sig af hende, ligget vågen for at håndtere hendes mareridt og nu var han blevet en del af et evigt mareridt. "Det har været sådan altid, du har bare ikke bemærket det." hun stoppede op bagved gravstenen som en gennemsigtige, bleg skikkelse uden noget tegn på liv. Det allersidste han havde skænket hende, var en løgn. Løfter om hvordan det hele ville blive bedre, store ord om at han elskede hende, men hvordan kunne det være sandt når han bare havde lullet hende ind i døden? Kødsåret var der endnu, til evigt minde både for hende selv og for ham om hvad der var sket. Hun strøg sin bare arm og lagde hovedet lidt på sned. "Det er ironisk. Jeg ville ønske at jeg kunne slå mig selv ihjel," hun så ned på sin sten og åbnede munden lidt. Hvad hun ikke ville gøre for at blive fri for smerten og ensomheden, den var kendt for hende, men det her var et ulideligt liv.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed, at ensomheden selv havde taget hårdt på Nathaniel, og han nu var kommet videre.. eller.. det troede han da, at han var, frem til han havde set Liya på baren. Det var underligt... virkelig underligt og han kunne slet ikke finde ud af det! Han bed tænderne let sammen og vendte blikket væk fra hende.. Hun var gennemsigtig.. bleg og det hele, og det kunne han virkelig ikke have. Hun så jo direkte dødelig syg ud. "Døden er kun en ny start på en ny historie," sagde han. Han gned kort den ene hånd mod sin tinding. Han kunne virkelig ikke finde ud af, om han var ved at blive sindssyg, eller hvad det var, og det var uden tvivl direkte frustrerende selv for hans vedkommende.
Som Liya søgte om bag gravstenen.. hvor han også vidste, at de jordiske rester måtte ligge under, vendte det hele sig i hans mave igen. Igennem denne nat havde han ligget fuldkommen søvnløs, og han havde været rastløs, uden at han havde været i stand til at styre det, og det kunne han ikke gøre for. "Stemmen er mig ej ukendt.." Han havde hørt hende fra tid til anden, men bevidst valgt at ignorere det, for han havde jo ikke troet, at der lå mere i det.. Nu var han jo så af en lidt anden overbevisning. Han trak vejret dybt.. Knuden i maven efterlod ham med følelsen af længsel og sorg.. Løgnen havde i hans øjne været nødvendig.. så hun kunne opgive den kamp.. en kamp, som hun uanset ikke ville være i stand til at vinde. Han lukkede øjnene ganske let. "Det er ikke første gang, jeg hører dig sige det..." Denne gang vendte han blikket helt i retningen af hendes skikkelse. Han havde det virkelig elendigt ved den tanke. Og da særligt når han vidste, at det denne gang, faktisk var hans egen skyld.

[Liya Daimond Diamaqima]

