For dit eget helbreds skyld. (Elmyra Azura Argos)

[Deleted]

At snakke fra sig var en ting hun havde lært igennem de sidste få år. Da hun var yngre var hun utrolig rapkæftet og meget svær at styre hvilket også var derfor hun oftest var endt i problemer. Nu var hun ældre, kunne forholde sig mere i ro og tale bedre fra sig. Dette var absolut ikke en dårlig ting hvis hun skulle tage denne plads som hersker. Hun var nød til at kunne bevare overblik og holde roen i kroppen selvom dette ville være hende en kamp uden lige for hidsig som bare pokker var hun. Hånden kørte endnu en gang igennem det ildrøde hår som hun betragtede ham. Han var virkelig fascinerende for hende, det var et nyt koncept som han kom med hvilket var interessant. Hans håb og drømme anede hun intet om, at han ønskede at eksperimentere på folk var hun i og for sig ligeglad med, bare han ikke gjorde det her i hendes land. Så kunne han ellers løbe lige så tosset rundt i de andre lande og gøre det. Hun var ret sikker på at han ikke ønskede at gøre hende noget, han virkede som en fornuftig ung mand og selv hun kunne se en fordel for ham hvis han var grund til at hun blev rask nok til at sætte sig på den magtfulde stol i rummet. Om hans ry ville blive bedre af det kunne hun ikke sige, Imandra havde ikke ligefrem det bedste ry men måske det ville pynte lidt på det. Et sted kunne hun da håbe på det for hans skyld. At han rejste sig igen hurtigt gjorde hende intet. Han ønskede at komme i gang og hun ønskede at blive rask så det var vel stadig en god ting for det begge. Som han stod med siden til hende fik hun et bedre syn på hans vinger, flotte det var de og den sorte farve var noget som hun godt kunne lide. Altid havde hun været mere tiltrukket af mørket end hun havde af lyset selvom hun gjorde gode gerninger. At han blot drillede fik hende til at le kort. "Jeg ved det og små børn er de værste" medgav hun roligt og strakte sig i stolen.
Det ville ikke tage ham lang tid kunne hun da fornemme hvilket fik hende til at smile. Hun ønskede jo ikke at være syg, hun ville stå i fuld flor igen som hun plejede og til det skulle hun bruge hans hjælp og jo før det skete, jo bedre. Hun nikkede roligt og lod hovedet søge let på sned. "Så vil jeg afvente din ankomst om et par dage. Jeg vil glæde mig til at se hvordan det hele kommer til at gå" sagde hun roligt. Hun satte sig en smule mere op da han vendte ryggen til hende så hun fik frit udsyn til hans vinger. Hun blev altid så betaget af engle vinger og når de var sorte som dødsenglernes så var det kun endnu bedre for hende! Hans ord nåede hende og hun kunne ikke andet end at smede ham et smil som han gik mod døren. "Jeg forventer mig store ting af dig Zean. Skuf mig nu ikke." Hun så ham forsvinde ud af døren og sad lidt før hun vendte tilbage til arbejdet. Afslapningen kunne vente til imorgen.


Nogle dage var gået og det var ved at være middag i imandra. Elmyra sad på sin vante plads ved bordet i trosalen og arbejde som altid. Dog lå der ikke helt så mange papirer på hendes bord i dag som tidligere. Hun havde sorteret ud, hun havde kun få opgaver om dagen og tog det hele i et meget mere afslappet tempo. Det var hun nød til for hun ønskede jo at beholde sit liv og blive ved godt helbred igen. Hun trak roligt benene op under sig på stolen, og stoppede med at arbejde for en lille stund. Øjnene lukkede hun let i og sukkede en gang. Hun var utrolig træt, meget træt men søvnen måtte vente til disse opgaver var udført. Der var ikke så mange tilbage men de skulle altså ordnes. Hun åbnede øjnene igen og rakte hånden ud efter det stykke brød som hun havde liggende på bordet. Elijah tvang maden i hende selvom hun absolut ikke var det mindste sulten. Hun samlede det op og tog en bid. Den nærmest voksede i hendes mund. Hun følte næsten at hun ikke kunne få vejret men fik den dog tygget og slugt. Hun skar en grimasse og lagde brødet fra sig igen. Hun kunne virkelig ikke få mere ned lige nu hvilket også gjorde at hun havde tabt sig helt vildt over det sidste stykke tid og det hjalp absolut heller ikke på hendes helbred!

[Deleted]

Det susede i hans øre og hans hår blev blæst bagud. Hans tøj blafrede let, det samme tøj han havde haft på, da han havde forladt slottet. Støv og skidt blæste af det, omend en del af det endnu blev siddende, men han var ligeglad. Tøj var blot beskyttelse, intet mere. Han var ligeglad med om det var beskidt. Han havde dog været nærværende nok til at vaske sig lidt og fjerne jordet under neglende, fra når han havde gravet rødder op. Over hans skuldre sad en taske, hvis stropper gik over hans skuldre og sikrede den blev hvor den skulle være.
Han steg. Han mærkede musklerne stramme, rytmen der faldt ham helt naturlig, når han baskede med de lange vinger. At flyve havde simpelthen været den hurtigste måde at komme rundt på, især fordi at enkelte af de ønskede planter vidste sig at vokse et godt stykke fra byen.
Han havde næsten ikke spist. Han havde næsten ikke sovet. Han havde været helt forslugt i sin opgave og virket fuldstændig ligeglad med sit eget helbred. Hvad han faktisk også var. Han var en healer - tanken sendte et smil over ham - og han bestemte selv hvad han ville udsætte sig selv for.

Han var ligeglad. Folk hadede ofte dødsengle, men det forhindrede ham ikke i at flyve ind over byen. Hvorfor skulle han gå som en almindelig dødelig, når han havde et andet valg? At flyve gik meget hurtigere. Dette var dag nr. 3, han kunne ikke tillade sig at blive længere væk. Heller ikke at han ville, et eller andet sted glædede han sig faktisk til at møde Elmyra igen. Han var kommet til den konklusion at hun var en spændende kvinde og ikke det værste selskab, hvis man absolut skulle være selskabelig.
Han landede på vejen, der førte op til slottet, ikke mere end nogle meter derfra. Det ville nok overraskende vagterne - måske, måske ikke - men han var ligeglad. Det var deres hoveder der ville rulle, hvis de hakkede ham ned. Han var healeren. Om han følte sig beskyttet at titlen? En smule. De færreste kunne kalde sig specialist i noget som helst. Men det kunne han med god grund.
Han foldede vingerne ind og gik over til vagterne. Nu forlangte han at komme ind til Elmyra. Og som lovet fik han lov til at passerer og blev vist til tronsalen.
Han vidste ikke helt om vagten helst ville holde øje med at han intet gjorde hende eller om han ville annoncerer hans ankomst, men uanset hvad fik vagten ikke lov til noget af det. Stedet lidt rød i kinderne fra den forfriskende flyvetur, skubbede han vagten til side og trådte ind i tronsalen, med kurs mod Elmyra.
Vagten valgte åbenbart at mene dette var et dårligt tegn og satte efter ham.
"Stop! Stands! My Lady, denne dreng masede sig ind...Stop! Hvis De nærmere Dem hende...!" Vagten virkede til at være lidt i tvivl om hvorvidt Zean var en skidt fyr. Zean dog var ikke døv og stoppede op halvvejs ovre ved Elmyra, hvor han så tilbage på vagten med sine grå øjne. Grå, kolde øjne. Og hans halvt flabede smil. Vagten lagde hånden på sit sværd og var åbenbart ved at trække det. Det evige mistænksomhed! Hvis det kom til kamp ville han ikke tøve med at myrde vagten.
Han så tilbage på Elmyra med nogle løftede øjenbryn. Så pegede han sigende på vagten, som om han spurgte om hun ville stoppe ham...Eller om han selv skulle.

[Deleted]

Dagene var gået hurtigt men Elmyra kunne ikke benægte at hun glædet sig til at Zean kom tilbage. Han var ...... anderledes, ligefrem og det var noget hun godt kunne lide. Han havde et stort potientiale som der ikke var mange der så på grund af hans vinger men det kunne hun. Han tænkte ude af boksen og gjorde hvad der skulle gøres og sagde hvad der skulle siges hvilket var en mangel vare på dette sted. Selv Elijah var ikke god til at sige op selvom hun sagde helt tåbelige ting. Hun sukkede en gang og vendte blikket mod vinduet. Det var faktisk en okay dag i dag, solen skinnede en smule og det blæste en smule men måske hun skulle gå en lille tur senere. Hun frøs aldrig, eller næsten aldrig i hvert fald på grund af hendes forhøjede krops temperatur som kom med det at være ild dæmon. Stille smilede hun for sig selv. Hun tog den mere med ro, eller prøvede i hvert fald på det. Hun var jo ikke perfekt og hun var stadig arbejds narkoman, og hun havde taget sig selv i at hive flere opgaver med sig om morgenen end hun burde. Hendes smil blev en smule større. Hun burde skamme sig men det var sådan en dejlig følelse når hun fik færdig gjort de opgaver.

