Nattens skønhed

[Deleted]

Det tog tid at vende sig til ikke at være ved Elijah hele tiden, selvom hun gerne ville det, hun var på ingen måde faldet helt til, men det tog nok også tid. Det var jo ikke fordi hun var gået fra det ene hus til et andet i form af et slot, nej hun var gået fra ingenting, til så stort og overvældende et sted. Hun kunne mærke at der var uro i hende, hun havde savnet naturen noget så forfærdeligt og endelig fandt hun overskud og plads til det. Selvom det var meningen hun skulle sove, kunne hun bare ikke og nu stod hun midt ude i den kæmpe have og stod med næsen i sky og indsnuste alle indtryk, duftene fra planterne, duggen som ikke lå langt væk og hun mærkede underlaget under sine bare fødder, der gled et smil hen over hendes læber. Det var et fredfyldt smil, hun stod bare og dagdrømmede, følte sig som et barn igen og lod armene falde om sig selv, et øjebliks saglighed. Så tog nysgerrigheden ellers over, hun måtte bare se de planter som var her! Det var jo intet nyt at druider var helt betaget af natur og planter. Hun havde altid kunne mærke hvilke planter man holdte sig fra og hvilke som var tilladt at røre og endda at spise. Der var virkelig smukt og hun kunne godt vende sig til at skulle rende rundt her ude, måske Elmyra kunne bruge hende her ude. Det ville jo være fantastisk, ja faktisk en drøm som gik i opfyldelse. Der var ikke mange skyer på himlen og månen fik gjort sig bemærket i dets blege skær som hun var helt igennem forelsket i, stjernerne tittede også frem og hun elskede at sammensætte billeder af dem sammen med Jack. Tanken gjorde hende trist, han var væk, sådan rigtig væk og de var så langt fra hinanden nu. Det var både rart, men gjorde da også ondt. Om det gjorde ondt tæt på eller langt fra, langt fra vel at fortrække. Hun så ned mod sine hænder som nervøst var begyndt at pille ved den alt for store skjorte, hun sov stadig i Elijah's skjorte, det gav hende tryghed. Så lige nu var den og et par trusser faktisk det eneste hun rendte rundt i. Men hvem skulle da også være tosset nok til at være oppe nu? Ud over hende selvfølgelig. Det var også lettere at storme ind i sengen hvis man nu alligevel var tæt på at blive opdaget. Hendes hår sad som sædvanlig godt pjusket, men det klædte hende på en måde. 

[Deleted]

Natten var ung og fuld af liv. Mørket havde sænket sig over Imandra og slottet, over det hele. Men dette var blot det mest optimale for Zean. Mørket var hans tid, han så bedst i mørket og følte sig bedst hjemme her. Mørkt og koldt, sådan var Dvasias, hans elskede hjemland. Hans grå øjne gled op til stjernerne endnu en gang, mens han huskede de stjernetegn han havde lært. Den der lignede en vogn, den der en løve. Og en anden lignede en enhjørning. Der var også en fjerde, man den huskede han ikke navnene på. Månen skinnede svagt, halvt fuld. Den var flot, den var altid flot.
At ligge her, på en hård træbænk, udenfor i kongens park eller have, hvad den nu kaldte den, var perfekt. Især om natten. Her var smukt og fredfyldt, folk sov og han kunne være i fred. Hans vinger lå foldet om hans krop, så vidt muligt, og holdte ham varm i mørkets kulde, en kulde den havde bragt med sig. Det var slet ikke så koldt som derhjemme, men nok til at han følte sig afslappet. Ud over det var han klædt i nogle lange, løse bukser og en kortærmet trøje. Ikke direkte nattøj, da han sov næsten nøgen, men nok til at holde ham lidt varm. Hans fødder var bare.
Hans brune hår strittede en anelse, efter han havde prøvet at sove, men var opgivet. Hvorfor kunne han ikke sove? Svaret var enkelt.

