Jeg har legetøj...Skal vi dele? (Seraphiel)

[Deleted]

Der var mange ting for dem begge at tænke over. Zean var ambitiøs, han ønskede noget for dem og deres race hvilket et sted var en dejlig ting for det var virkelig ikke mange som overhovedet tænkte på racen som helhed. Nej de fleste tænkte kun på dem selv og hvad de kunne få ud af det hele til dem selv og deres familie. Måske Zean var det samme, måske han bare ønskede det her fordi han ville se hvor meget magt han kunne få eller hvor stærk han kunne blive. Hun vidste det ikke og et sted var hun faktisk lige glad. Hun følte sig komfortabel med Zean, hun kunne godt lide ham og hans ambitiøse tanke gang hvilket kun var et plus for der var ikke mange mennesker som hun brød sig om på denne måde. Hun havde en lyst til at hjælpe ham, hjælpe ham med at få sine drømme til at gå i opfyldelse. Selv ønskede hun sig vel også mere af sin race end bare at de gemte sig og var ligeglade med hinanden. Hun vidste at de som folk ville stå langt stærkere hvis de havde en at se op til og en at lytte til, om dette kunne være Zean vidste hun ikke. Stadig var han meget ung, forfærdelig ung faktisk og det ville sætte ham langt tilbage. Især fordi han ikke allerede bar et navn med indflydelse. Hun lod armene falde over kors mens hun tænkte. Hvorfor hun gik så meget op i hans ønsker og drømme kunne hun ikke lige finde ud af selv men det var rart faktisk at have noget andet at tænke over end bare at skulle rende frem og tilbage i denne gudsforladte verden.
Hun lyttede roligt til hans ord. Forsyth, navnet virkede ikke bekendt og alligevel så fremmed. Det var i hvert fald ikke en familie af dødsengle. Atterlin? Hun kendte ingen derfra. Hun studerede ham lidt mens hun tænkte over hans ord. Han havde familie der og penge, hvis han kunne tage deres magt ville han komme et minimalt skridt fremmad men det ville dog være fremmad. De blå øjne søgte hans roligt. "Penge og magt vil bringe dig en smule tættere på dit mål men ej vil det byde dig noget hos de andre familier. Som du selv sagde så er du ikke af flokken, du er dødsengel men ej fra en ren familie. Jeg kender ikke Forsyth familien så jeg vil ej gå ud fra at det er en familie af dødsengle og fremmede har intet at skulle have sagt. Slå dem ihjel, spær dem inde i kælderen, det er ligegyldigt. Som sagt vil de kun give dig et lille skridt fremad men det er dog et lille skridt om ikke andet" pointerede hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Han havde nogle fine ideer, det havde han virkelig men der var kun en måde hvor han rigtig ville kunne komme ind og få en masse magt på kort tid.
"Den letteste måde for dig at få magt hurtigt er ved at gifte dig ind i en eksisterede familie og så arbejde dig op derfra. Ikke mange af familierne har døtre som ikke allerede er giftet væk men dette ville være dit bedste bud for magt hurtigt, du kan jo altid, når du føler at hun har tjent sit formål, slå tøsen ihjel og lege videre med magten." Et sted var hun ligeglad med hvad han gjorde men lige nu sådan som de stod så var dette den bedste mulighed som han havde for at få hurtig magt. Det var da helt sikkert. Hans tanker løb af med ham på ny og Sera kunne ikke andet end at smile en smule. Det var egentlig lidt sødt at se ham brænde så meget for noget når han indtil nu virkelig havde virket helt ligeglad med alt andet.

