Stalking The Predator

[Deleted]

@angelera

Natten var endnu ung, men havde varet i nogle timer. Nætterne var forskellige i Corvento og Castle of Blood. Dvasias var et anderledes land, et land hvor solen sjældent hvilede for længe på jorden, inden mørke stormskyer dækkede for den. Men det var altid mørkt i dette slot, og der var ikke så meget som en enkelt revne imellem stenene hvorigennem solens stråler kunne trænge. Han havde brugt flere timer i Fyrstesalen, og lyttet til de evige undskyldninger af inkompetente individer, der tiggede og tryglede ham om hjælp. En mere eller mindre typisk nat, hvor han var tvunget til at sidde og lytte. For de som higede efter magt og efter at lede, fandt ofte sig selv på sine knæ, og tvunget til at følge. Og magt var ikke noget Malekith gav ud af med rund hånd. En nådesløshed han også havde demonstreret denne nat, da han skulle beslutte en passende straf for en vampyr der havde forrådt ham.
Og dog, var dette det nærmest trivielle liv af en Fyrste som ham selv, nu hvor landene åbenbart lå i hvile og der ingen krig var til at slukke tørsten. Og trivielle nætter som denne, bød også på trivielle ting, såsom et hurtigt visit til sine egne gemakker. Der var nogle ting, han nok hellere måtte for ordnet, inden det gik ham på nerverne. Så ståldørene til hans gemakker blev åbnet med hård hånd, og Malekith beordrede vagterne til at forlade gemakkerne, og give ham til fred. Han trådte ind, iført bukser af læder og med skinner af stål, og en ærmeløs vest, broderet i fine detaljer af kulsorte tråde.

Hans elegante men beslutsomme skridt gav et smalt ekko i lokalerne, stille som de var, og det virkede nærmest som om de livløse genstande gjorde honnør som han passerede dem. Han passerede det første lokale, og ind i hvad der var soveværelset, og passerede sin seng som han fortsatte til et skrivebord. Han fandt et glas frem, og en flaske. Da flasken var blevet åbnet, hældte han den røde væske ned i det krystalklare glas, imens han lydløst sukkede en smule for sig selv. Han gad ikke stå her og lave ingenting, men noget sagde ham dog alligevel at denne nat ville byde på noget lettere uventet. "Jeg byggede dette slot.. at gemme sig i dets skygger, vil ikke gavne dig." Sagde han roligt i en autoritær men stadig nærmest afslappet tone, idet han atter puttede proppen på flasken, men stadig uden at vende sig om. I stedet lod han sit blik hvile mod pergamenterne og dokumenterne på bordet. "Hvis du er kommet for at dræbe mig, vil du hurtigt indse det som en mere besværlig opgave end som sådan.. " Tilføjede han og et diskret smil formede sig ved hans ene mundvig, som han sippede en smule til den blodige væske i glasset. Han kunne lugte hende. Blot det at det var en kvinde, var meget tydeligt.

[Deleted]

Det var cirka halvanden uge siden Angelera havde indfundet sig på Castle of Blood. Vampyr fyrsten virkede meget interessant og hun havde hørt rygterne om hvad han havde gang og hvordan han var. Hun kunne lide det, det var spændende og nyt!. Hun havde søgt til slottet for at få et indblik hvordan han var men hun havde på ingen mulig måde troet at det ville være så helt at komme tæt på ham som det havde været. Med lethed var hun kommet ind på slottet og havde opholdt sig der gennem de følgende dage og nætter. Ingen havde opdaget hende selvom hun nu var ret så sikker på at fyrsten vidste at hun var der. Det gjorde hende intet, han lod hende være i fred så hun var aldeles godt tilfreds med det udfald. Natten var endnu ung selvom der altid var meget mørkt her, det gjorde hende intet, hun havde absolut ikke noget forhold til solen eller dets lys. Mørket var meget sjovere at jage i aligevel, desiden behøvede hun ikke sit syn for at jage. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun fulgte fyrsten på hans daglige gang. Folk kom til ham med trivielle ting, kedeligt. Han lignede en som kedet sig, som godt kunne bruge noget til at live hans tilværelse en smule på. Normalt havde hun holdt sig fra hans private kamre, hun havde ikke behøvet at følge ham derinde men på denne nat valgte hun dog alligevel at gå med ham blot for at få en alene stund med ham.

Gemakkerne var tomme for folk, der var kun dem så hun vidste at hvis han ej havde opdaget hende før så havde han det i det mindste nu. Hun kunne ikke andet end at smile, skyggerne var måske ikke det bedste sted at gemme sig men de var bedre end ingen ting. Hun lyttede til hans ord og smilet bredte sig på hendes læber. Hun var afsløret men det havde hun jo allerede vidst i forvejen. Hun kom roligt frem og stilte sig op af den ene væg modsat af ham. Hun var hellet ikke dum, han kunne med let hed slå hende ihjel så det at holde en smule afstand var smart. "Tro mig, hvis jeg ønskede Dem død så havde hverken De eller jeg stået her lige nu" hendes søde stemme lød i lokalet mens smilet fortsat forblev på hendes læber. Det rødlige hår hang ned over hendes skuldre og kærtegede hendes krop, hun havde bindet for øjnene som altid, hun havde ikke brug for at se for at bevæge sig rundt. Hendes tøj var det samme som altid. Hun havde meget lidt af det på og det sad tæt ind til hendes krop og fremhævede hendes former. Hun var en kun pige. "Jeg må ærligt indrømme at jeg er skuffet over Deres vagter. De har endnu ikke opdaget mig selvom jeg har befundet mig på Deres slot i en rum tid nu." Smilet hvilede stadig på hendes læber. På ryggen havde hun de to svær som hun som oftest brugte til at slås med, hun elskede at slås.

