Kontrasterne. (Gabriel Maloya Nicomendes)

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at det træk som han netop havde gjort, kunne være farligt, men det var nødvendigt, hvis han ville have kvinden fra ham, uden selv at komme for tæt på. Det var vel det som han tænkte på? Denne kvindes velbefindende, også selvom hun ikke var en af hans egne borgere? Det var underligt.. det lignede ikke ham, og dog.. Han havde altid sat alle andre, før han havde sat sig selv.
Det stærke og kraftige lys ville være nok til at blænde selv de fleste, men dog kunne han jo se, at det havde netop den virkning som han havde ønsket - denne mand slap nemlig kvinden! Kvinden stak dog ikke af, som han havde håbet på, men begyndte i stedet for at klamre sig til ham?
"De er nødt til at slippe mig..!" Det var det eneste Gabriel fik sagt, inden han fik tvunget kvindens greb om ham af sig, og så hende løbe igennem mørket.. Denne gang var det kun ham og denne dødsengel som stod igen.. De to eneste på denne mørke slagmark.

Det blødte fra dødsenglens kindben, hvilket faktisk glædede Gabriel. Slaget havde med andre ord siddet som det skulle! Og han havde fået manden tvunget i knæ, hvilket var helt perfekt! Han stod med sin dolk i hånden. Sværdet lå i hans øjne udenfor en rækkevidde, som kunne betale sig for ham at gribe ud efter.
Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Selv havde han ikke været i noget, som kunne minde om en kamp eller en strid som denne igennem frygtelig mange år.
"Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig," endte han kortfattet, da han så englen trække sig til mørket. Selv var mørket på ingen måder en allierede for Gabriel, og det var svært nok for ham at se. Han kunne dog godt se denne mand, men ikke hvad han pludselig stod med i hånden. Han knyttede sin egen hånd om dolken ved hans side, inden han kort så i retningen af sit sværd. Han var uden tvivl bedre stillet med det... men det var den korte uopmærksomhed, som gjorde dette..

Smerten ramte over skulder og bryst da piskens kraftige smæld måtte komme bagfra. Et skrig brød Gabriels læber, idet han direkte endte med at gå i knæ. Han tog sig til brystet, hvor smældet havde vævret mest voldsom. Nu var det kamp, og han regnede bestemt heller ikke med, at manden som han nu stod overfor, havde i sinde bare at give op, hvilket ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han prustede ganske let, inden han igen kom op på benene. Han kastede sig mod sit sværd, hvor han lod hånden lukke sig om skaftet, inden han kæmpet sig op at stå igen.
Det sitrede og dirrede i hele Gabriels krop.
"Så lad os ende det her!" endte han fast. Han var ikke krigertypen.. men når man truede andre.. Så var han nødt til at skride til handling!

[Deleted]

Slaget var godt. Han hørte den velkendte lyd af pisken,der ramte sit offer og skriget, som fortalte ham at det havde sin virkning. For ikke at nævne smerten han kunne mærke...Denne dejlige smerte! Åh, han havde ventet på det hele dagen...Denne dejlige fornemmelse. Et svagt grin slap hans læber. Normalt havde han bundet sine ofre fast på dette tidspunkt og behøvede ikke at tænke på hvorvidt de kunne slå igen. Nu måtte han være opmærksom, han fik ikke meget tid til at nyde denne smerte, førend englen var i bevægelse igen.
Sværdet...Selvfølgelig var der sværdet! Hvordan kunne han glemme det? Han skulle have taget sværdet og kastet det i søen. Han var virkelig dum...Det kunne meget vel betyde det hele. Betyde hvem der vandt eller tabte. Han sukkede svagt og slog sine vinger ud. Kvinden var løbet. Han havde set skikkelsen fjerne sig, hørt lyden af ben der trommede af sted og græs der bevægede sig. Faktisk var det kvinden der betød noget. Men han havde ikke tid til at tage sig af hende nu, selv hvis han satte efter hende. Selv om hun aldrig kunne slå lige så meget igen.
Han måtte væk fra rækkevidden. Hans pisk var længere end et sværd, men et sværd kunne skære den over, hvis den sad fast nogen steder. Hvis hans pisk blev ødelagt, havde han ikke længere noget optimalt våben. Ikke uden at komme tæt på englen...Og hans lys...Jo længere væk han var fra ham, jo mindre virkede hans lys. Forhåbentligt.
For at være ærlig...Vidste han at han ikke havde de største muligheder for faktisk at vinde.
Han sukkede og trak sine vinger til sig igen. Det nyttede ikke noget at flyve nogen steder hen. Han fik ikke en bedre position af at være i luften, omend han ville have større held med at gemme sig.
Så i stedet satte han sig i bevægelse. Pisken fløj igennem luften endnu en gang. Med alt held...Hvis han havde ramt rigtig og englen ikke bevægede sig for meget...Ville pisken ramme ham over den ene arm og forhåbentlig hånd. Nemlig den hånd der holdte sværdet.
Han valgte at holde sig tæt på. Hvis det lykkedes, kunne han løbe over og skubbe englen, få fat i hans sværd og kaste det i søen. Det var hans bedste bud på en plan lige nu.
Hans instinkter fortalte ham at han burde stikke af. Redde sig selv. Englen ville slås og det virkede som om han var rimelig erfaren på det punkt, at han var en lidt for stærk modstander. Men han var ligeglad. Han besluttede sig for at kæmpe lidt endnu...Hvem ved, måske nåede han at nyde mere af englens smerte? Jo mere smerte englen blev udsat for, jo stærkere følte han sig selv! Det kunne han da ikke bare løbe væk fra. Han kunne jo se det som træning med en levende dukke.