Sikke højlydt der pludselig blev. Døren til salen var gået op og to personer var trådt ind. Hun kunne høre vagten, John råbe op at nogen skulle stoppe og stands og hans undskylde for at han ikke kunne styre vedkommende. Hun sukkede med et lille smil og drejede hovedet mod påstyrret. Hun havde gættet rigtigt, en meget beskidt Zean stod foran hende og havde en lille møde med hendes vagt. Elijah havde personligt bedt denne mand om endten at være ved hendes side hele tiden eller være ved hende når der var gæster og hun var utrolig træt af det. Hun betragtede situationen lidt før hun åbnede munden. "Denne mand er min healer. Han har været ude og hente urter for at få det bedre. Han må gerne komme nærmere. Du må gerne forlade os, John" sagde hun roligt og med et lille smil henvendt til vagten. Vagten så tydeligt skeptisk på Zean, han brød sig bestemt ikke om denne dødsengel. "M'lady. Jeg kan ikke lade det ske. Jeg er udtrykkeligt blevet bedt om at ....." Han blev meget hurtigt afbrudt af Elmyra. "Jeg ved hvad Elijah har bedt dig om og nu beder jeg dig om at gå." Vagten var tydeligvis ikke tilfreds og han blev stående en smule. Elmyra sukkede og rettede sig op i stolen. "Hvem er du mest nage for, John. Elijah eller mig?" Vagten kiggede på hende en gang, bukkede og forlod så modvilligt salen igen. Døren blev lukket bag ham og et lille grin forlod Elmyras læber. Morsomt med ham John, han var virkelig pligtopfyldende. Ikke et under at Elijah var så glad for ham og havde sat ham til at beskytte hende. De grønne øjne vendte sig mod Zean igen og hun betragtede ham lidt. "Kan jeg friste med et varmt bad?" spurgte hun drillende og lod hovedet søge let på sned. Han kunne tage det, det vidste hun og alligevel var hun spændt på at se hvordan han ville reagere. Han var i sandhed fascinerende.

[Deleted]

Han trådte et skridt tilbage, så vagten og Elmyra kunne have den bedste udsigt mod hinanden. Hans blik gled fra Elmyra til vagten og nød denne udfoldelse af magt der skete for øjnene af ham. Hvordan vagten blev sat på plads og sendt væk som en...Ja, en simpel vagt. En dum vagt. Men på den anden side havde han vel bare gjort sit job. Endelig vendte vagten sig væk, Zean tog sig selv i at ville vinke til vagten, hvad der ville have været forfærdelig flabet. I stedet vendte han sig om mod Elmyra og gik nærmere.
Hans blik gled over hende. Tynd. Bleg. Hendes øjnene skinnede lidt. Men bunken af opgaver var mindre. Havde hun lyttet lidt og indstillet sig på at ændre tingene lidt? Han smilte svagt. Hendes grin var forfriskende, som vinden havde været udenfor. Han løsnede stropperne på rygsækken og tog den med den ene hånd, da han stoppede op lidt fra bordet.
Hendes kommentar om hans udseende fik ham til at se ned af sig selv. Han løftede langsomt hovedet og kunne ved første øjekast virke som en person der var blevet noget sur over den kommentar. Men hans grå øjne skiftede hurtigt og det før alvorlige glimt blev mere drilsk. Til sidst havde han rettet hovedet helt op igen og smilede stort, da han slog ud med armene, også selv om han holdt tasken i den ene. Han snorede langsomt rundt, så hun rigtig kunne studerer alle hans pletter.
"Jeg skal huske at påføre mig mere passende tøj en anden gang" svarede han med en drillende tone.
"Skal jeg også dufte af lavendel og roser?"
Han lod en hånd glide igennem det brune hår, som havde en tendens til at lægge sig ned langs hovedet, i stedet for at stritte til alle sider. Det passede ham fint. Men når hånden gled igennem det, blev håret presset i den forkerte vej, som resulterede i det dog strittede lidt, selv om det meste af det faldt på plads igen.
"Privat levering" han holdte tasken op og rystede den kort.
"Sådan en fantastisk natur..." han virkede virkelig oplivet ved at have brug de sidste par døgn ude i naturen.
"...Og dejlige planter. Men jeg kommer direkte udefra. Jeg valgte at tage direkte hertil. Hvilket betyder de stadig skal renses, skæres ud og knuses, før de kan bruges" Han lagde tasken for enden af bordet. Han gik over på midten af bordet og lagde begge sine hænder mod bordpladen, mens han lod blikket glide over papirerne og tingene på bordet. Deriblandt det halvspiste brød.
Ikke fordi han snagede i hendes ting. Han holdte ikke blikket fast noget sted længe nok, til at han kunne nå at stave sig igennem nogen som helst. Han så op på hende igen, for at se om han var for tæt på hende, til at hun følte det var behageligt. Han rettede sig op igen og lod sine hænder forlade bordet, uanset om hun gjorde eller ej.
"Jeg kan se du har tænkt over det og valgt at gøre bunken mindre. Og småspise dig igennem lidt mad. Jeg er imponeret og glad over udviklingen" Siden hun havde rost ham så meget sidst, måtte det også kun være det rigtige at han også roste til gengæld, når hun gjorde det rigtige.

Han var taget direkte fra slottet. Han havde tilladt sig at sove et par timer og spise lidt mad, selv om han havde været spændt på at komme af sted. Søvnen havde været overfladisk. Til sidst var han blot taget af sted og havde opsøgt nogle af de lokale healere kl. meget tidligt, så de ikke arbejdede. Bagefter var han taget rundt, uden for byen, og besøgt de små huse eller gårde han kunne finde. Også her stillede han spørgsmål. Til sidst havde han en lille liste over steder, hvor det ville være oplagt at lede efter de rigtige urter. Og han havde fundet de fleste. Men en enkelt eller to havde han ikke fundet, takket være det ikke længere var sæson for planten og derfor havde han været tvunget til at købe noget i knust tilstand hos en anden healer. Han havde fået det meget billigt. Ufattelig billigt. Sjovt som de fleste pressede prisen ned, når man holdte en dolk mod deres hals. I et øjeblik havde lysten været stor...Han havde været på grænsen til at presse dolken gennem hud, sener og muskler...Men havde ladet være. Han havde ikke brug for dårlig omtale lige nu.
Han kom netop fra et engområde, hvor han havde befundet sig det sidste halve døgn. Han følte sig træt, udmattet og et eller andet sted nok også sulten og tørstig. Men han ignorerede disse ting, for nu. Han kunne sove og spise senere. Først gjaldt det om ikke at skuffe Elmyra. Men at vise hende at han kunne arbejde og var til at stole på.
Om han et eller andet sted, allerede følte sig knyttet til hende? Det ville han ikke vide, selv hvis han var.
"Må jeg låne hjørnet af køkkenet til at tilberede urterne?" spurgte han ganske høfligt.

[Deleted]

lmyra havde aldrig rigtig været magtbegærlig som sådan. Hun satte sig i respekt som hun havde gjort da hun var ung, før alt det dårlige skete og det var bare sådan det var. Hun havde altid været en i denne by som folk kendte, en som de følte at de kunne stole på og selvom midlerne den gang ikke havde været størst så havde hun hjulpet hvor hun kunne. Hun var elsket af de fleste og denne vagt var faktisk ingen undtagelse. Der var ikke mange som vidste det men denne mand havde været et af de børn hun havde taget sig af på hjemmet og selvom han tog hans arbejde meget seriøst så vidste han også at Elmyra kunne være hård og det var også derfor han smuttede. Han ville altid have mere respekt for hende end for Elijah. Hun studerede ham som han forlod rummet. Hun morede sig nok mere fordi det var ham end hvis det bare havde været en tilfældig vagt. Stadig var alt det her med høflighed og M'lady noget som var hende uvant og hun faldt en gang i mellem tilbage til de gamle rammer. Hun elskede at bestemme men hun kunne i hvert fald også have det sjovt med det! Hun betragtede ham roligt efter vagten var forsvundet. Hun smilede og ventede spændt på hvordan han ville reagere. Hun regnede virkelig med at han ville tage det på en spændende måde for han var spændende, meget spændende faktisk og det var noget hun kunne lide. Som han ikke sagde noget men blot tog tasken af og så begyndte at dreje rundt sådan så hun rigtig kunne se ham fik hende til at grine en gang mere. Gud hvor var det forfriskende at have en som ham der kunne sætte lidt fut i tingene, alle var så hellige og højtidelige hvor han bare var sig selv og absolut ikke bange for at være det.
"Ikke lavendel. Men roser og påskeliljer og hvor du så lige vil finde påskeliljer på dnene tid af året ved jeg ikke men jeg kræver det" drillede hun igen og betragede ham. Stadig var hun fantastisk betaget af hans vinger og bare af ham generelt. Han var sjov og det var noget som hun godt kunne lide. Med roligt blik betragede hun ham som han kom hende nærmere, han smed tasken på bordet og stilte sig så hen foran hende og betragtede hendes arbejde. Det gjorde hende ikke noget. Nærhed som sådan var ikke noget hun ikke kunne lide, det var bare decideret berøring som hun slet ikke kunne fordrage og som fik hende til at gå i fuldkommen panik hvilket ikke var noget som hun ønskede. "Naturen her i landet er mere urørt end de andre landes. Landet her har ikke ligefrem mange healere til at gå og plukke planterne og de healere som er her er ikke specielt gode. Derfor er sådan en som dig ret uvurderlig når du sådan kommer dumpende forbi." Hendes blik hvilede på hans skikkelse. Hendes opgaver var mindre og der var ikke ligeså mange, hun spiste lidt selvom dette virkelig ikke var meget men hun prøvede da om ikke andet. At han så rejste sig igen fik hendes hoved til at søge let på sned mens han snakkede. Roste han hende virkelig? Nej det havde hun alligevel ikke regnet med at han ville gøre. Hun smilede lidt og bed sig kort i læben. "Jeg prøver da om ikke andet. Maden er mig stadig svær at få ned. Jeg væmmes ved hver enkelt bid, jeg kan virkelig ikke have det men arbejdet har jeg skåret kraftigt ned på fordi det var der en klog healer som bad mig om." Hendes tone var en smule drillende men ellers bare mild som normalt. Der var virkelig noget over Zean som hun virkelig godt kunne lide. Slottet her var en smule kedeligt fordi det endnu ikke var et rigtigt slot, der var ingen tjenere, der var næsten ingen mennesker så det at der kom en udefra bragte virkelig et forfriskende pust til stedet.