[Deleted]

Ak jo, Malekith havde måske virket ligeglad overfor det, men han havde nu alligevel vidst i et godt stykke tid, at en fulgte efter ham i hans eget slot. Han havde dog aldrig rigtig været bekymret eller følt nogen større trang til at jage et spøgelse, eller mobilisere sine vagter for at finde hende. Dette var åbenbart legen hun havde ønsket at lege med ham, og så havde han blot valgt at lade hende gøre som hun lystede. Heldigt for hende, havde hun nu ikke rigtig forstyrret nogen daglig gang på slottet eller efterladt sig en sti af blod og lig efter sig. Så der havde vel ikke været den store grund til at hidse sig op? Også selvom han nu alligevel fandt det ganske vovet af hende, at gøre det, og ligefrem at følge ham ind i hans egne gemakker denne nat. Han havde nu alligevel fundet en ganske tilfredsstillende trøst og selvsikkerhed i at vide, at hun nu var på hans domæne. Og selvom hendes øjne var dækket, ville mørket af dette slot ikke være sikkert for hende, skulle han have taget en anden beslutning. Han var Fyrste af dette slot, ikke hende..
En nærmest aggressiv beslutsomhed der drev ham til kort at spænde sin kæbe ved hendes ord. Han kunne se hende i den svage reflektion af vinduet foran ham, som hun stod mageligt og nærmest selvsikkert op ad muren bag ham. "Nej." Lød det så pludseligt fra ham, og han sippede endnu engang af glasset imellem hans fingre, og vendte sig om så han stod med fronten mod hende. Øjnene fæstnet mod hende. Nu hvor han så hende, ville hun ikke undslippe hans syn igen. Hun var enten meget modig, eller meget dum.. "Dit blod ville fylde dette glas, og jeg ville betragte dine resterende lemmer hænge fra Porten." Tilføjede han så, ganske hvæsende og aggressivt, men endnu uden at hæve sin stemme. Heldigt for hende, var han endnu mere fascineret af hende, end han var irriteret af hende. En fascination måske blot styrket af hvad han så, og hvad hans sanser samlede af indformationer. Hun var stadig levende, men alligevel en vampyr... Og dog, måtte han statuere at hendes attitude samtidig øgede hans irritation.

Malekith tømte hurtigt glasset efter sine ord, og stillede den fra sig, inden han så atter fæstnede sit blik mod hende. Han granskede hende med sit blik, næsten overvejende og undersøgende. I det mindste var hun stadig så fornuftig at hun tiltalte ham med en hvis grad af høflighed. "Lad det ikke stige dig til hovedet.. Mine vagters inkompetence driver dem til at forfølge mere trivielle mål, frem for at passe deres pligter.. Noget der vil blive ændret." Nuvel, hun måtte uden tvivl besidde visse evner og talenter, eftersom hun havde kunnet infiltrere et af Dvasias mest velbevogtede og ikke mindst dødbringende slotte, mere eller mindre ubemærket. Men han kunne da ikke andet end undre sig... hvis hun ikke havde benyttet sig af disse evner i et forsøg på at dræbe ham, hvad så? Malekith begyndte langsomt at tage nogle få skridt imod hende. Med et både diskret smil lagt på hans læber, og et gennemborende blik. "Og dog.. selvom det måske har vist sig en smal sag at gennemtrænge disse mure, så forsikrer jeg dig om, at du ikke vil forlade dette slot i fuld figur... i hvert fald ikke før du har fortalt mig hvad dine intentioner er.." Tid havde han masser af, men han var langt fra en tålmodig Vampyr, der ikke nød at andre forsøgte at holde ham for nar. Og hvis hun havde fulgt ham i så lang tid, burde hun også kende til blot en brøkdel af hvad han kunne finde på at gøre ved hende. Blot lugten af hendes blod trængte igennem hendes bare hud og kærtegnede hans næsebor.. lyden af hendes bankende hjerte trommede let imod hans trommehinder...

[Deleted]

Angelera ønskede ham intet ondt, Han var stærk, et træk som hun virkelig godt kunne lide og noget som hun ledte efter i en mand. Mand som var svage tog hun som det passede hende, torturerede dem, fik stillede sin sult, dem begge to, og derfor slog hun dem ihjel fordi de ikke var værdige til at leve. Kun de stærkeste overlevede og de mænd hun tog var langt fra stærke. Den styrke hun søgte håbede hun på at kunne finde her i ham og det var derfor at hun på så lusket vis havde rendt rundt og betragtet ham og hun kunne kun indrømme at hun kunne lide hvad hun så indtil nu. Smilet hvilede roligt på hendes læber, hun havde ej forstyrret ham eller slottet, ikke slået nogen ihjel og bare ladet tingene gå som de gjorde og det var helt med vilje. Ikke nok med at hun ingen intentioner havde for at gøre livet surt for ham så havde hun ingen nytte af at skabe ravage.
Hun strakte sig en gang som hun stod op af væggen. Hun var ikke bange for at dø, hvis han slog hende ihjel så var det hendes tid. Hun ville kæmpe med alt hvad hun havde i sig men hun ville ikke bebrejde ham noget. Hun frygtede kun en ting i denne verden, at der ej var en mand som var stærk nok til at holde hende, til at styre hende som hendes gamle mester havde gjort det. Smilet hvilede roligt på hendes læber. Hun kunne ikke se ham og dog tillod hendes dæmoniske racer hende at se hans handlinger og bevægelser som hvis hun ikke havde haft bindet for øjnene. Han var en hård mand, det havde hun set igennem de sidste par dage og hun havde kunnet lide det. Det var altid rart at se og opleve nye ting. Han var selvsikker, hans ord fik hende til at fnise en smule. "De er ufattelig selvsikker, Min Lord. Af fej mig ikke blot fordi jeg er en kvinde" pointerede hun roligt. Jo hun havde da en hvis respekt overfor ham. Hun frygtede ham ikke, ville aldrig komme til det for som sagt var hun ikke bange for ret meget men hun ønskede da om muligt at vise ham en eller anden form for respekt når nu han var så højt på strå som han var det.

