Kontrasterne. (Gabriel Maloya Nicomendes)

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel væmmes virkelig ved tanken om hvad en Dødsengel gjorde, og hvordan de gjorde det, og særligt fordi at der virkelig ikke fandtes nogen grunde til det. Han krop dirrede af den rene vrede og det rene raseri, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han knyttede næverne ganske let.. Det var virkelig.. ulideligt. Det var slet ikke meningen at denne dødsengel skulle have det overtag som han havde fået, og da særligt ikke på denne her måde!
"Der er en mening med alt.. Man kan ikke bare slå ihjel, for at slå ihjel. Hvad får man ud af det? Intet... Absolut intet!" endte han med en fast tone. Et sted var det egentlig mere frustrationen som talte for ham, end det var noget andet. Han hævede dog ikke sværdet, selvom dødsenglen valgte at tage et skridt mod ham, som han valgte at træde et skridt bagud. Han kunne bare ikke klare tanken om at han skulle komme ham alt for tæt på! De himmelblå øjne vendte han mod dødsenglen med en intensitet uden lige. Dette var bestemt ikke sjovt længere.. Han ønskede ikke at bekrige, men derimod at opnå det samme, som en af hans oldgamle forfædre havde gjort, da alle landene havde været samlet under et. Det var dog frygtelig mange år siden.
"Er der nogen ære i at slå ihjel uden at have nogen grund? Jeg forstår at du ville slå den kvinde ihjel, om jeg ikke var dukket op. Hvilken ære er der i at slå en kvinde ihjel, Dødsengel?" endte han med en fast tone. Den fordømmelse, kunne han dog ikke lægge skjul på, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne, men det var bare ikke noget som lå til ham som person. Det var bare.. for fremtrædende ved ham lige nu, og det kunne han ikke gøre noget som helst ved. Hans krop sitrede af den rene vrede, som han følte i det indre, selvom han ikke havde nogen intentioner om at lade dette komme for meget til udtryk. Den glæde ville han ikke give den dødsengel! Ikke på vilkår!

Gabriel var ikke meget for at blive stående på stedet her. Faktisk ville han selv gerne væk, men stadig håbe på, at han kunne få lidt ind i hovedet på denne mand, så han måske kunne praktisere dette på en bedre vis - i hans øjne om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. Næven lukkede han omkring sværdet i hans hånd.
"Du vil måske påstå, at du ikke har lyttet? Vi er af den samme støbning.. Det handler kun om at finde det frem! Du kan måske ikke give mig ord, som jeg kan stole på, men handling deriblandt er jo en start. Du har endnu ikke slået mig ihjel, eller søgt efter andre, som skal udsættes for samme," endte han med en kortfattet stemme. Han blev denne gang stående. Han ville ikke vise sig som den svage, og tage flugten derfra!

[Deleted]

Han så tænksomt på englen et øjeblik. Åh ja...Han lyttede. Når folk sagde andre ting end latterlige øgenavne og væmmelige ord, lyttede han. Nogen gange havde folk faktisk noget godt at sige! Resten af tiden var det ligegyldigt. Blot fordi han havde usædvanlige hobbyer, betød det vel ikke at han også var født døv? Sjov slutningen englen havde taget...At tro han var født døv også.
Men okay...Det her var ved at blive kedeligt. De samme ord, de samme meninger, hvoraf han stadig ikke helt forstod dem. De præcis samme ting, som havde nogen trykket på en knap og fik englen til at gentage sig selv hele tiden. Det eneste der havde ændret sig, var at englen nu virkede mere...oprørt over det, end før. Blablabla...
Men han var ikke dum. Han var stadig såret, englen kunne stadig sætte sværdet for hans hals og ende hans liv. Hvor han selv skulle tættere på for ligefrem at tage livet af ham. Også selv om han fornemmede at de var nået ud over det stadie hvor de absolut skulle dræbe hinanden. Ikke at det ville gøre ham noget.
Så englen var fast besluttet og intet kunne ændre hans mening eller holdninger, hvor åndssvage de end lød. Det var interessant. Var det sådan man brændte for noget, sådan man viste at man stod fast på sit? Hans hoved gled let på skrå et øjeblik, da han faktisk ikke lyttede efter i dette øjeblik. Alt for travlt beskæftiget med at regne englen ud. Hvorfor skulle han lytte? Det var bare de samme ord. Englen fattede ikke en skid af hvad han havde sagt. Det var vidst ham der ikke lyttede, ikke ønskede at forstå...Men folk tog ofte sådanne ting for givet.
Han smilte svagt, da han endelig lyttede til det sidste englen sagde.
"Fordi jeg ikke har haft tid. Og fordi jeg er træt i min krop" kommenterede han overraskende afslappet.
"Hvis du ikke har opdaget det, står vi og diskuterer...Liv og død. Døve for hinandens ord" Hans hånd forlod hans sår i siden. Det gjorde ikke så ondt længere...Hvilket både kunne være godt og skidt. Hans fingre gled op til hans underlæbe og gled tænkende hen over den, som trommede hans fingre en ukendt melodi. Så faldt armen ned langs siden på ham igen.
"Så vis mig det" sagde han pludselig, umiddelbart uden mening. en mening der dog fulgte lige bagefter.
"Du vil så gerne have din vilje. Men ingen af os forstår hinanden. Vis mig hvad du mener. Mener med at dræbe med ære og med en grund" Sandt at sige forstod han det ikke. Men han havde brug for at forstå, at forstå flere ting. Forstå hvad der førte folk frem og fik dem til at sige og gøre som de gjorde.
Hvad han forventet? Et nej. Måske en smule overraskelse, men i den grad et nej. Englen hadede ham og med god grund. Hvis han mødte sig selv, ville han hade sig selv! Åh...Og selv hvis englen skulle sige ja...Det ville blive interessant. Måske vildt irriterende, et sted, men nok også interessant. Selv om han tvivlede på at han selv ville ændre indstilling. Trods alt...Var smerte og død jo så sjovt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Frustrationen meldte sig uden tvivl i Gabriel i takt med at dette fortsatte. Han kunne ikke gøre andet end at forsøge at forklare, for om denne dødsengel ville lade ham vise den slags.. Hvor ofte, var det lige noget som forekom? Bestemt ikke særlig ofte! Han var vred.. frustreret.. forvirret.. Det var virkelig en underlig kombination, som han ikke rigtigt kunne finde ud af.
Selv Gabriel måtte føle den selv samme træthed. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det.. Og det var hårdt.. Det var rent faktisk hårdt for ham, at finde ud af det lige nu. Han prustede ganske let. Sværdet blev kun tungere og tungere at holde i sin hånd. De gik forbi hinanden. Ikke at det kunne forundre nogen.. De var af samme støbning, men alligevel så forskellige, og det var den forskellighed, som Gabriel i sandhed ønskede at få formindsket, selvom det var svært.. Det var virkelig svært for ham, at det foregik som det gjorde. Drømmen om et samlet land, havde han nok efter sin forfader, men tanken om det, var jo fin nok, så det var jo slet ikke det. Han rystede let på hovedet.
"Vi er begge trætte," kommenterede han med en ganske kortfattet mine. Han havde ikke ligefrem regnet med at skulle kæmpe den korte kamp for sit liv, som han havde gjort, men derimod rigtig glad for at have taget sit våben med sig. Manden havde tilsyneladende stadig ikke nogen anelse om hvem han stod overfor. Dødsenglen havde dog fat i noget.. De var døve for hinanden lige nu. En tanke som faktisk kun frustrerede ham yderligere, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Han vendte kort blikket væk.
"Det er svært at føre en oprigtig samtale, når modparten hverken kan eller vil lytte og gøre det til handling," svarede han blot. Han var i hvert fald mere end villig til at gøre noget ved det, også selvom det var en svær situation.. en virkelig svær situation at placere ham i.

