Down The Road...

[Deleted]

Han sukkede, han var efterhånden ved at indse at hun bare ikke forstod det han prøvede at forklare, og et øjeblik rystede han bare på hovedet i frustration, og som havde han opgivet, han vidste jo godt at han var langt ude: "Det er sket 4 gange... Det gør ondt hver gang" sagde han blot, og vidste ikke hvordan at han skulle slutte denne her samtale på en god måde, for han havde ikke lyst til at hun skulle tage afsted, skaden var jo sket, og den skete sikkert allerede da han så hendes bare fødder gå rundt i parken: "Hvorfor valgte han dig fra? Hvis han elskede dig?" spurgte Elias, tanken var helt syg for ham, om så at han blev forfremmet til Gud, så ville han ikke give op på nogen som han elskede, slet ikke nu hvor han vidste hvordan det at miste.

"Jeg vil gerne have at du bliver..." sagde han stille: "Skaden er allerede sket, hvis du tager afsted nu, så vil jeg alligevel søge efter dig for at tjekke du er okay" sagde han med en forsigtig stemme og kiggede på hende, han kunne ikke ændre på det nu: "Nu må jeg bare se hvordan jeg bedst takler det" sagde han og vendte sit blik i mod hende, i et forsigtigt og usikkert smil, han var glad for at hun var i hans liv, men på den anden side, så vidste han også at det betød han var begyndt at bevæge sig på dybt vand: "Jeg mistede en dreng for næsten 100 år siden, han var ikke min egen søn. Han var en dreng jeg fandt i vejkanten. Han døde i mine arme på sin 14 års fødselsdag... Er du klar over hvad sådan noget gør ved et menneske?" sagde han roligt: "Gud ville ikke lade mig redde ham" sagde han i en sammenbidt og næsten vred stemme.

[Myia Destiny Flancker]

Myia forsøgte virkelig at finde ud af det hele, selvom det virkelig ikke var nemt for hende, når hun ikke havde oplevet det samme som han havde. Svagt sukkede hun for sig selv, inden hun igen så på sine hænder. Hans problematik kunne hun virkelig ikke se. Hun kunne ikke se det farlige ved at åbne sig op for nye mennesker. "Selvfølgelig gør det ondt at miste.. Det vil det jo alle dage gøre," sagde hun. Det var selvfølgelig noget som hun kunne forstå, så det var ikke noget som hun tog så tungt. Hun bed sig svagt i læben igen.. Hele hendes historie var bestemt ikke præget af lykke. "Det er ikke hans valg... men hans fars.. jeg var intet i familiens øjne.. andet end en simpelt slave, som skulle udryddes.. Han placerede mig på bordellet for at redde mit liv, og har så efterfølgende valgt at glemme mig til fordel for kvinden som hans far havde fundet og nu den lille pige, som de har fået.." Myia tav.. Selv den tanke gjorde virkelig ondt på hende.

Myias mørke øjne hvilede på manden ved siden af hende. Hvorfor kunne han have det på den måde, var slet ikke noget som hun kunne begribe. Hun vendte sig denne gang mere mod ham med fronten. Han ville gerne have at hun blev? Bekræftelsen for hende, var uden tvivl utrolig rar. "Lad være med at lukke af for det, Elias.. Du er en god mand.. og det skal nok også gå op for dig en dag.." sagde hun med en rolig stemme. Det var skam ord, som hun faktisk mente. 
Ved hans forklaring, endte hun med at tie fuldkommen. Han havde mistet en knægt, som han havde betegnet som sin søn? Alle de tab.. hun forstod jo godt, at det måtte være svært, men.. så slemt, at han ville lukke så meget af for det hele? "Det... det gør mig virkelig ondt, Elias... virkelig.." endte hun. Hvordan skulle hun ellers reagere på den?

[Deleted]

"Ja præcist... Det gør ondt at miste. Derfor besluttede jeg mig for, for mange år siden, at hvis jeg nu ikke holde af nogen eller interesserede mig i nogen, så var der heller intet at miste" sagde han blot, og håbede at hun forstod ham, om ikke andet bare en smule. Nej måske nogen mente at man ikke kunne leve sådan, men han havde trods alt levet sådan i 10-15 år, og det var gået fint, det havde passet ham fint, det havde været hårdt og det gjorde at han gik rundt på auto pilot og så verden i en søvn-agtig tilstand, han levede ikke rigtigt, men alligevel så frygtede han mere at opleve at miste igen, han ville ikke bare leve tusinde år på jorden, og mærke smerten igen og igen: "Bordellet for at skåne dit liv... Det lyder ikke ligefrem som en... Redning" sagde han roligt.

