I still need your help.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore smilede let for sig selv. Elmyra var dygtig, af hvad han havde hørt, og det var nok også derfor at han tog tingene så roligt som han nu gjorde. Også selvom hans eget rygte var kommet ham i forkøbet, så var han glad for, at hun ikke virkede til at dømme ham på det, for det ville han faktisk være rigtig ked af. Det var bare ikke gået med ham i Procias til sidst, og derfor ønskede han også blot at redegøre for at det var det valg som var taget, også havde været til det rigtige, og at han faktisk var til at stole på af den grund. "Derfor er det en glæde for mig, at skænke Dem de ord, Deres Exellence.. Det er noget som De har brug for at vide, da jeg har forståelse for den svære situation, som De er placeret i," begyndte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. "Og derfor er jeg her for at opretholde den mundlige indgåelse af aftale mellem Dem og Dronningen af Manjarno," sagde han roligt.
For nu gik det hele som Salvatore gerne ville have det. Selv vidste han hvad han kunne sige, som forventninger for Manjarnos rige, og det var det som gjorde sit for hans del. Han lod armene søge over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Jeg formoder at vi bare kan gå direkte til sagens kerne, Deres Exellence? Manjarno ønsker at tilbyde beskyttelse i form af soldater, hær og næring i form af korn, hvis dette skulle vise sig at blive en nødvendighed. Hvad vi dig kræver til gengæld, er derimod at vi har et sted at søge til som royal om det skulle blive nødvendigt.. Ved et kald ud, forventer vi at der responderes med det samme, samt at der er mulighed for et aktivt samarbejde på handelsmarkedet. Mange af de varer som produceres her, er særligt eftertragtet ved os.. Vi ønsker åbne grænser og en evig våbenhvile," endte han roligt. Selv vidste han at det var mange ting, en det var jo ikke nødvendigvis at det var.. meget at forlange? Meget af det var jo trods alt standard. "Og som det står nu, forventes der ikke at være lang tid før dette går hen og bliver en nødvendighed," pointerede han med en rolig stemme. Alles blikke var vendt mod landet her.. på godt og på ondt. At det var Nathaniel Diamaqima som hun ville have ved sin side, fik ham blot til at smile. "Jeg må erkende, at jeg ej er overrasket, Deres Exellence.. Jeg håber for Dem," afsluttede han.

[Deleted]