Gabriels blik gled direkte mod ham. Vise ham det? Sagde manden direkte, at han ønskede at Gabriel skulle vise ham det? Smilet bredte sig en anelse mere på hans læber. Han var alligevel kommet manden så tæt! Perfekt! Intet andet end perfekt! Denne gang lod han dog sværdet glide tilbage i skeden ved hans side.
"Og du er sikker på, at du rent faktisk vil lade mig vise dig den slags? Det ærefulde i et ærefuldt liv?" spurgte han med en direkte bestemt tone. Det var jo rent faktisk en alvorlig samtale de havde med hinanden lige nu! Han lod denne gang armene søge over kors på hans bryst. Selvom han virkelig forsøgte at skjule de fordomme som han måtte føle, så var det virkelig ikke nemt... Men hvis han i sandhed kunne formå at omvende en dødsengel, så var han da et skridt på vejen! Og særligt nu hvor dette væsen rent faktisk gav ham muligheden for det.

[Deleted]

Det ville nok være noget nær det første i historien. Ikke at han vidste meget om historie, et kedeligt fag, men han vidste nok til at vide at engle og dødsengle ikke var bedste venner...Og da især ikke gik op i at arbejde sammen! mere i at skære halsen over på hinanden. Han mærkede da også denne...nærmest medfødte modvilje mod englen. Han forstod godt hvorfor engle var værd at hade. De var kedelige, alt for gode og blinde. Men han ville vædde med de tænkte præcis det samme om dødsenglene...Omend, kedelig og god ville blive skiftet ud med livlige og onde. Eller noget i den dur.
Englen virkede en smule ved siden af sig selv. Som om han ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. I et øjeblik forvirrede det selv Zean, der overvejede om englen faktisk overvejede at dræbe ham. Blive fri for disse problemer lige nu og her.
Et øjeblik efter smilte han dog en smile afslappet. Englen fjernede sit sværd. Selvfølgelig ville en engel ikke udgyde blod!
Han begyndte at rulle sin pisk sammen og satte den tilbage i bæltet. Ah...Om han virkelig gik op i det? Han var i tvivl. Nej, han forstod ikke ære, så umiddelbart gik han ikke op i det. Ja, han elskede at dræbe, han behøvede ingen større grund til at gøre det. Nej, han havde ikke lyst til at dø og ja, han kunne til hver en tid bruge at lære lidt om andre folk, uanset hvor ligeglad han var, måtte han indrømme at det var praktisk at vide hvad folk tænker og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Og...Det hang vel også lidt sammen med at holde sine venner tætte og fjender tættere? At forstå sine fjender. Ah, måske var det bare undskyldninger?
Han forstod ikke helt hvorfor han havde foreslået det. Hvorfor det var endt sådan her. Måske lidt i nød. Han ville ikke love englen noget, men fik ikke lov at gå uden at være død, hvis han ikke lovede noget. Dette var vel en fin middelvej.
Det havde irriteret ham at englen havde påstået, omend lidt indirekte, at Zean havde al skylden. At han var den dumme, den der ikke lyttede og forstod. I hans øjne var det mindste lige så meget englen der ikke formåede disse ting. Men han sagde intet. Der var fred lige nu og han kunne godt bruge lidt fred til at få syet sit sår sammen. Englen virkede enormt...Glad?
Han burde finde sin taske...Han havde brug for sine urter. Og rent vand. Og bandager. Men hvordan skulle det gå nu? Ville englen forvente han fulgte efter, som en hund i snor, eller ville han tillade at de gik hver for sit...Måske bare for at mødes en anden gang?
Han trak let i den ene skulder. Set fra hans side havde han nok ikke det største valg. Men han fornemmede at det nok ikke var det svar som englen ledte efter.
"Jeg har ikke meget andet at tage mig til. Om jeg bruger tiden på at sprætte folk op eller følge en engel i hælene..." Det samme for ham. Lige fedt. Uanset hvad...For at englen kunne vise ham det, måtte nogen jo dø. På et eller andet tidspunkt! Han så allerede frem til det. Selv om han ikke helt kunne gennemskue hvor forskellen skulle ligge. Var det den måde man første sværdet? De ord man sagde, inden nogen døde? Eller hvordan man udvalgte sit offer? Åh, måske havde han misforstået englene! Måske slog de også ihjel, men blot havde en anden måde at gøre det på...Et sjov tanke. Men urealistisk.
"Så hvad nu?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det hele havde taget en drejning, som for Gabriel havde været fuldkommen uventet. Ikke desto mindre, så måtte han jo anse dette, som en fantastisk mulighed, for at kunne komme tættere på dødsenglenes væsen og måske finde en forståelse for dem, som han nu også gav ham muligheden for at forstå ham. De forskelligheder.. det som de nærmest var opdraget med.. det had til hinanden, var alt sammen noget som Gabriel ønskede at stoppe, og særligt fordi at det ikke var noget som kom godt med for nogen som helst. Det med at dræbe og slå ihjel, fordi at det var sjovt, var en tanke som han direkte måtte væmmes ved! Det var virkelig grotesk, at nogen i det hele taget kunne gøre sig den tanke! Det forstod han sig virkelig ikke på! Overhovedet ikke!
Sværdet kom tilbage i skeden ved hans side, og med armene over kors på det ømme bryst. De piskeslag som han selv havde modtaget, såvel som den skade han selv havde stået for, gjorde ondt.. Han følte det stikke i hans samvittighed, da det bestemt heller ikke ligefrem kunne siges, at han var meget for at tildele den mand den skade, men det havde da været nødvendigt i selvforsvar.

