Kontrasterne. (Gabriel Maloya Nicomendes)

[Deleted]

Pisken havde lagt længere væk denne gang. Englen havde skubbet den væk...Men ikke langt nok væk. Og han havde tøvet. Hvilket fortalte Zean at englen ikke ville dræbe...Med det samme. Han skulle selv presse manden til det. Og uanset hvor sjov denne leg havde været, valgte Zean ikke at slå igen, for trods alt ønskede han jo at holde sig i live. Man kunne vel et eller andet sted sige kampen var en form for uafgjort. Zean følte sig i hvert fald hverken for en taber eller vinder.
Han holdt endnu om sin pisk da han fik kæmpet sig op i stående stilling. Først nu mærkede han at han faktisk var forfærdelig udmattet, selv om adrenalinen endnu gjorde sit for at holde ham i gang. Han blev stående hvor han var, med pisken hængende slapt ned langs siden og kiggede over mod englen, der trak sig tilbage...Klogt...Han ville gøre det samme...
"Du advare og advare, men jeg føler mig ikke det mindste såret. I aften vil en anden dø...Og det vil være din skyld" han smilte svagt for sig. Måske var hans krop træt, men det forhindrede ham ikke i at lege med englen. Han ville nok ikke pine noget til aften, han ville nok pleje sine sår og sove. Men i morgen måske...Eller i overmorgen, senest. Men det behøvede englen ikke at vide. Han holdte pisken klar, klar til at slå, i tilfældet af englen gik til angreb. Hans ledige hånd gled ned til hans sår i siden. Den blev våd....Han blødte lidt mere end han havde troet. Og såret gjorde ondt. Det stak i hans side, når han trak vejret. Forbandet...Det skulle måske sys. Det kunne han ikke fordrage. Forbandede engle!
Han så afventede på englen...Han ville selv stikke af nu her, men først hvis englen trak sig yderligere. Han kunne ikke få sig selv til blot at flyve sin vej nu her, midt i det hele. Hvis englen forlangte det, ville han fortsætte til en af dem var døde. Men han ville lade englen tage valget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel knyttede næven omkring sværdet, også selvom han for nu, ikke gjorde brug af det. Hans hånd rystede.. Selv dette kostede tid og kræfter som han ikke havde, selvom han nu kunne trøste sig med, at det i hans forstand, nok var hans skyld at denne kvinde havde fået lov til at beholde sit liv for i aften, selvom han var sikker på, at det ikke var ovre endnu. For nu kunne man vel godt sige, at de var ligestillede.. Der var ingen vinder, men heller ikke nogen taber. Denne mand havde uden tvivl sine klare fordele her i mørket, og han kunne jo ikke rigtigt stille noget op i det henseende.
"Det er dumt at true med at gå efter andre, når jeg står her med et sværd hævet i min hånd, synes du ikke?" spurgte han med en ganske sigende mine. Han tog det bestemt ikke som noget godt tegn. Han svedte.. Han følte det hele ryste i hans krop og sind, og om det var fordi at adrenalinet pumpede i hans krop, for han kunne slet ikke styre det. De himmelblå øjne forlod dog ikke hans skikkelse på noget tidspunkt.

Gabriel tog et skridt mod denne dødsengel, blot for at understrege det ramme alvor. Han ville ikke lade denne mand søge ud og tage en andens liv, end den kvinde, som han havde forhindret ham i at tage i aften.
"Lad dog andre uskyldige liv i fred, og tag hellere et som mit, hvis du kan, og kæmp for det.. opnå noget for det..!" endte han med en fast tone. Manden blødte og han kunne jo se, at han havde ramt godt, og det var jo det, som var det vigtigste lige nu.. Han havde slået fra sig, og han havde bevist, at han var en mand som slog fra sig! Han knyttede næven om sværdet.. Det føles næsten så tungt at løfte og bære det, men lige nu var han bare nødt til det.
"Jeg giver dig en chance til at gå fra det her som en mand.. Med løftet om at du ikke vil søge efter uskyldige liv i aften," endte han. Ganske vidst klar over, at man ikke kunne stole på en dvasianer, men selv han ønskede ikke at tage liv, med mindre, at det virkelig blev nødvendigt for ham.

[Deleted]

