One last fullmoon..?

[Deleted]

Mattheus Diamaqima Angleráx - @matthew

---

Det var nat.. det var koldt, og det var helt sort, da himlen var belagt af tykke skyer, som selv skyggede for den oplyste fuldmåne. I det fjerne kunne man høre ulvehyl, selvom dette dog ikke var noget som virkede til at have nogen afskræmmende effekt på Yannich. Han var blevet vant til livet som vampyr, også selvom han hårdt og voldsomt havde kæmpet imod. Valerie, var han blevet utrolig glad for, og det eneste som han egentlig ønskede, var at hun havde det godt.. Og den tanke irriterede ham samtidig et sted, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved.
Skoven stod nøgen som den altid gjorde.. Der var ikke mange blade tilbage på træerne, selvom det dog ikke stoppede Yannich i at søge hertil for at jage. Det var ganske vidst langt fra Corvento Mansion, men det kunne han jo ikke direkte gøre noget ved af den grund. Mad skulle de jo begge have, og nu hvor det ikke var Alexander som fik føden hjem, og Valerie ikke rigtigt kunne vise sig fordi at slottet stadig søgte med lys og lygte efter hende. Egentlig en meget trist og ensom tilværelse.

Yannich løb igennem skoven med sin hurtige hastighed, som selv kunne være svær at skue med det blotte øje, om man ikke var opmærksom på det i forvejen. Egentlig var det ikke noget som gjorde ham noget som sådan, for han var egentlig ganske ligeglad når det kom så vidt. Han havde ikke meget tilbage af sin menneskelighed, for den var pillet af ham lidt efter lidt, og det var egentlig sådan at han havde det bedst. Han havde lært at leve med det.. Havde set fordelene i det, som han igennem så mange år, havde jagtet og slået ihjel, og nu selv var blevet en del af.
Hans øjne var lette blodskudte. Han kunne ikke styre eller kontrollere det mere. Han havde egentlig bare brug for mad, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok nu! Han skulle have det med hjem til Valerie!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Azraels ord rungede virkelig i Mattheus' tanker og sind, da han bevægede sig igennem mørket i Den Mørke Skov. Det var ved at være mange år siden han havde været her sidst.. Det var virkelig surrealistisk, men ikke noget som han som sådan, gjorde noget som sådan ved. Hans rødlige øjne spejdede ud i mørket. Han kunne høre ulvene hyle, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham bange som sådan.. For det gjorde det virkelig ikke. Hans hjerte slog fast.. Hans moder sad trygt på tronen i Dvasias, og det at han ikke længere var konge, og den som bar det store ansvar, var uden tvivl noget, som han så tydeligt kunne mærke på sin egen krop. Alt taget i betragtning, så var det bare vigtigt for ham at han fandt sin egen plads i livet. For nu havde han valgt at holde Lily på et trygt og sikkert sted, og det var hele intentionen med det som han nu skulle til: At tage et liv.
Hans skridt var rolige, men dog målfaste. Bare et liv.. Et liv for et liv.. så skulle han nok få tingene som han gerne ville have dem. Selvom det nok ikke var typisk en prins at slå ihjel i sit eget land, men her så han faktisk ikke rigtigt noget andet alternativ, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Kniven havde han ved sin side.. Som han også havde sin hurtighed og styrke. Han var bestemt ikke en ufarlig blanding, men derimod en temmelig farlig en, hvis han selv skulle sige det. Han prustede ganske let.. Der var noget derude i mørket, og han vidste ikke helt præcist hvad det var.. Men det var nok noget, som han tidsnok ville finde ud af. Han var nervøs.. Naturligvis var han da det, og det kunne han da mærke.. Han var anspændt i hele kroppen!

[Deleted]

