Down The Road...

[Myia Destiny Flancker]

Frygten for at hun havde gjort noget forkert, var det stærkeste i Myia lige for øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At gå ind, turde hun ikke. Det var jo hans værelse. At han reagerede, glædede hende dog, også selvom hun ikke rykkede sig. Frygten for at han ikke ville have hende der, var virkelig stor, for hun var blevet glad for det.. Som hun også var blevet glad for hans selskab. 
Døren som han åbnede så forsigtigt, fik hende til at hæve blikket varsomt mod hans skikkelse endnu en gang. "Jamen.. jeg forstår bare ikke hvorfor du.. flygter fra mig.." endte hun med en næsten forsigtig stemme, inden hun forsigtigt trådte ind i hans værelse, da hun lidt tog det som en invitation. Hun lagde armene stille om sig selv, inden hun vendte sig mod ham. Hvad var der? Var han virkelig så bange for at holde af folk? Det var jo slet ikke noget som hun kunne forstå at man overhovedet kunne være! "Jeg.. jeg har ikke noget imod at du blander dig.. Jeg vil bare ikke have at du kommer til skade.." forklarede hun med en dæmpet stemme. Der var noget forsigtigt over hendes stemme. Hun var ærlig talt bange for at komme ham på tværs.

[Deleted]

Han værelse var en kopi af hendes, hans var dog en smule mere hjemmeligt, da hun jo lige var flyttet hjem og han havde boet i dette rum i flere år, men møblerne og indretningen af præcist den samme som inde ved hendes: "Jeg flygter ikke... Jeg beskytter dig" påpegede han med en alvorlig stemme, og lukkede roligt døren efter hende, ikke sikker på hvordan han skulle forklare sig selv, og slet ikke sikker på at han kunne forklare det: "Hør, de sidste mange gange jeg har prøvet at beskytte nogen, er de endt med at dø..." sagde han i en frustreret stemme, og han ønskede jo ikke at hun endte med at dø, på grund af ham.

"Jeg har de sidste 10 år levet i stilhed. På autopilot, væk fra alt der hedder følelser, relationer, mennesker.. Alt... Og jeg har lovet mig selv ikke at blive en del af noget som helst" sagde han blot: "Så jeg burde bare være ligeglad, og lade ham rage på dig, men det kan jeg ikke, jeg kan ikke være ligeglad og jeg ødelægger det for mig selv" sagde han med store øjne og kiggede på hende med et alvorligt og dog ganske trist blik, som om at hans sjæl var en smule ødelagt, og han var slet ikke sikker på hvordan han skulle håndtere det, han havde ikke lyst til at skubbe hende væk, men han havde endnu mindre lyst til at gøre hende ondt, bare fordi at han var egoistisk og empatisk.

[Myia Destiny Flancker]

Værelset var Myia ganske ligeglad med. Det var ham som havde hendes opmærksomhed, for hun kunne bestemt ikke lide, at han nærmest.. flygtede fra hende. Hvad skete der egentlig? Som han påstod at han beskyttede hende, kiggede hun næsten forvirret på ham. "Jeg forstår ikke.." begyndte hun næsten forsigtigt i frygten for at gøre ham sur. Hun var bange for mange ting, men hun gjorde det jo alligevel.. Hun ville meget gerne til bunds i det her, og særligt når hun ikke forstod hvad der skete omkring hende. Hun følte knuden i maven ved hans fortælling og bed sig svagt i læben. "Det.." Igen tav hun. Frygtede han at hun ville dø? Burde han da ikke stadig være ligeglad med hende?

Forsigtigt steppede Myia op foran ham. Hun kunne jo se, at det hele gjorde ham trist, hvilket slet ikke var en tanke som hun kunne lide. Hun ville gerne se ham glad og med det varme smil. Det andet her, var altså ikke særlig godt! "Det bliver ikke bedre af at du flygter fra mig og gemmer dig på værelset, Elias.. Jeg.. jeg vil gerne se dit varme smil igen.. omgås dig, som enhver anden gør.. føre en samtale.. Det behøver da slet ikke ende med at jeg skal... dø.." endte hun dæmpet. Bare at sige det, var direkte mærkeligt for hende!