Muligheden for at give ham en forforståelse for hvad de rent faktisk kom fra.. Gabriel var nemlig af den mening og tanke, at alle engle - sågar dødsenglene havde været lyse og blide engang, men at noget var sket, som havde ødelagt det, og forårsaget at de havde udviklet sig.. mørkt og dystert. En grotesk udvikling, hvis man spurgte ham! Han vendte blikket mod ham, som han selv pakkede sit våben væk. Var det her hvad man kunne kalde for en form af våbenhvile? Det passede ham egentlig ganske fint.
Hvordan Gabriel dog herfra skulle håndtere sagen, var jo så straks en helt anden sag. Alt taget i betragtning, kunne han jo heller ikke ligefrem rive manden med sig til Castle of Light. For det første, ville det jo afsløre ham, men at tage en mørk engel med til det land, som havde så store problemer med de mørke racer i forvejen, var nok heller ikke ligefrem det smarteste og klogeste træk at gøre sig, men hvad pokker havde han af andre valg.
"Lader jeg dig gå, ved jeg, at jeg ikke får skyggen af dig, at se igen.. Tager jeg dig med mig, bliver det en konsekvens, som kan være hård for mig at betale," sagde Gabriel ærligt. Han luftede bare tankerne en smule højt, hvilket han nok også gjorde næsten på en daglig basis i forvejen. Han trak vejret dybt. Det var virkelig et dilemma. Englen ville uden tvivl flygte derfra, så snart at han fik muligheden for at gøre det, og det var han jo på ingen måder interesseret i.
"Hvordan vil du have det med at tage med mig forbi Procias? Jeg vil skænke dig løftet om, at intet vil ske dig, såfremt at du intet ondt står for i landet?"

[Deleted]

Han lod englen tænke. Imens lod han det stålgrå blik gled over deres omgivelser. Det nedtrådte græs, den oprevet jord, de græsstrå, som var røde af blod. Mørket, det lå som et tungt tæppe over dem og kulden der normalt ville påvirke folk...Omend Zean jo var van til den og næsten syntes der var lunt. Og endelig, som han huskede det, den lille blomst der voksede nede ved jorden, stærk nok til at overleve, trods de store mængder af græs der truede med at kvæle den. Han tøvede ikke, men gik direkte over til den og begyndte at hive bladene af den og proppe dem i munden. Han sank dem ikke, denne lidt søde saft de var fulde af, men tyggede dem til en form for gråd. Han rejste sig op igen og hev op i den nu ødelagte trøje, så såret kom til syne. Det var grimt. Ville efterlade sig et ar...til samlingen. Da massen var tygget nok, spyttede han det ud på sine fingre og smurte det direkte i såret. Det ville ikke heale det, men det ville holde det rent til han kunne gøre mere ved det.
Han lod trøjen falde på plads igen, samtidig som englen gav udtryk for enkelte af sine tanker.
Hans ansigt lignede en sur drengs. Virkelig? Som var han en vild hund der løb sin vej, når snoren blev fjernet fra hans hals. Det var både irriterende og sjovt, med denne mistænksomhed. Englens hovedpine, ikke hans! Men sandt nok...Ville han nok tage sig den frihed først at møde op, når han selv gad...