Han var blevet trænet i brug af sværd. Hans far havde sikret sig at hans søn kunne slå igen og undgå at dø de første par minutter. Men sandt at sige havde Zean altid været en smule doven, sværd havde aldrig haft særlig stor betydning for ham. Han kunne bedre lide små våben, som dolke. Og senere, også pisken. Som han havde haft rig mulighed for at træne med. Pisken var nærmest en forlængelse af hans arm nu og han var forholdsvis god til at ramme folk, hvis han kastede sin dolk. Endelig kunne han også bruge bue og pil...Men det havde han ikke med sig. Hvis han havde haft det, skulle han blot være fløjet op i luften og affyret nogle skud...Han forbandede sig selv. Men hvem havde også regnet med at der ville være en engel her? Og så lige nu! Det var dårlig held. Det var spændende og dårligt held. Han overvejede hvordan dette kunne ende. Han ville ikke bare give op. Det kunne han ikke! Han var en dødsengel, han var et mørkets væsen. Hvis han skulle gøre sig noget håb om at finde de andre dødsengle, at overbevise dem om at han kunne blive deres fremtidige leder, måtte han ikke bare stikke af fordi der kom en dum engel og teede sig tosset!
Mange tanker gik igennem hans hoved. Det var en dum ting og han prøvede at tømme hovedet for tanker...Hvilket skulle vise sig at være overraskende let. Han skulle blot koncentrere sig om englen. Hvordan han sloges, kunne han altid tænke over senere. Lige nu gjaldt det selve kampen.
"Uanset hvad vil mit offer bare blive en anden, på et andet tidspunkt. Du har blot udsat det uundgåelige. Vil du forfølge mig som en skygge? Fortælle mig at jeg gør det forkerte? Flere folk har prøvet det...Forgæves" smilte han. Han havde allerede en plan til hvad han ville gøre, hvis det gik galt. Så han følte sig faktisk ret selvsikker.
"Hvem er min modstander?" spurgte han. Han havde faktisk tænkt lidt over det, hvem englen var. Han havde besluttet sig for at det kunne være nyttigt at kende englen navn...Hvis han altså fik det. Hvis ikke, var det bare ærgerligt. Men om ikke andet...Var det altid godt at have styr på hvem ens fjender var.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Beskyttet af beklædning, så tog det meget af for piskens slag, men af den grund, så kunne han da godt mærke, at det stadig gjorde ondt af den grund! At det så var noget som var underholdende for denne engel, var en tanke som irriterede ham. Han skulle ikke grine af ham!
Gabriels hånd hvilede mod hans bryst og med en direkte sitren i kroppen, som han ikke kunne holde igen. Det var underligt.. Virkelig underligt, at det var på denne måde.

Sværdet hastede han mod og fik grebet fast i. Det var en hård modstander. Særligt fordi at vedkommende var på hjemmebane, og mørket ikke just var til hans egen personlige fordel. Et sted fandt han naturligvis den tanke skræmmende. Han havde været tæt på at miste livet i kamp før.. og det var skam ikke noget som han havde tænkt sig at gøre igen. Han kneb øjnene let sammen, inden han roligt forflyttede sig henover pladsen. Blikket hvilede på denne dødsengel. Hans egen races store ærkefjende.
"Hvis du tror, at jeg har i sinde, at lade dig søge efter denne kvinde uden en grund.. torturere og dræbe andre individer.. Det kommer ikke til at ske på min vagt!" endte han med en fast tone. Han selv var nødt til at tage sig af andre, når der ikke var nogen til at gøre lige netop dette. Når det nu var sagt, så var det faktisk ikke ofte, at han stod i situationer som denne, hvor han direkte var tvunget i en strid.

Denne dødsengel virkede heller ikke til at vide hvem han var, hvilket var noget som passede Gabriel ganske udmærket. Han havde ikke tænkt sig at lade denne dødsengel smutte nogen steder, og hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt at tage hans liv, så måtte han jo gøre det, og så måtte han jo bøde for det på andet vis, hvis det dvasianske kongehus overhovedet ville finde ud af det!
Endnu en gang gik de til den. Denne gang var han dog mere forberedt på pisken, end hvad han havde været sidste gang. Han flyttede sig, også selvom dens pisk ramte hans hånd, som gjorde at han automatisk måtte slippe sværdet. Han kneb øjnene sammen. Der var jo ikke noget som beskyttede ham mod slagene på hånden.
"Du leger med ilden.." hvislede han advarende, inden han selv valgte at skride til handling. Måske at det ikke var nemt at få rystet denne mand af sig, men noget var han jo nødt til at gøre! Mørket var imod ham.. hvad skulle han da gøre? Og det at tænke hurtigt, var heller ikke ligefrem den store styrke som han var i besiddelse af. Han trak vejret dybt.. Adrenalinen begyndte at rase igennem ham. Han var da nødt til at gøre et eller andet for pokker da! Dolken havde han endnu en gang i hånden.. Han vendte sig direkte mod dødsenglen, idet han bare kastede den.. Han kastede den fra sig og mod ham.. I håbet om at den ville ramme tidsnok til at han selv kunne tage den skridtet videre, og få endt dette!