[Deleted]

Hun forstod det ikke, han forventede vel heller ikke ligefrem at hun gjorde, han kunne jo knapt selv forstå det, men han vidste bare at det var sådan han burde leve sit liv: "Hør, det er indviklet okay..." sagde han blot og kiggede på hende: "Jeg burde være ligeglad med dig, fuldstændig ligeglad. Jeg har brug for at være ligeglad med verden okay? Sådan lever jeg bedst" sagde han blot og kiggede på hende, han vidste godt at det nok lød langt ude og han vidste godt at hun sikkert ikke kunne forstå det, men han ville alligevel forsøge, så hun ikke troede at han bare lukkede af fordi han ikke kunne lide hende.

"Du er en sød pige Myia, og jeg vil bare gerne hjælpe dig. Men... Det ender altid galt, og det er sandt. Det er som om jeg har en forbandelse, og jeg har ikke lyst til at den skal gå udover dig. Vi kender ikke hinanden og måske... Er det bare nemmest hvis vi heller ikke gør" sagde han med en sorgmordig stemme og kiggede ned i jorden, det gjorde ondt på ham at afvise den første rigtige menneskelige kontakt han havde haft i meget lang tid, også fordi at han faktisk havde lyst til at drage omsorg til hende, men så selvisk kunne han ikke være. Det ville gå udover hende, og på samme måde var han ikke sikker på at han kunne klare et breakdown mere.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var virkelig bange for, at det hele bare var en stor undskyldning, for netop ikke at komme til at snakke med hende, hvilket uden tvivl var en tanke som faktisk gjorde hende direkte ked af det. Hun fumlede let med hænderne foran sig, og med blikket vendt i retningen af hans skikkelse. "Jeg tror virkelig ikke på den slags, Elias.. Du.. du har bare været uheldig.. meget uheldig, og det er jo den slags som kan ske..!" endte hun mere febrilsk. Han havde for pokker lige taget imod slag for hendes skyld. Og den tanke havde hun uden tvivl forbandet svært ved! 

Myia følte knuden i maven ved hans ord. Selv tog hun det, som om at han ikke ville have at.. de faktisk kendte hinanden. Hun trak vejret dybt. "Er det virkelig så grotesk at åbne op for en anden?" spurgte hun næsten forsigtigt, idet hun endnu en gang vendte blikket i retningen af hans skikkelse endnu en gang. "Hør... Elias.. Det er virkelig ikke fordi at jeg har lyst, men.. hvis du vil påstå at det er bedst at vi.. ikke kender hinanden, så er det altså bare bedst, hvis.. jeg tager videre.." Det var slet ikke noget som hun havde lyst, men hvis det var hvad der var bedst for ham.. så var det vel hvad der var nødvendigt? Det sitrede i hele hendes krop.. Alene tanken om at skulle gøre det, for det havde hun slet ikke lyst til!

[Deleted]

"Myia... Jeg kan ikke heale, forstå det nu..." sagde han i ren frustration og ikke vrede, han var ikke vred eller sur på hende, men han var frustreret på sig selv: "Jeg har mistet min familie, jeg har mistet min kone, jeg har mistet min... Ja... Jeg har mistet meget" sagde han og stoppede sig selv inden at han sagde søn, Florian var jo ikke hans søn, en han havde føltes som præcist det samme, han var ikke ret gammel da Elias fandt ham, og han var endnu en ting som Elias ikke havde kunne redde, selvom han virkeligt gerne ville. Den knægt havde betydet alverden for ham, og det at han ikke længere var på jorden, havde givet det sidste skub i mod sådan som Elias levede nu.

