Kontrasterne. (Gabriel Maloya Nicomendes)

[Deleted]

S: Ved den sorte sø
O: Nøgne træer, stædige græsser og en sø
T: Midt på dagen
V: Overskyet, koldt.

Der var altid koldt. Koldt og mørkt. Af en eller anden grund var der altid mørkt og koldt, som om skyerne aldrig kunne komme væk, men var fanget her. Og som om solen slet ikke kunne nå dem og da slet ikke nå at varme dem op, på de få timer om dagen den skinnede tydeligt. Et land hvor mørket havde overtaget, var ikke uden sine ulemper. Der ville være koldt og til tider meget koldt. Der var mere vinter end sommer og det satte nogle specielle krav til vegetationen. Den skulle kunne klare det barske vejr, kulden og så meget mørke. Og det satte krav til folkene der boede der og dyrene. Også de skulle klare det.
Men så vidt Zean vidste havde det altid været sådan. De racer der foretrak mørket, samlede her i hver deres by. Eller væsner der foretrak lys, flygtede ofte herfra og efterlod en stor potion onde væsner, der alle var lige grusomme mod hinanden. Det var i sandheden et barsk land.
Alle væsnerne der foretrak mørke...Med undtagelse af dødsengle. Så vidt han vidste var der ikke en by der skiltede med at her samledes dødsenglene. Hvorfor ikke? Sikkert fordi de ikke var nok. Han havde i hvert fald kun mødt en to-tre andre der også havde været det og de var alle forsvundet hurtigt igen. Og sikkert også fordi alle så ud til at hadede dem, uanset race. Det faldt Zean sært. En puzzlespil han havde leget lidt med og stadig legede med. Tænk hvis nogen en dag kunne føre en hær af dødsengle...Hvilket fantastisk syn! Men nok også blot en fantasi. Dødsengle var vel så...Så...selvstændige. Han var i hvert fald. Han gad ikke tanken om at nogen bestemte hvor han skulle stå, hvor han skulle kæmpe, hvor han skulle spise og hvor han skulle dø. Det kunne han sagtens selv finde ud af!

Den sorte sø var et rart sted. Godt nok var det også her folk gik helt amok med deres religiøse, latterlige fester, men resten af året var her ganske stille og normalt kunne man være alene her. Folk var enden ligeglade med en død sø eller bange for den. Med undtagelse når det var i en religions navn, selvfølgelig. Man kunne godt se det. Se hvad søen blev brugt til. Der lå til tider forskellige knogler ved søens bred, efterladenskaber fra ofringer. Til tider stank der råddent, men det var mest et par uger efter festen. Lige nu, dog, virkede det hele normalt.
Zean lod en hånd glide over en tidsel, uden at stikke sig. Dens store hoved gyngede i den svage vind, der bragte efteråret med sig. Skyerne var mørke og lovede en masse regn i fremtiden. Selv om det var midt på dagen og netop i de timer, hvor solen burde skinne mest, forhindrede de store skyerne den i at nå jorden. Zeans blik gled op mod skyerne et øjeblik, da han stoppede op mellem nogle nøgne træer.
I dette kolde vejr var han iklædt noget forede støvler og ligeså nogle forede, smidige læderbukser. Endelig en brunlig trøje af hør. Så længe han bevægede sig, holdte det ham varm.
I hans læderbælte hang der et par små punge. En dolk i en sked. En lille pisk, rullet sammen. En lille sæk, som indeholdte vand.
Og endelig, hvad der faktisk ikke var til at overse: Hans to store, sorte vinger. Vingerne opfangede den smule lys der virkede til at være og skinnede svagt, omend det på samme tid virkede som om de slugte lyset og fik deres omgivelser til at virke lige det mørkere...

Nej. Han formåede endnu ikke at koncentrere sig om at gemme sine vinger væk. Det havde vist sig en større opgave end han havde troet og han havde simpelthen ikke tid...Nej, ikke lysten, til at øve det så meget. Han var stolt af sine vinger. De var flotte, de var stærke. De fik folk til at bemærke ham, trods det ikke altid var en rar opmærksomhed. Zean smilte svagt for sig selv, da han forlod træerne og gik ned til søens bred. Et hoppende insekt skyndte sig væk fra ham, da han trådte igennem noget knæhøjt græs. Græs var næsten det eneste der var stærkt og stædigt nok til at vokse her, selv om et par andre urter også prøvede. Han bukkede sig ned og plukkede en lille, næsten usynlig blomst. Dens kronblade var gule, kamufleret i græsset, der oftere virkede gulligt eller grønt. Den stank. Dens blade var plettede. Den så i det hele taget ikke særlig appetitlig ud. Men Zean proppede den i munden uden videre bekymring og gav sig til at gumle på den, mens en sød smag af noget, der mindede om honning og æbler, bredte sig i munden på ham. God for hovedet, lød det. Ikke fordi han manglede evnen til...ja, noget som helst. Han havde altid fået at vide at han var klog nok og han hoved sad rigtigt, omend han ikke altid formåede at bruge den på den bedste måde. Men det var vel hans hoved, var det ikke? Han bestemte vel selv hvad der var godt at bruge det på.
Spidserne af græsset kildede hans hænder, da han trådte helt hen til den svagt sumpede bred af søen. Vandet var stillestående og der var ikke engang små ringe i vandet, som der ville have været, hvis insekterne brugte vandet eller hvis nogle fisk sprællede rundt. Det virkede...Dødt.
Han kunne se sit eget spejlbillede. Det brune hår, der næsten altid lå pænt fladt på hans hoved og de grå, lidt hårde øjne.
Endelig nikkede han svagt for sig selv og smilte svagt. Hans blik rejste sig op mod omgivelserne.
Her kom ikke nogen hele tiden...Men fra tid til anden. Tiden havde vidst ham at det var et godt sted at stå på lur, søen et godt sted at dumpe ting og at folk sjældent kom herned i store selskaber. Men alene. Han fingrede med pisken i et øjeblik. Tanken fik hans hjerte til at pumpe hurtigere. I spænding. Hvem ville det være i dag? En ung pige, en ældre mand? Han lod en finger glide over pisken. Så sød...så sødmefyldt...Så kærtegnende.
På den ene side hjalp han sin mor med at heale folk. På den anden, var han dødens skygge. Men uanset hvad, ville han aldrig forvente at støde ind på en engel her.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom det var midt på dagen, så var det stadig koldt.. mørkt og koldt, og mere end nok til at lade det løbe Gabriel iskoldt ned af ryggen. Lige hvorfor han havde valgt at drage mod Dvasias og Den Sorte Sø, vidste han ikke. Det var ved at være frygtelig mange år siden, han havde aflagt stedet her en visit. Han havde blot givet sin tjenestab besked, og Aya særligt om hvor han var taget hen nu i tilfælde af, at noget skulle ske.
Gabriel var for øjeblikket en ganske travl mand, selvom dette dog ej kunne synes. Selve søen henlå i en fredsommelighed som kun måtte smitte. Selv hvis man så bort fra alle de forfærdelige hændelser som årligt måtte ske på stedet her, og med tanke på alle de lig, som man faktisk burde kunne finde på bunden, var bestemt ikke en tanke som gjorde det meget bedre. Gabriel var dog ikke videre præget af det, som det stod lige nu, dog selvom de himmelblå øjne stirrede ud mod det mørke vand, som han selv vidste, måtte rumme alskinds hemmeligheder.