Han stod og gumlede lidt på planteresterne i sin mund, uden at kommenterer det yderligere, ventede blot på at englen nåede frem til en løsning på sit problem...
Og hostede, da han pludselig fik sit eget savl galt i halsen, af overraskelse og måske endda lidt chok. Procias?!
Han hostede færdig og så op på englen, som var han selve manifestationen af sindssygdom. Det kunne godt være han ikke skulle dø lige nu...Men at følge englens plan ville kun resulterer i at han ville dø om et par dage i stedet! Han havde absolut inden ide om at dø. Dette land...Aldrig havde han været i det. Han havde været i Manjarno, men det havde også være både lyst og varmt nok til hans smag! Englens lille ting med at ville holde ham sikker...Medmindre han var selve kongen af Procias var det vidst lige lovlig absurd!
Hans chok og vantro kom til udtryk af en pludselig latter.
"Procias?!" udbrød han og skjulte ikke hans overraskelse...Eller mistro.
"Du vil virkelig dræbe mig" kommenterede han lidt mere roligt, omend stadig meget mistroisk. Han var vel ikke seriøs? Men et eller andet sted...Vidste han at englen var seriøs. Og det var hvad irriterede ham. Han vædede sine læber. Var der virkelig ingen vej udenom?
"Jeg ved ikke hvad du har tænkt dig. Umiddelbart lyder det som om du vil afprøve dine teorier om ære på mig. Foran alle de andre engle. Jeg har intet ønske om at dø og medmindre du ligefrem er kongen af Procias, stoler jeg ikke på at du kan holde mig i sikkerhed. Trods jeg aldrig har været i landet før, tvivler jeg ikke på at folk vil ønske mig død eller tilfangetaget" Englen måtte komme med lidt mere, hvis han skulle kunne stole på at komme ud af landet igen...I live!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl sat i en situation, som han ikke ligefrem havde regnet med. Først var de startet ud med at bekrige hinanden, og særligt fordi at det var noget som de begge var fostret op med i forvejen. Selv var han dog klar over, at der kunne være ting i dette væsen som kunne ændres. Det var et fra tid til anden før. De havde jo trods alt også en dødsengel som smed, og selv den mand havde han ingen kvaler ved at vise sin tro og tillid til. Han trak vejret dybt.
At love denne dødsengel fred fra det procianske folk, såfremt at han selv holdt sig på den rette side, og ikke ydede nogen skade, eller forvoldt nogen smerte. Ved hans ord, måtte smilet alligevel brede sig på hans læber. Han var netop bemyndiget til at kunne gøre dette, hvilket var noget som passede ham mere end fint! Han var netop kongen af Procias, og kunne derfor gøre tingene præcist som han ville dem.

Uanset hvad det var denne dødsengel lavede, så var det uden tvivl noget som måtte fange selv Gabriels opmærksomhed. Han holdt i hvert fald rigtig meget øje med ham, og dette var så sandelig heller ikke noget som sagde så lidt. Han kneb øjnene ganske let sammen. Den urte som han smurte ind i såret som han havde i siden.. Han var ene og alene selv skyld i dette. Han havde været mild ved ham til nu.
"Jeg troede du var i besiddelse af evnerne indenfor healing?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han igen lod blikket følge ham. At han så derimod skulle reagere så voldsomt på at han ville tilbyde at tage ham med til Procias, fik kun smilet til at brede sig. Han forsøgte virkelig at se bort fra hans egne fordomme, for dem var der uden tvivl mange af i forvejen, og det var svært for ham i det hele taget, at gøre noget som helst ved dem.
"Korrekt. Til Procias," sagde han roligt. Som var han kongen af Procias? Det var jo lige præcis hvad han var! Han smilede tilfreds for sig selv.
"Var jeg ude på at slå dig ihjel, så havde jeg allerede gjort det. Jeg tager nok ikke meget fejl, når jeg vil påstå, at det er en lyst som står stærkere i dig, end hvad den gør i mig. Og kongen af Procias? Hvis jeg så siger, at det er den titel som jeg har pådraget mine skuldre, og har haft i frygtelig mange år?" spurgte han videre. Denne mand stod jo rent faktisk overfor en royal, som faktisk kunne stå ved sine ord. Til nu havde han heller ikke haft en grund til at gøre noget andet.

[Deleted]

Englens kommentar faldt ikke i god jord. Var han sjov eller gjorde han bare grin? Han valgte helt at ignorerer disse irriterende tanker, der blot...Ja, gjorde ham irriteret. Han var ikke i humør til at være irriteret. Han var træt og havde et sår i siden. Han ville tilse det og passe det, uanset hvor dårlige hans metoder var i andres øjne. Folk stolede alligevel ikke på hans evner, de fleste troede han blot ville forgifte dem. Hans blik gled over mod englens et øjeblik.
"Hvis jeg har nogen, er de godt gemt" kommenterede han en smule tørt. Folk var hurtige til at bedømme at healende evner var mere end nok og at plukke urter var spild af tid og viden. Men han vidste bedre. Folk kunne blive trætte eller miste koncentrationen. I de tilfælde ville deres evner ikke hjælpe meget. Der kunne være mange grunde til at deres guddommelige evner ikke virkede! Åh ja, den var uden tvivl praktisk. Men ikke altid. Og så var det godt at kende til planterne i stedet, en kunst han havde. Og den eneste...Ud over at torturerer folk, altså.
Han smilte let mod englen.
"Hurtig til at dømme, er vi?" ikke at han fortænkte englen i det.
"Planter siger ikke en imod, er bedre følgeskab end nogen person jeg nogensinde har mødt. Mere spændende end noget jeg kender og ejer egenskaber ud over ens fantasi. Og udseende, smag, duft..." han stoppede. Tydeligere var det ikke. Planter var hans anden passion...Og ingen engel skulle komme og belære ham om andre ting.
"Men døm mig endelig på det også" Englen skulle alligevel have den.