Pisken havde ramt hendes krop hårdt og hurtigt. Den havde taget pusten fra hende, hun kunne lide det. Det var en dejlig følelse som hun virkelig ikke havde følt længe. Hun var faldt ind mod muren af slaget og hun kunne virkelig ikke andet end at smile i nydelse og lyst. Hun blev så kåd af sådan en behandling og det gjorde jo heller ikke ligefrem noget at Zean var en der vækkede lyster i hende i forvejen. Hun betragtede ham som han kom nærmede. Hun kendte ham ikke godt men hun var ret sikker på at hun nok skulle blive tilfredsstillet af ham og hvad han kunne gøre ved hende. "Det vil tiden vise" sagde hun roligt.
Pisken smældede gennem luften og ramte hende over hendes mave og lænd og kappede det sidste af hendes bluse over sådan så den faldt til jorden. Hun stønnede af en blanding af smerte og nydelse. Hun kunne lide det, det dirrede i hele hendes krop af lyst. Hun kunne mærke blodet løbe ned over hendes overkrop, en dejlig erotisk fornemmelse. Hun kunne næsten slet ikke styre sig! Hendes blik søgte hans ansigt. "Mere. Hårdere." Hun tiggede ham om mere, smerten var fantastisk men han var nød til at gøre det mere og gøre det hårdere. Hun kunne allerede nu mærke at hendes to sår var begyndt at lukke sig ved hjælp af hendes healende evner og det var ikke noget hun ønskede for hun kunne godt lide at mærke dem.

[Deleted]

Et minimalt skridt...Men dog et skridt. Hun kendte ikke familien. Det regnede han heller ikke med, af det han kendte til den, var ingen andre dødsengle. Han havde holdt øje med dem, for at finde ud af det, men der havde ikke været en eneste med vinger, med en mørk aura...Umiddelbart virkede det til at de fleste af dem blot var kedsommelige mennesker. Små, skrøbelige væsner. Men om ikke andet ville han gøre det alligevel. Det ville hjælpe lidt og det var altid godt. Desuden ville det også gøre ham mere tilfreds selv. Han ville ikke længere skulle sulte, gå i slidt tøj eller sove i et træ. Han ville kunne gå i bad hver dag, gøre de ting han ville og folk ville tænke en ekstra gang på at fornærme ham eller gå imod ham. Det ville give mere frihed og flere midler til at komme videre. For ham var det den eneste start han kunne se og derfor også noget han ville realiserer. Næste skridt blev en blanding af at komme ind blandt dødsenglene og finde nogle allierede. Dødsengle eller ej, havde han brug for allierede.
At gifte sig? Aldrig havde han overvejet noget så latterligt. Gifte sig? Binde sig til en person? Han elskede jo ikke engang nogen, forstod ikke helt det med at elske folk. Var det ikke derfor folk giftede sig? Nej...Det var også for at komme ind i en bedre familie, få del i deres rigdomme. Så meget havde han forstået. Derhjemme havde en kvinde stukket af, hun gad ikke at blive gift med en mand der var dobbelt så gammel og klam som hende. Hun var blevet hevet tilbage, slået og giftet væk alligevel. For manden var rig og magtfuld. Rige og magtfulde folk fik næsten altid hvad de ville have.
Så han kunne vel det samme. Gifte sig, blot for at komme ind i deres rækker. Og derefter skaffe sig allierede. Men for at finde en mulig brud, måtte han først komme tættere på familierne og overbevise dem om hvorfor han skulle have en af deres døtre.
"For at finde en brud, skal jeg først ind blandt familierne og overbevise dem om hvorfor jeg skal giftes med en af dem. En af de helt store og magtfulde familier, helst. Du nævnte de ville være glade for nyt blod og det ville nok falde til min fordel. Men det kan også blive svært. Som du siger har jeg intet at vise mig frem med" kommenterede han.