Gabriel var dog i denne stund ikke klædt på, som den typiske konge, som han var af det lyse land. Dette var ej en reklame, som han ville påføre sig, nu hvor han havde krydset grænsen fra sit eget land, til det manjanske, hvor man sagde, at alle måtte være velkommen til at krydse grænsen til Dvasias. Et sted han som sagt, ikke havde færdes igennem frygtelig mange år, og dette var mærkbart.. frygtelig, frygtelig mærkbart. Meget var sket.. både landsmæssigt, men også historiemæssigt, som selv havde indflydelse på hvordan han ledte sit eget land. Fast bestemt på ikke at gøre brug af de samme fejl, som kongehuset af mørket havde begået.
I øjeblikket stod Gabriel iklædt en mørk kappe, som lagde sig tæt omkring hans krop, og holdt de hvide vinger skjult, ligeså med den lyse personlighed, som var så tydelig at læse i hans aura. Han var en renracet engel af lyset, og dette var typisk noget, som man hurtigt bed sig fast i.

Frygten for at blive opdaget, stod naturligvis tydelig i Gabriel, selvom det nu heller ikke var noget som han tog tungere end som så. Ikke desto mindre, så måtte han jo tage tingene som de kom, og ganske rigtigt.. Man kunne ikke just sige, at han var alene mere.
Af den grund, valgte han for nu at blive stående stille. Han havde ganske vidst lysets sværd gemt under den tunge og mørke kappe, som han nu havde kastet omkring sig, i frygten for at ende med at blive afsløret.. Skulle det ske, ville han selv mene, at han var garderet. Blikket forblev hvilende på søen. Måske at han var så heldig, at denne fremmed mand, bare ville.. passere?
Endelig slap Gabriel blikket fra søen og vendte det ned af mod bredden. Umiddelbart kunne han ikke se nogen.. Men noget var der, og han kunne ikke lide det. Han begyndte roligt at gå.. Selvom hans skridt var yderst langsomme.

[Deleted]

Det nyttede ikke noget at stå stille her. Man kunne ikke med sikkerhed vide om der kom nogen og selv hvis der gjorde, havde folk en tendens til at undgå hinanden, hvis de i forvejen gik alene. Hans vinger var praktiske, men de kunne også skræmme folk væk, førend han kunne få fingre i en. Derfor gik han normalt lidt væk fra søen og studerede den tålmodigt. Det havde han også tænkte sig denne gang. Han havde ikke travlt, han var fuld af tålmodighed. Hans arme gled afslappet om bag hans hoved, så albuerne strittede ud til begge sider, da han med et svagt smil vendte ryggen til søen og begyndte at gå mod sit skjulested. Måske skulle han bruge tiden på at grave nogle tidsel-rødder op? Hans mor var ved at løbe tør.
Han nåede ikke særlig langt, før armene gled ned langs kroppen igen og han stoppede op.
En kvindelig stemme nåede ham. Og den kom tættere på. Zean drejede hovedet mod lyden. stort set samtidig med at han fik øje på kvindens skikkelse omme på den anden side af søen, fik han en fornemmelse af at noget var anderledes. At noget krævede hans opmærksomhed, at en eller anden...fare? måske var tæt på. Nej, ikke direkte fare...Nærmest direkte modsat. Det var en...sød fornemmelse, som om den lovede alt godt. Lidt som engels. Var kvinden en engel?
Fornemmelse var stærk, men kvinden var den eneste han havde set. Og derfor konkluderede han at det måtte komme fra kvinden. Og derefter ignorerede han fornemmelsen og begav sig om mod den anden side af søen.

Kvinden var der stadig, da han lidt efter nåede den modsatte side af søen. Hun var iklædt en varm, brun kappe, som hun havde trukket godt om sin spinkle krop. Indenunder kunne man se kanten fra en eller anden hvidlig kjole og spidsen af hendes støvler. Hendes gyldne hår var samlet i en fletning, som lå over den ene skulder og gik ned over hendes barm. Hun så mod søen med et afslappet udtryk. Hun var perfekt. Hun var køn og generelt tiltrækkende nok. Men disse ting tænkte Zean ikke over. Han så hun var køn, men han bemærkede ikke nogen tiltrækning mod kvinden. I stedet handlede hans tanker om hvad han kunne udsætte kvinden for. Af lidelser. Kvinder var irriterende, de havde en tendens til at skrige, hvis blot man nærmede sig dem. Et skrig kunne alarmerer folk i nærheden og give ham problemer. Der var mænd ofte mere stædige og troede de selv kunne slå ham ned. Men dette var det positive ved at vælge søen til jagt, for her var ikke særlig mange folk.
Han kom bag hende. Hans hånd gled over dolken, da han løsnede den fra bæltet. Den gled vant ned i hans hånd, kold som døden. Han mærkede hvordan skaftet bar præg af at være brugt, hvordan hans fingre gled fast rundt om skaftet. Han smilte svagt. Han sagde intet, da han greb fat om kvinden med den ene hånd. Over hendes mund, lige i tide til at drukne et overraskelsens skrig. Dolken gled straks op til hendes hals, da hun begyndte at spjætte for at komme fri.
"Tystys...Vær helt stille..." hviskede han mod hendes øre. Han kunne næsten ikke lade være med at smile. Han var optaget af hvad han skulle nu, så det gik slet ikke op for ham at kvinden ikke føltes som en engel. En af de lyse. Om lidt ville han nok, men lige nu havde han travlt med at gøre kvinden stille.
"Jeg slår dig ihjel hvis du ikke tier stille" Efter et lille øjeblik, stoppede kvinden med at sige noget. Hun havde prøvet at skrige konstant. Derfor skar Zean normalt også deres tunger ud, inden noget som helst andet. Så kunne de ikke tale og havde svære ved at skrige, da de ellers ville drukne i deres eget blod. Smerterne fik også ofte folk til at droppe at skrige. Og angsten selvfølgelig.
Hans dolk gled over snoren, der holdte kappen på plads. Lidt efter havde han skåret den op og kappen gled ned over hendes skuldre og ned på jorden. Umiddelbart ville man nok tro at han ville voldtage hende, men så normal var han dog ikke.
Indenunder bar hun intet andet end en tynd, hvid kjole af noget lidt groft stof. Zean slap hende forsigtigt. Hun sagde intet, men slyngede armene om sig selv, samtidig som tårerne fik frit løb. Zean smilte svagt. Trin et...Tunge.
Han greb fat i hende og vendte hende om, ligeglad med om hun så ham.
"Din tunge" forlangte han. Først bad han om den. Hvis de ikke selv stak tungen ud, tog han den selv.
Kvinden virkede dog mest forvirret over det...
"Jeg beder...dig...Lad mig gå...Jeg vil give dig alt..." tiggede hun i stedet.
Zean studerede kvinden et øjeblik. Der var et eller andet der ikke stemte...Hun var da ikke nogen engel...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var noget omkring Gabriel, som meget hurtigt gav ham en direkte følelse af ubehag. Lige hvad det var, kunne han dog ikke just sige. Han kneb øjnene let sammen. For nu valgte han alligevel at bevæge sig roligt frem.. Hvad andet valg end det havde han egentlig?
Med et bankende hjerte, søgte Gabriel med rolige skridt ned langs søen. At vandre her i det åbne, kunne han nu godt lide. Det gav ham fornemmelsen af at han alligevel burde være opmærksom, men han kunne se længere, end hvad han kunne i de mere lukkede områder. Et overblik. Det var hvad man altid ville søge, for sin egen sikkerheds skyld, og nu særligt hvor han vidste at han selv ikke havde sin horde af garder til at passe på sig, som han ville have haft normalt. Han havde selv valgt at age ud, hvilket han gjorde yderst sjældent.