"Nej det er ikke grotesk at åbne op... Det er grotesk at miste det igen" sagde han og kiggede i mod hende, ikke sikker på hvorfor hun pressede ham, det havde ingen gjort i lang tid, de vendte ham bare ryggen og accepterede hans beslutning, men han havde jo heller ikke lyst til at hun gik, faktisk så vidste han slet ikke hvad han havde lyst til længere: "Du må gerne bo her, det er ikke fordi jeg smider dig ud" sagde han med en stille stemme, han ville hende jo gerne det gode og han ønskede at beskytte hende fra den verden hun kom fra, men han havde bare troet at han kunne gøre det, uden at han selv skulle være indblandet, hvilket nok var ret naivt.

[Myia Destiny Flancker]

"Og hvad så med, at du ikke kan heale, Elias... Det er da fuldstændig ligemeget," endte Myia med en ganske bestemt tone. Han havde måske mistet utrolig meget, og det var uden tvivl noget som hun var ked af, men alligevel! Hun rystede let på hovedet. Det var måske noget som hun slet ikke burde blande sig i, og det var uden tvivl også noget som tydeligt påvirkede ham endnu, og det gjorde hende uden tvivl direkte ked af det. "Jeg ved at du har mistet utrolig mange, men.. hvorfor ikke forsøge at komme videre.. Det som skete dengang.. det har jo ikke noget med mig at gøre.." sagde hun med en forsigtig stemme.

Selv var det jo ikke fordi at Myia ønskede at udsætte ham for yderligere tab, for der var ikke noget som hun ønskede at udsætte ham for, men at han var så.. bange for at lukke hende tæt på, var uden tvivl svært for hende. Hun var vant til en større åbenhed selv i Dvasias, hvor folk var kendt for at være onde, grumme og direkte groteske. "Det er heller ikke nogen skam at åbne op for nogen, men det er mere .. forfærdeligt, at du ikke tør, fordi at du er bange for hvad der kan ske.." sagde hun med en dæmpet stemme. Selv det var jo ikke en tanke som hun kunne lide. Hun kunne jo ikke være der, hvis han var så bange for det, at han trak sig fra hende og bare ville lade som ingenting.. Den tanke kunne hun da slet ikke have. "Jeg har ikke lyst til at være her, hvis det er så slemt, at.. du ikke vil vedkendes mig.. ikke vil snakke med mig.." sagde hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Han sukkede, det var godt for ham at hun gik ham lidt på klingen, og alligevel så var det en underlig følelse, for det var ikke ofte at folk gjorde: "Er du klar over, hvor nedværdiget man føler sig, når man som et væsen der burde kunne hjælpe folk, 4 gange har stået i en situation hvor man ikke kunne hjælpe dem man elskede mest?" spurgte han med en langsom og alvorlig stemme, som om at han vidste hun ikke ville forstå hans smerte, det var ikke noget han ønskede for selv sin værste fjende: "Nej Myia, og det er det jeg prøver at forklare dig. Det her har ikke noget med dig at gøre, det er mig som er ødelagt" sagde han stille, det skulle jo netop ikke gå udover hende, og det var derfor han prøvede at holde sig væk fra hende, han mente selv at han var bad luck.

"Jeg ved ikke hvad jeg vil" sagde han og tarv, som han satte sig tungt ned i sengen og kiggede kort ned i gulvet imens han pustede ud, overvejede sine ord. Han forstod godt hvis hun var forvirret, for lige nu var han selv forvirret over hvad det var han prøvede at sige: "Det er ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig, og jeg ved godt at min reaktion er dum, for så tætte er vi jo slet ikke. Men det er jo sådan her det starter..." sagde han blot, han havde jo forsvaret hende overfor den mand, fordi at det betød noget for ham at holde hende i sikkerhed, og det var vel også at være beskytter eller holde af? Han vidste ikke hvordan han skulle forklare hende det så det gav mening, han håbede bare at hun om ikke andet bare ville prøve at sætte ham i sit sted: "Hvordan kan du overhovedet stole på mig, når folk har behandlet dig sådan?" sagde han næsten irriteret og dog også overraskende, hun kendte ham jo stortset ikke.