Angel lod hovedet søge let på sned som han tømte glasset, hun kunne høre ham drikke og sætte glasset fra sig. Hun kunne næsten mærke hans blik på hendes skikkelse igen bagefter. Det var rart, hun kunne virkelig godt lide at blive betragtet af mænd, især mænd som ham. Hun tiltalte ham med den respekt som han fortjente når han ikke var hendes herre. Hun foldede hænderne foran sig og lyttede til hans ord. "Jeg beder til for Deres skyld at Deres vagter bliver bedre. Det kan ikke passe at De selv er nød til at håndtere folk som trænger ind på Deres domæne" sagde hun roligt og smilede stille. Hun var god til at snige, hun var let på tå og hurtig. Hun var snigmorder, trænet i det erhverv og trænet til at tjene en herre. Hun klarede sig ikke godt uden at have en som kontrolerede hende og som styrede hende. Hun havde brug for en der kunne være hård ved hende men som også kunne stille hendes lyster når hun havde brug for det. Hendes lille indbrud var ej for at dræbe ham, nej hun havde helt andet ting i tankerne som han kunne bruges til. Han kom hende nærmede men hun rørte sig ikke. Hun var ikke bange. Hans ord fik hende til at smile. "Hvis jeg ønskede at forlade dette sted så havde jeg gjort det før jeg havde søgt Dem her i Deres eget gemak. Jeg er her kun for min egen skyld, for egen skyld. Mine intentioner er ...... at jeg var nysgerrig. De er stærk, styrke tænder mig hvis jeg skal være ærlig. Jeg har længe ledt efter en som var stærk nok til at kunne styre mig. Jeg er her i håbet om at jeg ikke skal lede længere." Hun havde ingen grund til ikke at fortælle ham hvorfor hun var der eller hvad hun ville. Hun var ikke forfjamsket over hvad hun ønskede af ham. Hun ønskede en herre, en som hun kunne passe på, en som kunne behandle hende hårdt, styre hende, bide hende og stille de lyster som hun nu en gang havde. Hun forlangte hverken forhold eller penge. Blot mad og logi og så at få stillet de lyster hun har.

[Deleted]

Det havde aldrig rigtig været nogen hemmelighed at Malekith var en fortaler og mægtig forkæmper for den Vampyriske race. Blodet der flød i ham og så mange andre af hans egen slags, var de andre racer dominant og overlegent. Og selv med solen som deres fjende, havde Vampyrerne formået at få sig et meget stærkt fodhold i denne verden, og ikke mindst i manges værste mareridt. Alkymisterne, varulvene, englene og dæmonerne... alle var bastarder og hans opmærksomhed uværdige. Alt for mange andre væsner forsøgte at gøre krav på natten og dets domæne, men så længe Malekith eksisterede, ville han ikke tillade det. Ville ikke tillade at vampyrernes fødselsret blev taget fra dem. Også selvom så mange andre generationer af vampyrer havde fejlet og ladet andre diktere og have indflydelse på deres eksistens. Og ikke langt fra ham, stod et kvindeligt væsen, bærende på blodet ikke blot af en vampyr, men af så meget andet. Holy Grails var sjældne, men han var stødt på sin del igennem sin lange eksistens. Og det syntes at handenne nat, skulle støde på endnu en af slagsen. Vandskabninger... og dog, kunne hendes talenter og ynde tyde i en anden retning.
Selvsikker var ikke ordet. Ikke nok til at beskrive den vampyr der stod i hendes tilstedeværelse, ikke nok til at beskrive den magt og styrke han besad. Ingen var uovervindelige i sidste ende, men han var udødelig, og de som havde undervurderet ham igennem disse mange år, havde ikke nået at fortryde deres handlinger før han havde revet deres hoveder fra deres skuldre. "Og du bør ikke tro at jeg ville vise dig nogen form for nåde, blot fordi du er en kvinde.." Han havde skam allerede overvejet det. At stikke sin hånd i hende og rive hendes hjerte fra brystet, inden hun kunne nå at trække sit sværd. Men nej, han fejede hende endnu ikke under tæppet, blot fordi hun var en kvinde. Kvinder havde ofte vist sig at have kapaciteten for stor ondskab og nederdrægtighed. Men dog, selvom de ofte havde et sværd indenfor deres rækkevidde, var kun de færreste villige og havde viljen til at bruge den. Han havde lært mange år siden, ikke at undervurdere kvinder.. Ligesom at mange kvinder havde lært konsekvensen af at bedrage ham.