Han fjernede sin hånd fra såret og begyndte at folde sin pisk sammen, trods englen stod foran ham, med hævet sværd. Hans blik veg ikke fra englen, trods hans hænder var beskæftiget.
Englens ord prallede af på ham. Han anede ikke hvad manden snakkede om. Han havde hørt andre, deriblandt hans egen far, snakke på samme måde. Om at være en mand, om ikke at være sådan. Men han havde aldrig rigtig lyttet, blot gjort som han nu selv havde lyst til. Det føltes bare bedre, end at kæmpe for noget der ikke var hans eget, for noget han ikke forstod.
"Jo, faktisk" gav han manden ret.
"Men ville du slå mig ihjel, har du haft flere muligheder til at gøre det. Så jeg tillader mig alligevel at være lidt flabet" sagde han ligeud og smilte svagt. Pisken var rullet op, så han satte den fast i bæltet og tjekkede om dolken var på sin plads. Det var den. Bagefter lod den ene arm falde ned langs siden, mens den anden søgte hans sår i siden igen. Ganske afslappet, ikke længere truende.
"Så slå mig ihjel nu? Jeg vil ikke gøre modstand. Nok løbe for mit liv, men ikke gøre modstand." sagde han udfordrende og en smule drillende.
"Hvad skulle jeg opnå? Hvad skulle jeg kæmpe for?" hans ene øjenbryn gled sigende op i panden, i tydelig undren.
"Jeg gør det jeg finder sjovest. Hvad andet skulle jeg tage mig til?" han smilte igen svagt og trak på den ene skulder.
"Jeg forstår ikke jeres små æresbegreber. Men de lyder kedelige. Så kald mig en dreng, hvis det gør dig glad. Kald mig noget andet, end det jeg er. En kujon, en idiot, en dødens sendebud. Jeg har hørt det meste før...Og jeg nyder endda visse af mine øgenavne. Der er intet nyt i det. Jeg vil smutte nu... uden noget løfte" Han begav sig til at gå sidelæns, så han kunne forsvinde langs søen, men uden at sætte ryggen til englen. Så dum var han dog ikke. Han begyndte at gå baglæns, et skridt ad gangen, for hvert skridt gemte mørket ham mere og mere. Der var ingen tvivl om at han ville smutte...Medmindre englen stoppede ham eller sagde noget, der fik ham til at blive bare lidt længere...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kørte på de sidste reserver, og nemt var det ikke. Han var rusten hvad angik kamp og strid, og særligt når han slet ikke ønskede at tage nogen liv. Alt taget betragtning, så var der mange ting som var oppe at vende. Han stod overfor sin ærkefjende, som han vidste, at han burde slå ihjel. Men end ikke det, var noget som han var synderlig interesseret i.
Manden opfordrede ham næsten til at slå ihjel, og et sted måtte han jo erkende, at han følte sig.. fristet. Han var virkelig fristet til at gøre det og dog. Han ville ikke slå ihjel, hvis han kunne blive fri, også selvom han vidste, ved at lade denne mand gå, at han ville tage andre liv i stedet for. Hvad var meningen med det liv? At lege Gud? Han forstod det ærlig talt ikke.
"Jeg kan selvfølgelig ikke give dig en grund til at skulle kæmpe for noget, som du ikke har lyst til at kæmpe for. Jeg har ikke lyst til at slå ihjel, med mindre du virkelig ikke giver mig noget andet valg." De himmelblå øjne fulgte manden med en fast og intens mine.

Hvad manden skulle kæmpe for? Hans ære, var vel altid et godt sted at starte, ville han da lige vove at påstå! Han trak vejret dybt. At få hjerterytmen ned, var lidt en opgivet kamp på forhånd, og han kunne virkelig ikke gøre for det. Han havde selv mange fine ting som han kunne kalde denne dødsengel, men hvorfor synke ned på niveauet til et barn? Når han stod her som en voksen mand?
Som manden bakkede mere mod mørket, tog Gabriel dog ingen chancer, og søgte efter. Endnu med sværdet i sin hånd.
"For din ære.. Et ærefuldt liv?" spurgte han. Ære var nemlig noget som han selv gik frygtelig meget op i.
"Jeg har ikke tænkt mig at synke ned på jeres niveau ved at pine folk med øgenavne eller andet af den slags. Vis dig som en oprigtig mand!" endte han med en fast tone. Han fortsatte med at gå efter.. Denne mand skulle ikke bare have lov til at tage flugten derfra!
Ved hver en hvertrækning som han tog, kunne han mærke hvordan det spændte i hans bryst. Selv de piskeslag havde ramt ham voldsomt. Og de gjorde ondt. Meget ondt faktisk.

[Deleted]

Han mærkede irritationen gnave, da manden åbenbart ikke ville lade ham gå. Hvorfor? Han troede at englen ville være glad for at slippe! Glad for at stoppe kampen, for at de ikke skulle bløde mere og for træt til andet. Skulle han virkelig love at han ikke slog nogen ihjel, i dag vel at mærke, før englen ville lade ham gå? Han kunne altid slå vingerne ud og flyve sin vej. Men inden han kom luften, kunne englen stikke sværdet i hans mave, som en nål i en nålepude. Og så flyve til en by, hans hjemby lå jo ikke så langt herfra, byen hvor elverne opholdt sig...Men han havde ikke lyst til at tage hjem. Nok...kunne han...Ja, hans mor var der. Men hans far var også. Og elverne havde aldrig været enormt venlige, mere arrogante.
Pludselig mærkede han aldersforskellen. Hvad vidste han om det hele? Det virkede som om englen havde levet meget længere og havde meget mere styr på sådanne ting. Men han havde ikke tænkt sig at falde på knæ nu! Aldrig i livet.
Og så var der jo også det...At han havde et sår i siden. Han ville ikke kunne flyve optimalt med det. Det ville gøre ondt og hive i musklerne, forhindre ham i at flyve særlig stærk eller særlig langt.
Om englen havde fanget ham? Sådan set ikke. Han fortsatte med at gå baglæns, med øjnene plantet på englen, i håb om englen snart ville opgive og lade ham smutte. Hvis englen blev ved...Kunne det jo næsten tolkes som om englen havde vundet denne leg!