[Myia Destiny Flancker]

Myia rystede på hovedet. Hun vidste ikke hvordan det var at miste på den måde, men hun havde så derimod mistet en hel del andet i sit liv, som hun ikke lige havde snakket med ham om endnu, og det var jo også det, som gjorde udfaldet lidt for hendes vedkommende. "Jeg ved måske ikke hvordan det er at have kone og børn eller noget i den stil, men altid været alene.. aldrig har der været nogen som har elsket mig.. Jeg er blot den skygge som alle er ligeglade med og altid har været ligeglad med, Elias. Jeg har aldrig haft en værdi for nogen.. Det har du derimod haft," pointerede hun sigende. Det var slet ikke fordi at hun ville køre på ham eller sådan noget, for det var ikke hensigten, men hun ville bare gerne have at han også..så tingene lidt på en anden måde. Svagt bed hun sig i læben, inden hun tog endnu et skridt mere mod ham. "Så lad mig hjælpe dig.." bad hun med en dæmpet stemme. Hun ville jo ikke se ham sådan her!

Det hele forvirrede uden tvivl Myia, og den tanke kunne hun da slet ikke lide! Svagt bed hun sig i læben, og vendte blikket væk i den anden retning istedet for. Hun ville ikke blive her, hvis han slet ikke ville lære hende at kende, eller kendes ved hende for den sags skyld. "Det hele skal jo starte et sted, ikke?" Denne gang vendte hun blikket forsigtigt mod ham. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil.. så sig det i stedet for.. så skal jeg nok søge videre.. Jeg vil bare ikke.. have at det hele skal være så akavet.. Du reddede mig i aften, Elias.. og det er jeg dig taknemmelig for.. Lad nu vær med at lukke af for mig.." bad hun dæmpet.

[Deleted]

Han kiggede let ned i jorden: "Nej Myia, og det er jo netop derfor at du fortjener nogen som faktisk stadig har et hjerte" sagde han blot, det havde han jo også, han havde endda alt for meget hjerte, men han gjorde bare et forsøg at lukke af for det, gemme det væk, glemme at det eksiterede og ignorere hvad det fortalte ham, fordi at det ofte bare snakkede alt for meget, og det var jo derfor at han altid endte i problemer: "Du kan jo intet gøre.." sagde han med en stille stemme, og løftede blikket i mod hende, som han sad på sengen, hvad skulle hun kunne gøre? Hun kunne jo ikke ændre på forsiden eller give ham en magisk healende kraft. Han sad bare, sagde ingenting, som hun fortsatte med at forklare, det hele var for meget i hans hoved.

"Jeg har ikke lyst til at du skal tage videre, tro mig når jeg siger at jeg gerne vil hjælpe dig" sagde han i en kærlig stemme og smilede kort til hende, han vidste ikke hvordan han nogensinde skulle kunne forklare hende hvad det var han tænkte eller følte, men han følte han blev vækket fra den dvale han havde gået i så længe, og han vidste ikke om han var klar til det: "Men... Du ved... Er du aldrig bange for at blive såret og bange for at det hele ender galt?" spurgte han og kiggede op i mod hende, ja måske at det var noget af en omvæltning at have denne samtale med en kvinde han havde kendt i 4 dage, men det startede jo i det små, ingen sagde de nogensinde ville blive andet end venner, Elias så hende ikke som andet end en ven, men det var også nok, han havde ingen venner.