Hun virkede selvsikker, men ikke blot grundet en tydelig tiltro til hendes egne evner.. Hun nød dette. Hun syntes hjemme i feltet af hans blik, som center for hans opmærksomhed. Han kunne fornemme det i luften imellem dem, spotte det på smilet af hendes læber. Og dog virkede det ikke til at hun søgte at forføre ham, men blot at forblive hans fokus lidt endnu. Måske hvilede der endda en skjult trang til at blive forført, berørt, af ham.. "Jeg har håndteret mange ting og fjender.. Jeg er en Vampire Lord.. Hertug af Dvasias og Fyrsten af dette slot. Alle som trænger ind på mit domæne, står til ansvar for mig.." Skyndte han sig at bemærke, ganske beslutsomt og idet han let hævede sit hage, imens han stadig nærmede sig hende. Ej heller gjorde hun noget ved at han nærmede sig. Var det frygtløshed, eller måske ønskede hun at han kom nærmere? Hun var ingen undtagelse. Hun havde måske ikke vist sig at være fjendtlig eller aggressiv overfor ham, men hun havde stadig trængt ind på hans domæne, uden at betale nogen pris.
Hendes ord var meget direkte og ligetil, og ligesom med hendes krop og tilstedeværelse, var der ikke meget hun søgte at skjule. Han var fri til at se og høre... var han også fri til at røre, eller måtte han tage? "Smigrende... Så du kommer her, i en søgen efter en herre? Og måske vil du ikke have brug for at lede længere... Men fortæl mig endelig. Hvad får dig til at tro, at vandring i skyggerne, vil gøre dig fortjent til en plads i mit hof?" Hun tog grueligt fejl, hvis hun troede at det var ham, der skulle bevise sit værd overfor hende. Som havde hun den luksus at vælge og vrage og tage og give. Dette har hans domæne, han stod ikke til ansvar for nogen, og særligt ikke en pige som hende! Måske noget han burde minde hende om? Malekith kom stadig nærmere hende, betragtede hende, fornemmede hvordan hendes duft stadigt bredte sig ud i lokalet, og hvordan hendes hjerte slog bag hendes bryst. "Du befinder dig nu i Chateau de Sangue.. The Castle of Blood.. Mit slot." På et splitsekund var han hende ved hende, tæt ved hende, med den ene hånd om hendes hals, og den anden om hendes ene håndled. Han brugte et kort øjeblik på at lade hendes duft fylde hans næsebor. "Og du har formenet dig adgang, uden at betale blodet som pris.. og jeg vil have min pris!" Hvæsede han efter hende, med faste tag om hende, men stadig uden intentioner om at dræbe hende... selvom hendes død ville være yderst tilfredsstillende. Dog, var han også klar på modstand, skulle hun vove at give ham det. Med en tommelfinger mod hendes hage, vendte han hendes ansigt en smule i vejret, og lod sine sanser opsluge i duften af blodet der flød under hendes hud. Endnu engang tog han en dyb indånding med læberne og næsen tæt ved hendes hals, og efter blot et øjeblik, strakte han sin hals en smule, og lod sine tænder synke i hendes hals. Han behøvede ingen tilladelse, ingen undskyldning for at gøre dette. Han tog dog ikke meget blod, blot en halv slurk, inden han så trak sine tænder til sig igen. For mange kunne et bid fra en vampyr som ham selv, have store sensuelle betydninger og sensationer... en tilfredsstillende han ikke ville give hende. Hvorfor ellers, ville Corvento og dette slot være fyldt med de som ønskede at give deres blod...? Tilfreds slugte han blodet og vendte så sit blik imod hendes læber, da der ikke ligefrem var øjne at fokusere på, imens han gjorde grebet om hende lidt mere fast, som en insisterende gestus, så og sige. "Nu da du har betalt prisen, bør du tale din sag, inden jeg beslutter mig for at tage lidt mere... Sig mig.. Hvilken nytte kunne du være til mig?"

[Deleted]

Angel vidste at hun stod foran en mægtig mand. Vampyren var den race i hendes indre som hun forbandt sig mest med selvom hun ikke var blev for at indrømme at hendes andre racer havde fordele. Dødsenglen var praktisk, det var sjovt at kunne flyve og heale de sår hun fik, jord dæmonen og vind dæmonen gjorde hende ekstremt god til at føle andre omkring sig, hvor de var hende og som sådan også hvad de lavede, den sensuelle dæmon var kilde til meget nydelse for hende men vampyren var bare særlig. Hun elskede at hun kunne mærke levende væsners hjerteslag, hun elskede at bide, drikke blod og ligeså blive bidt og blive drukket fra. Det var ikke kun fordi det efterlod en næsten euforisk følelse i hendes indre når hun mærkede tænderne af et andet væsen blive boret ind i hendes hud men fordi det bare føltes så naturligt at give sig hen til en anden på denne måde. Det var ikke ofte at hun stod foran en fuldblods vampyr af hans kaliber men hun kunne lide det. Han afgav ligesom en aura som hun følte sig tiltrukket af. Hun kunne virkelig godt lide det, det tiltalte hende i sådan en grad at hun efterhånden var sikker på at hendes valg var faldet rigtigt. Hvis han ville have hende så ville hun tjene ham.Hendes smil blev en smule større ved hans ord. "Det sætter jeg pris på at De siger. Jeg ønsker ej særbehandling på grund af mit køn" pointerede hun roligt. Hun var ikke bange, ikke for ham og ikke for døden. hun ønskede ikke at han skulle holde tilbage hvis han ønskede at slå hende ihjel, hun var ligeglad faktisk. Hun ville hellere have en ærlig kamp hvor hun blev overmandet end at hun ville få en fordel på grund af hendes køn. Hovedet søgte let på sned og tungen gled roligt hen over de røde læber. Hun var tilfreds med at han ikke bare ville af feje hende, det var tildfredsstillende at vide.