Elmyra gjorde virkelig hvad hun kunne med de midler som hun havde hvilket ikke var mange. Hun kæmpede for folket og gjorde alt i hendes magt for at alle kunne have det godt selvom dette ej var hende en mulighed. Hun sendte ham et roligt smil. Begge havde den en baggrund, han som tidligere magisk leder men nu smidt ud af dronningen og hendes selv var blot en fattig gade tøs som stod med en stor drøm. Der var ingen grund til at dømme folk på forhånd. "Jeg takker. Det er ej ofte at disse ord bliver skænket af andre end mine nærmeste og selvom dette også er rart en gang i mellem så er det altid rart at høre det fra andre også. På en måde har det mere vagt bag ordene. Situationen jeg står i er svær og dog er der intet som en god udfordring" sagde hun roligt og lod blikket møde hans. Hun var glad for at der endelig kunne ske noget og at Salvatore var her på vegne af Manjarno. "Det lyder godt."
Hun ventede spændt på hvad han ville tilbyde og hvad han ville forlange igen. Imandra havde en gang stået som en af de største handels steder i denne verden og dette var noget hun ønskede at få tilbage igen. Hun ville virkelig tilbyde meget for denne hjælp. Hun lod hovedet søge let på sned mens hun lyttede. "De er her jo ej for at hyggesnakke, så sig frem." Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede roligt da han var færdig. Han satte sig lidt op igen og betragtede ham tænkende. "Vi ønsker det samme lyder det som om. Vi ønsker selv åbne grænser og våbenhvile med Manjarno såvel som samarbejde på handelsmarket og vi ønsker at yde hjælp når det er påkrævet og ligeså ønsker vi hjælp hvis det er nødvendigt her. Vi takker mange gange for hjælpen i form af soldater og hær. Hvordan landet står i forhold til nærring gennem den kommende vinter ved jeg ej endnu. Det er stadig ved at blive talt op ude i landet på ny" sagde hun roligt og sendte ham et roligt smil. De ville de samme, ønskede et samarbejde for at kunne stå stærkere hvilket der var brug for. Elmyra ønskede at hjælpe Denjarna, så vel som hun ønskede hjælp fra Denjarna. Hun vidste at hun ville kunne lære meget af den kvinde. Ved hans ord om Nathaniel kunne hun ikke andet end at smile stort. "Tak. Min størte frygt er at han vil sige nej, det er jo frygtelig længe siden han har stået i denne position. Man kan jo kun håbe at han er frisk på en ny udfordring" sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Midlerne var ikke altid mange, men var de til stede, så skulle de selvfølgelig udnyttes i den forstand, at man nu kunne gøre det, og det var jo lidt det, som han gik meget op i for øjeblikket. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Det glædede hende at høre de ord, og det var noget som han selv forstod sig på. Særligt med et kæmpe karriereskifte, så var det jo bare en ekstra stor nødvendighed, at høre den slags, og det var noget som selv han ønskede at give hende. Han havde jo selv været igennem det store skifte, og han selv følte jo at han gjorde det ganske udmærket. "Vi står lidt i samme båd hvad det angår, Deres Exellence. Det er naturligvis en udfordring, men af hvad jeg hører på rygterne, så er det en opgave som De formår at leve op til," sagde han med en rolig stemme.
Selv var Salvatore ikke typen som spildte tiden. Selv ønskede han bare at få dette på plads, få aftalen underskrevet, og så søge hjemover igen. Han savnede Denjarna, og han glædede sig faktisk til at se hende igen, så det var vel ikke underligt igen, var det? Han sendte hende et smil. Han selv begyndte jo bare sin lange opremsning af krav og forventninger, samt hvad Manjarno selv kunne tilbyde. Hendes reaktion til følge, var jo bare som håbet og ønsket, hvilket kun gjorde det hundrede gange bedre, selv for hans vedkommende. Det var lettende, at de på det punkt, faktisk var enig. Han trak vejret dybt. "Manjarno har et stort forråd til overs igennem vinteren, efter vi selv har været igennem en optælling. Et solidt og godt samarbejde, er ønsket af os begge, og derfor burde det vel være muligt, at få en skriftlig aftale på plads? Jeg undertegner gerne på vegne af Manjarno og landets befolkning og dronning. Er det nødvendigt, stiller vi med en hær, som vi forventer det omvendt, om det skulle blive en nødvendighed, samt den frie handel landene imellem. Det vil komme os alle til gavn," sagde han roligt. Det var jo alt sammen noget som glædede ham!

Hvorvidt om Nathaniel var typen som ville springe tilbage i denne form for arbejde, skulle Salvatore ikke kunne sige. Det eneste som han vidste, var at han havde anbefalet manden til Denjarna, som havde nægtet at gøre dette, fordi at hun frygtede at manden ikke ville gå mod sine børn, om det skulle blive nødvendigt. [colro=33ffcc]"Jeg håber for Dem, at De har heldet med Dem,"[/color] endte han roligt. Han håbede virkelig. Det ville være rart at få styr på landene omkring dem!

[Deleted]

Det var rart at blive anerkendt for hun gjorde det virkelig så godt som hun kunne. Hun kunne ikke andet end at smile til ham og lytte til hans ord. Han havde tale gaverne i orden og han havde en viden som hun hjertens gerne ville høre mere fra og suge så meget til sig som muligt. Hovedet lod hun let søge på sned som hun betragtede ham mens han snakkede. "Vi står i samme båd og dog er det ikke kun jeg som er nået langt. De har nået meget siden De blev gjort til Kongelig Rådgiver, De gør et godt stykke arbejde, ellers sad De ikke her" pointerede hun roligt og smilede blidt.
At han bare ville have dette overstået og så komme hjem over var ikke underligt. Det var jo også sent, klokken var mange og måske der var nogen som ventede på ham hjemme. Hun vidste ikke at denne person var Denjarna men det var jo også lige gyldigt. Hun betragtede ham roligt som han snakkede. De ønskede det samme, de ønskede begge freden i begge lande hvilket var en tanke som var dejlig. Imandra havde brug for hjælpen til at få startet op og få plads til at komme ro på igen. Sephiran var død, det vidste alle og han havde efterladt et halv færdigt land og hun var nød til at samle de sidste stykker op fra jorden. "Vi har samme ønsker for denne alliance og det glæder mig utrolig meget. Hvis vi skal have en aftale på plads vil jeg bede dem om at udfærdige den. Selv har jeg aldrig set et dokument af den type så jeg er ej den rette til det endnu" sagde hun roligt og lænede sig frem og rakte ham blæk, pergament og en pen med et lille smil. "Optællingen vil snart være færdig så jeg ved hvor vi står og hvem der mangler hvad. Jeg vil dog høre om det er Dem muligt at låne os nogle vagter til slottet her. Selv er der ej mange tilbage fra Sephiran's tid og landets forråd er her. Jeg kunne frygte at tyvene i landet ønsker at stjæle det hele og sælge til højest bydende." dette var en frygt som hun havde gået med i noget tid.