Han lignede ikke en som havde brugt meget tid på andet end at finde de urter som han skulle bruge. Hun smilede stille, han gik virkelig meget op i sit arbejde hvilket var en virkelig god ting. Hun kunne rigtig godt lide det, han gjorde sig umage og det betød faktisk mere end noget andet. Hvad han havde lavet mens han havde været væk anede hun virkelig intet om, at han havde truet nogen var ikke det store problem, han havde ikke slået nogen ihjel, eller det regnede hun ikke med. Der var i hvert fald ikke fundet nogen lig inden for de sidste par dage. Han ville bruge køkkenet og hun nikkede roligt. Hun havde fået ryddet en plads til ham dernede allerede den dag han tog afsted fordi hun vidste at han skulle bruge et sted at arbejde. "Køkkenet er denne vej" endte hun roligt og rejste sig fra stolen. Selvom hun var træt så bevægede hun sig som om at hun var frisk og ved bedste velgående, hun havde altid været god til at skjule sådan noget. Hun var bare iført en hvid kjole med en stor lidt ulden trøje om sig sådan så hun ikke ville komme til at fryse alt for meget i følge Elijah og han var ikke blevet længe nok til at hun kunne få pointeret for ham at hun aldrig frøs så nu rendte hun rundt med denne for at behage ham.
Med rolige skridt førte hun Zean gennem slottet og ned til det store tomme køkken som førte med slottet. Hun vidste ikke specifikt hvilke nogle redskaber han skulle bruge så hun havde fundet lidt af det hele frem. Hun havde arbejdet lidt med urter selvom dette langt fra var ret meget og hun kendte hverken til mange af dem eller deres egenskaber. "Hvis du mangler noget så sig til, så skal jeg nok finde en vagt du kan koste rundt med" sagde hun da hun vendte sig mod ham i døren. Hun betragtede ham lidt før hun så selv gik ind i rummet og en smule adræt hoppede op og satte sig på et af de køkkenborde som der ikke var stillet op til ham på. Hun ville gerne se hvad han lavede fordi sådan noget urte magi havde altid interesseret hende.

[Deleted]

Han smilte svagt, kunne næsten ikke lade være. Det var så...eventyrligt, anderledes, at være her! Et slot med en kvinde, der meget vel en dag kunne ende som den næste dronning. Det var så uvant og underlig en tanke at han havde brugt de sidste par dage på faktisk at forstå det. Hvem havde regnet med det? Ja, han havde i hvert fald ikke. Men det skulle nok lykkes for hende. Han ville i hvert fald ikke stå hende i vejen, han ville gøre hende fysisk stærk igen. Og bagefter...Blot være tro. Han havde aldrig rigtig brændt for noget, hverken religion eller autoriteter og forskellige sager. Folk brændte jo for alverdens ting. Men ikke Zean, ikke andet end hans arbejde, når han var interesseret. Men dette var en af de få ting han var sikker på. Kun tiden ville vise om han fik ret.
Han greb sin taske og slyngede den over den ene skulder, da han gik efter hende. Han lod blikket glide over hende kort. Ikke meget tøj, men ilddæmoner holdte jo dem selv varme. Tynd. Kjolen afslørede lidt af hvor meget hun havde tabt sig. Brød alene kunne ikke sætte de kilo tilbage på plads. Der skulle mere kød til. Gerne med fløde. Men kød var også dyrere end brød.
Han lod blikket glide over inventaret, da de gik igennem gange og rum for at komme til køkkenet. Han havde en rimelig hukommelse, han gik ud fra han ville kunne huske vejen til en anden gang, men slottet var stort og han ville give sin ene lillefinger for at måtte udforske det. Dets hemmeligheder, hemmelige gange og rum. Hvilke skatte den ikke måtte gemme. Måske havde den et skjult skattekammer de ikke havde opdaget? Noget slottet holdte hemmeligt, som et hån mod dem, eller måske en test for at se om de kunne klare sig uden.
Men alt dette var fantasier.

De trådte snart ind i køkkenet. Det var stort, meget større end han var van til. Og alle redskaberne, som så fint var sat frem til ham, var...mange! Flere end han var van til. Han vidste ikke hun ligefrem havde forberedt ham en plads at arbejde på. Han gik over til bordet og lod sin ledige hånd glide over enkelte af redskaberne. enkelte havde han aldrig set før...Gad hvordan de fungerede? De var sikkert sjove...Kunne give helt nye muligheder når man torturerede folk...
Han tog tasken og lagde den på en ledig plads på bordet. Han lod blikket glide rundt i køkkenet. Det var tomt. Burde der ikke være folk klar til at forberede maden? så var der da intet at sige til de sultede her omkring.
"Holder de pause eller har de ferie?" kommenterede han med en svag tone af undren. Han trak i en af snorene, som holdte tasken sammen og trak ud i stoffet, nu hvor det havde mere snor at udvide sig på. Så rakte han ned i tasken og begyndte at trække forskellige bundter frem. De fleste bundter var bundet sammen i snor, men enkelte lå sammen i en pærevælling. Nogle var blot blade eller blomster, andre var hele planten, med rødder. Atter andre var kun rødder.
Han lagde dem pænt på række og imens så han op på Elmyra. Det var vel også en form for afslapning at se ham arbejde og havde foreslået hende at snakke med folk fra tid til anden, for også at tænke på andre ting. Så han blev ikke sur eller irriteret over at blive set over skulderen.
Han hentede noget vand i en spand og tog det med over til bordet. Han tog en af de større skåle og fyldte den med vand og stillede den på bordet. Så tog han en af så små urteknive. Han svingede den erfarent rundt om hånden og greb den om skaftet, inden den nåede at falde nogen steder. Han havde altid været god til at bruge dolke og små knive. De var så nemme, så små og praktiske.

Planterne var varierede. Der var planter folk normalt ikke kendte til, med de mærkværdigste navne. Enkelte havde blomster i alverdens farver eller skiftende grønlige farver. Af få, der kunne nævnes med et udtaleligt navn, var der f.eks. Kvan, som kunne bruges til at forebygge bla. skørbug. Der var blade fra mælkebøtter og brændenælder, røllike og humle. Der var timian og mynte. Alle der kunne styrke blodet og kroppens eget forsvar. Der var planter der stimulerede appetitten, planter der kunne få en til at sove som et lille barn. Men fik man for meget, sov man for længe...
Zean virkede dog ikke i tvivl om hvilken plante der var hvilken, selv for dem der var lagt sammen i en stor bunke. Efter at have lagt dem systematisk op, delte han dem op i grupper. Siden hun så på, kunne han lige så godt fortælle hende lidt om hvad han gjorde.
"Hver gruppe står for noget bestemt...Denne lille gruppe af planter kan sikre dig en god nats søvn, mens denne gruppe vil have indflydelse på din appetit. Disse..." Han pegede på den største gruppe af planter.
"Vil du modtage som medicin morgen og aften, mest i form af the. De vil styrke din krop og hjælpe den med at helbrede sig selv"
Mens han talte begyndte han at rense planterne i skålen. Bagefter tog han en ny skål og når han så, hurtigt og sikkert, havde skåret planterne i finere stykker, lagde ham den op i skålene.
Til tider brugte han en morter til at knuse planterne til en form for grød.
Han var fingernem, planterne fløj fra vandet og ind under kniven, hvor de efter en hurtig behandling gled videre til en ren skål eller morter, hvor de blev godt knust. Efterhånden som han fik skåret dem i stykker, bredte forskellige dufte sig i rummet.
På et tidspunkt tog han et blad for en brændenælde, foldede det sammen og proppede det i munden, hvor han gav sig til at spise det og sluge det. Hvis man vidste hvad man gjorde, stak den ikke. På et andet tidspunkt tog han et glad fra en citrontimian og nulrede det let, før han holdte den lille gren op mod hende, som en indbydelse til at tage den.
"Den dufter himmelsk. Eksotisk."
Til sidst var han færdig og stillede tre skåle frem. Den ene indeholdte lidt grove stykker af urter. Den anden mindre stykker. og den tredje næsten en form for mos.
"Den første..." han pegede på skålen med de grove stykker.
"...Er generelt til din the i løbet af dagen, bestående af urter der vil styrke dig. Jeg har valgt nogle ekstra urter, der skulle give theen en god smag. Denne..." han pegede på skålen med de mindre stykker.
"Er til din the om aftenen. Efter en halv times tid til du blive søvnig og tilsidst falde i søvn. Jeg vil med glæde instruerer dine kokke eller tjenere, hvis jeg ikke selv har eller får mulighed for at tilrette theen. Det er meget vigtigt den ikke bliver blandet for meget op...Ellers sover du over dig" han smilte let til hende. Det var klart at visse af urterne kunne være farlige i forkerte dosis.
"Og den sidste er til din mad. Enkelte urter i din the vil stimulerer din appetit og gøre dig mere sulten, men disse vil være i din mad fra tid til anden. Du vil måske slet ikke ligge mærke til dem. De smager ikke af særlig meget. Men de vil også styrke din appetit" Han havde lagt den nu beskidte urtekniv, skåle og morter fra sig. De stod i en lille bunke lidt væk fra det rene udstyr. Vandet, han havde skyllet dem i, var fuld af jord og andre planterester. Og så var der jo skålene.
"Det er også vigtigt de ikke bliver blandet sammen" han så på hende med et svagt smil.
"Og ja. Jeg mener at med disse ting, sammen afslapning i passende mængder, vil kunne få din krop til at komme sig. I starten vil de virke langsomt, men en dag vil du føle dig frisker end normalt" forsikrede han hende.

