Nattens skønhed

[Deleted]

Han fulgte efter hende. I starten løb han efter hende, men som hun faldt - Hvad han kunne høre og til en hvis grænse, næsten se - satte han farten ned og nærmede sig hende gående. På den måde forblev han ved med at jagte hende. Han mærkede den...Dette stik af glæde, af tilfredshed, af nydelse, når hun faldt og slog sig. På et tidspunkt var nydelsen rigtig stor, havde hun slået sig slemt? Højst sandsynligt. Hvor dejligt! Han stoppede op et øjeblik og trak vejret dybt, mens han nød det til fulde. Smerten var ikke særlig stor, men større end han havde troet at han ville opleve her til aften. Her til natten. Det var han ganske godt tilfreds med.
Til sidst lykkedes det hende dog at gemme sig. Han vidste hun var i nærheden, det var ikke så længe siden hun havde løbet og han havde kunne høre hendes vejrtrækning og små snøft.
Han stoppede op i nærheden af nogle træer. Hun gemte sig sikkert imellem dem. Uden tvivl. Han smilte svagt.
"Lille pige, blandt træerne der..." han smilte svagt. Han lyttede...Hun var stille lige nu. Til sidst gik han ind blandt træerne, for at finde hende. Han så sig godt omkring, bag så mange træer som muligt, samtidig som han lyttede. Det var vel snart tid til at fange hende igen og bringe hende tilbage til slottet...De kunne vel lege videre en anden dag.
"Kom frit frem! Skal vi tage hjem nu? Er legen ikke længere sjov? Kom nu frem. Du må have slået dig. Lad mig rense dine sår" Det gik jo ikke hvis hun var alt for forslået og fuld af blå mærker. De ville stille spørgsmål og selv om hun sikkert ville holde det hemmeligt, var risikoen for at hun sladrede, der stadig. Han bedste chance var at få hende til at tro det var hendes skyld.
"Det er jo bare fordi du forstyrrede mig. Det skal man ikke gøre, så bliver jeg så vred. Det er klart jeg måtte straffe dig! Men kom nu frem, nu tager vi hjem igen..." han stoppede op ved siden af et par træer. Så langt væk kunne hun for helvede vel heller ikke være?!

[Deleted]

Aldrig havde hun set så meget blod som det der flød fra hendes læbe, så som hun stod der og prøvede at få vejret og mærkede blodet dryppe fra hendes hage, gik hun lidt i chok. Hendes øjne var spærret op som et skræmt dådyr og vejrtrækning var hurtig, næsten hyperventilerende. Dog prøvede hun at forblive stille, så stille som overhovedet muligt. Hun klamrede sig til træet, men da hun hørte ham tale, holdte hun næsten vejret og lukkede hårdt sine øjne i, hun prøvede at lytte, men alt hun hørte var hendes egen puls som var fuldstændig oppe og køre. Den pumpende lyd fik hende til at komme ved et grådkvalt klynk, hun var så bange og havde så ondt. Myrina stolede ikke et sekund på at han ville rense hendes sår, nej han var et bæst, et uhyre og hun håbede sådan at det her bare var et mareridt, selvom det trak ud og hun følte hun havde været på flugt i flere dage. Tiden gik så langsomt, hun flyttede sig fra det ene træ til et andet, hun kiggede rundt, hvor kunne hun gemme sig?! Det var et spørgsmål om tid, før at han ville finde hende og det havde hun bestemt ikke lyst til at opleve. Pludselig stod han der, tæt på hende og hun holdte igen vejret, hun prøvede at liste sig langsomt bagom af, for at flygte den modsatte vej, men væltede over en trærod som stak op og faldt bagover med et knapt så elegant bump. Hendes blik spærrede sig på ny op og hun måtte udstøde et klynk igen, hun havde sådan brug for at græde, men kunne ikke få sig selv til det, for så ville hu først miste grebet. Det var et forsøg værd at flygte, så hun ville da prøve at komme op på benene, hvis han nu ikke helt nåede at opdage hende, men det var en lille chance, dog gjorde hun tegn til at skulle rejse sig og styrte afsted igen.

