Post by Deleted on Sept 11, 2014 14:18:43 GMT 1
Han nikkede blot, uden at ytre et ord. Det var som et minefelt i dette øjeblik og han ville ikke mangle et ben i morgen.
Han ventede, omend hans blik gled over hendes person, da hun vendte ryggen til ham for at slappe af.
Åh ja...Han var stadig ung. Hvilket han ikke altid havde lyst til at erkende, mest fordi han havde fornemmelsen af at de ældre så ned på ham af den grund. Og han følte sig bedre end en, der skulle ses ned på. Han kunne noget, han var ikke bare et barn!
Men han havde svær ved at tolke denne fornemmelse af at han havde skuffet hende. Han havde advaret hende mod at forvente for meget. Han vidste altid det blot var et spørgsmål om tid, førend folk blev skuffede over ham eller hadede ham. Dette var ingen undtagelse, det måtte han huske på. Så han rankede ryggen og rettede sig op fra dørkarmen. Hvis det var sådan det skulle være...Han ville ikke lade sig diktatere af en kvinde, der åbenbart mente hun kunne bedømme ham på den måde!
Han lod en hånd glide over sit hår i et øjeblik.
Det lignede hun tørrede noget væk. Sved? Tårer? Blod? Savl? Det angik ikke ham. Hvis hun ikke nævnte det for ham...Kunne han intet gøre ved det. Hvis det havde noget med svaghed og sygdom at gøre, selvfølgelig. Visse folk var bare begrænsede af deres fysiske krop. Han sukkede svagt og så ned af gangen, mens han ventede...I et øjeblik savnede han Dvasias og dets kolde, ubarmhjertighed. Alt havde været så simpelt der...
Han smilte svagt for sig selv. En anden sandhed om ham, var at han stak af. Hvis han ikke følte sig godt tilpas et sted, stak han af, når man mindst ventede det. Midt om natten, som oftest, hvor han fløj af sted, hurtigere end en dum hest kunne følge med. Han havde ofte gjort det derhjemme. Han stak ofte af og til sidst var hans forældre bare blevet så van til det. For han kom jo tilbage, så længe han havde noget at lave der. Ville han stikke af herfra? Hvis Elmyra blev ved med at være så sær, kunne han godt finde på det. Hun var den eneste han kendte og den eneste han snakkede med. Og trods han elskede at være alene, ville han gerne have selskab fra tid til anden. Og hvis hans eneste selskab så kun ville se ned på ham og kommenterer at han ikke gjorde tingene godt nok, gad han virkelig ikke. Det var ikke nyt.
Han svarede ikke, men gik afslappet med hende, da hun gik videre. Endnu en gang slog det ham at det virkede som om hun læste hans tanker. At han gerne ville være alene. Han havde intet imod det. hun måtte også kunne regne ud at var han alene, var der mindre risiko for ballade. Mindre risiko for at møde Hr. Mand og mindre risiko for at han blev vanvittig over rotterne. Børnene, mente han. Rotte 1 og rotte 2. Ja, rotter passede godt. De snyltede og ødelagde. og når de blev voksne, ynglede de flere. Beskidte små kræ.
Så han brokkede sig ikke over at hun mente han skulle placeres for ham selv. Hun måtte have kunne gætte sig til at han ønskede det. Det var også den letteste måde hun kunne sikre han ikek blev udsat for daglige fordomme.
Han trådte ind i rummet og smed tasken midt på gulvet. Først gik hans blik til vinduet for at bedømme dets størrelse og tæthed. Derefter resten af interiøret.
Et andet spørgsmål var om han var nærtagende. Selv havde han ikke rigtig tænkt over det. Nok var han til dels ærlig og hudløs. Men han var også van til at folk ikke var det. De fleste turde ikke sige ting til ham, enkelte fordi de frygtede han ville gøre dem noget. Resten var blot ligeglade. Men han havde så travlt med at vokse op, blive stærkere og mere skræmmende, at han i farten nok tog nogle af tingene personligt.
Han trak vejret dybt. Fint nok. så langt så godt.
Han vendte sig om mod Elmyra et øjeblik og kiggede lidt på hende. Han var ligeglad. Han var ligeglad. Han var ligeglad.
Han smilte svagt mod hende. Et træt smil, omend det var der.
Han skiftede mening hele tiden. Sådan måtte det være, ikke at være modtagelse for hele følelsesregistreret. Det ene øjeblik var han ligeglad med hvad hun tænkte, det næste ønskede han endnu en gang at gøre hende stolt. Han konstaterede at denne svaghed var dukket op, fordi hun havde vist interesse og ikke med det samme havde sendt ham væk. Et eller andet sted burde han vel være taknemmelig.
Han slog let ud med armene.
"Det er ganske fint..." han kunne have sagt det. Sagt at han var van til mindre, at dette var tredobbelt størrelse end hans værelse derhjemme. Men det døde i halsen på ham. Hun var også træt, kunne han se. Og det var som om at det gjorde ham selv mere træt og som træt, måske lidt mere usikker.
"Jeg vil tage et bad og sove. Jeg vil prøve at se om jeg kan dufte rigtigt, næste gang jeg ser dig" han bukkede svagt i kroppen.