Hans blik hvilede på hende, hun elskede det, hun nød det. Den opmærksomhed som han gav hende var tiltrængt, det var noget hun kunne bruge. Hun prøvede ikke at forføre ham, hun ønskede hverken hans magt, penge eller status. Hun ville stå til rådighed for ham hvis han ønskede hende, han kunne bruge hende som han havde lyst til og som han ville uden at skulle tænke på at der var nogle bagtanker bag det. "De er en travl og fremtræden mand, Min lord. Dog ville det være rart hvis Deres vagter kunne skille bukkene fra fårene, ikke sandt?" spurgte hun mildt. Hun kunne mærke at han kom hende tættere på og hun kunne virkelig godt lide det. Det var rart at have ham tæt på sig, som sagt så tændte hun på styrke og han havde meget af det. Han udstrålede det og hun kunne ikke andet end bare at nyde det hele. Hun drak hans tilstedeværelse i sig som havde han været et glas med blod. Hun ville være hans, han var stærk nok til at hende til at reagere og det havde ingen andre været før, ikke siden hendes tidligere herre som havde trænet hende og ikke en gang han havde været lige så god som ham der stod foran hende nu. Han var fri til at gøre med hende hvad han ville, hvis han blev hendes herre. Hun sendte ham et roligt smil. Hans ord fik et lille fnis frem på hendes læber. "Jeg vandrede ej i skyggerne for at tiltvinge mig en plads ved Deres hof, Min Herre. Jeg ved at der skal mere til end det. Min vandring i skyggerne var udelukkende for at finde ud af om De var stærk nok til at styre mit vilde sind, jeg har brug for en .... Herre af en hvis kaliber. Det er svært at finde. Dog, som De så selv siger, så skal jeg nok ikke lede længere." Hun var der ej for at han skulle bevise sit værd, hun skulle bare vide om han var i stand til at styre hende og det gjorde hun bedst ved blot at betragte ham. Det havde hun gjort nu, hun var færdig og det var derfor hun havde valgt at træde frem på denne aften. Hun nåede ej at reagere før han var helt henne ved hende og havde fat i både hendes hals og hendes ene håndled. Han var en hård mand, hun nød det og det måtte stråle ud af hende også selvom han jo havde fat i hende. Hendes blik vendte sig mod ham ved hans ord. "Så tag din pris, min herre. Det er Deres slot, Deres ret til at tage lige præcis hvad De ønsker. Jeg vil ej stoppe dem." Hendes stemme var næsten kærlig som hun lod ham dreje hendes hoved. Hun sukkede næsten nydende blot ved hans nærvær og med den frie hånd førte hun roligt op og kørte den igennem hans hår som hans tænder penetrerede hendes hud. han drak ikke meget, desværre men dog nok til at betale en pris. Hun slap ham og sendte ham et roligt smil. Hun kæmpede ham ikke imod, hvorfor skulle hun dog det? Hun ville det her, hun gav sig hen til ham. Det var helt sikkert. Med sin frie hånd lod hun forsigtigt tommelfingeren hen over hans læbe for at fjerne den lille smule blod som stadig sad der som hun endte med selv at slikke af sin finger. Hun var ej bange, frygtede ikke hvad han ville gøre næste gang. Hun lyttede beroliget til hans ord og lod hovedet søge let på sned. "jeg er snigmorder, en kvinde trænet til at beskytte sin herre for en hver pris. Mit liv, min krop, alt tilhøre min herre. Jeg er utrolig dygtig til det jeg laver, jeg kan fornemme folk på lang afstand, jeg er hurtig, effektiv. jeg kræver ej meget, kost, logi. Penge er mig en ligegyldighed, egen magt er ligegyldigt. jeg leder efter en herre som kan styre mig, være hård ved mig hvis det er det han lyster og som kan tage mig på lige den måde han ønsker. Jeg vil stå tilrådighed altid og hele tiden. Dog, som De har bemærket er jeg ej fuldblods vampyr, jeg har ligeså den sensuelle dæmon i mit indre og jeg kræver den seksuelle omgang med mænd. Ønsker De ikke at give mig det vil jeg bede om at få lov til at søge det andet steds, ellers vil jeg falde bort fra denne verden." Hun var rolig som hun forklarede det. Hvis han ville have hende, tage hende så var hun hans. Hun var ikke interesseret i magt eller penge, ønskede ikke at sidde ved hans side for andet end beskyttelse eller lyst hvis det var det han ønskede. Hun var loyal overfor hendes herre. "Jeg vil være dig loyal indtil den dag hvor jeg falder bort, eller den dag hvor De falder bort" hviskede hun med el lille smil.

[Deleted]

Malekith ville lyve, hvis han påstod at den kvindelige figur foran ham, ikke var fascinerende og tiltrækkende, på sin vis. Han gammel, og af en helt anden generation af Vampyrer end man oftest så. Den mest magtfulde Vampyr i disse lande, og uden tvivl en af de ældste. Han havde set og erfaret meget, ladet sine tænder synke i selve livet i adskillige tusind år, og stod nu, efter alle udfordringerne på hans vej, og var den han var i disse øjeblikke. Men der var nogle ting end ikke udødeligheden eller evigheden kunne tage fra ham.. den havde kunnet fjerne hans lyst til livet, givet ham en følelse af ligegyldig frygtløshed overfor sine fjender. Men visse ting forblev, hvis ikke øget i styrke igennem tiderne. Hun var ikke af det fulde blod, men ville måske alligevel kunne sanse eller forstå de følelser og trængsler der ofte plagede og drev en som ham. For han havde ikke blot en hunger efter blod, ikke blot ambitioner om magt og rigdom. Nej, blodet i hans krop og sulten kaldte ligeledes efter den nydelse og de seksuelle trængsler der fandtes i en uanet overflod i dette liv. Så jovist, synet af hendes figur, hendes former.. duften af hendes krop og blod.. hendes stemme der lød.. alt, næsten bad til at han lod sine tænder synke i hende, og sine hænder gribe om hende. Og ligesom hun havde opsøgt rovdyret, var byttet ofte alt for uimodståeligt.
"De som kommer her, og ikke er af Blodet.. er alle får." Kommenterede han blot roligt og kunne ikke andet end at smile en smule diskret over sine egne ord. Ikke alle vampyrer var inkompetente, hans hær var mægtig. Måske var det blot hende der var bedre end som så? Noget der øgede en smule til den stadig klingende mistænksomhed over hende. Og dog... Han kunne ikke huske nogensinde at være stødt på en personlighed helt som hendes. Selv nu, allerede nu, syntes hun at være i hans vold, som hengav hun sig til ham uden den mindste tøven. Og i disse øjeblikke, hvor han stod tæt på hende, med sine hænder mod hendes krop, og sin skygge over hende, syntes det at han kunne gøre præcist med hende som han lystede. Ganske tilfredsstillende... denne underkastelse. Så måske talte hun alligevel sandt?