Han havde befundet sig på slottet i nogle dage, hvis ikke snart en uge. Han havde taget sig af Elmyras medicin, havde sørget for hun gik slappet af og noget at spise, samt medicin i de rigtige doser. Hun skulle gerne sove drømmeløst nu, takket være hans sovemedicin. På de få dage han havde været her, havde han været rundt på meget af slottet og lært sig selv at finde rundt. Han var stødt på Elijah, Hr. Mand, fra tid til anden, men aldrig havde de mere end blot registreret hinanden, før en af dem havde skyndt sig væk. Han følte hadet til Elijah. Men det betød ikke noget. For han havde det bedre her på slottet, end han havde haft det hjemme hos sig selv.
Og dog...Savnede han Dvasias og hans mor. Han savnede den lille have, hvor der kun var plads til et minimum af planter. Han lukkede øjnene et øjeblik, mens han huskede duften af hans mors grød med urter. Der blev serveret honning til og den smagte himmelsk. Han trak vejret dybt og indåndede duften af mange planter.
Åh ja, denne kæmpe have var et af de steder han brugte mest tid om dagen. Alle planterne interesserede ham. Nogle kendte han og brugte til sin medicin, andre var helt fremmede. Han brugte meget tid på at lære planterne at kende og at plukke lidt af dem, for at kunne afprøve dem på et andet tidspunkt...Når han ikke var på slottet.
Så afslappet...Han følte sig godt tilpas. Og savnede sit hjem. Uanset hvad, satte han pris på at være alene, uden larm eller spørgsmål, men blot ham selv.
Et par blade fra den nærmeste plante, der voksede højere end bænken, kildede ham svagt under fødderne, der stak lidt ud over kanten. Han lå udstrakt på bænken, med armene under hovedet, som en hovedpude, mens hans sorte vinger lå om ham. Umiddelbart kunne det ligne at han sov.

[Deleted]

Stilheden var fantastisk, natten var smuk og hun nød hvert sekund, men som så mange gange før, på steder hun var uvant, skulle der jo ske et eller andet uheldigt. Myrina var ikke på vagt, men skulle bestemt have været det, en sten fik hende til at miste fodfæstet og før hun vidste af det væltede hun lige ind i en tornebusk. Heldigvis en af de ufarlige, ingen gift eller noget, en ganske almindelig rosenbusk, fyldt med torne, hvilket selvfølgelig måtte sende en række af hyl fra hende. Selvom hun hurtigt tog sig for munden med et gisp, hun endte da med at vække alle på slottet! Myrina prøvede desperat at komme ud af busken, men uanset hvordan hun vendte og drejede sig var der nye torne at møde, hun pev og småklynkede da det jo gjorde ondt og endelig fik hun kravlet ud af busken og lagde sig i græsset. Der var rifter over det hele på hende, og det blødte, så nu blev skjorte beskidt. Og rifterne krævede en forklaring, pokkers. Myrina rullede med øjnene og sukkede, men ente med at småpive lidt igen, hun lukkede øjnene og lagde begge hænder op på hovedet. Hvorfor var det lige at sådan noget her altid skete for hende? Første ting var med Elijah, da han skulle lære hende at tage et bad, der var vand ud over det hele og hun gjorde virkelig bare alting forkert. Og hendes første møde med Elmyra, blev lige efter hendes første møde med blæk som var ud over det hele. Heldigvis var der ingen til at se hende nu, med hendes knapt så yndefulde møde med busken og nu fuldstændig tilrevet krop. Hun kunne mærke at tornene var gået ret dybt nogen steder og små dråber af blot løb. Det ville blive gris at gå ind og hun ville jo ikke ligefrem forbløde, så hun valgte at blive liggende her stille og roligt til det var på plads og så måtte hun jo vaske sig og vaske skjorten når blodet var stoppet og størknet.

[Deleted]