Mere. Hårdere. Hun forlangte, hun var krævende. Og det skulle da ikke stoppe ham!
Han svang pisken. Ikke bare en gang, men igen og igen. Han satte kræfter bag hvert slag. De første havde bare været en smagsprøve, han havde blot undersøgt om hun faktisk kunne lide det og hvor stærk hun var. Men hun kunne tåle det, hun kunne lide det. Så derfor sparede han ikke længere på kræfterne, men lod slagene hagle ned over hende. Efter et utal af slag, stoppede han op og trak vejret dybt. Også han kunne blive udmattet af at slå med en pisk. Ikke at han var udmattet, han havde bare brug for lige at trække vejret. Hans muskler i den ene arm dirrede en anelse...Som når han havde været rigtig hård mod sit offer. Han smilte let og gik tættere på hende, helt op af hende. Lod sin finger glide over et af hendes sår, så den blev fuld af hendes blod. Han stak fingeren i munden og slikkede den fri for blod. Den smag! Uhm...
Seraphiel var en god kvinde. Han kunne lide at være i nærheden af hende. Mere end han brød sig om nogen som helst anden. Han lænede sig frem efter, drillende begyndte han at kysse hende fra øret og ned af halsen, medmindre hun fjernede sig eller forhindrede ham i det. Han lod igen fingeren glide over et af hendes sår, inden de fik lov til at lukke sig sammen, og trak sig væk, igen med en finger af hendes blod i munden, som blev slikket ren. Han gik over til manden og skubbede ligegyldigt til ham. Endelig bevægede manden sig! Men han var ikke længere så interessant. Seraphiel opfyldte alt han havde brug for. Han følte sig ikke mæt endnu...Mæt af smerte. Normalt skulle han pine et offer hele natten, før han følte sig mæt i et døgns tid. Før han ville have mere. Manden stønnede og vred sig lidt. Han havde tydeligvis smerter. I et øjeblik overvejede han bare at dræbe manden...Men alligevel ventede han. Måske fik de brug for ham senere. En ting var i hvert fald sikkert. Hvis manden fik lov at lave, ville han selv dø inden for den næste uge eller to. Ingen kunne overleve den behandling. ingen ville vide hvordan de skulle heale ham, der ville gå betændelse i hans sår, han ville dø, feberhed. Hvilket selvfølgelig også kunne være en pinsel, omend Zean ikke ville være der til at opleve den konstante, svage bælge af smerte.
"Hvad siger du?" han vendte sig mod Sera med et svagt smil.
"Dræbe ham eller pine ham mere?" De var jo i gang med deres egen sjov... Noget sjovt, han meget hellere ville, end den slatne mand her. Men Hendes sværd havde jo brug for blodet...Var det ikke sådan det var?

[Deleted]

Man skulle altid starte i det små hvis man ville noget stort. Det var da helt sikkert. Hun lyttede til hans ord, han ville meget med sin tilværelse og det var noget som hun rigtig godt kunne lide. Smilet hvilede roligt på hendes læber. Nej hun kendte ej hans familie men var det så underligt hvis han var den eneste dødsengel? Nej det var det ikke. Dog forundrede det hende at han var ren dødsengel hvis hans familie ej var det men det var et spørgsmål til en anden dag. Ideen med at blive giftet ind i en familie var lige noget Seraphiel var kommet til at tænke på. De fleste havde et patriarkalsk system hvor mændende havde mere magt end kvinderne så der var han jo allerede bedre stillet end som så. De blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. Han så ud til at overveje hendes forslag selvom han ikke ligefrem virkede som en tyde som tænkte meget på at gifte sig, det lyste da tydeligt ud af ham. Dog kunne han se mulighederne og det var det som han ville vinde på. Muligheder, man skulle tage dem når de dukkede op, tage dem og gøre dem til sine egne i stedet for bare at se dem passere. Han skulle vide mere om familierne, vide mere om de forskellige systemer og hvordan de forskellige familier var bygget op. Hun ville gerne hjælpe ham, det var da sikkert. Det var altid rart at kunne bruges til noget. "Vejen mod toppen vil være dig lang og hård. Lige som du står nu har du intet at vise dem bortset fra rent og stærkt blod hvilket de søger. Du er mere heldig med det end hvis du havde penge. De forskellige familier har forskellige systemer. Du skal lære om dem alle før du kan tage den rigtige beslutning" pointerede hun roligt med et lille smil.