Yannich var nødt til at jage, og særligt på grund af Valerie, som ikke selv kunne gøre det, uden at blive grebet af alt af vagter og lignende fra Castle of Darkness. Var det underligt, at han fandt det morende, at hun var så afhængig af ham, som hun var? Han havde nu ikke noget imod det.. Det som egentlig var sjovest, var hvor afhængig hun var af ham, som var et væsen nu, som han havde hadet mere end noget andet før i tiden, men nu havde fundet de klare fordele i. Det var noget som hun helt klart havde lært og vist ham, og han elskede det jo også, hvilket der heller ikke rigtigt var nogen tvivl om!
Igen med farten og hurtigheden som lå i hans vampyriske race, søgte han igennem skoven, frem til han kom tættere på hvad der uden tvivl var nødt til at være et bankende hjerte. Det var også først der, at han for alvor endte med at stoppe op igen. Synet af en skikkelse.. en mand. Hvem kunne han ikke se på grund af kutte og kappe, men det var en af betydning, hvilket fremgik af hans beklædning. Ikke at det gjorde Yannich noget.. og en enlig.. Så det var jo bare en meget nem jagt for ham. Han trak morende på smilebåndet. "Et højst besynderligt sted at befærde sig alene, synes du ikke?" spurgte han med en rolig stemme, som han trådte mod ham. Selv var han på ingen måder bange af sig, og det havde han heller ikke nogen grund til. Dette var jo næsten for enkelt, selvom det nu var noget som passede Yannich ganske fint. Han så slet ikke nogen grund til at trække pinen særlig meget ud, men lige nu.. ville han lige se manden an.. hvem han egentlig var, og at han faktisk var en royal mand, var slet ikke noget som han havde den fjerneste anelse om.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede egentlig blot denne lille mission overstået så hurtigt som muligt, og derfor håbede han da på, at det var en mulighed som ville vise sig for ham i løbet af.. ja, temmelig kort tid, for han kunne slet ikke klare, at skulle bære på det over længere tid. Hans blik gled omkring, inden han stoppede op. Fornemmelsen af, at han ikke længere var alene, var noget af det første og næste som faktisk ramte ham. Han knyttede næven ganske let. Man kunne ikke just sige, at han var uden betydning her i landet, for det var han så sandelig heller ikke. Han var en mand, som.. var prins. Han var royal, og den eneste som rent faktisk var tilbage efter hans mor, som nu havde fået tronen retur. Han ville ikke have den, og han havde aldrig været interesseret i den.
Stemmen som lød, fik Mattheus til at vende sig, hvor en vampyr var det første han fik øje på. Selv en enlig sjæl som var ude i denne nat.. Et sted passede det ham jo perfekt, for det var da lige til at ramme og tage til sig, og gøre brug af i henhold til den opgave, som han selv havde fået. Perfekt! Han rettede sig op. Han var ikke bange.. nok mere spændt og med adrenalinet, som nærmest begyndte at pumpe fast og kraftigt igennem hans krop. "Jeg kunne sige det selv samme om dig," begyndte han med en ganske kortfattet stemme. Selv var det ikke ikke just noget, som han tog tungere end som så, for det havde han heller aldrig nogensinde haft nogen grund til, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hovedet lod han søge på sned. "En enlig vandrende under fuldmånen.. Noget siger mig, at du har et ærende i denne stund?" endte han videre. Hvorfor skulle en vampyr ellers vandre rundt herude alene? For nu blev han stående.. Dette skulle vise sig at blive en meget spændende situation.

[Deleted]