Om Nathaniel ville komme hende til undsætning eller ej vidste hun ikke men hun håbede det. Yuuki var blevet fundet af Kimeya, så meget havde hun da hørt da hun var syg og Nathaniel var på vagt. Måske en løfte som slottets store mure ville få ham til at slappe en smule mere af? På den anden side så var det jo Kimeya som kom herind og slog Sephiran ihjel. Hun vidste det ikke men hun håbede da. "Jeg takker. Jeg er selv forhåbningsfuld."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde uden tvivl været et voldsomt karriereskifte for dem begge to, og naturligvis var det noget som kunne mærkes i den forstand, at det var en omvæltning i deres dagligdag. Selv det var Salvatore ikke i tvivl om, at Elmyra kunne mærke, og da særligt nu når det foregik på denne her måde. Han sendte hende et smil og nikkede så. "Bekræftelsen er rar.. Særligt når den er positiv, og man gør et godt stykke arbejde," pointerede han med en rolig stemme. "Jeg takker ydmygt for Deres kompliment, Deres Exellence," endte han roligt og bukkede med hovedet i respekt mod hende. Det kunne godt være, at hun endnu ikke havde overtaget tronen, men gjorde det virkelig nogen forskel når alt kom til alt? Det var hende som var den kommende, hvilket var nok for ham lige nu i øjeblikket.
Kontrakten og det hele, ønskede Salvatore egentlig bare underskrevet, så han kunne komme hjem. Det med at være ude på denne måde, når han vidste, at der ikke var noget til at beskytte og passe på Denjarna, var noget som et sted også stressede ham, selvom han virkelig forsøgte ikke at lade dette vises. Han sendte hende et smil. Hun var ny.. og hvis han kunne, ville han naturligvis gerne hjælpe hende ordentlig igang. "Naturligvis," sagde han roligt. Fjerpennen dyppede han i blækhuset, inden han med sin faktisk fine håndskrift, gav sig til at skrive ned præcist hvad de havde talt om.. I bunden arrangerede han ved hjælp af magi, to helt stiplede linjer, hvor han undertegnede på den højre side, inden han vendte sig mod hende. En underskrift, som han glædeligt påtog sig på vegne af Manjarno. "Føl dig fri til at læse den igennem. Blot har jeg skrevet netop hvad vi har snakket om," fortalte han roligt, inden han rakte hende fjerpennen. At hun derimod ville låne nogle vagter fra Manjarno, burde godt kunne lade sig give sig, ikke? "Jeg skal se hvad jeg kan gøre, når jeg hjemvender, Deres Exellence.. Det burde ikke være helt utænkeligt," endte han roligt og med et smil på læben.

Hvorvidt om Nathaniel ville gå med til dette, var faktisk ikke til at sige. Det var først nu, at manden for alvor var begyndt at røre på sig i den forstand, at det faktisk måtte være mærkbart, selv i Salvatores øjne. Han nikkede mod hende og med et smil. Hvis hun havde argumentationen i orden.. så burde det ikke være utænkeligt. "Hr. Diamaqima, er en mand som værdsætter arbejde.. Jeg er sikker på, at De med talens brug, nok skal kunne få ham overtalt," endte han med et smil på læben.

[Deleted]

