I still need your help.

[Deleted]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Aftenen var begyndt at falde på og Elmyra vidste at hun burde ligge i sengen og bare slappe af men hun havde ikke lyst og desuden så havde Zean sagt at hun havde brug for luft. Hun gik roligt gennem den store have som hørte til Det Mørke Morgengry, hun kunne godt lide at være herude om aftenen, der var så dejligt fredeligt med alle børnene lagt i seng. Hun kunne ikke lade være med at smile, de skulle nok få det godt her alle sammen, de skulle nok få et godt liv her. Stadig gik hun med et ønske og en lyst om at overtage tronen her i landet men det var virkelig svært at gøre alene. Hun begyndte på ny at hoste og måtte stoppe sin vandring. Hun havde det stadigvæk ikke godt efter hendes sygdom men hun var nød til at kæmpe videre. Arbejdet havde hun sat ned men ikke stoppet med, hun burde bare holde op, det var jo ikke hendes opgave men hvem skulle ellers varetage byen og folkets interesser? Tyvene holdt sig i snor for tiden for Elmyra havde altid haft et ry for at være hård ved dem og de frygtede hende, især nu hvor hun sad på Det Mørke Morgengry og kæmpede imod dem. Hun holdt endelig op med at hoste og sukkede igen. Hun var stadig voldsomt bleg, hun manglede stadig søvn som bare pokker men hun håbede på at det måske var i aften at Demian ville indfinde sig ved hendes side igen. Hun måtte indrømme at hun savnede knægten som bare pokker, han havde virkelig fået en plads i hendes hjerte så utrolig hurtigt. Hun sukkede stille og kørte hånden igennem det glasløse hår. Måske hun bare skulle søge i seng? Hun vidste at Elijah ville skælde hende ud hvis han fandt hende herude, hun smilede lidt. Den dreng var virkelig blevet voksen siden sidst hun havde set ham. Hun nåede hen til en bænk hvor hun satte sig for at få vejret, symptomerne fra sygdommen rasede stadig i hende og endnu havde hun stadig ingen appetit så der var ikke meget energi hun havde i kroppen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Endelig kunne man sige, at Salvatore var ankommet til Imandra. Det havde været en tur meget længe undervejs, og det var nu heller ikke noget som han kunne gøre for. Selv ville han langt hellere tage sig den tid, som det nu krævede af ham, end at forhaste og komme i problemer. Der havde været småting undervejs i Dvasias, men intet af større betydning, og nu var han endelig kommet frem.
Den mørke pels, kunne naturligvis fint holde ham varm her i denne kolde tid, og særligt her var det virkelig ved at blive koldt hen på aftenen. Hans hale slog let, og de gule øjne skinnede nærmest i takt til at han spejdede frem. Han sniffede let i luften.. Der var nogen omkring ham. Selvom han til nu havde formået at holde sig så usynlig, som det nu var ham muligt, så var det bare ikke nemt altid, og det var jo lidt det, som han var klar over. Han ønskede ikke problemer.. Han ønskede blot at se til at Manjarno fik den bedst mulige allierede, og derfor ville han langt hellere snakke med vedkommende, end at tage en forhastet beslutning. Han var slet ikke typen som forhastede med tingene. Overhovedet ikke!

Salvatore lagde sig roligt ned og med blikket foran sig. Selv havde han jo ikke nogen anelse om hvordan Elmyra i det hele taget så ud, selvom han vidste, at det var denne kvinde, som han nu måtte søge efter. Selvfølgelig håbede han da på, at hun kunne præsentere noget brugbart for ham, såvel som for Manjarno. Det var virkelig hans eneste hensigt med dette. Han rullede en anelse på skuldrene.. Han vandrede lidt omkring.. Han var ikke alene, og han kunne mærke det. For nu var der bare ikke.. rigtigt det store, som han faktisk kunne gøre ved det. Smukt var her.. anderledes end hvad man kunne sige, at han selv måtte komme fra, men det var jo derimod også det, som han faktisk godt kunne lide. For nu betragtede han det hele på afstand.. Stedet her var fremmed for ham, så det at vise sig i sin sande skikkelse, var han bestemt ikke meget for, hvis han skulle sige det helt ærligt.

