Jeg har legetøj...Skal vi dele? (Seraphiel)

[Deleted]

S: Marvalo city, Dvasias
T: Eftermiddag
V: Overskyet, koldt.

Så dette var altså den store warlock by! Byen, der næsten ikke blev nævnt, og så alligevel. Folk vidste ikke om de turde. Enkelte gjorde, for de kunne lide warlocks, resten gjorde ikke, for de frygtede dem. Byen var kendt for sin kriminalitet og brutalitet. For sit mørke og hemmelige ritualer, magier og meget andet. Det var her man kom, hvis man ønskede sig noget magisk. Det var i hvert fald hvad han havde hørt. Men alt i alt, var byen ganske uimponerende. Den virkede gammel, støvet og fuld af edderkoppespind. Den virkede som et rum, der ikke var blevet brugt i mange år, men som dog ikke var gået direkte i forfald. Lidt som loftet, hjemme i hans barndomshjem. Der var næsten spøgelses-dødt, med undtagelsen af midten af byen, centrum, hvor markedet og beboelserne gemte sig. Og derfor var det også der Zean var, inde nær centrum. Som altid var der mørkt i Dvasias, og koldt, men vulkanen så ud til at gøre det hele endnu værre...Eller bedre. Dens skygge faldt ind over byen og formørkede den yderligere. Hvilket gjorde at der allerede nu, om eftermiddagen, var næsten aften-mørkt. Folk var allerede nød til at tænde lidt lys, hjemme i deres boliger, for at se hvor de gik, hvad de spiste og hvad de drak.
En svag vind gled hen over den stenede jord, der gjorde det ud for en gade. Som nogen der pustede støvet væk. Hvor uimponerende.
Zean var iklædt noget varmt og mørkt tøj. Først hans efterhånden slidte støvler af smidigt læder. Derefter nogle sorte bukser og en brun trøje. En kappe lå over hans ene skulder, så hans vinger var synlige. Han var rejsende og var netop kommet til byen. Han ville se den, se hvad folk hviskede om i krogene og se om den virkelig var så interessant og kedelig som folk påstod.
Han havde brugt et par timer på at gå rundt i yderkanten af byen, men var snart blevet træt af det. Så han var gået ind mod centrum.
De sædvanlige ting hang i hans bælte, ting han faktisk altid havde med sig. Sin dolk, i sin skede. Et par forskellige punge, en med nogle mønter og resten med forskellige planter, deri også et par fra Manjarno, som han skulle have afprøve på et offer. Og selvfølgelig hans sammenrullede pisk, den stødte let mod hans lår, når han gik.
Han havde allerede været mange steder, i tre forskellige lande. Han var ikke blevet rigere af at rejse, men han var i den grad blevet klogere. Og ikke mindre nysgerrig.

Hans grå blik gled over de nærmeste, skæve huse. Lyset var tændt i et par stykker af vinduerne. På gaden gik der folk, men ikke vildt mange. Selv om byen var stor, var befolkningen lille. Det var perfekt! Han smilte svagt. I dag var han skide ligeglad. Om der kom en dæmon og forførte ham, om der kom en engel og ville forhindre ham i de sjove ting. Om der kom en gigantisk vampyr og afprøvede ham. Om så selveste Elmyra skulle vise sig foran ham! I dag ville han tage sig et offer og gennem-pine personen. Få denne til at føle flere smerter, end noget andet i sit liv! Og han ville grine af det, og nyde det. Ja, i dag ville der ikke være nogen kær mor! Eller fader.
Hans blik gled fremefter, stirrede næsten direkte frem for sig. Folk bemærkede hans vinger. enkelte trak sig til siden, resten var blot ligeglad. Dette var vist en af de byer, hvor man var van til lidt af hvert. Men ingen turde dog at gå ind foran ham. Måske var det hans beslutsomme og kolde blik, der skræmte folk. Eller hans skræmmende, svage smil, der lovede ballade. Måske var det hele hans mørke aura, folk ikke brød sig om. Uanset hvad...
Han stoppede op midt på gaden og lod blikket glide frem og tilbage et øjeblik. Han ville finde en gade hvor der var færre folk, men dog få. Ikke nok til at give problemer, men nok til at der ville være nogen at vælge af. Han gad ikke tykke, klamme mænd eller gamle damer. Det skulle helst være en ung person, en der var fuld af liv og sundhed, en der virkelig ville kunne stå imod smerterne i så lang tid, som muligt. Åh ja...Hele natten! Han glædede sig. Det boblede helt, inden i ham, af spænding og forventningens glæde.

[Deleted]

Warlocks, de var alle steder. Så langt øjet rakte i denne by. Det var nok derfor det blev kaldt for Warlock byen. Seraphiel havde vandret i et døgns tid før hun var ankommet her til. Hun vidste ikke hvorfor hun var her, hun vidste ikke hvad hun skulle her men hun havde følt sig underligt tiltrukket af stedet som en hest var tiltrukket til vand efter en lang ridetur. Hendes blik søgte rundt over det hele. Hvorfor var hun der? Det spørgsmål havde hun spurgt sig selv om siden hun var kommet om morgenen. Hun havde brug det meste af dagen på at gå rundt i cirkler i byen og modtage mærkelige blikke. Hun måtte også se mærkværdig ud. Hun var en køn pige, hun gik i et par tætsiddende mørke bukser, en mørk skjorte som var for stor til hende og så havde hun et bælte om livet for at den ikke skulle ryge nogen steder. På ryggen sad de kul sorte vinger og bag efter sig slæbte hun et gigantisk sværd som det så ud som om hun ikke kunne bære og som også virkede abnormt stort i forhold til hende selv.
Hun slog sig ned på en bænk i midten af market og lod sværdet stå ved hendes side. Hun sukkede en gang og kiggede ligefrem for sig. Hun begyndte at forstå hvorfor hun var her. Det magiske blod som Warlock's besad kunne styrke Barbas og det var i sandhed noget som hun ønskede. Dæmonen som var fanget i klingen havde halvt om halvt overtaget hendes krop men hendes sind var intakt. Når hun var i nærheden af sit sværd lov hun Barbas overtage styrringen. Han var som dødsengle skulle være, han elskede død og ødelæggelse og lidelsen på sine ofres ansigt hvor imod Sera altid havde hadet det. Hun var så atypisk for en dødsengel. Hun kunne ikke fordrage at se andre lide, hun kunne ikke lide det og ønskede bare at alle havde det godt. Hun var blevet anset som værende et misfoster, en fejl igennem hele sit liv af alle andre end hendes forældre som havde elsket hende ubetinget. Som 18 årrig havde hun fået Barbas, det gigantiske sværd, og hun elskede det sværd. Det var hendes bedste ven, makker og følgesvend. Hun kunne slet ikke forstille sig et liv uden det. I sværdet hvilede sjælen af en ekstremt stærk Dæmon ved navnet Barbas. Dette sværd var gået i arv fra generation til generation og nu var det havnet i hendes hænder. Hun kunne mærke på sværdet at det nød at tilhøre hende. Barbas havde en sær fascination med hendes væsen og hun fandt ham ofte føre en samtale med hende som kun hun kunne høre. Hun greb roligt efter klingen og strøg det kærligt over bladet. "Skal vi finde noget magisk blod som vi kan bade i?" hviskede hun kærligt og det var som om klingen hørte det. Hun smilede for sig selv og rejste sig op og gik roligt videre mod torvet med sværdet slæbende efter sig. Selvom det blev slæbt på denne måde så blev klingen aldrig sløv hvilket var en god ting.
Hun drejede ned af en lille side gade hvor der ikke var ret mange mennesker, faktisk kun to. Et koldt og kynisk smil kom over hendes læber. Hun skulle nok kunne få det sjovt med disse to. Som hun nærmede sig begyndte hun med let stemme at synge små enkelte børneviser hvilket hurtigt fik de to snakkendes opmærksomhed. Hendes blå øjne hvilede på dem og hovedet søgte let på sned. "Er i Warlocks?" spurgte hun roligt og nysgerrigt. De nikkede svagt begge to og et ondt grin bredte sig på Sera's læber. Hendes ofre blev bange. Manden faldt til jorden mens kvinden prøvede at løbe forbi Sera men det gik ikke så godt. Det store tunge sværd svag den lille pige med lethed og hun kappede kvinden midt over som havde hun været lavet af smør. De onde maniske latter kom over hende og hun grinede mens hun nærmede sig den nu rædselslagende mand på jorden. Sværdet løftede hun foran sig og lod tungen køre langs klingen så hun kunne smage på blodet. Magisk, dejligt. Mens hun slikkede på det store sværd flyttede hendes blik sig ikke fra manden på jorden og hun havde et næsten sindsygt glimt i øjet.

[Deleted]

De fleste var vel opvokset med nogle børnesange. Om det så var de mere atypiske eller de normale, alle kendte. Alle slags fandtes, ligesom de historier man til tider fik at høre, når man skulle sove. Det skulle vise sig at han sov bedst, hvis det gik slemt ud over nogen. Og ikke ved at prinsen og prinsessen fik hinanden. Hans mor havde stædigt fortsat de alt for søde historier. Til sidst var han selv begyndt at ændre på dem.
"...Here comes a candle to light you to bed, here comes af chopper to chop off your head..." Var en sætning han endnu huskede fra en af disse sange. Resten huskede han ikke, end ikke hvad sangen hed. En lettere omskrivning af en sang der handlede om monstre under sengen, som man ikke behøvede at være bange for. Eller noget i den stil, så vidt han huskede.
Jo, så var der en helt anden sang, som han dog havde fået lokket sin mor til at synge for ham. Den havde vidst handlet om hans mors familie. Hun havde vist selv sat den sammen, sunget den på denne sørgmodige måde. Han huskede den endnu. Noget om at hans far var en tyv, at hendes bror var en forræder, og at selv han, Zean, ville hade den kvinde som han havde giftet sig med. Og så noget med at Zean ville afsløre ham i hvordan han havde forrådt sin kones loyalitet. Og så en del han aldrig havde forstået. Noget med at nogen ville dø, for at få sin fødselsret tilbage. Nåe ja, så havde den også handlet om Zean, om at han aldrig ville forstå sin sorg og smerte, men blot lytte til en stemme. Hans mor havde været ganske fantasifuld, da hun havde lavet sangen. Der var i hvert fald ikke mange andre end hende der fuldt ud forstod den. Han havde engang nævnt den for sin far, der blot havde smilt, en sjælden gang, og rystet på hovedet.
"Og hvad? Tror du hun er en spåkone også?" - Ja, hans far havde blot affejet det som noget morsomt. Og Zean gav ham ret. Det var ligegyldigt.

