Down The Road...

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ikke lade være med at smile. Elias var virkelig en sød fyr, og det håbede hun da også at han snart ville indse selv. "Det er bare nemt at gøre ting til en vane, ikke? Jeg har været vant til at folk har slået og påført skade.. man skal lade sig påvirke.. ellers lever man virkelig ikke et værdigt liv," fortalte hun sigende. Selv tog hun imod det som hun havde lært, og hun havde lært at leve med det, samt acceptere det. Hun var blevet glad for at være der, som hun var glad for at være omkring ham, og det var lidt det, som hun godt kunne lide, hvis hun skulle være helt ærlig. "I frygten for at lyde forkert, så vil jeg bare sige det, Elias.. Jeg holder af dig, og jeg kan virkelig godt lide dit selskab. Du gør meget for mig.. og det betyder meget for mig," sagde hun ærligt. Der var måske kun gået et par dage, men det var ikke noget som hun kunne gøre det store ved.. Et sted.. var hun vel allerede gået i fælden?

Myia tog det ikke særlig tungt, at hun bogstaveligt havde siddet og påført sig selv denne skade. Det var småtteri i forhold til hvad hun havde været vant til. Roligt sad hun og strøg ham over håndryggen. Hun kunne ikke heale sig selv.. Det var ikke noget som hun havde lært.. Der havde ikke været nogen til at lære hende den slags. "Du kan godt.." opmuntrede hun ham. Lyset som endte med at dukke op, fik smilet til at brede sig betragteligt på hendes læber. Varmen bredte sig, og hun kunne mærke den på sin egen hånd. "Fortsæt..." bad hun. Han var jo ved at lære det!

[Deleted]

Han smilede roligt til hende: "Bare rolig, jeg vil ikke lade noget ske dig igen Myia..." sagde han med en rolig stemme: "Det kan godt være jeg ikke er den optimale beskytter, men nu hvor vi ligesom har åbnet den dør, så kan jeg lige så godt gøre mit bedste for at leve op til det" sagde han, hvis han alligevel holde af hende og faktisk gerne ville noget med hende, et godt venskab, eller hvad det måtte ende med, så kunne han jo lige så godt gøre sit bedste for at der ikke ville ske hende noget ondt: "I lige måde... Jeg er meget glad for at jeg fandt dig den dag" sagde han og smilede roligt til hende, han var uden tvivl glad for hende, hun var en sød person og hun var en af dem han følte han kunne være sig selv omkring, også selvom han måske selv mente han var en smule kedelig.

Han trak vejret tungt, imens han lod et godt minde fylde ham omkring Florian og den tid han brugte sammen med den unge dreng, selvom Isadora også var en der kunne gøre hans hjerte blød, så var den unge dreng alligevel den første der kom frem i hans tanker, som han igen åndede langsomt ud imellem sine læber og mærkede hvordan at en varme begyndte at dukke op imellem dem. Usikker på om der skete noget, eftersom han havde lukkede øjne. Han mærkede hvor træt hans krop pludseligt blev og sænkede sine hænder og åbnede sine øjne: "Skete der noget?" spurgte han usikkert.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. "Det gik jeg skam heller ikke ud fra," fortalte hun roligt, inden hun selv lod hovedet søge mod hans skulder. Han virkede da til at være faldet en smule til ro nu.. ikke næ så panisk som han havde været før. Hun nikkede. "Og jeg skal nok hjælpe dig. Du er ikke uduelig.. Du gør det godt.. To gange har du reddet mig nu," endte hun med et stille smil på læben. Selv var dette ikke noget som hun tog særlig tungt, for det havde hun heller aldrig nogensinde haft en grund til. Hun trak vejret dybt. Han var en god mand.. selv var hun glad for, at det var den aften hun havde taget flugten fra Dvasias. Hun havde jo mødt ham ved at gøre det. "Det samme er jeg. Det.. det gav mig en rigtig god ven," fortalte hun med et stille smil på læben. Det gjorde hende faktisk glad. 