"Jeg ved godt at jeg måske er god, eller er blevet det. Men det er en egoistisk tanke ikke at ville miste" sagde han blot og nikkede kort for sig selv, ikke sikker på hvad han præcist skulle sige: "Tak... Det er mange år siden, men jeg husker det tydeligt" sagde han og kom med et let fremtvunget smil, som han kiggede i mod hende, med sine lyse øjne der spejlede sig direkte ind til hans lyse sjæl: "Men jeg vil ikke have du går..." sagde han stille, om ikke andet måtte han jo forsøge, skaden var sket og nu måtte han bare prøve at leve med den, og forberede sig på det.

[Myia Destiny Flancker]

"Det er desværre ikke noget, som man selv kan styre.. selvom man altid håber på at man kan.. Jeg vil bare ikke ave at du flygter fra mig.. Selv på trods af alt det som du har oplevet, så.. så sker det hele af en grund," fortalte Myia stille. Det var lidt den overbevisning hun måtte være af, så det var vel ikke underligt, at hun handlede som hun gjorde? Alt skete af en grund.. det havde været meningen at de skulle støde på hinanden i parken. Selv var hun enig med ham. Det bordel kunne hun uden tvivl godt have undværet.. og særligt, når det hele var endt sådan til følge. "Det var der han placerede mig.. som om at han håbede at jeg bare ville slå mig ned der.. Det gjorde ondt.. virkelig ondt at vide hvad han gjorde, når han ikke var der," endte hun sigende. Så jo, følelsen af tab, var hun skam kendt med.

Verdenen var virelig underligt skruet sammen. Selv i Myias øjne.. Elias var en hjertevarm mand.. han havde gjort meget for hende allerede, og uden tvivl mere end hvad man gjorde. "Det er ikke egoistisk.. det er en menneskelig og naturlig tanke, at det skal være sådan.. Det er der virkelig ikke nogen skam i, Elias.." fortalte hun med en rolig stemme, som hun igen vendte blikket mod hans skikkelse. Han ville gerne have at hun blev? Med et smil, tog hun omkring hans ene hånd, som hun trykkede i sin. "Det er ikke underligt, at det er sådan for dig.. Det må da have været... grusomt.." endte hun forsigtigt, inden hun hævede hans hånd og plantede et kys mod hans håndryg.

[Deleted]

"Så hvad nu?" spurgte han en smule fortabt, hvad så nu? Skulle de bare gå rundt og være venner og kigge på hinanden, imens han hele tiden var bange for at hun skulle falde og brække nakken end at falde ned i et hul? Han ville jo komme til at være den mest overbeskyttende ven, som hun nogensinde havde haft. Han ville hende virkeligt bare det gode, især med alt som hun åbenbart havde oplevet, det var ikke rart og Elias mente uden tvivl at det var mere en forbandelse end en gave at leve evigt, og selvom han flere gange som ung havde prøvet at begå selvmord, så endte han altid med at vågne op igen på jorden: "Jeg ville ikke kunne bære at placere nogen et sådan sted, ikke engang en jeg hadede" sagde han og rystede på hovedet.

Han nikkede let over hendes ord: "Du er sød Myia... Men... Ja.. Jeg må jo nok indse det hele en dag" sagde han, lige nu følte han bare han havde brikker i hans hoved, som ikke helt så gerne ville falde på plads, selvom han inderligt ville ønske at de gad. Som hun tog fat omkring hans hånd og løftede den, holde han ubevidst vejret som hun kyssede den, og det fik ham bare til at stirre en smule på hende, som om han ikke vidste hvordan han skulle reagere på det, men før eller siden var han nødt til at trække vejret ind da han løb tør for luft: "Det var det.. men ja, det er... Fortid" sagde han med en helt forsigtig stemme.