Sulten var virkelig det eneste som prægede Yannich i dette øjeblik, og særligt fordi at han vidste at Valerie sad hjemme og ventede på ham, så noget måtte han jo bringe hjem til hende. I takt med at han kom tættere på denne mand, kunne han jo godt se, at der var noget velkendt ved ham. Det var den konge som havde valgt at forlade tronen og skænke den tilbage til sin moder. Et sted vidste han ikke om det var et klogt træk, eller om det var direkte.. nedladende, at en konge end ikke kunne tage ansvar for det land, som han skulle lede. Et sted måtte han vel selv antage det lidt som en kæmpe falliterklæring. Smilet forblev på hans læber. "Ser man det... En royal uden nogen former for beskyttelse.. Du af alle burde vide hvad det vil sige, at rende rundt herude.. Deres Højhed.." Han vidste ikke hvorfor, men det var nærmest ord, som lå klar på hans tunge allerede før, de forlod hans læber, og han kunne virkelig ikke gøre for det. Han knyttede sine næver ganske let, inden han stoppede op igen.
Stilheden var noget af det første som lagde sig tungt over området. Han selv tog det ikke så tungt, men Mattheus derimod.. Han lignede en mand, som havde meget i tankerne. En abstrahering måske? Han rettede sig op. Selv havde han kun et mål for øje i nat, og det var at skaffe føde til ham og Valerie.. Alt andet var virkelig uden betydning i en stund som denne, og det var jo lidt det, som han ønskede at få frem endnu en gang. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Skyldig.." sagde han blot. Hvorfor lyve? Det ville koste en af dem livet i nat, og Yannich var af den overbevisning, at det bestemt ikke skulle være ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus viste skam godt, at han var nødt til at være meget påpasselig med hvad han gjorde, og hvad han ikke gjorde, og særligt nu. Han ville ikke miste livet.. Han ville hjem til Lily, og vide, at - hvis uheldet skulle være ude, at han ville have en chance mere, og særligt fordi at han var så udsat som han var. Denne mand bekræftede jo blot for ham, hvor udsat det var af bære det navn og komme fra den slægt, som han nu måtte nedstamme fra. Han knyttede næven ganske let. Adrenalinet begyndte for alvor at pumpe og hamre mod hans bryst og ud i hver en tænkelig del af hans krop. Han var sat i højeste alarmberedskab, så denne mand kunne bare komme an, om han ville noget! Han trak pinen ud.. Han gjorde det for at gøre ham nervøs - desværre, var det en taktik som virkede. Mattheus var virkelig nervøs, og nu også genkendt. Det var jo tydeligt. "Det glæder mig da, at en del af folket endnu genkender mig," sagde han ærligt. Han selv vidste godt, at han havde været lidt for passiv igennem den sidste tid som royal, men dette var noget som han nu håbede, kunne laves om.
Manden stoppede op ikke langt fra ham. Mattheus valgte derfor automatisk at træde et enkelt skridt bagud, da han heller ikke ønskede at komme galt afsted. Han ønskede jo at komme fra dette med livet i behold. Begge havde de en opgave for i aften, og selv Mattheus ønskede at få sin ud af verden, så hurtigt so det var ham menneskelig muligt. Han lod hånden lukke sig omkring skaftet på hans kniv, som han havde ved sig. Et sølle våben måske, men det var hvad han havde lært at bruge. "I så fald, så vil jeg anbefale Dem, på det kraftigste at søge videre, og sørge for at udføre den opgave, som De har sat Dem for i aften," sagde han med en så rolig og kontrolleret stemme, som det var ham muligt. Det var hans første mord om det gik vel.. og den tanke var på sit vis ganske skræmmende.

[Deleted]

Efterhånden kunne man jo kun sige, at Yannich var ved at have styr på hvordan og hvorledes tingene skulle forholde sig, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget. Mattheus var nervøs.. Men alene det faktum, at en kongelig af den æt, rent faktisk søgte ud på denne her måde, var noget som han selv virkelig havde svært ved at forstå, fordi at det i hans forstand, slet ikke gav nogen mening overhovedet! Han lod armene roligt søge over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han fandt det faktisk ganske underholdende lige nu.. Det var jo helt perfekt! "Du er ikke et ukendt ansigt heromkring, Mattheus.. Men du skal så sandelig heller ikke regne med, at det er noget, som rent faktisk vil redde dit liv, når du vandrer rundt herude.. Hvad folk dog ikke ville give for dit hoved.." endte han med en intens stemme.
Selv Yannichs hjerte, var blevet mørkt og koldt i sin tid sammen med Valerie, hvilket efterhånden måtte løbe op i nogle gode år efterhånden. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre synderlig meget ved, men det var nu bare sådan at tingene rent faktisk måtte forholde sig. Han knyttede den ene næve ganske let. Han havde ikke tænkt sig at forlade stedet på denne måde.. Nej.. Han var nødt til at finde noget at spise, og om han så skulle tage en royal med sig i det fald.. Så var det jo bare sådan at det var. Mad var mad, og det var sådan at han havde det med tingene. "Tag det endelig ikke ilde op.." Med vampyrens hurtighed, var han hurtigt omme bag Mattheus. Denne gang med tænderne blottet, inden han direkte låste Mattheus fast ind mod sig, ved at gribe om ham og satte så tænderne i hans hals. Mad var han nødt til at bringe sin frue hjemme. Han vidst jo at hun sad og ventet og han var selv ved at være skræmmende sulten!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville bestemt ikke påstå, at han var bange, for det var han ikke.. Men nok mere nervøs, og særligt med tanke på den opgave, som han selv havde fået tildelt, og særligt hvis han ønskede at udføre det som han nu have sat sig for, hvilket nok var det som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. For ham, var det uden tvivl en svær situation at stå fanget i, men han så virkelig ikke noget andet valg. Desuden i et land som Dvasias, så var det vel heller ikke til at undgå? Hvad denne vampyr ønskede, var selv Mattheus ganske klar over selv. Han sitrede let ud i fingerspidserne, som han endelig fik fat i skaftet på sin kniv. Det så ikke ud til at det var noget som denne vampyr havde lagt mærke til, hvilket rent faktisk var noget som passede ham selv ganske fint i den anden ende. Han ville virkelig ikke ende med at stå i en situation, som han ikke kunne komme ud af igen, og det var jo lidt det, som han var bange for denne gang. "Jeg er ikke ukendt, hvilket er fint.. Det kommer dog ikke bag på mig, at der er en pris for mit hoved.. Jeg er jo den jeg er.. med den familie jeg kommer fra," kommenterede han med en kortfattet tone. I alt for mange år, kunne man sige, at hans familie havde været jaget.. så det kom virkelig ikke bag på nogen, hvis han selv skulle være helt ærlig.
Manden var hurtig.. Lidt hurtigere end hvad Mattheus havde regnet med, og inden længe stod han nærmest fastlåst ind mod manden.. Smerten som jog igennem halsen, fik hans pupiller til at trække sig voldsomt sammen, hvor han slap et smertefuldt gisp. Han spændte kraftigt i hele kroppen, som han forsøgte at komme fri, selvom det bare ikke ville. Kniven endte han med at trække. Nok mere i panik, end at det var noget andet, hævede han voldsomt hånden, for at hamre den ind mod vampyrens hals.. Alt for at få ham til at slippe nu! Han ville slet ikke have at det bæst skulle sidde i hans hals, og da slet ikke på den måde!