Hvad der til gengæld betød noget, var nu her. Han stod i skyggen af en bygning og så efter nogle folk, da han endelig fik øje på to. En mand og kvinde. Måske et par? Eller blot bekendte. Måske venner. De var i hvert fald her, sammen, uden at der var forfærdelig mange øjne til at se dem. Han havde været ved at træde frem, ved at gå til angreb, da noget tog hans opmærksomhed og han blev stående hvor han var. Hans hånd fungerede ved pisken, som han let løsnede. En...Kvindelig, næsten piget, stemme. Den sang lavt, det lød som børnesange...Melodierne, vel at mærke. Han kunne ikke høre ordene. Han lod blikket glide over de to personer der stod lidt derfra...
Pludselig skete der vidst noget skræmmende. Kvinden prøvede at flygte. Zean tænkte på at fange hende, men så langt nåede han slet ikke, før hun - på aller kedeligste vis - var skåret over i to og øjeblikkelig død. Altså var der kun manden tilbage.
Han følte sig irriteret. Og i godt humør. Begge dele på en gang. Han trådte frem fra sit skjul, pisken gled efter ham og efterlod en slange-agtigt mønster i støvet. Han kom gående ned mod dem, ganske afslappet. Og stoppede op lidt derfra, en smule overrasket, men ikke mindre glad. Han fandt ikke andre dødsengle så ofte...Men her stod en, foran ham! En ung kvinde, af det ydre, med et alt for overdimensioneret sværd og et fantastisk piget smil og attitude. Ikke tale om at han ville lade hende have alt det sjove for sig selv!
De havde begge udset sig det samme offer.
Han gik nærmere, til han var et par meter fra manden, der havde ryggen til ham. Hans blik gled over kvinden. Sværdet var gledet lige igennem hende, gennem muskler og knogler...Den var meget skarp og stærk. Han mindede sig selv om ikke at blive den næste.
Han lagde hovedet let på skrå og så, halvt smilende, på pigen et øjeblik. Så, med et, svang han pisken. Bevægelsen faldt ham så naturlig, at det næsten lignede en forlængelse af hans arm. Han sigtede...Og ramte aldrig forkert. Der lød et knald og lidt efter mandens forskrækkede hyl af pludselig, brændende smerte, over ryggen. Mere var der vel ikke at sige?
Han mærkede mandens smerte, ja, vidste hvilken smerte manden følte! Og selv da...Nød han denne smerte, mere end noget som helst andet. Bedre end sex, bedre end alle andre smerter og lidelser. Denne...Var det bedste. Han frydede sig. Hans øjne skinnede.
"Der er vel nok til to?" kommenterede han afslappet, som om manden slet ikke var der. Selv om man ikke kunne se det på tøjet, havde pisken flået mandens hud og inden under tøjet var han begyndt at bløde. Han vred sig og smed sig på jorden, holdte hænderne op foran sig, i håb om at beskytte sig mod yderligere slag. Zean gik over til kvinden og så ned på hendes ansigt et øjeblik. Sådan et spild! Han skubbede let til hendes overkrop med den ene fod. Så bukkede han sig ned og begyndte at studerer snittet. Så rent, så flot. Blodet flød endnu ud af hendes krop, men det blev hurtigt mindre og mindre, som hendes krop tømtes. Han studerede det af ryggen man kunne se og indvoldende, som de nu lå. Så trak han let på skuldrene, rejste sig op igen og førte pisken tilbage, klar til endnu et slag. Han havde faktisk ikke så meget at sige. Men et eller andet sted...Måtte de vel kunne forstå hinanden? Han følte den største lyst til at pine manden. Og han regnede med at kvinden havde samme lyst. Hvorfor ikke være sammen om det?
"Kidnap en warlock, spær ham inde og smid nøglen væk..." han smilte svagt. Blot for at se warlockens skræmte øjne se op på dem.
"...Og sluk så alt lyset" han var klar til at svinge pisken igen. om de burde finde et mere afsides sted? Zean var klar på at gøre det hele lige her. Hvorfor vente? Hans lyst, hans begær, kunne gøre ham helt blind for fornuft. Bare smerte. Smerte. Mere smerte! SMERTE!
Hans indre skreg. Og han grinte svagt. Han lagde hovedet på skrå endnu en gang og så på kvinden et øjeblik, for at se hvad hun ville gøre. Dele...Eller skulle de nu slås om offeret? Det kunne være sjovt! Men...Dødsengle burde ikke slås. Der var nok at vælge imellem. Men hvis han ikke fik manden nu her, ville han nok gå lidt amok. tage den nærmeste, inde på markedet, og blot gøre tingene der. Ramme så mange som muligt. Skabe kaos og panik. Uanset den fare han ville udsætte sig selv for.

[Deleted]

Børnesange var fantastiske. Hun havde hørt mange som lille, hendes mor havde altid sunget for hende når hendes far ikke var der. Hun elskede at synge dem, især inden hun valgte at torturer et offer, et sted var det et levn fra hendes egen personlighed som ikke blev overtaget af Barbas. Hun kunne ikke andet end at smile til parret som stod foran hende. Frygten i deres øjne gav hende fornyet energi selvom hun egentlig ikke kunne lide at torturer folk. Hun havde aldrig kunne lide det, altid fundet lysten til at se andre lide, det var også derfor hun lod sig overtag for hun nød det jo, det kunne hun ej benægte. Lyden af smerteskrigene som ville lyde når hun først gik i gang, blodet som måtte flyde over det hele og rædslen som måtte være malet i folks ansigter, uhhh det var herligt! Kvinden som stak af lod hun ikke nå langt. Det store sværd svang hun med en sådanne lethed at man skulle tro at det var lavet af fjer. Selv var hun ikke den højeste person og så var hun forfærdelig køn så hun kunne principielt godt ligne en dukke. En meget sadistisk dukke som kun ønskede smerte og lidelse for andre. De vilde glimt hun fik i øjet da hun så let som ingenting hakkede kvinden mildt over var eminent! Hun følte sig næsten beruset, hun ville have mere! Mere blod, mere smerte mere lidelse! Hun fortrak at torturer mænd, hun kunne lide at se det køn som var klassificeret som det stærkeste ligge og vride sig under hende. Hun elskede det, elskede tanken om muligt mere end noget andet. Og dog måtte hun indrømme at jalousien måtte overkomme hende en gang i mellem når de lå og vred sig under hende. Hun ville også have den dejlige følelse som de fik ved torturen, hvorfor var det kun dem som skulle nyde det? Hun var splittet, havde altid været det. Det var en indre kamp mellem hendes lyst til smerte og hendes hang til at se andre lide.

Manden græd næsten af frygt da hun kom mod ham. Hun virkede fuldstændig sindsyg som hun gik der og slikkede det magiske blod af sit sværd. Manden rystede og prøvede at komme væk fra hende og hun fortsatte blot mod ham med rolige skridt. "Du tørster endnu, gør du ikke Barbas" hviskede hun kærligt til sværdet og holdt stadig blikket på manden med hovedet søgende let på sned. "Jeg håber at dit blod er nok .... ellers må jeg desværre dræbe flere i denne by. Hvor er Warlocks egentlig ynkelige." Den kolde og kyniske latter bølgede frem i hende på ny og hun holdte den ikke tilbage. Og dog fandt hun sig selv nød til at stoppe. Hun var ikke alene, hun kunne mærke en anden, en anden som hende selv. Var det en anden fra familien som havde fundet hende og ønskede hende død fordi hun slog sin far ihjel? Hun håbede det ikke, hun magtede virkelig ikke at slås med en anden dødsengel lige nu. Hun blev dog overrasket over at det var en ung mand som måtte træde ud foran hende. Hun kendte ham ikke, han var ikke en Maldora i hvert fald. De blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse som han gik mod hendes offer med sin pisk i hånden. Hvad havde han tænkt sig. Han svag pisken og det skrig som manden kom med fik næsten varmen til at stige i hendes indre. Det lød fantastisk. Hun sagde intet men fulgte ham blot med blikket som han gik over mod kvinden og studerede hendes lig. Hvorfor var han så interesseret? Havde han udset sig de samme ofre? Hun kunne kun konkludere at det havde han. Han havde sans for smerte, det var en god ting. Selv havde hun det bedre ved blot at se på end at udføre smerte handlingerne og han så virkelig ud til at nyde at udføre dem. "Jeg har intet imod at dele. Mit navn er Seraphiel Maldora" præsenterede hun sig roligt og blikket stadig rettet på den fremmede. Han virkede ældre end hende hvilket betød at hun kunne lære noget af ham hvilket var en dejlig behagelig ting. Måske han kunne vise hende noget nye teknikker? Et koldt smil bredte sig på hendes læber. "Jeg kan nu godt lide at folk kan studere mit arbejde men hvis du hellere vil tage ham med er det fint nok for mig ..... Bare jeg får hans blod til at bade mit sværd i. Den usle kvindes var ikke nok."
Manden hørte deres samtale. Han var forfærdet, skræmt. Deres opmærksomhed hvilede ikke på ham lige nu og han så sit snit til at prøve at komme på benene og flygte. Sera vendte blikket mod deres bytte. Det var næsten sødt men ak, det nyttede intet. Hun var hurtig, meget hurtig faktisk. Hun nåede hen foran manden som stadig løb og med sværdet som støtte placerede hun et kraftigt spark lige i hans manddom. Han faldt sammen på jorde som var han en klud. Han græd og skreg af smerte og holdte om sin manddom. Sera smilede koldt. "Jeg hader når mine legekammerater stikker af fra mig." Hun gik hen til manden på jorden, flåede hans arme fra hans manddom og placerede den ene fod mod med det meste af sin vægt. Manden skreg igen og mens han skreg vendte Sera blikket mod den fremmede. "Heller eller i et mørkt rum hvor vi kan være alene?"

[Deleted]

Barbas. Navnet sagde ham intet. Hver sine lyster, vel. Han kunne vel også navngive sin pisk, men han følte ikke for det. Så længe den virkede, var han skideligeglad med om den blev kaldt en pisk, en killing, en gaffel eller noget andet skørt. Måske skulle han opkalde den efter hans far? Hans far havde jo lært ham alt om brugen af en pisk. Hvad ville passe bedre end at dette ville blive i familien, hans arv?
Det kunne vente. Han kunne altid døbe sin pisk i blod senere. For nu, dog, skulle den bevise sit værd ved endnu en gang at flå huden af folk. Han strammede grebet om pisken og så mod manden, da han pludselig satte sig i bevægelse og lidt klodset prøvede at stikke af. Åh, et sving med pisken og han kunne vælte manden! Men han fik aldrig muligheden, fornøjelsen! For kvinden var hurtigere end ham. Stille og roligt, skridt for skridt, kom han nærmere. Han havde ikke travlt. Han havde et offer! Hvorfor så spilde tiden med al den snak?
Han smilte svagt til hende.
"Zean" Igen følte han ingen grund til at bruge sit efternavn. det betød intet. Og hvis nogen endelig kendte det, ville de kun kende hans rige del af familien, som ikke ville kendes ved ham. Ikke fordi de nogensinde havde set hinanden! åh, han ville få dem til at fortryde det. få dem til at opsøge ham og bede ham om at vedkende sig at de var hans familie. En dag...en dag ville han blive betydningsfuld, uden tvivl. Han smilte svagt og så ned på manden.
Han bukkede sig ned ved siden af manden. Uhm, den smerte. Han kunne smage den på tungen. Så sødmefuld, som nysamlet honning! Han smaskede svagt, før han med den ledige hånd tog fat i mandens uglede hår og trak hans ansigt op ved siden af sit.
"Du er SÅ uartig..." hans stemme var afslappet, med en svag undertone af latter.
"...Ved du hvad vi gør ved uartige mænd, som dig?" Manden ville vidst ikke vide det. Han klynkede, stadig med hænderne mod sit skridt, og prøvede måske at sige noget. Der kom ikke meget andet ud end et par klynk.
"Hvad sagde du? Tal tydeligt!" han kastede mandens hovedet fra sig, så han ramte den støvet vej. Zean løsnede sin dolk. Han lod pisken falde til jorden. Der ville blive rig mulighed for at bruge den om lidt.