Hun var krævende, hun ønskede mere, mere af ham, mere af den vold han udøvede på hende. Det tændte hende, gav hende lyst til ham, ham og hans pisk som han tydeligt vidste hvordan han skulle bruge. De to gange han havde ramt hende havde været gode men hun vidste at han kunne gøre det meget meget bedre. Hun smilede lystent, hun ville have mere. Hans slag blev flere og hårdere. Tårerne endte med at trille ned over hendes kinder og små smertes skrig undslap hendes læber og dog var de ej høje nok til at nogen ville komme og forstyrre dem. Det kunne de jo ikke have. Mens han fortsat skær hul på hendes hud med pisken veg smilet ikke fra hendes læber. Hun elskede det, hun elskede det virkelig! Hun foldede sig ikke sammen som manden havde gjort det for at beskytte sig selv, nej hun velkomte hvert et slag han gav hende. Mellems smertelydende kom der også tydelige støn af nydelse. Hans hårde slag gjorde hende godt, det bragte hende en nydelse som hun virkelig ikke havde fået længe. Da han endelig stoppede for at få vejret sad hun selv forpustet på jorden. Blodet piblede ned over hendes overkrop og hendes bukser var der mange huller i og blodplettede efter hans slag. Smilet kunne hun ikke fjerne fra sine læber, hun havde virkelig nydt det her og allerede nu kunne hun mærke at hun ønskede mere. Hun kunne svagt ane hvordan hans ene arm dirrede, han havde brugt kræfter. Han kom hende nærmede og hun betragtede ham blot roligt som han kørte sin finger hen over hendes sår og derefter smagte på hendes blod.
Han drillede hende, hun mærkede hans læber kysse hende fra hendes øre og ned mod hendes hals. han var ond, virkelig ondt lige nu faktisk. Små nydende støn undslap hendes læber. Hun ville ham, rigtig meget endda, det måtte vel kun være tydeligt. Han trak sig på ny, igen med blodfyldt finger og hun stirrede roligt efter ham. han gik over og sparkede til manden som var begyndt at vågne. Hun kunne se at Zean ej længere havde nogen som helst interesse i manden og det fik hende til at smile en smule.
Hendes blik hævede sig fra Manden til Zean ved hans ord til hende. Han spurgte om de skulle dræbe ham, hun smilede en smule og lod hovedet søge let på sned. "Hvis du piner ham er der mindre sjov til ham. Jeg synes han skal sprættes op som en gris så blodet kan flyde på sværdet ved hans side og så vil jeg have mere af dig" hviskede hun lystent.

[Deleted]

Han smilte let. Lang og hård? Det lød næsten som prøvede hun at sige en spådom, en profeti! Åh, du store mand...En dag vil du blive stor, magtfuld og rig! Men først skal du igennem en lang og hård vej, for at opnå hvad dit hjerte i sandheden begærer. Til gengæld vil du blive større end nogen anden! Se, han var ikke engang en spåkvinde eller troldmand, men han kunne lyde lige så overbevisende som enhver af dem! Sige det samme, som de altid sagde. Han var ligeglad. Han kunne ikke bruge de ord til noget. De var luft og vand, men ikke ild og jord. Han smilte svagt til hende. Selvfølgelig ville det blive svært, det var de fleste ting, når man begyndte på dem. Til man tilsidst mestrede dem.
Gåden angående hans familie undrede også ham. Han havde jo undersøgt det, men var ikke blevet klogere. Han havde, som barn, spurgt sin mor om hans far virkelig var hans far. Men hun havde bare smilt til ham og sagt at det var et tosset spørgsmål. Hvem skulle ellers være det? Og han havde spurgt hende om hun virkelig var hans mor. Hvortil hun var blevet ked af det og spurgt om hun ikke var god nok. Selvfølgelig var hun det! Efter det havde han ikke spurgt yderligere. Men han kendte intet til sin mors side af familien. Måske kom det derfra? Han kendte intet til hans mors familie...Eller fortid. Ud over hun var en berømt healer.