[Myia Destiny Flancker]

At han kunne snakke sådan om sig selv, var slet ikke noget som Myia forstod sig på. Hun vendte blikket mod ham. "Hvordan kan du fremstille dig selv som en hjerteløs mand, Elias? Det er jo slet ikke tilfældet.." endte hun med en dæmpet stemme. Det var jo slet ikke noget som nogen fortjente, og så var hun ligeglad med hvad han havde gjort i sin fortid, som han følte, at han havde fortjent, for det var da slet ikke tilfældet i hendes øjne! Han var jo for pokker da ikke så hjerteløs, som han tilsyneladende gerne ville fremhæves som. "Eller er det fordi at du ikke vil have, at jeg skal gøre noget?" spurgte hun. Det gjorde hende faktisk ked af det, når det var på denne her måde!

Forsigtigt satte Myia sig ned ved siden af ham. Han fortjente uden tvivl bedre end hvad han gav sig selv i en stund som denne, og det var jo det som hun gerne ville vise ham. Hun rørte dog ikke ved ham. Let rystede hun på hovedet. Hun var ikke bange for det.. Det var jo en af de risikoer, som man nu bare måtte løbe trods alt. "Hvorfor skulle jeg være bange for det? Jeg løber hellere risikoen og lukker folk tæt.. så jeg ikke ender ensom. Dem som jeg virkelig har betydning for, bliver ved mig, som jeg bliver ved dem.. Du må da indse det på et tidspunkt, Elias.. ingen kan klare et helt liv alene.." Hun vendte blikket mod ham. Kunne han da ikke bare forstå..?

[Deleted]

Han kiggede på hende med en rolig mine. "Jeg er ikke en hjerteløs mand, jeg har bare valgt at slukke for bekymringerne" sagde han, han vidste jo udemærket godt at han havde et stort hjerte, og det var jo netop det som var hele problemet, og det som startede hele problemet, han havde brug for fred og ro, han havde brug for at være ligeglad, han havde brug for ikke at tænke for meget over tingene. Han vidste alligevel hvordan det ville ende, og på det punkt var han nok verdens mest negative, han slog alt til jorden, fordi at det bare var nemmere: "Du kan jo ikke gøre noget" sagde han i et suk og rystede på hovedet, hun kunne jo ikke ændre på hvordan at realiteterne så ud.

Han kiggede kort i mod hende, som hun satte sig: "Jeg har da klaret 10 år alene" pointerede han i håb om at det ville få hende til at forstå: "Men hvad er det du foreslår?" spurgte han blot, hvis hun mente hun ville ændre noget, at han skulle ændre noget eller bare.. ja noget, så måtte hun jo foreslå hvad de var han skulle gøre. Han havde ikke lyst til at åbne sig, og faktisk indrømme at han ville beskytte hende i mod verden, men på den anden side så var det jo næsten allerede for sent, for han havde jo gjort det, og han vidste at hvis han skubbede hende væk nu, så ville det alligevel gøre ondt og han ville bekymre sig for, hvor hun mon ville ende. Han kiggede ned i mod sine egne lår, og kiggede derefter på hendes ansigt, hun var sød, meget sød - og han forstod ikke hvordan at fortiden kunne have behandlet hende så dårligt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia trak let på skuldrene og vendte blikket i retningen af ham. "Det må du jo så ikke have gjort alligevel," endte hun stille med at sige. Det var jo ikke fordi at hun var ude på at presse ham, men lige nu.. faldt det hende egentlig bare.. mere naturligt at sige det. Han havde slukket for bekymringerne? I det tilfælde, så burde han slet ikke have handlet som han havde gjort det, og det var udelukkende også på det, at hun måtte reagere på den her måde, som hun nu gjorde. Han gjorde hende glad.. og selskabet var hun uden tvivl frygtelig glad for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Svagt vendte hun blikket væk. Det gjorde hende ked af det, at han direkte gav udtryk for, for at han faktisk bare.. gerne ville være ligeglad med det hele. "Så er det jo kun fordi at du ikke lader mig gøre det," pointerede hun med en sigende mine, inden hun igen vendte sig mod ham. Kunne han ikke bare se det?