[Deleted]

Den kolde luft slog mod Elmyras ansigt, hun nød det for selv var hun stadig noget så varm. Hendes feber var der endnu men det var nok mere fordi hun slet ikke gav sin krop ro til at komme sig over sin sygdom. Hun sukkede stille og bed sig let i læben. Demian havde hun ikke set siden hun havde været syg, han havde taget med Yuuki og Nathaniel tilbage til Manjarno og hun savnede ham noget så forfærdeligt egentlig. Hun vidste at han ikke var i stand til at rejse som dagen så derfor søgte hun ud om aftenen for at se om hun kunne få en følelse af om han var i nærheden. Hun satte sig roligt på bænken og strakte sig lidt, hun var træt, utrolig træt faktisk men hun ville sidde her bare en smule. Hendes krop var varm, hendes evner gjorde at hun aldrig frøs hvilket var en god ting i sådan en situation.

Følelsen kom pludseligt. Hun var ikke alene. Hendes blik blev skærpet men hun kunne intet se i mørket. hun drejede hovedet, var der nogen på slottet? Var det en ven eller fjende? Hun frygtede at det var en fjende, hendes tanker gled mere på børnene end på nogen andre. Hun ville virkelig ikke have at der var nogen der gjorde dem noget! Hun endte med at rejse sig fra bænken og rundt omkring sig dannede der sig ildkugler sådan så hun kunne se en smule. "Hvem der?" spurgte hun med rolig stemme. Hun var ikke aggressiv, hun ville bare gerne vide hvem det var der var i hendes nærhed og ønskede at de skulle give sig selv til kende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

For nu ville Salvatore gerne erkende, at denne opgave, var en som han meget gerne ville have overstået, så han kunne søge hjem igen. Han savnede Denjarna, og det at kunne ligge og holde om hende.. Det var ensomt. Det var virkelig gået op for ham, efter at han havde valgt at lukke hende ind i sit hjerte, for han kunne virkelig intet gøre ved det, som det var lige nu. Et sted en skam.. det ville være rart at kunne holde den slags på afstand, og da særligt, når man var ude på opgave, på denne her måde, som man nu kunne sige, at han var.

De tanker blev dog hurtigt afbrudt ved synet af kvinden. Det flammerøde hår... Kunne det være hende? De gule øjne skinnede nærmest i lyset fra månen, men han valgte nu alligevel at blive liggende. Selv han var nødt til at vide sig helt sikker på det, inden han gjorde noget som helst. Ondsindet var nu noget af det sidste han var, og særligt når han ikke havde en grund til at udvise lige netop denne side af sig. Han trak vejret dybt. Måske at han faktisk var heldig at have fundet hende? Han bevægede sig hastigt igennem mørket.. inden han direkte satte i løb. I form af et kraftigt lys, forvandlede han sig om og stod nu der i sin voksne skikkelse. Med de brede skuldre, det mørke hår og let gyldne hud og i en ganske fin beklædning, kun værdig en rådgiver. Han stillede sig ude i det åbne. "Jeg søger Elmyra Argos," begyndte han med en rolig stemme. Han var en autoritær mand.. .meget autoritær, men grunden til at han nu stod her var nu en ganske anden. Selv ønskede han blot at føre en samtale, og i sandhed se hvad denne Elmyra faktisk kunne skænke Manjarno, som ville komme landet til gode, samt om denne kvinde var en som han med sikkerhed ville vide, om han kunne stole på. "Ved De hvor jeg kan finde hende?" spurgte han med en rolig, dog ganske så venlig stemme. Et sted blot for at understrege, at han på ingen måder var der for at forvolde ondskab eller skade.. For det var han på ingen måde.