De havde begge ændret deres karriere til noget drastisk andet end hvad de var vant til men Elmyra synes i hvert fald at hun selv klarede det godt og hun kunne jo også kun konkludere at han måtte klare det godt for ellers havde han da ikke siddet sådan foran hende med Manjarnos skæbne på denne måde. Hun sendte ham et roligt smil og nikkede bifaldende. "Jeg kan kun give Dem så evigt ret" medgav hun roligt og betragtede ham stille. Ros skulle gives hvis det var fortjent. Det var da sikkert og vidst. Det at han blev ved med at kalde hende for exellence igen var hende stadig meget uvant men hun lod sig ikke mærke af det. "Det var så lidt." Han gjorde et godt stykke arbejde og så skulle han da også vide det.
Hun vidste ikke at han havde andet steds at være men hun kunne godt fornemme at han ønskede at søge hjemover måske. Hun kunne godt forstå det. Det var aldrig rart at være væk hjemmefra for lang tid af gangen. Hun smilte roligt til ham da han sagde ja til at skrive papirene og hun lænede sig let frem i stolen og betragtede ham som han skrev med sine fine håndskrift. Han blev hurtigt færdig og rakte hende dokumentet som hun roligt tog imod og betragtede. Hun læste det hurtigt igennem, hun læste alt igennem før hun gjorde noget som helst, bare for at være på den sikre side. "Det ser jo yderst fornemt ud må jeg nok sige" konstaterede hun roligt og lagde dokumentet på bordet. Hun tog imod fjerpennen og uden venten underskrev hun med sit navn hvor han havde gjort plads til det. Hun smilede roligt og vendte blikket tilbage til ham. "Jeg går ud fra at de ønsker at tage dette dokument med Dem tilbage til Manjarno for at vise det til Denjarna?" Det var både en konstatering men også et spørgsmål. Hun vidste ikke hvad Denjarna ville være mest komfortabel med.

Hun håbede virkelig at Nathaniel ville hjælpe hende. Hun havde en kæmpe tiltro til ham og ønskede virkelig hans hjælp. Hun havde brug for en rådgiver som hun kunne stole på og det var ham. Hun smilte stille. "Man har jo lov at håbe, så det vil jeg gøre" sagde hun mildt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Glæden ved arbejdet, havde nu altid været på Salvatores side, og han nød det uden tvivl også i dette henseende. At kalde hende ved de titler, var skam kun fordi at det var fortjent. Alliancen var jo ønsket, og derfor måtte man da også tiltale hinanden pænt og med den samme tydelige respekt i sindet. De var enige.. Det var ikke ofte, at det kom over for Salvatore, at være så enig med et andet individ, og derfor var det ham selvfølgelig en glæde, at det havde været så dejlig nemt at få arrangeret med denne aftale. Det havde været så nemt, som det rene ingenting, hvilket selvfølgelig var en glæde selv for ham i den anden ende. Han nikkede mod hende, som han skrev det hele færdigt, og på vegne af Manjarno, selv skrev under. I og med at han var den kongelige rådgiver, var det jo noget, som han rent faktisk godt kunne tillade sig at gøre. "Jeg takker," sagde han roligt, som han så at hun læste det igennem. Det var skam ikke fordi at han var ude på at snyde hende, men han kunne derimod godt forstå, at det var vigtigt for hende, at det hele blev gjort ordentligt, og særligt inden hun overtog efter Sephiran. Dette var jo endnu ikke sket endnu. "Jeg tager den naturligvis med mig tilbage til Dronningen af Manjarno, så hun selv kan se, hvad denne aftale består af.. Jeg vil derimod skænke Dem denne.." Ved en let bevægelse med hånden, skabte han en tro kopi, så de havde en hver. Så de begge var i stand til at huske sig selv på hvad aftalen egentlig bestod af, og særligt mange år ud i fremtiden, da han forventede, at dette var noget som ville holde ved igennem rigtig mange år nu.

At hun gerne ville have Nathaniel som sin rådgiver, var noget som han skam havde forståelsen for. Han smilede let for sig selv. "Jeg beder bønnerne for at det vil lykkes dig, at få manden overtalt til at ivaretage det arbejde.. Jeg tror nu at det nok skal lykkes for Dem," sagde han roligt. Det var skam ikke fordi at han ikke ville blive hængende, men det var jo trods alt dette, som han var kommet denne lange vej for, og det var noget som han nu også selv havde fået i hus. Det var jo trods alt også en rigtig lang vej hjem, kunne man sige. "Jeg takker rigtig mange gange for Deres selskab, Deres Exellence... Jeg vil ikke optage mere af Deres tid.. og turen hjem for mig, er trods alt også lang.." Han ville gerne runde af. De havde vel begge andre ting at tage sig af?