[Deleted]

Hun førte ham til køkkenet selv, hun havde vel brug for afslapning også, det havde han jo befalet hende. Hun kunne ikke andet end at smile, der var noget over ham som bare ..... fik hende til at smile og have det godt. Det var længe siden hun havde været i samme rum med en som ham, han var anderledes og meget eventyrlysten hvilket hun fandt dejligt. Køkkenet var utrolig stort men tomt. Børnehjemmet havde deres eget køkken og de enkelte vagter og andre folk som var her fik ligeså mad der. Det var for besværligt at bringe maden fra denne fløj og så til børnenes og desuden så ville de skulle dertilbage igen når og hvis hun valgte at tage tronen. Hun betragtede ham roligt i døren før hun gik ind og satte sig på bordet. Hun ville gerne følge med, nysgerrighedden meldte sig i hendes indre når det kom til sådan nogle ting selvom hun langt fra vidste meget om dem. Som han kom ind i rummet gik han roligt rundt og kiggede på redskaberne. Hendes hoved søgte let på sned som hun betragtede ham. Han så en smule overvældet ud hvilket kun fik hende til at smile let igen. Han undren kom ikke bag på hende, selv ville hun havde undret sig hvis hun var i hans sted. "Kokkene og Tjenerne tilhørte alle sammen Acheron familien og da den tidligere konge døde tog de fleste tilbage til deres herre og frue i Dvasias. Der er kun få vagter tilbage og få andre folk men maden som vi får her bliver tilberedt ovre i fløjen med børnehjemmet. Der er for langt at bære maden herovre fra og derover og det er dumt at have gang i flere køkkener så indtil jeg finder ud af hvad der skal ske så må dette her stå tomt for en stund" forklarede hun roligt. Elijah havde haft fat i hende inden Zean var kommet tilbage. Han havde været nervøs, han ønskede ikke at hun skulle være alene med Zean eller fortælle ham noget som helst om stedet her. Det genetiske had som lå i dem begge til hinanden var utrolig stort og Elmyra kunne virkelig ikke andet end at sætte Elijah på plads. Selv var hun blevet en forholdsvis god menneske kender og selvom Zean elskede tortur og pinsel så følte hun sig ikke i fare sammen med ham. Hun regnede ikke med at han ville gøre hende eller nogen på slottet ondt med mindre han følte sig truet så hvorfor skulle hun ikke bare fortælle ham ting når nu han spurgte? Elijah var blevet vred på hende og var gået og hun havde ikke set ham i to dage nu hvilket var trist men sådan var det nu bare en gang.
Som han begyndte at ligge urter op på række betragtede hun dem alle. Der var enkelte som hun kendte og en masse som hun aldrig i sit liv havde hørt om. Hun var nysgerrig hvilket måtte være tydeligt på hendes kropssprog for hun lænede sig let frem og studerede dem alle, dog uden at komme i vejen. At han så måtte vælge at forklare hende om dem alle sammen blev hun næsten kun lykkelig over. Smilet på hendes læber blev større og hun lyttede meget opmærksomt på alt han sagde. Hun havde altid været en god elev og meget god til at lytte til andre og det kom hende til gode nu. "Det lyder indviklet" sagde hun med et lille smil da hun lyttede til hans anvisninger. Han havde virkelig styr på det, det kunne hun høre og hun var glad for at han var kommet dumpende da han havde gjort det. Han var i sandhed den bedste healer som hun var blevet tilset af i et stykke tid. Grenen som han rakte hende tog hun roligt imod og duftede til den. Den duftede fantastisk! Hun havde aldrig duftet til sådan noget før. "Jeg tager det i mig igen. Næste gang du kommer skal du dufte sådan her" drillede hun og duftede til den igen. Det var jo fantastisk.
Alle hans anvisninger prøvede hun at huske på bedste vis men det var ikke dem alle der sank ind til at starte med. Hans spørgsmål om tjenere og kokke fik et skævt smil frem på hendes læber. "Lige nu er der ingen. Den som sørger for at jeg får mad er Elijah og jeg er ked af det men i to skal bare ikke være i samme rum hvis i kan blive fri for det. Jeg ønsker ikke at der skal ske noget uheldigt ..... med nogen af jer" sagde hun roligt og begyndte at lege let med en tot af hendes hår. Der skulle helst ikke ske noget uheldigt for nogen af dem. Elijah var måske del engel men han var også jord dæmon og havde den races fysiske styrte. Han havde allerede været ved at bryde en af væggene ned og han kunne godt lide at slå fra sig. Det var ikke noget som hun ville byde Zean, især ikke når han nu havde hjulpet hende så meget ved at finde alle disse urter.

[Deleted]

Han så på hende et øjeblik, mens hans mund så ud til at lave nogle sjove stræk, da han formede den på nogle lidt sære måder, imens han tænkte. Udtrykkene kom sig af at han ikke stolede på Hr. Mand, Elijah. Nu han tænkte over det, havde det virket lidt som om mandens engleside var en smule...mindre, end på normale engle og det kunne enden betyde manden var svag, hvad de lyse engle jo ofte var, eller at han var en blanding. Også blandinger blev til tider behandlet dårligt...Han var i det mindste glad for at han var ren. Selv om han ikke vidste hvor dødsengle-genet var kommet fra. ingen af hans forældre var det. Ja, så skulle det være hans far, men så var det virkelig godt gemt!
Han smilte svagt.
"I så fald må jeg næsten insisterer på selv at doserer urterne til dig. Jeg...Elijah stoler ikke på mig og jeg fornemmelsen af han nok ikke vil give dig det, du har brug for, fordi jeg har rørt ved det" sagde han ligeud. Han havde været ved at sige at han ikke stolede på Elijah, hvad jo også ville have været sandt, men det lød bedre hvis han undlod den del. Lidt som om han kunne tolererer manden. Hvad han ellers slet ikke kunne.
Han havde aldrig hørt om en lys og mørk engel blive venner eller tolerante nok til at være i rum med hinanden, uden at mundhugges eller true hinanden. Og han troede heller ikke på det ville ske, om nogen så låste dem i samme rum. I det tilfælde vil kun en af dem komme levende fra det. Dødsenglen, uden tvivl. En engel ville vel tøve med overhoved at dræbe og den tøven kunne blive dens død.
Han så sig kort om i køkkenet endnu en gang.
"Så jeg kan få dette køkken som legeplads, mens jeg ser til dig?" Til tider havde han endnu lyst til at sige Dem, De og Deres til hende. Det virkede et eller andet sted naturligt. Men oprøreren i ham nægtede det også. Han havde fået frihed til at lade være og det skulle udnyttes. Men han ville nok ikke kunne skifte til disse høfligheder, hvis hun en dag blev dronning og krævede det af ham.
Det måtte pine Elijah, Hr. Mand. Og det nød Zean. Næsten endnu mere end at helbrede Elmyra.