Stilheden blev flået i stykker af den mest irriterende, piget stemme han nogensinde havde hørt. Hans øjen fløj åben og hans hjerte hamrede en ekstra gang, ekstra hurtigt, som en reaktion på forskrækkelsen. Han stirrede direkte op mod himlen, men uden rigtig at se noget af den. Nej, han fokuserede på sin hørelse...Og ganske rigtig, lød det som om en småklynkede og peb, mens det lød som om...personen rodede rundt i noget buskads. Han sukkede svagt. Var der aldrig fred? Kunne han aldrig være alene?! Pis og lort.
Og satte sig op. Hans grå blik gled over de nærmeste omgivelser af blomster, planter og andet. Hvorefter hans blik søgte stedet, hvorfra larmen var kommet. Til sidst rejste han sig op og gik derover. Netop i tide til at se en ung kvinde kravle ud af en rosenbusk. Han blev stående stille, da hun åbenbart endnu ikke havde opdaget ham. Hun var stort set afklædt, skjorten dækkede ikke hele hendes røv, da hun kom kravlende ud. Ikke fordi det betød noget for ham, han fandt ikke de former for lyster særlig behageligt. I stedet mærkede han et svagt stik af...Nydelse. Hun var jo faldet ned i rosenbusken! Og hun blødte. Han kunne se det nu, især da hun smed sig på græsset og blot afventede at smerterne ville aftage. Nejnej..Lad dem aldrig aftage. Lad dem blive ved! De var dejlige.
Han smilte svagt for sig selv. Det var ikke straf nok, men det glædede ham at hun følte smerte. Især efter at have ødelagt hele denne nat for ham! Hvor klodset måtte hun ikke være? Så svage personer burde virkelig ikke leve.
Han trådte frem. Stille, som en skygge. Han havde lovet Elmyra...Lovet at der ikke ville ske tortur, ingen eksperimenter, ingen død og ødelæggelse...inden for slottets vægge. Hvor var det svært at lade være...Lige nu, af alle tidspunkter. Aldrig ville det være nemmere. Hun lå der, helt forsvarsløs. I et øjeblik stirrede han bare på hende. Han lagde mærke til at tornene var nået forholdsvis dybt ind, visse steder. Selv om tornene ikke var giftige, kunne det stadig give infektioner. Men at hun blødte ihjel var nok ganske usandsynligt. Hun var ganske vist svag, men hendes krop var sund. Mærkerne ville forsvinde inden for de næste to uger.
Så...Det var vel en situation som denne, at Elmyra ville mene han skulle hjælpe til. Han sukkede svagt. Han gad egentlig ikke. Han fik ikke noget ud af det. Hun led jo ikke rigtig, hun var bare lidt pivet.
Til sidst gik han over til en af de små, grønne buske der var og plukkede nogle af bladene fra det. De var halvvåde af dug, men det betød intet.
Han gik tilbage til hende og stak et af bladene i munden, for at tygge det til en form for grød.
"Der kan gå betændelse i nogle af de dybere rifter" kommenterede han, trods han forventede hun ville stikke af, af ren skræk. Det gjorde især kvinder.
"Bladene her kan stoppe det. De renser og fremmer healingen" kommenterede han bagefter. Hans grå øjne virkede ligeglade, da de så på hende. Ville hun flygte? Et sted ønskede han det...Flygt fra ham. Flygt...Ud fra slottet. Der var han ikke underlagt nogen ed. Han smilte svagt.

[Deleted]

Først havde hun på ingen måde lagt mærke til ham, da hendes hænder jo dækkede hendes ansigt og da hun endelig fik dem ned var han helt tæt på, så det gav et sæt i hende og hun stirrede forskrækket på ham til at starte med. Da hun fik kigget ordenligt, så hun at han så ganske speciel ud, ikke som et væsen hun havde set før og det fik hende til at smile svagt. Myrina elskede at møde nye væsner og hendes nysgerrighed gjorde hende ganske naiv, men det var fordi hun aldrig havde været udsat for noget slemt. Intet hun kunne huske i hvert fald. Hun havde set hendes forældre blive taget, men det havde hun lykkeligt fortrængt. Så noget alvorligt var der aldrig sket hende og hun havde aldrig været kommet slemt til skade, hvilket gjorde hun var rimelig pivet. Hendes blik gled rundt, var han her alene? Hun kiggede på det han gjorde og rynkede på næsten , det så ikke særlig rart ud.
"Tak for hjælpen." Sagde hun så med et smil, inden hun valgte at sætte sig lidt op igen. Hun ville helst ikke se at nogen kom ud og se hende sådan, men nogen havde åbenbart allerede været her ude, i det mindste var det en som havde forstand på sådan noget. Hvordan kunne hun være så heldig i uheld? Myrina studerede ham lidt igen, han så mystisk ud, der var et eller andet over ham hun ikke kunne sætte finger på.
"Vil du ikke nok lade være med at sige til Elmyra du har fundet mig herude?" Spurgte hun så bedende og bed sig selv i læben mens hun lavede sine bedste hundeøjne, hun ville så nødig have ballade, eller opdages i at rende rundt om natten. Elijah ville nok heller ikke blive for glad for det, men hun havde fundet ud af at autoriteten lå ved Elmyra og hvis Elijah fik noget af vide var det vel typisk igennem hans mor. Det var tydeligt hun var taknemmelig og pokkers nysgerrig, hendes øjne blev ved med at undersøge ham ganske åbenlyst, sådan var hun jo og der gik ikke lang tid før hun begyndte at spørger ham om alverdens spørgsmål.