"Jeg forstår ikke ære" kommenterede han. Hans stemme var lav, tydeligt irriteret og en smule træt.
"Hvis jeg endelig kæmper, er det for at overleve. Er det hvad vi er ude i? At du vil have jeg kæmper for ikke at dø, her til eftermiddag?" han slog let ude med den ledige hånd, den anden var jo travlt beskæftiget med at holde blodet inde i hans krop. Lidt forgæves.
"Hvad er det du vil?" Han brød sig ikke om sætningen. Det lød næsten som om han skulle forhandle for at komme væk. Han vidste jo også hvad englen ville...Forhindre ham i at dræbe yderligere. Omend, det aldrig ville ske. Han lavede for at pine og dræbe. Allerhøjst kunne han måske holde sig fra det i et par dage, men til sidst ville fristen blive for stor...
Han havde ikke set stenen. Hans hæl hamrede ind i den og fik ham næsten til at falde baglæns. Hans arme hægtet kort i luften, som prøvede de at gribe noget der kunne holde ham oppe. Kort efter lå han på ryggen. Han dunkede hovedet direkte mod jorden og mærkede en smag af blod i munden endnu en gang. Denne situation kunne ikke blive meget værre! Han tvang sig op på albuerne og sank spyttet der smagte af blod, mens han sendte englen et vredt blik. Som var det englens skyld der var en sten. Det hele var også stenens skyld...Lige nu kunne det føltes sådan. Det hele kunne ikke blive meget værre!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var om en en del ældre end denne dødsengel. Han tænkte mere over sine handlinger og konsekvenserne af disse, før han tog dem, og det var jo også det som han havde gjort i denne situation. Han ville ikke lade denne dødsengel tage flere liv. Han havde ikke lyst til at tage hans, og det skulle ikke koste folk livet, hvis han lod denne mand gå! Det var egentlig et voldsomt dilemma, som Gabriel var placeret i, men hvad pokker.. Kunne han banke bare lidt lys fornuft ind i skallen på den mørke engel, så havde han da opnået meget i dag!
At lade denne engel gå, var dog ikke en del af Gabriels intentioner, for det væsen var farligt.. og særligt med de tanker som han gjorde sig, og det kunne han ikke tillade sig! Slog englen ihjel, var det blod på hans hænder, og det ville han slet ikke finde sig i. Ære var manden et ukendt begreb. En skam.. Det fyldte ellers utrolig meget i dagligdagen i disse samfund, og det vidste han da.
"Æren er hvad man kæmper for.. ikke bare overlevelse. Man gør det for at bevise noget, og ikke bare tage liv. Hvorfor fortsætte disse uendelige stridigheder, når vi kan gøre det på andet vis? Vi er af samme støbning.." Hans himmelblå øjne vendte han igen i retningen af den mørke engel, som fortsatte med at komme tilbage i mørket. Det var virkelig også mørkt nu. Gabriel kunne bestemt ikke lide det.

Manden endte med at falde over en sten. At se ham nærmest kaste rundt med armene, for at finde noget at holde fast i, inden han røg ned på jorden, fik Gabriel til at stoppe op igen. Ikke fordi at han havde i sinde at hjælpe den mand.. Han havde jo endnu våben på sig, og han ønskede ikke at miste mere end hvad der var nødvendigt.
Begge var de kommet til skade i denne situation, og derfor ønskede Gabriel bestemt heller ikke at gøre tingene forkert. At handle forkert lige nu, kunne jo i værste tilfælde, faktisk ende med at koste ham hans liv. Han stoppede op ved fødderne af dødsenglen. Den mine.. Som var det hans skyld, at han var faldt over en sten. Det var ikke noget som han ville påtage sig skylden for. Han endte dog alligevel med at række manden en hånd. De havde lige kæmpet.. i værste tilfælde, kunne det have været til døden, men end ikke det, var noget som Gabriel var interesseret i.
"Du ved udmærket godt, hvad det er, jeg vil," sagde han med en ganske intens mine. Han lavede bestemt ikke sjov.. Manden vidste hvad han krævede af ham, for at lade ham gå.. I værste tilfælde, så måtte kampen jo fortsætte, for han lod ikke denne mand gå, hvis han havde intentioner om at fortsætte med at tage menneskeliv!