Han havde slet ikke lyst til at forlade den lille urtekniv i køkkenet. Den var skarp og god, den sad overraskende godt i hans hånd. Men han havde sluppet den og vidste Elmyra ville begynde at undre sig, hvis han bare tog den. Hvis ikke direkte anklage ham for at stjæle. Og det var der jo slet ingen grund til.
Med et følte han udmattelsen overvælde ham og hvordan han var afkræftet af ikke at have spist optimalt de sidste par dage. Det var dumt, det nedsatte hans eget helbred. Det ene brændenældeblad han havde spist, havde fået hans mave til at opdage at den var sulten. Han så ned på skålene et øjeblik og rystede svagt på hovedet for sig selv.
"Hvad nu? Jeg har bedømt dit helbred, skaffet medicinen og tilberedt den. Ønsker du jeg skal komme tilbage regelmæssig og genopfylde skålene, måske for at doserer din medicin? Eller skal jeg blot takke for en smule betaling og gå min vej igen?" igen et direkte spørgsmål. Og ja, endnu en ting hun måtte tage stilling til. Men han vidste ikke hvad hun ønskede af ham og han brød sig ikke om, ikke at vide det.
På et eller andet punkt ønskede han sig en seng og en bid mad nu. Ikke fordi han havde noget sted at være. Resten af hans medbragte ejendele lå i bunden af sækken, han havde hentet urter i. Han havde ikke råd til at overnatte på kroen igen. Måske kun til lidt brød og, hvis han var heldig, en skål suppe. Så enden måtte hun betale ham og han kunne komme videre...Eller, hvis hun ønskede han blev for at tilse hende og doserer hendes medicin, måtte hun...Ja, give ham lidt betaling nu. Ellers ville han nok ikke overleve til at se hende næste gang.
Måske lidt overdrevet. Han vidste der gik uger før man døde af sult. Men når man først var sulten og træt, kunne alt virke forfærdeligt.

[Deleted]

Zean behøvede ikke pakke det ind, hun kendte til hadet, det var så tydeligt ikke blot i dem men næsten dem alle sammen fra begge racer. Englene og Dødsenglene havde altid hadet hinanden og det ville de nok altid blive ved med. Selv havde hun kendt en lille pige som havde haft begge blandinger i sig og det var næsten en indre krig for hende at leve. Hun sendte ham et stille smil ved alle hans grimasser, han behøvede jo ikke lyve for hun kendte godt hans tanker så vel som Elijahs. Fik de chancen så ville de slå hinanden ihjel og det var noget hun absolut ikke ligefrem hverken ønskede eller tillod! Hovedet søgte let på sned som han snakkede. Han valgte sine ord med omhu, han kunne tale og tie når han skulle hvilket var en evne ikke mange havde og som hun satte meget pris på og dog så vidste hun at han bare pakkede sandheden en smule ind og så var der ikke meget grund til det. "I kan ikke lide hinanden, Han stoler ikke på dig og du stoler ikke på ham. I kommer nok aldrig til det for det ligger i jeres natur at hade hinanden selvom Elijah kun er en blanding. Hvis i er i samme rum for længe er jeg ret sikker på at der ville begynde en slåskamp som ikke ville stoppe før den ene havde slået den anden ihjel. Det er jeg ikke interesseret i" sagde hun roligt. "Du taler for dig, det er en god evne at kunne, at kunne pakke tingene ind og sige dem pænere men det hjælper ikke når din samtale partner kender de dyster sandheder. Så er det bedre bare at være ærlig." Det blide smil hvilede på hendes læber. Hun var ikke vred det mindste men han kunne ligeså godt sige sandheden når den nu var så åbenlys for alle som den var.
At han ville bruge køkkenet som legeplads så hun ingen problemer i overhovedet. Hun sendte ham et lille smil og nikkede så. "Leg du bare så meget som du har lyst til. Prøv så mange ting som du har lyst til, dog må jeg pointere at du ikke må eksperimentere med folk her" sagde hun roligt og dog var det tydeligt at hun mente det. Hun var ligeglad med hvad han lavede mens her var her for at hjælpe hende, bare han ikke torturerede folk, prøvede ting og sager på dem eller noget som helst. Så var hun ellers ligeglad.

Hun betragtede ham en smule ved hans spørgsmål. Han gav hende mange muligheder men hun vidste allerede godt hvad hun selv ønskede. Hovedet søgte en smule på sned mens hun lyttede til ham. Han så træt ud, han så ud til at kunne trænge til et bad og så en god omgang hvile, noget som det lod til han havde undladt mens han havde fundet urter til hende. Det var lidt sødt et sted at han havde valgt at gøre det sådan men på den anden side ønskede hun heller ikke ligefrem at han skulle have det dårligt, bare fordi hun skulle have det bedre. Hun tænkte lidt over sine muligheder før hun på ny vendte blikket mod ham. "Hvad med om du blev her indtil jeg bliver rask. Jeg kan ej tilbyde dig mange penge om dagen men du ville få gratis kost og logi plus et par mønter om dagen. Du kan rende rundt på slottet og gøre som det passer dig når du ikke ser efter mig. Der er blot enkelte ting som skal overholdes. Ingen tortur af mennesker eller dyr her på slottet, ingen underlige eksperimenter og du og Elijah skal opføre jer ordenligt overfor hinanden. Men du er her kunne du tilbyde at helbrede folk i byen. De har ej heller mange mønter men jeg er sikker på at de ville kunne give dig et eller anden du kunne bruge" sagde hun roligt og lagde armene over kors. Ideen var kommet en smule pludseligt til hende men hun kunne faktisk godt lide den. Han var en god healer kunne hun høre og hun var sikker på at disse urter ville hjælpe så hvorfor ikke tilbyde ham en plads på slottet til hun var rask? Han fik mad og husly og en smule penge og så kunne han tage betaling fra folk i byen og spare lidt sammen til hvis han ønskede at rejse videre når hun en gang var blevet rask. Hun kunne virkelig kun se profit i hendes forslag men det var jo også kun hvis han kunne overholde reglerne og han og Elijah ikke begyndte at slå hinanden ihjel.

[Deleted]

Hans blik gled over hendes ansigt et øjeblik. Hun havde autoritet. Lidt som hans mor. Hun mindede ham om en moder, der passede på sit barn eller prøvede at opdrage på samme. Det var en spøjs fornemmelse, men måske var det hemmeligheden bag konger og dronninger? At de var hele befolkningens forældre. En mor eller far der så efter dem, beskyttede dem og irettesatte dem. Faktisk kunne han rigtig godt lide den tanke, den passede bedre end alle de andre definitioner han havde hørt. Elmyra kunne ikke nøjes med 50 skrigende unger, men ville have et helt land at passe på. Skulle der kompenseres for et eller andet? Hvem ville være forældre til så mange? Det måtte i sandheden være et hårdt job. Godt hun ikke personligt skulle made og vaske dem alle. Tanken var underholdende.
"Det er ingen hemmelighed" svarede han afslappet og smilte svagt.
"Men hvis jeg siger alt ligeud, hvor er det sjove så? For visse folk er det en udfordring at gætte meningen bagved, for andre forstår de ikke hvad man mener. Uanset hvad giver det andre muligheder. Muligheder for at fremstå anderledes eller at manipulerer rundt med sit offer. Er det ikke alt politik går ud på? At være den bedste til at forvirre og manipulerer" han satte albuerne på køkkenbordet og placerede sit hoved mellem hænderne, mens han så op på hende, som hun sad på det modsatte køkkenbord. Ret uskyldigt.