"Er du bange for at nogen ser på?" hans blik gled over kvinden i et kort øjeblik. Han kunne virkelig ikke tage sig af dette! Hun ville dele og det var fint nok. Kvinden lå allerede i to dele. hvis de ville skjule sig, krævede det at de ryddede op efter sig. Et job han ikke gad lige nu. Ikke nu, hvor tingene blev så sjove!
Han trak sin dolk og satte sig på hug ved siden af manden igen. Tvang ham endnu en gang op ved håret, men blot for at skubbe ham om på ryggen.
"Hør nu efter..." han satte sig overskævs på manden og så på ham med et halvt seriøst blik. Resten morede sig blot.
"...Nu tager jeg din tunge, så du ikke skriger på hjælp hele tiden. Det skære mig simpelthen i ørerne! Men du bliver nød til at samarbejde. For hvis du ikke spytter blodet ud regelmæssigt, bliver du kvalt. Og det er simpelthen så kedeligt..." han smilte svagt og klappede manden på kinden. Hans øjne var store af skræk. Manden prøvede at holde munden lukket, men det lykkedes ikke særlig længe. Zean stak blot dolken ind mellem hans læber og pressede til, skar mandens læber op, til han tilsidst ikke kunne andet end åbne munden. Zean trak uden tøven ud i mandens tunge og skar den over. Manden begyndte straks at skrige og blodet løbe. Zean begyndte at nynne lige så stille. Til sidst stod Zean med en stump tunge i den ene hånd og en blodig dolk i den anden. Han rejste sig op fra manden og så på tungen et øjeblik, før han kastede den fra sig og suttede blodet af sine fingre. Manden gled om på siden og blodet flød ud af hans mund i en lind strøm. Men ud fra Zeans erfaring ville manden ikke dø af det. blot blive lidt mere...træt. Så han ikke ville prøve at stikke af hele tiden.
Han rettede sig op og studerede manden et øjeblik, før han så over på kvinden et øjeblik. Og smilte svagt.
"Spændende" tilkendegav han. Han havde aldrig delt et offer med nogen før. Det burde være en ting alle dødsengle gjorde! Delte et offer sammen i tegn på venskab og samarbejde. Hvem ville ikke nyde det?
Han bukkede sig ned og samlede pisken op igen. Han slog med den og den knaldede i luften, umiddelbart uden at ramme nogen.
"Lad os hive tøjet af ham. Jeg nyder simpelthen at se blodet flyde af dem!" han smilte let. Uh...Ja...Blod og lidelse. Måske skulle de fjerne nogle af hans tænder også. Folk spjættede så sært, når man ramte deres nerver i tandkødet! Så kunne de altid fjerne neglene også. Og flå huden af ham. Måske fjerne et øje...Men det skulle de nok vente med. Et forkert ryk og folk dødede, hvis kniven gik igennem øjet, i stedet for kun at fjerne det. Skære hans øre og næse af, skære hans fingre og tæer af...Skære hans manddom af. Der var masser af muligheder. Piske løs, skære løs, slå løs. Masser af muligheder!
Det faldt ham slet ikke ind at spørge om hvorvidt Seraphiel ville ind i et mørkt rum eller blot stå her, i offentligheden. Her, hvor de kunne blive set og jagtet gennem byen. Men hvis det virkelig betød noget for hende, måtte hun jo sige det. Han tørrede dolken af i mandens tøj, før han gav sig til at sprætte det op, medmindre Seraphiel ville noget andet først.

[Deleted]

Hun havde i og for sig ikke noget imod at blive afbrudt af en anden som ville det her ligeså meget, hvis ikke mere end hende selv. Selvom hendes sind ikke kun var hendes eget så hadet hun virkelig at skade folk på denne måde men den følelse hun fik af deres smerte var fantastisk! Hun både elskede og hadet den på samme tid for hun blev næsten helt høj og kåd af at høre dem skrige på den måde men hun blev også jealoux fordi hun selv ønskede at nogen ville torturere hende en smule. Et sted så savnede hun det som hendes far havde gjort ved hende, hun havde ikke ment at slå ham ihjel, det var Barbas. Hun bed sig roligt i læben, den eneste tegn på at der var en konflikt i hendes indre. Hendes blik hvilede på den fremmede, Zean, intet efternavn? Bevares. Han var nok ikke en af de ældre familier alligevel så hun var ligeglad. Hun ønskede bare at få stillet sine lyster sådan så hun kunne komme videre i sit liv.
Hendes blik faldt en gang på hendes sværd, Barbas, det hungrede efter mere blod! Meget mere blod. Hendes blik vendte tilbage til Zean igen. Han skulle bare slå sig løs, også selvom hun egentlig bare instinktivt havde snuppet manden før han var løbet for langt væk. Hun betragtede ham som han lå og vred sig på jorden og ventede pænt indtil Zean kom hen til dem igen før hun slap ham. Med rolige skridt gik hun om ved mandens side sådan så hun havde det bedste udsyn.
"Jeg frygter ikke at blive set. Warlocks er ynkelige. Vi kunne sikkert godt klare dem eller nå at stikke af inden de kom for tæt. Jeg kan i hvert fald. Jeg har beskyttelse" sagde hun ligegyldigt og satte sig på hug sådan så hun kunne nærstuderer mandens smerte. Det var fantastisk! Hun elskede det, elskede tanken om den smerte han skulle udsættes for! Hun vendte roligt blikket tilbage mod Zean da han snakkede om at tage mandens tunge, de havde hun aldrig set gjort før. Nysgerrigt rykkede hun tættere på og betragtede ham som han skar tungen af den før skrigende mand. Det var lækkert! Hun kunne virkelig godt lide tanken og se alt det blod som kom ud af manden. Hun begyndte at grine mildt over mandens tydelige lidelse. Dette var virkelig noget af det bedste. Alt denne lidelse og selv rørte hun ikke en finger! Måske det ikke var helt dårligt at dele et offer når alt kom til alt. Hun kunne faktisk godt lide det her og hun kunne også godt lide at se den nydelse som Zean fik ved mandens smerte. Det var noget de kunne dele, det var fantastisk. Hovedet søgte let på sned som han endnu en gang rejste sig fra den lidende mand med tungen i hånden. Han smed den fra sig, dejligt. Sådan nogle unødvendige stumper skulle bare smides helt væk når de blev skåret af. Hans snak om at flå mandens tøj af havde hun ikke nogen problemer med. Hun rejste sig op igen og kørte en hånd igennem det lange blonde hår. "Du lader til at være en som nyder at gøre mere end noget andet. Slå dig løs. Jeg kan bedre lide at se på, se deres smerte og studere deres reaktioner, det kan jeg bedre hvis jeg ikke har hænderne fulde med andre ting" sagde hun roligt og sendte ham et lille koldt smil før hun stilte sig til rette sådan så hun kunne se mande på den bedste måde. Hun smilede roligt. "Jeg skal nok træde ind hvis jeg får de lyster." Hun kunne ligeså godt give ham alt den sjov som han ønskede når hun selv fik ligeså meget ud af det. Alt denne smerte var virkelig fantastisk. Hun kunne slet ikke få noget. Hun greb roligt en tot af det blonde hår og snoede den om sin frie hånd, i den anden hvilede hendes svar stadig trygt, hun gav aldrig slip på det når hun var ude selvom der virkelig ikke var mange andre i denne verden som kunne løfte det. Kun Jord Dæmoner havde endnu været i stand til at løfte det i følge historierne. Hun løftede det ene øjenbryn og betragtede deres offer kort før hun ikke kunne andet end at smile koldt men kærligt. "Jeg tror han er en som kan bløde rigtig meget. Bløde som en lille grisebasse. Lad os se noget af alt det dejlige magiske blod du har i din krop."

[Deleted]

Manden prøvede at sparke ud efter ham, da han begyndte at sprætte hans tøj op. Han var næsten ikke opmærksom på denne anden person, denne anden dødsengel, selv om han faktisk at være i omgivelser med en af sine egne. Han var så opslugt af smerten, af den nydelse, der sendte små bølger af nydelse igennem ham og gav ham gåsehud. Han vidste intet bedre. Intet bedre end noget som helst! Han kunne blive ved hele dagen uden at føle sig træt! Men det gik jo ikke at slå alle ihjel. Nejnej, alt for mange problemer. Det var vel også lidt sjovt at finde et godt sted og et godt offer. Han smilte svagt for sig selv.
Hvad angik familier, var det intet han tænkte over. Det betød ikke noget for ham. Hvem gik op i om man kom fra en ren familie, fra en familie med rent blod? Fra familier der var dømt til at være rige og gode? Alt dette var noget man som person kunne opnå, hvis man ønskede det. Det krævede en kamp, det krævede man arbejdede, men det var muligt. Nej, ingen havde rigtig sat ham ind i vigtigheden af denne bagatel. Hans far havde prøvet. Prøvet at fortælle ham hvor vigtig den rigtige familie var og hvor vigtigt det var af finde den rigtige at gifte sig med. Til sidst havde han bare trukket på skuldrene.
"Og hvorfor skal dette cirkus til? Jeg er en selvstændig person. Hvorfor skal familie ødelægge det hele for mig?" - Nej, han havde virkelig ikke forstået det. Hans far var blevet sur og have svundet pisken. Endnu en aften ødelagt...Men han havde ikke forandret sig af det.