Uanset hvor lang tid det tog, så blev Myia roligt siddende ved siden af ham. Det var jo heller ikke fordi at det gjorde decideret ondt, men det var jo bare i vejen. Hun ville ikke presse ham og hun ville ikke have at han skulle rende rundt og have det skidt med den tanke om at han ikke kunne. Hun trak vejret dybt og fortsatte de rolige strøg over hans håndryg, og særligt, da det varmede og begyndte at lyse. Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber. So han valgte at åbne øjnene, flyttede hun forsigtigt sin hånd fra hans. Såret var lukket, men dog stadig til stede. Men det var jo faktisk healet. ""Prøv at se.." sagde hun med en helt glad stemme. Han kunne jo sagtens!

[Deleted]

Som hun lagde hovedet i mod hans skulder, mærkede han en let sitring i kroppen og blev med det samme en smule usikker, hun var meget sød, og han var glad for at bruge tid med hende, men ting blev hurtigt meget grænseoverskridende for ham, og han kunne mærke hvordan hans puls en smule panisk, steg lidt: "Tak... Jeg prøver bare at... Ja. Jeg ved det ikke helt, jeg er lidt forvirret lige nu som du måske har opdaget" sagde han i et lille grin, han vidste godt at han lige nu rodede meget rundt i ordene og bare prøvede at finde ud af hvad der var op og ned. Men han var også forvirret, og alligevel så var han ganske lettet over den beslutning der var taget.

Elias kiggede i mod hendes hånd, og et kort smil kom frem på hans læber: "Det er vel en start" sagde han sukkende: "Men du skal ikke prøve at slå dig selv ihjel for at jeg kan heale dig!" sagde han i en alvorlig stemme, hans problem havde jo netop altid været at han især ikke kunne når det virkeligt galt, måske fordi det var svært at finde gode tanker frem, når man stod i panik og var ved at miste nogen man virkeligt elskede: "Hvorfor kan du ikke heale dig selv?" spurgte han, som han blidt tog fat omkring den hånd, som såret nu var healet let på, han vidste ikke hvorfor han følte sig så underligt tiltrukket af hende, måske fordi at hun var så blid og havde en personlighed han følte han kunne være en del af og virkeligt.. Forstå? "Bare lov mig du ikke tager tilbage dertil igen, ligegyldigt hvad de siger" sagde han i en rolig stemme.

[Myia Destiny Flancker]

Myias hoved blev liggende mod Elias' skulder, og særligt nu hvor han heller ikke afviste det, så var det faktisk kun meget bedre for hendes vedkommende. Hun smilede let for sig selv. "Det kan jeg høre... og det er nu lidt sødt," sagde hun med et stille smil på læben. Det var bestemt ikke fordi at hun ikke kunne lade være. Han gjorde ham glad.. og det var også det som gjorde det bedre selv for hende. Hun smilede let for sig selv. "Det går vel.. hvis vi hjælper hinanden lidt?" spurgte hun med en rolig stemme.

Selvom det måske ikke var healet helt, så var det healet nok til at det ikke ville genere hende. "Alle starter jo et sted," fortalte hun med et stille smil. Selv holdt hun endnu omkring hans hånd. Det var en fornemmelse, som hun virkelig godt kunne lide. Hun smilede let. "Så slemt vil jeg ikke gøre det.. alle starter et sted.. jeg så hvor panikslagen du var.. bare ved det her," fortalte hun stille. Hun hævede hovedet en smule, kun for at vende blikket mod ham endnu en gang. Hånden hævede hun forsigtigt og strøg over hans kind. "Hvorfor skulle jeg tage tilbage dertil, når den mand som gav mig friheden... er her? Jeg vil ikke tilbage dertil igen... det vil jeg ikke.." sagde hun og rystede let på hovedet.

[Deleted]

Han nikkede let. "Du må ihvertfald sige hvis jeg kan hjælpe dig med noget... Eller gøre noget for at gøre tingene nemmere for dig" sagde han blot, han turde slet ikke tænke på hvordan hun havde haft det i fortiden og han var slet ikke sikker på at han overhovedet kunne forestille sig det. At der stadig i dag var mænd der behandlede kvinder så dårligt var ham et mysterium, og at hun ikke var stukket a for længe siden, var ham et lige så stort mysterium, han ville ihvertfald aldrig nogensinde sende folk til sådan et sted, ikke engang hvis han virkeligt hadede dem, så ville han da hellere placere dem i et fængsel. Men det var ikke fair for nogen at blive misbrugt på den måde, go slet ikke en sød og uskyldig kvinde som hende.

