For dit eget helbreds skyld. (Elmyra Azura Argos)

[Deleted]

S: Imandra, New Dale, Det mørke Morgengry
T: Eftermiddag
V: Overskyet, en kølig vind.

Den lille lædersæk blev løsnet fra bæltet og taget op til de halvtørre læber. Munden tøvede i et sekund, før den formede sig om tutten i lædersækken. Et par slanke hænder skubbede sækken lidt op, så vandet kunne glide ud af sækken og ind i den tørstige mund. En, to, tre slurke skulle der til, før sækken gentog samme proces, bare omvendt, da den vendte tilbage til bæltet. Sækken var næsten tom nu, men det betød ikke så meget, for rejsen var endelig slut. Der var langt mellem Dvasias og Imandra. Det var første gang han rigtig var væk fra Dvasias og et eller andet sted...Nød han det. Ud over selve rejsen havde været forfærdelig kedelig og hans bagdel var øm af at ride i så mange dage i træk. En dannelsesrejse, ville nogen nok kalde det. Vrøvl. Sandheden var at alle planter ikke voksede alle steder og at han måtte rejse rundt for at se dem i deres vante omgivelser, for at lære dem at kende. Hans mor havde lært ham meget, men allermest om de planter og urter, som de havde derhjemme. Det var dem hun kunne plante i deres baghave og høste. Men hun havde også haft flere tørrede planter, hentet og handlet fra folk, som kom fra alle landene.
Støvet blev hvirvlet op, da han stod af hesten og landede på den sandede jord. Hesten blev overtaget af en eller anden...stalddreng. Han var faktisk ligeglad. Han havde set nok til heste for en stund. I stedet gled hans blik over den store by foran sig, New Dale. En handelsby. Større end hans fødeby, rig på mange ting. Han svang sig sæk, med ejendele, over den ene skulder og begav sig ind i byen.

Hans tøj var støvet. Og folk stirrede. De hviskede i krogene, de pegede og enkelte trak deres børn væk ham, da han kom ned af de brede gader. Hans grålige øjne gled over husene, opslugt af alle de nye detaljer, opmærksomme på forandringerne. Hvad resten angik, var han van til det. Som en ung dødsengel havde han endnu ikke mestret at gemme sine vinger konstant, hvad der rent tøj-mæssigt nok ville være praktisk. Men han var stolt af sine vinger og han nød opmærksomheden fra folk. Han nød nogen var bange for ham, for det ry dødsengle havde. Derfor veg hans øjne ikke i usikkerhed mod jorden, hans hoved bøjede sig ikke i skam. Nej, ryggen var rang og hans øjne så på de mere spændende ting omkring ham.
Han fandt en kro og gik ind i den. Han ejede stort set ingen penge, men han burde have nok til en bid brød og muligheden for at skifte tøj og vaske sig. Det viste sig at han havde ret.

Bagefter følte han sig som ny. Det støvede rejsetøj var skiftet ud med noget rent. Nogle rene, sorte bukser. En hvid-grå trøje af hør, med en snor i kraven, så han selv kunne styre hvor meget den skulle skjule eller varme ham. Han vred en klud op og fjernede det værste støv fra sine lædersko.
Han havde vasket sig. Og kørt sine våde hænder igennem håret. En kam sørgede for at han ikke lignede et fugleskræmsel. Det brune hår blev redt ned og det værste støv fjernet.
Til sidst var han gået over til vinduet, i det værelse han havde fået lov til at leje, mens han tyggede lidt på brødet. Det smagte himmelsk i forhold til de tørre stykker han havde fået de sidste par dage. Mens han så ud af vinduet, gled et svagt smil over ham. Og til sidst også en lille latter, da han sprang væk fra vinduet i en spontan bevægelse og drejede rundt om sig selv, så flere brødkrummer faldt på gulvet. Han så op mod loftet, da han stoppede op midt i rummet.
"Jeg er helt alene...Jeg har det hele for mig selv..." Det fyldte ham næsten med eufori. Til sidst smed han resterne af brødet på bordet og greb sin taske. Lidt efter havde han forladt kroen og gik endnu en gang ned af gaderne...Med kursen mod et bestemt sted.
Det mørke Morgengry. Slottet. Han måtte se det. Måtte opleve det! Alle disse tårne, murene...Han havde hørt om det på hele rejsen, fra en eller anden galning han havde reddet sammen med. Manden havde ikke engang haft nogle tænder, kun nogle rådne stumper!
Det var endt med han havde tilbudt manden nogle svampe for lugten og for at tage de værste gener. At manden åbenbart ikke kunne tåle grønne fluesvampe var jo ikke hans problem. Mandens lidelser havde styrket ham og givet han energi til at fortsætte rejsen, uanset hvor trætte hans heste havde været.
Og rygterne ville...At der måske endda var arbejde for ham i byen. Hans mor havde været en kendt healer, men hun var for gammel til at rejse. Det var kun passende han overtog noget af hendes arbejde, når folk sendte bud efter hende.
Vejret var ganske passende. Det var starten på efteråret og vinden var lidt kølig, men det var ikke noget der rigtig kunne mærkes. Eller også lagde han bare slet ikke mærke til det. Alt for optaget af slottet, der tårnede sig op foran ham. Tænk hvis man arbejdede sådan et sted...

[Deleted]

Elmyra sad roligt ved det store træbord som hun havde fået placeret i den store tronsal sådan så hun kunne arbejde. Børnene kunne hun høre lege rundt uden for og en del af hende ville gerne ud og hygge sig med dem men der var bare ting som skulle ordnes. Hun sukkede en gang og tog sig til panden, alle de papirer. Hvordan havde Sephiran kunne holde styr på noget som helst? Hun rystede let på hovedet og lukkede øjnene. Hun var træt, umådelig træt og svag efter den hårde sygdom men der var ting der skulle passes. Folket var stadig usikre på hvad der skulle ske, mange frygtede at Acheron familien måske ville give dem skylden for deres søns død og komme efter New Dale men det var ikke sket og folket var begyndt at slappe lidt mere af igen. Mange af dem var begyndt at komme til Elmyra med deres kvaler og problemer, de havde ligesom fundet en støtte i hende nu hvor deres konge var død og borte og hun ønskede at hjælpe dem alle men midlerne var få, meget få endda. Hun bed sig let i læben og åbnede øjnene på nu. Hun burde søge mod Manjarno igen, søge en ny audiens hos Denjarna men hvor skulle hun finde tiden til det? Der var ingen tid nu hvor hun både bestyrede børnehjemmet og nu også prøvede at styre landet. Endnu havde hun ikke påkaldt sig tronen, hun vidste ikke om hun kunne tage den og hvis hun kunne hvordan skulle hun så holde den? Hun havde brug for hjælp, det vidste hun godt. Hun sukkede igen men sukket endte med at blive til et kraftigt hosteanfald. Den aftog ikke med det samme og hun måtte holde hånden for munden. Hendes hånd var dækket af blod hvilket efterhånden ikke var helt ualmindeligt. "Du burde ligge i din seng og slappe af. Du er ikke i stand til at arbejde sådan der!" De hårde ord stammede fra Elijah som stod i døren til tronsalen og betragtede hende. Hun var glad for at han var kommet tilbage så hurtigt og han var ikke kommet tilbage alene. Hun sendte ham et træt smil og rystede på hovedet. "Du kender mig, jeg kan ikke bare ligge i sengen og da slet ikke når der er så meget arbejde. Jeg er nød til at arbejde hvis det hele skal køre rundt" forklarede hun roligt. Elijah trådte nærmere og gik helt hen til hende. Han lagde roligt den ene hånd på hendes bryst og lod den healende energi strømme ind i hende. Han sukkede stille. "Jeg er ikke længere i stand til at holde dig oven på. Jeg tager ud og finder dig en ordenlig healer. Og du har ikke noget valg, mor!" endte Elijah fast og rejste sig op. Elmyra kiggede irriteret efter sin søn som han rejse sig og forlod salen uden flere ord. Hun sukkede på ny og fandt et klæde så hun kunne tørre sine hænder, hun ville føje ham hvis det betød at hun kunne få lov til at blive ved med at arbejde. Hun vendte blikket tilbage til papirerne og begyndte at arbejde videre. Der var stadig meget hun skulle nå.

Elijah troppede op ude foran porten til Det Mørke Morgengry. Det var eftermiddag så chancen for at han ville finde en healer som ikke allerede havde travlt var ikke stor men han kunne om ikke andet prøve, især nu hvor Nathaniel ikke længere var i landet. Elijah vendte sig mod den ene af vagterne som stod ved porten. Der var ikke mange af dem tilbage men enkelte havde valgt at blive og enkelte var kommet til efter at Elmyra var begyndt at lede landet lidt fra sidelinjen. "Jeg er meget ny i landet, ved du hvor jeg kan finde en dygtig healer? Elmyra har brug for at blive tilset, sygdommen hærger hende stadigvæk" spurgte han vagten og vagten kiggede lidt tænkende frem for sig. "Jeg må være dig svar skyldig, sir. Jeg mindes ikke at New Dale har nogle fantastiske healerer, jeg tror du må finde sådan en uden for byen. Haster det?" spurgte vagten roligt. Elijah nikkede stille. Selvom han kunne heale og han var en del engel så var det bare ikke længere nok. Hun havde brug for en ordenlig healer og det var omgående men hvor skulle han finde en? Selv var han stadig meget ukendt med landet her og hvis han skulle ud og lede ville det bare tage for lang tid!