Hans hånd kærtegnede let skaftet på det lyse sværd, som han havde skjult under kappen. Selv var det ved at være mange år siden, at han havde svunget det i noget som kunne minde om en kamp. Tiderne havde været ganske fredsommelige, men en mulighed for at slå fra sig, var han jo trods alt også nødt til at have, når det nu endelig skulle være.
Igen stoppede Gabriel op. Vinden slog ham direkte mod ansigtet, hvilket tvang hans blik ned mod jorden i stedet for. Han lyttede. Ikke at det var noget som gav ham noget fingerpræg af hvad der egentlig var omkring ham.. Noget var der, og det var nok til at han valgte at reagere på det, og da særligt på denne her måde.
Stemmer som lød nærmest som en hvisken, var det næste som fik ham til at stoppe op. Ikke fordi at det var en tanke som han faktisk brød sig om, men ikke desto mindre, så.. var han da nødt til at gøre noget.
"Hvem der?!" Denne gang hævede han stemmen, også selvom han var klar over, at det afslørede hans egen position herude i det åbne, og særligt med den titel som han havde, så var han nødt til at tage det langt mere påpasseligt, end hvad han havde gjort ellers.
Denne gang lukkede Gabriel fast grebet omkring sit sværd, selvom han på ingen måder valgte at trække det. For alt hvad han vidste, kunne det være ham, som faktisk var.. paranoid? Særligt fordi at han vidste at han rendt rundt midt i det mørke land, hvor folk ville gøre hvad end de kunne for at overbringe hans hoved til kongehuset i landet.

Gabriels øjne betragtede omgivelserne omkring ham. Selv her var det frygtelig mørkt, selv på denne tid af døgnet.. Det var helt uvirkeligt for ham. Tungen strøg han kort og tænksomt over de tynde læber, inden han vendte sig om igen.. Han så intet.. Men noget var der, det var i det mindste en overbevisning som han måtte være af, og han skulle nok finde ud af, hvad pokker der var derude!
"Jeg ved du er her... Så kom frem.." Denne gang var det mere som en hvisken for ham selv. Han brød sig bestemt ikke om det. Han følte sig.. iagttaget på en eller anden måde.

[Deleted]

De hørte begge stemmen. Denne uventede, mandelig stemme. For kvinden symboliserede den håb, håb og hjælp, i denne ellers mørke situation. For Zean symboliserede den afbrydelse og mulige problemer. Han måtte ikke ignorerer dette her, muligheden for at det var en person der kunne slå igen, var der. At det var en mand der kunne slås eller havde styrken til at slå hårdt.
Der skete to ting på en gang. Eller nej, faktisk tre. Kvinden satte sig i bevægelse, ville løbe mod stemmen, som dog lød til at være et stykke fra dem. I det samme bevægede Zean sig og greb fat i hendes arm. Og som det tredje, gav hun et skrig fra sig.
Han havde stoppet hende i at løbe. Men han havde ikke stoppet hende fra at skrige. Det var noget forbandet lort. Det hele!
Han slog hende. Med bagsiden af den hånd, der holdte dolken, gav han hende et ordentlig slag mod tindingen, inden hun kunne nå at gøre yderligere modstand. Hun sank halvt sammen i besvimelse. Zean greb hende og lagde hende ned i græsset. Han måtte handle hurtigt. Måske havde personen hørt hende skrige og var på vej herover.
Dolken blev gemt væk endnu en gang. Han tog kvindens kappe og lagde den på jorden ved siden af hende. Så flyttede han hende hurtigt over på kappen og slyngede resten om kappen om hende. Han tog snoren og bandt den om kvindens hals, så godt han nu kunne, da han jo havde skåret snoren over. Med lidt held, ville det ligne at kvinden var faldet og måske blevet syg og dårlig. Og hvis hun så bare ville forblive bevidstløs det næste øjeblik, ville alt være perfekt. Zean lod en hånd glide over hendes hals. Pulsen var faldet lidt igen, var blevet mere rolig. Han tjekkede den side af hovedet, hvor han havde slået hende. Han havde ramt rigtigt, der var kun et lille sår, hvorfra en bloddråbe lød ned over hendes tinding og kind. Men det ville først blive blåt om nogle timer. Han havde altså masser af tid at løbe på. Han så sig omkring...Der var ingen sten i nærheden. Hvorfor var der ingen sten?! Han skulle bruge en sten! Noget hun kunne være faldet og have slået hovedet imod...Han bandede svagt for sig selv.

Var det en engel? Han var ikke sikker. Men det føltes som om der var noget...Noget han ikke brød sig om, noget han automatisk hadede. Og det var en fornemmelse han havde haft i nærheden af de lyse engle. Derfor havde han automatisk troet det var en engel. Men han kunne jo ikke vide det. Men hvis det var, ville han havde fordelen, for dette var et mørkt land. Hans land. Selv hvis englen skulle vise sig stærkere og mere snu, ville han blot flyve sin vej, ind til den nærmeste by. Hvis det var en engel, ville den ikke turde følge efter. For byen betød flere folk, der nok ikke kunne lide engle.
Zean tog en dyb indånding og sad stille et øjeblik, lyttede efter...fodtrin. Raslen i græs og smågrene. Umiddelbart hørte han ikke noget, intet andet end hans hjerte, der snart forlod hans bryst. Han tvang sig selv til at tage et par dybe indåndinger. Til at slappe af.
Han var blevet afbrudt. Det var lige meget med stenen. Der var intet der sagde at nogen overhoved ville tænke over det. Græsset var højt, folk ville ikke kunne se om der var en sten eller ej.
Tid til trin to. Han måtte se hvem der var her, før han løb den mulige modstander i møde. Han så sig hurtigt omkring. De nærmeste træer stod et stykke væk, men græsset så ud til at være lidt højere mod den side, som stemmen var kommet fra. Med lidt held kunne han snige sig lidt væk og den vej stemmen var kommet fra, i håb om at se personen, før denne opdagede at her var nogen.
Han overvejede om han burde finde sin dolk frem. Være klar på at kæmpe. Så fik han en ny ide og smilte svagt for sig selv. Et eller andet sted var han genial. Han ville dog ikke gøre det her, så ville man kunne se han havde været her.
Han gav sig til at snige sig væk fra kvinden. Først lidt væk fra søen og så den vej, hvorfra stemmen var kommet. Da han var nået et rimeligt stykke væk, gav han sig til at finde nogle af de små planter, der voksede mellem græsset. Han fandt sin dolk frem og skar hurtigt nogle af dem over, så han kunne samle dem i en tilpas håndfuld i den ene hånd. I tilfældet af at personen ikke ville slås, ville det ligne Zean blot samlede urter. Men i tilfældet af at manden ville slås...Var han allerede bevæbnet.
Men nu måtte tiden også være gået. Hvis manden havde bare nogen sans for at redde en skrigende kvinde, ville han snart komme denne vej. Ville han ikke?
Zean rejste sig op. Det ville ligne han også havde hørt kvinden og ville løbe hende til undsætning. Han så ingen grund til at gemme sig yderligere. Han håbede enden at personen blev væk eller at hans plan lykkedes.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han var nødt til at være forsigtig, ellers ville det for alvor gå galt, og det var slet ikke noget som man kunne sige at han var interesseret i. Han ønskede ikke at komme til skade.. Han vidste at det var dumt nok af ham i forvejen, at søge hertil uden en garde eller andet til at beskytte sig, for rigtig meget ville uden tvivl bare kappe hovedet af ham og servere det for kongehuset, og det var bestemt ikke noget som han ønskede på noget tidspunkt.
Selvom stedet her for nu var roligt, vidste han lige så, at det kunne vende som på en femøre, og at man var nødt til at være ekstra påpasselig med hvad man gjorde, og hvad man ikke gjorde. Han trak vejret dybt og forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle gribe sagen her an. Han ville jo heller ikke selv ende med at komme til skade, som et resultat af en forhastet beslutning.