[Deleted]

Mængden af vagter på slottet var ikke ret stor, der var mange tilbage og derfor var det også muligt for folk at snige sig ind på slottet selvom der ikke havde været nogen som havde gjort det endnu. Hun var på vagt, kunne hun være andet lige nu? Selv sad hun i en stresset situation, hun sad et sted hvor hun egentlig ikke burde være selvom hun ønskede det. Ilden omkring hende fløj rundt i små kugler og oplyste en del af haven, hun kunne jo intet se ellers og når hun ikke var alene var det vigtigt at hun fik et bedre overblik over situationen.
Følelsen af et varmt væsen i hendes nærhed fangede hende. Hun kiggede roligt rundt, hvor var denne person og hvad ville denne person? Spørgsmålene var mange, rigtig mange faktisk og de blev kun flere da det store kattedyr kom løbende imod hende. Hun trådte et skridt tilbage men gjorde intet andet, hun ventede bare roligt på at den kom nærmere. Overraskelsen var stor og hun lagde forsigtigt hånden foran øjnene for at skærme det skarpe lys. De grønne øjne kom frem bag hånden igen og en mand stod der hvor det store kattedyr havde stået. Køn det var han som han tårnede sig foran hende og hans rolige autoritære stemme lød igennem haven. Hun rettede let på sig selv og lagde armene bliver over kors. Som sådan var hun ikke så skeptisk over for fremmede men hun måtte nok erkende at hun var blevet overrasket. "Mit navn er Elmyra Argos. Hvorfor søger De mig på denne tid af aftenen?" spurgte hun roligt. Ilden fløj stadig omkring dem for at skabe noget lys. Hendes blik veg ikke fra den fremmede, hun ville gerne vide hvad pokker han ville her. "Hvem har jeg æren af at stå overfor?" Hovedet søgte let på sned som hun stod der. Der var noget ..... velkendt over ham selvom hun var sikker på at hun aldrig havde set denne mand før i sit liv.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ikke taget denne lange vej hertil, om det ikke var fordi, at der havde været en mening med det. Han selv var ikke kommet for at udføre eller påføre smerte og lidelse, men derimod for at føre en samtale, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som han havde valgt at skifte form i det kraftige lys. At han lige så havde afsløret sin skikkelse som panter, tog han sig ikke af. Dette var en vigtig samtale at føre, både for Imandra, men så sandelig også for Manjarno, og det var dertil at hensigten i dette, nu også måtte ligge De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, som han ellers blev stående, mest for at understrege, at han altså ikke var ude på at gøre hende noget. I det tilfælde, så ville han nok allerede havde gjort det.
Salvatore lod hovedet søge på sned. Hun var Elmyra? Det var jo perfekt! Så slap han for at søge hele stedet igennem for at finde hende. "Jeg ved at tidspunktet kan forekomme meget ubelejligt.. Jeg er her på vegne af Manjarno, og en mulig kommende alliance. Jeg har forståelse for, at De har snakket med dette med den manjanske dronning, Denjarna?" spurgte han roligt. Det var om ikke andet, så sådan at han selv havde forstået tingene. Ikke fordi at han ville køre særlig meget rundt i det, men det var vel sandt? Selv trådte han roligt mod hende.. Stadig med hænderne nede og med en fuldkommen afslappet kropsholdning. "Mit navn er Salvatore Salizmira... Jeg er den manjanske rådgiver. Jeg er kommet denne vej for at forhandle på vegne af mit land om en alliance," sagde han roligt, inden han stoppede op igen. Selv havde han den gode tro på det, også selvom han forstod hendes skepsis, når det var denne måde, at han pludselig bare var valgt at dukke op på, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det ellers. Han sendte hende et smil og nikkede så. Ganske respektfuldt i hendes retning. "Hvis det er noget, som De er interesseret i at snakke med mig om," tilføjede han med en rolig stemme. Selv havde han god tid, selvom han faktisk hellere end gerne ville søge tilbage igen. Sandt at sige at han savnede Denjarna, så var dette dog ikke noget som han lod komme til udtryk her og nu.

[Deleted]