[Deleted]

Situationen var vendt. Han følte sig ikke længere som nogen vinder, som en der havde det sjovt og gjorde som han ville. I stedet følte han i stedet trang til at gøre sit bedste for at holde sig i live og sikre sit fortsatte liv så godt som muligt. Sikre sig en situation, hvor han endnu kunne leve sit frie liv. Hvilket også var det eneste tidspunkt han kæmpede, nemlig for ham selv. Han havde ingen andre at kæmpe for...Endnu i hvert fald. Men tingene lå langt ude i fremtiden og var ikke nogen han kunne tage sig af nu. I stedet gjaldt det bare nutiden. Denne fremmede mand havde en uhyggelig sammenligning med hans far. Slog løs på ham, for derefter at prøve og belære ham. Belære ham om noget han ikke forstod, men ord der virkede næsten spildte på ham.
"Hvilken anden vis? Sætte os ned og snakke?" foreslog han sarkastisk. Han var ikke god til at sidde stille i længere tid, til at snakke i længere tid. Han endte altid med at kede sig. Der skulle ske noget!
"Vi er ikke af samme støbning. Vi har begge vinger, men der stopper sammenligningen også. Hvor i elsker lys, elsker vi mørke. Hvor i elsker liv, elsker vi død. Det ligger i vores natur. Hvad du åbenbart er blind for. Eller du er måske stor tilhænger af at alle kan ændres?"
Hans blik fulgte englens bevægelser, da hånden blev rakt ud til ham. Først virkede det tøvende, men bagefter mere sikker. Hvorfor? Hvorfor ville manden hjælpe ham op? Hans eneste ide gik på det var en fælde. Han vidste ikke helt hvordan, om han ville hive ham op bare for at hugge ham ned eller noget i den stil. Men han stolede ikke på manden. Som han aldrig stolede på nogen. Ofte ikke engang sin mor, som ellers var den eneste stabile person i hans omgangskreds. Som desuden var ganske lille.
Han tog ikke imod den. I stedet trak han benene til sig og kom selv op og stå. Hans ene hånd gled automatisk ned på såret i siden. Afventende. Han fik ikke lov at gå...Men han var stædig nok til ikke at love noget. Det var bare som om...Når man lovede noget, at så skulle det holdes. Lige som han ikke kunne få sig selv til at bryde sin aftale med Elmyra, om at ingen på slottet måtte komme til skade. At han så bøjede reglerne lidt var en anden ting...
Men han hverken kunne eller ønskede aldrig at slå ihjel. Han kunne lide at gøre det og det var det han var bedst til. Ud over at heale.
Hans had til englene fik nu en mere personlig karakter. Før havde det bare været en...medfødt uvilje. Men nu følte han en større grund til at hade dem. Dem og deres forbandede lort, evige snak om aldrig at myrde eller gøre noget ondt! Gå til helvede med det...Nej vent...gå til himlen. Himlen var hans helvede, et sted hvor englene kunne forsvinde hen med alt deres vrøvl. Helvede var hans legeplads. Eller sådan foretrak han at tænke på det.
"Såå...Ingen dør i aften, var det du forlangte jeg lovede?" pointerede han. Englen havde startet med at sige for evigt...Men havde vendt det til at være for i aften. I hvert fald så vidt han havde hørt. Han havde nu heller ikke tænkt sig at myrde nogen til aften...Så spørgsmålet var om det betød så meget? Der var jo altid princippet. Men et eller andet sted syntes han det var vigtigere at overleve.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Striden med denne dødsengel kunne fortsætte fra nu og frem til den ene faldt om - død, hvilket heller ikke var noget som Gabriel havde i sinde at gøre. Det kunne godt være, at han havde langt større ambitioner end denne mand havde, men det kunne jo også være at hans royale stand, samt hans liv som konge, spillede ind i det tilfælde. Han var ikke udødelig, nej, men havde mange andre erfaringer i livet end hvad de fleste nok ville gå og tro. Hans mine forblev intens og fast. Alene det at vide, at nogen kunne finde på at tage liv, bare fordi at de fandt det underholdende, var slet ikke noget som han kunne forstå.
"Du fokuserer på de ting som gør os forskellige.." Gabriel kunne sagtens have tendenser til at virke bedrevidende, uden at det egentlig var hensigten.
"Begge er vi en race af engle.. begge har vi vinger og kan flyve, som vi kan vælge et liv på jorden, samt vi kan heale, om det er hvad vi lyster," remsede han op. Der var lige så mange ligheder, som der var det modsatte, så hvorfor hænge sig fast på det, som gjorde dem så forskellige?

At manden ikke tog imod hans hånd, kom så heller ikke synderlig bag på Gabriel. Han himlede med øjnene, inden han lod hånden falde igen. Hans mine forblev fast og vendt mod denne dødsengel, da han så sandelig heller ikke tog nogen chancer for noget, for denne mand ville da heller ikke tøve med at slå ham ihjel, om han fik muligheden for det.
Gabriel trak vejret dybt og blev ellers stående. De havde slået nok løs på hinanden nu, ville han da mene.
"Ikke bare i aften.. men også generelt. Jeg vil ikke høre om mord, drab, eller at du har slået nogen ihjel.. Der er ingen der fortjener at lide den skæbne," sagde han med en ganske kortfattet mine. Det kunne godt være, at det var en yderst sukkersød tanke, men den var god nok, og Gabriel var sikker på, at hvis flere gjorde sig den, så ville den sagtens gå hen og blive realtisk udført på et tidspunkt. Han gav i hvert fald ikke op på den.