[Deleted]

Såå...Kort sagt sagde englen at den ville forhindre ham i at torturerer andre? Ej, men det var jo til at grine af! Den eneste måde han rigtig kunne forhindre det, var ved at dræbe ham og det var han overbevidst om ikke ville ske. Han ville ikke lade det ske.
Englen fik fat i sit lille sværd, men det betød ikke så meget. Englen var også mere forberedt på pisken denne gang. Og følte åbenbart ikke for at udveksle navne. Men det var jo også lige meget, hvis han nogen sinde mødte manden igen, ville han jo kunne genkende ham. I hvert fald for det meste.
"Så du siger at du vil forhindre nogen i at komme til skade...nogensinde igen?" en let latter undslap ham, da han trak sig tilbage til mørket endnu en gang. Englen virkede blind i forhold til ham selv og det var en fordel han havde tænkt sig at beholde. Han trak pisken til sig. Den havde ikke helt ramt som den skulle, faktisk slet ikke, for englen havde været forberedt. Men så måtte han jo bare prøve igen.
Det næste træk dog...Var både klogt og dumt. Klogt, fordi en dolk hurtigt forsvandt i mørket, så man ikke kunne se den. Dumt, fordi han nu ville have en våben mindre og Zean to dolke til at kaste rundt med.
For Zean sprang til siden, tidsnok til at undgå den. Den snittede ham kun, tværs over den ene vinge, men kun nok til at et par fjer fløj af ham. Intet der betød noget. Der lød et bump, både da Zean landede og da dolken landede kort tid efter.
Zean smilte svagt, da han gav et hyl fra sig. Han var ikke kommet til skade...Men lad blot englen tro det!
Han skyndte sig op igen og blev stående hvor han var, i det tilfælde englen troede på han var kommet til skade og ikke rigtig kunne flytte sig nogen steder. Han trak sin egen dolk med den ledige hånd. Klar til hvis englen forblev på en hvis afstand...Og klar, hvis englen kom tættere på.
"Jeg har altid leget med ilden. Det ligger til min personlighed. Andet er for kedeligt...Og slet ingen nydelse i" han vidste ikke hvad englen havde tænkt sig. Det lød næsten som om han havde tænkt sig at stoppe Zean på en eller anden måde, men det at han kastede en dolk i mørket, som lige så godt kunne flyve lige forbi Zean uden at ramme, virkede en smule desperat.
"Du er ikke på hjemmebane. Du kan ikke vinde. Jeg vil være forhindre i at torturerer nogen nu her, men jeg vil stadig gøre det samme senere. Du kan ikke ændre det. Du kan intet gøre for at ændre det" han prøvede at tage modet fra englen. Prøvede at få englen til at tøve. Endnu en gang svang han pisken, denne gang mere ligeglad med hvor den måtte ramme, bare den ramte.
Han følte at han var ved at få overtaget...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels gode tanke, var vel fin nok, også selvom den var så godt som umulig i praksis. I aften havde han forhindret denne engel i at tage kvindens liv, for han gik da stærkt ud fra, at hun var løbet hjem. Han vendte sig om. Dette var på ingen måder hans hjemmebane, og mørket gjorde det bestemt heller ikke bedre eller nemmere for ham. Det var for mange år siden han havde været her, og nu var det jo så noget, som måtte svide til hans egen ende.. Ikke fordi at det var en tanke som han måtte bifalde.. Tvært imod, så var det faktisk næsten noget af det værste af det hele.
Gabriel trak sig en smule og så sig omkring. Mørket gjorde det ikke mindre problematisk for ham, selvom han uden tvivl agtet at gøre det så godt, som det han nu kunne, og det var lidt det, som han havde i sinde at gøre, når alt kom til alt. Manden ønskede at lege? Så skulle han så sandelig få lov til at lege!
"Det er måske en stor tanke, og meget umulig i dine øjne, men tro mig.. jeg skal nok komme til måls med det på et tidspunkt!" fastholdt han med en fast tone. Han fandt sig bestemt ikke i at denne mand gik rundt og grinte af ham. Til hvilket formål? Det gjorde ham kun mere vred end hvad han havde været til nu. Nok mere fordi at han var bange.. bange for hvad der selv skulle ske for ham, for han var en vigtig mand. Det var nok bare ikke gået op for denne dødsengel helt præcist hvor vigtig han var.

Dolken kastede han fra sig.. og ved lyden af skriget, så gik han faktisk automatisk ud fra at han havde ramt ham, hvilket næsten var noget af det bedste af det hele! Et sted i det indre, følte han sejrens rus gå direkte igennem ham.. selvom englen reagerede på lidt andet vis end at agere som en som faktisk... var kommet sig, efter det skete.
"Hvad i..." Han tav stort set omgående, da han så at englen rejste sig. Han havde snydt ham. Han trak sig hastigt, også selvom piskens smæld denne gang ramte ham over låret. Næsten som om at det ene ben automatisk måtte give efter under den smerte som det indebar, måtte han se sig om efter sine våben.. Begge var de for langt væk, til at han kunne gribe dem, hvilket kun efterlod ham med en ting.
"D-du tror du har vundet... Du tager fejl.." Gabriel var kun lige ved at blive varm! Selvom dette var en farlig situation, så havde han jo heller ikke rigtigt noget andet valg...
Uden at tøve, endte han med at løbe direkte mod denne mand. Han var ikke bange for mørket, også selvom det kunne være svært for ham at se hvad der gemte sig i det. I et forsøg på at vælte direkte ind i ham, for at få ham i ned i jorden. Når han ikke havde sine fysiske, små måtte han jo bruge hvad han havde - de bare næver!
"Jeg giver i hvert fald ikke bare op!" endte han med en fast tone, inden han knyttede næven, for at give ham den direkte mod ansigtet.