Manden foran hende virkede ikke truende på nogen måde og derfor var hun det heller ikke. Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede manden som før havde været en panther. Hvorfor var han her? Hvad ville han? Hvem var han? Spørgsmålene var mange og hun frygtede for børnenes sikkerhed frem for sin egen. Armene søgte stille over kors. Han måtte have et mål med at være her for ellers ville han da ikke stå foran hende på den måde? Det var ikke noget under at hun var skeptisk når der sådan kom en fremmed dumpende på denne måde.
At han så måtte meddele at han kom fra Manjarno og ville snakke med hende om en alliance fik hende til at løsne en smule op. Denjarna havde jo lovet at hun ville sende nogen når der var nået en beslutning eller at der skulle ske andet så det passede hende glimrende at denne mand kom fra Manjarno i stedet for bare at være her for at lave ballade. "De skal være velkommen her. Ja, jeg søgte Dronningen af Manjarno for en mulig alliance. Den ønsker jeg stadigvæk, nu mere end før" sagde hun roligt. Ildkuglerne fløj stadig omkring dem men nu var det udelukkende for lysets skyld sådan så de kunne se hinanden. Salvatore Salizmira, den gamle magiske leder, hun kendte ham af navn men havde aldrig haft æren. Hun sendte ham et lille smil. "Fra leder til rådgiver. Jeg er imponeret må jeg nok indrømme. Mig en glæde at træffe Dem." Hun var spændt, hun kunne mærke det i hendes krop. Hun ville virkelig gerne denne alliance og lige nu afhang det af at ligge et godt ord ind for sig selv overfor Salvatore som stod foran hende på vegne af Denjarna. "Jeg ønsker skam stadig at snakke om en Alliance. Jeg ønskede selv at søge til Manjarno på ny for at snakke med dronningen men efter Sephiran's død har jeg haft meget travlt" sagde hun roligt. Hun kørte en hånd igennem det ildrøde hår igen. Hun havde løsnet noget mere op nu hvor hun vidste hvem han var og hvorfor han var der. Hun følte sig ikke længere truet eller frygtede for nogen på slottets sikkerhed. Hun regnede med at hun kunne stole på Manjarno, det var derfor hun havde søgt dem i denne alliance.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var der på ingen måder for at true eller for at ødelægge eller såre nogen, men derimod blot for at føre en samtale, som på vegne af Imandra og Manjarno i mange henseender, kunne være grundlæggende for en kommende fremtid, som ville komme dem alle sammen til gode. Det var lidt der han stod i øjeblikket. Han vidste jo selv, at denne alliance, var noget som Manjarno i sandhed havde brug for.
Ved hendes ord, måtte hans smil brede sig på hans læber, hvor han denne gang antog det som en invitation til at bevæge sig tættere på, og særligt nu hvor hun var kendt med grunden til at han havde valgt at opsøge stedet her. "I så fald, er det mig en glæde, endelig at få lov til at træffe Dem. Dronningen af Manjarno fremlagde blot for mig, at De lige så, har ønsket denne alliance.. Er der et sted hvor vi kan snakke?" spurgte han roligt. Selv var han ikke meget for at gøre det udendørs, og da særligt ikke når han vidste, at så mange andre kunne høre dem. Stedet her havde igennem frygtelig mange år, været kendt for at være direkte lovløst, men af den grund, ønskede han da stadig, at tingene skulle foregå rigtigt, og det var der vel heller ikke rigtigt nogen skam i, var der? De grønne øjne hvilede roligt på hendes skikkelse. At han af person ikke var hende ukendt, kom jo så heller ikke just bag på ham. "Et tiltrængt karriereskifte af personlige årsager.. Jeg trives nu med hvad jeg har fået," endte han med en rolig stemme. Silia havde jo valgt at tage den titel fra ham, og det havde jo så fået voldsomme knsekvenser efterfølgende. Sephirans død havde uden tvivl påvirket hele Imandra, hvilket han skam godt kunne forestille sig. Manden havde virkelig gjort et forsøg på at samle landet under et.. Særligt nu hvor det var kendt, at de andre lande også havde vendt sin opmærksomhed mod det. "Hvilket jeg kan forstå. Ære være hans minde," endte han med en tydelig respektfuld stemme. Det var da om ikke andet, så noget han skam godt kunne give ham: En sidste respekt.

[Deleted]