[Deleted]

Det var jo...Helt urealistisk! Han havde altid gjort som han ville. Hans mor havde rystet på hovedet af ham, men vidst hun ikke havde styrken til at sætte ham på plads. Hans far havde prøvet lidt af hvert, hvilket for det meste bare havde haft modsatte effekt. Og til sidst var han jo taget hjemmefra for at opleve verdenen. Aldrig havde han drømt om at blive sat på plads af en engel, her i Dvasias, så tæt på hans barndomshjem! Det var ret så...absurd. Og nu skulle han pludselig stoppe med at gøre som han ville? Jamen hvad han så give sig til? Kede sig? Hvad skulle han bruge sin energi på, når han ikke slå hovedet ind på nogen og begrave sine fingre i deres varme hjernemasse? Høre deres skrig? Bare tanken gav ham næsten styrken til at opsøge en nu og bare gøre det...
Det var som at være afhængig.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt, selv om han ikke længere turde vise foragt eller grine af det. Ikke direkte. Englen virkede ret så seriøs jo.
Og...Præcis hvordan regnede englen med at undgå det? Sådan som han så det var det en ganske umulig opgave. Han var godt nok...adelig eller noget i den stil, men helt sikkert ikke fra Dvasias, så han ville ikke kunne holde øje med ham eller komme efter ham hele tiden. Og hvorfor skulle han høre noget så hverdagsagtigt som at nogen er myrdet? Det skete hver dag! Godt nok kunne Zean lide at sætte sit præg på sine ofre, men det var ikke kendetegn han gik ud fra englen kendte til.
I det hele taget virkede det latterligt.
"Og du har måske tænkt dig at forfølge mig fra i dag og resten af mit liv, for at tjekke op på det?" han kunne ikke lade være med at gøre lidt grin. Kunne englen virkelig ikke se det? Hans smil voksede lidt.
"Du kan lige så godt slå mig ned nu her. Det kommer aldrig til at ske...Dertil nyder jeg det for meget" indrømmede han direkte. Hans grå øjne forlod ikke englen,han var klar til at springe væk fra det endnu dragne sværd, i tilfælder af at englen tog hans ord alvorligt og huggede ud efter ham.
"Du vil altid høre om mord og drab, uanset om jeg er grunden eller ej. Forbind ikke al verdenens mord med mig. Jeg er ikke den knap du skal trykke på, for aldrig at høre om det igen" kommenterede han. I et øjeblik overvejede han faktisk om englen ville følge efter ham. Han virkede så alvorlig omkring det. Det måtte virkelig betyde noget for ham...Hvad det så end betød.
"Bare et spørgsmål, i forhold til det du sagde tidligere...Jeg må godt slå ihjel hvis blot jeg har en bedre grund til det?" Han havde snakket om ære og om at slås som en mand. Ikke at han forstod det, det lød som luft. Som en indbildt grund til at slås, for ikke at få dårlig samvittighed, noget han aldrig havde haft. Men hvis han lod som om han havde en lige så latterlig grund...Havde det jo næsten virket som om det var i orden at slå ihjel?
Han vidste ikke hvad englen ville nu. Og han ville slå ham ned for at være flabet, blive stående her i mørket. Hans ledige hånd gled over pisken et øjeblik, men han vidste at englen holdte øje med ham og sikkert kunne sætte sværdet for hans hals, før han fik trukket pisken. Men derfor legede han alligevel med et par ideer for hvordan han kunne flygte...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel opgav ikke dette, og særligt ikke når det alligevel lød til at denne dødsengel lyttede til hvad han havde at sige. Det kunne godt være, at det var et massivt slag på den mandlige stolthed, samt det at de var modsætninger, men alligevel af samme støbning. Han kunne prædike om rigtig meget af det som skete i denne stund. Manden var vred.. Det stod langt ud af ham, men af den grund, så Gabriel dog ikke nogen grund til at skulle hæve sit sværd og gøre noget yderligere ved det.
De himmelblå øjne forlod dog ikke denne mand.. Selv lagde han ikke meget mærke til hvad han gjorde med sine hænder, da han havde fokus på hans ansigt i stedet for. Han ønskede at bevare en øjenkontakt. Han var ikke bange for ham, også selvom adrenalinet kørte for fuldt igennem hans krop og sind.
"Hvis du gør det til en nødvendighed, kan jeg snildt få folk til at holde et øje med dig for mig. Personligt har jeg ikke timer nok i døgnet til at gøre lige så," pointerede han med en ganske kortfattet stemme. Det var nok et meget højt mål at sætte, men derimod var det også et af dem, som han rent faktisk ønskede at stå inde ved og opfylde. Før eller siden, ville folk holde op med at slå ihjel. Det var en drøm som han havde, og han gjorde hvad han kunne for at imødekomme dette.