[Deleted]

Han mærkede et sus, da han hørte pisken ramme. Han havde overrasket englen! Denne engel der uden tvivl måtte være ældre end ham og havde virket så erfaren med et sværd i hånden...Men det bevidste bare hvad han hele tiden havde vidst. Et sværd betød ikke så meget i slutningen. Brug i stedet dine omgivelser og snyd din modstander...Selvfølgelig virkede dette bedst i mørket, hvor han for det meste også opholdt sig. Og hvis der var lys? Han undgik faktisk at slås. Det var ikke noget han gjorde ofte. I stedet forhindrede han folk i at kæmpe imod ham og udførte sine...fornøjelser, derefter. Men hvis han endelig skulle slås i lys...Måtte han jo bare prøve at gøre det samme. Det var vel ikke så forskelligt igen?
Jo mere vred englen virkede, jo roligere følte Zean sig. Han smilte for sig selv, bemærkede hvordan hans ord og grin hidsede englen op og gjorde ham mere dumdristig. Flere fejltrin var under opsejling.
Zean følte sig på en eller anden måde næsten uovervindelig. Var det fordi han gik mere op i det end englen? Eller fordi han blot havde en fornemmelse for kamp? Så længe det angik ham selv, selvfølgelig...
Komme til måls...Ændre en hel race, fange eller dræbe hver dødsengel? Det var en spøg. Og fuldstændig umuligt. I et øjeblik overvejede han om englen faktisk ville dræbe ham...Eller måske fange ham? Men hvad ville han opnå med det? Slæbe ham...Ja, hvorhen? Det ville blot være besværligt og ligegyldigt. Og dræbe? Han regnede med at englen nok ville tænke sig om en ekstra gang, inden han gjorde sådan en handling. Så hvad ville englen overhoved gøre, hvis han nu fik chancen for at vinde? Zean kunne ikke gennemskue det.

Englen løb direkte imod ham. Han bemærkede englen ikke længere havde noget våben på sig. Dette var endnu mere desperat...Og dumt. Hvis det var ham selv ville han nok være løbet efter et af sine våben. Eller måske stukket af. At leve var trods alt bedre end slet ikke at leve. Set fra hans side i hvert fald.
"Du dummer dig...Du skilte dig af med dine våben og løber nu i armene på en ventende fjende..." det var så latterligt at han i et øjeblik troede at han sov. Han krummede sig lidt sammen, klar til at modtage englen. Dolken var i hans ene hånd, men det havde englen enten ikke tænkt over eller set. Han smilte svagt. Havde denne engel slet ikke fornemmelse for kamp og overlevelse?
Han fik brug for to hænder. Så han tog et hurtigt valg, slap sin pisk og lod den falde ned ved siden af sig. Han flyttede sig ikke fra den side, da englen løb mod ham. Han ville have den tæt på, hvis han fik fat på den. Imens holdte han sig klar med sin dolk...
Og pludselig var englen der. Sammenstødet var hårdere end han havde regnet med. Det slog halvdelen af hans luft ud af lungerne og han mistede balancen, faldt baglæns, samtidig som han greb fat i englen og trak ham med.
Det gjorde ondt i den ene vinge, da han landede. Han var landet forkert på den. Det måtte han tjekke op på senere. Et par småsten gravede han strakt i ryggen, mens noget græs kildede ham på kinden. Disse ting betød dog intet.
Han vred dolken rundt...Og pressede den mod siden af englen. Ikke for blidt, men hellere lidt for hårdt. Han gik efter at skære igennem mandens tøj og prikke hul på mandens hud, så han kunne mærke hvilken situation han var endt i.
Han smilte svagt, trods smerterne i den ene vinge. Hvad ville englen gøre nu? Overgive sig? Eller lade som om han endnu havde en chance?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Umiddelbart var Gabriel klar over, at denne situation var livsfarlig for ham. Han var ikke ude på at slå ihjel, men derimod at uskadeliggøre. Tanken om hvad en dødsengel faktisk gjorde, og hvad de levede af, var næsten noget af det mest forfærdelige, som han længe havde oplevet. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Han var bange for hvad dette ville ende med som udfald.
Våben og våbenbrug var ikke altid den bedste taktik, hvilket Gabriel udmærket godt var klar over. Han var fanget i øjeblikket.. Fanget i en situation, som han endnu ikke helt vidste hvordan han skulle komme ud af. Manden bar pisk og håndvåben, hvilket var noget som han kunne spotte i mørket, men selv for ham, var det svært at se.. Han var ikke et væsen af mørke, og derfor var det jo ikke til at se.