Og det blev kun værre. Alt i alt, en skidt dag! Han kiggede vantro på englen. Nok havde han snakket sort og sagt absurde ting hele eftermiddagen, men denne slog dem alle. Så han sagde kort sagt at han havde været oppe at slå med, og til tider næsten vundet over, kongen af Procias? Ikke at han havde vundet...Men han havde været tæt på og det talte også. Hans betænksomhed blev også bragt til skamme: Englen ville netop have muligheden for at holde ham i sikkerhed, hvis han var artig. Og muligheden for at hænge ham fra halsen, ud over slotsmuren.
Det var så absurd, at han slet ikke forstod det. Han kunne slet ikke kaperer tanken. Kongen? Ville han virkelig have den tilfældige...Held eller uheld...Til at have mødt så mange kongelige på så kort tid?
Han blev hurtig enig med sig selv om at han ikke fortrød sin opførsel...Og heller ikke ville ændre den, bare fordi manden pludselig påtog sig en titel. Også selv om titlen var en af de største i verdenen. Hvis det passede.
Han havde været stille, måske lidt for længe, mens hans øjne blot afsøgte englen for tegn på løgn. Bedømte manden. Ja, han havde tabt og nu måtte han betale prisen for at leve fortsat. Alle ville vel overleve. Det var som om hans skuldre faldt lidt, da han accepterede nederlaget.
"Jamen i så fald...Må du jo nok hellere vise vej...Eller skal jeg sige De?" Elmyra havde taget afstand fra at han brugte disse formelle ord om hende og til hende. Men...Englen her nærmere sig på ingen måde Elmyras standarder. Det skulle lige passe at englen ville træde i det hele og måske endda forlange han faldt på knæ...Noget han i så fald ville nægte. Nok var han konge, men han var ikke hans konge.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl fascineret af urter og hvordan de kunne bruges indenfor healing, nok også fordi at det ikke var en evne som han havde i sin egen besiddelse. Det var skam ikke fordi at han havde nogen intentioner om at dømme manden på det, for det havde han vel heller ikke nogen grund til? Han kunne noget, som han selv ikke var i stand til.
"Hvorfor skulle jeg dømme dig på det? Det er jo en fantastisk egenskab som i længden, rent faktisk er i stand til at redde liv," pointerede han med en ganske kortfattet mine. Hvorfor skulle denne dødsengel altid dømme ham på noget, som slet ikke var sket endnu? Han blev stående, og særligt nu hvor han rent faktisk havde afsløret for manden, at han var konge af Procias. En mand som rent faktisk kunne holde ham sikker, om han gav ham en grund til det i hans land.

Gabriel forventede skam ikke at dødsenglen ville bukke for ham, eller tiltale ham med høflighed eller respekt for den sags skyld, dog forventede han at dødsenglen kunne imødekomme de krav og forventninger som han rent faktisk mætte sætte til ham. Han kunne holde ham sikker, som han kunne lade ham dingle fra rebet, samt gøre ham et hoved kortere, om det skulle være det.
Jeg hverken kræver eller forventer at du skal gøre noget som helst.. Jeg er ikke din konge, og jeg ved at jeg ikke kan kræve og forvente meget af dig.. Dertil kan jeg love dig for, at der intet vil ske dig, såfremt at du lever under de kår, som jeg stiller," sagde han ærligt. Det kunne godt være, at det ikke var hvad dødsenglen havde forventet at høre.
Det med at bekrige hinanden, var slet ikke noget som Gabriel ønskede at fortsætte med. Det tog kræfter og det krævede energi, og det var noget som han rent faktisk ønskede at bruge på andet led, og det var vel også noget som denne mand ønskede? Hvorfor ville han ellers sige, hvad han havde gjort? De himelblå øjne hvilede på hans skikkelse. Selv ville han ikke fremtræde truende, om han ellers kunne blive fri for det. Han lod hovedet søge let på sned.
"Tiltal mig respektfuldt.. mere end det kræver jeg ikke af dig. For nu lod jeg dig leve, som du har ladet mig leve.. Gensidig respekt er et skridt på rette vej," sagde han blot. Han var spændt.. En spænding byggede sig op i hans krop og sind. Castiel var blevet omvendt.. og boede nu i Procias, som en renracet dødsengel. Han kunne.. Måske at det rent faktisk også var muligt for ham, at gøre det i en situation som dette? Med denne dødsengel?

[Deleted]