En ting var at slå ihjel, når det var en nødvendighed, og en anden var at gøre det, når man kedede sig eller i ren sjov. Det var det som Gabriel havde det sværest ved, for i hans øjne, kunne man ikke bare gøre den slags. Overhovedet ikke! Gabriel var optimist i den sag. Han var sikker på, at hvis folk lagde nok i det, så kunne det ske en dag. Han strammede grebet om sit sværd, men gjorde dog ikke nogen tegn til at ville hæve det.
"Hvert et mord som vil blive begået her i landet, er ikke blod som jeg vil smide på dine hænder.. Jeg ved at mange andre gør det, men hvorfor gøre det, bare fordi at andre gør det?" spurgte han, inden han tog et skridt mere hen mod ham. Han var ikke bange af sig.. Nej, han ville vise sig som den store og stærke denne gang!
"Til tider kan det blive en nødvendighed at tage det valg, for at overleve selv. Ikke for sjov.. Men når det er nødvendigt," pointerede han med en mere fast tone. Det var hårdt for ham at tage den snak.. Særligt med en, hvor han vidste at tortur, pinsel og død, var en hverdag. Alene den tanke, var noget som gjorde ham direkte dårlig!

[Deleted]

Blablabla...
I et andet liv, et andet sted, et andet tidspunkt...Ville dette måske have været spændende. Han ville måske have taget imod udfordringen og snakket for sin sag. hvis han havde en. Han havde jo allerede sagt det, som han havde at sige. Nemlig at han slog ihjel fordi han nød det, fordi han var god til det. Men englen kendte tydeligvis ikke til det at nyde noget. At holde af noget. At lave noget, men kunne lide. Sådan en dødbider!
Og hvad der passede Zean bedre, var at manden virkede fuldstændig ligeglad med hvad hans hænder lavede. Set fra hans side var det en fejl, men han gjort intet for at gøre englen opmærksom på det. i stedet gled hans fingre let over den knap der holdte pisken på plads...Begyndte at løsne den. Han måtte holde englen hen. Distraherer ham, slå til og stikke af. Han var ligeglad med hvad det betød eller hvordan englen så på det. Men han havde ikke tænkt sig at holde nogen som helst løfter, der ville frarøve ham...Det! De ting!
"Hvem siger jeg gør det, fordi andre gør?" pointerede han.
"Jeg gør det fordi jeg nyder det. Fordi jeg er god til det. Ikke fordi jeg forventer du vil forstå det..." han regnede ikke med at englen ville bruge tid eller penge på at holde ham under observation. Desuden fjernede han sig hele tiden...I det ene øjeblik var han i Dvasias, det næste i Imandra. Først i den ene by, så den næste, lavede alt og intet. Opdagede, lærte, erfarede, handlede, aftale. Alle mulige ting. Hvis han selv skulle sige det, ville han nok snart være god til at finde rundt i de to lande. Både de kendte og mindre kendte veje og steder.
Han smilte svagt.
"Fint så. Jeg venter med at dræbe...Til en anden god gang" Det var vel hvad englen ville høre! Han var også lidt nysgerrig...Over hvad englen så ville gøre. Tage sit sværd til sig? Lade ham gå? Ville han overhoved tro på ham, hvis han endelig lovede det?
For han havde allerede besluttet sig. Dette ville blive en af de aftaler han ikke ville overholde. Men i den rigtige situation ville man vel love alt muligt, uanset om det var realistisk eller ej.
Hans fingre lukkede sig om piskens håndtag, da den pludselig foldede sig ud, som en lang orm, der endelig var fri. Han var træt, hans muskler værkede og føltes stramme. Hans sår blødte ikke længere særlig meget, selv om han nødig ville lade såret springe op på ny. Og dog, ville han endnu mindre lade sig dominerer af en dum engel. Uanset hvor mange pæne ord han kunne, uanset hvor gode hans forklaringer på de særeste ting, var! For sandt nok....Var englen tættere på at få ham til at forstå hvad folk mente med visse ting, end han havde været længe. Ikke at han selv ville føle det eller helt forstå det...Men han ville bedre kunne forstå det i forhold til andre. Måske.
Han tog armen tilbage, klar til at slå fra sig.
"Var der ellers noget?" Han ville ikke spilde sine kræfter. Hvis englen alligevel lod ham gå nu...Var der ingen grund til at slå efter ham. Hvis ikke...Måtte han jo kæmpe sig ud af det. Uanset hvad det ville koste ham. Men det var jo også hvad englen ønskede...Trods alt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dødsenglen lyttede da om ikke andet til Gabriels ord, hvilket skam var noget som passede ham mere end fint. Det var det vigtigste.. Det viste da om ikke andet, at det bæst faktisk havde et hjerte, et hoved og kunne tænke en tanke, også selvom han tvivlede på at han ville imødekomme de krav som Gabriel nu ville give ham.
Sværdet havde Gabriel endnu i sin hånd. Han havde dog ikke gjort tegn til at han ville gøre brug af det, for det var bestemt heller ikke det, som han ville sige, at han var ude på. Han var derimod ude på at få det væsen til at lytte, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? De himmelblå øjne hvilede intenst på ham.
"Og hvad er den eksakte grund til at du vælger at gøre det? Fordi du nyder at tage livet fra andre væsner, eller fordi at du kan lide muligheden for, at du kan det? Fortæl mig.. Hvad er meningen med at tage andre liv... bare for at tage dem?" spurgte Gabriel. Det var et sted ikke fordi at han ønskede at høre svaret, men selv han kunne jo alligevel formå at være en smule nysgerrig af sig.