[Deleted]

Yannich vidste i forvejen, at dette var yderst risikofyldt, men derimod også noget, som han et sted var nødt til, hvilket nok var det værste. at det så måtte sætte ham i det royale søgelys, måtte han jo tage sig af senere. Det var et nemt offer i nat, af hvad han kunne se. han havde jo lært frygtelig meget, og særligt af Valerie, som havde taget sig af ham over en længere årrække, så det var heller ikke noget som han tog tungere end som så, for hvorfor skulle han da ærlig talt det? Han smilede tilfredst for sig selv. I hans øjne, var dette jo nærmest som det rene tagselvbord. "Du har ret... Du er af et meget frygtet og jaget navn.. Særligt med den betydning du har for landet.. En skam, at det ikke er noget som værdsættes højere," sagde han nærmest ligegyldigt, som han let viftede med den ene hånd. Selv var han blandt dem, som ingen respekt havde for kongehuset, og det havde han så sandelig heller ikke ligefrem nogen grund til.
Yannich reagerede i denne situation hurtigt, og fik låst Mattheus fast ind mod sig. Tænderne sank direkte ned i mandens hals, hvor han omgående begyndte at drikke. Hans øjne skiftede glød til at blive nærmest helt røde af den tilfredsstillelse, som dette måtte fylde ham med. Hvor var det dog fantastisk, bare at få lidt i maven nu! Hvad han dog ikke ligefrem havde set komme, var den kniv som pludselig satte sig i hans hals. Han skubbede omgående Mattheus fra sig i et skrig, kun for hurtigt selv at tage omkring den kniv som havde sat sig. Han rev den ud.. Omgående begyndte det at bløde, men da han var et dødt væsen i forvejen, var det jo kun smerten som han kunne mærke, og intet andet. Det var noget som rent faktisk passede ham selv ganske udmærket. "Det der... var virkelig ikke særlig smart.." endte han denne gang med en direkte hvislende stemme. Det gjorde ham da kun direkte arrig, når det her var det som skulle ske! Kniven smed han fra sig, inden han med et kraftigt hvæs, kastede sig mod Mattheus. Der gik grænsen virkelig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidst e godt, at denne situation, rent faktisk var farlig, og at det kunne koste ham livet, om han ikke passede på. For hans vedkommende, var det tydeligt, at denne vampyr kun havde en ting for øje: Det var at nære sig, og slå ham ihjel. Selv som en royal, for efter hans søsters død, var han jo rent faktisk den, som skulle overtage tronen efter sin mor, når hun igen ville være nødt til at trække sig. Det var måske at gå lidt i ring, men lige nu var det jo trods alt bare en nødvendighed, uanset hvordan man nu ville vende og dreje den, hvilket næsten var noget af det værste af det hele.
Vampyren havde sat tænderne i ham, og der handlede han udelukkende på instinkter. Manden skubbede ham fra sig, hvilke skubbede Mattheus adskillige meter frem inden han røg direkte i jorden igen. Han vendte sig hurtigt, for at komme på benene igen. Det at sætte kniven i hans hals, havde egentlig bare været en handling,som var sket, uden at han egentlig havde formået at tænke den igennem. Han lagde hånden mod sin egen hals. "Det skulle du måske have tænkt på, inden du satte tænderne i halsen på mig!" endte han med en direkte hvæsen. Hvis der var noget som formåede at vække det dyr i ham, så var det uden tvivl, når tingene forløb sig på denne her måde, for det kunne han da slet ikke have med at gøre. Slet ikke!Det var med en sitren i hans krop. Som manden hoppede mod ham, var Mattheus denne gang klar. Han tog imod ham, hvor de begge røg meter bagud og direkte ned på jorden. Mattheus knyttede næven. Som en del af Spide og varulv, så var han virkelig en farlig mand at lægge sig ud med, hvilket uden tvivl var til hans egen klare fordel. "Du får ikke lov..!" endte ham med en fast tone, inden han selv kraftigt ed ud efter ham. Selv et kraftigt og farligt tandsæt, var han da i besiddelse af!