Hvis han blev englen, ville han ikke blive alt for optimistisk. Han havde ingen planer om at blive kedelig og grå. Ingen planer om at bosætte sig i Procias, ingen planer om at blive englens lille hund, uanset hvor kongelig han var. Men han holdt disse tanker for sig selv. Englens håb var med til at holde ham i live.
Måske havde han været hurtig til at dømme englen. Men hvorfor skulle han have grund til andet? Alle dømte ham! Og aldrig til det gode. Hvorfor skulle han tro at englen var anderledes? Han vidste jo at englen hadede ham. Hvorfor det overhoved var endt på denne måde var ham et, stort mysterium.
Så måske havde englen ikke ment det på den måde. Det var også kun på sin plads. Som han selv nævnte, måtte det være noget han brød sig om. Englen, altså.
Dog følte han sig godt tilfreds med at denne skikkelse ikke krævede noget bestemt af ham. Som sådan. Ud over at han skulle være kedelig. Være alt andet, end det han var. Rolig, ikke sige nogle dumme ting, ikke såre eller skade nogen...Kedelig, som en almindelig borger. Men mon ikke han kunne klare det i...Hvad? Et par dage? en uge? En måned? Han håbede ikke det tog længere tid end det...At han måtte gå igen, uden at blive forfulgt, fanget eller dræbt. For...Han måtte vel gå igen? I et øjeblik blev han pludselig nervøs for om englen ville holde ham i Procias som en fange. Men han luftede ikke tanken. For en gangs skyld...Var han for det meste bare stille. Ikke så meget som en trækning, en start på et smil, et glimt i øjnene...Blot som en kold statue. Så gled hans hoved et smule på skrå, omend hans udtryk ikke rigtig ændrede sig.
"Og hvad stiller du af krav? Ingen smerte, ingen død. I det mindste ikke fra min side. Men er der mere jeg bør vide?" Åh, sig det. Sig det ordret! Sig det præcis som det var. I sit stille sind bad han englen om at sige det som det var. Åh, han var en mester i at bryde folks ord...At se smuthullerne i de ting de sagde. Der skulle mere end et par ord til at styre ham...Omend, englen vidst var godt på vej, taget i betragtning han ikke kunne gøre sindssyg meget med et sår i siden.
Gensidigt respekt...Der var noget skingert ved dets ordlød. Noget forkert. Noget der fik hans inderste væsen til at gøre modstand. I et øjeblik mærkede han det som en knude i brystet, en klump i hans hals, der forhindrede ham i at tale eller noget som helst andet. Så trak han vejret igen og det var væk. Var det intuition? Eller den indgroede had? Han havde sjældent haft det sådan.
Han svarede ikke på det. Han havde intet passende at sige, kun ord der ville modbevise englen om det modsatte. Han nærede den respekt der skulle til, for at holde sig i live. Men hvorvidt det var respekt for selve englen...Var stærk tvivlsomt. Men hvorfor gøre englen bekymret? Men han viste ingen respekt. Elmyra, ja. Men hun nærmede sig også til at være den eneste person han faktisk havde respekt for. Når man ikke nævnte hans mor...
Omend de også prøvede at forhindre ham i at gøre de ting, han fandt mest nydelse i. Begrænse ham. Men Elmyra havde været mere forstående, givet mere plads for det...Så længe det ikke var på slottet...
Han ville...Gøre som englen sagde. For nu. Til et bedre tidspunkt, til han havde set lidt af englens forfærdelige verden og var kommet til kræfter. Men han vidste ikke hvad der skete derefter. Han var ikke god til at sidde stille for længe...Skete det, kunne han næsten ikke kontrollerer sig selv. Alt kunne ske. som en tikkende bombe.
"Nuvel...Er vi snart færdige? Rejser vi med det samme? Jeg går ikke ud fra du vil slippe mig af syne...Så du må altså følge med. Jeg skal have min taske. Uden den rejser jeg ingen vegne. Og jeg vil have renset mit sår, syet det, og til det skal jeg bruge et sted med rent vand" han så på englen, endelig gled et svagt smil over ham. Gensidigt respekt. Hvordan virkede det?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl en mand af ord, og særligt nu hvor han stod overfor denne dødsengel, så var det en mulighed for ham, til at understrege dette for andre end bare sit eget folk.. Denne mand måtte da kunne indse, at han var en mand som mente hvad han gjorde.. Selvom han dog ikke kunne sige, hvor længe dette ville vare, så var det ikke noget som han tog tungere end det. De himmelblå øjne hvilede på hans skikkelse, og alligevel med den alvorlige mine. Han fremstod ikke truende eller noget lignende. For nu, så lignede det rent faktisk, at han var komet tæt nok på denne mand, til at han kunne få ham til at lytte.
"Jeg forventer, at du gør en ihærdig indsats, for at falde ind i rollen som en procianer.." begyndte Gabriel med en rolig stemme. Selv med det liv, som han vidste, at denne mand måtte leve, så var det vigtigt, at han gjorde hvad han kunne, for ikke at skille sig for meget ud.
"I mellemtiden, forventer jeg at du viser mig en respekt, som resten af folket. Jeg beder dig dertil, at du går imod din natur at slå ihjel, samt pine og torturere og andet, som gør andre folk på den side af grænsen ondt. Jeg er ikke ude på at fængsle dig.. holde dig fanget.. Ønsker du at føres over grænsen igen, så skal du sige til. Du vil ikke få lov til at vandre helt frit, men jeg er heller ikke ude på at tvinge dig til noget, som du heller ikke har lyst til," forklarede Gabriel med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, anså han det faktisk som en ganske fair deal, og særligt for denne dødsengel.

I takt med at det så ud som om at de rent faktisk var på bølgelængde, lod Gabriel denne dødsengel komme ham mere i møde. Selv var han ikke bange for ham.. Det havde han til nu heller ikke haft nogen grund til At han derimod ikke tog nogen steder uden at medbringe sin taske, var nu heller ikke noget som han tog så tungt igen. Det havde han vel heller ikke ligefrem nogen grund til?
"Vi kan da lige så godt tage afsted med det samme, kan vi ikke? Så hent din taske, og så tager vi afsted," sagde han med en rolig stemme. Selv tog han det ikke så tungt igen, at manden ville have nogen ting med. Så lang tid, at det ikke indebar, at der var noget som kunne gøre skade på hans folk, og hans rige, så var han ikke den som stillede sig på bagbenene. Dette skulle nok meget hurtigt vise sig, at blive interessant. Måske at han faktisk kunne få omvendt endnu en dødsengel?