Han var ved at blive ligeså vanvittig som hun var. Udadtil ville det se ud som om han stod og snakkede med sig selv foran den ensomme gravsten. Ikke at det ville være et nyt syn, Rimshia kirkegård var kendt verden over som et grufuldt sted. "Det er en meget smuk måde at se det på, men bar ene ny løgn. Døden låser dig, piner dig," hun så ned af sig selv og på alle mærker og sår hun havde pådraget sig gennem sin levende tid. Sandheden var at ingen af de fysiske sår, havde nogensinde gjort ligeså ondt som at vide at hun havde været en byrde for ham, og at han nu kunne være lykkelig sammen med en ny kvinde. "Nej.. den samme stemme har skreget dit navn så mange gange.. i desperation, i sorg.. i glæde," hendes stemme var følelsesforladt og træt. Det var en virkelig underlig fornemmelse. De mørke øjne faldt i hans da han langt om længe fik mod til at se op på hende, se bebrejdelsen og sorgen i hendes blik. "Alle de år var jeg bange for døden, og nu ønsker jeg mere end noget andet at ende det. Jeg vil ikke se dig, eller høre dig men jeg kan ikke lade være," hun vendte blikket mod den fulde måne. De ting hun engang havde fundet smukke var nu bare.. tilfældige genstande der var en del af en verden som hun ikke kunne berøre, han havde ingen idé om hvor frustrerende det var. "Du kan ikke engang se mig i øjnene," hun stirrede intenst på ham og ønskede inderligt at hunbare ville kunne slippe, men alt i hende brændte og længtes efter at vise ham hvor han hørte til.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så på livet og døden som to forskelige former.. et nyt kapitel skulle skrives begge steder. Nu havde han jo selv været fanget mellem livet og døden, kun med sin datter som eneste selskab, da hun havde været i stand til at se ham. Han rystede på hovedet. "Det kommer an på indstilling.. Jeg har stået hvor du er nu.. kun hvor vores datter kunne se mig," sagde han endeligt. Han havde set det som et nyt liv.. selvom det havde været et helvede uden lige, ikke at kunne være omkring dem som han elskede og holdt af, for selvom han ikke havde været god til at vise det, så havde han virkelig elsket det liv, som de sammen havde valgt at skabe - Det som de havde haft.. deres børn.. den omgangskreds og den familie som de havde.
At kigge på hende.. og kigge på alle de sår, ar og mærker som han havde pådraget hende i tidens løb, såvel som hun selv havde gjort igennem tiden. Det over skulderen, var dog det mest groteske at se på, for det var d virkelig... forfærdeligt. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Han var ved at blive sindssyg.. virkelig.. Han burde slet ikke kunne se hende. Han havde altid kunne høre dem, men aldrig se hende.. Hvad havde han drukket? Havde han gjort noget? Eller lå den sindssyge bare til familien? En byrde havde hun dog aldrig været.. Han forsøgte bare at finde ud af sit liv. "Jeg har hørt dig.." sagde han med en dæmpet stemme. Skammen og frustrationen havde uden tvivl meldt sig ved ham.. Og det var bestemt ikke nogen god ting, hvilket han gerne ville erkende. Han bed tænderne let sammen og stirrede på hende.. Den gennemsigtige skikkelse.. det døde blik... det sår over skulderen. Det så jo virkelig grotesk ud. "Jeg burde slet ikke kunne se dig Liya...." Han vendte blikket væk fra hende igen.. Sorgen meldte sig.. en rystelse gik igennem hans krop. Han savnede hende jo.. Det var ikke nogen hemmelighed. "Jeg bliver sindssyg nu.." endte han mere dæmpet for sig selv. Han gned kort i sine øjne. Han kunne slet ikke begribe det!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya knyttede hånden og mærkede hadet syde et sted i hendes hjerte. Alting havde forandret sig efter dødens indtræden, hun led... plaget af sin egen fortid af stemmen i hendes hoved og længslen efter en mand som i hendes øjne, aldrig havde elsket hende halvt så højt som hun havde elsket ham. "Du har været her.. så hvordan kan du lade mig gå igennem det?" spurgte hun hårdt. Hendes skikkelse var bestemt intet kønt syn, der var intet fredeligt over hende. De fleste ville blive skræmt til døde over hendes tilstand, de mange gange hun havde gjort skade på sig selv. "Du vil snart finde ud af at alt det her er meget virkelig kære. Jeg har altid været den vanvittige af os to, husker du," Hun gled i knæ ved siden af ham og forsøgte at lægge hånden under hans hage og fører hans blik til hendes, trods hun ikke berørte ham oprigtigt, hånden ville bare ende med at gå lige igennem. "Ikke mere end alle os andre," hun fjernede sin hånd og så væk. En skygge kunne anes et sted i disen, det var sikkert bare en vampyr, de kom i ny og næ. "Hvad jeg ikke ville gøre for at røre dig. Du er så varm," hviskede hun dæmpet og lukkede øjnene et kort øjeblik for at tøjle den dybe længsel hun vidste hun havde men som hun ikke rigtigt følte. "Elsker du hende mere end mig?" spurgte hun lidt ud i det blå og spærrede øjnene op for at stirre direkte ind i hans blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte slet ikke for at se på Liya, og særligt fordi at den tilstand som hun var i, så var det virkelig.. et grotesk syn. Hans krop rystede.. Han savnede hende jo.. følte skammen og skylden melde sig, selvom han havde gjort hvad han havde fundet rigtigt i den pågældende situation. Han havde forsøgt at hjælpe hende trygt og sikkert igennem det hele.. selvom det virkelig ikke havde været nemt for ham heller. "Jeg troede du ville passere.. At hvile mellem begge.. et er grotesk.. intet andet.." endte han med en rolig stemme. At sidde her efter så mange år, var virkelig surrealistisk.. Han kunne slet ikke forholde sig til det.
Om Nathaniel kunne, ville han tage Liya i armene.. trygge hende ind til sig, og sikre sig, at det hele ville gå godt igen, for det var sådan at han gerne ville have det. Ham som troede at han var kommet over tabet af hende.. og nu stod han så her.. foran hende igen. Det var virkelig, virkelig underligt. "Det siger folk ja.. Du har nu altid været.. noget særligt." End ikke det var nogen løgn, for han mente det. Hun var og blev uden tvivl det vigtigste for ham! Han vendte kort blikket ned mod sine hænder. Hendes ord gav ham en voldsom knude i maven.. de var så tæt på hinanden, og alligevel så langt væk. Han kunne se hende, men ikke nå hende. Han trak vejret lettere dirrende. Hvad var det med de følelser udenpå tøjet? Det var jo heller ikke ligefrem noget som lignede ham! "Den tanke har jeg gjort mig i mange år, Liya.. Virkelig mange år.." Han vendte blikket mod hende. Han elskede hende, og det ville han gøre alle dage! Der var noget virkelig specielt han havde med hende.. Hun var den som fik ham over tabet af Auromia.. fyldte ham med noget særligt i det henseende, og nu.. nu var han så her. Han rystede på hovedet. "Det vil jeg aldrig kunne.." endte han. Hvorfor lyve? Liya ville altid være den særlige pige, som han havde som en del af sit liv.