[Deleted]

Han havde ikke videre travlt. De fleste ville nok slappe af, sove lidt og vente til dagen efter med at begive sig nogen steder. Men de var heller ikke ham. Han havde en stor mængde energi der skulle bruges hverdag, ellers blev hans rastløs og endte med at lave ballade. Han fnøs kort. Ikke at det betød noget for ham! Hans far havde ikke længere magten over ham. Han kunne lave det ballade han ville og forsvinde bagefter eller blot nægte sig skyldig. De fleste ville ikke lukke en lovende healer væk. Godt nok havde han ingen evner, ingen magier, til at heale folk med, han troede heller ikke på at hans race kunne have det. Men han havde en stor viden om urter og medicin. Naturens egne midler. Ofte virkede de langt mere forebyggende, end et par trylleord. I hvert fald hvis man spurgte ham. Når han ikke hoppede rundt i træerne, tog på jagt eller pinte en eller anden, sad han hjemme i deres baghave og hjalp mor med at passe planterne. Han havde også hjulpet til, når hun tilså patienter. Han fandt det faktisk ganske passende. Folk kom med lidelser og smerter, som han ernærede sig på, samtidig med at han betale for det med at heale dem. En ganske passende balance og så genialt! Selv om han stadig mødte folk der var mere bange for han ville skære benet af dem. Tsk!
Han lod igen blikket glide over det store slot, før han valgte at gå endnu tættere på. Til sidst kom han tæt nok på til at se nogle vagter. Så slottet var bevogtet. Han troede de fleste vagter var taget væk. Men nu tog han sig ikke så meget af politik. Han smilte svagt for sig selv, da han kunne høre sin mors stemme for sig...
*...Spilde dit talent på ballade! du kunne blive alt! En fantastisk healer, en berømt økonom, en krigsherre eller ligefrem en storslået politiker! I stedet for at irriterer din far til hudløshed...*
Det var altid en mors drøm af børnene klarede sig godt. Eller, i dette tilfælde, barnet.
"Beklager mor" hviskede han svagt for sig selv.
"Men det er for kedeligt"

Han var stadig på vej op mod porten, da denne fremmede Herre trådte ud og spurgte vagten om noget. Ikke fordi han havde planer om at komme ind, hvordan skulle han dog det? Men blot for at komme så tæt på, som han nu en gang kunne. Måske røre murværket...Og føle sig godt tilpas med at han havde været helt tæt på dette sted. Og vide at han kun manglede resten af verdens vidundere af spændende steder.
Og så gled ordene fra deres samtale ind og forstyrrede hans tanker...
Han stoppede op lidt fra dem og begyndte blot at se på dem, mens han fulgte med i samtalen. Uhøfligt? Han var ligeglad. Han gjorde jo intet ulovligt. Var samtalen fortrolig, måtte de flytte den et andet sted hen.
Det var ordene om en healer der fangede hans opmærksomhed og fik ham til at smile svagt for sig selv. Det var skæbnen, som ikke fandtes, der legede med ham!
Elmyra...Ja, han havde hørt navnet før. I en eller anden sammenhæng...Nå, pyt. Han kunne komme ind og se slottet indefra!
Han ventede spændt på mandens svar, på hvorvidt det hastede. Det svage nik afspillede sig i slowmotion, inde i hans hoved.
Han trådte et skridt frem og bukkede svagt i overkroppen, samtidig som han førte den ene arm tværs over maveregionen, i hvad der blev et lille buk.
"Sir? Beklager min uforskammethed!" ikke at han var den mindste smule ked af det. Politik...Bah! Høfligheder...Bah! Hvad skulle det til for? KEDELIGT!
"Jeg hørte tilfældigvis at De manglede en healer. Tilfældet er at jeg er Healer, med speciale i urter og medicin. Jeg er søn af Mary Forsyth, en kendt healer, hvis det siger Dem noget som helst" smilte han svagt. Hans mor havde været kendt derhjemme, men han vidste ikke om hun var direkte kendt andre steder. Uanset hvad, lød det godt. Og hvis de var så desperate, var det nok også ligegyldigt hvem han var i familie med.
"Mit navn er Zean Forsyth. Jeg kom tilfældigvis forbi...Men kan stå til rådighed med det samme, hvis De ønsker det"
Det kunne være sejt. At se slottet indefra. Mange snakkede om at have set det udenpå, men indefra? Ha! Det kunne de nok ikke prale med. Og for den oplevelse ville han godt slikke røv et øjeblik. Visse ting var det værd. Og måske blev han endda betalt for det...Eller rettere, han gik da ud fra man fik penge for sit arbejde! Ellers blev han nok lidt sur. Og kunne måske endda risikerer at mikse de forkerte urter...Urter der først ville virke længe efter han var forsvundet. Han smilte svagt for sig selv. Et svagt smil, der for en udefrakommende, kunne tolkes som et helt almindelig smil. Måske endda blot for at virke en anelse imødekommende. Åh...Folk skulle bare vide...De skulle bare vide!
Han var simpelthen genial.

[Deleted]

Elijah snakkede med vagten. Han tog sig som sådan ikke af den fremmede som var i deres nærhed selvom han havde en underlig følelse af ... ondskab, måske? Han forbandt det ikke med den fremmede da han slet ikke havde set manden endnu men følelsen lå i ham. Engle og dødsengle kunne virkelig ikke hinanden, som regel og den blotte nærhed var i hvert fald nok til at få det til at rive og flå i den del af Elijah. Han sukkede ved vagtens svar, han havde virkelig ikke tid til at søge ud efter en healer men han kunne da heller ikke bare lade hende sidde der på slottet og bare have det skidt! Et sted så kunne han mærke at han ønskede at Nathaniel var der, om ikke andet så kunne han tage disse diskutioner med hende i stedet for at han var så tvunget til det? Hans tanker blev afbrudt af den fremmede som kom nærmere og talte til ham. Den væmmelige følelse af død og lidelse væltede ind over ham som den gjorde hver gang har var i selskab med en dødengel og denne gang var virkelig ikke en undtagelse! De grønne øjne vende sig til manden som præsenterede sig som en healer. Det var næsten for godt til at være sandt, var det ikke? Her stod de og manglede en healer og så dukkede der en op? Det virkede ikke helt til at tro og så det faktum at det måtte være en dødsengel som stod der? Elijah kunne virkelig ikke lide det men han havde ikke meget mulighed for at være kræsen lige nu, havde han? Hun sukkede en gang og tog sig til hovedet. "Jo, vi står tilfældigvis og mangler en healer. Der er en kvinde indenfor som virkelig ikke ved hvad det vil sige at skulle slappe af når man er syg og hun er ved at arbejde sig selv til helvede" endte Elijah roligt og betragtede manden. Hovedet søgte let på sned, Mary Forsyth, det navn kendte han fra sin tid i Dvasias. Hun var en yderst god healer, måske Zean her ikke var så slem igen?? Elijah stod og tænkte en smule, spørgsmålet var vel også hvor meget han skulle have for at heale hende for penge havde det absolut ikke mange af. "Din moders navn er ej ukendt. Selv er jeg vokset op i Dvasias så jeg har hørt det meget men aldrig haft muligheden for at møde hende. Vi har brug for en healer, jeg ved ikke hvor svær hendes symptomer er for dig at holde i skak. Du skal nok blive betalt for det." Elijah lagde armene over kors. Han vidste jo godt at intet i denne verden var gratis og at der som regel skulle betaling til i form af mønter. Selv havde han en del penge hvor de fleste af dem havde han skænket til sin mor sådan så de kunne bruges til at rette lidt op på byen men nogle havde han stadig på sig. "Hvis du er interesseret så følg med, dog må jeg advare dig, hun bliver den værste patient du nogensinde har haft" pointerede han sigende. Elijah nikkede til vagterne som åbnede porten for ham og han begyndte at gå indenfor. Han regnede med at Zean ville følge med ham meget frivilligt.

Elmyra sad fortsat og arbejdede. Hun sukkede stille og rystede på hovedet, hun følte sig bare virkelig træt og udmattet. Både Demian og Nathaniel havde beordret hende til at holde sig i ro og ikke arbejde og det havde hun også gjort ...... lige indtil de havde forladt slottet. Hun kunne ikke holde sig væk og da slet ikke nu hvor landet havde så meget brug for hende. Hun bed sig stille i læben og satte sig bedre til rette på stolen. Hele landet var gået i fisk og da især efter Sephiran's død. Alt det han var begyndt på kunne ikke gøres færdigt, ikke lige så hurtigt og det var virkelig en kamp at jonglere det hele rundt. Det var svært! Dørene til tronsalen gik op og hendes blik søgte derover. Det var Elijah som kom ind med en ung mand ved hans side, en healer måske eller bare en stakkels sjæl som havde brug for noget? Hun sendte den fremmede et stille og træt smil. "Jeg har bragt en healer med mig" sagde Elijah roligt og gik hen til bordet og stilte sig ved hendes side. Elmyra sukkede stille og vendte blikket tilbage til den fremmede som tydeligt havde dødsenglen i sig, ikke at det gjorde hende nok, hun diskriminerede ikke på racer. "Velkommen til Healer. Mit navn er Elmyra Argos. Jeg ved ikke hvor meget Du er blevet fortalt omkring det hele eller om du bare er blevet lokket her til af min søn her" sagde hun roligt og lænede sig let frem mod bordet og smilede stille. Hun hadede healere, hun hadede dem fordi de altid rådet hende til at slappe af og ikke arbejde men det kunne hun bare ikke, ikke denne gang.

[Deleted]

Måske en anelse sent fornemmede han at manden foran ham var en engel. En af de gode engle. Fornemmelse af kvalme overvældede ham, men han forblev stående hvor han var, velvidende han ikke faktisk skulle kaste op, men at det bare hans krops udtryk for den væmmelse han psykisk havde. Han havde kendt at par få engle, men heldigvis kendte han dem ikke længere. De fleste var rejst deres vej, heldigvis. Han havde hurtigt fundet ud af at de var utrolig kedelige og ofte prøvede at fortælle en at død og lidelse ikke var en god ting. Men han holdte jo bare naturens balance i...ja, balance! Død og liv. Liv og død. Tingene var som de skulle være.
Lige nu gjaldt det dog ikke at være uforskammet. Manden havde magt og penge, ballade nu kunne koste ham selv dyrt. Åh, hvad havde han rodet sig selv ind i? I et øjeblik fortrød han at han havde sagt noget. Men som altid, fik han rodet sig ind i et eller andet...
Han nikkede kort. Betaling...Snakken om betaling virkede lindrende på det øjeblik af væmmelse, som han var blevet overfaldet af. Ahh...
At manden var fra Dvasias og havde hørt om hans mor virkede en smule...sært, for ham. Han havde aldrig afprøvet sin mors navn på den måde før, men det havde virket. Han måtte gøre det noget mere! Så længe hans mor havde gigt, kom hun ingen steder og så ville hun jo aldrig komme i problemer af det. Han smilte endnu en gang for sig selv. Han sendte ikke vagterne et blik, da han gik forbi dem og med denne mand indenfor.