"Tak"
Han måtte nulstille det. Hun var en fremtidig dronning. Det var ikke passende han på nogen måde blev personlig. Folk var ligeglade. Han måtte opføre sig lidt bedre.
Han ventede, omend hans blik gled over hendes person, da hun vendte ryggen til ham for at slappe af.
Åh ja...Han var stadig ung. Hvilket han ikke altid havde lyst til at erkende, mest fordi han havde fornemmelsen af at de ældre så ned på ham af den grund. Og han følte sig bedre end en, der skulle ses ned på. Han kunne noget, han var ikke bare et barn!
Men han havde svær ved at tolke denne fornemmelse af at han havde skuffet hende. Han havde advaret hende mod at forvente for meget. Han vidste altid det blot var et spørgsmål om tid, førend folk blev skuffede over ham eller hadede ham. Dette var ingen undtagelse, det måtte han huske på. Så han rankede ryggen og rettede sig op fra dørkarmen. Hvis det var sådan det skulle være...Han ville ikke lade sig diktatere af en kvinde, der åbenbart mente hun kunne bedømme ham på den måde!
Han lod en hånd glide over sit hår i et øjeblik.
Det lignede hun tørrede noget væk. Sved? Tårer? Blod? Savl? Det angik ikke ham. Hvis hun ikke nævnte det for ham...Kunne han intet gøre ved det. Hvis det havde noget med svaghed og sygdom at gøre, selvfølgelig. Visse folk var bare begrænsede af deres fysiske krop. Han sukkede svagt og så ned af gangen, mens han ventede...I et øjeblik savnede han Dvasias og dets kolde, ubarmhjertighed. Alt havde været så simpelt der...
Han smilte svagt for sig selv. En anden sandhed om ham, var at han stak af. Hvis han ikke følte sig godt tilpas et sted, stak han af, når man mindst ventede det. Midt om natten, som oftest, hvor han fløj af sted, hurtigere end en dum hest kunne følge med. Han havde ofte gjort det derhjemme. Han stak ofte af og til sidst var hans forældre bare blevet så van til det. For han kom jo tilbage, så længe han havde noget at lave der. Ville han stikke af herfra? Hvis Elmyra blev ved med at være så sær, kunne han godt finde på det. Hun var den eneste han kendte og den eneste han snakkede med. Og trods han elskede at være alene, ville han gerne have selskab fra tid til anden. Og hvis hans eneste selskab så kun ville se ned på ham og kommenterer at han ikke gjorde tingene godt nok, gad han virkelig ikke. Det var ikke nyt.
Han svarede ikke, men gik afslappet med hende, da hun gik videre. Endnu en gang slog det ham at det virkede som om hun læste hans tanker. At han gerne ville være alene. Han havde intet imod det. hun måtte også kunne regne ud at var han alene, var der mindre risiko for ballade. Mindre risiko for at møde Hr. Mand og mindre risiko for at han blev vanvittig over rotterne. Børnene, mente han. Rotte 1 og rotte 2. Ja, rotter passede godt. De snyltede og ødelagde. og når de blev voksne, ynglede de flere. Beskidte små kræ.
Så han brokkede sig ikke over at hun mente han skulle placeres for ham selv. Hun måtte have kunne gætte sig til at han ønskede det. Det var også den letteste måde hun kunne sikre han ikek blev udsat for daglige fordomme.
Han trådte ind i rummet og smed tasken midt på gulvet. Først gik hans blik til vinduet for at bedømme dets størrelse og tæthed. Derefter resten af interiøret.
Et andet spørgsmål var om han var nærtagende. Selv havde han ikke rigtig tænkt over det. Nok var han til dels ærlig og hudløs. Men han var også van til at folk ikke var det. De fleste turde ikke sige ting til ham, enkelte fordi de frygtede han ville gøre dem noget. Resten var blot ligeglade. Men han havde så travlt med at vokse op, blive stærkere og mere skræmmende, at han i farten nok tog nogle af tingene personligt.
Han trak vejret dybt. Fint nok. så langt så godt.
Han vendte sig om mod Elmyra et øjeblik og kiggede lidt på hende. Han var ligeglad. Han var ligeglad. Han var ligeglad.
Han smilte svagt mod hende. Et træt smil, omend det var der.
Han skiftede mening hele tiden. Sådan måtte det være, ikke at være modtagelse for hele følelsesregistreret. Det ene øjeblik var han ligeglad med hvad hun tænkte, det næste ønskede han endnu en gang at gøre hende stolt. Han konstaterede at denne svaghed var dukket op, fordi hun havde vist interesse og ikke med det samme havde sendt ham væk. Et eller andet sted burde han vel være taknemmelig.
Han slog let ud med armene.
"Det er ganske fint..." han kunne have sagt det. Sagt at han var van til mindre, at dette var tredobbelt størrelse end hans værelse derhjemme. Men det døde i halsen på ham. Hun var også træt, kunne han se. Og det var som om at det gjorde ham selv mere træt og som træt, måske lidt mere usikker.
"Jeg vil tage et bad og sove. Jeg vil prøve at se om jeg kan dufte rigtigt, næste gang jeg ser dig" han bukkede svagt i kroppen.
"Tak"
Han måtte nulstille det. Hun var en fremtidig dronning. Det var ikke passende han på nogen måde blev personlig. Folk var ligeglade. Han måtte opføre sig lidt bedre.