[Liya Daimond Diamaqima]

Uden en advarsel, søgte Liya direkte igennem stenen og gennem ham for i stedet at stoppe op bagved ham. Han kunne ikke engang få sig selv til at se på hende, det gjorde hende vred. "Du troede jeg ville passere? Du ved at den overgang kræver afklaring, siden hvornår har jeg nogensinde haft afklaring om noget?" hun så på ham med et træt og dødt blik, men lagde ikke skjul på vreden i hendes stemme. "Du har altid haft en evne til at få alting til at lyde så poetisk, men du ved ligeså vel som jeg at det er den sorte sandhed," hun så ned på sine blege fingre. Når folk havde kaldt hendes sindssyg eller det der var værre, havde hun benægtet og Nathaniel havde bekræftet hende i at hun var perfekt som hun var, men det havde været en løgn, det så hun nu. Der var så meget han havde lovet og sagt men aldrig levet op til. "Indtil du fandt en anden at røre ved, en anden til at holde dig varm," hun glansede ned mod sin grav. Det eneste der var tilbage af hende var gamle knoglerester der sikkert også snart var væk, eller uanset var ubrugelige. Det eneste hun var god for, var at stå her og se hele verden komme videre uden hendes navn i bøgerne, og de få hun havde haft en betydning for, leve videre som om ingenting var hændt. Hans ord fik hende til at glide på knæ bagved ham, og hun strøg e hånd ned over hans ryg uden helt at røre ham. "Så forlad hende. Kom til mig, giv mig fred," bad hun nærmest tiggende. Det andet var ubærligt, han skyldte hende det!

[Nathaniel Diamaqima]

Det løb Nathaniel iskoldt ned af ryggen, da Liya gik direkte igennem ham, hvor han nærmest krøb sammen foran den gravsten. Han lukkede øjnene ganske let. Okay, den havde måske ikke været helt gennemtænkt, men alene den tanke om at hun havde haft så ondt, og havde nægtet at tage imod den hjælp som kunne have reddet hende var næsten det værste. Han havde bare forsøgt at gøre det så godt for hende som muligt! "Uanset hvad jeg havde gjort, ville jeg kun forlænge dit liv med en smerte, som jeg ikke ønskede du skulle bære. Hvis du bare havde taget imod hjælpen, da Silia havde foreslået den, Liya... så kunne du stadig være her.." Han vendte sig endnu en gang mod hende. Han så på hende.. så smerten og vreden i hendes ellers så tomme øjne, som var det sjælen han stod og stirrede på. Det efterlod ham med en dirren. Han elskede hende jo.. Det ville han alle dage gøre, også selvom han vidste, at det virkelig ikke var nemt. Hun troede ikke på ham.. Det stod jo så tydeligt. "Betvivler du min kærlighed for dig?" spurgte han denne gang direkte. Folk måtte tro at han var sindssyg, sådan som han sad lige nu, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det.
Som Liya endnu en gang tog pladsen tæt ved ham, fulgte han hende med blikket. Hun måtte være der.. Det var den eneste forklaring som måtte være på det hele. Som hun gjorde et forsøg på at lægge hånden mod hans ryg. Hans hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at han næsten følte sig svimmel. "Hun vil aldrig kunne holde mig varm, Liya," sagde han ærligt. Fysisk var det umuligt for Yuuki at gøre den slags, men hun lagde låg på den ensomhed som han havde været plaget af i frygtelig mange år nu. En tåre banede sig vejen ned af hans kind.. Han ville ønske at han kunne.. Men nej.. Han rystede på hovedet. "Det kan jeg ikke, Liya..." endte han. Han var i live.. han havde ting at tage sig af.. Nok flere end hvad han ville vedkendes, men døden var ikke hans kald - endnu.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hver gang hun gik igennem ham på den måde, var det som om at hun for et kort øjeblik følte et stik af liv. Et enkelt hjerteslag, en gnist af varme der forlod hende allerede inden hun overhovedet nåede at nyde fornemmelse. "Jeg har oplevet så meget smerte, jeg kunne have håndteret lidt mere for sandheden og et øjeblik mere sammen med dig," sagde hun ærligt. "Der havde altid været udveje, og det eneste du gjorde var at lulle mig ind i søvnen i troen på at jeg ville vågne ved din side og i stedet vågnede jeg sådan her," hun bredte armene ud fra kroppen og så ned af sig selv og sin sårede, gennemhullede, bizarer, døde skikkelse der var ude af stand til at gøre noget som helst. "Du løj for mig om alt andet. Hvordan skulle jeg kunne stole på at du elskede mig?" spurgte hun hvilket var svar nok i sig selv. Ja hun følte sig ligeså uelsket som hun vidste at hun altid havde været, Nathaniel havde bare fået bildt hende andet ind. Hendes nøddebrune øjne fulgte hendes hånd som den forsøgte at vandre ned over hans ryg, desperat forsøgte at røre ham. "Lad være med at tage ordene ud af min mund, Nathaniel, du ved udmærket hvad jeg mener," påpegede hun og trak hånden til sig. Hans ord fik hende til at fryse lidt på stedet. Et kort øjeblik havde hun forventet at han ville gøre det uden at tøve. Langsomt rettede hun sig op igen og tog sig til hovedet. "Du vil ikke," korigerede hun og lukkede øjnene. "Du lyver.. hun holder dig tilbage, du vil ikke være sammen med mig. DU LYVER!" udbrød hun vredt og mumlede nogle uforståelig ord for sig selv, mens hun kredsede om stenen og omkring ham. "Du har aldrig elsket mig, du svigtede mig og vores børn. Du fortjener ikke et bankende hjerte, du fortjener intet. DU LYVER!" udbrød hun igen. De faldende blade fra træerne rokkede uroligt på sig mens hun kredsede og hev sig selv i de mørke lokker.