Blodet betød alt for ham. Det var livskraften af alle væsner der vandrede i denne verden, og Vampyrerne var de som badede i dets magt og gloværdighed. Og Blodet var en konstant ting i ethvert herredømme Malekith nogensinde havde regeret, og ligeledes dette. Et kulturelt, politisk og nærmest religiøst tema der gik igen. At besøge Chateau de Sangue krævede en pris, en ofring af blod fra gæsterne og de som gjorde visit. En form for underkastelse til Malekith's regler og love, hvorved de skar dem selv, og lod noget af deres blod flyde ned i det store kar som stod i midten af Fyrstesalen. Malekith slog ikke blot enhver dødelig ihjel som valgte at besøge dette slot. Ofte lod han lærde, missionærer og andre, besøge slottet og studere den enorme viden om natten og dets væsner, i Slottets bibliotek. Selv gæster fra Procias.. til stor ubehag af resten af Court de Vampiri. Og nu, havde selv hende, betalt prisen for hendes visit, blot han stadig smagte på sin tunge. Han havde drukket blodet af ethvert væsen der havde vandret denne jord eller som stadig vandrede den, og blot via blodet, vidste han hvad der gemte sig i hende. Alle hendes ord gjorde at han vedligeholdte sit blik mod hende og et diskret smil over sine læber. Også imens hun fjenrede en smule af blodet fra hans læber.. men trods hendes næsten sensuelle natur og attitude, fjernede han ikke sin hånd fra hendes hals. Et smil der endda afslørede blot en smule af en sylespids tand der gemte sig bag. Hun gjorde det klart hvad hun ville have.. "Måske kunne jeg bruge en kvinde af dine.." Blikket lod han sænke ned langs hendes krop og op igen, til hendes læber og det bind der dækkede hendes øjne. ".. Talenter." Lød det fra ham efter et kort øjeblik af stilhed, hvor han havde lyttet til hendes ord og velovervejet ladet sig høre hvad han havde bedt hende om at fortælle ham. Noget sagde ham at hun kunne vise sig at være et mægtigt værktøj, såvel som et ganske tilfredsstillende legetøj. Nu hvor hun jo bød sig selv så villigt.
Malekith lod atter sit ansigt rettes mod hendes kæbe og svæve mod hendes hals og nakke. Han duftede til hende, og nød roligt og tålmodigt de sanseindtryk det gav ham. Læberne blev derefter ført op til hendes ene øre. "Du påstår mange ting, og giver mange løfter.. Og i retur, vil jeg give dig et løfte." Den lavmælte stemme lød mod hendes øre, og han var fristet til atter engang at lade sine tænder synke ned i hendes hud, men undlod dog at gøre det. Han rettede en smule på sig, stillede sig således hans ene ben var imellem hendes, og han rettede sig lidt mere op. Højere og større end hende, lagde han hendes hoved tilbage mod muren bag hende, og stod nærmest over hende. Blikket hvilede kort imod sløret for hendes øjne. Dog var der noget der sagde ham, at hun ikke var blind. Hans læber var blot nogle få centimeter fra hendes. "Hvis du ville tjene mig som du ville din Herre. Hvis du ville være min.. Min at tage. Min at beordre... Min at Berøre." Hans næse strejfede hurtigt hendes kindben som han atter engang snusede og duftede til hende. "Så vil jeg give dig fjender at bekæmpe, skænke dig mord, og blodet skal flyde som en flod ved dine fødder.. Jeg vil skænke dig en evighed af tilfredsstillende der hviler i mørket. En nydelse der vil overgå selv dine vildeste fantasier.." Fortsatte han så, velvidende hvad han kunne love hende, og ikke mindst hvad hun uden tvivl ville ønske sig. Hun var Vampyr og Dæmon.. hun fandt tydeligvis stor tilfredsstillelse i det sensuelle og seksuelle. Men af hendes blod kunne han også smage Dødsengel..
Pludselig rettede han atter det faste greb om hendes hals, og næsten skar sine tænder med blikket fæstnet mod hende. "Men først.. en opgave. En test, om du vil.." Han smilte diskret. Han var nødt til at være sig sikker på at hun rent faktisk ville være ham til nytte. En en lille test, ville uden tvivl også more ham blot en smule. "En gruppe af Jægere, ledt af Alkymister, har angrebet Carstein-Klanen og drænet vampyrer for deres blod... Blodet er Helligt, og jeg vil ikke længere tillade det blive brugt til vanhelligelse..." Han førte igen sine læber mod hendes ene øre. "Bring mig deres hoveder!" Hviskede han næsten arrigt og hvæsende, og i ét, slap han hende. Nu var det hendes tur til at bevise sit værd.. Hvis hun havde været på Slottet så længe som hun havde, havde hun uden tvivl hørt om dette på forhånd, og burde vide at Malekith allerede havde udsendt krigere efter Alkymisterne. Et angreb der var foregået blot nogle få nætter forinden.

[Deleted]

Angel havde ej taget ham i øjesyn endnu. Hun så næsten aldrig noget med sine øjne for hun følte det ikke nødvendigt. Hun var så vant til at se med hendes sanser og det eneste tidspunkt havde hun brug for at tage bindet af var hvis hendes herre ønskede det eller hvis hendes modstander var ekstremt dygtig. Hun var utrolig dygtig til at kæmpe med hendes sanser og det blev kun bedre når hun kunne se. Der var ikke mange mennesker i denne verden som kunne få hende til at vise sine øjne frem i kamp, ikke mange som var stærke nok og hun savnede virkelig noget stærkt som kunne tage ved hende. Hun havde fundet det nu, hans aura ossede af styrke og gjorde hende næsten helt høj. Hun elskede det, elskede følelsen af at mærke ham tæt ved sig. Den vampyriske styrke bar han tydeligt præg af på sin krop og hun kunne lide det. Hun vidste at hun var i hans vold, i hans nåde lige nu og han kunne gøre med hende hvad han ønskede. Tanken tændte hende, gjorde hende utrolig lykkelig et sted dybt inde i hendes indre. Det var ikke ofte at hun fandt lykke i noget som helst, det var faktisk slet ikke ofte at hun havde sådan følelser men lige nu så vækkede han dem i hende. Han var stærk, meget stærkere end hendes tidligere herre, den gamle nar. Hun håbede virlelig at Malekith ville være klogere end han havde været. Hun havde mistet sin herre fordi han var død, han havde søgt ud en dag uden hende, hun havde tigget og bedt ham om at tage hende med sig for hun kunne jo ej beskytte ham hjemmefra men han beordrede hende at blive, bandt hende i kælderen og han døde fordi hun ikke var der. Hun begræd det ikke, det var jo hans egen fej, tåbelig havde han været. Hun kunne kun håbe at det ikke ville gentage sig. Hun vidste at mænd ikke kun søgte magt og rigdomme, de fleste af dem søgte også at få stillet kødets lyster, det var en tanke hun kunne lide. Hun gav sig hen til ham, han var snart hendes herre så hvorfor ikke bare begynde nu? Hun var han til at gøre med lige hvad han ønskede. Hun underkastede sig hans vilje så let som ingen ting fordi det var det hun ønskede med livet.