[Myia Destiny Flancker]

At han virkelig var så bange, var slet ikke noget som Myia kunne forstå. Det var virkelig svært for hende, at forstå, at nogen kunne have det på den måde, men ikke desto mindre, så forsøgte hun da at finde ud af det på bedste vis, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende at gøre det. "Vi... finder vel ud af det? Jeg kan ikke lide, at du skal gå rundt og være bange for, at noget skal ske med mig.. For det kommer ikke til at ske," sagde hun roligt, som hun igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Det ville ikke komme til at ske.. for hun ville bestemt heller ikke lade det ske, når det nu endelig var. "Tja.. han mente det anderledes. Det skulle holde mig skjult.. jeg endte med at arbejde der.." Selv vidste hun at bagtanken havde været god nok.. Samuel var nemlig ikke en ond og grotesk mand, men.. det var nu sket alligevel.

Myia blev siddende med hans hånd i sin, og særligt nu hvor han ikke trak den til sig, så var det uden tvivl noget, som selv måtte gøre hende ganske glad. Hun smilede svagt for sig selv. Måske hun kunne nå ind til ham alligevel? "Hold op med at straffe dig selv, for ting som du gjorde dengang," bad hun dæmpet. Han fortjente da bedre end hvad han gav sig selv i den forstand. Igen vendte hun de mørke øjne mod ham. Hun sendte ham et stille, men varmt smil. "Fortid er fortid, men den præger dig voldsomt i din nutid.. Er der noget, jeg kan gøre?" spurgte hun videre. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham, som han nu også hjalp hende.

[Deleted]

Han nikkede let: "Du ved det er bare latterligt at have det sådan. Det er jo ikke fordi at vi er familie, kærester eller noget.. Vi kender jo ikke engang hinanden" sagde han med en forsigtig stemme, han sagde det ikke for at være flabet eller for at såre hende, men det var jo rigtigt, så godt kendte de jo slet ikke hinanden, men han havde virkeligt lyst til at kende hende og han ville virkeligt gerne lære hende bedre at kende, hun var en sød og en smuk pige, hun var en meget venlig sjæl og han var slet ikke itvivl om at hun havde et rigtigt godt hjerte: "Du fortjener bedre end det.." sagde han i et lille suk, og tog blidt fat omkring hendes hånd, nu hvor hun havde taget fat om hans, bare for at vise at han også var interesseret i at holde fast i hende.

"Du kan lære mig at heale?" sagde han blot: "Altså jeg kan heale mig selv..." sagde han, han vidste jo ikke om hun kunne heale, men han vidste at hver gang han forsøgede, så kunne han ikke: "Altså jeg kan godt heale sår og sådan noget men... Du ved... Jeg ved bare ikke hvorfor..." sagde han stille: "Måske er det fordi jeg har den mission og Gud ikke vil have jeg skal kunne... Ja jeg ved det ikke" sagde han og følte egentligt at han talte en lille smule i tåger lige nu, og han endte derfor med bare at trykke fat omkring hendes hånd, han var glad for at hun var ved ham, også selvom han vidste at han burde skubbe hende væk.

[Myia Destiny Flancker]

Ordene slog et sted temmelig hårdt, men det var ikke noget som hun kunne gøre ved. Sandt som det var sagt, så var de jo ikke ligefrem et par.. men derimod, var det da alligevel ikke så slemt, at det ikke var godt for noget andet? "Det ved jeg godt, at vi ikke er, Elias, men af den grund, så er det da ikke så slemt at snakke med andre, er det?" spurgte hun denne gang meget direkte. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne gøre det største ved det af den grund. Hun sendte ham et svagt smil. Bordellet turde hun efterhånden godt at erkende, måtte være en fortid nu, og det var selvfølgelig en ting som hun kunne takke ham for. "Og det er noget, som jeg kan takke dig for. Det.. det er jo dig, som faktisk reddede mig ud af det," fortalte hun med en rolig stemme.

Myia vendte blikket mod ham igen. Lære ham at heale? Hun kunne da godt prøve. Selv var det bare noget som havde ligget naturligt til hende siden.. ja, altid vel? "Det er da selvfølgelig en ting at kunne.. og vigtigt, at du kan. Hvis jeg kan, så vil jeg rigtig gerne lære dig det," sagde hun. Han kunne hjælpe psykisk.. Selv var det noget, som hun faktisk værdsatte langt mere end hvad hun gjorde med det andet, hvilket hun gerne ville erkende, når det nu endelig var. "Du tænker virkelig negativt.. jeg tror slet ikke at det er sådan at du skal tolke den," fortalte hun endeligt.

