We meet again..

[Theodore Jarvis Acheron]

Kimeya Marvalo - Theodore Jarvis Acheron

---

Det var hen på aftenen, da Theodore befandt sig på Det Magiske Marked. Ikke just det sted som han opholdt sig mest, men en gang skulle jo være den første. Hans lille barnebarn - Romeo, holdt han endnu hjemme, selvom det mest var hans hustru som tog sig af ham. Han havde og ville aldrig blive god til børn. Han havde tidligere på ugen sendt et brev til Kimeya. Han havde brug for at snakke. Det var på tide, at Warlockerne viste sig fra deres sande side, og det var noget som han var af den overbevisning, at de kunne hjælpe hinanden med.
Folk stirrede og flyttede sig hurtigt i takt med at han kom gående ned af gaden. Det passede ham fint. Han ville nemlig ikke tøve med at slå ihjel hvis man stillede sig i vejen. Markedet her havde i forvejen taget en voldsom ubekvemsom drejning, og særligt efter Xaviers død, så var der ikke rigtigt nogen kontrol over det. En skam.. Det var noget som man var nødt til at gøre noget ved.

Theodore trådte ind på den nærmeste kro og fandt et bord. Folk trak sig væk fra ham - af grunde som han forstod, men også af grunde som han måtte finde direkte morende, hvilket skam var noget som passede ham perfekt. Han blev nu bare siddende og afventende.. Kimeya måtte vel være lige på trapperne efterhånden? For hans del, var der mange ting som skulle snakkes igennem.. Deriblandt alt omkring hans søn og tronen i Imandra, samt det gamle partnerskab som havde hvilet mellem Kimeya og Sephiran. Der var visse tråde som han nu måtte rede ud.

[Kimeya Marvalo]

At modtage det brev fra Theodore Jarvis, var slet ikke som Kimeya havde forventet. Selv var mange af warlocks nu spredt for vilde vinde, hvilket han selv ikke brød sig om. Han var nødt til at finde en måde, så han kunne få samling på det hele igen, og særligt nu med alt det som var sket i landet på alt for kort tid, var det jo kun en direkte nødvendighed.
Soraya havde han efterladt derhjemme. Efter tøsens fødselsdag, og nu hvor hun var ved at blive så gammel, så kunne han efterlade hende hjemme for længere perioder, mens han var ude for at tage sig af det arbejde, som han var nødt til at give sin opmærksomhed, og særligt warlocks var et væsen som han satte før han satte noget andet. Hans stramme og faste mine, forblev i hans ansigt, som han selv bevægede sig væk fra Marvalo Mansion og ned af den travle handlegade. Naturligvis kunne man mærke at Xavier var borte, hvilket naturligvis var en direkte skam, men ikke noget som han umiddelbart kunne gøre det vilde ved lige nu.

Kroen tårnede sig i det fjerne. For Kimeya var det ganske perfekt. Han trådte med faste skridt mod den. Han selv var iklædt den typiske beklædning, som bestod af den mørkerøde dragt, som sad tæt til hans krop og med en kappe omkring sine skuldre, da det jo heller ikke ligefrem var varmt længere. Theodores skikkelse, fik han dog hurtigt øje på, som han søgte hen mod den. Han tog pladsen overfor ham. "Jeg var overrasket over, at De sendte bud, Deres Exellence," sagde han høfligt. Selv han havde respekten for den titel som manden måtte bære.. og særligt fordi at han vidste, at den respekt var gengældt. Hvorfor skulle han ellers sende besked efter ham?

[Theodore Jarvis Acheron]

Et aktivt og godt samarbejde mellem en leder og en greve, var et glimrende sted at starte. Måske at Theodore havde mange bagtanker omkring hvad han gjorde, og hvordan han handlede, men kunne det egentlig komme bag på nogen? Sådan havde det jo alle dage været som en warlock. Han blev siddende, inden han roligt hævede blikket, da endnu en mørk skikkelse trådte ind. På udstrålingen alene, kunne man jo fornemme, at det var en vigtig og betydningsfuld warlock - derfor kunne det jo kun være den ene mand, som Theodore netop sad og ventede.
Acheronfamilien var ved at blive en stærk familie, og det var netop sådan at han gerne ville have det. Selv vidste han at Kimeya havde taget hans søns liv. Ikke at han klandrede ham for det, for han kunne ikke føle.. Selvom han nu alligevel ville stå fast på, at hans søns rolle i livet, endnu ikke var færdigspillet, så var det jo bare sådan at det var.