Blod var vigtigt, uden det ville ingen af dem værre her. Blod var livets væske, en del af livets flod. Hun elskede blod, smagen af det var fantastisk og hun kunne virkelig ikke få nok. Alle vampyrer krævede det, alle vampyrer ønskede det og ligeså gjorde hun. Dog havde hun selv en forkærlighed for at blive bidt, hun elskede at mærke tænderne som blev spidet igennem hendes blege hud. Hun kunne godt lide tanken om et blodoffer for folk som kom på slottet, det var en fantastsik ide som hun slet ikke kunne forstå ingen andre var kommet på før. Smilet hvilede roligt på hendes røde læber. Hun var sensuel og seksuel af natur. Hun krævede mænds opmærksomhed og var vel som sådan ude på at forføre dem men det var ej hendes endelige mål. Hun ønskede blot at få stillet sine lyster, det var så simpelt og dog var der mange som virkelig ikke kunne forstå det. Mange forstod ikke at en kvinde ej ønskede sig afkom, ej ønskede sig en mand og familie men det gjorde hun ikke. Den eneste mand hun ønskede i sit liv var hendes herre og ham gav hun sig også hen til når han ville og hvornår han ville det. Hun var ikke en kvinde som var bange for at fortælle hvad hun ville have. Det var der da ingen grund til, det kom man jo ingen vegne med. Hun sendte ham et roligt smil ved hans ord. Han troede at han kunne bruge hende? Dejligt! Det var noget hun ønskede, noget hun brændte for. Det var da sikkert. Hun mærkede hans øjne glide ned over hendes krop, hun behøvede ikke set dem for at hun vidste hvad han havde gang i. Hun kunne lide det, rigtig meget faktisk. "Jeg er sikker på at en mand som Dem vil kunne forstå at bruge mine talenter" lød det fra hende med en kærlig hvisken og et lystent smil om hendes læber. Hun kunne da virkelig ikke lade være. Hun var god til det hun kunne, alt det hun kunne. Man skulle bare ikke sætte hende til at gøre rent eller lave mad. Var der noget hun ikke duede til så var det huslige pligter.
Han kom helt tæt på hende igen. Hun kunne mærke hvordan han indåndede hende, dufte til hende og fik så mange indtryk af hende som muligt med sig. Smilet hvilede bare fast på hendes læber som hun lod ham gøre som det passede ham med hende. Hans læber mærkede hun pludselig ved hendes øre og hele hende krop sitrede en gang ved lyden af hans ord. Hun lovede meget, løfter hun ville overholde så længe som det passede ham. Han havde også et løfte til hende? Den var ny, det havde hun ikke hørt før. Hun ventede roligt og spændt, hvad mon en mand af hans kaliber ville love en som hende? Spørgsmålene var mange men hun nåede ej at tænke videre før hun bemærkede hans ben mellem hendes. Han var højere end hende og hun kunne mærke hvordan hans lår med lethed måtte gnide en smule op af hendes underliv. En helt euforisk følelse som fik hende til at sukke meget nydende. Hun lænede hovedet tilbage mod muren og lod ham føle, dufte og gøre lige hvad han ønskede med hendes krop. han pirrede hende, hun kunne lide det. Hans ord var lovende, hun kunne virkelig godt lide de tanker som han satte i hendes hoved. Fjender, mord, blod nydelse. Alt sammen var noget hun higede efter, alt sammen var noget som hun havde brug for i sit liv og han ville give hende det hele. "Jeg er Deres til at tage, Deres til at beordre, Deres til at berøre. Hvis De bliver min herre er jeg Deres. Ikke halvt, ikke tre kvart men hele mig. Hvis De ønsker at jeg skal tilbringe en helt nat bundet til en pine bænk, skal det ske. Ønsker de mig i Deres seng en hel nat er jeg Deres, ønsker De at bide mig og suge mit blod til mit hjerte holder op med at banke i brystet så er det ligeså det som må ske. Jeg går ej ind i sådan noget her halv hjertet. Hvis De bliver min herre vil jeg være Dem loyal ligegyldigt hvad De beder mig om. Jeg gør aldrig noget halvt" pointerede hun roligt og lod hovedet falde let på sned så meget som det nu var hende muligt på den måde som han havde fat i hende. "Nydelse som overgår mine vildeste fantasier? Jeg har ellers en meget livlig fantasi." Hun bar meget præg af Dæmonen og Vampyren i hendes indre. Hun havde også Dødsenglen i sig men den var ej fremtrædende på samme måde. Hun kunne heale, gemme sine vinger og tage dem frem og flyve med dem men det var det eneste. De andre racer var meget mere fremtrædende.
Han greb en smule mere fat i hende. Legen var forbi og nu til alvorret. han havde en opgave til hende, for at bevise hendes værd ville hun gå ud fra. Hun kunne lide det, hvorfor ikke blot vise ham hvad hun kunne istedet for at fortælle om det. Hun lyttede til hans forklaring, hun havde hørt om angrebet mens hun havde lusket rundt på slottet og hun ville med glæde udrydde dem som havde gjort denne vampyr klan uret. Hun mærkede hans læber mod hendes øre på ny. Så en ekstrem følelse det gav hende i hele hendes krop når han gjorde dette. Hun smilede roligt. "Som De befalder, Min Herre. Jeg vil vende tilbage til Dem i morgen nat med deres hoveder på et sølvfad" sagde hun roligt og dog med en stemme som var seriøs. Hun vidste hvad hun skule gøre, hendes opgave var simpel når hun først havde fundet dem og det ville ej tage lang tid. Nu ventede hun blot på at han ville slippe hende sådan så hun kunne komme afsted. Det skete hurtigt og hun strakte sig en gang. "Jeg vil tage min afgang, Jeg vil være tilbage snarest." Hun forsvandt i skyggerne med samme hurtighed som hun var kommet og med lethed kom hun ud af slottet igen uden at nogen bemærkede hende.