Det brændt i Gabriels krop. Han var pisket, og han kunne jo udmærket godt mærke det, når han begyndte at bevæge sig. Faktisk var det virkelig ubehageligt, når det føles sådan. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen, og med blikket igen vendt mod ham. Han kunne se omrids og meget få detaljer. Hvor var det egentlig uhyggeligt hvor stort et overtag på denne situation, at denne dødsengel måtte have.
Fjenden var måske ventende, men lige her satsede Gabriel alt på overraskelsesmomentet, som til tider, kunne være lige netop det, som slog langt de fleste ud, og det var det, som han var ude på i en stund som denne. Han ramte.. Han kunne mærke hvordan han røg direkte ind i manden og de begge endte med at rode rundt på jorden.
"Jeg kæmper hellere til det sidste, end at stå og se passivt til.." Han havde selv startet kampen her, og derfor vidste han udmærket godt, at han ikke bare kunne vende ryggen til og bare smutte.. Sådan en mand var han på ingen måder!
Den første knytnæve tyrrede han direkte mod mandens ansigt, også selvom det var den stikkende fornemmelse i hans side, som meget hurtigt fik ham til at ophøre. Dolken havde han ganske enkelt ikke set! Han bed tænderne fast sammen og med blikket, som han dræbende vendte i retningen af manden under ham. Så tæt på ham, som han var nu, kunne han se mange detaljer ved hans ansigt.
Det sitrede voldsomt i Gabriels krop. Selv var han ikke rede til at dø.. Kniven stak igennem tøj og rev i hans hud.. var det en prikkende fornemmelse, eller havde manden rent faktisk skubbet kniven i ham? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det, men fornemmelsen derimod, var på ingen måder særlig god. Han kneb øjnene kort sammen. Manden havde ingen anelse om hvem han var oppe imod.. Og Gabriel vidste, at det havde været dumt af ham at søge hertil, og det kunne han jo godt se. Han trak vejret næsten gispende.
"Fjern den..." Var egentlig det eneste han sagde, inden han kort forsøgte at gribe ud efter mandens håndled med sin ene, inden han kunne nå at påføre yderligere skade med den dolk!

[Deleted]

Han havde troet at han kunne nå at stoppe englen, inden denne kunne nå at få nogle slag igennem. Desværre fejlfortolkede han hvor hurtigt det hele kunne gå og mærkede den skarpe smerte af et slag. Tværs over hans ene kind, blod i munden. Var en tand løs? Det måtte han tage stilling til senere. Smerten gjorde at han mistede koncentrationen et øjeblik og hans greb blev mindre fast...Kun for at blive det mere fast bagefter, da han pressede dolken ind i englens side...en ting der fik englen til at stoppe med at slå. Godt!
Han samlede sit spyt og blod i munden og spyttede det i ansigtet på englen. ha! Smag den blod du har udgydt fjerkræ! Han smilte svagt og så på englen...
Adelig...Det var tydeligt englen havde levet et fint liv på det sidste, måske få rynker omkring munden eller øjnene, der vidnede om nogle bekymringer han måtte tage sig af...Altså havde han vel en stor stilling et sted. Men præcis hvad eller hvem han var, vidste han ikke. Aldrig havde han mødt eller rigtig hørt om kongen af Procias, et land han altid selv havde undgået.
"Skal jeg forstå din kommando som at jeg vandt?" han smilte endnu svagt. Selv om han lå nederst og havde en brændende smerte i sin mund og en skarp fornemmelse i den ene vinge, følte han sig stadig som en vinder. Dolken havde betydet det hele. Ord var luft, men alle forstod hvis man pressede et våben imod dem...Og man ikke var bange for at bruge det.
Men hvis han havde vundet, var det vel også op til ham at kommanderer rundt med ham? Kort sagt...Ville han mærke dolken i sin side, hvis han ikke makkede ret.
"Der var noget med at du ville stille dig til rådighed i stedet for kvinden, ikk?" drillede han. Det var ikke længere enormt seriøst eller alvorligt. Det var mere en...Leg. Det havde været sjovt! Ufattelig sjovt. Åh...Han havde ikke haft sådan en kamp længe! Han var bedre end han havde troet. Eller også var englen dummere end han havde troet?
Han mærkede at englen begyndte at bevæge sin ene arm. Zean reagerede ved at presse dolken endnu hårdere imod englens side.
"Rolig nu...Ingen dumme bevægelser. Så...Du er tydeligvis en med en stor stilling, den måde du kommanderer rundt med mig og ud fra dit kønne udseende. Betyder det jeg kan få gode penge for dig?" Sandt at sige...Var det jo ikke alle der havde vildt mange penge. Og for nu, manglede Zean faktisk. Han kunne kun lige skrabe sammen til lidt brød en gang i mellem. Måske et stykke stof, så han kunne lappe tøjet sammen. Resten skaffede han selv...Jagtede selv bytte, plukkede selv bær og urter. Men Penge var nyttigt. Elmyra betalte ham...Men ikke så ofte eller så meget, så han ligefrem følte sig rig. Og han havde også sine ting at tænke på. i fremtiden ville han få brug for mange penge.
"Død eller levende?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at han var ude i en situation, hvor han ikke kunne bunde, og det var heller ikke ligefrem noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Alt taget i betragtning, så var han nødt til at tage de valg, og de muligheder som han nu havde, og særligt overfor denne mand, selvom det ikke rigtigt virkede til at ville som han gerne ville det. Det gjorde ham arrig, og vækkede det voldsomme temperament som han havde i sit indre.
Dolken prikkede ham i siden, og selv han kunne mærke den varme rende af det varme blod, hvilket ikke just gjorde det bedre. Der var stukket hul, også selvom han ikke havde stukket igennem, men han betvivlede så heller ikke at manden kunne finde på det. Det dunkede i hans hånd efter slaget, som havde siddet perfekt, hvilket kun efterlod ham med en tydelig tilfreds tanke i sindet. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken alene.

Gabriel sænkede hånden. Han havde ganske vidst sagt, at han ville springe ind i kvindes sted, også fordi at han ikke havde ønsket at hun skulle komme til skade på noget tidspunkt. Alt taget i betragtning, kunne han jo sige, at han havde reddet kvindens liv, og så måtte man jo finde ud af hvad der kom ud af det.
"Det sagde jeg ganske vidst.. Og tro mig.. jeg har endnu ikke tænkt mig at give op," bed han manden af, og med den samme intense mine. Hans hjerte slog mod hans bryst.. han krop dirrede, og ja, han frygtede et sted for hvad der kunne ske i en stund som denne.
Trækket havde været dumt. Gabriel kunne udmærket godt se det i øjeblikket, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han trak vejret dybt, inden han endte med at rykke af manden. Hans blik gled nærmest desperat efter hans våben, som alle sammen lå i en temmelig stor afstand til ham. Skulle han prøve at gribe ud efter dem? Igen vendte han blikket mod ham. Han var en adelig.. ikke bare adelig, men faktisk en royal, selvom det var tydeligt ikke noget som sagde denne mand noget. Langt de fleste ville nu have genkendt ham som en konge af det lyse land. Dette var dog ikke tilfældet i denne situation.