Han lod blikket glide over hendes. Hendes små skrig, hendes små støn, hendes krop der sitrede ved hver slag og blodet der gled ned over hende, som havde hun vasket sig i blod i stedet for vand...Det var fantastisk! Han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det, beskrive denne oplevelse, men den var opfriskende. Den var tiltrækkende. Den var...Den gjorde han villig. Villig til hende. Og det bedste var hun ville hjælpe ham, så han ville få chancen for at se hende igen, gøre det hele igen...Hvis det var passende, selvfølgelig. Han smilte svagt. En kvinde efter hans hoved. En der havde ben i næsen, en der kunne sige fra eller hvad hun mente og bedst af alt, en kvinde der elskede smerte og intet problem så i død. Tænk de faktisk findes!
Han tog sin dolk. Manden stønnede svagt, da han tvang ham om på ryggen....Og satte dolken i maven på ham, helt nede ved skridtet, og begyndte at sprætte ham op. Først skreg han. Senere besvimede han. Kort efter var han død. Om skrigene havde tilkaldt nogen? Der var endnu ikke kommet nogen. Men skrigene var også kortere og mere stille end normalt, det var som om de ikke kunne komme ordentlig ud af munden på manden, når han manglede sin tunge.
Han gjorde det ikke pænt. Snart var hans fingre og dolk sølet til af blod. Derefter vendte han manden, så han kunne bløde ud over sværdet. Sådan en gris. Sådan en kedelig mand! Og nu en død mand. Han følte sig ikke spor ked af det. Faktisk følte han sig opstemt, glad. Nu kunne han give Sera hans opmærksomhed...Hvad han da virkelig havde lyst til!
Han satte dolken på plads, efter at have tørt den af i mandens bukser, der endnu ikke var sølet helt ind i blod. Han tørrede også det værste blod af. Han havde fået pletter på tøjet, men det kunne vaskes eller skiftes ud, især hvis han snart blev rig.
Han tog sin pisk i hånden igen og gik over til Sera. Med pletter på tøjet, få pletter i ansigtet og næsten helt røde hænder. Han lignede en sand morder...Men hans øjne skinnede og der lå et udefinerbart smil om hans læber. Han tøvede ikke, da han gik helt hen til hende. Grådig begyndte han at kysse hende. På munden, ned af halsen. Nappede hende, nærmest direkte bed hende. Og begyndte at flå i hendes allerede ødelagte tøj. Han havde lyst til hende, han havde lyst til hende og havde samtidig lyst til at hun følte flere smerter!
Hans hænder gled over hendes krop. Ikke blidt, men krævende. Over hendes bryster, over hendes lår og røv. Klemte, nev, kradsede. Han virkede lidt som en vildt dyr. Han tænkte ikke over det, ville blot nyde det, nyde det endnu mere! Han havde haft sex før...Men han havde på fornemmelsen det ville blive endnu bedre denne gang, velvidende at der også ville være flere smerter involveret. Det var...Spændende!

[Deleted]

Spådom? Nej. Det var en realitet. Han vej ville blive lang og hård, han ville møde mere modgang end medgang og det skulle han være forberedt på men hun havde en ide om at han allerede vidste det. Smilet hvilede roligt på hendes læber. Hun havde normalt ikke den store tiltro til andre men Zean vækkede virkelig noget i hende som hun ikke helt kunne forklare. Hun havde lyst til at hjælpe ham, lyst til at følge ham og bare støtte ham igennem det vilde men spændende eventyr som han havde gang i.

Hun nød det. Hvert eneste slag fik et skrig eller støn frem på hendes læber. Det var godt, det gav hende en forfærdelig trang til ham, til at mærke ham helt tæt ved sig. Hun have mere og mere lyst til ham jo flere tårer han frembragte og jo mere blod der løb fra hendes krop. Hun kunne ikke andet end at håbe at han ligeså ville hende for jo længere tid der gik jo mere uudholdeligt blev det at han ikke var hende nær. Hun blev altid så forbandet kåd af smerte og den han påførte hende nu var så sensuel og fantastisk at hun næsten slet ikke kunne beskrive det. Han var en mand lige efter hendes hoved. Hun begik sig ikke i følelser, ikke længere. Kærlig var for hende noget man havde for ting man kunne lide, død, pinsler, smerte men som at elske et andet individ som hendes mor havde fortalt hende om kendte hun ej til. Dog elskede hun smerten, hun elskede den hårde måde som Zean behandlede hende på lige nu og hun ville have mere. Meget meget mere.
Hun betragtede ham som han sprættede manden op og lod blodet flyde ned på sværdet. Drabet var ikke pænt eller nydeligt men det var ligegyldigt. Zean var meget mere spændende en manden foran hende som døde. Hun ville bare have hans udelte opmærksomhed. Hun ville have ham, have ham helt tæt på sig. Han skulle gøre ting ved hende, hun ønskede ham så brændende og smilet måtte kun brede sig på hendes læber da hun fandt ud af at han ville hende.
Han var over hende hurtigt. Hun mærkede hans læber mod hendes mens han grådigt tog fra hende hvad han ville. Hun gengældte kyssene lystent. Hun var villig, hun gav sig hen til ham, var hans helt og holdent i denne stund. Som hans kys gled ned over hendes hals og hans hænder begyndte at flå de resterende stykker tøj af hende kunne hun virkelig ikke andet end at stønne nydende. Han bed hende, lyde af ren nydelse kom over hendes læber hver gang han gjorde noget ved hende. Han rev hende, flåede i hende. Tog grådigt på hende over det hele og hun lod ham. Hun var helt i hans vold, hun var hans at gøre med lige hvad han ville og hun kunne lide det. Hun gav sig hen til hans lyster og sine egne. Zean var hende virkelig en kilde til nydelse som hun aldrig havde oplevet før og hun ønskede bare mere og mere af ham.