[Deleted]

Denne Alliance var ønske af begge parter hvilket var en dejlig ting. Hun følte sig langt bedre stilliet nu hvor hun havde Manjarno i ryggen og vidste at der kunne findes hjælp der. Hun var et sted rigtig priviligeret fordi der var så mange som ønskede at hjælpe hende og støtte hende som hun ønskede at hjælpe og støtte andre. Det var en dejlig følelse og det gjorde at hun virkelig nød at arbejde og også derfor hun havde påtaget sig alle de opgaver som hun nu havde. Hun sendte ham et roligt smil som han blev færdig med det officielle papir, skrev under og gav det til hende. Han var effektiv hvilket altid var noget som kunne bruges. Hun læste det igennem, ikke fordi hun ikke stolede på ham men havde bare lært sig selv at læse alt grundigt før hun gjorde noget. Som ny i sådan et fag som hun havde pådraget sig var det jo vigtigt at gøre tingene ordenligt. Hun nikkede blot og placerede sin underskrift og rakte ham papiret tilbage. Han ville tage det med til Denjarna hvilket hun havde regnet med men dog blev hun imporneret over at han blot lavede en kopi som hun fik. Hun smilede lidt. "Magi er og bliver altid en kilde til Fascination hos mig. Det må jeg ærligt indrømme" sagde hun roligt og lagde hendes kopi foran sig.

Hun håbede virkelig at Nathaniel ville hjælpe hende men hun vidste jo at han havde meget at se til med Yuuki og Demian. Han havde pludselig fået en familie igen og han ville gøre alt for at beskytte dem. Hun håbede blot at der også kunne blive lidt plads til dette i hans liv. Hun nikkede blot ved hans ord men sagde ikke så meget. At han ønskede at søge videre var ej underligt. Det var en lang vej hjem og han skulle fortage det meste af den i mørket hvilket ikke altid var en smart ting at gøre, ikke i Imandra i hvert fald. "Jeg takker fordi De kom med sådan en god nyhed til mig på denne aften. Jeg vil ej holde mere på Dem. Pas på Dem selv på Rejsen. Imandra er ikke et godt sted at søge igennem om natten" sagde hun roligt og dog var der en snert af bekymrelse over hendes stemme. Hun ønskede jo ikke ligefrem at der skulle ske ham noget.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Alliancen var uden tvivl noget, som ville komme begge lande til gode, og da særligt, når det var sådan her, at det rent faktisk forholdt sig. Salvatore ønskede blot at bringe beskeden videre, og være det talsrør for Denjarna, nu hvor hun selv ikke kunne tage afsted. Det var nok mere ham, som ikke havde ladet hende gøre det, men det var nu heller ikke noget, som han kunne øre alverdens ved i den anden ende. De grønne øjne hvilede på hende, som hun læste det igennem. Nu tog han det ikke som en manglende tillid, men det var altid rart at have sine ting på det rene, også fordi at det var vigtigt.. utrolig vigtigt, når det nu endelig skulle være. Underskriften kom på, og efterfølgende af det, lod Salvatore en kopi dukke op ved hjælp af hans magi, da han heller ikke ligefrem ønskede, at han skulle stå som den eneste, som havde denne med sig. Hun skulle også mindes om hvad aftalen som hun nu havde skrevet under på, også indebar for hende i fremtiden. "Det kan have sine klare fordele, Deres Exellence," sagde han med et smil. At dette var noget som fascinerede hende, var uden tvivl en tanke som gjorde ham glad, for det indikerede da bare, at det som han kunne, var noget som kom til glæde for andre, og det var da uden tvivl en tanke som passede ham helt fint. Det var jo præcist sådan, at han gerne ville have det.

For Elmyras skyld, håbede han da, at hun fik det ud af det, som hun gerne ville, og at Nathaniel var villig til at støtte hende. Om det skulle komme såvidt, var han ikke i tvivl om, at den mand sagtens ville være i stand til at udføre et rigtig godt arbejde, om det var hvad han ville. Han nikkede mod hende. Det havde været en lang rejse, og turen hjem ville om end, så blive længere igen. "Jeg takker rigtig meget for Deres tid, Deres Exellence.. Turen hjem, er for mig utrolig lang, men når jeg klarer turen hertil, så klarer jeg den nok også retur. Tak for Deres ord.. Jeg skal nok passe på mig selv..." Han bukkede denne gang for hende. Respekten havde han skam for hvad hun gjorde, samt det arbejde som hun ville udføre for fremtiden. "Jeg vil bringe Deres ord videre til Dronningen af Manjarno, og så ser jeg selv personligt frem til vores fremtidige samarbejde.. Deres Højhed.." Han tog pergamentet i hånden, bukkede for hende igen, inden han roligt forlod salen. Så langt, så godt.

//Out