[Deleted]

Royal eller ej, så var det virkelig ikke noget som spillede den store forskel for Yannich lige nu. Mad skulle han skaffe, og det var den opgave som han havde fået, og nu havde han fået et enligt offer for i aften. Hvor svært kunne det egentlig være? Selvom han ikke var et sekund i tvivl om at Mattheus var en mand som i sandhed ville slå fra sig i den tid og forstand, at det var muligt for ham. Han kneb øjnene let sammen. Såret i hans hals, var stille og roligt ved at lukke sig. Det havde jo sine fordele i at være vampyr, kunne man sige.. Der var visse fordele i det, og det var så sandelig heller ikke noget som sagde så lidt. "Det skulle du måske have tænkt på, inden du søgte ud alene, Deres Højhed!" hvæsede Yannich i retur. Selv var han ikke typen som tog de ting særlig højtidelige, men ikke desto mindre, så måtte han jo bare handle og reagere på den måde, som han selv nu måtte finde bedst.
At springe direkte mod den unge prins og vælte ham ned på jorden, var måske ikke ligefrem det bedste træk at gøre sig, men noget var de jo for pokker nødt til at gøre og han ville have den mand ned med nakken. Han grinede.. At se den unge prins direkte så frustreret og urolig, at han forsøgte at slå ud efter ham. Som om at det var noget som ville hjælpe ham! "Tror du at det der vil redde dig, prins?" spurgte han med en iskold stemme. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved lige nu. At Mattheus så derimod forsøgte at bide ud mod ham, havde han ikke lige set komme, så mandens tandsæt satte sig direkte i hans hals. Han endte med et skrig. Det gjorde ondt, og selv han vidste hvor farligt et varulvebid var for en som ham, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre! Overhovedet ikke! "Din lille...!" endte han med en iskold stemme. Denne gang tog han kraftigt fat i Mattheus' arm, kun for at vride den rundt.. Forhåbentlig efter noget tid med dette, så ville den knække, hvilke var det som han var ude på! Han hvæsede kraftigt af ham. "Sig farvel," hvislede han med en iskold og fast tone, inden han igen forsøgte at sætte tænderne i ham. Han ville slå ham ihjel, og det skulle være lige nu!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus regnede så sandelig heller ikke med, at dette var noget som ville redde hans liv. Det faktum, at han rent faktisk var en royal, var noget som bestemt ikke talte for ham, og han vidste, at det var noget som snildt kunne være med til at ende hans liv, om det var det som han ville. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var slet ikke fordi at han selv ønskede at miste livet i aften, og det var noget som han bestemt heller ikke var bange for at stå ved. Han vidste, at den opgave, som Azrael nu havde sat ham på, ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Begge rodede de rundt på jorden. "Jeg havde så sandelig heller ikke forventet det her..!" endte han med en fast tone. Selv nærmest desperat forsøgte han at slå fra sig, selvom det så sandelig heller ikke var nemt overfor en mand, som slet ikke virkede interesseret i andet end bare at slå ihjel, fordi at han var sulten.. Den sult ved en vampyr havde han bestemt heller aldrig nogensinde været fan af! Som han tog hans arm og vred den rundt, hvor det rent faktisk endte med at knække i hans skulder. Et fast og noget så kraftigt skrig brød hans læber. Han ville bestemt ikke sige farvel! I takt med at vampyren kom tættere på, for at sætte tænderne i ham igen, vendte han sig kraftigt og hurtigt om. Næsten som ingenting, tog han kraftigt fat i mandens kæbe med den ene hånd og nakke med den anden.. Han vred hurtigt til, så det ville sige knæk i mandens nakke, så han igen ville falde til jorden, og denne gang blive liggende.