[Deleted]

Han lyttede. Som kun en artig, lille dreng ville lytte. Eller...Nok bedre end det. En lille dreng ville lytte, men ikke lytte helt efter. Så snart tingene var sagt, ville en lille dreng løbe ud og lave ballade, det præcis modsatte af hvad han måtte. Men dette var ikke blot en legeplads og Zean var ikke dum.
Han så lidt på englen som han sagde det. Det ville...Det ville blive en udfordring. Og han var ikke sikker på at han kunne overholde det. Ikke i lang tid. Selve tanken om at...falde ind...som en procianer...Var jo imod alt han stod for, alt han var og alt han ville blive og være. Der ville være for lyst, for varmt, for...Godt. Det var overbevidst om. Også selv om der ville være planter, han ikke kunne finde andre steder...Det var i det mindste en trøst...Hvis han overhoved kom ud et sted, hvor han kunne finde nogle...Umiddelbart lød det ikke som om han måtte gå særlig langt og da ingen steder uden skarp overvågning. Alt i alt...Lød det alt andet end sjovt og behageligt.
Han bed sig selv i kinden, da hans grå blik søgte jorden, da han satte sig i bevægelse. Umiddelbart svarede han ikke englen. Han havde ikke lyst til at sige direkte ja og javel. ikke lige nu i hvert fald, ikke med det samme. Med overvågning...
Han følte sig som en kriminel. Omend, han ikke skulle rådne op i en celle og falde hen og blive svag og syg. Hans ene hånd gled igennem det brune hår, der så sort ud i mørket. Rundt om søen og op mellem et par af træerne, hvor han havde smidt sin taske. Han bukkede sig ned, åbnede den og tjekkede om alt var som det skulle være, hvad det heldigvis var. Samtidig plukkede han lynhurtigt en mindre håndfuld af de samme blomster, han havde brugt til sit sår og lagde ned i tasken. Det var heldigvis en plante der voksede her meget. Han lukkede den til, rejste sig og slyngede den over den ene skulder, mens han vendte sig om mod englen...Om denne så var gået med eller ej. Hvis ikke, ville han gå tilbage til ham.

Han så på englen.
"Der er en ting jeg aldrig bliver. Det er procianer" bekendtgjorde han. Hvorfor lyve? Hvorfor lade englen blive skuffet af at forvente det? Han var fra Dvasias og ville altid være det.
Hans mor ville blive trist over han ikke smuttede hjem en tur, inden han tog videre. Men det var ikke så meget fordi han havde et valg. Han følte sig ikke selv ked af det, men han vidste hun ville blive det. Men hun klarede det nok. Hun var jo van til lidt af hvert.
"Men lad os komme af sted. Jeg skal nok holde dine små regler...Så længe jeg kan holde det ud..." han smilte svagt. Så måtte de se hvornår englen kunne vise ham hvordan han slog ihjel. Hvilket jo i bund og grund var hvad det hele gik ud på?
"Jeg vil sørge for at sige til, inden jeg eksploderer af kedsomhed eller...Mangel" Mangel på død og ødelæggelse, selvfølgelig, men han regnede med at englen ville kunne regne det ud. Åh...Hvis bare han fik et værelse, en celle...Hvad han nu måtte få at kalde 'sit eget', ville han være glad. Et sted han kunne søge tilbage til, være sig selv og slappe af...Et helle. Han havde brug for det. Uanset om der så skulle stå en hær ude foran døren og det var i det højeste tårn eller i den dybeste kælder. Bare en seng. Mere behøvede han ikke. Når bare han kunne være alene...For meget selskab gjorde ham helt skør. Han kunne slet ikke holde ud at være sammen med mange folk, i længere tid. Og da slet ikke i et ukendt, fjendtligt land....Hvilket definerede faktisk alle lande.
åh måske skulle han bare lade være med at tænke for i aften...Han var træt og hans tanker gik i ring, ingen nyttige vegne. Det var spild af energi!
"Vis vej" Han kendte vejen gennem Dvasias, gennem Manjarno...Men længere kendte han den ikke. Om de så red eller fløj.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Lige i øjeblikket, var Gabriel klar over, at han var meget krævende overfor denne dødsengel, men hvis han skulle være i Procias, så måtte han jo se de klare retningslinjer for sig, for ellers ville det jo ikke have nogen effekt. Der var en kæmpe forskel på det at leve i Procias og så at leve i Dvasias. Han kunne måske slå mere ind i hovedet på denne mand, inden han gjorde noget i fremtiden? I det tilfælde, ville han da påstå at hans opgave var fuldført.
"Jeg forventede ikke, at det ville blive nemt.. Hvis du følger mine regler, vil goderne naturligvis også komme til dig," sagde han med en rolig stemme. I hvert fald til start, var han nødt til at holde et meget skarpt øje med denne mand, og det var jo heller ikke fordi at han havde lyst til at være irriterende, ond eller grotesk, for det var han da godt nok ikke. At manden tog fat om tasken og flere af de planter, som han nu havde brugt, sagde han dog ikke noget til. Han måtte dog sande, at det var ham en kæmpe fascination, for han kunne rent faktisk godt lide tanken om at han måske også kunne lære noget af denne mand.

Ære skulle han nok lære hvad var for et begreb, som han også kun håbede på, at han kunne imødekomme denne dødsengels forventninger til ham. Ærefulde dødsfald, skete bestemt heller ikke ofte, og særligt ikke på denne side af grænsen, men det var jo aldrig til at vide. Det kunne jo være det skete.. det kunne være at det ikke gjorde. Det var aldrig til at sige.
"Et forsøg er alt jeg kræver og forventer.. Jeg vil naturligvis skænke dig et eget værelse liggende bort fra min tjenestestab. Jeg ønsker naturligvis at dit ophold skal blive så.. behagelig som muligt," sagde han med en rolig stemme. Han var ikke ond og grotesk, og han ønskede jo faktisk at vise sig fra sin bedste side. Selvom denne mand nok naturligvis forventede at der ville ske det ene og det andet, men det var nok ikke noget som ville komme til at ske. Ikke med det samme i hvert fald.
De var nu ved at være klar til at tage afsted, hvilket var noget som passede Gabriel ganske udmærket. Han nikkede og spredte efterfølgende de store hvide vinger. Det var bare nemmest for alle parter.
"Vi flyver. Det er hurtigst.. Du kan flyve med skaden som du har pådraget dig?" spurgte han videre. Ikke just fordi at han var bekymret som sådan, men han ønskede jo at det skulle være behageligt, og ikke noget som ville komme til at gøre ondt. Han var en god mand inderst inde.. Særligt når det var noget som han kunne få lov til at få ud på denne måde.