"Det er blot at sprede sine vinger og flyve sin vej. Kunne det være mere simpelt?" han smilte svagt, men så ikke på hende, da han svarede hende. Han flåede bukserne af manden. Manden kom med nogle små gurgle-lyde, da han prøvede at undgå at blive kvalt i blod og savl, samtidig med at han prøvede at skrige. Det lød dæmpet, dæmpet gennem spyt og blod, samt ved manglen af tungen. smerten var endnu stor. Zean nød den endnu. Så skar han mandens trøje op og hev den af. Til sidst lå manden fuldstændig nøgen foran dem.
Zean rejste sig op og samlede sin pisk op, mens han så ned på manden et øjeblik. Han satte sin fod på maven af maven og holdte ham på plads. Blot fordi han kunne træde på ham, som var han intet andet end affald. Han smilte svagt og så op på kvinden, hvad var det nu? Åh ja, Seraphiel. Besværligt navn, svært at huske.
"Selv at udføre, blot at kigge...Alle har vi vores lyster. Personligt finder jeg det ganske...Kedeligt...Kun at se på" han havde været med til de offentlige ofringer hvert år, her i Dvasias. Det skete desværre ikke nær så smertefuldt, som han havde ønsket sig. Men en ting var sikkert...Det var langt kedeligere, end hvis han selv gjorde det.
"Hvad er bedre? Jeg har prøvet mange ting. Selv blive pisket til blods, sex med en fantastisk kvinde, umådelig lækker mad...Aldrig har jeg oplevet noget der har levet bare halvt op til at pine et menneske synder og sammen" han smilte igen, lidt bredere end før.
Han så ned på manden igen og strammede grebet om pisken.
"Der er intet bedre. Uanset hvem, uanset hvor, uanset hvornår...Er det ikke rigtig, lille mand?" han så ned på manden med det samme sindssyge smil. Det ville være synd at sige at Zean var normal. Han elskede det endda måske lidt for meget. Han var direkte afhængig af det...Gik der for mange dage uden smerter og lidelse, kunne han blive forfærdelig rastløs og irriteret. I sådanne tilfælde gik det ofte endnu værre ud af den person, han nu engang valgte at pine til døde.
Han svang pisken.
Manden prøvede at skrige. Zean fjernede sin fod fra ham og trak vejret dybt med et tilfreds smil. Lidt efter begyndte det at bløde fra en aflangt sår tværs over mandens brystkasse. Zean lod hovedet rulle rundt på skuldrene, som løsnede han sine muskler og slappede mere af. Han havde lukket øjnene i et øjebliks nydelse, før han åbnede dem igen.
Nåe ja...Hvis det skulle være.
"Enden er du stærkere end man tror eller også er dit sværd magisk. Hvis vi absolut skal snakke, vil du så løse det mysterium for mig?" kommenterede han. Så hverdagsagtig, som havde de en helt almindelig samtale over en bid mad eller noget andet hverdagsagtigt. Manden, da han faldt lidt til ro igen, så vantro på dem. Han var overbevidst om at han skulle dø, men mest af alt frygtede han for hvilke smerter han ville opleve inden.
Zean ventede ikke så svar. Han svang pisken igen. Manden prøvede at undgå den, gled om på siden, så man kunne se det sår han havde givet ham på ryggen. Endnu en gang knaldede pisken. En fin, aflangt sår viste sig tværs over mandens balder og ene lår. Endnu en gang krummede han sig sammen i smerter og prøvede at skrige.
Zean gik over til hvor manden havde gylpet en masse blod op på jorden. Han rystede svagt på hovedet.
"Som en grisebasse! Se alt det skidt han har spredt..." han bukkede sig ned på hug og en håndfuld grus og jord op, fuld af blod. Med en lille tsk-lyd tværede han det ind i mandens sår på ryggen, hen over mandens ryg og ind i hovedet på ham, så han blev smurt ind i skidt og blod.
"Grisebasser skal svine som grisebasser. Kom så i gang! Smør dig selv ind i dit eget blod!" forlangte han.
"Lad intet gå til spilde...Der er nogen der skal bruge det, når vi er færdige" og med den kommentar, hentydede han til Seraphiel, der blot havde gjort krav på mandens blod.

[Deleted]

Seraphiel havde altid lært at familien var det vigtigste i verdenen og hun vingtere end så mange andre fordi hun var en del af hovedfamilien, den familie som var stærkest. Hun voksede op og blev egentlig behandlet som en prinsesse, hun blev beskyttet af alle andre og hun havde altid været et vigtigt individ også da folk begyndte at finde hende underlig fordi hun ikke brød sig om at se andre blive tortureret. Dette blev absolut ikke bedre da hun så begyndte at nyde at blive tortureret selv, hun havde elsket det så meget og alle andre havde fundet det mærkeligt, alle andre end hendes far som jo var manden som havde vænnet hende til at det var en ting der skulle ske. Hun havde været en vigtig del af familiens videre overlevelse og nu var hun stukket af. Hun vidste at der blev ledt efter hende, enten ville de bringe hende hjem for at lede familie i hendes fars sted og ellers ville de slå hende ihjel for at have slået hendes far ihjel. Hendes blik gled kort ned på Barbas. Hun havde ingen kontrol haft i den situation, torturen var på daværende tidspunkt blevet så intens at hun næsten døde hver gang hendes far havde fat i hende og det var endt med at Barbas havde sagt nok og slået manden ihjel selvom det var i mod Sera's vilje. Dog havde hun tilgivet Barbas for længst, ellers havde hun ikke stået her nu. Han havde sagt til hende at hun var i stand til at modstå ham hvis hun ville men hvorfor skulle hun det? Lige nu var hun aldrig alene og det var noget som hun virkelig nød!
Zean som var foran hende var hun i bund og grund ligeglad med hvor kom fra bare han ikke var der for at slå hende ihjel eller bringe hende hjem så var hun tilfreds. Blod og familie var blevet hende totalt ligegyldig med årene. Nu ville hun bare gerne videre med sit liv og måske finde en som kunne give hende det som hun søgte? Hun vidste ikke om sådan en person fandtes i denne verden men man havde da lov at håbe.

Hans lille kommentar omkring Warlock fik hende til at sukke en gang og dog smile en smule. "Warlocks er ynkelige men deres rækkevide er fantastisk lang og deres enve til at ramme er stor, især i så stor en flok som er samlet i denne by. Intet er bare lige her. Det er derfor det er sjovt at slå ihjel her oppe. Det er spændende" sagde hun roligt og smilede koldt. Warlock's i denne by hadede hende, hun havde været her før og slå folk ihjel og pine og plage indbyggerne men aldrig havde det fanget hende selvom de havde været ved det et par gange. Hun kunne godt lide at lege tagfat med dem. Det var hende ekstremt morsomt. Sera's blik gled roligt ned på manden igen som næsten var nøgen. Zean flåede hans tøj af med kniven og hun kunne ikke andet end at smile ved synet. En nøgen lille grisebasse lå foran hende og gud hvor var han dog et ynkeligt eksemplar. Han var absolut ikke mand nok, det var synd. Tortur og død var næsten for god til ham. Hun sukkede og stod lidt mens Zean trådte på manden som var han affald. Han var jo heller ikke mere værd, han lå blot der på jorden og gurglede og var ved at blive kvalt i spyt og blod. Hvor var det dog bare ynkeligt.
Hun lyttede til ham ved hans ord. Han kunne lide at gøre og hun fortrak at kigge. Det perfekte makkerpar et eller andet sted. Hun sendte ham et koldt smil. "Vi har alle vores lyster. Sandt at sige når jeg selv udføre torturen har jeg det med at blive så jealoux over at det er dem der modtager smerten og ikke mig selv at jeg ender med at slå dem ihjel for hurtigt og det er der ingen sjov i. Så er det sjovere blot at kigge på og lade andre torturere og pine, det får jeg mere nydelse ud af" sagde hun blidt og betragtede manden som fik endnu et piskeslag hen over kroppen. Hun kunne se blodet på hans bryst før han prøvede at skærme sig og Zean lod pisken smælde over hans balder og lår. Manden kunne ikke skrige selv han prøvede det og roligt nærmede Sera sig, hun stak en finger ind i såret manden havde på balden til hendes finger var blodig og så kørte hun ellers blodet ud over sit sværd i en enkelt bevægelse. Dette blod ville være godt nok indtil videre. Hun smilede roligt og trak så så igen sådan så Zean kunne få alt det plads som han skulle bruge for at pine grisen på jorden. Hendes blik søgte til Zean da han snakkede om nydelse. "Jeg er kun i stand til at nyde sex hvis jeg er blevet pint og tortureret til blods før selve akten. Det er den bedste form for nydelse jeg kan få" medgav hun roligt og betragtede hans brede smil. Han så ud til at hygge sig, dejlig tanke. Hun hyggede sig egentlig selv meget godt mens han rendte rundt der og gjorde skade på dyret for deres fødder.
Hans ord om hendes sværd reagerede hun ikke ret meget på. Det var alt alt for stort i forhold til hende selv og der var ingen mulig måde hvorpå hun ville være i stand til at kunne bære det selv. "Dæmonisk" sagde hun blot uden at fjerne blikket fra manden på jorden som lå og svinede ud over det hele med sit blod. Hun brød sig ikke om spild på den måde, slet slet ikke. Hun betragtede Zean som gik over til manden og smurte hans sår ind i skidt og hans eget blod. Man kunne se smerten i mandens øjne for sårene gjorde jo ondt og så med alt det skidt i dem. Smilet på hendes læber blev dog kun større da han føjede sig til Zeans vilje og begyndte at samle blodet op og smøre sig selv ind i skidtet. "Nej, sikke en god lille grisebasse vi har her, er det ikke rigtig, Zean?" spurgte hun koldt med et stort smil på læben og betragtede manden på jorden. Hvor var han ynkelig, ekstremt ynkelig! Hun kunne næsten ikke holde ud at se på hans skikkelse. Hendes blik gled til Zean, han var så dejlig syg i hovedet, hun kunne lide det. Rigtig meget faktisk. Dette møde havde vist sig at blive helt fantastisk interessant.

[Deleted]

Det pirrede ham, at han stod her, med en person der ikke hadede ham for det han var, men som blot nød det lige så meget som ham. Eller...Næsten lige så meget. For Zean virkede det ikke som om hun nød det særlig meget, da hun ikke direkte deltog, omend hun kom med sine egne tilsvinende ord og små forsøg på smerte. Fingeren i såret? Så små smerter...Det var slet ikke nok! Han følte sig både glad og skuffet på samme tid. Med alle de historier han havde hørt om dødsengle der flåede folk fra hinanden, alle de rædselshistorier der hørte til deres race, omend antallet af dødsengle tydeligvis ikke var så stort på nuværende tidspunkt...Alt det prøvede han at leve op til og han smilte, når han hørte historierne. Især når de snakkede om denne seriemorder der efterlod sine ofre, fuld af piskeslag og sære symboler. Noget han gjorde mod sine ofre, satte sit eget præg på dem. Hvorfor skulle andre få æren for hans arbejde?
Hans blik gled over kvinden et øjeblik. Så...Hun nød det lige så meget at modtage smerte selv?
Han smilte svagt. I starten sagde han slet ikke noget til hende, svarede hende slet ikke. Hans blik gled over deres omgivelser, blot for at konstaterer de endnu var alene. Gav manden et øjeblik til at komme sig. Hvis man gav dem små pauser, holdt de længere.
Han fik så kreative ideer lige nu...Lige nu, hvor han stod sammen med en af hans egen slags.
"Du snakker om warlocks som om jeg skulle frygte dem?" han så på hende med et ligegyldigt blik, hans ene øjenbryn gled sigende op i panden i en lettere undrende gestus.
"Fortæl mig...Om dødsengle ikke er værd at frygte? Om alle de historier man høre...Ikke er værd at være stolte af?"
Visse folk gik nok op i familie og rent blod. Men ikke Zean. Og han skulle nok vise dem at han ikke behøvede det. Hans evner var ikke spildte!