[Deleted]

Han satte sig på knæ ved siden af hende og tog noget af den nu tyggede masse ud på hænderne. Han afsøgte hurtig hendes sår og fandt nogle af de dybeste. Uden at spørge om tilladelse, begyndte han at fordele massen rundt på de dybe sår, hvor han maste massen ned i sårene. Det ville nok virke ubehageligt, endda svie lidt. til sidst tørrede han sine hænder af i græsset.
Imens havde han hørt hvad hun sagde. Han så lidt på hende, i starten uden at sige noget, han så bare på hende. Studerede hendes ansigt. Hun virkede så uskyldig. Så uskyldig, at det kriblede i hans fingre for at...for at...
"Hvis du lovet ikke at sige at jeg har været her. Til nogen som helst" Det ville ikke umiddelbart skade, hvis de vidste det. Ikke endnu. Men det kunne virke mistænksomt. Og hvis hun nævnte at han havde været her, ville de også vide at hun havde. Så det gik vel lige op?
Hans ene hånd gled blidt op af hendes. Der sad et par bloddråber, efter hun var faldet ned i tornene. Hvis bare...Hvis bare der ikke var nogen mærker eller skader...Intet, folk kunne stille spørgsmål ved. Hvis blot hun ikke skreg. Hvis blot hun ikke sladrede. Men hun virkede som et barn og et barn der blev skræmt, havde til tider en tendens til blot at gemme sig og holde mund. Især hvis de havde gjort noget forkert...Og det måtte vel være forkert af hende at være ude? Siden det var en hemmelighed.
Han fjernede sin hånd og smilte afslappet til hende. Ud af det blå, greb han ud efter hendes hals. Hvis han fik fat i halsen, ville han blidt trykke hende ned og ligge, mens han ville tysse på hende. Hvis ikke, ville han gribe ud efter hendes arm igen, i et forsøg på at forhindre hende i evt. at flygte. Hvad han havde fornemmelsen af hun nok ville forsøge...
"Hvad laver en pige som dig, her?" spurgte han lavt.

[Deleted]

Det fik hende til at klynke da han puttede det tyggede stads ind i sårene, hun skar en grimasse og prøvede at være stille, eller så stille som hun nu formåede. Myrina var virkelig glad for at han ville hjælpe hende, hun følte sig heldig og væsnerne hun havde mødt havde altid været så søde. Alt den ondskab alle snakkede om, det synes hun ikke gav nogen mening og var hende fremmed.
"Det lover jeg, så kan vi holde hinandens hemmelighed." Fniste hun sødt. Det gav jo meget god mening, for hun ville jo afsløre sig selv hvis hun sagde noget om ham. Mon de så ikke vidste han var her? Hvem var han egentlig? Hun anede ikke hvad hendes hjælpers navn var, eller hvor han kom fra. Hun så ned mod sin hånd som hans lige pludselig var på, hendes blik gik fra hånden og op mod ham, hvad betød det? Hvad lavede han? Hans smil smittede af på hende da han igen fjernede sin hånd, måske var det bare en trygheds handling, for at fortælle det nok skulle gå det hele. Myrina var på ingen måder forberedt på hans hånd som greb ud efter hendes hals, så han fik fat og hun mærkede igen græsset under sig som hun stirrede forfærdet op mod ham. Dog nåede hun kun at hvine kort, men tav hurtigt da han tyssede på hende. Der gik så mange tanker igennem hendes hoved, hun forstod slet ikke hvad der foregik, mon hun havde gjort noget forkert? Det var en skræmmende følelse det her, hans hånd mod hendes hals, at blive trykket ned på den måde, Hun småskælvede lidt, aldrig havde hun været så bange og hun håbede inderligt det var et mareridt. Da han spurgte hende om hvad hun lavede der, var hun i tvivl om hun overhovedet turde sige noget. Så hun lod være med at sige noget, hun så bare bedende op mod ham, hun ville ikke have problemer, hun skulle nok lade være med at sige noget, det havde hun jo lovet. Hvorfor holdte han hende sådan på hende? Det var som om hun var lammet, foruden hendes skævlen, hun turde ikke bevæge sig, desuden var hendes tanker alt for mange til at finde en løsning.