Det var besværligt når folk ikke så det gode i eksperimenter. Hvordan troede de man havde lært tingene? Ved eksperimenter. Først afprøvede man selv om den virkede giftes eller ubehagelig...Eller, normalt gjorde man...Og derefter kunne man afprøve urten på andre syge folk og se om den havde nogen virkning. Med tiden fandt man ud af hvad den skulle bruges til og hvordan. Visse skulle spises hele, visse kunne blandes op. Nogen kunne tåle varmen var at blive blandet i the og mad, andre skulle spises som de var. Atter andre kunne kun bruges uden på huden, f.eks. til olier og salte.
Dette ville betyde hans eksperimenter ville stå i stampe mens han var her. Han kunne ikke udvikle sine teknikker eller viden yderligere. Var det det værd?
Til gengæld ville han få et godt ståsted og en god mulighed for at starte sin karrierer og føre videre på hans mors arv. Hendes viden og kunnen. Hans mor ville være lykkelig og hans far...
Åh, han var så tæt på at grine, at et svagt fnis undslap ham. Hans far...Hans far ville blive så vred, så irriteret...At hans søn var kommet højere op end han selv var. Han havde påstået han var en eller anden form for adelsmand, som på grund af uheld var endt i en skov hos en heks. Hvis det var bare lidt sandt, var det sjovt at han, Zean, nu var på en slot og helbredte en kommende dronning! Hans far ville dø af irritation. Det i sig selv fik ham næsten til blot at sige ja med det samme.
En anden ting var...inden død og lidelse på slottet. Det kunne han leve med. Han kunne opsøge folk andre steder, så længe han måtte komme og gå som han ville. Nogen gange ville han nok flyve sin vej for at samle urter og torturerer en stakkel.
Så var der spørgsmålet om Elijah, Hr. Mand. Han hadede manden. Bare tanken vækkede en bølge af sort had i hans indre. Næsten ustyrligt. Hvis han var for længe sammen med manden, ville han gå amok og han ville ikke selv kunne styre det. Omend...Blot at være her måtte irriterer Elijah grusomt. Også denne tanke fik ham næsten til blot at sige ja, uden videre betænksomhed.
Ja...Faktisk syntes han kun godt om ideen, om at bo her. Han overvejede om det var det værd, at gå ned i byen hver dag og udøve næsten gratis healing. Der var ikke mange healere der var vildt rige, medmindre de var vildt berømte. Men det var ofte fordi de spildte dem på urter, de selv kunne have samlet eller fordi de forbarmede sig over folk og helbredte dem, trods de intet ejede. De stærkeste overlevede. Ikke de svageste.
Men han kunne bruge penge. Både dem fra slottet, der ville betyde en stabil indkomst, og den smule byens beboer kunne give ham. Folk ville måske endda direkte turde modtage hans hjælp, fordi han kom fra slottet og havde Elmyras ord for sig. Det ville være...Noget helt andet, en hel...ny start.
Dette var vildere end hans vildeste fantasi. Han havde troet at han skulle bo i rendestenen, studerer naturen og stjæle sig til overlevelse. At han ville rejse rundt over det hele og lære nye ting. Allerede hans første stop vidste sig at kunne ændre hans liv fuldstændig...For de næste stykke tid, i hvert fald.
Han kunne tage stilling til det senere.
"Jeg vil gerne være her" han rettede sig op igen.
"Jeg vil være i stand til at holde dine krav...Omend, hvis Elijah generer mig, vil jeg svare tilbage. Uanset hvilket middel jeg må have ved hånden i øjeblikket" hun kunne altid fortælle ham at han ikke måtte gøre Elijah noget. Han vidste hun blot kunne dræbe ham, hvis han overhoved kom nær Elijah. Men hun virkede fair. Hvis Elijah fik samme besked, var der mulighed for at det kunne fungerer.
Og hvis hun ikke kunne leve med det, ville han rejse med det samme.
"Åh...Jeg kan jo også tilbyde hjælp med tortur og drab. Jeres egen lille bøddel mens jeg er her...Jeg mener, hvis der bliver brug for det" smilte han, ved en pludselig indskydelse. Han regnede ikke med at han ville få lov til at komme i nærheden af nogen som helst, at Elmyra ville holde ham væk fra de ting, i et forsøg på at minimerer de skader han kunne forårsage og for at undertrykke hans vilde natur en smule. Men han kunne i hvert fald sige at han ville stå til rådighed, hvis det skulle blive nødvendigt. Alle havde vel fjender. Problemet var måske også at folk troede på de særeste ting. Som at en bøddel var en dødens mand og derfor beskidt selskab. Så hvis han fungerede som begge dele, offentligt vel at mærke, ville folk måske ikke turde gå hen til ham for helbredelse.
Men altså...Detaljer!
"Hvor vil jeg få lov at sove?" spurgte han med et svagt smil.

[Deleted]

Elmyra havde meget autoritet, og sådan havde det været siden hun havde fået synet tilbage. Den tid hun gennemgik mens hun intet kunne se var voldsomt hårdt og krævende af hende, hun havde været så langt nede at døden havde virket som den bedste og eneste udvej. hun var næsten sultet ihjel på gaderne i Dvasias før hun havde kæmpet sig tilbage på fode, opsøgt en alkymist som kunne give hende synet igen. Hun havde måtte opgive meget for at få synet tilbage men nu var hun stærkere og nu ønskede hun blot at lede det folk som altid havde føltes som en del af hende. Med rolig blik betragtede hun ham, han havde en hvis charme som hun godt kunne lide. Han var ond men fair hvilket der også skulle være plads til. Et sted så så hun noget hun kunne bruge ham til når hun en gang fik muligheden for at rydde ud i tyvene. Ganske vidst var han healer men han ønskede om at slå ihjel og torturere var så stort at hun sikkert kunne finde på andre ting end blot healing som han kunne lave når tiden var. Dog blev dette kun aktuelt hvis han valgte at blive på slottet hvilket hun håbede at han ville. Hun ønskede ham der, stadig fascinerede han hende og hun kunne godt bruge flere som kunne være hende en smule loyal når hun indtog magten i landet. Hun kendte en som ville sætte sig imod, Hertugen. Han havde allerede været på slottet og truet hende selvom dette ikke var en information som hun havde delt med nogen andre på stedet for så blev de først emsy når hun holdt møder med folk. Hun kørte hånden igennem håret og betragtede ham med et lille smil. "Dog kan det få dig til at virke uærlig og som om du regner alle os andre for tåbelige når det er tydeligt hvordan du har det. Politik handler om at vægte sine ord med omhu og vide hvornår man tie og hvornår man skal tale. Du er godt på vej, jo manipulation er en del af spillet og noget som man skal være god til men hvis folk ved at de bliver manipuleret ender det skidt. Man skal opveje om man vil spille spillet rigtigt eller blot gøre som man altid har gjort. Selv jeg er nød til at passe på med hvad jeg siger når det handler politik. Jeg er ekstremt hidsig og har svært ved at holde mund. Alle skal vi lærer" pointerede hun roligt. Han var utrolig god til at tale hvilket hun kunne mærke. Det ville komme ham til gode senere, i hvert fald hvis han lærte hvornår han skulle sige hvad.

Elmyra vidste at med medicin skulle man eksperimentere, det var da helt sikkert men der var andre måder og steder at gøre det. Hun kunne ikke tillade sig at der kom et dårligt rygte om hende som kunne vende folket imod hende. Hun ønskede at han skulle blive bedre, det krævede nogle ting men det var ting som han ikke kunne gøre her og som hun ikke kunne ligge navn til. Det var beklageligt men hun var nød til at passe på. lige nu var hun sikker fordi Dvasias lå i ruiner, Procias ikke var interesseret i hende og Manjarno ønskede at støtte hende men hvis hun begyndte at havde folk der udførte mærkelige eksperimenter eller som torturerede og slog folk ihjel ville øjnene blive vendt mod hende og det var hun ikke interesseret i endnu. Øjnene skulle ikke hvile på Imandra før hun sad på tronen med Manjarno i ryggen. Hende og Denjarna ville stå ufattelig godt sammen imod de styrker som var Dvasias og Procias. Ingen af dem gad at blive underkuet af de store længere, nu var det nok! Imandra skulle blive stort igen som det var en gang, den gang landet ikke var hærget af tyve og det var en handelsstad som Peula. Det var der de skulle hen igen og der hun bare gerne ville have landet.
Hun betragtede ham lidt, det var som hun vidste hvad han tænkte eller hun kunne gætte sig til nogen af hans tanker fordi han havde fortalt om hans lyster. "Hvad du laver i de andre lande når du er ude og søge urter eller andet er mig ligegyldigt. Du kan gøre frit det du vil blot du holder dig i skindet her i landet. jeg kan ikke tåle at få dårlig omtale inden jeg sætter mig på tronen. Jeg skal have landet i ryggen hvis jeg skal sætte mig solidt på magten. Men som sagt, så hvad du laver når du er ude er mig ligegyldig, blot jeg ikke ligger navn til det" Hun kunne jo ligeså godt sige det til ham. Han havde den mulighed og hun ønskede faktisk at han skulle blive.
Hun vidste at Elijah ikke ville kunne acceptere ham men at han ville gøre som hun sagde. Hun kendte til hadet mellem dem selvom de ikke kendte hinanden og selvom det var en skam så var der ikke så meget nogen af dem kunne gøre ved det.
At han så valgte at ville blive gjorde hende kun glad. hun smilede roligt til ham og lod hovedet søge let på sned mens hun lyttede til det som han sagde. Ved hans ord nikkede hun roligt. "jeg skal nok snakke med Elijah om det, han bliver ikke tilfreds og jeg ved at i vil komme op og toppes. Bare .... Prøv at undgå det for min skyld? Det vil sætte meget stress på min krop hvis jeg skal til at splitte jer to ad på daglig basis. I skal begge to bahandles pænt og hvis der kommer konflikter skal jeg nok tage mig af udfaldet. I har begge to ret til at være her og han har ikke mere ret selvom han er min søn." Det skulle være retfærdigt ellers så kunne han jo ikke holde ud at være der. Så længe de bare kunne opføre sig ordenligt så ville hun være lykkelig for det ville stresse hende meget meget mindre hvis de bare kunne undgå hinanden. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord om det med bødlen. Hun rystede let på hovedet og lænede sig let frem på bordet. "Det ville ikke give dig et godt ry som healer hvis du er bøddel også. Folk er meget pirlige med sådan noget og dog vil jeg da ikke være bleg for at lade dig komme i nærheden af tortur bag lukkede døre hvor folk ikke ved at det er dig. Hvis folk skal kunne stole på dig skal du have mindst mulige offentlige pletter på din samvittighed, ikke?" Hun kunne ikke skjule et lille smil på hendes læber. Selv havde hun aldrig brudt sig om død og ødelæggelse og tortur men hvis det var det som tændte ham så ville hun ikke afholde ham fra det. Så havde hun også de færre pletter på sin samvittighed.
"For nu må du få plads i den gamle tjenestefløj. Det er ikke hele slottet som er renoveret endnu, vi er stadig i gang men som slottet bliver helt færdig vil du få plads et andet sted. Kan du leve med det indtil da?" Spurgte hun mildt og sendte ham et roligt smil.