Han smilte drillende til hende og førte pisken tilbage, klar til endnu et slag. Men han slog ikke, ikke lige nu. I stedet gled hans øjne over kvindens krop og hendes sværd.
"Du ville måske foretrække jeg slog dig, i stedet for vores grisebasse her?" foreslog han. Han forventede hverken et ja...Eller et nej. Hvis hun ville, kunne han sagtens slå hende til blods. Men han stoppede ikke efter to-tre slag. Først efter tredve. Når folk næsten ingen hud længere havde, rundt om på kroppen og specielt på ryggen. Hvis nogen løftede en pisk mod ham igen...Han ville personligt flå dem fra hinanden. Men hvis andre foretrak at blive slået...Ville han da med glæde gøre det?
"Nogen burde lede dødsenglene...Jeg mener...Jeg har rejst meget på det sidste...Og gæt hvad? Du er en af de få dødsengle jeg har mødt! Hvor gemmer de sig? Gemmer sig, som bange små rotter? Nej" I et øjebliks frustration slog han igen med pisken. Den knaldede, manden prøvede at skrige. Igen og igen. Måske fem slag senere...måske seks, syv eller otte, Zean talte ikke, stoppede han igen og trak vejret igen og formåede at smile svagt endnu en gang. Dødsengle var hadede og spredt for alle vinde. Det var slet ikke i orden! Han måtte finde dem. Fortælle dem at de burde være stolte, træde mere frem! De kunne vel ikke alle være udryddet? Så længe han var der, tillod han ikke at deres race og den rædsels de udgød, blev glemt!
Manden var dygtig. Han havde smurt sig ind i blod og skidt. Virkelig flot af en ynkelig lille mand. Ikke noget pragteksemplar af en warlock! Og det var præcis sådan her folk skulle se dem og frygte dem for.
Han følte sig mere og mere ligeglad med manden, som tiden gik. Han følte sig stærk, uovervindelig. Han følte sig rigtig godt tilpas, som havde man netop spist et stort, godt måltid. Han trak endnu en gang dolken. Han smed pisken, bukkede sig ned ved siden af manden og tog blidt hans hånd.
Han rystede let på hovedet med en tsk lyd.
"Så beskidte fingre, så beskidte negle! Man skulle tro du havde leget med mudder. Har du det? Sådan en gris!" uden videre begyndte han at skære neglene af manden. Førte kniven op under neglene på ham og flåede dem af. Snart rystede hele manden af smerter, han prøvede stadig at skrige uden tunge og hive sin hånd til sig, men Zean slap ham ikke, før hver en finger var uden negle. Blodet dryppede lystigt ned på jorden. Hvis kvinden var klog, lod hun det dryppe på hende...dæmoniske sværd. Selvfølgelig var det dæmonisk. Dæmonerne havde alle de seje ting. Kontrol over elementerne, ekstra styrke. Dæmonerne var en stærk race og nogen man burde holde sig venner med. Men det så han nu heller ikke de store problemer i.
"Hvad nu? Skal jeg prikke nogle tænder ud på ham? Tage et øje?...Eller måske..." han smilte dæmonisk og førte dolken ned til den slappe manddom, der havde trukket sig sammen i smerter og kulde. En grim lille tingest. Han prikkede let til den med sin dolk.
"...Jeg tror ikke har behøver denne her længere, hmm?" han så op på kvinden et øjeblik og ville lade hende vælge.

[Deleted]

Seraphiel nød det .... Eller Barbas nød det. Hun havde som sådan ikke noget imod at kigge på det men et sted så gjorde det hende også bare så jealoux og så var det bare meget bedre at kigge på for så slog hun ikke sit offer ihjel for hurtigt og desuden så fik hun en del nydelse ud af at se hans reaktioner. Hun kunne virkelig godt lide det. Da hun gik hen mod manden var hun der ikke for at påføre ham skade men for at finde ud af om hans blod var godt nok til sværdet. Det magiske sværd som hun holdt om sig hele tiden krævede det magiske blod for en eller anden grund som hun ikke helt forstod. Et sted så regnede hun ikke med at det havde brug for det overhovedet men at det blot ville have blodet og på denne måde fik det hende til at give det. Hun smilte da det behagede og gik så væk igen. Det ville være godt nok og det var en tanke som hun godt kunne lide. Så behøvede hun ikke blive i denne forpulede by alt for længe. Hun hadede de ynkelige Warlocks men hun var heller ikke dum. Nogle af dem var ekstremt stærke og ikke nogen man skulle lege med, ikke en gang hende som havde beskyttelsen fra sværdet.
Hun vendte blikket mod Zean ved hans spørgsmål og trak på skuldrene. "Det afhænger af hvem du støder ind i Marvalo og Acheron familierne er ikke nogen du skal ønske dig at lege med. De er farlige, meget endda. Især Kimeya Marvalo, Warlock lederen" sagde hun roligt. Hun frygtede ikke Warlocks men hun var heller ikke dum. Hun vidste at der var dem i blandt som kunne gøre en ende på dem begge ved tankens kræft. Hun havde altid lært om de andre racer fra hun var helt lille så hun vidste utrolig meget om dem og deres ledere og hvem man skulle passe på. Det var en ting som hendes far var meget vedholden ved at hun skulle lære. Hendes blik hvilede på grisebassen og gled så tilbage på Zean. Hun trak endnu en gang på skulderen. "Endnu har jeg ikke mødt en dødsengel der har været værd at frygte. Den eneste dødsengel jeg tror der er værd at frygte er Azrael men han holder sig for sig selv." Hvorfor skulle hun frygte nogen som helst? Ikke nok med at Barbas var der til at beskytte hende mod det meste men hun frygtede ikke døden, frygtede ikke smerten så hvorfor skulle hun frygte nogen som helst. "Jeg ved ikke hvilke historier du har hørt om dødsengel men de lyder overdrevet. Dødsengel er mindst lige så ynkelige som alle andre væsner i denne verden. Og som alle andre benægter vi det." Hvorfor lyve? Selv kom hun fra en af de mest velsete familier inden for racen og hendes familie var frygtet fordi den blev kaldt stærk men den eneste grund til at den gjorde det var på grund af sværdet. Folk skulle bare vide.

Sera elskede smerten. Hun nød den, hun kunne ikke opnå nydelsen uden den. Hun følte sig rastløs når hun var den foruden og selvforskyldt smerte gav ikke den samme effekt. Den Pause som han gav den lille grisebasse var god. Det var godt at få blodtrykket til at falde på dyret før man fortsatte, så kunne de holde længere. Hendes blik hvilede på Zean og hendes hoved søgte på sned ved hans spørgsmål. "Hvis du er mand nok til at tilfredsstille mig bag efter er jeg ikke bleg for at lade dig gøre ved mig næsten hvad du vil. Har kun tre små regler. Jeg vil beholde livet, jeg vil beholde mine lemmer og du skal få mig til at tude så tårerne løber som et vandfald ned over mine kinder .... ellers er det ikke sjovt" sagde hun med et opfordrende smil. Alt andet havde han frihed til. Brække hendes knogler, piske hende, kvæle hende, skære i hende, ja mulighederne var uendelige. Hendes blik gled ned til manden igen som så ud som om han havde fået pusten igen. Dejligt. Det betød at de kunne fortsætte deres lille leg hvilket glædet hende umådeligt meget. Zean begyndte at føre pisken på ny og manden vred sig under ham. Han kunne virkelig styre den piske og hun kunne ikke andet end at smile en smule lystent. Hun ville virkelig ikke være bleg for at lade ham torturer hende. han virkede som et helt rigtig valg, en mand lige efter hendes hoved.
Hendes blik hvilede roligt på ham som han snakkede. Han kunne ikke lide tanken om at dødsenglene gemte sig? Det gjorde de heller ikke. Hun vidste ikke hvorfor der var så få men hun havde en ide. "Der er meget få rene dødsengel tilbage. Som så mange af de andre racer så bliver det svære og svære ikke at finde en renblodet som man ikke er i familie med på en eller anden måde og så er det svært at få børn, derfor bliver tallet mindre. Nogen finder sig endda en fra andre racer og laver halvblods" sagde hun ligegyldigt og betragtede ham piske manden. Hun kunne virkelig godt lide det her. Han var fantastisk til at torturere! Det var en fryd at kigge på. Hendes smil blev større og der var vidst ingen tvivl om at hun nød alt det han gjorde ved grisebassen ligeså meget som han selv måtte gøre det.
Den lille gris havde været en rigtig dygtig lille gris og havde smurt sig ind i sit blod og skidt. Hun kunne ikke andet end at grine en smule koldt ved Zeans behandling af manden. Hvor hun nød det her, det faktum at hun ikek skulle løfte en finger med mindre hun ville var virkelig fantastisk. Hun følte sig næsten ligeså godt tilpas som hvis det var hende selv som lå i mandens sted men også kun næsten. Ved det dryppende blod gik hun roligt over og placerede klingen under sådan så blodet kunne dryppe ned på det. Hun slap klingen roligt, hun vidste at hverken Zean eller grisebassen ville kunne samle det op så hun frygtede ikke at det blev stjålet. Ved Zeans hentydning til mands ysle manddom gik hun ned mellem mands ben og satte sig på hug. "Jeg tror heller ikke at han får brug for den mere. Grisebasser er der nok af her. Vi kan jo ikke have de formere sig." Det onde smil hvilede på hendes læber. Manden så dog ikke ud til at finde denne ide interessant for han valgte at sparke ud efter Sera. Hun var hurtig, hun greb med en hånd om mandens ben og med den anden hånd greb hun en meget lille dolk som hun havde siddende ved livet. Hun plantede dolken i hans læg oppe i nærheden af hans knæhase og så trak hun ellers den skarpe kniv næsten hele vejen ned til mands ankel. Det blødte men ikke så meget som man kunne have frygtet for hun havde ikke ramt nogle vigtige blodkar så han ville ikke forbløde. Manden vred sig på ny i smerte og prøvede at trække benet til sig for at holde om den men hun holdt blot fast. Hendes blik hvilede koldt på manden. "Ved nærmere eftertænke. Lad os flå den istedet. I hvert fald før vi skære den af" hvislede hu før hun slap mandens ben og rejste sig igen.