Han strammede grebet om sin taske, han havde over den ene skulder, da han strakt lod blikket glide over omgivelserne, da de trådte ind på slottets grund. Det var smukt! Det var fantastisk! Åh...Han ville gerne gå rundt her, gerne i et par dage, og se alle detaljerne. Murene, der beskyttede det indre. Tårnene, som sikrede både værelser og god udsigt. Han følte sig både sikker og lukket inde. En sær kombination. Det var nok fordi han kom fra en skov, hvor han havde boet det meste af sit forholdsvis korte liv.
Han fulgte stille med manden, havde intet at snakke om og opfordrede ikke til samtale.
En svær patient? Åh, bare rolig, Hr. mand! Han var heller ikke en normal healer. Intet var så galt...Han var glad for en udfordring. Så længe han ikke blev halshugget for at være en anden, end hvem han faktisk var.
De trådte ind i tronsalen. Og selv om Hr. Mand gik op til arbejdsbordet, der stod i rummet, satte Zean farten ned og lod blikket glide over væggene og loftet. Over gulvet. Først da han havde taget sig til at beundre inventaret, virkede det til at han blev opmærksom på stedets personer. Sådan var han. En smule distræt, sin egen herre. Autoritet sagde ham ikke meget og de ville være nogle sølle...folk-der-bestemmer, hvis de hadede ham for det. Omend de nok mere ville hade ham for hans seje race. Misundelse!
Han lod blikket glide over Elmyra. På et hurtigt blik konstaterede han et par ting. Kvinden var bleg, træt, hendes krop var udmattet og hans første tanke var om hun overhoved fik sovet nok og spist ordentligt. Hun virkede sært skrøbelig. Han slog kort et klik med tungen og smed sin taske for enden af bordet, førend han kort lod sine skuldre køre lidt rundt, for at løsne musklerne.
"Jeg er Zean Forsyth, healer med speciale i urter og medicin. Jeg beder om tilladelse at være som jeg er født. Direkte og uforskammet" han kunne lige så godt sige det som det var og advare dem om det. For hvis han skulle være her mere en 5 minutter mere, ville han seriøs brække sig af alle de høflighedsfraser. De var trættende. Måske var det ham der trængte til en seng at sove i! Ja, han var lidt dårligt opdraget...Men han havde heller aldrig været nem.
"Jeg kom tilfældigvis forbi. Slottets skønhed tiltrak mig. Jeg er netop ankommet til byen fra Dvasias. Jeg overhørte man...Herren, her..." han stoppede sig selv i at kalde Hr Mand for mand. Han havde endnu ikke navnet på denne afskyelige engel. Han gjorde en lille gestus mod ham, selv om han tydeligvis foretrak at give Elmyra sin opmærksomhed. Mænd havde aldrig...huet ham. Derfor havde han også stillet sig så langt fra Hr. Mand som muligt, uden at virke uhøflig.
"..Snakke om manglen på en healer. Men mere ved jeg desværre ikke. Vil De være venlig at fortælle mig hvad denne sygdom består sig i? Symptomer, smerter...? Udlad endelig ikke noget" smilte han svagt. Det kunne virke absurd at en vild dreng som ham, beskæftigede sig med healing. Han kunne ikke altid selv forstå det! Men han nød det faktisk. Han pralede ikke med det...Men han elskede det. Det var noget han kunne, noget han var sikker på. Noget han kunne bruge sin energi på.

[Deleted]

Sephiran havde virkelig nået at få gjort meget ved slottet inden hans død hvilket Elmyra kun nød godt af nu. Hun havde ikke brudt sig ret meget om Sephiran, han var warlock og hun kunne virkelig ikke med warlocks men der var også noget andet. Han havde virket så sød, virkelig virket som om han ville landet det bedste og dog så følte hun at der lå noget bag som hun ikke rigtig kunne sætte fingeren på. Hun havde tænkt meget over det inden hans død men nu var der mange andre bekymringer som var meget vigtigere. Landet skulle styres, der skulle tages fat i tyvene som fik hjælp af en eller anden af de højere magter i landet og det var ikke noget der kunne tolereres! De havde virkelig fået et for godt tag i landet og det skulle stoppe. Elmyra ville virkelig det bedste for dette land, hun ville så meget fon indbyggerne, det var også derfor hun arbejdede så meget, også selvom hun ikke havde taget tronen endnu. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede Elijah der kom gående ind med den fremmede. Det naturlige had der lå mellem englene og dødsenglene var kunne hun da tydeligt mærke på dem begge. Elijah måtte virkelig være bekymret hvis han havde bedt en dødsengel om hjælp, de var jo ikke ligefrem kendt som healere på samme måde som englene var det. Han præsenterede sig og bad decideret om lov til at være uforskammet? Elmyra nåede ikke at reagere for hun hørte Elijahs stemme ved sin side. "Så længe du er her har du bare af at opføre dig ordenligt. Jeg vil ikke ......" Han tav omgående da han så Elmyras hårde blik. Han sukkede irriteret og betragtede hende. "Jeg skal nok tage den herfra Elijah. Gå ud til børnene. jeg er sikker på at Fader Michael har brug for hjælp" sagde hun roligt og betragtede sin søn med et roligt blik. "Men ....." han tav igen og vendte et hårdt blik mod dødsenglen. "Opfør dig ordenligt" endte han til Zean og forlod så lokalet som han blev bedt om. Elmyra lænede sig let tilbage i stolen og betragtede dødsenglen foran sig. Zean var hans navn? Interessant. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. "Du må være lige som du ønsker her foran mig men du må blot huske at alt har konsekvenser. Hvis du gør mig vred så lover jeg ikke at du slipper ud herfra i live. Ild Dæmoner er iltre må du ej glemme" sagde hun roligt og kørte en hånd igennem håret. Hun var bleg, meget bleg og det var tydeligt at hun ikke fik nok søvn og heller ikke nok at spise. Hun havde ikke tiden eller lysten til mad og hun havde problemer med søvnen fordi hun hostede som hun gjorde det. Det var forfærdeligt fordi hun var noget så træt men om dagen var hun virkelig nød til at arbejde! Det andet nyttede ikke noget! Hun lod hovedet søge let på sned, Elijah havde da virkelig ikke fortalt denne mand noget som helst. "For et par måneder tilbage blev jeg syg med en dødelig sygdom. En sygdom der kun rammer Ild Dæmoner som hedder Pruilis Toxin, den fryser vores celler i kroppen hvilket er meget farligt for ild dæmoner af gode grunde. Jeg har modtaget kuren som kun kan laves af alkymister men sygdommen tog så hårdt på min krop, og jeg er ikke i stand til at sidde og slappe af med alt det arbejde jeg har så jeg kan ikke rigtig komme oven på igen. Symptomerne er smerter i hele kroppen, hoste så kraftig at der en gang i mellem kommer blod med op, ingen appetit og feber" forklarede hun roligt og satte sig en smule bedre til rette i stolen. Hun var spændt på om han kunne gøre noget for hende for hun vidste at hun egentlig bare havde brug for ro og hvile men det kunne hun ikke få sådan som landet var lige nu. Hun bed sig let i læben og betragte ham roligt. "Oh, og en ting mere. Du må ikke røre ved mig, hvis du gør er der en chance for at jeg brænder byen ned med dig i den." Et roligt og måske en smule morende smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne virkelig ikke klare at blive berørt efter hvad hun havde været igennem men det var da begyndt at hjælpe lidt på det. Elijah og Nathaniel havde havde hun ingen problemer med rørte hende men Demian kunne hun stadig ikke håndtere og fremmede kunne hun heller ikke klare det med. Det var besværligt men nu en gang bare sådan det var.

[Deleted]

Han blev irriteret på denne engel. Han fik den største lyst til at liste lidt gift i mandens mad eller drikkelse, til at slå ham ned og se ham bløde, til at piske ham til han ville bede om tilgivelse og tilbyde at være hans personlige slave til verdenens ende. Rive hans hår af, kradse hans øjne, flå hans tænder ud og hans negle. Klippe kuglerne af ham og frarøve ham hans vinger. Men selv om alle disse tanker, lyster, begær, løb igennem hans krop, holdte han sig i skindet. Han havde ikke lyst til at leve i dag, hvilket han var sikker på han ellers ville, uanset hvor meget de havde brug for en healer. Han havde også lyst til at række tunge af manden, da han blev sendt ud som et uartigt barn. Elijah. Så Hr. Mand havde et navn! Okay...Måske skulle han slappe lidt af...Han mindede sig selv om at selvkontrol var...En god ting.
Derfor trak han vejret dybt og sendte i stedet Elmyra et lille smil. Hun virkede som en fair kvinde.
Konsekvenser. Som om hun skulle belære ham om det. I et øjeblik savnede han at være alene, ude i skoven, hvor han kunne samle skovjordbær og skovsyre, agern og bog uden at blive belært om sine fejl og mangler, ansvar og mangel på samme. Men nu stod han altså her!
Han bukkede svagt.
"Så længe jeg har lov til at kalde en svane for en svane og en røv for en røv, er jeg godt tilfreds. Jeg har ingen intentioner om at fornærme eller besudle bestemte personer. Jeg har blot...En næsten ustyrlig trang til at udtrykke mig, som jeg er. De kender vel til følelsen...Af at ingen skal fortælle en, hvad man skal?" smilte han svagt, da han rettede sig op igen. Han samlede hænderne bag ryggen og stod rør, mens hun fortalte om sygdommen.

Pruilis Toxin. Han havde hørt om den, men hans mor havde sjældent ladet ham være med. Hun havde altid virket så meget mere alvorlig, når det handlede om denne sygdom. Og farlig var den jo også. Måske han skulle indfange sig et ung eksemplar af en ilddæmon og teste nogle ting på denne? Men det var irrelevant nu. Selve sygdommen var væk, men hun var ikke kommet sig på den. Hun var svag. Hvis hun blev ved, ville hun blot slide sig selv ned til hun intet kunne. Så vidt han vidste kunne det få kroniske konsekvenser. Men hvorfor havde hun ikke ville slappe af og blive stærk igen?
Han lod den ene hånd glide over sin ene vinge, som han rakte bagud for at røre. En fjer faldt løs og han tog den mellem sine fingre og stod og legede lidt med den, mens han tænkte over situationen og problemet.
Ah...Løsningen var jo lige foran ham! Sad hun ikke og arbejdede? Hun kæmpede sikkert med en masse ting og var ikke villig til at lade andre overtage noget som helst, som hun selv kunne lave.
Blod i hosten betød at hun kunne have revet hul et eller andet sted i lungerne eller, med lidt held, op igennem halsen. Vedvarende hosten resulterer også i trykkede ribben, så folk næsten ikke kunne ligge ordentlig og til tider ikke engang trække vejret ordentligt.
Han bed sig let på indersiden af kinden. Han hørte godt at han ikke måtte røre hende, men han bed ikke mærke i det. Det var underordnet. Han følte heller ikke lyst til at røre ved nogen som helst.