[Deleted]

Han kiggede på hende, han vidste ikke hvad mere han skulle sige, men endte med istedet for kort at lade et par fingre stryge hendes kind: "Du er en sød pige Myia, og jeg har ikke lyst til at der skal ske dig ondt" endte han bare med at sige, ligegyldigt hvad de var eller ikke var, og ligegyldigt hvor godt eller dårligt de kendte hinanden, så ville han gerne passe på hende og sikre sig at der ikke skete hende noget ondt i verden, hun var bare så sød: "Du var jo selv stukket af, jeg... Hjalp dig jo bare med ikke at dø af kulde" sagde han i et kort smil og trak på skuldrende, som om at det ikke var noget særligt, men han var faktisk glad for at han havde fundet hende: "Hvor længe har du været der?" spurgte han, fordi at han faktisk gerne ville vide mere om hende. Bare tanken om mænd behandle hende som en ting, fik ham til at væmmes.

"Godt.. For jeg tror måske jeg er mere rolig hvis jeg kan" sagde han blot og trak på skuldrende, han ville jo gerne sikre sig at han kunne hjælpe folk i nød, det var jo det som tidligere havde været hans problem, at han ikke kunne hjælpe de folk, som han virkeligt elskede og som han virkeligt gerne ville hjælpe, de døde i hans arme og de var bare ... Som om at Gud ikke ville lade ham, som om at han mente, at Elias fortjente at miste de folk han elskede: "Undskyld... Jeg ved det godt... Men det ville du også gøre hvis du havde været mig" sagde han med en blanding af sorg og irritation over hans kommentar, han vidste godt at han tænkte negativt, men han følte efterhånden ikke at han længere havde noget valg, han følte jo at han havde prøvet alt.

[Myia Destiny Flancker]

Det sitrede i Myia ved hans strøg mod hendes kind. Man kunne ikke sige, at det var et kærtegn, som hun havde været vant til... Overhovedet ikke. Slag og den slags derimod.. Forsigtigt vendte hun blikket mod ham. "Jeg har jo intet gjort. Jeg er jo bare...  mig," endte hun med en dæmpet stemme, som hun forsigtigt vendte blikket mod ham. Hun havde virkelig ikke gjort noget særligt, som gjorde, at hun burde få den behandling, som hun nu havde fået, og det var lidt den, som hun stod med når det endelig kom til stykket. Forsigtigt trak hun på skuldrene og lod blikket falde. "Jeg ved det ikke.. Alle dage ligner hinanden på sådan et sted.." endte hun med en dæmpet stemme, som hun forsigtigt så mod ham igen. Det var bestemt ikke noget, som hun kunne sige sig, at være stolt af, for det var det slet ikke.

"Jeg vil gerne hjælpe.. Jeg vil i det mindste gerne give det et forøg," endte Myia denne gang mere bestemt end tidligere. Det var derimod noget som hun kunne love ham! Forsigtigt sendte hun ham et smil. Hun kunne ikke lide, at han var så negativ indstillet overfor noget som helst, for det i sig selv, gjorde ondt på hende at se.. Særligt når han et sted burde vide, at han fortjente bedre end hvad han faktisk gav sig selv. "Jeg ved det ikke.. Jeg ved at folk kan være utrolig.. uheldige.. Som du har været.. Det handler om at se positivt på det hele.. Ellers ender det da for alvor med at køre dig psykisk ned.. Og det vil jeg ikke have..." endte hun varsomt.
 

[Deleted]

"Nej, men jeg kan godt lide dig. Måske fordi du har lidt af den samme sårede sjæl som jeg selv har" sagde han og trak på skuldrende, måske var det derfor han så godt kunne lide at være omkring hende, hun virkede lige så trist som ham, og af en eller anden grund så gav det ham ro, som om han havde noget at spejle sig i, og som om at han vidste at verden måske ikke var så ensom som den virkede. Han vidste dog godt at hendes minder nok var en del anderledes end hans, og det gjorde ondt at tænke på alt den smerte hun sikkert havde gennemgået igennem årene: "Korrekt.. Sådan har jeg det også her, selvom jeg godt ved det ikke er det samme" sagde han stille, nej han vidste godt at kroen og et bordel var langt fra hinanden, men derfor faldt hans dage nu alligevel i ring.