[Deleted]

Hendes ord ramte en øm plet i hans indre. Han var så stolt af hvad han var - da det jo var det eneste han havde og altid havde haft - at det i første omgang gjorde han tavs. Tavs af en undertrykt vrede. Ynkelig? Dødsengle var ikke ynkelige. Hvilken forskruet tanke.
Han svarede ikke på det. Igen ventede han. Tænkte over det et øjeblik. Og det slog ham...
Selvfølgelig mente hun de var ynkelige! Hun var selv en og så derfor ikke den frygt og skade de gav til andre. Og var endda ligeglad med det! Og selvfølgelig var de ynkelige...sådan som de gemte sig og intet gjorde, ved noget som helst. Det var skuffende...Og ynkeligt! Han forstod det. Og han ville ændre det. Det måtte han! Dødsengle skulle være stærke. De skulle have noget at tage sig til, et mål, metoder. De skulle være organiserede, ikke se sig selv som ynkelige, men stolte!
Med disse tanker smilte han blot for sig selv, som havde hun slet intet sagt om det.
Navnene sagde ham intet. Men han var ikke dum. Der var forskel på at opføre sig som var man stærk og faktisk at være stærk. Kvinden virkede som en der havde forholdsvis styr på det. Hvis han ville samle dødsenglene under en fælles leder, kunne han meget vel få brug for ikke bare hendes sværd, men også hendes vid. Og hvis han ikke engang kunne overbevise hende om det...Ville han vel heller ikke kunne overbevise andre om det. Han måtte prøve sig frem. Ville folk overhoved lytte til ham?
Rene familier, rent blod...Åh, hvad betød dog? Det var alligevel den rene vej til at uddø!
"Jeg er dødsengel, jeg stammer ikke fra jeres små rene familier" han smilte svagt til hende.
"For mig betyder det intet, hvilken familie man kommer fra eller hvor ren man er. Jeg er blot interesseret i om man kan noget og hvor god man er til det! Hvorfor dødsdømme sig selv? Hav sex til højre og venstre, få flere dødsengle til verden!" han smilte svagt. Han vidste dog også det var nemmere sagt end gjort.
"Men folk forventer vel at deres familie er vigtigere end andres" han sukkede som om denne tanke virkelig bare var en pinsel. Hvis han en dag bestemte...Ville familie ikke længere betyde så meget. I hvert fald ikke før der var flere! Behold blot jeres traditioner, rigdomme og navn. Men tro ikke det bar en gennem livet! Det havde aldrig båret ham...
Ikke fordi hans familie bestod af rene dødsengle. Men hans fars side havde alligevel været rig og betydningsfuld. Og se blot hvor ligegyldige de var!

Han var stoppede med at piske igen, mens han tænkte lidt over det. Det var åndssvagt. Tankerne druknede næsten hans tanker og lyst over at give manden smerter og torturerer ham. Han lod en hånd, trods blod og skidt, glide igennem det brune hår, der lå forholdsvis fladt ned over hans hoved.
"Nogen burde samle dem...samle dem, organiserer dem. Få dødsenglene til at skinne som race igen! Blive større, blive bedre..." han talte lidt for sig selv, omend han fik sagt det højt alligevel. Han så på manden med et svagt, dæmonisk smil.
"Hvad tror du vil samle dødsenglene? Samle dem, få dem til at organiserer sig, samle sig og blive præcis så stor og rædselsfuld race, som de er skabt til?" Det var vel individuelt. Personligt var han jo ganske selvstændig og gjorde som det passede ham. Han hørte ikke til nogen og lyttede ikke til nogen, men udnyttede hver en situation som han nu kunne. Og der var grund til at tro de andre dødsengle måtte have det på samme måde. Altså...Måtte han finde på noget smart.
Noget der samlede dem, fik dem til at lytte til ham, men uden at holde dem fangede som rotter. Han brød sig alligevel ikke om den form for styre alligevel. Nok skulle en bestemme det hele, men folk skulle have frihed til at gøre som de ville.

Han lod tankerne gå på pause, da han lod blikket glide over hende et øjeblik. Hun satte krav, men han havde lyst til at tage imod udfordringen. Hvis hun nød det...Og han nød det, hvorfor så ikke? Tilfredsstille...Som i flere smerter? Eller fordi hun ønskede sig sex? Sådan kunne man vel også spørge folk om det. Han kneb øjnene en anelse sammen, mens han smilede drilsk til hende. Han var ikke en hjerneløs dreng, der kun tænkte på at tilfredse en kvinde, fordi hun bad om det. Hun satte krav...Men det var ikke sikkert han ville tilfredsstille hver af dem. Hvorfor skulle han? Han var ikke forpligtet. Hverken over for hende eller nogen anden. Men han...Kunne på sin vis lide hende. Bedre end nogen anden han havde mødt. Hun var dejlig, når hun elskede smerte på den måde. Han følte en form for...Bånd, med hende. Måske fordi de begge var dødsengle og torturerede en grisebasse sammen. Men det var alligevel fantastisk...Denne følelse af...samarbejde! Fællesskab, kaldte folk det vidst. Var det virkelig dette de mente? Han var nu van til at være alene.
Han smilte svagt og så ned på deres grisebasse igen. Nu måtte han ikke lade sig flyde med strømmen, uden at gøre modstand. Sådanne tanker var ligegyldige og svage. Han burde virkelig stoppe med dem. Det var ikke en vej til noget som helst.
Han bukkede sig ned ved siden af manden og så mod hans manddom. Lille og rynket. Han kunne da umuligt tilfredsstille nogen som helst?
Han elskede hendes ide. Denne fantastiske ide! Genialt. Han grinte svagt. ideen var grotesk. For den normale mand ville de nok få ondt af manden og selv kunne mærke fantomsmerter i deres skridt. Men Zean følte intet. Han glædede sig tværtimod. Han holdte dolken op, da manden prøvede at flygte. Han lod Seraphiel til at stoppe ham. Så tog han fat i mandens manddom.
"Sådan en vidunderlig ide!" bekendtgjorde han. I et snuptag holdte han ud i mandens hud og begyndte at skære den op. Ikke dybt, kun i huden. Han løsnede den på begge sider, før han greb fat i huder og begyndte at løsne den. Til sidst nærmest hev og flåede han i huden.
Manden skreg faktisk. Selv om han ikke havde nogen tunge og stadig risikerede at blive kvalt i blod, skreg han faktisk. Smerten var så tydelig, så klar. Til sidst besvimede manden af smerter. Trist! Det gjorde de altid når det blev mest spændende!
Zean sukkede svagt.
"Sådan en grisebasse...Svagpisser" kommenterede han med et svagt smil. Han rev til. til sidst sad han med et stykke hud mellem sine fingre. Blodet gled ned over hans manddom, fra hvor der manglede hud. Han dinglede let med den. Til sidst smed han den fra sig. Endnu et stykke ubrugelig ting. Han ventede tålmodigt til manden begyndte at vågne op igen. Automatisk krummede manden sig sammen og hans hænder prøvede at beskytte hans skridt, da han stønnede af smerter. Zean vidste det kun var et spørgsmål om tid før manden ville besvime igen...Men han kunne altså ikke lade være!
"For kedeligt..." han tog fat i manddommen og førte dolken op i den. Sprættede den op, som var det en fugl der skulle renses. Blodet flød. Til sidst tog han noget af mandens tøj og skar en strimmel af det. Han bandt det stramt rundt om manddommens rod, så det ikke blødte for slemt og så resten af den kunne visne af. Manden havde for længst tømt sin blære af skræk og smerter.
Ganske rigtig. Manden var endnu en gang besvimet i smerter. Han rejste sig op, samtidig som han lavede en lille, utilfreds trutmund. Han satte foden på manden og skubbede let til ham.
"Hvorfor tror de altid at de skal sove?" drillede han og smilte let. Han så på kvinden igen.
Han havde lyst til at slå hende. Bare fordi det kunne være sjovt. og tage hende bagefter? Ikke fordi han regnede med det ville være nær så godt som hans første gang, med denne dæmon...Ikke kunne blive så godt! Men efter dengang, havde han fået mere og mere lyst til at tage kvinder. Selv om han oftere fik slået dem ihjel, før han nåede så langt.
Det ville være sjovt.

[Deleted]

Seraphiel mente virkelig at de var ynkelige, alle var ynkelige på en eller anden måde og det ændrede sig ikke blot fordi de havde flotte sorte vinger. Nej hun brød sig ikke meget om egen race selvom hun var glad for at være den hun var. Hun var glad for sine vinger og glad fordi hun havde modtaget Barbas men ud over det så var der virkelig intet specielt ved at være en dødsengel i hendes øjne. Alle kunne udføre den form for tortur som de udførte, andre kunne heale som de kunne og andre kunne flyve som de kunne. De havde intet specielt ikke noget som var deres eget og de ældste vidste det. Det var derfor de gemte sig og vartog deres familier. Det var virkelig røv kedeligt at være fra en rig familie selvom hun da havde nydt godt af sin fars penge. Det at han ikke svarede men bare så ud som om at han tænte fik hende til at lade hovedet søge let på sned. Han virkede ikke som om han ønskede at høre på det hun sagde og hun trak blot stille på skulderen og rystede på hovedet. Ham om det. Alt hun havde oplevet var at de alle var ynkelige og ligeglade med denne verden og hvad der skete med den. En mangel på leder kunne havde noget med det at gøre og dog regnede hun virkelig ikke med at de fleste ville lytte til en leder. Hun tænkte lidt. At han gik med en tanke om at han måske kunne være leder anede hun ikke og dog var hun også ligeglad. Hun havde ikke tænkt sig at følge nogen som helst medmindre hun fik noget ud af det. Det var da helt sikkert. Ved hans ord vente hun blikket mod ham med en overrasket mine. Han var altså født fuldblods dødsengel men ej født af dødsengel. Det var interessant og hun tænkte lidt over det. "Det skal du passe på med at sige for højt. Bestanden har brug for nyt blod for at forblive rene. Du kunne blive fanget og brugt som sexslave af den kvindelige del af vores race" sagde hun en smule drillende og kørte en hånd igennem det lange blonde hår. Hans kommentar til at blod var ligegyldigt fik hende til at sukke en smule overbærende. "Rent blod er ej ligegyldigt selvom jeg tildels vil give dig ret. Og dog skal du tage højde for at når du blander generne med andre racer så er det ej sikkert at du før dødsengel som du ser dem. Og hvis vi bliver ved med at formere os med andre racer så er der en chance for at racerne ud dør. Derfor er det også vigtig at beholde fuldblods familierne." Man kunne ikke kun se den ene side af sagen. Hvis de alle formerede sig og fik halvblods og de så igen formerede sig med folk uden dødsengle blod i sig så kunne racen i teorien ende med at ud dø og det virkede ikke som værende en ting som han ønskede.