"Godt... Du må ikke gøre dig selv ondt for min skyld. Det er fint nok at du tror jeg kan, men jeg ville dø hvis jeg endte med at skade dig. Og det er træls, eftersom Gud ikke vil lade mig dø" sagde han i en stille stemme, han var da ikke direkte stolt over at han flere gange havde prøvet at begå selvmord, men sådan var det nu engang bare endt, han var endt med at prøve igen og igen i hans dårlige perioder og hver eneste gang havde Gud sendt ham tilbage igen fordi at han ikke var færdig på jorden, og ofte så ville Elias bare så gerne vide hvorfor: "Det ved jeg ikke, måske hvis du blev bange... Du fortjener ikke at blive behandlet dårligt, Myia.." sagde han og klemte let omkring hendes hånd, ingen fortjente en sådan behandling og slet ikke hende. Hendes hånd på hans kind, fik ham til langsomt at trække vejret ind.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv og lod endnu hovedet hvile mod hans skulder. Hun kunne lide det, som hun også godt kunne lide ham. Han virkede også mere afslappet omkring det, og omkring hende nu, og det gjorde hende uden tvivl glad. "Fortsæt som du gør nu. Du gør mere for mig, end hvad du lige går og tror," sagde hun ærligt, inden hun igen forsigtigt vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Mange behandlede endnu kvinder skidt, og det gjorde selv hende ked af det, for det var der virkelig ikke nogen der havde fortjent. Hun strøg ham prøvende op af armen og med det samme smil på læben, for hun kunne jo heller ikke lade være, når det nu endelig var.

Alt taget i betragtning, så gjorde Elias det faktisk utrolig godt. Ikke fordi at det var noget som hun havde tænkt sig at skjule for ham, for han fortjente da uden tvivl at vide det. "Det ville knuse mig, om du ville dø, Elias.. Så.. ville vi jo ikke kende hinanden.. Han gør hvad han gør af en grund.. Måske at grunden er.. det her?" spurgte hun næsten forsigtigt. Det ville gøre hende trist, om hun ikke fik lov til at tilbringe den tid sammen med ham. Så god og hjertevarm en mand skulle man virkelig lede længe efter. Hun trak vejret dybt og med blikket vendt mod ham. "Jeg var bange i starten... troede ikke at nogen kunne være.. søde ved mig. Du beviste jeg tog fejl," sagde hun roligt. Hun havde virkelig mange ting at takke ham for.

[Deleted]

Hendes ord fik ham til at smile kort, det var en virkeligt underlig fornemmelse at sidde med en og tale på den måde. Men det var rart, han havde nok haft brug for det i mange år, det var hårdt for et menneske ikke at være: "Vi burde måske overveje at gå ned... Jeg var ved at lukke ned" sagde han, som han kom i tanke om at det nok var en idé at få låst af og få tørret bordene af, han var jo bare endt med at gå en smule i panik. Men fint nok, de havde fået snakket og Elias var allerede en smule mere rolig, også selvom at han nu nok ville gå og bekymre sig en del mere for fremtiden end han havde gjort før: "Måske... Jeg har jo åbenbart en mission, som jeg har brugt 200 år på at finde, du ved... Jeg har bare givet op" sagde han i et tungt suk, det var simpelthen så ligegyldigt det hele: "Hvor længe har du været på jorden?" spurgte han, som de pludseligt alligevel var kommet ind på tal, mon hun var ældre end ham?