Lyden af kvindeskrig, fik det til at løbe iskoldt ned af Gabriels ryg, og det var lidt der, at han reagerede instinktivt. Han trak sit svært. Langt og slank som det nu var, samt med et skaft smedet efter hans håndgreb, så det hvilede perfekt, endte han selv med at sætte farten op.
Hvad ledte han egentlig efter? Selv måtte han jo erkende, at han ikke var helt sikker på, at det var noget som han ønskede at vide, men en kvindes skrig, så vidste han da, at der måtte være noget derude, som var som det ikke skulle være! Dvasias var i forvejen kendt for at være et ondt og ikke mindst et direkte grotesk sted, hvilket gjorde det farligt at søge ud i det hele taget. Selv på denne tid af døgnet, hvor det ikke var sent, men derimod mørkt alligevel.
"Hvem der?!" Denne gang kaldte han med en langt højere stemme. Synet af en skikkelse, som var ved en anden skikkelse, som lå på jorden, var noget af det første, som han endte med at få øje på, som noget af det første. Skulle han gå derhen? Det gode hjerte, forhindrede ham i at skulle søge nogen steder hen, andet end hen for at sikre sig, at kvinden som han havde hørt, faktisk havde det godt.

Gabriel sænkede roligt sit sværd, mest for at understrege, at han ikke ar ude på noget. Han så ikke nogen grund til det, hvis denne person ikke agerede truende overfor ham. Var det hende som havde skreget? Uden at fjerne kutten, søgte han hen mod dem.
"Jeg hørte hende skrige.. Er hun vel?" spurgte han med en rolig stemme, inden han søgte derhen, blot for at sikre sig, at tingene var som de skulle være. Han gik i knæ.. Manden havde han dog øje for, selvom dolken til nu ikke var noget som han havde lagt mærke til. Skulle han måske? Han var påpasselig, og havde øje for manden ud af øjenkrogen. Han tog bestemt ikke nogen chancer.

[Deleted]

Personen kom nærmere. Han kunne høre fodtrin og den lette raslen af græs og tøj. Han trak vejret dybt. Nu ville han finde ud af om hans plan ville virke og om personen blot ville gå igen. Desværre havde han ret i at folk ikke bare efterlod en skrigene kvinde. Til sidst endte det med at han gik tilbage til kvinden og så ned på hende...
Til manden endelig var tæt på.
Han lod blikket glide over manden et øjeblik, før han vendte sin opmærksomhed mod kvinden der lå på jorden. Virkelig? Skulle de virkelig til at lege overbeskyttende mænd? Det var måske ikke hans dag alligevel...
Han gav sig tid til at pakke planterne, han havde i den ene hånd, væk. De røg ned i en lille pung, han havde sat fast ved bæltet, mens dolken gled ned i sin lille skede. Manden havde været bevæbnet, men han virkede ikke direkte fjendtlig, så der var ingen grund til at gøre situationen værre.
Manden var tydeligvis bekymret for kvinden. Men hvis han blev her for længe, ville hun nok vågne op igen. Faktisk var han ret overbevidst om at hun snart ville vågne op igen...Og det kunne betyde problemer. Nuvel. Et problem ad gangen, måske ville manden gå igen om lidt.
Han satte sig ned på den ene knæ, ved siden af kvinden, og tog let om hendes ansigt, mens han foregav at han først lige havde fundet hende. Han lod blikket glide over det lille sår, som han var skyld i, hvis blod allerede var ved at størkne.
Han lod blikket glide ned over hendes hals, kun for at se hendes puls der var lige så rolig, som for lidt siden. Den ville stige lidt, når hun vågnede. Det måtte han være opmærksom på.
Normalt ville han nok have dryppet lidt vand i hovedet på hende...Men han var jo ikke ude på at få hende til at vågne.
Til sidst trak han en smule ligegyldigt på skuldrene.
"Hvem ved? Hvem er interesseret?" lød hans svar, da han så op på manden igen, med sine ligegyldige, grå øjne.
"Hun er i live. Mit bud er hun er faldet og har slået hovedet. Hun vågner nok op om lidt..." Han håbede manden var lige så ligeglad med en falden kvinde, som de fleste andre. Godt nok betød kvinder mere her, end f.eks. i Procias, men det var begrænset hvor meget folk ville ulejlige sig med småting.
Zean rejste sig op igen og trådte et skridt tilbage. Men hans blik lå ikke på kvinden, men på manden. Nærmest som om han prøvede at overbevise manden om at han blot skulle gå.
"Jeg skal nok tage mig af hende" forsikrede han ham. Hvis manden ikke gik snart...Hvor svær en modstander ville han være? En dolk mod et sværd ville være næsten uden mening. Sværdet ville holde ham på afstand og forhindre ham i at nå tæt nok på. Han kunne selvfølgelig altid kaste den, men så ville han være uden våben.
Men han havde jo sin pisk. enhver der blev slået over fingrene med den, ville automatisk trække hånden til sig. Normalt. Det var hans bedste bud for at afvæbne manden. Men hvis han måske kunne få manden...Ja, det ville være bedre!
"Du kan bare gå igen?" foreslog han
"Medmindre du helt tilfældigt skulle være en healer?" Det var tydeligt at han ikke regnede med det. Der var jo ikke ligefrem mange engle her, med deres healende kræfter. Og selv om der var folk med evnen til at heale, på både den ene og den anden måde, var chancen for at møde en tilfældigt, midt på dagen, ret minimal. Så skulle det da være en, der ikke var herfra, og som derfor ikke havde vildt travlt med at arbejde!
At han selv kunne hjælpe kvinden, var underordnet. Det kom han ikke videre af. Eller jo, måske kunne han overbevise manden om at gå, men måske tilhørte manden en af de stædige typer, der ville sikre hun kom helt hjem. I så fald...Nej, det var bedre at spille uvidende. Enden ville manden gå eller hjælpe hende, uanset hvad ville det være til Zeans fordel. Han smilte svagt for sig selv.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel betragtede sig af manden. Selv var han ikke ude på at gøre noget som helst ved den mand, som han heller ikke var ude på at gøre noget ved kvinden som lå ved hans fødder, og derfor sænkede han sit sværd, udelukkende for at illustrere dette.
Selvom han var klar over, at denne situation kunne forekomme ham virkelig farlig. Særligt hvis han ikke var påpasselig med hvad han gjorde, og hvad han sagde, og det var han slet ikke ude på. Kvinden var kommet til skade.. men hvordan? Var hun faldet, eller var der andre i hendes omgivelser? Sværdet lagde han roligt ved siden af sig, mens han tjekkede kvindens puls. Den var der og den var rolig. Perfekt.
"Hun ligner i hvert fald en der er faldet... Du så ikke noget?" De himmelblå øjne vendte han roligt mod manden ved siden af sig. Noget sagde ham alligevel, at denne mand, var en af typen som han skulle passe rigtig meget på, og det var skam også hvad han havde tænkt sig. Han havde ikke i sinde, at skulle gøre nogen af dem noget. Let rystede han på hovedet. Han stolede virkelig ikke på nogen som helst omkring det her sted! Overhovedet ikke!