Sera betragtede ham roligt som han stoppede med at piske manden og begyndte at snakke. Hun lyttede selvom det var tydeligt at ordene ikke var henvendt til hende. Han løs som om at han ønskede at samle racen, at han ville gøre dødsenglene større end de var nu og lede dem videre. Hun kunne ikke andet end at smile en smule. Det var næsten sødt, havde han overhovedet nogen ide om hvor svært det var at lede en race der vcar så spredt. Der forlød endda rygter om en dødsengel som havde bosat sig i Procias og arbejdede der. Hun lod hovedet søge let på sned og studerede ham. Han virkede nu ellers fornuftig nok, bare synd at han var magt gal. "Og du tror at det er en opgave som du er i stand til at udføre? spurgte hun roligt og dog nysgerrigt. Hun ville gerne vide hvad han gjorde sig af tanker, især nu hvor han ikke anede ret meget om dødsengle racen og hvilke nogle problemstillinger som der fulgte med dem.

Hun vidste ikke om han ville tage imod den udfordring. Hun håbede det lidt for hun kunne faktisk godt lide ham. Han var dejlig sadistisk, ung og flot. Hun ville ikke have noget imod at blive pint og plaget af ham så længe som han ville det. Hun kunne ikke lade være med at smile da hendes tanker begyndte at glide hen på alle de ting som han kunne finde på at gøre ved hende. Hun smilte en smule mere som tankerne begyndte at blive ekstremt sadistiske og voldsomme, ligesom han var ved grisebassen. Hendes krav var mere indstillet til at hun skulle være i stand til at kunne heale det bag efter. Hun gad ikke at miste fingre eller tæer eller noget i den dur og hun ønskede at leve. Alt andet var hende egentlig ligegyldig og der kunne han gøre med hende lige som han ønskede det. Han tænkte selv over det, hun kunne se det på den måde han smilte på. Hun kunne mærke at hun et sted blev en smule kåd af denne her tankegang. Det var virkelig længe siden hun var blevet tilfredsstillet ordenligt og hun savnede virkelig følelsen af en mand som kunne få hende til at græde og skrige i smerte.
Han valgte ikke at kommentere på det hvilket var en trist tanke. Hun kunne virkelig godt have brug for at han havde dannet sig flere billeder i hendes hoved men man kunne jo ikke få alt man pegede på. Hun betragtede ham som han begyndte at prikke til grisens manddom. Den var lille og ynkelig, slet ikke værd at beholde og dog så lød det langt bedre at flå den i stedet for. Smerten ville i hvert fald være større på den måde og det lod også til at det var i de baner som Zean tænkte. Hans lille kommentar fik hende blot til at smile og kigge nøje efter mens han flåede mands hud af hans manddom. Så meget smerte, det var næsten til at besvime over af ekstrase og dog måtte det svinde da manden besvimede. Der var virkelig ikke noget mere fustrerende end når de faldt om på den måde. Det var der virkelig ingen sjov i.
Hun sukkede irriteret og gik hen og sparkede manden i siden en gang og kiggede ned på ham. "Vågn op lille grisebasse" sagde hun mildt men han vågnede ikke. Hun kiggtede koldt ned på deres offer og gik så lidt væk igen. Zean havde ret, sådan en forpulet svagpisser. Manden vågnede lidt efter og Sera kunne virkelig ikke andet end at grine med Zeans ord hvorefter han sprættede mandens manddom op. Hun klappede bifaldende og sendte ham et smil. Hun begyndte faktisk at nyde dette rigtig meget men det var nok ikke så meget på grund af mandens smerte men nok mere fordi Zean nød det så meget som han gjorde det. Han bandt noget om mandens manddom og rejste sig op. Hun smilede roligt og lod hovedet søge let på sned. "Jeg ved ikke hvorfor de altid tror at de skal sove. Ved de ikke at det er uhøfligt når de ikke er alene?" spurgte hun en smule drillende og lænede sig op af den nærmeste væg mens hun betragtede Zean. Hvad han havde i tankerne anede hun ikke men hun vidste at hun, lige nu, var ret kåd og egentlig gerne ville ham. Selv havde hun jo været seksuelt aktiv i mange år grundet hendes fars mishandling og det gjorde også at hun virkelig manglede det på sådan en dag som i dag hvor der bare var så meget lidelse. Hun ville så gerne tage del i det.

[Deleted]

Han lyttede til det hun sagde. Det både virkede ligegyldigt og...På en eller anden måde vigtigt. Han smilte let til hende og dunkede dolken mod sin underlæbe med en tænksom mine, med et lidt slesk smil om læberne.
"Åh nej da..." drillede han tilbage.
"...Da ikke en gruppe dødsengle der ikke kan få nok af mig?" han ville faktisk intet have imod det. Så længe han fik lov til at gå og komme som han ville...Ville han med glæde give dem et skvat af hans væsker. Flere dødsengle på vej! Hvad ville der være forkert i det? Måske...Måske kunne han bruge det senere. Som en måde at skabe nye, rene dødsengle på. Det var vel noget folk var interesserede i? Sera fik det i hvert fald til at lyde sådan. Som om det var en ting de beskæftigede sig en del med. Rynkende nisser!
Så kort sagt...fuldblodsfamilierne giftede sig og fik børn med...hvad, halvblods og andre racer? For at skabe flere? Og med en hvis del der blot formerede sig med andre fuldblods, for at beholde dem? Han kunne på en måde godt se det. Denne form for organisering, i et forsøg på at formerer sig og overleve. Han smilte svagt og så ned på den besvimede mand. Han var kedelig nu. Han satte sig på hug og begyndte, i ren kedsomhed, at skære forskellige symboler i mandens hud. Nu hvor manden lå stille til det.

Hendes spørgsmål var berettiget. Og lumsk. Et forkert svar og hun ville stemple ham som...Ja, en idiot? en mand med for store tanker om sig selv og sin fremtid? Men...Hvorfor gik han så meget op i det? Han så på hende med et ligegyldigt blik.
"Du siger selv I er forstokkede i jeres familier, en lille race der gemmer sig i deres små huler og kun kigger frem fra tid til anden for at formerer sig. Som små rotter der gemmer sig i deres små huler" han rettede sig op igen og slikkede blodet af sin dolk. Han blev lidt rød om munden og på tungen. Smagen var dejlig metallisk og sød.
"Så vidt jeg er informeret har vi slet ingen leder. Ingen der kan tage stilling til tingene i verdenen og vælge en vej for dødsenglene. Jeg tror at en mere organiseret ledelse vil være bedre. En der kan sikre en ordentlig formering, så vi kan blive flere. En der give dem noget at kæmpe for, noget at blande sig i, noget at tage sig til. Jeg tror...At med de ting, og måske en dag også en borg til lederen, hvor folk kan henvende...Måske endda en lille by! Et afsides sted kun for dødsengle...Jeg tror en samling vil være godt. At dødsenglene bliver mere synlige. Ikke bare som forhadte, men også som organiserede og en mulig trussel...Eller allieret.At vi også kommer på landkortet" han trak let på den ene skulder. Han havde ingen ide om hvad hun ville høre...Men dette var nogle af de tanker han havde.
"Vores hovedkvarter ville være her, i Dvasias! Vi vil starte i det små...Overtale de første, mest magtfulde familier. Finde ud af hvad de vil og arbejdede os frem til det. Få dem til at stole på mig og arbejdede sammen med mig. Og derefter...Starte med at opbygge racen. Få flere og flere med. Lad dem vide nogen talte deres sag, slås for dem, ville beskytte dem, tage sig af dem..." han lod sine tanker løbe af med sig. Det med familier var en ret ny ide, en hun lige havde givet ham, men det behøvede hun ikke at vide.
"Hvis jeg nævner en leder...Hvad tænker du så? Det er klart...Jeg har levet afsides det meste af mit liv. Din viden om tingene vil være nyttig, faktisk altafgørende, for mine muligheder" han smilte let til hende. Han kunne lige så godt sige det lige ud: Han søgte hendes råd og meninger om emnet, samt hendes viden om tingene. kort sagt, hendes hjælp, til at realiserer tingene.
"Men lad os lige gøre klart...At jeg ikke har tænkt mig at lave om på racen eller forhindre folk i at gøre som de vil. Vise ting vil måske få konsekvenser...Men jeg elsker den måde vi torturerer og gør som vi vil. Kunne det ikke være sjovt hvis vi blev en stor, stærk race? Mere indflydelse. Flere muligheder til at gøre tingene som vi vil" Han fandt det en fantastisk tanke.

Det var meget uhøfligt når de bare sov! Han skubbede selv til manden endnu en gang og sukkede svagt. Han kunne ikke holde det ud mere! Han måtte have mere...Mere smerte...Mere sjov! Han knurrede svagt og svang pisken. endnu en rød stribe gled flot hen over mandens krop, men han reagerede slet ikke. Havde de været for slemme?..Nah! han ville vågne igen...På et tidspunkt. Det gjorde de altid. På et tidspunkt. Han ville nok være kold og forkrampet til det tidspunkt...Men hvad så?
Han så over på Sera og smilte svagt. Hun virkede som en der...Ønskede sig noget. Måske med henblik på den smerte de havde snakket om? Måske havde hun håbet han ville slå hende, pine hende, og nu blot ventede på at se om han ville? Han førte pisken tilbage og så lidt bedømmende på hende. Så, uden varsel, svang han pisken mod hende, i den mening at ramme hende over hendes overkrop. Han ville se hvordan hun reagerede, om hun var seriøs eller blot havde sagt det i dumhed. Om hun virkelig ønskede det og kunne lide det, eller om hun krøb sammen som en grædende pige.

[Deleted]

Sera betragtede hans sleske smil og kunne ikke lade være med at grine en smule. Det hun havde advaret ham imod virkede vel ikke ligefrem som en straf for en mand? At være omringet af kvinder som ville opfylde hans seksuelle behov lød sikkert som en fantastisk ting for de fleste. Hendes blik hvilede på hans skikkelse som han snakkede til hende på ny. Hans ord fik hende til at grine lidt igen. "Nej jeg kunne forstille mig at det lyder som en forfærdelig straf at have kvinder som opfylder ens seksuelle behov. Dog må jeg sige at jeg er overrasket, her gik jeg og troede at det eneste hoved du brugte var heroppe" pointerede hun roligt og pegede på sit eget hoved med en drillende mine. De rene familier ønskede virkelig en nye som kunne forøge deres blodliner og det vidste hun. Der ville være mange som var interesserede i ham og som ville ønske ham tæt på deres familie og hans ide med formering var ikke ringe. Nogle der holdt racen ren men andre som bare sørgede for at der kom flere og flere dødsengle til i verdenen. Det lød ikke som en helt dårlig ide måtte hun da indrømme men dog kun for sig selv. Han skulle ikke vide det endnu. Manden som lå ved deres fødder var besvimet og han end ikke reagerede da Zean begyndte at skære symboler ind i huden på ham. Suk. Ofre var aldrig sjove når de faldt hen på den måde.