[Deleted]

Hendes skræk og forvirring...Hendes spinkle krop, der føltes så tynd og svag under hans stærke greb...Hendes skælven. Åh, sådan en fryd! Selv om hun ikke følte nogen direkte smerte, nød han denne udøvelse af magt. Han frygtede ikke at blive opdaget. Åh, han turde slet ikke tænke på Elmyras vrede! Men han var jo bare en næsten følsom, direkte, healer af hendes. En næsten uskyldig dreng. Hun havde ingen ide om hvad han var i stand til...Han havde levet uden smerter i så mange dage...Hun havde ikke engang bedt ham torturerer nogen! Nej...Han ville snart rejse igen. Men han...Han kunne næsten ikke holde det tilbage. Der var nok en måde at skjule det på og så stadig få sin vilje. Han smilte svagt til hende, et smil der lovede hende alt var okay. Åh, hun virkede så naiv! Han nød dette. Selv om han faktisk endnu intet gjorde...Fysisk. Dette var altså den terror man kunne udsætte folks sind for? Åh, hvor spændende! Han havde aldrig tænkt så meget over det. Men han havde fuldstændig magt over hende lige nu! Han bukkede sig nærmere ned over hende...Til han slikkede han over halsen og op til kinden, før han trak sig tilbage. Han havde laget tungen glide over nogle af hendes mindre rifter, der endnu smagte blodigt, omend der ikke var direkte blod. Blot lidt rødt. Det smagte stadig sødt og metallisk, som blod. åh...Mere! Gik hun var fuld af flere rifter, flere sår. Mere blod. Mere smerte...
Han rystede helt på den ledige hånd. Han kunne næsten ikke lade være...Næsten ikke lade være...Han bredte sine vinger ud. Hvad hvis han tog hende med ud fra slottet? Der var vel måder at undgå hvad som helst på.
"Vil du med ud på eventyr?" spurgte han hende, næsten hviskende.
"Jeg kan flyve os ud fra slottet, ud over byen" lovede han hende.
"Det er en fantastisk tur. Men du må aldrig nævne den for nogen, det er klart! Det må være vores lille hemmelighed" hans grå øjne søgte hendes. Så sød..Så sødt...Mmmhhh....

[Deleted]

Det virkede mere og mere forkert, det her kunne hun bestemt ikke lide og hele hendes krop, samt hendes skræmte ansigt fortalte det tydeligt. Hun vred kort i kroppen ved følelsen af hans tunge, hvad pokker havde manden gang i?! Hendes øjne spærrede sig helt op og hun måtte give et klynk fra sig, selvom det blev halvkvalt da hun jo prøvede at stoppe det, bange for hvad han ville gøre hvis hun larmede for meget. Smilet på hans læber havde dog forvirret hende, hun kunne slet ikke finde ud af ham, hendes tanker gik mere eller mindre amok. Prøvede han at være flink? Hun kunne slet ikke forstå hans handlinger og hun havde ingen ide om hvad der måtte forgå i hans hoved. Hans vinger! De var ikke som Elijah's, de gik i et med mørket næsten, der var et eller andet galt, hun stirrede på dem og da han snakkede om at tage hende med ud på et eventyr, vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Måske prøvede at virkelig at være venlig, hun måtte da give det en chance, ikke sandt? Desuden, havde han jo ikke gjort hende ondt, måske var han bare heller ikke van til at være sammen med folk, eller også så opførte nogen væsner sig bare sådan? Myrina kunne ikke helt finde hoved og hale i noget af alt dette, hendes blik gled mod hans ansigt som hun fik øjenkontakten med ham. Der var noget lokkende over hans tilbud, det kunne vel ikke skade, hans handling var vel for at være påpasselig med de ikke blev opdaget. Måske kunne hun få en ny ven, han var godt nok lidt mærkelig. Men tænk hvis han ville hende noget ondt, ville det hindre ham hvis hun ikke tog med? Næppe! Og før hun kunne skrige om hjælp ville hun jo kunne miste livet alligevel, man måtte vel tage chancen. Forholde sig positiv, indtil videre havde han kun hjulpet og så tysset lidt på hende, været rimelig nærgående, men det kunne hun vel snakke med ham om når de var nået væk derfra. Så hun nikkede stille, stadig en smule bange for at sige noget, for tænk hvis hun snakkede for højt, måske var det det der havde fået ham til at tysse på hende til at starte med.