"Jeg kan da ikke bare lade hende ligge her," pointerede Gabriel med en ganske kortfattet og sigende mine, da han igen vendte blikket mod kvinden foran sig. Hun rørte sig ikke.. Tænk nu hvis der var sket noget? Den reelle fare som han faktisk stod midt i, var slet ikke noget som han lagde særlig meget mærke til, og et sted fandt han faktisk den tanke direkte.. skræmmende et eller andet sted.
En healer? Det var jo et sted hvad man kunne sige, at han var, men det ville sætte ham i en temmelig ubehagelig situation, hvilket man heller ikke just kunne sige, at han var meget for, når det nu endelig skulle være. Det ville afsløre hans væsen.. hvad han var.
"Og hvad så hvis jeg besidder de healende egenskaber?" Han var ikke meget for at afsløre for manden foran sig, at han var en engel? Hvad ville der så ske?

Et sted måtte Gabriel jo egentlig bare løbe risikoen. Sværdet lå jo ved siden af ham, nu i tilfælde af, at der faktisk skulle ske noget. Han trak vejret dybt, inden han lod hånden glide op til kvindens tinding.. Det stærke lys viste sig i hans hånd, som han gik ind for at heale den skade, som hun havde påtaget sig i det, som mest af alt måtte minde om et fald.
Nu hvor han samtidig også måtte afsløre for manden ved hans side, at han var en engel.. og derved et lyst væsen på den mørke side af muren, vidste han at han måtte være påpasselig. Med den frie hånd, greb han langsomt ud efter sit sværd. Han var nødt til at gøre noget.. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade kvinden ligge her!

[Deleted]

Et eller andet sted havde han forventet at manden ville hjælpe kvinden. Der var et eller andet ved den måde manden havde spurgt, den måde manden havde ventet på svar, der havde fortalt ham at manden ikke bare ville gå. Han blev nysgerrig. Han opførte sig ikke som særlig mange han kendte. De fleste ville blot nikke og gå deres vej. Hvorfor gik manden ikke bare? Hvorfor var han interesseret?
Han trak vejret dybt. Det lugtede råddent.
Hans arme gled over kors, mens han studerede manden. Om han havde set noget? Kæreste sære mand! Han var skyld i det. Selvfølgelig havde han set noget. Men han havde da ikke tænkt sig blot at sige det. Nejnej, for kedeligt.
"Hvem siger også du skal lade hende ligge?" svarede han tilbage. Han var der jo også, han havde allerede meldt sig som ansvarlig for situationen, som en der nok skulle tage sig af kvinden! Men det var åbenbart ikke nok.
Hans mistænksomhed voksede.
Han så afventende på manden.

Han kneb øjnene sammen, da lyset pludselig strømmede fra mandens hånd. Det stak ham i øjnene, det var direkte ubehageligt! Han trådte et skridt tilbage, samtidig som hans ene hånd gled ned over hans bælte og tog dolken frem igen. Han skjulte den bag sin ene arm, så man ikke umiddelbart ville kunne se han stod med en dolk i armen. Han trådte til siden, om bag manden, med et svagt smil. Hvad har vi, hvad har vi! En engel på afveje...Jamen dog...Forfærdelig bæst! Og sikkert også farligt, hvis han ikke passede på.
"Du er ikke så lidt modig...Først at ødelægge en jagt og dernæst afsløre din sande race!" måske burde han blot holde sin mund og få det overstået. Prøve at stikke dolken i ryggen på ham, helst skære halsen over på ham. Og afleverer hovedet til vagterne i den nærmeste by...Engle stod næsten altid på ønskelisten og det kunne være der faldt noget af. Zean! Engledræberen! Det lød godt.
Så opdagede han det. Manden var ved at tage sit sværd. Nej, det kunne de da ikke have, kunne de?
Han var hurtig. På ingen tid stod han ved siden af manden, med en fod på bladet af sværdet, så manden ikke bare kunne tage det. ikke uden at skubbe ham væk først.
"Er vi mistænksomme?" smilte han svagt. Han kunne ikke lade være med at drille. Han bukkede sig ned ved siden af ham, stadig med sin ene fod solidt plantet på sværdet og så på kvinden. Det så ud til at hun var ved at vågne...Godt det samme, han havde røbet sig selv nu. Mere eller mindre. Det kom selvfølgelig også an på hvor dum englen var.
Han måtte ikke gøre Hr. Mand noget, den kære Elijah, på slottet. Men denne engel var der vel ikke nogen der kom til at savne?
Han lod en hånd glide over kvindens pande i et øjeblik, da han skubbede noget hår væk.
"Jeg forestillede mig hun ville skrige en hel del. Når jeg først begyndte. Jeg mener...Kvinder skriger altid, ikke?" han sukkede svagt og rejste sig op igen.
"Nå pyt. Jeg får nok muligheden igen." han svang dolken rundt i hånden, en bevægelse der viste at han var van til at arbejde med en dolk. Men ikke i en truende bevægelse.
"Og hvad dig angår..." han så på englen.
"...Hvad laver du så her? Så vidt jeg ved er dette ikke et sted for dig. Vi holder jagt på engle, normalt. Så slipper vi en fri og den der fanger den, får æren. Det er en hel sport" han smilte svagt. Det passede nok ikke...han havde i hvert fald ikke hørt om det. Men det kunne da være sjovt! Genial ide!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke bare lade denne kvinde ligge, og han stolede bestemt ikke på en dvasianer til at de ville tage sig af dette. Han havde skam sine personlige grunde til at gøre sig de tanker, og det var lidt det, som han ønskede at stå inde ved.
"Jeg tager ikke chancen," svarede han blot, inden han vendte sig mod kvinden, og alligevel ved denne handling, afslørede hans sande væsen: En engel. En engel som man uden tvivl kunne sige, måtte komme på afveje.
Selv ville Gabriel heale hende.. Sikre sig, at hun kom sig godt fra det. Dvasianer eller ikke, så var det hans gode hjerte, som forhindrede ham i bare at lade hende ligge, for det var da en tanke, som han slet ikke kunne have med at gøre. At manden så lige så måtte reagere på det, forundrede ham et sted ikke. Han var kongen af det lyse land.. kongen af Procias, og han havde heller ikke nogen omkring sig, til at passe på ham, og derfor følte han også, at han var nødt til at være ekstra påpasselig, for ikke at ende med at begå de fatale fejl.