Kimeya var ikke en mand som spildte tiden. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for han ville faktisk gerne have det her gjort og overstået hurtigst muligt. "Vi har meget at snakke om, Kimeya... Sæt Dem," sagde han med en rolig stemme. Selvom han ikke nødvendigvis havde nogen titel at tiltale manden med, så bar han respekten for hans plads som leder af deres race, og det var det som han havde tænkt sig at tage fat i her. Hans iskolde øjne fulgte ham. "Vi har meget at snakke om," tilføjede han endeligt. Folk trak sig kun mere og mere væk fra dem.. Det passede ham fint.

[Kimeya Marvalo]

Når to stærke warlocks mødtes på denne måde, var det vel tydeligt, at der var noget på gang? Selvom Kimeya dog på ingen måder troede eller stolede på denne mand, så tog han det nu alligevel i stiv arm. Det var mere hvordan de andre reagerede, som var det han fandt underholdende, og det var skam heller ikke noget som sagde så lidt. Han lod hovedet søge en kende på sned, som han havde taget pladsen overfor Theodore. "Vi har rigtig mange ting som vi kan snakke om.. Det spørges blot, om det er noget som rent faktisk skulle falde i min interesse," endte han med en rolig stemme.
De intense øjne hvilede på ham. Han var skam klar over, at manden som han sad overfor var far til hans nærmeste ven og allierede, også selvom det ikke var noget som kom til udtryk lige nu. Sephiran var en mand, som han nærede selv den største respekt for, men også nu hvor han havde Soraya at tage sig af, var der andre ting, som han var nødt til at have med i de overvejelser. Den kvinde skulle nok vise sig at blive stor og vigtig en dag.. Det var noget som han uden tvivl stod fuldkommen fast på. Han vidste at hun var blevet stor nok til at passe på sig selv i nogle timer nu, så han kunne tage ud. Det passede ham egentlig fint. "Så du burde hellere starte med at tale.. Jeg er en travl mand," endte han med en kortfattet stemme. Han var ikke typen som ville rende rundt og spilde tiden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det forundrede ikke Theodore, at Kimeya ikke var typen af en mand, som havde nok at se til, og ikke ønskede at spilde sin tid. For ham selv, var det dog ganske udmærket. Han havde et familieliv, som han stadig forsøgte at få stablet på benene, og selv det, var noget som meget hurtigt var ham en udfordring, og særligt når han ikke havde nogen anelse om hvad der var på det følelsesmæssige spekter.. Så ja, der skete mange fejl på den front. Der var han selvfølgelig glad for at han havde Clemency.
"De spilder ikke deres tid, formoder jeg.." Han nikkede blot. Et sted gik de jo med den samme drøm om at få warlockerne frem igen. Særligt overfor vampyrerne og dæmonerne, som alle tre havde været en bekrigende igennem frygtelig mange år, og det nu igennem den sidste tid, kun havde taget voldsomt til. Han foldede hænderne roligt foran sig og med blikket mod ham. De var begge ude på det samme.. De ønskede det samme, og sammen havde de vel også midlerne til det? "Jeg skal gøre mig kortfattet," sagde han roligt. I det store og hele, så var det rent faktisk noget som passede ham selv ganske glimrende. Han kneb øjnene ganske let sammen. At blive kostet rundt med i udganngspunktet havde han faktisk meget svært ved. Han måtte bide det i sig for nu. Det var jo trods alt hans leder. "Jeg vil have endt den krig racerne imellem - og naturligvis med vores på top. Jeg har været væk i mange år.. Frygtelig mange år, og jeg ved, at der er mange ting som jeg endnu ikke har fået styr på. Du har styrken... jeg har remedierne," begyndte han ganske stilfærdigt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at Theodore havde været væk igennem rigtig mange år. Warlockerne ville han selv gerne have frem, men lige hvordan, kunne være det store problem, og særligt i dette henseende. Han foldede hænderne roligt foran sig. Dette var en yderst vigtig samtale, selv set i hans øjne, og det var slet ikke noget osm han havde nogen intentioner om at gøre noget som helst ved. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det jo bare sådan at det var. "Vi ønsker begge to det samme, det er sandt, men måden at opnå det på, kan derimod være forskellig," sagde han kortfattet.