Elmyra regnede ikke med at han ville gøre noget så hun stolede på ham. Kunne hun gøre meget andet? Det ville ikke se godt ud hvis hun gjorde noget ved den Manjarnske rådgiver eller hvis hun ej stolede på dem. Så ville denne alliance ikke blive til noget og de havde jo hårdt brug for dem.
Han kom hende nærmede hvilket ikke gjorde hende noget. Hans aura var behagelig og hun parrede det en smule sammen med at han var magiker og derved fra lyset. I forhold til så mange andre mørkevæsner fandt hun faktisk den lyse aura ret behagelig. Hun sendte ham et lille smil. "Denne alliance er især ønskede af mig. Jeg ved at jeg har brug for hjælp selvom jeg må indrømme at jeg er nået en del længere siden jeg bad Deres dronning om hjælp" forklarede hun roligt. Landet her var lovløst men på det sidste havde der været langt mere stille fra tyvenes side, det var som om de ikke helt vidste hvordan de skulle takle Elmyra og de vidste ikke om de skulle frygte hende. Mange af de ældre tyve kendte hende under et andet navn som blev hvisket blandt dem i smug så ingen af dem turde rigtig gøre så meget. Hans navn var hende ej ukendt. Hun kendte ham af omdømme og vidste udemærket godt at han var blevet frataget sin stilling, hun havde hørt rygterne men vidste ikke hvor mange af dem var sande. Hun lyttede roligt til hans ord. "Denjarna er heldig at have en god rådgiver ved sin side. Selvom det er et karriereskift er jeg sikker på at De klarer det godt. Det er i hvert fald mit indtryk af alle rygterne som jeg har hørt om dem." Hun sendte ham et roligt smil. Han havde siddet som magikernes leder så længe nu, det var næsten underligt at han ikke længere var det. Man skulle vise respekt for de døde, det vidste Elmyra også godt og det var derfor hun havde fået indrettet det tidligere konge kammer som et lille minde kammer hvor hans lig nu lå. Hun kunne ikke flytte det så hvad skulle hun ellers kunne gøre? "Sephiran's død var tragisk, men det banede vejen for mig og mine ønsker." Hans død var da tragisk men det havde hjulpet hende på vej hvilket hun var godt tilfreds med. Vi kan snakke i tronsalen. Jeg har et arbejdsbord og et par stole der og den del af slottet er forholdsvis affolket på denne tid af døgnet." Hun vendte om på hælene og begyndte at føre ham mod slottet som tårnede sig en smule i mørket. Hun førte ham hele vejen til tronsalen og de mødte ikke en eneste på vejen. Døren lukkede hun efter dem da de kom til salen og hun gik roligt over og satte sig bag hendes arbejdsbord og gjorde tegn til at han skulle sætte sig i stolen overfor hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke ude på at gøre noget som helst. Hvorfor skulle han da ellers været kommet denne lange vej, om det var for død og ødelæggelse? I så fald, så havde han da ikke ville vise sig for hende. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med den naturlige varme glød, som han nu altid gik rundt med. Han var en magiker.. et lyst væsen, og dette var nok ikke noget, som man på noget tidspunkt ville kunne tage fra ham. "Rygterne siges at være kommet vidt omkring. De har Dem mange fremskridt. Selv ønsker og håber jeg naturligvis, at denne alliance som førhen har været ønsket mellem Imandra og Manjarno endnu står ved lige?" endte han med en venlig stemme. At hans eget rygte derimod var kommet ham i forkøbet, kunne han jo ikke gøre for. Han vidste, at han heller ikke var en ukendt mand, for han havde været på jorden i mange år, og havde lige så været i besiddelse af den plads som leder i hvert fald lige så mange år. Hovedet lod han søge en kende på sned, og med det venlige smil på hans læber. Selv kunne han jo ikke lade være.. Hvad der var sket var jo.. direkte pinligt for ham. Han havde uden tvivl været glad for den stilling. "Jeg takker mange gange for komplimenterne. Jeg gør i hvert fald hvad jeg kan, selvom dette karriereskifte har været mærkbart for mig," sagde han roligt.
Roligt trådte Salvatore hen mod hende. Fra hans synspunkt, var der virkelig ikke noget at være bange for, da han slet ikke var ude på at gøre hende noget. Hvorfor skulle han da også gøre den slags? Det var jo slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og han var jo mere interesseret i at lade Manjarno overleve og stå, end at ødelægge det! Han nikkede og foldede hænderne roligt over ryggen, som han nu stod der overfor hende. "Det lyder glimrende. Skal vi?" spurgte han roligt. Selvom han vidste at det var sent, så var det vel aldrig for sent at opstarte forhandlinger? Særligt når det var så vigtig en ting som de nu skulle til at drøfte? "Den enes skrald er den andens skat. Om ikke andet, så er der kommet godt ud af det.. Og det glæder mig. Landet her har brug for det.. og det samme har Manjarno," sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Elmyra vidste og regnede med at hun kunne stole på Salvatore når nu han repræsenterede Manjarno som han gjorde det. Det var