Manden trådte på hans blad.. Med andre ord, var det umuligt for ham at trække sværdet til sig, og forsvare sig ved brug af det. Han kneb øjnene let sammen. Nu måtte han jo tænke hurtigt! For nu valgte han at blive siddende i knæ ved siden af kvinden. Manden vidste vel hvad han egentlig burde gøre? Så... hvorfor gjorde han det ikke?
"Jeg gik nemlig ikke ud fra, at du ville hjælpe hende," endte han kortfattet. Det var som regel de hårde typer som gjorde dette, og at dette udelukkende var denne mands gøren. Ja, et sted kom det jo ikke bag på ham. Det var jo trods alt Dvasias! Folk gjorde hvad de ville på denne her side af grænsen. Forsigtigt drejede han hovedet, så han kunne se manden i sin helhed.. Selv på trods af, at det var godt mørkt.
"Det er jeg ikke ene om at være," pointerede han med en sigende og kortfattet stemme. Sværdet slap han. Han måtte jo bare sande, at han uanset ikke var i stand til at trække det til sig. Kvinden var nu ved at vågne, og han frygtede lidt hvad der ville ske efterfølgende, når hun så hvad der skete omkring hende. Et sted frygtede han jo lidt, at denne mand, faktisk ville ende med at tage hendes liv. Den tanke brød han sig da slet ikke om.
Gabriel trak vejret dybt. Denne situation kunne hurtigt udvikle sig til noget.. Ubehageligt. Virkelig ubehageligt. Kvinder skreg når man gjorde dem ondt. Selvfølgelig gjorde de det. Hvad havde han været ude på? Morskab? Voldtægt? Mord? Mulighederne var mange, og den ene var næsten værre end den anden.
"Kvinder skriger, når du gør dem ondt. Du kunne forsøge at behandle dem ordentligt og med respekt.." Varsomt rejste Gabriel sig op ved siden af, og med blikket vendt mod manden. Sværdet var ikke det eneste våben han havde på sin side, men han ønskede jo heller ikke bare at afsløre hvem han var! Kutten havde han jo endnu trukket over hovedet. Den skjulte ham da lidt. Den sport som han nærmest forklarede sig, gik virkelig i marv og ben på Gabriel.. Tænk at nogen kunne gøre sådan noget!
"Jeg ved ikke hvem du er.. eller hvad du er ude på.. Men prøv. Og jeg kan love dig for, at det vil koste dig dyrt.." advarede han med en mere faretruende stemme. Den ene hånd førte han roligt om bag sig. Han havde nemlig en dolk i bæltet. Han ville da ikke tage til Dvasias uden mulighed for at forsvare sig.

[Deleted]

I et øjeblik stod Zean blot stille og kiggede på englen foran sig. Bedømte ham og de ting han sagde, prøvede at afgøre hvor meget englen faktisk ville gøre og om hvor erfaren måtte være, i forhold til ham. Havde han nogle styrker? Ville han have nogen bestemt fordel, ud over at han nu havde forhindret manden i at bruge sit sværd?
Han måtte se det i øjnene. For de fleste var hans endnu blot en forvokset dreng. Og selv om han øvede sig, havde han endnu fejl, når han trænede med et sværd. De var simpelthen så lange til at de var behagelige! Han kunne skam slås. Men han var langt fra den mest erfarne. Og siden manden havde haft et sværd med sig...Betød at han sikkert kunne bruge det. Eller stolede han på at sværdet i sig selv ville holde folk fra at angribe? Næppe! Hvis man kom her, som engel, måtte man være forberedt på at slås for at komme ud igen.
Hans næste spørgsmål handlede om hvad en engel overhoved lavede her...Det var så unormalt!
Nej. Han var ikke ene om at være mistænksom. Men en engel tog vel afstand fra død og lidelse, så hvis han spillede sine kort rigtig...Ville englen sikkert intet gøre ham. Der var ingen grund til at opføre sig dumt i dag, blot fordi man var lidt gnaven. Oven over at blive afbrudt og belært om hvordan kvinder skulle behandles. Respekt...At behandle dem ordentligt...Dette var ting der lå ham fjernt. Han forstod dem ikke helt. Respekt, som når man havde respekt for et sværd? Velvidende det kunne halshugge en? Kvinder var slet ikke sådan.

Til sidst trak han let på skuldrene og trådte væk fra sværdet, så manden endnu en gang ville have mulighed for at tage det.
"Og de siger vi er fjendtlige!" kommenterede han nok så flabet. sandt nok var han jo ikke interesseret i englen, selv om han var lidt nysgerrig, men mere i kvinden.
"...Koste mig dyrt i forhold til mit liv? Du kan ikke nænne det. Jeg er jo endnu helt uskyldig. For ikke at nævne...Du er i fjendeland. Hele Dvasias ville jagte dig til din død" En overdrivelse som han fandt glæde ved. Måske var det kun halvdelen af Dvasias som faktisk ville føle sig stødt, trist eller irriteret over hans død...Og så var det mere fordi det var en engel der havde gjort det. Generelt var folk jo egentlig ligeglad med hinanden.
Kvinden flyttede på sig. Lidt efter gled hendes hånd op til hovedet. Til sidst åbnede hun øjnene og prøvede at orienterer sig, tydeligvis forvirret. Men hun fik ikke lov til at være forvirret særlig længe, før Zean bukkede sig ned, greb hårdt fat i hendes ene arm og trak hende op og stå. I første omgang kunne hun slet ikke stå, men var svimmel. Hun gled ind mod Zean i et øjeblik, før hun fik fodfæste og kunne stå nogenlunde selv. Zean rystede hende lidt, for at få hende til at blive opmærksom og for at få hende til at stå selv.
Til sidst så hun på englen...Og på Zean...Og så sig omkring. Og da slog det hende hvad der var sket. Hun nåede at udbryde halvdelen af et skrig, før Zean havde lagt armen om hende og med den anden pressede dolken mod hendes hals endnu en gang. Det samme skete, det samme udspillede sig. Zean der havde armene om hende og tyssede på hende, til hun til sidst blev stille, men ikke mindre bange. Endnu en gang prøvede hun at komme fri, men Zean lod hende ikke. Han holdt hende fast.
"Tak for at heale hende. Nu er hun helt frisk til nye lege. Jeg havde regnet med at undgå opmærksomhed...Men du skulle bare lege helten, ikke?" han så på englen i et øjeblik.
Dette var ikke englens land. Englen var ikke i position til at blande sig...Men noget sagde Zean at han nok ville prøve alligevel. En kvinde i nød! Jamen åh nej da...ikke endnu en. Kedelig fyr. Og spændende, på samme tid.
"Kender du en der hedder Elijah? Han er kun halvt engel, men stadig irriterende. Det skulle ikke undre mig i kendte hinanden?" Tanken var spontan. Og passede ikke til situationen. Men Zean havde nu altid manglet evnen til at forstå alle situationer fuldt ud. For det meste forstod ham den aldrig og gjorde som han selv fandt passende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne skam godt bruge et sværd, om det skulle vise sig, at blive en nødvendighed for hans vedkommende. Dog viste det sig, at blive en mulighed og et middel, som ikke kunne benyttes i en situation som denne. Han var den engel som manden havde fornemmet inden dette ubehagelige sammenstød.
Forsigtigt rejste Gabriel sig op. Han var nødt til at sikre sig, at tingene forløb, som de nu skulle, for det andet, var da slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst. Han vidste at han var nødt til at træde meget varsomt, ellers ville det ende med at gå galt.
"Det kan godt være, at jeg står mit i fjendens land.. Men jeg kan trygt love dig for, at en forkert handling fra din side, vil komme til at koste dig dyrt." Gabriel forholdt sig ganske rolig. Døde han, ville Procias uden tvivl erklære krig.. En krig som lå og dulmede lige under overfladen, og som folk nærmest bare ventede på ville bryde løs igen. Ikke at det var noget som Gabriel havde lyst til.. Tvært imod.