"Tak..." sagde han: "Men som sagt... Jeg har ikke altid været sådan. Men jeg er glad for at du vil være min ven... Jeg var også glad for jeg mødte dig, du fortjener at have det godt" sagde han og sukkede så kort, han var blevet meget glad for hende på meget kort tid. Hun var en sød og dejlig pige og hun havde et hjerte han næsten kunne høre slå, bare fordi at det var så varmt og fantastisk. Han smilede kort, som han rejste sig, hvilket betød at han var nødt til at slippe hendes hånd, ikke fordi han som sådan havde lyst. Han havde lyst til at tilbyde hende noget, spørge om noget. Sige om de ikke skulle gå ned tur eller bare... Noget. Men han vidste ikke hvad, han havde jo trods alt ikke været social i ret så mange år, og hans tanker var lige nu bare på det faktum, at han faktisk havde accepteret at få hende tæt på.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. Han virkede uden tvivl langt mere rolig nu, end hvad han havde gjort før. "Så lad os gå ned og lukke for i aften og bare.. nyde det sammen.. ikke? Altså du ved... fritiden," sagde hun med et skævt smil. Han skulle nødigt tage det forkert, for det ønskede hun jo heller ikke ligefrem. Tungen strøg hun let over sine læber, inden hun rettede sig en smule op igen ved siden af ham. Hvor længe hun havde været på jorden? Hun trak let på skuldrene og kiggede en smule ned mod sine fødder. "Jeg holder ikke tælling, jeg.. det må vel løbe op i et par tusinde år nu," fortalte hun roligt. Det var ikke løgn.. Selvom det var grotesk at tænke på. Hun havde været i slavestand stort set siden hun var endt her.. og det var først nu, at hun kunne se en vej ud af det.

Elias var en god mand, og hun ønskede bare, at det var noget som han selv kunne se. Hun smilede let for sig selv. "Og det samme gør du.. Alle har brug for venner. Gør mig den tjeneste, og lad være med at lukke af for mig sådan der.. jeg kan ikke lide det.." Let trykkede hun omkring hans hånd, inden hun valgte at rejse sig. De kunne jo lige så godt få ordnet hvad de nu skulle ordne, og så tage det stille og roligt resten af aftenen, ikke? "Kom... vi burde lukke stedet for i aften," sagde hun med et stille smil på læben.

[Deleted]

"Wow..." sagde han og kiggede på hende, som hun forklarede hvor gammel hun mente hun var, selv var han jo kun et par hundrede år, men han følte sig gammel og han havde længe været klar til at forlade jorden: "Jeg forstår bare ikke hvordan du kan opfører dig så... Kærligt, når mænd har behandlet dig sådan" sagde hun, hvis han var hende ville han da nærmest ikke stole på nogen og det at hun så noget godt i ham, gjorde ham jo naturligvis glad, men det undrede ham også, nok fordi at Elias ikke havde super høje tanker om sig selv, fordi at livet altid havde været en smule uretfærdigt i mod ham, hvis han selv skulle sige det. Han rejste sig roligt, for at gøre klar til at gå nedenunder sammen med hende, han følte sig pludseligt helt træt, måske fordi at han havde brugt så meget energi på at tænke.

Han gik roligt hen i mod døren, og gik så ud af døren og ned i mod krostuen for at gøre rent og lukke af. Han smilede let, han var faktisk ganske glad for at være i hendes selskab og han var faktisk også glad for at hun havde presset ham lidt. Han vidste jo godt han burde tage flere chancer i det her liv, og måske han også bare pylrede for meget, men det var svært med minder som Adrian og Isadora.

//Out

[Myia Destiny Flancker]

Myia trak let på skuldrene. Det kunne godt være, at det var rigtig mange år, men hun var nu det kærlige og omsorgsfulde væsen, som hun altid havde været. "Jeg... sådan er jeg vel bare, Elias. Jeg har bare ikke set nogen grund til at det skal ændre sig. Hvis jeg ser nogen som har brug for det, så.. ønsker jeg at hjælpe dem. Selvom folk længe har gjort.. mig ondt," sagde hun dæmpet og med blikket mod ham. Det var bare hendes gode hjerte. Det var ikke noget, som nogen havde formået at tage fra hende, og det var heller ikke noget, som hun tillod skulle ske nogensinde før! Selv hun var træt, men de havde en kro som skulle lukkes ned, og så kunne de jo altid krybe i seng efterfølgende, kunne de ikke? 

Myia sendte Elias et stille smil, inden hun roligt rejste sig op. For nu var det egentlig bare rart, selv for hende, at de kunne gøre den lille ting sammen. Hun søgte roligt med ham nedenunder, for at få gjort de sidste forberedelser for aftenen, inden de kunne søge til sengs. Det var en af de ting som jo bare skulle laves. I takt med at de blev færdige med det hele, kyssede hun hans kind godnat, inden hun selv valgte at krybe til køjs. Hun var virkelig, virkelig træt nu.

//Out