en dejlig tanke at hun endelig kunne få en samtale, selv havde hun jo ønsket at søge til landet for at mødes med Denjarna igen men muligheden havde ej været der. Hun sendte Salvatore et roligt smil. "Jeg vidste ej at rygterne var nået de andre lande. Jeg har ellers prøvet at holde lav profil. Imandra står utrolig svagt lige nu uden en hersker og jeg har frygtet at Dvasias ville rykke mod os for at overtage. Man kan sige at det var held for os at der var en Dæmon som smadrede slottet, de har haft en del andet at se til en os. Dog så takker jeg for Deres ord. Det er altid rart at få af vide" sagde hun roligt og kørte hånden igennem det ildrøde hår. Hun greb en lille tot som hun stod og legede med mellem fingrene. Denne aftale var så uhyre vigtig. Hun kunne virkelig ikke tåle at træde forkert en eneste gang. "Alliancen mellem vores to lande er stadig ønsket fra min side af. Vi har brug for den." Der var jo ingen grund til at lyve var der? Imandra havde hårdt brug for denne alliance og det var hun ikke bleg for at indrømme. Hun betragtede ham roligt og sendte ham et lille smil. Hvis man gjorde det godt så var det absolut meningen at man skulle have det af vide synes Elmyra. "Det kan være meget hårdt men De må gøre det godt ellers ville jeg ikke tro at De ville stå foran mig i dag. Selv er jeg nød til at finde mig en god rådgiver til at støtte op om mig som Denjarna har Dem som støtte." Denjarna var i sandhed heldig men hvis alt gik som hun ville have det så anså hun sig selv som mere heldig med den rådgiver hun havde i tankerne.
Hun førte ham til tronsalen og til bordet som hun sad og arbejdede ved. Hun rettede lidt på nogle papirer som lå der, det var opgaver som skulle løses og som var blevet løst i løbet af dagen. Selv havde hun skåret lidt ned på arbejdet på grund af hendes helbred men der var bare nogle ting som skulle ordnes. "Jeg har været heldig, det erkender jeg skam gerne men nu ønsker jeg at der skal ske noget. I mange generationer har både Manjarno og Imandra ligget under Dvasias og Procias og det er ikke noget som jeg ønsker længere. Imandra var en gang et fantastisk land fyldt med en masse handlende som kom fra nær og fjern. Jeg ønsker at se dette igen og ligeså ønsker jeg at se Manjarno blomstre op og blive til noget stort. Det er på tide at disse to lande aldrig bliver underkuet af de mørke og lyse magter længere" sagde hun roligt. Hun var træt af at blive trådt på. Hun ville bare gerne se begge lande blomstre og blive store igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Fra Salvatores side, var der skam ikke nogen grund til frygt, og det var det som han ønskede at illustrere. Han var der ikke for at påføre noget ondt, men derimod at forhandle sig frem til noget, som de alle sammen faktisk kunne bruge. Det var lidt der at udfordringen måtte ligge, kunne man jo så sige. Selv vidste han at Imandra ikke var et land uden interesse.. Og det var lidt det, som også måtte lægge et pres på ham et eller andet sted. Han nikkede mod hende. "Rygter kan løbe, som en steppebrand i det tørre græs, og ikke altid til at kontrollere.. Det er utroligt hvad De har formået på denne korte tid, Deres Exellence," sagde han roligt. Han valgte at tiltale hende med respekten, da den i hans øjne, faktisk var fortjent. Imandra var ikke et land, som man bare overtog, hvis der ikke var nogen grund til at skulle gøre det, og derfor var han spændt på at se hvad hun kunne få ud af det. Selv skulle han ikke kunne sige hvad de havde at tilbyde Manjarno, som han derimod vidste hvad han kunne tilbyde landet her, men forhåbentlig, var det noget som de kunne få halet i hus på bedste vis? Han foldede hænderne roligt over hans ryg. Han trak let på smilebåndet. Ordene var uden tvivl af slagsen, som måtte betyde frygtelig meget for ham. "Jeg takker ydmygt for de fine ord. Det er en opgave som har ligget mig fjern, men jeg gør hvad jeg kan for at ivaretage den på bedste mulig vis," sagde han roligt.
Selv fulgte Salvatore glædeligt med til Tronsalen. Det var koldt her.. der var en underlig kulde, men var det underligt med den tragiske historie som landet her faktisk måtte bære på? Alle dem som havde mistet livet under vejs.. Det var bestemt ikke få, og det var jo også det, som han var klar over i den anden ende. Han så sig omkring, inden han vendte sig mod hendes skikkelse endnu en gang. "Det er historier som går langt tilbage, og sågar tilbage fra før min tid. Jeg bifalder Deres tanker og drømme for stedet her, men for at lade dem ske fyldest, skal De tage imod kronen og tronen, Deres Exellence. Ej er jeg her for at rådføre dig, men derimod finde en løsning som kommer begge lande til gode. Fra Manjarno og for Denjarna, er denne alliance lige så ønsket," fortalte han roligt. Han var der ikke for at lægge pres på hende. Han ville bare finde en håndgribelig aftale, så de begge vidste hvad de skulle gøre, om det blev en nødvendighed.