"Og nu forventes det at jeg kan komme med en vidunder kur eller tager en diskussioner med dem om at man skal blive i sengen til man er rask?" smilte han til sidst. Hans blik gled over hendes lidt glansløse hår et øjeblik. Mad og hvile. Måske nogle urter der kunne fjerne de værste smerter, nedsætte feber og sikre en mere stabil nattesøvn. Så gled hans blik ned på arbejdet. Han ville nu heller ikke blive i en seng, uanset hvor syg han var. Der var intet at lave og det kunne være enerverende hvis man havde mange ting at tænke på og få styr på.
"Jeg bedømmer at De har brug for ordentlig mad og søvn. De har brug for hvile. Jeg kan give de fornødne urter til nedsætte smerter, feber, sikre mere stabil og drømmeløs søvn og til at stimulerer appetitten. Men jeg forstår også at problemet er for meget arbejde og kun en person til at gøre det. Enden må du få hjælp til nogle af alle dine opgaver, så du får mere tid til at slappe af, til at gå en tur i den friske luft en gang i mellem eller også må vi samarbejde om at finde en måde, hvorpå De både kan slappe af og arbejde. Men uanset hvilken løsning jeg ser mulig, forringer det Deres produktivitet" Han trak let på den ene skulder. Han vidste hvad der ville komme nu. Forbandelser, sikkert, og en kommentar om at det aldrig kom til at ske. Det var vel hvad man måtte stå model til. Men forstod hun sit eget princip? Selv om hun var højt på strå, kunne også hendes ord tænde vreden i andre og det kunne reagerer i en handling, der kunne være uønsket. Han kunne ikke garanterer han havde nok selvkontrol, hvis hun begyndte at skælde på ham. Han kunne vel lige så godt komme hende i forkøbet.
"Til forskel for alle andre, der må ønske at behage dem så meget som muligt, er jeg mere ligeglad. De kan slide dem selv op, hvis det behager dem. Med dette tempo vil De end ikke have et halvt år, før Deres krop vil være slidt op og De alligevel ikke kan være til hjælp eller nytte for nogen som helst. Modsat forudser jeg at hvis De går med at nedsætte Deres arbejde, ikke stoppe helt, men nedsætte det til et helbredsmæssig forsvarligt niveau, vil De være frisk igen om nogle måneder. Og til den tid vil De kunne give Dem selv fuldt ud igen...Med den forskel at De faktisk vil være frisk nok til det og være i stand til at stå imod forbandelser, diskussioner og problemer meget bedre" Kommenterede han, inden hun ville kunne nå at komme med diverse skændsels ord mod ham og forbande hans race, som alle før hende. Folk glemte bare at han var ligeglad.
"Hvorefter jeg selvfølgelig vil foreslå at De skal træne Dem op igen, i en tilpas fart, til at kroppen kan vænne sig til det. Men ud over det..." han smilte let til hende. Nu måtte hun svine ham til.

[Deleted]

Elmyra sendte Elijah afsted for der var andre ting han kunne lave end at stå der og mundhugges med en dødsengel. Selv var Elmyra ligeglad med hvad han var, hun kendte godt til dødsenglenes hang til smerte og lidelse, død og krig så hvorfor denne mand havde valgt noget så atypisk som at være healer forstod hun ikke men ham om det. Elijah forlod rummet med et varsels ord til healeren hvilket fik Elmyra til at sukke. Han havde jo selv hyret manden, han havde selv bragt ham her og så nyttede det virkelig ingenting at de mundhugges! Hun betragtede Zean foran sig og tænkte lidt. Gad vide om hun overhovedet havde kunnet få Demian til at forlade rummet hvis han havde været der? Sikkert ikke. Den dreng var så øm omkring hende og hun kunne lide tanken. Hun smilede let til ham og rystede på hovedet. "Du skal ikke bukke for mig. Jeg er ej af adel eller højt stand, blot en pige som bestyre et børnehjem så der er ingen grund til alt det der bukke pjat. En svane er en svane og en røv er en røv. Du må sige hvad du vil blot husk at jeg er meget ilter, lad være med at pisse mig op og ned af ryggen, så er jeg tilfreds" sagde hun roligt og smilede. Hun havde ikke nogen grund til at sige at han skulle opføre sig ordenligt eller snakke pænt til hende, lige nu var hun ingenting, hun var blot en borger i landet som arbejde for at gøre det hele bedre. Han skulle bare vide at der var konsekvenser og så var det jo op til ham selv hvor meget han ønskede at presse citronen.
hendes sygdom havde været hård også fordi hun havde båret den så længe. De fleste ild dæmoner bar den ikke ret længe før de blev dødeligt syge hvor imod Elmyra havde båret den i et par måneder før hendes symptomer var så slemme at hun til sidst var kolabset. Hun havde, som altid, ikke beklaget sig og arbejdet igennem det for det var sådan hun gjorde det. Sygdommen i sig selv var slem men hvad der skulle gøres for at forberede kuren var næsten værre. En anden person skulle indtage en giftig plante som skulle indtages og blandes i vedkommendes blod over 24 timer og derfor skulle blodet tappes og hældes i en forlavet mixtur og kuren var midst ligeså dødelig som sygdommen. Det var en fæl ting at få men heldigvis harmløs for alle andre end Ild dæmonerne. Hun vidste at hun burde slappe af men der var så meget der skulle gøres og så meget hun skulle nå på en helt dag. Hun havde ingen hjælp fordi hvem kunne hun stole nok på til at varetage folkets interessere på samme måde som hun selv gjorde det? Der var Elijah men han var for ung, alt for ung stadig og slet ikke klar til sådan et ansvar. Hun så godt at han tænkede og funderede over det hun sagde hvilket kun var en god ting. Hun havde ikke noget imod at folk ikke vidste alt, hun var faktisk et meget tålmodigt menneske hvilket hun også var nød til når nu hun arbejdede med børn. Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede hans vinger. De var meget anderledes end Elijahs, den sorte farve gjorde noget ved dem, de var flotte, det kunne hun ikke benægte.
Hans ord fik hende til at grine lidt. "Hvis der var en vidunder kur så ville vi ikke være her. Jeg ved godt at der ikke er meget du kan gøre for mig andet end at fortælle mig at jeg skal hvile eller slappe af. Jeg kender rumlen men Elijah tvang mig til at se en ny healer. Hvem ved, måske du har nogle tricks oppe i ærmet som jeg endnu ikke har set fra en healer?" sagde hun roligt og betragtede ham. Hun vidste at hun var nød til at tage den med ro men det var bare så svært når der ikke var andre til at hjælpe hende. Måske hun skulle sende bud efter Nathaniel men han havde vel travlt med Yuuki og den lille ny som var på vej? Hun kunne ikke bare hænge på ham længere, hun var nød til at prøve at se om hun ikke kunne klare det her selv. Han var meget ærlig og det var noget som hun satte pris på. Endnu havde hun ikke modtaget urter fra nogle andre urtekyndige så det var helt klart noget hun ikke havde prøvet endnu. Hun smilede let og bed sig i læben. "Du. Jeg er ikke højere stand en dig, så du behøver ikke tiltale mig som De, Dem og Deres. Urter for smerterne og sådan så jeg kan sove vil være fænomenalt. Jeg har brug for en god nattesøvn, det er helt sikkert. Jeg ved at jeg burde sætte arbejdet ned men lige nu er der ingen andre som kan varetage de ting som jeg sidder og laver. Jeg burde slet ikke være her, det ved jeg godt men hvis vi kunne finde en løsning mellem arbejde og afslapning så er jeg ikke bleg for at prøve det. Jeg beundre din ærlighed, det må jeg sige." Hun sendte ham et lille smil. hans opsang kom på sådan en måde at hun tænkte at han sikkert havde hørt noget i samme stil før. Måske han var vant til at blive set ned på på grund af sin race? En skam fordi han lød faktisk som om han vidste hvad han snakkede om. Hun lod ham snakke færdigt uden at afbryde ham, han havde vel brug for at komme af med det. Hun lod roligt armen hvile på stolens armelæn og lod hovedet støtte let mod sin hånd mens hun blot smilede og lyttede til ham. "Det lyder som om du er vent til at blive svinet til af dine patienter, Zean. Jeg synes dit forslag er rimeligt, du har ikke fortalt mig noget som jeg ikke vidste i forvejen, jeg arbejder mig selv ihjel, det er efterhånden en kendsgerning. jeg ved at jeg skal slappe mere af men jeg har endnu ikke fundet et kompromi hvor jeg kan arbejde og stadigvæk slappe af. Jeg er sikker på at det ville hjælpe en del hvis jeg faktisk fik noget søvn om natten så jeg vil meget gerne prøve dine urter, det lyder som en fin løsning" endte hun roligt. Hun havde ikke tænkt sig at svine ham til på nogen som helst måde, han gjorde jo bare sit arbejde og det var der ingen skam i overhovedet. Elmyra var ikke som alle andre, hun hadede at vare som alle andre, hun var bare sig selv og sådan ville det altid være.

[Deleted]

Hun overraskede ham. Han havde forventet diverse skændsels ord. Bastard-unge. Sort-vingede kryb. Djævelens hjælper. En tom skal af en person. At være startet som et almindelige barn, inde i sin mors mave, men at en forbandelse havde ramt den stakkels kvinde, så hun havde fået et helvedes barn. At han burde lægge sig ned og dø, forgifte sig selv og fri folk for hans væsen. Og mange forsøg med healing...Endte med mistænksomhed. Om han ville forgifte dem, myrde dem, lamme dem eller pine dem. At han faktisk var den der kom med sygdommen og ikke kuren. Han havde hørt mange ord og forventede dem nu som standard. Han var måske blevet lidt for van til at høre det, når han ligefrem var begyndt at se det positive i det. Han var jo sin egen drivkraft og hvis folk absolut skulle svine ham til, måtte han vende det til noget anderledes. At det var godt at være anderledes, at han var stærk og at hans mor trods alt elskede ham, trods han kunne komme løbende hjem og spørge hende om han faktisk var et barn af en forbandelse. Hvortil hun, tålmodigt, ville tage hans ansigt mellem sine hænder og se smilene ned på ham, mens hun forklarede ham hvordan folk fik børn og at han var ganske naturlig, omend...Bare lidt anderledes.
Til sidst havde han nydt at være frygtet. Hvad vidste folk i det hele taget? De var så bange for smerter, men vidste de overhoved hvad smerter var? Han havde lært nogen af dem det. Men han havde endnu et par på sin liste, et par der manglede at lære det...Men de var rejst fra byen og han vidste ikke hvor han skulle finde dem nu.