[Deleted]

Han sukkede svagt og rettede sig op med et svagt skuldertræk. Han greb den lille urtekniv og lænede ryggen op af køkkenbordet, da han begyndte at rense negle med kniven. Hans vinger skubbede et par småting væk, da han lænede sig ind mod bordet, men der var dog intet der røg på gulvet eller væltet. Han brød sig ikke om at tale om hvorvidt han var god eller dårlig til noget. Han følte sig utilstrækkelig, når folk fortalte han var dårlig til noget. Han hadede at lære noget nyt, for man startede jo ofte ud med at være dårlig, men han elskede når han havde nået en hvis perfektion over de ting han lavede. Som det at have med urter og medicin at gøre. Han blev faktisk direkte irriteret. Men at koncentrerer sig om mindre ting, neutrale ting, som at rense negler, gjorde at han ikke lod sig mærke så meget med det.
"De fleste er tåber" kommenterede han en smule tørt. De fleste, men ikke alle. Hun glemte at tænke på at det ikke var alle der så lige igennem det, som hun mente at hun gjorde. De fleste var tåber og lagde ikke mærke til en skid.
Han havde nu heller ikke prøvet vildt godt. Han vidste at han var bedre til det end hans lille forsøg nu her. Men hvis man aldrig øvede sig...Men hvor han hadede at øve sig! Det krævede så meget arbejde, når man bare gerne ville slappe lidt af.
Han besluttede sig for at lade emnet droppe.

Virkelig. Hun stolede slet ikke på ham. Det var tydeligt fra hendes ord. Han lagde kniven på bordet og tog sin taske, smed den over den ene skulder og holdte fast i stroppen. Han var træt og han orkede ikke længere at snakke. Han var van til at bruge det meste af sin tid alene eller med at pine folk, ikke med at snakke og han mærkede det begyndte at irriterer ham og gøre ham rastløs. Hvem troede hun at han var?
"Jeg er blot en ydmyg bondedreng" han smilte ikke. Hans grå øjne lå på hende, omend de virkede overraskende ligegyldige.
"Jeg høre hvad du siger og skal nok opføre mig som det ønskes...Så længe jeg ikke bliver provokeret" lovede han, for anden gang i træk. Hvis hun gav sig til at sige det hele en gang til kunne det godt være han bare ville rejse videre med det samme. For det orkede han ikke. Han var ikke dum, han kunne godt høre hvad hun sagde. Der var en grund til at han havde øre og forstand.
"Ingen eksperimenteren, ingen lidelser og ingen død. Af alt levende inde for slottets mure. Og det jeg skulle driste mig til, skal være væk fra slottet og i skjul, uden at det på nogen måde kan sættes dit navn på det. Jeg forstår" Han sendte hende et svagt, træt smil.
"Altså blot som jeg plejer" kommenterede han til sidst. I det mindste var hun klar over at det ikke ville virke, hvis han aldrig måtte gøre det. I det mindste havde han endnu ikke rigtig gjort noget i Imandra. Derhjemme ja. Der lød rygter om denne fyr som piskede sine ofre til døde og parterede dem mens de endnu var levende. Men her burde der endnu ikke være noget. En død, gammel mand, ja. Men der var sikkert ingen der kendte ham og hvis de gjorde, ville de nok tro han blot døde naturligt eller var så sulten, at han spiste det forkerte.
"Folk er tåber. en healer kan lige så hurtigt slå ihjel, som han kan helbrede" han smilte svagt og trak let på den ene skulder.
"Men det var blot et tilbud. Tag det eller lad være. Beklager hvis jeg er lidt kort for hovedet, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at se værelset nu. Jeg forstår hvis du må arbejde, men er der så nogen der kan vise mig rummet, i det mindste?" spurgte han så høfligt, som han kunne mønstre. Han var ikke ude efter at folk skulle stole på ham. Hvorfor skulle de dog det? det ville bare være dumt. Han ville ikke og følte sig ikke forpligtet over for dem. Hendes lille ordspil havde ikke nogen virkning på ham.
"Ethvert rum hvor regnen ikke stå lige ind i ansigtet på mig, er fint. Jeg er van til kulden" I Dvasias var der jo ikke andet end koldt. Koldere end nogen andre steder. Det var han opvokset med og van til. Han vidste hvordan han skulle holde varmen. Men ikke hvis han også var våd samtidig.

[Deleted]

Zeans personlighed skiftede næsten hurtigere end hvad man kunne forvente. Han kunne være sjov og virke glad og drille og bare være fascinerende at være i nærheden af og så kunne han gå over og blive tør, trist og kedelig som han var det nu. Hun betragtede ham som han tog kniven og begyndte at rense negle med den. Følte han sig virkelig så højt hævet over alle andre at han ikke kunne tåle at bare føre en normal samtale med folk? Hun havde for pokker da ikke sagt noget galt til ham. Han var stadig utrolig ung og havde ekstremt meget at lærer endnu. Hun havde selv meget at lærer og hun var meget ældre end ham. Man lærte igennem hele livet og det kunne hun ikke se et problem med og dog kunne hun jo ikke gøre så meget ved det nu. Hun sukkede irritabelt og hoppede ned fra bordet med armene over kors og betragtede ham. "Som du vil" sagde hun mindst lige så tørt som han og vendte blikket tilbage ud i rummet. Det var irriterende for han havde faktisk været utrolig interessant indtil han gik over i det der humør.

Hun sagde ikke disse ting til ham fordi han var dum, hun havde bare brug for at sige dem sådan så hun var sikker på at de var på samme bølgelængde. Alt for mange gange var det kommunikationen som glippede når man lavede sådanne nogle aftaler og det var sgu vigtigt at snakke om det. At han så tog som en fornærmelse som var rettet mod ham kunne hun jo ikke gøre så meget ved. Hun synes han var utrolig nærtagende men kommenterede ikke på det. Der var vel ingen grund til at gøre det hele værre. "Vi er hvad vi gør os til. Ikke hvad vi kommer fra. Hvis du blot er en bonde dreng er jeg blot en slavetøs" sagde hun irritabelt og rystede på hovedet. Hun vendte de grønne øjne i hans retning og nikkede. "Godt." Mere var der vel ikke at sige til det? Han tog åbenbart det meste ret personligt selvom hun bare havde snakket. Hun havde haft brug for at snakke og bare sige tingene for hun ønskede sgu at han skulle være her. Stadig så var hun fascineret af ham som person men det falmede en smule når han blev sådan her. Hun vidste at han ikke ville kunne lade være med det så hvorfor prøve. Så længe hun bare ikke skulle ligge navn til så var hun ligeglad med hvad han lavede. Hun hverken kunne eller ønskede at bestemme over ham på nogen måde.
Hun sukkede på ny og rystede på hovedet. "Denne vej" sagde hun blot og gik over til døren. Hun stoppede op i den og vendte blikket mod ham i døråbningen. "Du var meget mere interessant og fascinerende før du blev dyster og gloomy." Og så forlod hun rummet efter at have opfordret ham til at følge med sig. Hun sagde ikke så meget på vejen men gik blot med rolige skridt mod tjeneste fløjen som ikke lå voldsomt langt fra køkkenet. Dog måtte hun stoppe og og vende blikket fremmad da der lød et underligt påstyr foran dem. De grønne øjne betragtede gangen roligt hvor der længere fremme kom en dreng på omkring de 16 år løbende igennem en åbning og over på den anden side af gangen. Efter ham kom en stor ildkugle og en anden dreng på samme alder som tydeligt havde kastet den. Der lød et højt brag fra rummet med drengene. Elmyra kunne mærke vrede boble i sig, dette var virkelig ikke et sted for børnehjembørnene at være og da slet ikke at lege på den måde! Hun sukkede irriteret og begyndte at gå ned mod rummet. Hun kunne mærke at hun boblede mere og mere og temperaturen i gangen blev en smule højere. Hun nåede rummet og kiggede ind. De tog drenge legede ikke, det var en slåskamp og de var i fuld gang med at bruge så meget magi som de kunne mønster mens de mundhugges på livet løs. "Hold op i to" Sagde Elmyra fast men de ignorerede hende eller nærmere, de hørte hende ikke. Hun prøvede at kalde på dem et par gange men der skete intet og til sidst gad hun ikke mere. Hun trådte ind i rummet som en kugle af ild kom flyvende mod døråbningen hvor hun stod for det var kommet på afveje, hun holdt bare hånden ud og fangede den med hænderne. Den mørke energi fra Ild Dæmonen poppede frem i hende og hele rummet blev varmere som hendes kræfter begyndte at gå i gang. Normalt så virkede Elmyra ikke specielt stærk når man bare var i rum med hende men lod hun sine kræfter spille så lå hendes tilstedeværelse som en ulmene skygge over det hele. Drengene kunne mærke det og stoppede med det samme. Deres blik faldt på Elmyra og de kiggede skræmt på hende. "Hvad er det lige i to har gang i?" spurgte hun hårdt. Hendes øjne var ild røde og man kunne næsten se ilden slikke sig op af hendes i forvejen ildrøde hår. De to drenge begyndte at råbe i munden på hinanden at det var den andens skyld hvilket kun irriterede Elmyra mere. "Gå ned på jeres værelser nu! Jeg tager mig af jer to senere!" Der gik ikke lang tid før hun havde sagt det før begge drenge havde forladt rummet. Hun sukkede irriteret og tog sig til hovedet. De var snart voksne og så rende de rundt og smadrede det hele? Hvorfor skulle det dog ikke ende? Vreden boblede stadig i hende så varmen fortog sig ikke forløbigt som hun blot blev stående i rummet. Hun havde glemt alt om Zean som hun var ved at vise til værelserne.