[Deleted]

Rygter var noget som ikke kunne styres. Hun vidste det og selvom det var en fustrerende tanke så var det måske ikke så slemt alligevel. Hvis rygterne allerede lød og der endnu ikke havde været nogen for at slå hende ihjel så betød det vel at hun enten gjorde det godt eller at hun endnu ikke blev anset som værende en trussel. Dog gjorde det også at hun kunne arbejde i fred hvilket var en ting som hun virkelig godt kunne lide. Det at Salvatore kaldte hende for exellence fik næsten en rød farve til at stige hende til kinderne. Hun var virkelig ikke vant til at blive omtalt på denne måde. "Jeg takker for de rosende ord. Det er en stor opgave jeg har påtaget mig, midlerne er få men vi gør vores bedste for at få det hele til at løbe rundt" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun var virkelig aldrig blevet kaldt noget så fint før eller var blevet anerkendt på den måde. Det betød virkelig meget at høre, især for en som ikke stod hende nær og en som ikke kendte hende. Det var næsten det som var det bedste ved det hele. Ved hans ord kunne hun ikke lade være med at smile lidt igen. "Ingen grund til at være ydmyg. De gør Deres arbejde godt så vær hellere stolt af det."
Elmyra betragtede ham. Selv bemærkede hun jo aldrig kulden på grund af den naturlig varme som var i hendes krop og hun havde efterhånden vænnet sig til tanken om de ubehagelige ting som var hændt i denne sal. Hun lod hovedet søge let på sned og lyttede til alt han sagde. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg har tænkt mig at tage tronen og gøre det bedste for landet her. Dog ønsker jeg dette samarbejde på plads med Manjarno før jeg gør noget. Dum er jeg ikke. Jeg ved at Imandra vil stå svagt det første stykke tid og jeg ved at jeg vil få brug for noget støtte og den støtte kan jeg se i Denjarna og Manjarno. Jeg ønsker ej Deres dronning eller Deres land det mindste ondt. Manjarno har været igennem nogle hårde perioder, landet har været en slagmark i mange år og hvis det skulle ske at hænde igen vil jeg støtte op om jer. Jeg er personligt meget træt af at bøje mig til Procias og Dvasias" endte hun roligt og sendte ham et stille smil. Hun havde mange drømme og mange ønsker. "Og De er her ej til at råde mig. Det ved jeg udemærket godt. Tro mig, jeg har allerede udset mig min rådgiver, alt jeg kan håbe på er at han siger ja."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var selvfølgelig en mand som kendte sin plads, og han stod overfor den fremtidige dronning af Imandra. Selv på trods af at tabet af Sephiran uden tvivl måtte være mærkbart, for den mand havde alligevel formået at sætte sig utrolig meget i favør ved folket, og det var uden tvivl det som gik som rygter andet steds. Han nikkede mod hende. Exellence, var uden tvivl en titel som han ville holde fast i. Han vendte blikket mod hende og med et smil på læben. "Det er da bare på sin plads. Det som De har opnået, er mærkbart, selv i landet hvor jeg kommer fra," endte han med en rolig stemme. I det tilfælde, så mente han faktisk også Procias, for det var det som han betegnede som sit hjemland, også selvom han var endt andetsteds i dag. Det var jo så derimod noget som Silia kun have sig selv at takke for. De grønne øjne vendte han roligt mod hendes skikkelse endnu en gang og med det samme rolige smil på læben. Han var selvfølgelig stolt af hvad han selv havde opnået til nu, også selvom det ikke var særlig meget, hvis han endelig skulle sige det. "Jeg takker mange gange. Jeg føler nu ikke jeg har opnået så meget, som jeg gerne vil, men man skal jo alle starte et sted," sagde han med en rolig stemme.
Salvatore var der ikke for at guide hende i noget som helst, men derfor ville han jo gerne lytte, og særligt, om dette var noget som ville komme Manjarno til gode, og lige nu, var det faktisk det, som var det vigtigste for ham. "Det kommer Dem næppe som nogen overraskelse, at Procias, såvel som Dvasias begge er lande, som har vendt sin opmærksomhed mod Imandra, og særligt efter Sephirans død. Dette er kun starten. Jeg kan på vegne af Manjarno, fortælle Dem, at De har Manjarno i ryggen, om dette skulle være ønsket, og vi med sikkerhed, kan vide, at vi kan stole på Dem. Denne alliance er ønsket af begge parter.. Dertil synes jeg at vi skal finde ud af retningslinjerne, som vil komme os begge til gode," fortalte han roligt. Hovedet lod han søge let på sned. Selv som rådgiver, måtte han jo være en nysgerrig sjæl. "Virkelig? Må jeg påtage mig den frækhed at spørge om hvem De har i sigte?" spurgte han roligt.