[Deleted]

Det var både enormt sjovt og irriterende. Sjovt at hun var så bange, sjovt at hun kom til skade, uden han direkte var skyld i det og kunne blive straffet for det...irriterende at han nu skulle bruge...Ja, hvor lang tid? På at finde hende igen! De skulle gerne nå tilbage inden det blev lyst og slottet vågnede op, ellers ville der blive ballade. Ikke for ham...Kun når han kom tilbage med en forslået pige i armene. Folk ville vide det var hans skyld. Han var ikke typen der reddede folk. Han sukkede svagt...Da han hørte lyden af et klynk. Han var helt stille et øjeblik, men smilte så svagt og gik imod lyden. Hun var her...
Lidt efter hørte han lyden af bevægelse...og nogen der faldt, nogen der var tæt på ham, et sted bag ham. Hurtigt vendte han sig om og spejdede igennem mørket...Til han så hende på jorden. Han smilte igen svagt og løb over mod hende. Han var der på ingen tid. Hun var på vej op, da han greb fat i hendes arm med et stærkt greb og holdt hende fast.
"Du bløder jo..." til forskel fra før var hans stemme næsten helt blid. Han tog sin hånd op mod hendes ansigt, fjernede lidt blod fra hendes hage med den ene ene finger. Hun blødte meget og havde sikkert ramt lige ned i løben med nogle tænder. Det kunne give forfærdelige sår, hun ville nok føle smerter når hun spiste den næste uges tid...Måske nok mere. Ikke at det betød noget for ham.
"Du burde presse på såret, så det stopper med at bløde" pointerede han. Uanset om hun gjorde modstand eller ej, trak han af sted med hende. Han ville væk fra træerne, så han kunne flyve dem hjem igen.
"Nu tager vi hjem. Det har været sjovt at lege, men du skal hjem i seng nu..." Det var så sjovt! Åh, han grinte indvendigt.

[Deleted]

Nu kunne hun ikke mere, hun klynkede højt og begyndte at græde, dog lydløst, hun var så bange og hun stolede ikke et sekund på hans stemme der næsten lød blid nu. Hun prøvede at komme fri, men det var en tabt kamp, hun var udmattet af at løbe og holde smerter ud som hun slet ikke var van til. Aldrig havde hun været så tapper og nu havde hun bare lyst til at skrige og græde højt, men turde ganske enkelt ikke, hun var bange for han ville gøre hende permanent stille, at hun skulle dø. At han rørte hendes ansigt og fjernede noget af blodet, fik det til at gyse i hende, hun kiggede væk fra ham og selvom det gjorde pokkers ondt, vendte hun læben indad og suttede på den. Blodet smagte forfærdeligt, men hun måtte være stærk og holdte den sådan i et stykke tid, det lindrede faktisk lidt. Da hun endelig slap den igen, så det da lidt bedre ud, blødte ikke nær så meget, men sveg som bare pokker! Hendes knæ, hænder og læbe dunkede, alle hendes rifter nev føltes det som og hun havde slet ikke lyst til at skulle se sig selv. Der var blod på skjorten ret spredt nu, fra læben, fra rifterne, den så virkelig ikke særlig godt ud og hun måtte hellere skynde sig at få den vasket lige så snart de var tilbage. Det var ikke rart at skulle indrømme over for sig selv, men hun havde brug for han førte hende hjem, for ellers ville der gå dage med at finde tilbage og det ville da først vække mistanke og hvordan pokker forklarede man lige det her?! Desuden var det hendes skyld, hun havde forstyrret ham, måske endda vækket ham, hun skulle have været blevet i sin seng selvom det var svært. Hendes øjne klemte sig hårdt i da han trak af sted med hende, hun klynkede og havde svært ved at stoppe sine tåre, der løb mange ned af hendes kinder, voldsomt mange og det gjorde ondt at holde lyden tilbage, det føltes som om hun skulle kvæles og hendes vejrtrækning næsten stoppede til tider. Det gjorde ondt i brystet og i maven, hun ville bare hjem, vaske der her af sig og prøve at sove. Myrina gispede lidt efter vejret og håbede på hun aldrig skulle se dette rædsomme væsen igen, hun åbnede ikke sine øjne, men holdte dem lukket, hun ventede på at hun vågnede.

[Deleted]