Kvinden var roligt begyndt at vågne, også selvom Gabriel ikke greb ind. Denne mand var betydeligt hurtigere. Der var rigtig mange ting som gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde.. Han ønskede ikke at komme til skade.. som han heller ikke ønskede at hun skulle komme til skade.
Kvinden så han blive revet op i mandens favn, og det var der han først for alvor greb dolken som han havde siddende i bæltet. Denne gang skubbede han kutten ned, da den ikke kom andet end i vejen for ham. At det jo så var selveste kongen af Procias, var vel til at se? Om man vidste hvordan de royale så ud?
Selvom Gabriel var konge af titel, var han meget neutral i hans beklædning, som ikke just afslørede hans høje status i landene her. Han holdt dolken i sin hånd. Lavet af samme materiale som sværdet som lå for dødsenglens fødder.
"En kvinde skal tiltales og behandles med respekt.. Så slip hende.. og tag mig i stedet, om det er noget som du kan," endte han med en mere kortfattet stemme.

Gabriel vidste, at han skulle gøre det påpasseligt, for denne kvinde behøvede virkelig ikke komme til skade! Elijah? Navnet sagde ham ikke noget sådan umiddelbart.. Skulle det? Han kendte jo mange rundt forbi.
"Jeg ved ikke hvem denne Elijah er, eller hvad du skal med ham, men lad denne kvinde gå. Hun har intet med dette at gøre, og derfor fortjener hun den frihed.. Ønsker du at tage den med mig, så gør det.. Så skal jeg nok hjælpe dig med at finde denne Elijah," endte han med en mere alvorlig stemme. Hvorfor blande uskyldige ind i det, når de kunne løse det på andet vis? Han håbede selvfølgelig selv på den mere civiliserede metode, for det andet.. det var ikke noget som han gjorde, med mindre at han var nødt til det.

[Deleted]

Såååå...Englen havde forholdsvis lyst hår? Det var fint, det skinnede og var sundt. Ligesom mandens ansigt, omgivet af en krans af alvor. Sundt, ikke udsultet, ikke fuld af sår eller smerter. Som han havde vidst, lige fra englen var trådt ind i denne situation, var manden sund og stærk. Ingen fejlfarvning, ingenting der røbede at manden kunne være udstødt og nu vandrede om her, fordi han ikke havde andet at give sig til. Altså måtte der være en anden grund til det. Men måske betød det slet ikke noget. Manden var her nu, det var det eneste problem. Han trak vejret dybt, mens kvinden fortsat prøvede at bryde fri. Ikke fordi hun kæmpede imod med alle sine kræfter, men alligevel prøvede hun konstant, i håb om at han slækkede grebet og hun kunne løbe i armene på sin frelser. Gad vide om hun på nogen måde frygtede at manden var der for at hjælpe Zean? Det kunne være sjovt hvis hun fordømte sin frelser.
Mande var SÅ irriterende at høre på! Snakkede med en stemme, som var han van til at hans ord bestemte. Var han måske adelig? Han lød i hvert fald til at tilhøre en af de finere, både ud fra udseende og den måde han snakkede. Og hvad betød det? Intet! Hans far var blevet udstødt fra sin adelige familie. De ville ikke kendes ved hans mor og ham selv, så hvad betød de? Intet!
Han smilte svagt og kyssede drillende kvinden op af halsen. Lod sin tunge glide over hendes bløde, kølige hud. Han kunne næsten mærke på hendes hud, hvor ræd hun var. Hvordan hendes hjerte pumpede hårdt og stærk, med stor fart, og hvordan hendes halsmuskler spændtes og slappedes hele tiden, når hun kæmpede en smule for at komme fri. Spild af kræfter, hun gjorde bare sig selv træt.

Så. Manden var morsom.
"Så du foreslår jeg nøjes med at piske dig, til du ikke kan gå? Skære din tunge ud, før jeg fjerner dine negle og manddom?" Blot et par af de ting han plejede at udsætte folk for. Blot for at fortælle englen hvad han havde tænkt sig og hvad han havde meldt sig til.
"Jeg har brug for en potion smerte. Vil du leverer den, uden at kny?" han smilte drillende, udfordrende. Nej, englen ville aldrig gå med til det. Han gik ud fra at englen ville lokke kvinden fra ham og så prøve at uskadeliggøre ham. Det var hvad han selv ville gøre, hvis altså kvinden havde betydet noget. Hvorfor udsætte sit eget liv for en fremmed kvinde? Hvorfor for nogen som helst? Ha!
"Så du vil sætte dig selv i fare for en kvinde du ikke kender?" han forstod det ikke. Denne trang til at være irriterende og lege helt. Hvorfor? Kunne de ikke lokke kvinder til deres seng, uden at lege helte først? Eller...Var det...for at få det bedre med dem selv? Han kunne ikke gennemskue hvad der lå til grund. Han følte der var noget han ikek forstod, noget han ikke kunne regne med...Og det gjorde hans planer usikre, da han ikke vidste hvordan englen ville reagerer.
Denne dumme dumme engel!
Han smilte svagt og strammede grebet om kvinden. Han pressede dolken ind mod kvindens strube, til en lille bloddråbe gled ned over hendes hals, kildede hende.
Hvor meget burde han sige? Nok ikke for meget. Han gik ikke ud fra den kære Elmyra ville have et par dumme engle rendende! Problemer havde hun nok af.
"Elijah er en engel. Eller...Halvt engel. Men ikke mindre irriterende. Dog befinder han sig ikke her, men længere væk. Dog...Tilhøre han nogle folk, som jeg ikke kan tillade mig at blive uvenner med. Dumme dumme engel! Så hurtig til at foreslå ting, som du slet ikke forstår. Som du slet intet ved om. Jeg gætter ikke på du kan bringe Elijah til dødens land, uden at jeg får skylden?" smilte han uskyldigt. Endnu en gang pressede han kniven mod kvindens strube. Hun kom med nogle bekymrede klynkende lyde og så bedende på manden, tiggede ham om at hjælpe hende. Åh...blot for at presse et svar ud af englen, tvinge ham til at gøre noget. Tage et valg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det vendte sig virkelig i Gabriels krop og sind, at se hvordan denne kvinde kæmpede for at komme fri, og han så intet gjorde. Han vidste jo allerede nu, at hvis han begyndte at handle på det, ville det koste hende livet.. og det ønskede han jo heller ikke! Det var her han skulle tænke strategisk. Den kvinde skulle lokkes fra ham, selvom det nok var en tankegang, som han allerede på nuværende tidspunkt, kunne sige sig, at have gennemskuet. Han knyttede næven let, og uden at slippe manden med blikket. Han var af fin stand.. hvorfor skjule det?
Frygten stod langt tydeligt i kvindens blik, som dødsenglen strammede grebet. Alt indikerede på at manden var dødsengel om ikke andet, og det var derfor at selv Gabriel handlede som han gjorde. En udstødt var han bestemt ikke, men mere på en vandring.. Han havde tilbragt rigtig mange af sine år her dengang han blot havde været en ung mand, og nu tilbage igen.. Tingene havde slet ikke ændret sig, hvilket han nu godt kunne se.