Penge for ham? Ville manden virkelig have penge for ham? Det var ikke nogen hemmelighed at han var en betydningsfuld og vigtig mand. for denne verden.
"Du vil have penge for mig?" spurgte han med en kortfattet tone, inden han trak sig væk fra hans skikkelse. Han bakkede hen i retningen af hans sværd, som ikke lå forfærdelig mange meter fra ham. Han var bare... nødt til det. Han kunne ikke gøre andet. Han var nødt til at skaffe sig noget at slå tilbage med, hvis det var noget som han kunne, og da særligt når det skete på den her måde!
"Tror du virkelig at du får noget ud af det?" spurgte han kortfattet, inden han gjorde et kraftigt udfald mod sit sværd.

[Deleted]

Han grinte. Den mørke latter gav næsten genlyd i mørket, forstærkede den mørke stemning der lå over dem og over stedet. Han lod englen kante sig af ham,uden at stikke ham yderligere. Han var et sjovt legetøj og det gik ikke at skade ham for meget, for hurtigt. Så stoppede han måske med at sprælle, som de alle gjorde på et tidspunkt. Det gik virkelig ikke!
Han rejste sig op. hans kind dunkede. Hans tunge gled over det inderste af kinden og hans tænder, var den ene ikke lidt løsere end de andre? Jamen det gik jo slet ikke! Manden måtte straffes for det! Han spyttede ud på græsset, endnu en blanding af blod og spyt. Når han smilte lidt, ville hans læber skinne rødt, ligesom hans tænder. Hans tænder som noget forfærdeligt hvidt i noget mørkerødt. hvis man altså kunne se noget i denne mærke!
Han slog sine vinger ud. Ikke fordi han ville flyve væk, mere for at vise dem frem, trods englen måske ikke helt kunne se dem og for at afprøve hvor slemt han havde slået den ene. Ikke slemt nok, han kunne stadig bruge den, den var blot en smule øm.
Han samlede ikke sin pisk op. I stedet havde han blot dolken i den ene hånd. Han så at englen kravlede væk fra ham, som en forvirret krabbe og han begyndte at gå hen mod englen, ganske afslappet. Han tog dolken op til munden og slikket de få dråber blod af, som han havde fået på den. Han grinte svagt, endnu en gang. Midt i sin styrke, sin overlegenhed, lagde han slet ikke mærke til at englens sværd snart var inde for rækkevidde. Han havde kun øje for den underkuede engel, hans desperate tilbagetog.
"Død eller levende. Man kan altid få penge ud af en engel" kommenterede han afslappet.
"Død...Behøves de kun dit hoved. Hvilket giver mig masser af tid og grunde til at have det lidt sjovt" han uddybede det ikke, lod englen lege lidt med tanken selv. Han nød det her! Det føltes næsten bedre end normalt...Omend, ikke helt så godt, taget i betragtning at englen ikke led nok! Smerter...Han behøvede flere smerter, han behøvede at englen led og følte så mange smerter! Hans tanker gled på pisken og ca. samtidig som englen kastede sig efter sit sværd, mærkede Zean efter sin pisk...som manglede i bæltet. Han bandede svagt, for sig selv. Dette var ikke godt. Han havde glemt et af sine våben! I det samme så han efter englen, da denne jo nu bevægede sig endnu mere. Det kunne kun betyde en ting...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at han var ue hvor han ikke kunne bunde, og mest af alt, så var han faktisk bange for udfaldet af dette. Taget i betragtning af, hvad han havde fået ud af dette, var han faktisk ganske tilfreds. Han havde fået reddet en uskyldig kvinde, også selvom det jo i værste tilfælde, faktisk kunne koste Procias deres konge.. Hvilket han heller ikke var meget for!
Selv trak han sig væk fra denne dødsengel, som lige så hurtigt måtte komme på benene igen. Vingerne blev spredt.. Store var de uden tvivl, hvor han selv kun lige og lige, kunne skimte dem i mørket. Han tog det ikke tungere end som så. Bange var han ikke.. Han var bare nødt til at vise, at han stadig var en mand som slog fa sig, i værste tilfælde af, at han ønskede at noget andet skulle ske. Død eller levende? Han brød sig ikke om mandens dilemma!
"Kun hvis du finder den korrekte, som er villig til at betale prisen." At Gabriel jo rent faktisk var en konge af landet, var jo ikke noget som denne mand behøvede at vide, dersom han ikke allerede vidste det. Og det var jo det, som han faktisk måtte anse som det bedste.