[Deleted]

Åh vær sød...Vær sød at lade være med at snakke! Hver gang englen åbnede munden, lød det som om han snakkede til en misforstået, lille dreng. Som en dreng der lavede noget forkert, uden at vide det og havde brug for ekstra opmærksomhed. Det tirrede ham hver gang, skar lige igennem hans øre og gav ham næsten hovedpine. Selv om den begyndende hovedpine nok skyldtes andre ting, såsom udmattelse og hans sår. Vær artig og du vil blive behandlet godt, få alle de gode ting...Det lød som tortur. En måde at få folk til at rette ind og gøre det man ønskede sig de skulle. Men Zean kom fra en fattig familie, selv ejede han ikke mere end et par mønter af gangen. Han var van til at sove i træer eller forladte hytter, van til selv at jage og samle sit bytte. Han havde ikke brug for meget andet end et sted at sove og mad, før han trivedes.
"Jeg syntes det har ændret sig fra...Dig der skulle vise mig noget, til dig der prøver at lave om på mig" kommenterede han en smule tørt. Englen skulle også passe på...Nok ville han give det en chance, men blev det ved med at være irriterende, kompliceret, ubehageligt...Ville han blot tage væk igen. Nogen ville nok sige det var den nemmeste løsning, at flygte i stedet for at kæmpe. Zean så det mere som overlevelse og, for det meste, blot det at udnytte ens frihed. Som det var nu, var han en fri mand. Ingen konger bestemte over ham, trods disse bestemte over de lande, han opholdte sig i. Hvorfor blive et sted, der ikke var behageligt, når der fandtes så mange andre steder? Hvorfor kæmpe, hvis man ikke fandt det værd at kæmpe for? Zean kæmpede kun når det betød noget for ham. Ellers stak han af, uanset om han lod folk i stikken eller ej.

Han satte tasken på plads, så han frit kunne bruge sine vinger. Hans grå blik faldt på englen, skarpt, som ønskede han at stikke englen ned, uden selv at bevæge sig. Nej...Han ville ikke være i stand til at flyve langt. Han var samtidig træt og med såret...Hvert vingeslag ville hive i såret, få det til at bløde igen og stikke ham i siden. Men han sagde det ikke. Han var ikke svag. Hvis dette var en prøve, hvis han skulle bevise noget...Han kunne sagtens flyve, hvis det blev krævet! Og det ville han. I stedet for at svare ham, spredte han vingerne ud i hele deres længde. Han var stolt af sine vinger og han elskede at flyve. Denne gang krævede det bare at han ignorerede smerten, som når hans ryg havde samme mønster som et ternet tæppe. Det burde være let nok. Uden at vente på englen, satte han fra. Han vidste alligevel han ville følge efter, opsat han nu var på at holde øje med ham. Derfor ville han nok alligevel ikke være lettet, før Zean var i luften. Uanset hvad, blev englen nød til at følge efter, for det var mørkt og Zeans vinger gled hurtigt i et med mørket. Det var klart at fulgte englen ikke efter, ville hele Zean blive i et med mørket...Og faktisk umulig at se, med minde man fløj op efter ham.
Han fik ret. For hvert vingeslag hev det i huden. Han mærkede det sprang lidt op igen og en bloddråbe forlade såret og glide ned over hans hud, før trøjen absorberede den. Det skulle nok gå.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var skam klar over, at han havde noget at bevise for denne dødsengel, men alene af den grund, forventede han da uden tvivl at manden tilpassede sig det land som han opholdt sig i, og i dette tilfælde, så var det jo i Procias. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet.
"At lære, skal du nok.. jeg skal vise dig, hvad jeg har lovet, såfremt at den mulighed vil vise sig.. Imellemtiden, forventer jeg naturligvis at du retter dig ind efter mine regler.." endte han med en ganske kortfattet stemme. Han ville ikke lade det være op til diskussion.
Utilfredsheden kunne Gabriel nærmest fornemme på denne dødsengel, selvom det nu ikke var noget som han hverken kunne eller ville tage sig af. Han kneb øjnene let sammen. Han var ikke decideret ude på at forandre ham, men give manden et ordrentlig indblik i hvad der egentlig foregik på den anden side af muren, som de normalt aldrig kom i nærheden af.

Naturligvis ønskede Gabriel ikke, at denne dødsengel skulle have ondt af turen til Procias, for den var jo alligevel forholdsvis lang, kunne man jo sige. Han rystede let smilende på hovedet af ham. Stædigheden måtte jo bare være til stede. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det gjorde det da kun nemmere for ham at komme frem og tilbage. Som dødsenglen satte af fra jorden, og søgte i retningen af himlen, gjorde han det samme. De store hvide vinger, satte af fra jorden, og søgte efter ham.
color=white]"Vi skal denne vej,"[/color] endte han med en ganske kortfattet stemme, da han selv skiftede kurs og søgte direkte i retningen af Procias, som lå mod vest.
Vinden slog koldt mod hans ansigt, idet han søgte op i højden, og søgte mod det lyse land. Han forventede naturligvis at dødsenglen valgte at søge efter ham, så de kunne komme frem, og gerne uden, at han skulle fanges ved muren, for det var slet ikke noget som han var ude på i det hele taget. Hans vingeslag var rolige og stabile.. og i mellemtiden.. så kom de tættere og tættere på Procias.

//Out