[Deleted]

Hans lov havde kun været modgang. Modgang, modgang, modgang! Så mange ting han ikke forstod, ikke kunne og ikke ville. Altid forlangte folk noget af ham eller svinede ham til, ofte begge dele på en gang. Selv da han havde været i tvivl om sig selv og havde prøvet at hjælpe folk, havde folk blot vendt sig væk fra ham i forfærdelse. ingen stolede på hans evner som healer...Hvilket kun gjorde ham endnu mere engageret i det. Selvfølgelig var der dem der havde opdaget at det virkede...Og det havde også åbnet at par døre for ham...Men uanset hvad, ville han altid være en dødsengel. Lige meget hvad, ville han altid opleve modgang. Hvad andet var der at forvente? Han var nået det punkt, hvor han ikke rigtig troede på medgang. Men måske ville det også bare være kedeligt? Også kærlighed var ham fjernt. En person ville nok sige han elskede hans mor. For det var jo det han gjorde. Men Zean selv ville ikke vide det. Han ville blot beskytte hende, vide han havde hende...Omend han aldrig ville kunne sætte ord på hvorfor. Sådan var det bare.
Dog var det slet ikke sådan han havde det med Sera. Tværtimod, var det som om han havde fundet en legekammerat han havde manglet i lang tid. Som om de bare var...passede sammen, som to brikker, den komplimenterede hinanden. Eller noget i den stil. Var det hvad man kaldte en ven? Han var i tvivl. Allieret, var det i hvert fald. Kunne de ikke lade det være ved det og lade være med at sætte titler og mærker på hinanden?

Det var ikke som med Dixie, denne fantastiske kvinde, som han til tider kunne finde på at tænke på. Måske fordi han var en dreng, en mand, af hankøn. Med hende havde det været som et slør, der var kastet over ham og han bare havde begæret hende, villig til at lære. Men med Sera...Det virkede som om hun hengav sig til ham, lod ham gøre hvad som helst ved hende, blot liderlig og villig til hvad som helst, han mon kunne finde på. Som var hun hans kvinde. Det var spøjst, men Zean følte sig kun med stor selvtillid. Det skræmte ham ikke. I stedet gjorde han krav på hende, tog på hende, kyssede på hende, bed i hende, rev i hende....
Hendes tøj var snart ikke-eksisterende. Der hang endnu nogle strimler om hendes hofter, men ellers havde han efterhånden revet det hele af hende. Hendes krop, hendes hud, virkede kølig og var indsmurt i blod. Blod, Zean kun sølede hende endnu mere ind i, som hans hænder gled over hendes krop. Over hendes bryster, over hendes røv, ind mellem hendes ben...
Han kunne mærke det. Hvordan hans vejrtrækning var blevet mere overfladisk, hvordan han faktisk ikke kunne tænke på noget, andet end højst det de lavede nu her. Hvordan hans lem dunkede, hård som den var, at det faktisk gjorde helt ondt! Man kunne fristes til at tro den selv ville hoppe ud af hans bukser for at kræve sit.
Han rev det sidste af hende, så hun var nøgen foran ham. Hun stak ikke af, hun klynkede ikke. Hun hengav sig og ville have ham. Hvad andet kunne man forlange?
Hans hænder forlod hendes krop et øjeblik, trods hans mund ikke gjorde. Han bukkede sig ned efter, lod drillede sin tunge slikke dele af hendes bryster fri for blod, før han kyssede og bed i hende.
Han fik endelig løsnet sine bukser, så de faldt af. Så hans manddom kom frem, stor og hård som den var lige nu. Endnu en gang gled hans hænder tværs over hendes krop. Stående, liggende, siddende...Det var ham ligegyldigt. Han ville bare have hende nu!