[Deleted]

Han smilte svagt. Selvfølgelig ville hun med på eventyr! Hvem ville ikke det? Eventyr var sjove!
Problemet var godt at flyve dem nogen steder. Han var ikke ligefrem svag, men det var tungt at flyve andre. Det vidste han, fra når han fjernede lig og rester. Men hun var forholdsvis lille, så han havde forhåbentlig kræfter til at flyve hende uden for byen. Udenfor byen, hvor der var mindre risiko for at nogen af Elmyras mænd så ham. Han slap hende og rejste sig op, hvorefter han tilbød hende en hånd, for at hjælpe hende op at stå.
"Det kan være koldt" advarede han blot. Han havde ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Betød det noget? Kulden var rar! Lige som hjemme i Dvasias...
Han slog armene om hende, uanset om hun havde taget imod hans tilbud om at hjælpe hende op eller ej. Om han så skulle bukke sig ned efter hende eller hun havde rejst sig op, ville han slå armene om hende, så hun lå i hans arme.
"Hold fast. du skulle vel nødig falde ned?" han spredte sine vinger. Det ville larme lidt, som om en kæmpe fugl lettede, men normalt ville det ikke vække folk. Han havde tidligere fløjet sin vej, uden folk havde hørt det. Eller også havde de hørt det, men ment det var helt normalt han fløj sine egne veje.
Han bukkede let i benene og nærmest hoppede i gang, da han samtidig begyndte at baske hårdt med vingerne. Det var hårdt at komme i gang, selvom hun ikke var forfærdelig tung. Han mærkede musklerne arbejde og i starten gik det langsomt, men til sidst fik de mere fart på og kom højere op. til sidst var de så højt oppe, at han kunne sætte kursen.
Snart fløj de hen over slottet...Og snart hen over byen. Og de ville blive ved med at flyve, til de var kommet lidt væk fra byens område og ud på de steder hvor der ikke var huse eller trafikeret. Hvor der ikke var lys. Men blot ensomhed, stilhed og mørke.
Vinden legede let dem, da han fløj dem fremad. Det var hårdere for hans vinger at bære to. På et tidspunkt blev han næsten i tvivl om hvorvidt han kunne bære dem hjem igen. Men det skulle han, han var stærkere end det her!
Til sidst landede han, så let han kunne. Alligevel knækkede hans ben under ham og det endte med at han lagde hende ned på det fugtige græs. Han sad selv på knæ, da han slap hende og brugte et øjeblik på at få vejret og komme sig lidt oven på turen.
"Jeg har ikke set dig før. Hvem er du? Hvad laver du på slottet?" spurgte han direkte, men fordi hun ikke havde svaret sidst, forventede han heller ikke svar nu. Dette var også underordnet. Nu gjaldt det om at finde på noget sjovt. Han havde ingen våben eller redskaber på sig. Men...Mon ikke han kunne finde på noget alligevel?
Han rejste sig op og strakte sig let, for at løsne musklerne. Han trak sine vinger ind og så sig i et øjeblik omkring. Han havde været her før. Det var fint, de var ikke forfærdelig langt væk fra byen, blot nok til at være uforstyrret.
Han så ned på hende med et svagt smil.
"Nu skal vi lege"

[Deleted]

Han virkede da til at bekymre sig, om hun frøs, hun kunne da ikke bare stemple ham som ond bare fordi han kort havde skræmt hende. SÅdan virkelig skræmt hende, hun kunne slet ikke ryste følelsen af sig, men prøvede at give det en chance. At hun skulle op og flyve igen var virkelig fantastisk, hun elskede det sidst og følelsen ville hun aldrig glemme. Men det var nok også fordi at det havde været Elijah hvis arme hun var i, hun smilede kort ved mindet. Hun tog hans hånd og lod sig være i hans arme, der var noget virkelig galt med det her væsen, hun kunne mærke det, men det var ikke nødvendigvis hans skyld jo. Måske var det mørket som drillede lidt, historier som var skræmmende og hun lod fantasien spille sig et pus. Hun holdte godt fast, det var anderledes denne gang, Elijah havde båret hende så let som ingenting, men denne flyvetur var på ingen måde det samme. Hendes blik gled rundt under dem, hun kiggede så nervøst op på ham, hvad var det egentlig lige hun havde rodet sig ud i? Da de endelig kom ned på jorden igen, endte hun i græsset, men endte roligt på sine ben, som hun forsigtigt rejste sig op. Det var koldt nu, hun havde jo ikke meget tøj på og flyveturen havde virkelig skåret igennem marv og ben!
"Mit navn er Myrina, jeg kommer fra Procias, men er rejst hertil med Elijah for at hjælpe Elmyra og få mit aller første hjem." Svarede hun så lige ud og smilede sit søde uskyldige smil, ganske naiv og tro at nu kunne hun jo sagtens tale, for nu kunne de ikke blive opdaget. Det lod næsten til det ville være værre for ham end for hende at blive opdaget, hvilket var underligt, for hun vidste ikke helt hvem han var jo. Så hun studerede ham lidt igen, nej der var noget over ham hun ikke kunne sætte finger på, men det kom nok som de fik snakket. Nu smilede han da igen, det fik hende til at smile endnu mere, men hans ord fik hende til at vende til et spørgende udtryk i ansigtet.
"Lege?" Spurgte hun forvirret, overhovedet ikke klar over hvad han egentlig havde tænkt sig, hun var jo overbevist om at han var god nok, på sin egen mærkelige måde, men mon ikke hun blev klogere?