Gabriel fandt det umiddelbart bare bedst at holde afstand til denne mand. Dolken brød han sig ikke om, og særligt, da han så hvad manden gjorde... fik hans blod i munden, måtte det hele vendes og væmmes i ham. Han forstod sig slet ikke på at det væsen kunne gøre den slags ting! Manden var ude efter at bruge ham, hvilket han allerede havde gættet sig frem til, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget som han i det hele taget, skulle have lov til!
Gabriel knyttede næverne, inden han hurtigt sprang efter sværdet, som han fik op i sin hånd igen. Han lukkede begge hænder om det, inden han vendte sig mod ham. Det sved i siden, efter at dolken jo havde prikket såpas meget til ham, at der var gået hul.. og det generede,a t det var der det sad. Han kneb øjnene sammen.
"Klar for runde to? Jeg har ikke tænkt mig at give op endnu," endte han med en fast tone. Manden skulle ikke have lov til at bringe ham hverken død eller levende nogen steder! Han skulle hjem, når dette ville være overstået.. Det var det mål han havde sat sig for i aften! Med rolige og kontrollerede skridt, bevægede han sig tæt på. Manden havde en dolk og ingen pisk.. Så langt så godt.

[Deleted]

Sværdet. Rollerne var byttet, nu havde englen et våben der kunne holde ham på afstand og han havde intet til at stå imod med. Hvis han ikke passede på kunne dette hurtigt blive farligt. Han så lidt på englen, da han begyndte at komme nærmere. I starten flyttede han sig ikke, men lidt efter begyndte han selv at gå baglæns, over mod sin pisk, der hvor han mindedes at have efterladt den. Han legede lidt med dolken, lod den glide ind mellem hans fingre. Så længe sværdet ikke kom for tæt på, gik det nok. Han trak sine vinger lidt ind igen, så de ikke kom i vejen.
I et øjeblik overvejede han at stikke af...Men ikke endnu. Englen kunne ikke allerede have overtaget situationen, han ville hellere slås videre lidt endnu! Han var jo kun lige blevet varm.
Han gjorde ikke den samme, dumme ting med at kaste dolken. Han ville miste sit eneste våben han havde på sig lige nu og englen kunne dukke sig eller bruge sværdet til at undgå den.
"Betyder det jeg vant runde 1?" tanken om at gøre det til en lille konkurrence, en lille leg, var sjov. Han kunne godt lide det, han elskede at lege! Der var intet bedre. Fangeleg, gemmeleg...Det kunne ikke blive meget bedre.
Han fortsatte bagud, et skridt ad gangen, han måtte snart være tæt på sin pisk! Men han turde ikke kigge efter den. Uopmærksomhed kunne koste ham det hele. Var han gået for langt? Eller lå den længere væk? Det var noget lort. Noget værre lort! Han havde jo kritiseret englen for at skille sig af med sine våben og nu havde han været dum nok til også at miste en af sine. Det hele afhang af at han fandt sin pisk...Han blev snart nød til at gøre noget, distraherer englen...
Han stoppede op og begyndte at sætte sig på hug, uden at slippe englen med blikket. Da han var kommet helt ned til jorden, gravede hans ledige hånd sig ned i jorden. Den var forholdsvis tør lige nu. Det var godt. Han tog en god håndfuld...Hvis han var hurtig, ville det lykkes...
Middagen var forsvundet og den sol der normalt ville være der, var snart forsvundet. Hvis det var muligt, gjorde det blot omgivelserne endnu mere mørke. Som var det nat, en nat under stjerne eller måne. En svag vind gled ind og ud mellem træerne, dem og græsset, efterfulgt af en stikkende kulde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at denne situation meget hurtigt kunne gå hen og blive til en af de mere ubehagelige, som han ikke rigtigt kunne gøre det største ved. Alt taget i betragtning, så var han glad for at han havde fået kvinden derfra, så han kun have sig selv at tænke på i det henseende.
Nu hvor han stod med sværdet i hånden, så havde han noget at slå tilbage med, hvilket skam også var noget som passede Gabriel mere end fint! Han vendte de blå øjne mod dødsenglen. Det var en kamp og en strid, som slet ikke var ovre endnu. Gad vide hvordan den ville ende? Ville han blive slået ihjel? Grebet og bragt til de højere magter i landet, som uden tvivl ville genkende ham med det samme? Det var virkelig.... uhyggeligt, ikke at vide hvad der skulle ske! Derfor stod han igen der med en sitren i hans krop, som han ikke rigtigt kunne gøre det største ved.
"Tror du virkelig, at jeg opgiver så let? Om det så skal være det sidste jeg gør.. så skal jeg nok få dig slået ned!" endte han med en fast tone. Han blev stående for et kort øjeblik. Mørket var imod ham. Han havde brug for lys, men det krævede energi fra hans side af.. Det var krævende for ham på alle måder, men.. det var vel et træk at benytte?

De himmelblå øjne hvilede intenst på mørkenglen foran ham. Manden ville ikke tøve med at slå ham ihjel, og ville det få lov til at ske? NEJ! Han lod ikke dette bæst få skovlen under ham på den måde! Han rystede de tanker ud af hovedet.. Han burde tænke strategi.. han burde tænke på hvordan han skulle komme levende fra det her, istedet for alt det andet. Han var ikke ude på at dø, og tanken om det, var noget som kun gjorde, at han røg i baglås.. Ganske vidst ældre end manden overfor ham, men da slet ikke rede til at stille træskoene endnu! Og det skulle denne dødsengel bestemt heller ikke tvinge ham til!
"Come out and play..." endte han med en fast tone. De let skælvende hænder lukkede sig fast omkring sit sværd, inden han igen søgte mod ham. Pisken lå ved siden af ham.. han var nødt til at være påpasselig, hvis han skulle slippe fra det med livet kært. I takt med at han var kommet tæt nok på, hævede han uden varsel sit sværd, for at hugge ud mod mandens ene side, for at slå ham i jorden. Han tog i hvert fald ikke nogen chancer mere! Det var ham eller dødsenglen!