[Deleted]

Elmyra var virkelig ikke vant til at modtage denne form for ros så det betød rigtig meget at der blev lagt mærke til at hun faktisk prøvede at gøre en forskel. Sephiran havde nået meget, folket havde kunnet lide ham og det var trist at han skulle dø under sådanne omstændigheder men et sted så gav det plads for hende og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun sendte ham et roligt smil. "Ej er jeg vant til sådanne nogle rosende ord, nu må jeg hellere passe på at det ikke stiger mig til hovedet" sagde hun med en lille blid latter og lod hovedet søge let på sned. Hvad der var hændt med ham i Procias anede Elmyra virkelig intet om og det betød heller ikke noget. hun nød dog at vide noget om hvad der forgik i de andre lande og det var også derfor hun lyttede til rygterne selvom hun tog det hele med et gram salt. Man skulle jo ikke tro på alt hvad man hørte. Hun lyttede roligt til ham og nikkede så. "Man er næsten aldrig selv i stand til at se sin egen fremgang i sin helhed, dog må am ej heller glemme at man som regel kommer længere ved at tage små skridt i stedet for at tage de store spring. Man kunne ricikere at glemme noget vigtigt på vejen."
Elmyra vidste at han ikke var der for hende men for Manjarno og Denjarna's bedste hvilket var fint nok. Det var bare rart at have nogen at snakke med som måske havde en smule mere styr på det hele end hun selv havde det. Hun lyttede roligt og nikkede. "Øjnene er vendt i Imandra's retning. Det har jeg været klar over længe. Selv gik jeg ud fra at Dvasias ville have rykket mod Imandra nu hvor vi var så sårbare men destruktionen af slottet har vidst holdt dem i skak. Dette har givet en stor mulighed som jeg agter at tage brug af. Jeg kan slet ikke fortælle Dem hvor meget det betyder at høre disse ord. Jeg ønsker et samarbejde mellem vores to lande, hvis der bliver brug for hjælpn ønsker jeg et sted at kunne få denne så vel som at give igen når der er brug for det. Og jeg vil gå ud fra at De allerede har tænkt over disse retningslinjer på vejen?" Spurgte hun roligt og smilede let. Hans spørgsmål om hvem hun ønskede som kongelige rådgiver kom ikke bag på hende. Hun betragtede ham lidt med et roligt smil før hun endelig svarede. "Jeg ønsker Nathaniel Diamaqima ved min side som rådgiver. Han er en af mine ældste venner og jeg ved at han vil det bedste for landet, så vel som for mig."