[Nathaniel Diamaqima]

"Jeg kunne ikke redde dig, uanset hvad jeg ville gøre..." forsøgte Nathaniel igen. Hans viden var nok til at bekræfte for ham, at det var tilfældet.. At han ikke ville kunne gøre noget som helst ved det. Han trak vejret dybt.. Han følte sig kold.. så iskold, som om at han rent faktisk boede ude i den koldeste vinter. Han så mod hende. Knuden forlod dog ikke hans mave.. men derimod kun resulterede i en tåre i ny og næ, selvom han kæmpede for at holde dem tilbage. Det var ikke nemt.. Men han ville. Det var nu at han skulle vise sig som den stærke. "Jeg lovede dig, at det ville blive bedre.. Smerten ophørte, Liya.. Jeg begriber ikke hvordan du kunne gå med det, og lade som absolut ingenting.." Hun havde da ikke ondt i den forstand mere, havde hun? Det var ikke til at vide.. Han vidste ikke hvordan folk forskelligt reagerede på døden, og særligt når de var fanget som hun.
Nathaniel vendte blikket væk. At hun hævede stemmen og klandrede ham for løgne, gjorde det ikke just bedre for ham! Tvært imod! Han bed tænderne fast sammen. Han vidste at han havde svigtet, men af den grund havde han da uden tvivl elsket hende! "Du var mit liv, Liya.. Virkelig mit liv.." Han gik i stå ved tabet af hende.. bogstavelig talt helt i stå. Han trak vejret dybt. Han ville gerne.. det var virkelig ikke det, men han havde et liv her, og han havde et ansvar og en masse tråde at rede ud, og det agtet han at gøre. "Jeg ved, at jeg har svigtet, Liya!" Hans udtale var mere fast end den var høj, for han var ikke typen som hævede stemmen, som hun gjorde. Han endte denne gang med at rejse sig. Han var kommet denne lange vej for det møde her.. eller.. han vidste det ikke. Han kunne virkelig ikke finde ud af det længere. "Det du kræver, er at jeg skal ende mit liv i en egoistisk handling, for at være sammen med dig på den anden side.. Jeg har ting her som jeg ikke er færdig med her.. Jeg kan ikke bare smide hvad jeg har i hænderne, Liya. Jeg elsker dig.. Det har jeg altid gjort, og der findes ikke det, som jeg ikke ville gøre for dig.. Men ikke det.. Ikke det.." Han rystede på hovedet. Den sikre og vise mand han var, var lidt .. væk nu. Han kunne virkelig ikke finde sin plads i den her situation!