Endnu en gang var pisken fundet frem, også selvom Gabriel blev stående. Hans egen krop dirrede på grund af den manglende energi, men selv her fandt han muligheden for at føre en samtale med mund og ord, fremfor næver og våben, og den tanke kunne han rent faktisk godt lide.
Selvom han nu alligevel holdt øje med pisken ud af øjenkrogen.. Så vidste han jo også at denne dødsengels ord, var noget som han skulle være påpasselig med at tage for gode vare, selvom han ville ønske at han rent faktisk kunne stole på dem.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne stole på dig, når du fortæller mig den slags, men det gør jeg ikke," sagde han med en kortfattet stemme. Måske at det var fordi at han som engel havde en tendens til at kunne gennemskue løgne, og særligt hvis de var alt for oplagte, men selv han have vel bare brug for at understrege, at tingene bestemt heller ikke behøvede at være på denne her måde. Sværdet valgte han denne gang at sænke en anelse, så spidsen nu hvilede mod jorden tæt ved hans ene fod.
"Giv mig tegn til at dine ord, er til at stole på," afsluttede han. Derefter.. så skulle han nok lade ham gå. Han ville jo selv gerne hjem.. Hans krop dirrede af mangel på energi, og selv han havde ondt.. Men end ikke det, var noget som han klandrede den dødsengel for. Han ivaretog blot den strid som havde hvilet mellem engle og dødsengle siden tidernes morgen.

[Deleted]

Han sukkede svagt. Hvad andet skulle han kunne gøre? End blot og sukke og dermed vise sin utilfredshed. Denne engel...enden var han dum som en dør, eller dummere, eller også spurgte han med vilje. Måske led han også for en form for mangel på at forstå folk omkring ham? Det ville give mening.
"Lad mig prøve med et eksempel...Forestil dig noget du bare elsker...Elsker over alt på verden! Noget der bare er fristende, lækker, rart og noget du gerne vil" Hans øjne skinnede ved tanken. Hans smil voksede en anelse, da han tænkte på det der gav ham allermest nydelse, som var så lækkert, så fristende, så...tiltrængende! Det var hans passion, hans hobby, hans liv! Hvis der bare fandtes en gud som dyrkede døden og smerten, som han gjorde, ville han være mere end lykkelig for at blive hans præst! Men desværre...Alle dem han havde hørt om, virkede til at være kedsommeligt gode et eller andet sted. Måske skulle han opfinde sin egen gud?
"Præcis sådan har jeg det med død, med smerte. Jeg har intet andet at tage mig til, at bruge min tid på...End at perfektionerer mine evner inden for kamp, død og smerte. Og jeg elsker det! Over alt andet...Elsker jeg det. Jeg vil ikke leve uden det. Hvis du ikke kan accepterer jeg har det sådan....Må du enden slå mig ihjel her og nu, eller finde på en måde at opfylde mine lyster, på en måde du bedre vil kunne accepterer. For jeg kommer ikke til at stoppe. Jeg vil aldrig stoppe! Gennem blod, smerte og død er jeg forbundet med min race. Og min race er alt jeg har at være stolt af" han smilte svagt og strammede grebet om pisken. Hans øjne skinnede på en næsten sindssyg måde. Altid havde han trøstet sig selv med de ord, når han følte at hans eksistens var ligegyldig. At han havde noget at være stolt af, noget at give sig til, nogen han var god til. Og med tiden...Også noget at nå frem til.
"Det hjælper mig også til at forstå folks kroppe bedre. Så jeg bedre kan heale de folk jeg gider. Men det er selvfølgelig blot en bonus og ikke det jeg går mest op i" kommenterede han. Ville det ændre englens indstilling? Måske. Måske ikke. Han var spændt på hvad englen ville sige til det. For han havde ret...Han burde ikke stole på Zeans ord. Ikke nu, ikke senere.
"Jeg har intet der kan bevise om jeg taler sandt" svarede han blot. Det havde han ikke. Hvordan bevidste man sådan noget? Selv stolede han ikke rigtig på nogen. Hvis det var en ting man gav væk, så havde han aldrig modtaget en. Hverken tilfældigt eller i gave.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alene dødsenglens ord og svar, fik det til at vendes og væmmes i Gabriel, for alene den tanke, at nogen direkte kunne tænde på at gøre det ved folk, var da slet ikke noget som han kunne forstå! Hans krop dirrede af den rene vrede.. Han lystede næsten at slå denne mand ihjel, og bare få det overstået så hurtigt som muligt! Selvom det slet ikke var noget som lå naturligt til ham, for det gjorde det virkelig ikke.
"Jeg begriber ikke, at det er noget som I kan gøre af lyst.. Hvad er pointen i at såre andre og slå ihjel?" Det var nok den side af livet, som han aldrig havde forstået sig på, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var ikke dum.. men der var bare visse ting i livet, som bare ikke gav mening for ham, og dette var en af dem. Næven knyttede han fast omkring hans sværd.. Men han gjorde dog intet. Det lå slet ikke til ham at slå ihjel. Han ønskede slet ikke at give manden den tilfredsstillelse!
"Og du regner ærlig talt med at jeg har tænkt mig at gøre det? Et liv for et liv.. jeg sparer dig.. du skylder mig for fremtiden en tjeneste," sagde Gabriel med en ganske kortfattet og sandfærdig mine. Alt taget i betragtning, var det vel en fin deal for hans vedkommende? Det var jo heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre.. At indgå den form for aftale med en af mørket, men ikke desto mindre, så var det en aftale, som meget hurtigt kunne komme ham selv til gode efterfølgende.