Dagen var kommet og gået og natten var endnu ung. Angel var på vej tilbage til Castle of Blood med et tilfreds smil på læben. Opgaven havde været nem, alt for nem faktisk. En skam, hun havde haft brug for en udfordring men man kunne jo ej beklage sig. Hendes Herre mente at dette ville være en test for hende så tog hun med glæde imod det. Slottet tårnede sig i det fjerne og med en lethed og ynde sneg hun sig igen indenfor ubemærket, eller næsten ubemærket. Nogle af vagterne kunne lugte blodet men ingen kunne finde ud af hvor det kom fra.

[Deleted]

Hvad var et udødeligt liv, en evig eksistens, uden de nydelser der kunne findes og udnyttes til dets fulde? Igennem hans 80.000 år i denne verden, var kun få ting blevet hos ham hele tiden, og det var den næsten ungdommelige og ekstremt intense trang til nydelse og begæret efter at få sine lyster stillet. Og stadig udforske. Han havde haft perioder hvor dette ikke været sig gældende, og var skam også i en periode nu, hvor han næsten følte at han havde opnået hvad han ville og kunne. Så hvad havde der været tilbage for en som ham? Men denne kvinde. Denne drabelige, sensuelle og talentfulde kvinde, der pludselig bød ham sin tjeneste, var skam uden tvivl et pust af ungdommelighed i hans egen retning. En vitalisering og intensivering af hvad der allerede ulmede under overfladen. Han kunne ikke benægte det... han ville have hende. Men som det jo syntes, havde han hende allerede hvor han ville have hende. Selv inden nogen pagt var indgået. Så på sin vis, handlede det jo egentlig ikke om at han havde lyst til hende. Nu handlede det om at hun skulle have lyst til ham... selvom en sådan lyst dog var ganske tydelig i hendes ord, sitren og suk. Ja blot hele hendes væsen i hans nærvær. "Og jeg er sikker på, du vil gavne fra mine egne talenter.." Tilføjede han i en hvisken til hendes ord. Et ganske udmærket arrangement i hans øjne. Talenter der, imellem de to, ville blive brugt og udnyttet til deres fulde potentiale. Og han havde givet hende et løfte. Et løfte han havde enhver intention om at overholde, skulle hun tjene ham. Hans fjender ville blive hendes, og dem var der ingen mangel på. Hun ville spilde blodet af sine fjender, og blodet af dette slot og samfund, ville være hendes. Såvel som blodet der flød i hendes årer, ville være hans. Og han ville tage hende, bruge og gøre nytte af hende som han lystede, men også bringe hende den nydelse hun så tydeligt higede efter. Og Malekith brød aldrig sine løfter..
Hun tog tydeligvis godt imod hans egne løfter, og bød det tuden tvivl velkommen. Noget der atter fastgjorde smilet mod hans læber, og fæstnede blikket mod hende som hendes læber bevægede sig og hun talte. Han veg heller ikke fra hendes side og holdte sig ej tilbage i sine kropslige tilnærmelser. Med benet imellem hendes og låret mod hendes underliv. Mod ham var en yderst indbydende kvindekrop, sparsomt dækket af hendes beklædning, velduftende og sensuel. Og måske ønskede han blot at vække en smule af denne sensualitet inden han ville kalde efter de mere blodtørstige sider af hende.. Malekith var yderst tilfreds ved hendes ord og mindre erklæring. Hvis han ønskede hende, kunne han have hende, og det var da en ganske betryggende tanke. Hun nød tydeligvis hvordan hans læber nærmede sig hendes øre, så han gjorde det en sidste gang med et diskret smil. "Det vil kun tiden vise.." Og der ville være rigeligt af tid til at putte hendes fantasi på en prøve, og det samme med hendes løfter. Dog, havde han givet hende en anden slags prøve. Ikke en svær en af slagsen. Men han ønskede blot at vide, at hun ville kunne gøre de mest simple ting for ham, og at han derved ville kunne stole på hende til at udføre netop sådanne mere eller mindre simple ting. Nogle gange var det ikke midlerne, men målet. Og hendes simple opgave, vilel stadig tjene flere sager end blot at bevise hendes værd. Han kunne selv gøre det.. tage på en blodig jagt og selv bringe hovederne tilbage til slottet.. men med den magt han besad, havde han den luksus at han ikke behøvede at gøre alt selv. Og kunne derved vælge sine kampe med omhu, og vise sine evner når de ville have den største effekt.
Malekith forholdte sig i ro efter at have sluppet hende og blot kiggede insisterende samt tilfreds på hende, som hun sagde at hun ville bringe ham de hoveder han ønskede. Og inden længe, betragtede han hende forsvinde i mørket.

//Out

---

"Fortsættes HER "