Hun stillede det spørgsmål som hun gjorde fordi hun bemærkede hvor ambitiøs han var. Han ønskede noget mere, mere for racen men også for sig selv. Det ville være spændende at høre om hans tanker og høre hvad han havde af ideer, måske hun endda ville støtte dem hvis han ikke viste sig at være dybt dum i hovedet. Hun lyttede, det han sagde fik hende til at tænke. Han havde meget gode ideer, gode pointer, det kunne hun ikke benægte men .... var han bare en dum unge med store drømme eller var han en som kunne realisere dem. Dette havde hun endnu ikke fundet ud af endnu. "Du har ret. De fleste fuldblods familier holder sig for sig selv, de snakker kun sammen når der skal indgås ægteskaber for at få flere børn og ellers så holder de sig for sig selv og ude af syne" medgav hun roligt og nikkede. "Vi har ingen leder, nej. Det tætteste vi kommer på en leder er Azrael men han er ikke interesseret så vidt jeg er informeret. Han vil bare passe sig selv og de ting som nu interessere ham. Om vi mangler organisering og ledelse ved jeg ikke. Hvis vi skal blive som i dine drømme så jo, så mangler vi en som kan styre og lede os men spørgsmålet er hvor mange som ønsker det længere. Jeg tror de fleste familier har opgivet, det fleste gemmer sig. Det er en trist tanke at det skal være sådan men det er faktum lige nu. Dine ideer er ....." Hun tav en gang og bed sig lidt i læben. Hendes tanker skulle formuleres ordenligt. "...... Dine ideer er gode, det er ting som det vi mangler for at styre vores race og få dem ud af deres huller men hvem skulle gøre det? Dig? Så vidt jeg kan mærke er du ej meget ældre end jeg selv er, vi har intet at skulle have sagt overfor de ældre og du endnu mindre end mig fordi du ikke har en familie i ryggen. Det lyder som om du har fat i det rigtige men hvordan havde du tænkt dig at føre det ud i livet? En borg, en by. Alt er ufattelig dyrt og kræver et fællesskab som vores race ikke har lige nu." Hun tav igen og vendte blikket mod ham. Hun kunne lide hans ideer, lide hans tanke gang. Han havde fat i noget, fat i den lange ende og vidste hvad han ville og hvad der kunne hjælpe racen men hvordan pokker skulle det føres ud i livet? Hun anede det, vidste det virkelig ikke og det var det som fik hende til at holde en smule tilbage.
Hendes blik hvilede på hans skikkelse mens han snakkede. Der var et ord som hun bed mærke i. Vi? Var det blet et ord brugt i hast eller var det fordi han ønskede noget af hende? Hun vidste det ikke og derfor valgte hun også bare at lytte til hans tanker som lod til at være løbet en smule af med ham. Hun lod hovedet søge en smule på sned. Han havde tænkt meget over det her, det kunne hun da høre. Han havde virkelig nogle ideer som hun ikke kunne lade være med at tænke over ville kunne blive til noget hvis han dog bare havde de rette midler.
Han spurgte om hendes mening hvilket var .... underligt for hende. Kvinder blev ikke anset alt for højt i hendes familie, hun var ikke vant til at blive spurgt, bare følge men ... han var jo ikke hendes familie så det var vel okay at svare når han nu bad om det. "Min mening? Vi mangler en leder. Vi mangler en som kan og vil varetage vores interessere i denne verden. Der sker så meget her, død og ødelæggelse og de fleste af vores slags går glip af det fordi de gemmer sig. Familierne er spredte, de gider ikke hinanden så meget mere fordi at blodet er for blandet så de holder sig for sig selv. Vi har brug for en der kan samle os, en der kan holde os som en" sagde hun roligt og betragtede ham. Han ønskede ikke at ændre på racen men bare sætte nogle retningslinjer op. Hun nikkede roligt. "Du er en meget ambitiøs mand, Zean. Jeg tror at du kunne komme langt men de vil end ikke kigge på dig som andet end en sæd bank uden en familie og noget magt i ryggen. De er ligeglade med at samle sig for nu, de passer sig selv og svare ikke for nogen. Hvordan vil du få dem til at anerkende dig som andet end blot lille og ubetydeligt?" Det var tydeligt at hun så potentiale i hans ideer, han havde virkelig nogle gode ideer som hun gerne ville hjælpe ham med men hvordan pokker skulle det komme til at ske? Hun vidste det virkelig ikke.

Zean så ud til at kede sig når nu den lille gris valgte bare at ligge der og sove selvom han stadig havde gæster. Det var bare så uhøfligt. Hendes blik hvilede på manden som Zean valgte at piske ham en enkelt gang. Manden reagerede ikke, irriterende. Hun ville gerne se ham i mere smerte, det var faktisk meget sjovere nu hvor Zean var der. Hun måtte indrømme at hun fandt meget nydelse i det her, mere end hun plejede når hun bare var alene. Hun opfangede end ikke at han stod og betragtede hende og hun kom først rigtig til da hun mærkede pisken hen over hendes mave, bryst og op over hendes skulder. Hun faldt ind mod muren fordi hun var blevet overrasket og et smerte gisp forlod hendes læber. Det gjorde ondt men ikke forfærdeligt ondt. Der måtte han virkelig gøre sig lidt mere umage. Hun mærkede hvordan pisken havde skåret både igennem tøj og hud for hendes bluse faldt ned i den side og blottede hendes overkrop selvom dette ikke var noget hun bed sig mærke af. Hun vendte blikket mod hans skikkelse med et lystent smil og lod hovedet søge let på sned. "Og her troede jeg slet ikke du var interesseret. Er du sikker på at du er mand nok til at stille mine lyster? Dem alle sammen?" spurgte hun drillende og en smule opfordrende. Hun ville gerne have mere, både af torturen men også noget mere af ham. Han var ..... interessant.

[Deleted]

Så mange ting at tage stilling til, at tænke over og finde løsninger på. Han havde tænkte meget over det, men havde af gode grunde ikke kunne forudse alle de nye problemstillinger eller gøre noget ved dem. Han havde levet forfærdeligt afsides, kun med spredte interesser. Bare brugt tiden på at perfektionerer visse evner og torturerer folk. Han kunne godt bruge mere uddannelse i...Alt! Men han var også træt af at folk aldrig troede eller mente han var god nok. Enhver kunne vel komme højt til tops...På en eller anden måde. Om de så kunne et fremmed sprog eller tælle til det uendelige. Han drømte om at være selvstændig...Og at hans race skulle være endnu mere selvstændig. Klare sig selv, være stolt af deres race igen og kunne slå fra sig. Være samlet. Han havde ikke haft noget mål i livet og det var gået op for ham at han skulle leve utrolig længe...Uden noget at tage sig til. Og det var også en af grundene til at han var begyndt på denne næsten umulige mission. En mission, de fleste grinte af. De fleste mente ikke han var seriøs, for ung eller for dum. Men han skulle vise dem...En dag ville han grine af dem. Når de kom kravlende for hans venskab eller nåde.
Han smilte svagt for sig selv.
Hun søgte ideer, hun søgte at han havde et svar på nogle af ting, som der ellers ikke var svar på. Og han skulle nok få dem. Lige nu gjaldt det om de små ting, detaljerne. Den ene ting var at han ikke kom fra nogen stor familie og ingen penge eller ejendom besad...Og så fik han en lille ide.
"Jeg er ikke født og opvokset som adelig. Men min fars familie, familien Forsyth, er adelig. De bor i Atterlin. Jeg har fundet dem og opsøgt dem, men selvfølgelig gider de ikke mig. De gider heller ikke min far. Men de har indflydelse, penge, ejendom...Og et navn" han så hen på hende, for at søge råd om hvorvidt det ville være nok.
"Måske hvis jeg kan komme ind i deres familie? Umiddelbart overvejer jeg at dræbe dem. Og så, fordi jeg er født i deres navn og er en rimelig nær slægtning, overtage det hele. Folk vil selvfølgelig ikke vide jeg har dræbt dem. Jeg skal bare spille lidt ked af det. Så vil jeg stå med ejendom, forretninger, penge og et navn. Jeg går ud fra det er et bedre sted at starte?" Han havde ikke rigtig nogen betænkninger om det. Familien betød intet for ham. Måske kunne han endda inviterer sin far hjem og få ham til at overtage forretningerne, nu da han havde større viden om det. Han skulle bare lige gøre det klart over for ham, hvem der faktisk bestemte...Hvilket ville blive et problem. Men de måtte vel alle ofre sig et sted for at opnå noget?
"Med et navn, med penge og ejendom, vil der være større sandsynlighed for at de vil lytte til mig. Men vi mangler stadig noget der kan overbevise dem om det...Overbevise dem om at min ide er god og det er det rigtige..." han så tankefuldt frem for sig. De havde brug for noget stort! Noget stort alle dødsengle ville bevidne eller høre om. Som ville overbevise dem.
Nej, han havde ingen ideer lige nu. Måske...Kunne han bruge sin nye stilling hos Elmyra til noget? Eller...måske ligefrem få hendes støtte?...Nej. Det ville være udelukket. Hun ville ikke tro på at han ville opnå det, før han også havde overbevidst hende. Hun ville grine af ham, var han overbevidst om. Men måske en gang i fremtiden.
"Hvis jeg bare kunne komme ind i deres lukket kreds...!" udbrød han en anelse irriteret. Han så ned på den torturerede mand, som om det hele var hans skyld.

Hun var blevet overrasket, hvilket også havde været hans intention. Og igen den der kommentar om, hvorvidt han var mand nok...
Han smilte bare let til hende.
"Jeg ved ikke om du bliver tilfreds" svarede han ærligt.
"Jeg ved bare at jeg har lyst til det" Han trådte over den endnu bevidstløse mand og gik et par skridt tættere på hende. Hun havde været overrasket...Men krøb ikke sammen som et forskræmt dyr, som et offer. I stedet stod hun pænt og forlangte mere. Det var sært. Som mindre havde han selv hadet smerterne...Men elsket at give dem videre. Sådan var det stadig. Men der fandtes vel folk der at få smerter. Og ikke kun at give dem. Ligesom der fandtes dem der slet ikke kunne lide smerter overhoved, hverken på dem selv eller andre.
Han førte pisken tilbage og gjorde klar til at slå igen. Lidt efter gled pisken smidigt igennem luften igen, til den fandt sit mål. Han gik ikke efter hendes ansigt, men stort set alt andet på hendes krop. At hun kunne lide han gav hende smerte, at hun bad ham om det...Han elskede det! Han ville endda gå så langt som til at mene det tændte ham. Han fik sådan en...Lyst til hende. Han smilte svagt for sig selv. Smerterne var godt.