"Tak det er sødt af dig... Men det kræver jo nogen kommer til skade" sagde han, som det gik op for ham at det måske ikke var en super god idé, han ønskede jo ikke at gøre nogen ondt bare for at han kunne lære noget, så vigtigt var det jo trods alt ikke at han... Healede: "Jeg er kørt psykisk ned, Myia.. Det er jo derfor jeg valgte at lukke ned for mine følelser" sagde han og trak på skuldrende, han vidste godt at det måske lød latterligt, men han ville faktisk gerne bruge tid sammen med hende og måske gøre et forsøg på at... Åbne sig op? Bare fordi at hun var for god en person, til at lukke hende ude.

[Myia Destiny Flancker]

Myia smilede let for sig selv. Selvom et uden tvivl var et meget trist emne de snakket om, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Når alt endelig måtte komme til alt, så var det vigtigt for hende at understrege, at hun altså gerne ville ham. "Det var en måde at finde en fællesting på.. Vi har begge oplevet mange grusomme ting i livet, Elias.. Du har bare valgt at lukke ned.. hvor jeg har ladet det komme ud, og.. forsøgt ikke at lade det påvirke mig," sagde hun roligt. Hun ville jo gerne leve sit liv.. Hun ville ikke gemme sig. Hun trak let på skuldrene og blev siddende med hans hånd i sin.. Han var en god mand.. En virkelig god mand. "Well.. hvad den ene betegner som et fængsel, kan den anden vel betegne som et paradis.." Hun smilede let. Han var her.. hun var fri.. det her var i sandhed det paradis for hende. 

Myia endte med at se sig omkring. De skulle jo starte et sted. Forsigtigt rejste hun sig op, for at se om hun kunne finde noget, som kunne bruges som en form for våben, og som kunne påføre minimal skade. Det var jo lidt der den måtte ligge lige nu. Hun endte med at finde en kniv liggende på natbordet, inden hun søgte tilbage til ham. "Så må det jo være sådan.." endte hun sigende. Hun satte sig ved siden af ham, inden hun lod det skarpe blad glide henover hendes håndflade. Hun skar en mindre smertefuld grimasse. Det gjorde jo ondt. "Og nu er det på tide, at åbne op for det igen.. Jeg kan ikke heale mig selv.. Det er du nu nødt til at gøre.." Hun tog hans hånd. De skulle jo starte et sted. Hendes hånd blødte, idet hun lagde hans ovenpå hendes. "Tænk på en god ting.. Den healende effekt er varmende og lys," forklarede hun.

[Deleted]

"Men hvordan kan du ikke lade det påvirke dig? Jeg gør jo netop det her for at det ikke påvirker mig?" sagde han fortabt og alligevel nysgerrig, han havde jo netop valgt at gå på auto pilot, fordi at han ikke ønskede at det skulle påvirke hvem han var og det skulle ikke påvirke hvordan han så verden. Han smilede let da han kiggede i mod hende, det var først egang i mange år han havde mødt en person som han faktisk godt kunne lide, hun var sød, og hun var sådan... Måske lidt ligesom ham, selvom han han ikke kendte hende så forfærdeligt godt endnu: "Måske... Det her er da heller ikke det værste sted at være, det er et godt sted når man bare har brug for at være sig selv" sagde han, selvom han var omgivet af mennesker dagen lang, så var han alligevel alene, folk var jo ikke interesserede, udover et par desperate piger fra tid til anden, men Elias var aldrig interesseret.