Det gjorde ondt.. Det gjorde så forbandet ondt i Mattheus' arm, at man skulle tro at det var løgn! Hans krop rystede og dirrede. "Jeg går så sandelig ingen steder!" endte han med en fast tone. En vampyr var ikke død af et knæk i nakken, hvilket han var udmærket godt klar over. Han rejste sig op, mens han holdt om sin skulder.. Han fandt sin kniv ikke så langt derfra. Perfekt. Det var lige præcis den som han skulle bruge. Han var henne for at samle den op, inden han søgte tilbage til vampyren.. Med en beslutsomhed uden lige, skilte han vampyrens hoved fra resten af kroppen, blot for at se hvad der skete til følge. Det var væmmeligt.. Virkelig, virkelig væmmeligt!

[Deleted]

At være i ledtog med en, som man nærmest kunne kategorisere som en flygtning, var så sandelig heller ikke noget som gjorde tilværelsen nemmere for Yannich. Han var virkelig gået hen og blevet ekstremt glad for hende, og derfor ønskede han selvfølgelig også bare at sikre sig, at hun fik noget at spise, og særligt fordi at hun ikke ligefrem var i en position, hvor hun selv kunne jage! Han hvæsede kraftigt af den unge prins, og nu særligt, da han kunne høre det knæk, som det gav i mandens skulder. Med andre ord, måtte den være brækket. Det passede ham faktisk ganske perfekt! "Pas på med hvem du lægger dig ud med..!" endte han med en fast tone mod hans øre. Som han bevægede sig tættere på, for at sætte tænderne i ham, reagerede Mattheus dog på en måde, som han ikke lige havde forestillet sig.
At manden tog fat omkring hans nakke og vred om, så det knækket, tvang Yannich direkte i jorden, hvor han blev liggende, som var han rent faktisk død. Hans nakke lå i en temmelig ubehagelig stilling, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre synderlig meget ved lige nu. At Mattheus derimod kom tilbage, og skilte hans hoved fra resten af hans krop og derved endte hans liv, var ikke lige forestillet i forvejen! Hans krop blev omgående askegrå i takt med at Mattheus foretog det sidste endelige, som skilte hans krop fra hans hoved, inden hans krop endte med at blive aske, og han selv endte med at ligge på jorden som intet andet end en bunke aske. Denne gang var hand død... Og rent faktisk død for alvor.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var første gang Mattheus rent faktisk tog et liv, men denne gang var det nødvendigt, for at imødekomme den aftale som han havde indgået med Azrael. Han vidste, at den mand var en mand af ord, så han kunne stole på dem. Det skælvede i hans hånd, som han gjorde det sidste snit og skilte mandens hoved fra resten af hans krop. Hvem han var, havde han faktisk ikke nogen anelse om, om han havde nogen familie eller havde andre at passe på, og han kunne ærlig talt heller ikke være mere ligeglad lige nu. Det skar voldsomt i hans skulder, og han vidste, at han måske burde få den tilset, men hvem pokker skulle han søge til?
Mandens hoved blev skilt fra hans krop og han blev omgående askegrå, hvilket Mattheus aldrig nogensinde havde set før. Det var med væmmelse.. virkelig en væmmelse, at se dette forekomme for en vampyr, men det var jo sådan at det endte for en vampyr på et tidspunkt, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved i den anden ende. Han rystede på hovedet og så til som bunken med aske blev taget af vinden og spredt udover området. "Som aftalt.. et liv for et liv.." endte han med en ganske kortfattet stemme, som han tog sig selv i at skæve op i retningen af himlen samtidig. Han trak vejret dybt og slap kniven. Det gjord ondt.. forbandet ondt at holde fast i den, men det kunne han jo så heller ikke ligefrem gøre noget ved. Han tog sig til skulderen, inden han roligt søgte væk fra området. Det var virkelig en grotesk og direkte forvirrende aften.. Og han vidste slet ikke om han kunne lide det eller ej. At tage et liv.. Det var første gang, at han nu havde gjort det.

//Out