Hvad Theodore kunne bidrage med, vidste han ikke, og det var bestemt heller ikke alle warlocks som han selv stolede på, og dette henseende, var ikke ligefrem noget undtag, hvis han selv skulle sige det. Hans blik hvilede itnesnt på hans skikkelse. "Du har været væk i rigtig mange år min ven, og meget må jeg fortælle dig, er og har passeret i samme omfang," sagde han med en ærlig stemme. Han rettede sig op og med armene som han denne gang lagde over kors. Manden havde hans fulde opmærksomhed.. så det handlede uden tvivl om ikke at spilde sig af den tid. "Jeg er måske en mand af styrke, Theodore, men selv jeg ved, hvornår det lugter langt hen af løgn og bedrag.. Tro mig.. Jeg har oplevet frygtelig meget i min tid.. Kan jeg stole på Deres ord?" spurgte han med en ganske kortfattet mine. Han fandt det her for nemt... alt for nemt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forholdt sig ganske roligt og med blikket vendt i retningen af Kimeya. De ønskede begge to det samme, og det var også derfor at han selv havde valgt at arrangere dette møde. Han selv ville jo gerne lidt frem i lyset, og særligt efter at han havde været væk igennem så mange år. De intetsigende og kolde øjne hvilede på hans skikkelse, og uden at han så det mindste væk fra ham, for det havde han da heller ikke nogen verdens grund til, hvis han selv skulle sige det. Han trak kort på den ene mundvig. "Alle de midler som skal tages i brug for at opnå målet.. Det er hvad jeg er fristet til at ofre," sagde han roligt. Dette var dog sandt. Hvad han dog ikke ville ty til af midler for at opnå hvad han gerne ville have.
De intense øjne forlod dog ikke Kimeya på noget tidspunkt. Dette var en alvorlig sag. Selvom han var en mand uden sjæl, så kunne man rent faktisk stole på hans ord. Dette var også noget som han fik meget ud af, og det var også det som han var ude på. Det var det som var det vigtigste for ham lige nu. "Har jeg nogensinde skænket Dem en grund til ej at kunne stole på mine ord, Kimeya?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod det glas som han havde stående foran sig. Han tømte det. "Jeg ønsker dette samarbejde.. Jeg ønsker at stoppe krigen racerne imellem, men naturligvis med Warlockerne som den største og bedste. Andet er uacceptabelt," pointerede han med en sigende mine. Løgn var det ikke. Det var det mål som han havde, uanset hvor egoistisk det så måtte fremstille ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya blev siddende, uden så meget som at rokke sig ud af stedet. Han var dog interesseret i hvad Theodore havde at fremlægge for ham, for det at få sin egen slags hævet foran dæmoner, varulve og vampyrerer, ville han bestemt heller ikke have noget imod! Han ville have det gamle sammenhold tilbage igen. "Det er noget af en ofring," endte han blot med en næsten ligegyldig stemme. Sandt var det dog.. dette ville komme til at koste dem begge blod, svede og tårer, men selv det, var noget som Kimeya var mere end villig til at ofre for sin race.
Det kunne godt være, at Theodore ikke direkte havde givet Kimeya en grund til ikke at stole på hans ord, men selv han fandt det virkelig underligt, at han pludselig bare kom... nu, en det var nu bare sådan at det måtte være. Han kneb øjnene svagt sammen. "Måske ikke... men der er mange selv af vores slags, som heller ikke har givet mig en grund til, at jeg skulle udvise den tillid," pointerede han med en ganske kortfattet stemme. Han rettede sig en anelse op. Denne mand vidste han dog et sted godt, at han kunne stole på. Han havde jo igennem rigtig mange år, set hvor mandens loyalitet havde ligget henne, og det var det, som rent faktisk betød meget for ham. Selvom han ikke var særlig god til at vise den taknemmelighed, så vidste han jo, at han værdsatte det. "Så langt taler vi det samme sprog.. Jeg ved, at du er en mand, som har talegaverne i orden, og midlerne til at lade dette blive en realitet. Warlockerne skal afslutte på toppen.. Så det er noget jeg vil se frem til," sagde han med en rolig stemme. Så langt, var de jo rent faktisk på bølgelængde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så meget som et træk fandt sig vejen til Theodores ansigt, som han blev siddende og kiggede på Kimeya. Det var en alvorlig ting, og det var måske noget af en ofring, men det var en af slagsen, som han glædeligt gjorde, hvis det var det. Han nikkede. "Men en af slagsen, som glædeligt gøres," sagde han med en kortfattet og sigende mine, da han igen vendte blikket mod sit glas foran sig. Denne gang valgte han roligt at tømme det, og så derefter på Kimeya endnu en gang.