Men i stedet for eder...
Hans grå blik søgte gulvet, da hun kommenterede om hvorvidt han var van til at modtage en skidt behandling. Hvad betød det? Om han skulle udsættes for medlidenhed? Det kunne hun godt droppe. Hans blik gled op igen og var ikke bange for at møde hendes. Hun skulle ikke få ondt af ham.
"Jeg er født som jeg er. Jeg lægger ikke skjul på at det kan være en krig...Men det har også givet mig den fornødne styrke til at koncentrere mig om andre ting. Som healing" Og derfra skiftede han emne, til noget der var langt mindre personligt..Og dermed langt mindre ubehagelige at tænke over. For han var her jo for at rådgive som en healer.
Havde han skuffet hende? Ved ikke at kende nok til små, nye magier? Af en eller anden grund fik han en lyst til at bevise hvad han var værd...bevise at han var godt til noget. At han ikke bare var en kvaksalver der strøede lidt sand på gulvet og sagde vuf, for derefter at påstå man var rask.
"De...Du, virker som en person man skal holde visse formaliteter over for. Men som du ønsker" han smilte svagt.
"Jeg vil foreslå at du i første omgang flytter dit arbejde. Få nogen til at konstruerer noget slebet træ, som kan stå stabilt i Der...I din seng. Blot det at du ligger ned, kan gøre at mere af kroppen slapper af, specielt din ryg. At sidde op i længere tid kan være overraskende belastende.
Dertil vil jeg også tillade mig at forlange du spiser mad på mindst to tidspunkter i døgnet, værende om morgenen og aftenen. Også gerne midt på dagen, også selv om det blot er en bid brød eller frugt. Maden er uhyre vigtig for ens helbred, selv om de færreste tænker over det. Og når du bliver træt af at ligge der, så læg arbejdet fra dig og få lidt frisk luft" han så tænksomt frem for sig i et øjeblik. Han vidste ikke meget om hendes hverdag. Men ud fra hvad han forestillede sig...Hvordan kunne man så lette tingene, så hendes krop fik mere tid til at slappe af?
"Jeg kan fremstille nogle olier og salte, som kan dryppes i deres bade eller i et lys, som kan få deres krop til at slappe mere af" tilføjede han så et øjeblik efter.
"Det er også vigtigt du selv indstiller dig på at slappe mere af og giver dig selv lidt ro fra tid til anden. Snak for eksempel med nogle bekendte om mere hverdagsting." Det var måske at trække den lidt for langt. Blot hvis han kunne få hende til at efterkomme de første ting han havde nævnt, var han kommet langt. Men han sagde det alligevel, så kunne hun tænke over det, hvis hun fik lyst.
"Jeg vil sørge for at skaffe de rigtige urter og i den rigtige stand og få dem bragt til slottet" tilføjede han til sidst, med et svagt smil.
Fjeren i hans hånd var blød. Han lod den ene hånd glide over fjeren, mens den anden holdte den. Han elskede sine sorte fjer. Der var ikke mange der havde dem, faktisk havde han ikke rigtig mødt nogen dødsengle endnu. Måske en enkelt eller to. Gad vide hvor de alle tog hen? Eller blev de dræbt tidligt? Det måtte han finde ud af en dag.

[Deleted]

Elmyra ønskede ikke at give ham skældsord eller forbandelser, hvorfor skulle hun dog det? Han var der for at hjælpe, at være healer var faktisk en meget nobel ting og ikke en man associerede med dødsengle på grund af deres ry. Hun måtte indrømme at det var en forfriskende tanke og en tanke til at man ikke burde skære alle folk over samme kam. Hun kørte roligt hånden igennem det røde hår mens hun betragtede ham, vinger var en fascinerende ting i hendes verden. De var anderledes og noget som hun aldrig selv ville kunne opnå. Den sorte farve som hans havde gjort dem om muligt mere flotte end hvad Elijahs var selvom dette ikke blev sagt for højt. Hun var jo Dæmon trods alt og hun ville nok altid søge mere mod mørket end mod lyset selvom hun prøvede ikke at gøre forskel på det. Hun trak benene op under sig på stolen og betragtede ham roligt. Hun kunne se at han virkelig var vant til at få diverse ting smidt i hovedet, selvom var dette aldrig noget hun kunne finde på, hun så ingen grund til det overhovedet. Det var synd at han var vant til det men hun udviste ham ikke medlidenhed, alle havde det hårdt, det havde hun lært på den hårde måde og bare hvis man var en smule anderledes så blev man set ned på. De grønne øjne betragtede ham let som han stod foran hende, han var ung i forhold til hende selv og til Elijah og hendes hoved søgte let på sned. "Undskyld jeg spørger men du virker ung. Har du altid været interesseret i healing?" spurgte hun roligt. Hun var da nysgerrig, bevares men hun fandt ham .... spændende, anderledes. Hun så altid de samme personer, altid de samme vægge. Det var rart med noget nyt som kunne fascinere hende som han gjorde det lige nu.

Roligt betragtede hun ham som hans blik søgte gulvet og han drejede samtalen væk og over på noget andet. Hun smilede stille. "Løft hovedet Zean Forsyth. Folk ser dine vinger frem for alt men du har valgt at søge til en mere nobel stig og hjælpe folk. Din race er kendt for mangt og meget som min er, der vil altid være fordomme men dem finder du ikke her. Alle er velkommende så længe de, til en hvis grad, opføre sig ordenligt pointerede hun roligt. Her ville han blive behandlet på lige fod som alle andre som stod foran hende. Han var her for at hjælpe, hun vidste ikke om han kunne men her var her trods alt og det var det som var det vigtigste. Hvad han fik ud af at heale folk vidste hun ikke, dødsengle var jo kendt for at elske smerte og lidelse. Det var et mysterie og hun fandt det interessant. Hun følte at han havde styr på det, det han sagde gav meget mening og som han sagde så var han her ikke for at føje hende men for at heale. Det betød en del og lagde en del mere vægt bag hans ord og det var noget som hun kunne lide. "Endnu er jeg blot et almindeligt arbejder barn som har fundet vej til et slot. Jeg kunne godt tænke mig at sætte mig på tronen, dog ved jeg at dette ikke er noget jeg kan gøre alene. Indtil da er jeg blot en almindelig pige med en meget stør drøm og et ønske om at hjælpe dette folk." Hun sendte ham et stille smil og begyndte at lege med en tot af sit hår, stadig en af hendes mange dårlige vaner. Hans forslag var anderledes end hvad hun havde hørt før og hun kunne lide det. Der var virkelig få som tænkte i de baner og som så andre løsninger end at hun skulle opgive sit arbejde. Det var en dejlig forfriskende ting at han tænkte anderledes. Tungen gled let hen over de blege læber som hun fugtede dem. Hun var virkelig ikke god til at spise flere gange om dagen, hun havde aldrig haft tiden til det. Maximum en gang men det var så meget hun spiste på det ene måltid. Hovedet søgte let på sned. "Jeg må indrømme at dine ideer er ......... anderledes. jeg kan lide det. De andre healere som har stået foran mig har næsten påtvunget mig at ligge alt fra mig og det er ikke en handling som jeg er i stand til at udføre. Jeg vil få nogle til at lave et arbejds bord til mig men jeg vil ikke love at jeg kan ligge ned hele dagen men noget af den i hvert fald. Maden bliver dog et problem for mig må jeg erkende. Jeg er virkelig dårlig til at spise regelmæssigt. Jeg får et måltid men der spiser jeg rigeligt" forklarede hun roligt og med et lille smil. Han havde virkelig nogle gode ideer som hun virkelig kunne forholde sig til hvilket var skønt! Et lille grin kom over hendes læber. "Min hverdag er mit arbejde. Jeg ved hvad du mener men hvem skulle jeg snakke med? Jeg har min søn som har slæbt en bekendt med sig og når han ikke snakker med hende passer han alle de mange børn fra børnehjemmet som jeg står for. Jeg vil gerne prøve men det er en svær ting at love." Hvorfor lyve? Hun ville selvfølgelig havde det svært med sådan nogle ting fordi hendes hverdag var arbejdet, ligenu havde hun intet andet. Hovedet søgte en kende på sned. "Hvor lang tid vil det tage at skaffe disse urter? Har du selv tænkt dig at søge ud efter dem eller får du dem bragt her til?" endte hun med at spørge roligt. Hun var ligeglad med hvordan han gjorde det, om ikke andet kunne de give ham husly indtil urterne var på plads.

[Deleted]

Hvorfor alle de spørgsmål? Hvad søgte hun efter, hvad ville hun vide? Ingen havde rigtig virket interesseret i de ting. Eller...Jo. En person eller to igennem tiden. Hvad var der sket med dem? Den ene rejste vidst. Den anden var vidst endnu hjemme i hans hjemby...Var han ikke? Åh, det var ligegyldigt. Hvorfor skulle han også tænke over det nu? Det forstyrrede hans arbejde!
Dæmonen, Elmyra. Ilddæmonon Elmyra. Ikke en kvinde han havde hørt om, men som han fandt passende til en høj stilling. Hun snakkede godt og med respekt for dem der var foran hende. Var hendes spørgsmål et forsøg på at forstå verdenen bedre eller for at få ham til at slappe mere af? Utrolig hvad et besøg på en times tid, på et helt fremmed sted, kunne sætte i gang af tanker. Han kunne ikke aflæse hvor hun ville hen med det. Følelser var som et lukket land for ham. Han kunne ikke tolke dem. Og det var også selv om han vidste de havde indflydelse på folks helbred, faktisk til tider direkte var skyld i dårligt helbred.
Han havde engang tjekket en ung kvinde, hvor det var tydeligt at hendes mangel på et godt kærlighedsliv havde forringet hendes helbred. Men da han havde forklaret hende at hun bare måtte være mere glad og komme videre, var hun blot randt sin vej med tåre i øjnene. Han forstod det ærlig talt ikke!
Elmyra virkede ærlig. Det var en ting han satte mere pris på, end selv en pose med guld. Selv om en pose med guld ville gøre underværker. Ikke at han ville synke så dybt som til at bede om nogen. Men noget af grunden, ud over at se slottet, var jo også at han forventede betaling.
Men hvis hun virkelig ville vide tingene...Kunne han lige så godt komme hende i forkøbet og fortælle hende tingene som de var. Og kunne hun ikke tåle at høre det, måtte hun lade være at svare. Som hun sagde, havde tingene konsekvenser.
"Jeg er 33 somre og vintre. Jeg er opvokset hos min far og mor i Dvasias. Min far er en rædselsfuld mand, men min mor er blød som smeltet smør. Det er klart det har påvirket mig og den tid jeg brugte hos min mor, gik med at hjælpe hende. Der fik jeg min viden om emnet og viljen til at bruge den viden, som hun gjorde" han så på Elmyra. Han vidste ikke hvad han skulle forvente af hende længere. Samtalen havde bevæget sig ud over en grænse, hvor han ikke helt kunne følge med.
"Du snakker om mig, som var jeg et blidt lam. Det sorte, misforstået får i flokken. Men her føler jeg trang til at rette på dig. Trods mit arbejde, som jeg går meget op i, har jeg ikke videre interesse eller forståelse for folks problemer og heller ingen lyst til at hjælpe dem af med det. Grunden til jeg arbejder med det er blandede. En arv fra min mor, som jeg vil holde i live. Det at det faktisk passer perfekt med...Med..." han gik i stå et øjeblik. Var det nu klogt? Han kunne blive...forfulgt, tortureret, dræbt, kunne han ikke?
"...Med min medfødte trang til folks lidelser" afsluttede han sætningen.
"Mere føler jeg ikke for at diskuterer mit private liv, som desuden slet ikke er grunden til at jeg er her."
I et øjeblik var han tavs, da hans blik en anelse sigende gled over mod den dør, som Hr. Mand, Elijah, var forsvundet ud af, før han så tilbage på hende.
"Jeg er klar til at modtage folks fordomme. Visse hører jeg ikke længere, andre finder jeg næsten glæde ved. Men det ville være synd at sige man nogensinde kan være fri for det. Siger folk det ikke højt, kan det stadig mærkes i deres kropssprog eller øjne. Men lad det nu ligge"