De blå øjne hvilede på englen i stedet for. Fjols.. Hvorfor ikke bare lære, at man ved brug af vold ikke kom nogen vegne? Han kneb øjnene svagt sammen.
"Hvorfor tage en forsvarsløs kvinde og bruge hende som en appetitvækker, hvis du kan få en fuldvoksen mand, som kan yde modstand, og faktisk give dig mere?" spurgte han med en kortfattet stemme. Ja, det var ham et endeligt mål at få den kvinde lokket fra manden. Selv stod han der som konge, og derfor handlede han på et folks bedste, også selvom han var klar over, at det i denne stund, ikke var hans eget, og han gjorde noget, som han faktisk ikke havde sin ret til at udføre.
Ordene fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen..Dog vendte han ikke ryggen til og tog fra stedet. Han ville få denne stakkels kvindes liv på samvittigheden om han gjorde, hvilket han så sandelig heller ikke var det mindste interesseret i!
"Vover du virkelig sige nej til den udfordring?" endte han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han bakkede slet ikke ud! Kvinden peb og klynkede, som havde det været små udbrud om hjælp.. Han stod der.. og han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at vende ryggen til.

Denne mand måtte have et udestående med denne Elijah.. Ikke at det var noget som Gabriel havde i sinde at blande sig i, for hvorfor skulle han? Det var denne kvinde som nu havde hans fulde interesse, og ikke noget andet. Han trak vejret dybt. Hvis manden ikke gav ham nogen grund til at handle... så måtte han jo trods alt selv gøre det. Han vendte blikket mod kvinden.
"Luk øjnene.." bad han med en kortfattet og intens stemme, inden han roligt vendte håndfladen direkte mod denne dødsengel. Ud fra denne, kom der et kraftigt lys. Som en repræsentant fra Himmeriget og Procias, var han en frygtelig lys mand.. Et så kraftigt lys, som ville være mere end nok til at skære voldsomt i øjnene, og derfor forhindre at kunne se, hvis det gik som han ville. Til følge, trådte han hurtigt frem og med bagsiden af dolken, som han forsøgte at hamre ind i dødsenglens ansigt, for at få ham til at slippe kvinden. Nu havde han fået nok!

[Deleted]

Manden lod sig ikke manipulerer rundt. Han lod sig ikke afpresse til at gøre ting, han ikke ville, omend han stadig ønskede at redde kvinden. Det var irriterende. Hvad var mandens svaghed? Hvad havde han ikke sagt, men som ellers kunne få manden til at skifte mening og gøre alt for ham? De fleste var så materialistiske. Hvilket var en ting Zean nemt kunne manipulerer rundt. Penge, kvinder, mad, en seng...Ting folk ville gøre næsten alt for. Det måtte være fordi manden af højere rang end blot en bonde. Han måtte være van til at få alt han ville have. Han udstrålede autoritet.
Han prøvede at finde på noget nyt, finde på noget andet. Skulle han virkelig stikke kniven i kvinden, før det gik op for englen at han ikke sagde det for sjovt, at han ikke lod sig tilfreds med dette? At dette var alvor. At han ikke skulle undervurderes?!
Englens ord var få, men målrettede. Han spildte virkelig ikke ordene...eller, skulle det vise sig, tiden.
En udfordring. Han havde prøvet det før. Folk der var stærkere end ham, eller i hvert fald opførte sig sådan, som han senere havde fået til at kravle for hans fødder. Og enkelte, som havde slået ret hårdt. Han havde fået sin potion af brækkede ribben, ben og arme, blå mærker og blødende sår. Mest da han var mindre og lidt for optimistisk over hvem han kunne nedlægge.
Hvis han tænkte tilbage...Var denne engel måske lidt for stærk til ham. Burde han trække sig tilbage? Stikke af og finde en anden kvinde eller mand, han kunne flå. Men alligevel tøvede han. Han følte sig så...Irriteret...På denne engel!

Han havde smilt svagt, da han blot strammede grebet om kniven. Han havde en smart kommentar, klart til at blive fyret af...Men han nåede aldrig så langt. Tingene skete forfærdelig hurtigt. Luk øjnene? Han nåede netop at tænke over hvorfor kvinden skulle det, og netop som det gik op for at engle jo kunne nogle ting med lys, var det for sent. Selvfølgelig skulle han kigge! Hans øjne havde været ganske åbne, hans pupiller ganske udviddet, for at se så meget gennem mørket, som muligt. Den pludselige, stærke lys, paralyserede ham fuldstændig. Han blev blindet. Han lukkede automatisk øjnene, men mærkede den stikkende smerte. Han stønnede svagt af ubehag.
Det skulle vise sig at kvinden skam havde lukket øjnene.
Han hørte lyde, mærkede at nogen bevægede sig...
Slaget kom både uventet og forventet. Selvfølgelig ville han udnytte at hans fjende var blind, selvfølgelig havde han ikke tænkt over at reagerer på det!
Slaget plantede sig på hans kindben. Han mærkede hvordan hans greb slappes, hvordan kvinden gled ud af hans greb - eller var det han der faldt? - da han pludselig mærkede jorden under sig. Han havde endnu dolken i hånden.
Han prøvede at se noget. Han åbnede øjnene og så sig energisk omkring, men hans øjne var endnu irriterede over det pludselige lys og han var sådan set endnu blind. Det gik for langsomt!
Hans tomme hånd gled automatisk op til hans kind, lige under øjet. Han ville få et blåt øje. Det gjorde lidt ondt. Det var vådt...Nok at blod.
Han havde ingen fordele i dette øjeblik. Hvis han ikke gjorde noget hurtigt, ville englen slå til igen. Medmindre han var travlt beskæftiget med kvinden eller stak af. Den eneste fordel han umiddelbart havde, var at han vidste englen ikke bare ville slå ham ihjel. Ikke bare sådan. Så skulle de slås for det først...Det var han i hvert fald overbevidst om.

Han sprang på benene, forhåbentlig inden englen kunne nå at paralyserer ham yderligere. Hans øjne kunne næsten se igen, hans syn kom langsomt tilbage. Han blinkede et par gange, for at hjælpe dem på vej. De virkede våde...Tårer? Fik han virkelig tårer af denne irritation? Det var logisk. Øjne løb i vand, hvis de var irriterede.
Englen ville have haft tid til at tage sit sværd. Derfor måtte han opgive sin dolk, som han hurtigt satte tilbage i skeden, så han ikke mistede den. I samme bevægelse lod han pisken glide fri, da han tog fat i skaftet af det. Samtidig trak han sig baglæns, længere ind i mørket, rundt om dem. Trak sig tilbage..Men han flygtede ikke. Han havde til plan at udnytte mørket rundt om dem. Englen kunne vel ikke se så godt i mørket, som han normalt kunne. Om et øjeblik kunne han se normalt. Og med pisken...Havde han endnu en gang en okay mulighed for at få noget ud af det her. Han vidste ikke hvad der var blevet med kvinden. Med undtagelse af at han kunne høre hendes snøfte i mørket. Hun klamrede sig sikkert til sin helt. Faktisk håbede han det. En grædende kvinde skulle nok holde ham beskæftiget og sinke ham!
Hans syn vendte tilbage. Et svagt grin undslap ham. Det var netop gået op for ham at han var ret spændt på dette! Hans hjerte hamrede dobbelt så hurtigt, hans krop var i alarmberedskab, klar til at reagerer på selv det mindste.
Han fik øje på englen først. Uden tøven løb han til siden, i håb om at komme om på siden af, eller bagom, englen. Samtidig svang han sin pisk. Hvis alt gik, som han forestillede sig, ville han ramme englen.