Alt taget i betragtning, så gik dette præcist som Theodore gerne ville have det. Hans mine og blik forblev direkte alvorlig, og uden at det ville ændre sig for noget som helst. "Der er mange som har givet dig grund til mistillid. Derunder håber jeg naturligvis ikke, at jeg er blandt dem, da jeg altid har haft resten til dig, Kimeya.. Både som en leder af racen, men også som en allieret," sagde han med en ærlig stemme. Hænderne foldede han roligt foran sig. En alliance dem imellem, var virkelig en stor ting, og det var jo lidt det, som han ønskede at fremhæve i denne stund. Det var vigtigt, at de begge to var i stand til at se det, så de kunne sætte sig de fællesmål. Theodore var en mand af ambitioner, og han satte sig uden tvivl de største og højeste, som han nu kunne. De snakket nemlig det samme sprog, og efterhånden, kunne det godt se ud som om, at det var noget som var så småt ved at gå op for Kimeya. Perfekt! "Jeg er sikker på, at vi nok kan få det hele ret på plads. Vi ønsker netop det samme.. så hvorfor ikke hjælpe hinanden lidt på vej?" spurgte han med en rolig stemme. Hans blik fortrak stadig ikke så meget som en mine.. Han var en sjæleløs mand.. ingen samvittighed, men dog kunne hans ord sagtens tages til sig.. Han levede op til dem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya lod hovedet søge langsomt på sned, som han lod blikket hvile intenst på Theodore. Den mand havde fanget hans nysgerrighed og uden tvivl fået hans opmærksomhed på en måde, som han ikke kunne beskrive det. Hans hænder forblev foldet foran ham. "Som sagt, et meget alvorligt offer," sagde han med en kortfattet og ligegyldig stemme. Han selv var ikke af den største overbevisning. Selvom Theodore nu aldrig igennem livet havde givet ham en grund til mistillid eller noget som mindede om det, så var der stadig ting, som skulle gøres i det her henseende. I det store og hele, var der virkelig ikke mange warlocks som han stolede på.
"Du har ikke givet mig nogen grund... ikke før nu om ikke andet. Det er mange år du har ligget i dvale min ven.. og derfor også mange ting som du igennem tiden nu har misset," modargumenterede han. Theodore havde altid været en tro støtte og ikke mindst en tro loyal mand overfor ham, og det gjorde det uden tvivl til en ting, som han skulle overvære meget grundigt, særligt fordi at det i denne tid, ikke var plads til at begå den form for fejl, og det var lidt derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu kunne gøre det bedst. "Jeg har ikke plads i det her liv, til at begå flere af de fejl, som jeg førhen har begået Theodore... Det har førhen taget mit liv, og det er ikke noget, som jeg tillader skal ske igen," forklarede han alligevel med en kortfattet og meget alvorlig stemme. Selovm det måske lå meget til Kimeyas person, at løbe risikoer og tage chancer, så var det ikke noget som han gjorde denne gang.. Tvært imod.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ganske vidst misset rigtig mange ting, i og med, at han havde lagt i graven i et helt årtusinde, men af den grund, havde hans loyalitet til Kimeya altid været der, og aldrig kunne det falde ham ind, at skulle vende sig i andre retninger. "Min loyalitet har altid ligget ved Dem, Kimeya.. Det vil jeg på det kraftigste mene, at jeg altid har påvist," sagde han denne gang med en snert af alvor i hans stemme, for det andet, var da godt nok heller ikke noget, som han måtte finde sig i. Hans blik forblev denne gang direkte alvorligt hvilende på ham. Dette var en tanke som under normale omstændigheder ville have gjort ham vred, men her følte han kun, at det var på sin plads, at bevise hvad han rent faktisk var lavet af, og det var nok også lidt det, som han reagerede på.
"Der er ikke plads til fejltagelser for nogen af os. Jeg har selv et ry som jeg skal have tilbage på benene igen, og jeg må sande, at end ikke mine sønner har gjort det nemt for mig.. Dog vil jeg stadig påstå, at jeg er Dem en stærk allierede," sagde han med en rolig stemme, som han lod de mørke og intense øjne hvile på ham.. dog meget tomt. Det lå slet ikke til ham med følelser eller noget hen i den stil. Selv han ønskede jo at se warlockerne på toppen og det med alt hvad det nu måtte indebære! Han knyttede næverne ganske let. Fejl kunne koste liv... og i værste tilfælde, så deres. "Tillad mig at bevise mit værd på denne måde.. Min slægt er længe kendt for sin forskning i mørk magi... en blodig alliance vil være bindende på alle led og kanter," forklarede han videre. Dette var en alliance som han ville have, koste hvad det koste ville!