[Deleted]

Dødsenglene var hadet, selv i Dvasias. De var frygtet fordi mange af dem havde den hang til død som de nu havde og derfor ville folk ikke være omkring dem. Sera havde levet beskyttet, i en verden uden fordomme og hvor hun havde været hadet af andre grunde. Hun havde været for blød, ikke ønsket at der skulle ske skade på nogen som helst andre. Hun havde været sådan til den dag hvor hun modtog Barbas. Sværdet var altid med hende, det gjorde hende til en rigtig dødsengel mere end noget andet. Sera kendte til kærlighed, hun havde elsket sin mor, været elsket af hende men siden hendes død var dette fænomen blevet hende noget fjernt. Hun følte ingenting for nogen som helst lige nu. Og dog måtte hun indrømme at Zean vækkede noget i hende. Dette var ikke kun lyst, ikke kun trangen til at han flåede hende til blods, nej der var mere. Hun ønskede faktisk at hjælpe ham, at se ham lykkes. Hun vidste ikke hvad disse følelser var men lige nu var det ligegyldigt for lige nu havde lysten fuldstændig overtaget hendes krop.
Sera følte sig helt euforisk under Zean lige nu. Hun begærede ham, var villig til alt hvad han ville gøre ved hende. Hun var liderlig, hun ville hengive sig til hans mindste vink efter den måde som han havde taget hende på tidligere. Hun kunne mærke hans selvtillid, det var ikke mange som vidste hvad de skulle stille op i en situation som denne med en blødende kvinde under sig som kun ønskede mere vold men han tog bare mere og mere af hende og hun elskede det! Hun mærkede hans hænder glide over hendes krop, han var over det hele og de nydende støn undslap hendes læber hele tiden.
Når han kyssede hende gengældte hun det og enkelte gisp af smerte undslap hende mellem stønnene når han bed og rev hende. Hun trak sig ikke fra ham, ønskede kun mere og mere for hvad gang han rørte ved hende. Hun ville have ham, hun ville have at han skulle tage hende nu! Han tunge som kørte hen over hendes bryst fik hende kun til at stønne højere og kort vride sig under ham som en sitren gik igennem hele hendes krop. Hendes blik hvilede på ham da han fjernede sine hænder og lod sine bukser droppe. Han var tændt som hende og det fik smilet frem på hendes læber. Hun lod forsigtigt den ene hånd køre ned over hans mave og helt ned til hans underliv. Forsigtigt tog hun om hans manddom og begyndte at kærtegne den blidt. Nu var det hans tur til at nyde en smule.

[Deleted]

Det var spændende. Stadig nyt for ham, var det spændende. Tænk der kunne være så stor forskel på det! Fra Dixie til Sera...For nu var han villig til at sige at Sera var mest spændende. Omend...Før havde han også ladet hende lede ham, for han havde ikke helt vidst hvad der blev krævet. Men stadig for spændende til at han blot vendte ryggen til for at gå.
Dette dog...Var til dels på hans initiativ, omend Sera ikke havde sparet på hentydninger. Og hun flygtede ikke, men tog imod. Det tændte ham...At give smerte var det bedste, men at blande det med sex var...så spændende! Og så...Han kunne næsten ikke beskrive det. Så livligt!
Han mærkede hendes hænder. Og mærkede hvordan hans mave og underliv næsten trak sig sammen i kramper, da en bølge af vellyst gled igennem hans krop, samtidig som et støn fløj ud mellem hans læber. Det var dejligt, han kunne lide hun legede med ham. Han stønnede mere og nød det.
Til sidst kunne han ikke holde til det længere. Han greb fat om hendes røv og løftede hende op mod væggen, samtidig som han stillede sig helt op af hendes, endda inden under hendes. Stak sin lem op i hende. For han ville have hende, lige nu og her. Ikke flere små dikkedarer, men nu!

Undervejs i hele forløbet fortsatte han med at bide, rive, flå i hende. Samtidig som han selv stønnede af nydelse og nød det.