[Deleted]

Han kastede støvet i en hurtig bevægelse og skyndte sig op og stå igen. Havde han fået et glimt af sin elskede pisk? Han var dum nok til at sende et blik mod jorden. Det var jo det, som det hele gik ud på! At distraherer, så han kunne finde sin pisk. Der var den! Han bukkede sig ned efter den, men opfattede bevægelse fra englens side samtidig. Han så sværdet blive hævet og hvordan den fløj ned mod ham, mod siden. Et sværd kunne hurtigt betyde døden, hvis den skar for langt ind. Var englen gået til ekstremerne? Havde han virkelig tænkt sig...At prøve og dræbe ham? Det gøs ned af rykken på ham, da han opgav at få fat i sin pisk og i stedet sprang fremad, ud af sværdets rækkevidde. Det snittede hans tøj, endda hans hud og det sved, da blodet begyndte at dryppe. Men såret var ikke dybt, kunne han mærke, for han kunne endnu bevæge sig. Han var ikke blevet kløvet i to. Hans grå blik søgte englen. Han var kommet væk fra sin pisk igen, han måtte rejse sig og endnu engang gå baglæns, for at få den, men hvis englen fortsatte med at slå ud efter ham...
Pludselig så det ikke så godt ud. Hans bedste chance var at komme op nu og støde dolken i englen, hvor som helst! Så han ikke nåede at...
Men han følte sig underligt lammet. Slaget havde overrasket ham og han havde direkte sprunget for at undgå dødelige sår eller noget lignende. Hans hjerte hamrede hurtigere og voldsommere end nogensinde, præcis samtidig som koldsved begyndte at dække hans krop. Han fokuserede på sit åndedrag, tog nogle dybe indåndinger, for at få styr på sin krop igen. Han måtte videre...Nu...Hans pisk lå lige derovre...Han tog et valg og tvang sin krop i gang, da han fik kæmpet sig halvt op og sprang ud efter sin pisk...

Mange tanker gik igennem ham. Det ville være synd at sige mange følelser, for dem var der ikke mange af, men til gengæld mange tanker. Tanker om hans mor. Tanker om hans far og de gange han havde fået et slag med pisken. Tanken om de endeløse timer, hvor han var blevet belært om bogstaver og tal, sværd og urter. Aldrig havde han mestret de kunstner, der krævede han sad stille, men mere de kunstner der krævede han bevægede sig. Han tænkte på Elmyra, der ventede på at han kom tilbage. På Manjarno, fuld af fantastiske urter. På hans mor...
Hans hånd greb om pisken. Han vidste ikke om det var for sent. Græsset var efterhånden blevet trådt ned og det ville senere være tydeligt at se, at der havde været en kamp. Også fordi noget af græsset ville være fuld af blod, spyt og sved. Han trak sin pisk til sig og vendte sig om på ryggen. Han kunne sagtens ramme englen herfra! Det skulle han. Og så var det vidst også på tide at komme op og stikke af.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At tage beslutningen om at skulle slå ihjel, var faktisk utrolig hård for Gabriel, for han gik da så sandelig ud fra, at denne mand slet ikke ønskede at miste livet? Hvorfor så tage alle andres? Det var en taktik og en levevis, som han slet ikke forstod, og hvis valget nu skulle komme til ham og denne dødsengel, så vidste han da godt, hvad han ville prioritere først. Ikke desto mindre, så ville han da uskadeliggøre det væsen foran ham, så han vidste, at han ikke udgjorde den samme fare, som han havde gjort frem til nu!
Gabriel kneb øjnene sammen, som han svang sværdet mod ham.. Og ramte. Han kunne i hvert fald mærke en form for modstand i sit sving, men om det var hud eller om det var mandens klæder, kunne han ikke sige. Jo længere tid han stod der, jo mørkere blev det jo trods alt også, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst som aldrig nogensinde før. Det kunne mærkes, og selv for ham, var det frygtelig ubehageligt! Han havde stiftet bekendskab med en mand, som ikke ville tøve med at slå ihjel og derfor havde han set sig nødsaget til at tage denne beslutning som han nu havde taget.

Det sitrede i Gabriels krop. Han havde fået manden væk fra sin pisk, hvilket havde været meningen med det hele. Han så kort ned mod den, inden han fik den puffet længere væk med sin fod. Selv han var jo ikke typen af en mand, som tog nogen chancer.. hvorfor skulle han da gøre det?
"Ikke kom og sig, at jeg ikke advarede dig.." endte Gabriel med en skræmmende kold stemme. Ja, selv han var virkelig bange i denne situation.. Og han kunne slet ikke have det! Desuden så det desværre ikke ud til at denne dødsengel havde tænkt sig at stoppe lige her.. Han sprang ud efter pisken... hvor Gabriel jo vidste, at han i princippet burde hugge ud efter ham og få ham slået ihjel... men han kunne ikke få sig selv til det. Han var søn af nogen.. måske far til nogen? Og det var jo heller ikke ligefrem en sorg, som han ønskede at pådutte nogen som helst.
Gabriel tog den hårde beslutning og trak sig derfor mere væk fra kamparenaen, dog endnu med sværdet hævet, hvis denne mand nu havde i sinde at fortsætte fra hvor han slap, selvom han selvfølgelig håbede på, at det ikke ligefrem måtte være tilfældet. Han kneb øjnene svagt sammen, som manden fik fat i pisken. Han havde jo heller ikke ligefrem lyst til at slå ihjel! Det var vel bare.. det lyse dilemma?