"Hey stop!" sagde han hurtigt og kiggede hen i mod hende, for at ville gribe ud efter kniven, men nåede det ikke, inden han så ridsen i hendes håndled: "Stop med at skade dig selv!" sagde han med en frustreret stemme: "Jeg vil ikke..." sagde han og rystede på hovedet, nej han ville ikke alligevel, han ville ikke lære at heale hvis det betød at hun skulle skade sig selv. Han kiggede ned på det lille sår: "Kan du ikke heale dig selv?" spurgte han let, han mærkede hvor ondt det gjorde i hans bryst, og han mærkede hvordan at hans øjne blev blanke, som tusinder af minder vendte tilbage, da han kiggede ned på riften, der nok ikke ligefrem ville slå ham ihjel. Han lukkede kort sine øjne og placerede dem over hendes sår, og stod et par sekunder. "Jeg... jeg kan ikke" sagde han en smule panisk og opgivende, som han rystede på hovedet. Han tog fat omkring hendes hånd, som han kiggede på det blod der var omkring den, som han igen lukkede øjnene: "Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke på..." sagde han roligt, som han pustede ud.

[Myia Destiny Flancker]

"Jeg tror det påvirker dig, fordi at du ikke vil have at det skal," fortalte Myia med en forsigtig stemme. Han gik så meget op i at han ikke ville have at nogen skulle komme tæt på ham, at det måske var der at det hele gik galt? Selv blev hun siddende med hans hånd i sin. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham, hvis det var noget som hun kunne, men det krævede godt nok også, at han gerne.. ville hjælpes. Hun smilede let for sig selv. "Selvom du måske ikke kan lide at være her.. så må jeg erkende, at jeg nu godt kan.. Jeg synes her er.. rart. Det er rart, at folk kan kigge på en, og føre en samtale, og vide, at det ikke.. behøver at lægge op til det, som jeg har oplevet," fortalte hun ærligt. Det var sådan at hun havde det, og derfor var hun glad og smilene.. Det var jo noget som han havde givet hende.

"Sch..!" endte Myia med en beslutsom mine, inden hun lod knivens blad glide henover hendes håndflade. Det var bestemt ikke noget som ville slå hende ihjel, for det ville det ikke - heldigvis da. "Hold nu op. Det her slår mig ikke ihjel, Elias.. Og går det ikke, kan jeg binde om det, så det ikke generer mig.. nu prøver vi bare.." endte hun med en rolig stemme. Hans hånd lagde hun oveni hans. Selv på trods af alt det som han havde oplevet, var hun ikke i tvivl om, at der også måtte være gode minder gemt et sted derinde. Hun sendte ham et smil. Så ondt gjorde det heller ikke. Hun rystede på hovedet. "Det er en kunst jeg aldrig har lært.. jeg kan heale andre, men ikke mig selv," endte hun. Selv havde hun aldrig taget det særlig tungt. Hun strøg hans håndryg ganske forsigtigt. "Du skal ikke føle dig presset til at gøre noget, Elias.. tag det stille og roligt.. Du har sikkert noget godt at tænke på.. det har alle," sagde hun oprigtigt. Hun ville bare så gerne hjælpe ham.

[Deleted]

Han kiggede roligt på hende, som et stille smil brød frem på hans læber: "Måske... Men... Det har bare været den bedste måde at arbejde med det... Jeg har jo levet sådan her i snart 15 år, Myia... Det er ikke en nyhed" sagde han med en stille stemme, det var jo ikke fordi at han ikke ville leve godt, det var jo ikke fordi at han ikke ville være ulykkelig resten af sit liv, men han vidste jo godt at hvis man var lykkelig, så var der også en chance for at man crashede igen: "Ja.. De fleste mennesker ihvertfald..." sagde han roligt: "Jeg er glad for at du sætter pris på at være her... Jeg vil også bare gerne hjælpe dig så godt jeg kan" sagde han, nu hvor han havde besluttet sig for at lade sig selv knytte til hende, hvis det var det han havde lyst til, så måtte han jo hellere blive ved med at holde det.

Han sukkede kort, ja Elias havde det jo lige omvendt, han kunne godt heale sig selv, og det var han endda ret så god til, nok fordi at Gud ikke ønskede at han skulle dø inden han blev færdig med det han skulle her på jorden, men han forstod bare ikke hvorfor han ikke havde fået gaven til at heale andre i samme pulje, Gud ville bare gerne se ham leve og alle andre dø eller hvad? Ja han havde råbt mange ting til himlen efterhånden og haft utroligt mange teorier. Han trak vejret dybt som han igen prøvede at forestille sig noget, bare hvad som helst og prøvede at finde et godt sted at være inde i sig selv, imens han mærkede hvordan at lys roligt samlede sig omkring hans hænder.