[Deleted]

Det var fantastisk det her. Virkelig fantastisk. Det var virkelig længe siden at Sera var blevet behandlet på denne måde og hun savnede det. Den smerte som Zean påførte hende sammen med den nydelse som ligeledes fulgte med var næsten helt ved at tage pusten fra hende. Hun kunne lide det, hun nød det, hun ville have mere. Mere af ham, mere af det han gjorde ved hende. Hun var ligeglad med hvad han havde prøvet før, ligeglad med hvem og hvordan det var forgået for det var nuet der var vigtigt. Lige nu var han her med hende, han var her for at tilfredsstille hende og hun ønskede at han gjorde det. Hun var tiltrukket af, tiltrukket af hans voldelige og sadistiske natur. Hun forgudede det, ja sandt og sige så elskede hun det faktisk. Hendes følelser for Zean var dog kun ren og skær lyst. Hun ville have mere, krævede mere. Hun mærkede hvordan han måtte trække sig sammen i nydelse ved hendes berøringer. hans støn var som musik i hendes øre.
Han ville have mere. Hun mærkede hvordan han løftede hen op mod muren og stødte sig ind i hende. Et suk af ren og skær nydelse og ekstase undslap hendes læber som hun lagde arme om hans krop for at hjælpe med at holde sig selv oppe. Hun lod læber falde mod hans i et lidenskabeligt kys mens hun blot tog imod alt hvad han gjorde ved hende.
Hver gang han bed hende, rev hende tog på hende stønnede hun højlydt. Hun kunne ikke længere holde sig tilbage, ikke længere bare være stille. Hun nød det her for meget til ikke bare fuldstændig at give sig hen til ham.

[Deleted]

På et tidspunkt var det overstået. Der var ikke mere at komme efter, han følte sig tilfredsstillet. På det tidspunkt havde han sluppet hende, efter at have sørget for hun stod med fødderne på jorden, så hun ikke bare faldt ned. Hans negle var en smule flossede og han kunne ikke bedømme om blodet kun var hendes eller også hans. De dunkede en smule. Hans hænder havde striber at indtørret blod på sig, hans tøj bar ligeså mørkerøde, næsten sorte, pletter af blod fra offeret, såvel som Sera. Han rystede en smule, i sine lænder, som om musklerne trak sig sammen i små kramper. Stillingen havde også været en smule akavet i længden, men det var lykkedes og han fortrød intet. I stedet fik han fisket sine bukser op, tog dem på og bandt dem fast. Bæltet gled på plads og han samlede sine våben sammen og satte dem på deres vante pladser. Hans arme gled op i luften, da han strakte sig, samtidig som han så dovent ned på den døde mand. Færdig. Manden var færdig, han var færdig og følte sig utroligt godt tilpas. Følte sig både fuld af energi og en smule doven. I et humør hvor han kunne finde på hvad som helst og samtidig faktisk bare ville sove. Måske have lidt at spise. Slappe lidt af.

Der var vel ingen grund til at stå og slå rod, blot fordi man havde lavet noget anderledes ting sammen. ingen grund til at vente og være langsom. Han så på Sera med et svagt smil. Det havde været godt, dejligt, fantastisk. Men nu måtte de videre. Han ville videre.
Forventede hun et tak? Sikkert ikke. De havde jo også været fælles om det. Der var ikke mere i det, end et par voksne der legede lidt. Hvad skulle der være i det?
"Så. Jeg må også snart videre, uanset hvor sjov vores leg er" kommenterede han, hans øjne skinnede.
"Jeg har nogle familier at finde, at charmere mig ind på. Når jeg altså først har været et smut forbi Rimshia. Jeg forventer vi mødes igen, på den ene eller anden måde?" han regnede ikke med at hun stod stille og ventede. Det gjorde han i hvert fald ikke selv, selv sprang han rundt. Så var han det ene sted, så et andet. Aldrig stod han stille. Han vidste dog ikke om hun havde en ide om noget lige nu, en form for plan. Dette var i hvert fald hans. Og først når han fik kontakt med familierne, ville han få brug for hendes viden igen. For nu, havde det hjulpet ham videre og givet ham en noget usikker plan. I hvert et par mål, han måtte stræbe efter at opnå.