Han lod vægten falde fra det ene ben til det andet. Det var rart at stå op efter rejsen, men han var endnu lidt øm i sine ben og balder. Han bevægede sine ben lidt, for at fremme blodets tilførelse til ben og fødder.
Han sendte hende et af de lidt større smil.
"Det kunne også være passende...Det eneste sted i verden uden fordomme og så må man ikke engang blive der. Det er hvad man må kalde ironi" kommenterede han en smule drillende. Han kunne ikke lade være. Tanken var faldet ham ind og han havde fået lov til at sige tingene som de var. Og så vidt han vidste, havde han endnu ikke tømt blæren på dette ellers upassende sted.
"Du ser ud til at være kommet langt. Alt dit arbejde er ikke eller vil ikke være forgæves. Fra en bondepige, til at folk lystre dig. Det sidste er bare et spørgsmål om en titel, til en rolle der allerede er taget?" tillod han sig at pointerer. Men han vidste ikke meget om det, af en god grund. Det interesserede ham ikke.

Hendes ros fik ham næsten til at vokse. Ikke bogstavlig talt, men indvendigt. Han følte det lidt som når han kastede sig fra en klippe, for at sprede vingerne. Suset i maven, når han fløj igennem luften, følelsen af musklerne der spændes i kroppen, når han slog vingerne ud og greb sig selv, inden han ville styrte i døden. Følelsen af at kunne stige højt op på himlen, væk fra alt. Et sted hvor ingen og intet kunne ramme ham. Lidt naivt, mon nok...Men denne lidt stolte følelse fyldte ham alligevel. Og han blev endnu mere stålsat på at løse denne opgave, uanset hvor svær hans patient måtte være.
En spøjs tanke faldt ham ind...Så Hr. Mand havde ikke kunne få hendes til at slappe mere af...Men han kunne måske? Det måtte ikke være sjovt for lille Hr. åh-så-god-engel...Det svage smil forsvandt ikke fra hans læber.
"Blot en del af tiden og jeg vil være tilfreds. i stedet at spise et stort måltid, så del det op. Det er alligevel ikke sundt at spise så meget på en gang og det kan næppe dække hvad du har brug for hele dagen. Du må vænne dig til det. Man kan vænne sig til alt. Til sidst vil din krop selv gøre opmærksom på at du er sulten, til de rigtige tidspunkter. Det hele handler om at lytte til sin krop. Ved det kan faktisk allerede undgå mange ubehagelig ting. sygdomme er kroppen der ikke er i balance..." Om det så var en gud der holdte denne balance eller forholdet mellem de forskellige væsker der var i kroppen, var ikke til at sige. Han kunne ikke sætte mere præcise ord på det, men det...virkede rigtigt. Og hans mor havde sagt det samme. Han stolede på sin mor...Og hans mor havde sagt han måtte stole på sine fornemmelser. At lytte til dem.
"Hvad angår urterne, vil jeg selv tage ud og samle dem og selv bese anskaffelsen for resten. Jeg stoler ikke nok på folk, til at sende dem ud efter det" Og ved at samle...Var der færre ting der skulle betales. At betale for urter var ikke noget han var i stand til...Og at bede om penge til det...virkede bare sært. Hans forhold til penge havde aldrig været sundt. Enden betalte han for meget eller slet ikke. Hans familie havde for det meste være selvforsynende, både med urter og grønsager. Det var mest kød de havde købt sig til og det var sjældent hans job.
"Hvis jeg må blive lidt mere person...Siden vi har leget store spørgsmåls-leg, må jeg så spørge hvordan en bondepige kan ende med at sidde her?" spurgte han ligeud, lidt efter.

[Deleted]

Elmyra kunne snakke fra sig, hun var utrolig moden og havde altid været det. I en meget unger alder havde hun fundet børnehjemmet og havde valgt at give alt for at hjælpe dem og støtte dem. Alle hendes penge havde gået til dem i gennem hendes liv hvor der havde været mulighed for det for selvom hun stadig måtte se und ud uden på så var hun gammel. Hun havde rundet de 20.000 i hvert fald. Hun havde været omkring de 9000 den gang hun havde adopteret Elijah og han påstod at han i hvert fald var 11.000 efterhånden. Alle hendes spørgsmål var egentlig bare fordi hun var nysgerrig. Han fascinerede hende, han virkede meget ung selvom hun godt kunne fennem at han ikke havde ret mange somre bag sig. Hendes hoved søgte let på sned, hun vidste at hun måske kom ind på nogle lidt personlige emner, ting som man slet ikke burde snakke om i et forretnings anliggende men hun ville gerne vide hvem hun handlede med om det så gjaldt healing eller at købe korn eller kvæg. Det hjalp altid at kende dem som man stod overfor og Elmyra var stadig meget borgerlig selvom hun for det meste havde overtaget Sephirans job, selv var hun jo stadig bare betegnet som en bonde pige som slet ikke havde retten til at sidde på dette sted men hun havde været smart. Sephiran havde haft brug for hende og det havde ført til at hun sad her i dag. Elmyras sindstilstand var ændret sig drastisk igennem de sidste meget få år, hun havde ikke ligefrem været heldig igennem sit liv. Det forkom hende stadig underligt en gang i mellem at se sig selv i spejlet, de øjne hun så var ikke hendes egne og det var underligt, meget endda men hun var dog glad for endnu en gang at kunne se. At han ikke kendte hende ved navn var nok ikke så underligt. Hun var mest kendt i Imandra nede i slummen hvor hun kæmpede en brag kamp for at holde tyvene i skak. De opførte sig heldigvis ordenligt lige for tiden. De frygtede hende og det var en tanke som hun fandt ekstrem behagende. At han ikke forstod sig på andre folks følelser var ikke så underligt. Han var i sandhed ikke ret gammel selvom dette ikke gjorde hende noget som helst. Man lærte gennem hele livet og alt var en erfaring. "33, det var ikke meget. Jeg må erkende at du opføre dig mere voksent end det. Med vores racer er alt under 1000 rangeret som børn, du opføre dig langt fra som et barn" sagde hun smilende. Han snakkede virkelig godt fra sig af en som ikke var ret gammel. "Når man har levet så længe som jeg har så har alder ikke længere en betydning. Selv de helt unge kan overraske en på de mest fantastiske måder hvis de får muligheden for det. Selv er jeg født og opvokset i Dvasias. Mine forældre var magtbegærlige og ønskede mig på tronen men jeg var en rebelsk lille møgunge. Hver dag var en kamp på tortur og vold til jeg rettede mig ind. Deres lille plot mod tronen blev opdaget og de blev dræbt, jeg stak af til Imandra. Selv har jeg aldrig ønsket at sidde på magten ........ før nu." Ingen, hun så ingen grund til at lyve for ham og når han gav noget af sig selv så gjorde hun det også. Der skulle være ligevægt, ikke? Hans liv havde ikke været helt let men det var der manges der ikke var. De fleste unger på børnehjemmet kom fra død og ødelæggelse, alle havde det hårdt men det det hele virkelig handlede om var hvordan man kom videre fra det og hvordan man levede livet efter den svære periode.
han var ærlig hvilket hun kun kunne synes om. Hun sendte ham et roligt smil ved hans snak om folks lidelser, han fandt den ro inden han healede folk? Det var vel også en måde at klare det på ...... fascinerende. "Du er meget ærlig, det kan jeg lide. I vores racer ligger der forskellige lyster som vi er nød til at følge. Du gør det på en god måde, det må jeg indrømme. Fordomme er svære at komme uden om og englene og dødsenglene vil altid hade hinanden og Elijah, som du nok har gættet, har engle racen i sig. Det er intet under at i to godt kunne rive hovederne af hinanden. Hun tav lidt før hun fortsatte. "Jeg underskylder de mange personlige spørgsmål men sandheden er at jeg altid lærer folk at kende som jeg ønsker noget fra. Din viden omkring urter er lige nu uvurderlig fordi det kan gøre mig rask. Og dog må jeg indrømme at du er mig utrolig fascinerende, Zean." Hun kunne jo ligeså godt indrømme det. Han var fascinerende og hun ønskede at vide meget meget mere selvom det måske ikke blev til noget. Hun vidste ikke hvorfor men han pirrede hendes nysgerrighed, måske det var fordi hendes omgang med dødsengle var så lille?
Hun betragtede ham lidt som han stod der og skiftede vægten fra side til side. Han havde stået op længe og de grønne øjne kiggede fra ham og så hen til den nærmeste stol som stod på den anden side af bordet. "Du er velkommen til at sætte dig ned, Zean" sagde hun mildt og smilede roligt. Hun kunne ikke lade være med at bide mærke i hans lille kommentar, hovedet søgte let på sned igen og hun bed sig let i læben. "Jeg er ret sikker på at du ikke ville finde meget smerte og lidelse her på slottet, desuden er vi en fattig flok, jeg kan ikke yde dig meget betaling for at blive her men hvis du gør det godt og får mig på fode vil jeg ikke være bleg for at hyre dig som healer når pengene er til det for du skal selvfølgelig have rette betaling for det arbejde du udføre." Hun var fascineret og hvis han var dygtig ville hun skam gerne hyre ham senere men lige nu kunne hun ikke tilbyde ham meget andet end det han kunne få for dette arbejde han udførte nu. Hun kunne se at hendes ros påvirkede ham, han blev en smule .... højere? Som om han blev mere selvsikker hvilket hun ikke kunne andet end at smile blidt. Måske hun var en besværlig patient men det var kun hvis man ikke behagede hende. Det gjorde Zean og det betød bare ufattelig meget!
Hun kunne ikke andet end at grine ved hans ord. "Prøv du at finde tid til at spise når man skal passe på 50 små møgunger, de skal vaskes, der skal laves mad, der skal ryddes op. Tro mig, et måltid om dagen er det eneste jeg har haft tid til i de sidste år. Jeg ved det burde være anderledes men jeg er en arbejdspige. jeg arbejder til den dag jeg dør fordi jeg virkelig ikke kan klare at sidde stille. Min kærlighed ligger til de små kræ som du sikkert kan høre udenfor. Det er også for dem jeg gør dette" forklarede hun roligt og sukkede en gang. De var fremtiden, næsten alle de unger de havde haft på hjemmet var blevet til et eller andet og nu havde hun mange flere muligheder. "Men jeg skal nok prøve. Men det bliver nok svært hvis de ikke bliver tvunget i halsen på mig til at starte med. Jeg er besværlig. jeg ved det godt."
At han selv ville samle urterne var fint nok. Hun nikkede roligt og lod hovedet søge let på sned. "Hvis der er nogle af urterne som du finder nødsaget til at købe så sig endelig til, så skal vi nok betale for dem. Mange penge har slottet ikke men vi har nogle og af en eller anden grund mener alle at det er vigtig at jeg er rask så det må der bruges nogle penge på" sagde hun med et lille smil. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Et sted så gjorde det hende faktisk glad fordi det viste måske at han ikke var helt så ligeglad som han ønskede at være det. Hun lod hænderne hvilede under hagen og hendes smil blev større. "Jeg var smart og heldig. Den tidligere konge, Sephirans kone døde under hendes fødsel af deres første fødte hvilket gjorde at Sephiran havde brug for en der kunne hjælpe ham med folket. Han var ikke fra landet her så han havde brug for en som kendte til tingene, det gjorde jeg. Jeg tilbød min hjælp og derefter var jeg fræk nok til at anmode at han tog børnehjemmet ind under eget tag for beskyttelse. Han så det som en mulighed for at se godt ud for folket og jeg så det som en mulighed for at komme inden for. Da han døde vidste jeg ikke hvor jeg stod henne i forhold til folket men de endte ret hurtigt med at komme og bede om hjælp. Det er begrænset hvor meget jeg kan yde men jeg gør mit bedste" forklarede hun roligt og lod de grønne øjne hvile på hans skikkelse.