Dødsenglen var ikke andet end en pest og en plage for Gabriel lige nu. Han trak sig et skridt.. også mest for at understrege, at han ikke havde tænkt sig at give manden det som han ville have, og slå ham ihjel. Den side, ville Gabriel da slet ikke vise sig fra!
"Du og dit folk, er rablende vanvittige.. At pine og torturere for forståelsen for healing? Når offeret har vist sig værdig til det? Der er så meget andet du kan arbejde med.. ærefuldt arbejde, for at håndhæve dette," argumenterede han igen. Han så jo helst folk i ærligt arbejde, som folk respekterede, fremfor at gå rundt og bogstavelig talt dolke dem i ryggen. Kvinden i denne aften havde uden tvivl været heldig.. meget heldig.
"Du kan ikke give mig andet end dine ord.. Som jeg ved, at jeg ikke kan stole på.. Hvor troværdigt," sagde Gabriel sarkastisk, inden han sænkede sværdet helt.

[Deleted]

Som englen dog tog det på vej! Han var jo gået fra stilfærdig snakken om diverse aftaler, til direkte afsky. Den samme afsky og uforståenhed han normalt mødte alle steder, som han var født med og altid forventede af folk. Hans så på englen med et noget nær tomt blik. Virkelig? Skulle denne...tilbagetrækning, denne væmmelse, irriterer ham, gøre ham sur og vred? Gøre at han havde lyst til at ændre sig? Englen var bemærkelsesværdig, men havde tydeligvis ikke styr på alt. Han følte ikke længere englen var en direkte trussel, følte ikke længere at englen ville være efter ham eller kræve nogen form for aftaler eller at han lovede noget. I stedet virkede englen mere ivrig efter at komme væk fra ham. Hvilket var til at forvente. Altså gik alt som det skulle, intet havde ændret sig der.
"Hvorfor skal der være en grund? Hvis du søger en grund, så må det være at jeg nyder det. Anden grund kan jeg ikke give. Måske slår de andre ihjel af andre grunde...Du kan jo opsøge dem og spørge dem?" Han smilte svagt. Det havde ændret sig fra kedeligt til sjovt. At se englens afsky virkede direkte opkvikkende på ham. Han elskede når folk veg væk fra ham, ikke bare som var han noget ulækkert, men også noget farligt.
Han kunne ikke lade være. Uden at virke mere truende, uden at løfte noget våben, fulgte han efter englen. Da englen tog et skridt tilbage, tog han et skridt frem, stadig med et svagt smil og blikket rettet direkte mod englen. Det var rigtigt! Vig bort, tingest! Det var englen der var på fjendtlig grund, i fjendtlige omgivelser og skulle vogte sit liv. Ikke omvendt.
"Du snakker hele tiden om ære..." han vrængede ansigt af ordet. Ordet ære. Som var det intet.
"...Denne sølle undskyldning for at gøre noget som helst. Et tomt ord, en undskyldning der pludselig gør det hele okay. Jeg kan da godt påstå jeg slår ihjel for ære. Jo flere man har slået ihjel, jo bedre er man! Det er vel også en form for ære...At holde ens race i ære. Men vi ved begge to...At det blot er et tomt ord" han smilte drillende, udfordrende.
"Du får intet ord ud af mig, som du kan stole på. Du kæmper forgæves! Vend tilbage til hvor du kommer fra. Til folk der faktisk gider dig og dine små, søde ord. Jeg er ret sikker på du ikke finder mange af dem her. Dine ord har været interessante, men de ændre ikke mig. Find nogle andre at missionerer over for!" På intet tidspunkt hævede hans stemmen. På intet tidspunkt virkede han direkte truende. Han snakkede med en lav, rolig stemme. Omend den var bestemt. Når folk trådte væk fra ham, følte afsky for ham...Vidste han hvor han havde dem. Vidste hvad han kunne forvente. Dette var ikke anderledes. Han så ikke englens logik. Det var okay at samle folk i store hær og begå masseødelæggelse og udryddelse? At slå store mængder folk ihjel var der intet galt i, for det var krig og pludselig okay. Men at slå ihjel til hverdag skulle være uacceptabelt? Hvordan kunne det være okay det ene øjeblik, men ikke det andet? Jamen det var jo ikke til at blive klog på! og desuden også ganske ligegyldigt.