hun klynkede og flæbede som kun et lille barn ville gøre. Jamen hun var jo kun et sølle, lille barn! Selvfølgelig græd hun. Selv havde han også været ret så lille engang...Omend han ikke gik ud fra at han havde grædt på samme måde, nogensinde. Han blev næsten træt af at høre på det! Hvem kunne holde sådan noget ud?!
"Stop med at græde, det hjælper dig ikke, men får dig kun til at se forfærdelig svag og irriterende ud" han brugte endnu sin blide stemme, men sagde det bestemt. Hendes læbe blødte ikke så meget mere og det var dejligt, han gik ud fra hun selv ville sørge for at fjerne de værste tegn på blod og skidt, selv om hun nok ville blive spurgt om sårene og rifterne uanset hvad. Men...Ingen sagde jo at han ville blive nævnt. Ingen kunne vide han havde været der, eller at han var skyldig. Elmyra så måske nok ned på ham, troede ikke han ejede de største evner til at manipulerer og lyve. Men hun skulle bare vide. Alt var et spil, havde altid været det og han elskede sådan at spille spil! At lege.
De kom ud fra træerne. Han bredte sine vinger ud, samtidig som han tvang hende ind foran sig og tog hende op i sin favn.
"Hvis du ikke vil opdage at du ikke kan flyve, må du hellere holde lidt fast" han smilte drillende til hende, gik lidt ned i knæ og sprang så op i luften. Endnu en gang mærkede han hvordan hans vinger baskede og kæmpede for at få dem op i en rigtig højde og af sted.
Snart var de dog på vej og der gik ikke lang tid, før de var over byen igen. Der var ikke rigtig nogen lys eller noget, for de fleste sov endnu, men Zean ville gætte på der kun var få timer til daggry...Og de første ville nok stå op om ikke så længe.
Det var stadig en ganske kold tur, hvis man ikke var van til kulden, som Zean altid havde været. Han smilte svagt for sig selv, mens han holdte den grædende pige i sin favn...Som en helt der vendte hjem med den fortabte pige. Eller noget.
Han landede igen i den overdådige have, landingen var igen en anelse hård, men han formåede at sætte hende nogenlunde ordentlig på jorden. Han trak sine vinger ind.
"Nu skal du vist ind og vaskes og så i seng. Du har jo ikke fået lov til at være ude og lege og nu ved du hvorfor man ikke gør det om natten. Man ved aldrig hvem man møder" han smilte afslappet til hende. Selv ville han op, vaskes og sove et par timer mere. Hvis ikke han valgte at se solen stå op i stedet.

[Deleted]

Lyden af hans stemme fik hende bare til at knibe sine øjne endnu mere i, han blev mere virkelig når hun også kunne høre ham, og ikke kun mærke ham. Det værste var nok at skulle holde fast i ham hvis hun ikke ville falde ned, for de var ikke ligefrem tæt på jorden, hun hadet det! Det var jo det her hun ville undgå, hun ville aldrig se ham igen. At han rent faktisk hørte stedet til i tide og utide, det anede hun intet om, så længe havde hun ikke været der. Men det her blev ikke rart at skulle mindes og hun ville egentlig bare gerne glemme det. Det føltes som en evighed at vende tilbage, hun hadet hvert sekund og hun var stille, men tårene forsatte bare, som var hun ikke til stoppe i sin gråd. Det gjorde ondt i kroppen, men også ondt i sindet, aldrig havde hun mødt et ondt væsen, intet hun kunne huske, hendes traumer fra den gang var blevet lykkeligt fortrængt, men det her, det ville ikke lige gå i glemmebogen med det samme. Dog var det let at bortforklare, hun var jo klodset, og han havde jo intet gjort hende som sådan, ud over at skubbe hende og derefter jagte hende. Endelig landede de, hun stod dog først helt stille og rystede, hun frøs som bare pokker og en del af det var også frygt. Da han snakkede til hende, kiggede hun op mod ham, det fortrød hun straks som hun så hans afslappede smil, som var der intet sket! Myrina så væk fra ham igen, hun holdte om sig selv, stadig rystende og prøvede virkelig at tage sig sammen til at sige noget, men hun kunne slet ikke finde ord. Roligt vendte hun sig mod ham igen, hun så på ham med et skræmt og ulykkeligt blik. Hun havde virkelig intet at sige, men kunne da komme frem til et ord som måske gav lidt mening, gav ham ret et sted?
"Ja." Lød det lavmeldt fra hende, som skammede hun sig og nikkede til hans ord. Prøvende begyndte hun at gå væk fra ham, at gå mod sit kammer, runde badeværelset og få vasket sig, vasket skjorten og så sove de få timer der nu var tilbage. Træt, skræmt og udkørt var hun bestemt, øm over hele kroppen og læben som stadig dunkede. Hun rystede stadig og gik rimelig usikkert på sine ben.

//out

[Deleted]

Han nikkede let og klappede hende oven på hovedet. Hun gav ham ret, i det mindste for lige nu og det var godt nok for ham. Havde hun sagt noget andet...Ville han nok havde gjort eller sagt noget, der garanteret ville give hendes mareridt. Da han så hende luske væk, smilte han selvsikkert for sig selv. Han havde ikke overtrådt nogle regler...Og havde alligevel haft en skøn nat! Han kunne lide det. Det havde været sjovt!
Han lod en hånd glide igennem håret et øjeblik. Han lod blikket glide over planterne omkring sig...De var så spændende. Dem måtte han se videre på når det blev lyst.
Lidt efter smuttede han selv ind. Op på den faktisk forladte gang, hvor han havde fået et rart værelse. Helt for sig selv. Han nød det. Det betød også han havde badeværelset for sig selv!
Den morgen sov han godt, med et lille smil om læberne.

//Out