[Deleted]

En tronsal var stedet hvor samfundets klasser mødtes i offentlighed og bed hinanden om hjælp, eller beklagede sig. Det var også her man kunne anmode om en kvindes hånd eller erklære krig. Men det hele lå i ordene og en gang i mellem på noget papir. Her kunne man vise sig frem og virke nok så farlig og stolt i sine ord, true eller allierer sig og virke ret så snusfornuft. Her kunne folk sige det ene og mene det andet, deres tanker endnu skjult for omverdenen. Tanken fascinerede Zean, som i et øjeblik lod blikket glide over til tronstolen. Den magthavende, rejst over alle andre. De var tvunget til at se op til personer, til at tale op til denne og accepterer denne guddoms ord og pegefinger. Det var fascinerende at der kun skulle en titel og en stol til at få folk til at opføre sig helt...mærkværdigt. Han tvivlede på han selv ville sidde stille på en stol og bare dirigerer rundt med folk. Han ville nok mere være til at finde i en træningssal eller udenfor, i fuld gang med at erobre og smadre. Men sådan var de vel forskellige.
Som han følte sig stolt, punkterede hun det også. Skæbnen var grusom, den gav og tog uden nåde. Uden sans for retfærdighed. Et barn? Nok pyntede hun det pænt ind. Men hun havde netop indrømmet at i hendes øjne ville han være et barn til han mindst var 1000 år. En alder han på stående fod ikke kunne fornemme hvor meget var. Så han var både dødsengel og et barn, ikke noget god kombination, vel? Det var vel hendes måde at fortælle ham at hans ord ingen betydning havde. At han, som person, ikke betød og sikkert aldrig ville betyde noget. Det var en anderledes måde at høre det, men han tog imod det. Han var blot en dreng fra en lille by, omgivet af en berygtet skov. Han skulle være taknemmelig han blot var i live og stod her.

Han valgte slet ikke at kommenterer på det. Det var ikke et emne der ville udvikle sig på nogen pæn måde og han ønskede at leve til i morgen med. Gerne længere.
Han ville ikke kaldes et barn. Han ville ikke kaldes dum, han ville ikke kaldes svag og han ville i den grad ikke kaldes god. Han var ikke god og havde aldrig været det og ville aldrig blive det. Hele sit liv var han blevet kaldt et monster, et uhyre og det var hvad han var. Ikke noget godt, lyst og kedeligt, som en dum engel. Han besluttede sig for at det var bedst helt at ignorerer emnerne om godt og ondt, barn eller voksen. Intet godt ville komme ud af det. Visse folk gjorde sig så store anstrengelser for at virke acceptabel og respektfuld over for alle, at de i stedet virkede en smule arrogant.
Det eneste positive var at hun ønskede noget fra ham. At han kunne bruges. Godt nok måtte han smutte ned i byen og få sine lyster tilfredsstillet, men det gav ingen hindring. Han regnede nu heller ikke med at bo her. Men han var nyttig de næste par timer, måske døgn, til han havde fået samlet det hele og instrueret hende i at tage urterne.
Hans første tanke var, at hvis børnene var et problem, hvorfor slog de dem så ikke bare ihjel? Men hun havde nævnt hun nærede kærlighed for dem. Han forstod ikke hvad dette betød, men han vidste at når folk snakkede om at elske eller nære kærlighed for noget, beskyttede de det. Og en kommentar om at slå det ihjel ville nok være som at tømme blæren på dette sted, hvad hun havde nægtet ham. Selv når hans mor sagde hun elskede ham, forstod han det ikke. En dag havde han spurgt hende...Og hun havde fortalt det var lige som at have en rigtig god ven. Men han havde heller aldrig forstået konceptet af en ven. Han gættede på at han aldrig havde haft brug for en af disse skabninger.

Til sidst trak han let på den ene skulder og gik over til stolen, hun havde nævnt. Han trak den lidt ud fra bordet med den ene arm og satte sig i den. Hans vinger spredte sig lidt til siderne, da han lænede sig op af stoleryggen. For ellers kunne han ikke selv sidde der. Åh, det blev praktisk den dag han kunne tage almindelige tøj på og sidde normalt, den dag han lærte at holde sine vinger skjult en hel dag. For nu var han oppe på en times tid. Han kunne måske træne mere end han gjorde, men hans tid gik med at studerer urter, sygdomme og træne med et sværd. Hvorfor kunne alle ikke bare blive skudt ned med bue og pil? Et sværd var jo ikke sjovt, medmindre man rent faktisk måtte hakke nogen ned...
Han skjulte et svagt suk af pludselig kedsomhed. Han så på hende igen og sendte hende et svagt smil.
"Intet ville være sjovere, end at presse maden gennem halsen på dig. Men jeg forstår også godt hvis du foretrækker andre til det" kommenterede han. Både halvt i dril og halvt i alvor. Han havde madet folk der var syge til at spise selv. Og ældre med for meget gigt til andet end at åbne munden. Hvorfor man tillod dem at snylte på samfundet, fandt han sært. De var rene udgiftet, gjorde intet at sidde stille og spise. Brokke sig over smerter. Tisse og skide ud over deres senge. Han hadede at arbejde med dem, trods de ofte var i konstante smerter.
"Sikke mange børn du skal have giftet væk, hvis du gør dem alle til prinser og prinsesser" endnu en hurtig kommentar. Havde han ikke lige lovet sig selv at lade være?
"I forhold til militær, mad og orden til folket, er et par urter knap til at mærke i pengepungen...Omend der overhoved er noget" lød hans svar.
"Men jeg vil med glæde selv tage ud og samle. Deri består en del af mine fornøjelser. Og så er det billigt" han trak let på den ene skulder. Han brugte faktisk det meste af sine dage på at samle ind.

Så man gik fra ikke at ville have magt, til at ville have det og brugte nogle små børn, som folk jo holdte meget af, til at få det? Det var smart. Hans grå øjne gled over Elmyra endnu en gang, da han bedømte hende på ny. Ikke at han skjulte det, han forstod ikke helt at det kunne misforstås. På forskellige måder. Han beundrede blot hendes vilje, hendes held og hendes viden. At snige sig ind på den måde...Det var noget han fandt prisværdigt. Spændende. Var politik blot at snige som om ryggen på andre folk? Eller var det kun noget af tiden? Han ville elske at snige sig rundt...Men hade at sidde stille og nusse med papirer. Han var blevet tvunget til at kunne læse og skrive, samt regne, men han ville ikke prale af sine kunstner. De var kun nødigt i brug. Aldrig havde han læst en hel bog, aldrig havde han skrevet mere end sit navn og nogle tal. Hans far havde forklaret ham at det var vigtige kunstskaber, hvortil han havde spurgt ham hvorfor mor så ikke kunne det. Og hertil havde far svaret at det havde hun ikke haft brug for, for hun var kun en fattig healer. Han havde talt så nedsættende om hans mor...Og han havde aldrig forstået hvor nyttig disse egenskaber kunne være. Han blev aldrig mere end dette. Og hvis han gjorde, kunne han jo altid øve sig til den tid.
"Åh..." hans blik havde været rettet mod bordet i en lettere tom stirren i et øjeblik, mens han havde tænkt. Hans blik gled nu op på Elmyra igen og han sendte hende et svagt smil.
"...Men hvis der ikke ønskes mere af mig nu, kan jeg jo starte arbejdet med det samme?" Han burde nok få noget mere at spise...Og sovet et par timer. Så ville det være mørkt. Så han kunne ikke samle ind før i morgen...Medmindre han sprang de ting over og begyndte arbejdet i dag. Men det kunne nemt blive et arbejde der tog nogle dage. Det måtte han lige finde ud af, hvordan han mest effektivt og hurtigst kunne samle urterne ind. Han kendte heller ikke området, så han skulle først finde de områder som planterne voksede i...Spændende med lidt udfordring. Måske skulle han opsøge de lokale små-healere eller landmænd og spørge til deres viden om voksestederne.