[Deleted]

Han fnøs svagt. Så ophøjet, så arrogant. Hun opførte sig som om hun fik alt hun pegede på og når folk så ikke lige dansede som hun forventede, blev hun sur. Det irriterede ham lidt at hun opførte sig sådan. Hun nedgjorde ham ikke bare, hun tog sig også muligheden til at opføre sig som en sur, lille pige. Han var alt for træt til at stoppe disse negative tanker og også alt for træt til at holde vreden i skak. Ikke at han sagde eller gjorde noget. Det var mere det at han netop ikke sagde eller gjorde noget. Han havde haft en sætning lige på tungen, en kommentar om at nogen gange fik man ikke det man havde peget på, men han sagde det ikke. Han var trods alt blot en normal dreng der havde været heldig at være her. At udfordre skæbnen ville være dumt. Så hellere holde sin mund lukket.
Han forstod ikke hvad hun mente med at han skulle være...interessant og fascinerende. Hvad betød det? Hvorfor var hun overhoved interesseret i ham? Han hjalp jo bare med at helbrede hende, for et par mønter. Man kunne ikke dele folk op på den måde. Hvad regnede hun med, hvad ville hun have ham til at gøre, når hun kom med sådan en kommentar? Ønskede hun at han skulle hoppe og danse?
Han vidste ikke hvor hun ville hen med det hele. Det hele forvirrede ham, han forstod ikke hvorfor hun blev så sur eller hvorfor hun kom med så ligegyldig en kommentar.
Som en dronning måtte man vel accepterer at folk kunne blive lidt sure, uden selv at blive sur på dem? Hans anseelse for hende faldt lidt. Men måske overdrev han også, tingene ville nok se anderledes ud når han havde sovet. Han fulgte stille efter hende og gned sine øjne på vejen, ikke nær så opmærksom på omgivelserne. Nu havde han jo også tid til at se på tingene senere, når han gik en tur rundt i slottet.

Han blev pludselig afbrudt i det hele, da der opstod postyr foran dem. Han trådte et skridt til siden og opdagede nogle drenge, der løb ind i et rum. Ild. Med den ild, som de blot kastede om sig, var det vel fantastisk slottet ikke var brændt ned endnu? Måske skulle han forberede sig på at helbrede brandsår.
Han fulgte med. Han mærkede intensiteten, Elmyras vrede. Han kunne ikke se ind i rummet, da hun stod i døråbningen, men dette var heller ikke hans problem og for nu måtte han nok hellere blive stående lidt tilbage, så hun ikke satte ild til ham ved et uheld...Formodet uheld.
Varmen voksede. Zean, der for det meste altid havde levet i kulde, fandt den yderst ubehagelig. Han trådte endnu nogle skridt væk fra hende, mens han blot lyttede til hendes stemme. Og lidt efter også børnenes rablende stemmer.
Det slog ham at det ikke var sundt for hendes helbred at skulle hidse sig sådan op. Det var ikke noget han kunne gøre noget ved nu, men hun burde få nogle andre til at se efter børnene. Han kunne måske nævne det senere, når der var mindre risiko for at han ville blive ristet.
Han tog sig sammen og gik over til døråbningen og kiggede igen, netop som børnene blev sendt væk. Varmen var stor og yderst ubehagelig. Han tog sig til munden et øjeblik for at kvæle et host, som dog alligevel gled ud som en lille kvækken. Børnene smuttede forbi ham, han trådte til siden til at de kunne gå. Den ene så nysgerrigt på ham, men han sendte drengen et koldt blik og drengen skyndte sig videre.
Skønt. Han havde helt glemt dette var et børnehjem. Han ville nok ikke få meget fred. Han orkede ikke børn, han hadede børn. Hvis de ikke lod ham være i fred...Han håbede han kunne få et værelse så langt væk fra alle andre som muligt. Uanset om det var koldere eller vådere end resten. Om møblerne så var rådne!
Han lagde armene over kors og lænede den ene skulder op af dørkarmen, mens han ventede på at hun skulle slappe lidt af igen. Han sagde intet. Mildeste talt, turde han ikke rigtig sige noget. Hun havde givet udtryk for at han ikke længere var hendes spændende legetøj og derfor måtte han formode han ikke længere var spændende i hendes øjne. Hvad det så end dækkede over. Og derfor ville hun nok heller ikke tøve med at lade sin vrede gå ud over ham. Han sukkede svagt. Måske burde han bare tage af sted igen? Dette har var ved at blive for problematisk, til at han rigtig orkede at arbejdede med det...Det tog alt for meget energi og tid.

[Deleted]

Elmyra ønskede hverken at han skulle hoppe og danse på nogen som helst måde. Hun var blot irriteret over at de ikke kunne have en samtale uden at han tog tingene som et personligt angreb. Det irriterede hende grænseløst for hun havde forventet bedre af en som var så fast på at være direkte som han selv så fint havde udtrykt det da han var kommet ind i tronsalen første gang. For som godt kunne lide at være direkte så synes hun nu at han ikke kunne tage at få igen hvilket ikke var en god ting. Måske hun havde forventet for meget af ham? Han var stadigvæk kun meget ung. Ung og uerfaren. Man kunne vel ikke forvente for meget når man selv havde levet i over 20.000 år? Hun rystede det lidt af sig. Der var ingen grund til at blive mere sur og irriteret. Hun var selv så pokkers træt, måske var det det som var problemet? Det gav hende en kort lunte og måske gjorde det det samme ved ham? I så fald var de nok en dårlig kombination indtil de begge havde fået noget søvn og noget ro.
Han var hende umådelig fascinerende når han var som han var da han trådte ind på slottet, en smule flabet, ærlig og med det der lille smil på læben som fik ham til at se ud som om han var på de værste narrestreger selvom han var healer. Det var så dejligt forfriskende og hun havde virkelig fundet det interessant. Også det faktum at han var dødsengel og healer. Det var alt sammen utrolig spændende. At han så selv valgte at tie gjorde hende intet. Så måtte de vel bare gå i stilhed. Hun førte ham ud af køkkenet og gennem slottet.

De tog drenge havde virkelig bare været det som fik det hele til lige at koge over for hende. Hun havde helt glemt at Zean var der, havde kun fokuseret på de to møgunger som rendte steder hvor de ikke skulle være og var i gang med at slå på livet løs i et sted som de slet ikke havde noget med at gøre. Hun sukkede irriteret. De små kunne hun forstå for de havde det svært med grænser men de to her var altså snart voksne. Det nyttede ikke noget at de stadig rendte rundt og legede som børn. De begyndte at råbe op om hvem der havde skyld i hvad og hvad der skulle ske og hvem der havde gjort hvad og hun magtede det bare ikke i sin krop. Det var da hårdt på hende at bruge sine evner på denne måde men det var ikke noget hun brokkede sig over. De to drenge forlod rummet og hun stod bare lidt og kølede lidt ned. Varmen begyndte stille at fortage sig og hun begyndte at kunne mærke Zeans tilstedeværelse igen. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Hun tog sig til hovedet og tænkte lidt. "Børn. Af alle små skabninger i verdenen skulle min kærlighed lige falde på børn" mumlede hun stille. Hun stilte sig med ryggen til Zean og fik slappet helt af. Ilden i hendes hår forsvandt og hendes øjne blev græsgrønne på ny. Hun lod forsigtigt den ene hånd køre hen over hendes mundvig, hun blødte en smule men hun nægtede at beklage sig. Hun tørrede blodet helt væk og vendte sig så mod ham. "Undskyld. Jeg var lige nød til at skille dem ad før de fik smadret det hele. Lad mig vise dig tilbage til dit værelse" sagde hun roligt og gik så hen til ham i døren, forbi ham og ud på gangen hvor hun gjorde tegn til at hun ønskede at han skulle følge med hende. Selvom han havde afbrudt hende i rummet havde hun ikke gjort ham noget. Der skulle en del til at bringe hendes kræfter i ubalance og indtil nu var det faktisk kun Demian som havde formået at gøre dette. Det havde så også resulteret i at hun havde brændt et par marker ned og givet ham noget voldsomme brændsår på benene. De nåede op til tjeneste fløjen og hun fandt et værelse nær badet som hun anviste ham til. "Badet er lige for enden af gangen. Du er den eneste heroppe så du har det hele for dig selv. Er der mere du skal bruge?" spurgte hun roligt og betragtede ham stille. Selvom måtte hun da også erkende at hun var ret træt.