[Deleted]

Så mange informationer på så få sætninger! Endelig. Og sikke oplysninger! Åh...De pirrede ham...Tiltalte ham, hviskede til ham. Procias? Elijah? Åh...Det kunne ikke være bedre. Aldrig kunne hans offer have været bedre! Men inden tydelige, uforklarlige sår...Ingen af dem. Det måtte han huske på. Han smilte svagt for sig selv, hvad der mest måtte ligne en forvrænget grimasse i mørket. Det var mørkt, men takket være han var et mørkets væsen, kunne han sagtens se hende. Hans ene hånd gled over hendes ene skulder, da han gik om bag hende. Han lagde hver sin hånd på hver hendes skulder og lænede sig ind mod hendes ryg, samtidig som han holdt hende fast. Han tog sit hoved helt hen til hendes, ud for hendes øre.
"Fangeleg, hm?" Han smilte svagt. Så skubbede han hende. Det var ikke videre en blød bevægelse, men mere en der sigtede efter at få hende til at vælte. Og gerne slå sig, på knæene og hænderne. Alle kunne vel falde og slå sig?
"Løb...Løb, som var det for dit liv!" han så ned på hende med et svagt, drillende smil. Hans blik var ikke længere det mindste venlig, men mere koldt og ligegyldigt. I et øjeblik kunne han ikke lade være...Et lille grin undslap ham.
"Løb! Men jeg fanger dig. Du vil ikke undslippe!" han glædede sig. Han kunne ikke gøre hende meget, men han kunne altid drille hende og bruge hende som middelmådig underholdning. Og trods han ikke vidste det, glædede det ham at det var imod Elijahs ønsker. Ja, det smed blot mere kul på ilden! Gav ham endnu mere lyst til at torturerer den lille pige. Men intet stort...Nejnej! Det måtte han huske på. Han ville jo ikke smides ud eller halshugges for Elmyras ord. Nejnej, det ville ikke være så godt! Han grinte svagt igen.
"Jeg tæller til tre..." tilbød han hende.

[Deleted]

Det gøs i hende da hun mærkede hans hånd glide hen over hendes skulder, måden han stod på fik hende til at synke en klump og gøre alt for at tage sig sammen. Det var mørket og hans væsen som gjorde det, ikke sådan dømme, han havde jo hjulpet og tilbudt eventyr. Alligevel havde folk sagt til hende at det var godt at følge sit instinkt, og hendes instinkt havde faktisk sagt løb fra starten af. Men tænk hvis man tog fejl af folk og de bare var misforstået? Hun stivnede da han sådan kom tæt på, okay det var rimelig ubehageligt det her. Normalt legede hun fangeleg med Jack, men hun kunne godt bedømme nu at manden her ikke mente noget rart med det. For i det han skubbede hende, blev hun overrumplet og væltede forover, hun landede på alle fire og gav et klynk fra sig. Det var ikke være end et par hudafskrabninger som ville komme af faldet, samt stødet, men det var også det. Busken havde nu været værre. Dog var hun bange, rigtig bange! Tankerne kørte rundt og hendes øjne begyndte at flakke, hun var godt klar over nu at han på ingen måde var rar og da han sagde hun skullle løbe som var det for hendes liv, krøb hun næsten sammen. Hvorfor gjorde han det her? Hun havde jo intet gjort! Måske forstyrret hans fred, men stadig! Da han sagde som han gjorde, bed hun sig hårdt i læben, pis! Hun kravlede frem så hun var sikker på han ikke fik fat på hende og rejste sig tumlet op og satte så i løb, hun hørte hans ord bare sig, han talte! Var hun ikke mere end et dyr for ham eller hvad?! Myrina var god til at løbe, hun havde elsket at løbe hver dag, så hun var i form til det. Men hver eneste rift og smådybe sår, samt ømme knæ og hænder fik hende til at klynke som hun løb. Dog lod hun det ikke hindre sig i at løbe til, hun kiggede desperat rundt, måske kunne hun gemme sig! Hun turde ikke se sig over skulderen, hun endte sikker bare med at falde og hun havde ikke lyst til at opdage han måske slet ikke var der mere eller tættere på end hun ønskede. Hendes hjerte hamrede derud af, hun var godt nok skrækslagen og vidste ikke hvad hun skulle gøre, mest af alt havde hun lyst til at sætte sig ned og græde, men det kunne hun ikke bare gøre, så ville han jo få fingre i hende igen.