[Deleted]

At Zean tog hendes kommentar som noget dårligt kunne hun ikke gøre noget ved. Hun var fascineret over at han var så voksen i forhold til den alder han havde fordi at mange netop stadig var børn af sind. Det var en dejlig tanke et sted, ikke mange kunne gøre som han gjorde og opføre sig på den måde. Han var kommet langt af hvad man kunne have forventet af ham i den alder og det var noget hun synes rigtig godt om. I den alder havde hun selv rendt rundt og lavet alle mulige gale streger i stedet for noget konkret som det han lavede. Hun havde ikke gidet at træne, det meste af hendes tid havde bestået sig i tortur eller træning når hun ikke kunne slippe væk. Der var ikke rigtig en mellem vej med hendes forældre, eller mest hendes far. Hendes mor havde egentlig bare set til mens det hele havde forgået uden at gøre det mindste for at hjælpe Elmyra. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham. Hun synes at han havde fået meget ud af det korte liv han havde holdt sig, at han tog det forkert anede hun ikke fordi han intet sagde. At han så valgte at skifte emne gjorde hende ikke meget, han ville vel bare gerne videre i teksten hvilket hun godt kunne forstå. Som healer havde man som regel travlt med mange ting, de fleste healerede havde mange patienter at se til men det lod ikke som om han var fra egnen så hendes gæt var at han rejste rundt på må og få. Et sted var det måske en dum ide for ham, hvis han kunne bosætte sig et sted og hjælpe de samme mennesker flere gange ville han sikkert kunne tjene flere penge i længden, ville det ikke være at fortrække? Hun sagde dog intet men studerede ham blot i tavshed mens han snakkede. Han var en dødsengel, han levede af andres smerte og lidelse hvis han ikke selv skabte det. Han var ikke god i nogen øjne, ikke god i den lyse forstand men det var en meget klog måde han valgte at gøre tingene på. Han fik sin smerte og lidelse gennem hans patienter og samtidig healede han dem. Det var en underlig kombination, meget endda og Elmyra havde aldrig hørt noget ligende. Hun sendte ham et lille smil mens hun blot stadig studerede ham. Særligt studerede hun hans vinger som hun stadig fandt enormt fascinerende.
"Jeg må indrømme at der sidder et godt hoved på din krop. Lad nu være med at gå ud og miste det, ikke?" sagde hun med et lille smil. Det ville være synd og skam hvis han skulle ende med at miste livet her eller et andet sted. Han var dygtig, han var ikke ligefrem dum kunne hun da høre hvilket var en god ting. Hun bed sig let i læben mens hendes blik faldt på ham på ny. At han ej kendte til kærlighed eller hvad venner var ville ikke komme bag på hende. Det var et koncept som ikke mange personer virkelig var kendt med som sådan og hun tvivlede vel et sted også på at han kunne lære at forstå det. Men måske, man vidste jo aldrig hvor hans liv ville føre ham hen og hanhavde jo mange år foran sig. Verdenen var fyldt af vidundere og der skulle da i sandhed et vidunder til at få en dødsengel til at forstå kærlighed og medfølelse.
Han kom hende nærmere, han satte sig i stolen og tydeligt kunne hun se at vingerne måtte genere en smule. Hovedet tilttede hun en gang til den ene side og smilede lidt skævt. Det kunne virkelig ikke være nemt at leve med sådan nogle vinger, selv vidste hun at Elijah som lille havde været dybt irriteret over sine fordi de altid kom ham i vejen og han ikke havde kunnet forskifte dem væk. Den gang han forsvandt havde han stadig ikke været i stand til at skjule dem hvilket han jo var det nu. Hun kunne se at det var noget som han nød fordi han ligesom bare kunne være alle steder og dog så hun ham også finde glæden i dem igen. Han var begyndt at flyve meget hvilket kun fik hende til at smile en hel del. At Zean gerne ville stoppe maden i halsen på hende fik hende til at løfte den ene øjenbryn og betragte ham lidt før hun valgte at reagere yderligere. Det var vel ikke underligt at han havde disse lyster når han nu var som han var. "Jeg er ret sikker på at du heller ikke ville bryde dig om det. Lige nu er jeg venlig og høflig, det ville jeg langt fra være hvis maden blev proppet i halsen på mig" sagde hun roligt og endte med at smile lidt. Han måtte næsten sige hvad han ville, det ville ikke røre hende meget i den anden ende, bare han ikke rørte hende så kunne hun leve med det andet. Det var bare de der berøringer som virkelig satte gang i hende. Hans lille kommentar om børnene fik hende til at vende blikket mod det vindue hvor lyden kom fra. Hun smilede stille, hun elskede virkelig de små møgunger selvom de kunne være meget irriterende at have med at gøre konstant. "Jeg er ikke herre over deres skæbne, selvom jeg er som en mor for dem er de ikke mine børn, jeg har nok problemer i Elijah. Nej dem som adoptere dem kan gifte dem væk eller de børn kan selv være herre over deres skæbne. Jeg vil hellere have at de gifter sig af kærlighed end at det er tvang." Hans kommentar havde ikke gjort hende noget, hun fortalte jo bare sandheden et sted. Hun ville ønske at de alle sammen kunne leve lykkeligt med kærlighed i deres liv men hun vidste at dette nok ikke ville ende sådan for dem alle sammen. Desværre.
Hans ønske om selv at samle urterne var fin nok. Hun vidste at det ville tage ham noget tid hvilket ikke gjorde så meget for så havde hun tiden til at finde ud af hvordan hun kunne sætte sit arbejde en smule ned. Hun var virkelig nød til at passe på sit helbred selvom hun virkelig ikke havde lyst til at stoppe med at arbejde. Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod papirene. Der var så meget arbejde! Hun vidste at hun ikke ville være i stand til at klare det alene i længden. Hun var nød til at søge Nathaniels hjælp hvis han overhovedet havde lyst! Han havde jo ikke ligefrem lavet sådan noget arbejde her i mange mange år. "Det er fint nok. Hvor langt tid regner du med at det vil tage at indsamle alle urterne?" spurgte hun roligt og vendte atter blikket mod ham. Det ville være rart at vide hvornår hun kunne forvente ham tilbage igen.
Elmyra havde fået denne her position fordi hun havde været smart, hun havde set en mulighed for at sætte foden på slottet og hun havde taget den med det samme. Hun havde brug børnene fordi hun vidste at Sephiran ville kunne se en fordel ved at have dem der fordi det ville hjælpe på hans stand med folket, hun havde regnet med det og han var hoppet i. Hun havde ikke vidst hvordan hun havde skulle fælle ham fra tronen hvis hun overhovedet skulle det men første skridt havde været i hus. Hun var på slottet og Sephiran endte med at dø for Kimeya's hånd. Ikke at det gjorde hende det mindste, hun begræd ikke hans død men den var dog tidlig. Han kunne godt lige have nået at sætte nogle flere ting på plads inden han havde kredset af. Nu lå hans lig forseglet i det kongelige gemak uden mulighed for at blive flyttet. Forpulede warlocks og alle deres magier. At han så gerne ville i gang med Arbejdet kunne hun ikke se noget galt i. Hun nikkede roligt og satte sig en smule mere op i stolen. "Jeg har i hvert fald ikke mere at tilføje. Du er fri til at gå og komme i gang med arbejdet. En vagt vil følge dig ud" sagde hun roligt og fik kaldt på en vagt som kom ind og ventede ved døren. Hendes blik gled tilbage på Zean med et lille smil. "Jeg ser frem til din tilbagevenden, Zean Forsyth. Du virker lovende."

[Deleted]

Deres samtale var ved at forstumme. Tydeligvis vandt Elmyra folk over på sin side, ved at være venlig imod dem og snakke med dem. Han følte sig forundret over at hun ville snakke så meget med ham, hvis hun havde så travlt, men hvis det kunne få hende til at slappe lidt af var det vel godt nok.
Han havde endnu ikke fundet ud af hvad han ville med sit liv eller hvor han ville være. Lige nu var han faktisk på en rejse rundt i landet for at finde flere planter han kunne efterprøve og for at lære flere tricks fra lokale healere. Selv om han allerede havde en stor viden, var den jo langt fra komplet. Der var altid noget nyt, noget andet. Han ville finde nye planter, afprøve dem og blive berømt. ikke fordi folk ville turde at møde hos ham...Men i så fald ville han være også kendt for at eksperimenterer på folk. Hvad han havde en tendens til. Han havde f.eks. altid fået at vide at grøn fluesvamp var giftig, men det var ikke før på rejsen han så hvad den faktisk gjorde ved kroppen. Det havde været interessant. Men manden havde været svag og haft rådne tænder. Måske ville det tage længere tid for svampen at virke på et ungt, sundt menneske.
"Jeg har ingen planer om at miste det" svarede han med et svagt smil. Hans hoved, altså. Og netop derfor hørte hun heller ikke hver en kommentar eller tanke, han ellers måtte have om emnerne. Netop fordi han satte pris på sit hoved.
Han smilte svagt og rejste sig fra stolen, trods han næsten lige havde sat sig. Det var på tide han kom videre. Han drejede sig, så han stod med siden til Elmyra og med den anden side mod døren. Hans hoved var drejet i hendes retning, med et svagt smil og et lille lys i hans grå øjne.
"Jeg driller bare. At made folk er uhyre kedeligt" forsikrede han hende.

Han havde intet at sige til det med børnene. Han havde ingen børn, drømte ikke om at få nogen og havde kun med børn at gøre, nå han skulle kurerer dem for sygdomme eller sætte brækkede lemmer på plads. Han behandlede dem som mini-voksne. Visse folk mente det var for brutalt, den måde han snakkede til dem og bad dem gøre ting, som voksne gjorde. Men de skulle vel lære det på et eller andet tidspunkt og ingen havde da virket nervøs for om han kom til skade af det? Altså måtte det vel være en normal ting. Folk var så...Nærtagende.
Han strøg den ene hånd over sin ene vinge, så han næsten blev gemt væk bag den, omend Elmyra stadig ville kunne se det meste af hans krop.
"Jeg forventer at være væk et par dage. Området er nyt for mig og jeg skal have indhentet et par oplysninger. Dertil kommer det også at det er svære at se planterne i mørke, end lys og at jeg derfor kun kan arbejde mest produktivt om dagen..." logisk nok...
"...Så om 2-3 dage, maks. Jeg ved allerede hvilke urter jeg vil samle" han smilte svagt og slap sin vinge igen.
"Disse til gøre jeg kommer hurtigere rundt, end hvis jeg skulle gå. Endelig gjorde han mine til helt at vænne ryggen til hende, for at gå.
"Du har rost mig meget, hvilket betyder jeg har meget at leve op til. Bliv nu ikke skuffet." Han løftede den ene hånd som en hilsen. Han vinkede let med den.
"Du er endnu min mest fornemmeste patient. Det vil være godt for mit ry" tilføjede han, da han gik væk fra hende.
"Vi ses!" Og da forlod han både hende og rummet. Lidt efter selve slottet.
Han var fuld af tanker, da han forlod slottet og gik mod byen igen. Men et svagt smil lod sig ikke fjerne fra ham. Hans far skulle se ham nu! Han ville tabe kæben...
Han grinte svagt for sig selv og satte i løb mod byen, da han var kommet lidt væk fra slottet. Han var ivrig efter at komme i gang.

//OOG: Springer vi søgningen for urter over og videre til når han kommer tilbage?//