Selv kunne Myia ikke se det forfærdelige ved at åbne op for en anden, og bare erkende, at man holdt af en, og ønskede at passe på en. Hun bed sig let i læben og begyndte at fumle med hænderne foran sig i stedet for. Selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende trist, men for pokker, hvad skulle hun da kunne gøre ved det nu? "Men se hvad det har gjort ved dig," endte hun med en næsten frustreret stemme. Kunne han virkelig ikke se hvad det var han gjorde ved sig selv? Hun trak vejret dybt. "Jeg foreslår ikke noget... Jeg giver dig bare et valg.. Jeg vil gerne blive her og arbejde.. men hvis du finder det bedst at lade som du slet ikke kender mig, så tager jeg videre og forsøger at finde noget andet.. Jeg.. kan ikke have at du bare vender ryggen til mig." endte hun dæmpet.

[Deleted]

Han rystede på hovedet: "Nej, det er jo netop det som bekymre mig..." sagde han blot, han kunne jo ikke slukke overfor hende, det havde han jo tydeligt bevist da han havde pandet en mand i hovedet og brugt magi for første gang i utroligt mange år: "Hvad vil du gøre Myia? Få mig til faktisk at give en skid for noget som helst, sådan at jeg kan ændre, præcist det samme sted igen, hvor jeg mister mig selv?" sagde han blot, han mistede sig selv og hans hjerte gik i tusinde stykker: "Har du nogensinde prøvet at at miste nogen du holde af? Sådan virkeligt af? Det gør ondt!" sagde han blot, det var jo ikke fordi han holde virkeligt meget af hende, men det ville han komme till, det kunne han jo tydeligt mærke allerede nu, og det gav ham følelsen af panik.

"Det har gjort mig godt Myia, du ved ikke hvilken slags mand jeg har været i fortiden" sagde han med en rolig stemme, og kiggede med et forsigtigt blik på hende, han var heller ikke sikker på han havde lyst til at fortælle hende de,t men lige nu var han på den gode side af sig selv, det havde han været de sidste 25 år, men der var engang hvor at hans verdensbillede så meget anderledes ud: "Det forstår jeg godt.. Men lad os se, måske jeg bare lige skal ahve lidt tid. Du ved.. Jeg er bare bange for konsekvensen" sagde han og smilede forsigtigt til hende, åh hvor var han dog forvirret over sig selv, til tider.

[Myia Destiny Flancker]

"Hvorfor bekymrer det dig så meget?" spurgte Myia direkte. Det var lidt det, som hun faktisk ikke kunne forstå, og hun kunne bestemt heller ikke lide, at det var sådan at han havde det med tingene. "Hvem siger du vil ende der igen? Hvem siger, at der vil ske mig noget så grusomt, bare fordi at det er noget som er sket dig tidligere?" fortsatte hun. Bare fordi at det var sket ham tidligere, var det bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget som ville ske igen! Overhovedet ikke! Hun trak vejret dybt. "Jeg mistede den mand som jeg elskede og forgudede, til en anden kvinde, hvor de nu også har et barn.. Jeg er blot en engel.. jeg kan ikke konkurrere med en warlock.. Derfor endte jeg hvor jeg gjorde.. Så ja.. jeg ved hvordan det er at miste," pointerede hun med en mere bestemt tone. Det som hun dog havde mistet, var så levende og sammen med en anden, og det skulle hun så leve med resten af sit liv. 

Myia vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre, og ja, lige den tanke var faktisk utrolig svær for hende. Hun blev siddende, selvom... hun et sted havde mest lyst til at gå. "Det er jeg ligeglad med.. Det er ikke den mand som du er i dag," fortalte hun. Igen lod hun de mørke øjne glide mod ham. Kunne han ikke se hvad han gjorde ved sig selv? Hun endte blot med at nikke. Normalt tilpassede hun sig også, men lige denne gang, så var det faktisk utrolig svært for hende. "Men... okay.. så må du jo sige til, når du er klar til at åbne dig for mig.." Det var jo lidt svært andet, hvis de faktisk skulle arbejde sammen på det her sted.