[Deleted]

Det var sjovt! Det var så skide sjovt! Han nød det. Selv om der ikke var direkte smerte involveret, var det stadig enormt sjovt. Han havde magten og kunne terroriserer hende, som han fandt passende. Han grinte svagt for sig selv. Han grinte ikke så ofte, medmindre der var smerter og lidelse indblandet. Måske endnu et tegn på at han ikke var helt normal. Men han var født sådan her, hvorfor skulle han gøre det anderledes?
"1...2...3!" Talte han højt og tydeligt, fulgte den skrækslagne pige, da hun satte i løb, kun iklædt en for stor skjorte og underbukser. Åh...Hun ville ikke nå langt. Og hun var afhængig af ham for at komme hjem i varmen igen...Hvis de opdagede hun var væk, fik hun jo bare ballade? Han glædede sig allerede til morgenmad, denne gang havde han en grund til at smile sadistisk og bedrevidende til Elijah. Han kunne med god samvittighed fortælle Elmyra at han ikke havde rørt nogen inde for slottets mure, hvad hun havde nægtet ham.
Han satte i løb. Det krævede øvelse at løbe godt med et par store vinger. Han måtte til at øve sig noget mere for at skjule dem! Han havde ikke haft muligheden for at spørge nogen andre dødsengle om det, så han vidste ikke det var en svær kunst, som ofte kun de ældste besad. At gemme dem konstant, vel at mærke. Men han var overbevidst om at han kunne lære det og gøre det så snart han havde øvet sig nok!
Men nu, nu løb han og jagede sit bytte!
Han smilte. Han så godt i mørket og fik snart øje på hende. øje på hende...Og hørte hende. Hørte græsset om hendes ben, når hun løb igennem dem. Han var lige i hælene på hende.
"Løb, lille kanin...Ned i dit hul!" drillede han hende og grinte let bag hende. Hun var faktisk ret god til at løbe...Gad vide om han kunne løbe hende træt?

[Deleted]

Det her var skræmmende, hun kunne ikke se noget i mørket, her var virkelig mørkt og skyer havde dækket en ellers skyfri himmel, så det var virkelig helt sort. Hun mistede virkelig al stedsans og hun kendte jo heller ikke stedet her, det alt sammen var fremmede. Det hele kørte rundt i hende, blodet susede rundt i hendes krop, hendes hjerte var næsten på vej ud af brystet og hun gispede efter vejret i ren frygt. Dum som hun var, kiggede hun bagud da han sagde som han gjorde og bang, hun væltede over et eller andet og slog hovedet ned mod en sten som gjorde hun fik en ordenlig flænge i underlæben. Der kom et halvkvalt skrig og gråd fra hende, det gjorde pisse ondt! Og hun havde ikke engang tid til at sidde og have ondt af sig selv, nej hun måtte op på benene og løbe videre. Men da hun kom op på benene, kunne hun godt mærke hun var disorienterede, hun havde gået et slag som gjorde hende svimmel og hendes læbe bankede og hævede næsten helt op. Desuden blødte det voldsomt, netop fordi det var slået hul lige der hvor der var og læben jo var flækket. Myrina satte dog i løb igen, men var tæt på at falde flere gange og til sidst endte hun med at gemme sig bag et træ, fordi det var hun overbevist om var godt nok. Hendes læbe dunkede og blødte, hendes knæ værkede under hende, håndfladerne sveg, alle hendes rifter føltes som tusinde af nåle der borede ind i hende. At være helt stille krævede godt nok meget af hende, men tårene strømmede ned af hendes kinder og blandede sig en smule med blodet som dryppede ned af hendes hage. Det gjorde så forbandet ondt og hun havde bare lyst til at skrige! Hvorfor gjorde han det her?! Hvem var den væmmelige fremmede?