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik hvilede fast og intenst på Theodores skikkelse. Det var et virkelig alvorligt emne de var inde på, også selvom det var noget som uden tvivl berørte dem begge i meget stor grad. Han trak vejret dybt. Theodore havde jo altid været ham en dybt allieret mand, og en som altid havde haft hans loyalitet og troskab, og det var uden tvivl noget, som han virkelig værdsatte. "Som en af de meget få, som jeg altid har vidst, hvor jeg har haft, Theodore, men det ændrer jo ikke på, at jeg ikke stoler på mange," sagde han med en kortfattet tone. Det var vel også en besked, der var til at forstå for ham?
Kimeya blev siddende. Det var et emne som berørte dem begge frygtelig, frygtelig dybt, og det var nok også derfor, at han reagerede på den måde som han gjorde. Han rettede sig en smule op. "Mange af de fejl, som jeg førhen har begået, betaler jeg stadig prisen for.. Hvis det her skulle gå hen og fejle, Theodore, så agter jeg ikke at stå med ansvaret for det alene, om det er noget som De har tænkt dig at yde din assistance med," sagde han med en ganske så kortfattet og noget bestemt tone. Han vidste at Acheron-familien var kendt for lidt af hvert, og det kunne meget vel vise sig, at blive meget brugbart for ham.. Måske at det ikke var så tosset en ide alligevel? "Der har altid ligget mange dybe og mørke hemmeligheder i Deres familie, Theodore... En blodig alliance? Og hvad skal det helt konkret betyde?" spurgte han denne gang med en meget mistroisk stemme.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore tog ikke Kimeyas skeptisme som nogen kritik, for han gik da stærkt ud fra, at det heller ikke var sådan ment, men at manden blot ønskede at passe på. Han blev siddende, selv uden at fortrække så meget som en eneste mine. Hovedet lod han søge let på sned. "Og tror du, at det vil være anderledes nu?" spurgte han med en rolig stemme. Han rettede sig en anelse op, inden han lod armene afslappet hvile på bordet.
Begge havde de begået fejl igennem deres liv, og begge havde de betalt en stor pris. For Theodores vedkommende, kunne man da om ikke andet, så sige, at gælden var betalt. Det var dog langt fra tilfældet for Kimeyas vedkommende. "Jeg tror vi begge har betalt en høj pris bare for muligheden for at sidde her i dag, som vi gør, Kimeya.. Vi ønsker begge at opnå det samme, og det er noget som jeg synes vi skal arbejde sammen om at få gjort... En blodig alliance, kræver en særlig magi, som særligt er kendt for min slægt og min familie.. Den binder os til løfterne.. med døden til følge, om disse bliver brudt.. Et tæt samarbejde mellem mig og dig," fortalte han med en rolig stemme, som var det hverdag, at man snakket om døden på den måde. Han fandt sin daggert frem, som han lagde i håndfladen.. lukkede fingrene om den og kørte kniven igennem, så den lavede en dybere flænge, som omgående begyndte at bløde. Han fortrak dog ikke så meget som en mine, da det skete.
Daggerten skubbede han roligt mod Kimeya, som et tegn til at han skulle gøre det samme. Han blev stående med sin egen blødende håndflade. Hvis det skulle til for at bevise sin troskab og sin loyalitet, så gjorde han det.