Religion - Dezila

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Religionen

Introduktion

Her kan du læse historien bag skabelsen af denne verden, LLD. Hvilke mægtige guder og ånder, der lever i blandt os og oppe i det høje. Der er forskellige trosretninger, hvor det er helt op til dig, hvilken gud din karakter skal tilbede.

Velkommen til Land of Light and Darkness trosretninger og racernes skabelse!

Denne handler om Dezila, der udgør byggestenen for religionen overalt, men som den er skrevet her, så er det de ting de dvasianske dezilaere fokuserer på.
Dette er den overvejende religion i det mørke land.

>>Begyndelsen<<

Historien starter før tidernes morgen, i en hel anden verden, et fjernt sted hvor hverken krig eller had eksisterede, før noget menneske vandrede på jorden, før nogle guder opstod, og hvor kun naturen herskede. Det var en verden hvor hverken byer eller samfund eksisterede, men hvor kun to guder udgjorde en hel verden. Den ene var kendt som verdens smukkeste. Uanset hvor man gik fulgte hun med. Hendes varme stemme hviskede i vinden, og hendes væsen gemte sig bag buske og træer. Denne gudinde var roden til alt liv. Ud fra hendes varme hænder gav hun puls og sjæl til døde ting omkring hende. Den anden var hendes nemesis. En stærk sjæl som i frygtelig mange år havde begæret gudindens skønhed, men som aldrig havde været i stand til at nå hende fordi hun var så jordbunden. Mørket kunne ikke se bort fra gudindens skønhed, så for at undgå den, forsøgte han at skjule den under en kappe af mørke.
Disse to udgjorde den åndelige tilstedeværelse i form af 'Gud'.
Efter tid som ikke kunne måles, lykkedes det mørket at skabe en forbindelse til den smukke gudinde, og han var henrykt. Idet han var omgivet af hende, og følte hendes blide kærtegn, duftede til hendes beroligende duft, og følte hendes bløde kurver og varme favn, følte han sig for første gang komplet. Resultatet af hans endeløse begær var tre meget forskellige sjæle; Azrael, Amora og Lucifer. Mørket var begyndt at stråle, og i stedet for mørket, kastede han lys over Naturens skønhed, men det eneste hun havde øjne for, var sine sønner og døtre, som hun elskede endeløst. Hun hadede og foragtede mørket, og hun ønskede at sine sønner og døtre skulle gøre det samme. Det gjorde Mørket så rasende at han erklærede krig mod gudinden. Slaget var så stort at det skilte både havene og jorden fra himlen. Moderjord og Mørket udryddede næsten hinanden, kun deres ånd levede videre, men var bundet til jorden hvor slaget havde fundet sted.
De tre efterkommere frygtede for freden, de var rystet under hvordan jorden var blevet skilt, og endnu ikke klar over hvad de skulle gøre ved himlen eller jorden. De svor til hinanden, at de sammen skulle udgøre og opretholde en balance, således at de ikke gentog deres forældres fejl, og himlen skulle være deres hjem, så deres hjem var uberørt og fredfyldt.

>>Himmeriet<<

Gennem mange år levede de tre søskende i fred og fordragelighed. Deres alsidighed udgjorde det perfekte samarbejde. Amora var skabt i sin mors billedes. Hun var smukkere end noget andet, og hvor end hun gik, blev hun beundret af de syngende fugle og træernes diskrete øjne. Hun tilføjede liv til den naturen og var i stand til at lade en varm følelse brede sig i sine brødres hjerter på trods af deres mørke. Hun var lysere og smukkere en solen, men samtidig en manipulerende slange. Azrael var neutral, han lod sig ikke forføre af sin søsters skønhed, selvom hun var smuk. Det var ikke hans job at tage stilling til hvad der var godt eller ondt, og det var noget som han i den grad tog på sig. Lucifer derimod var skabt i deres faders billede. Han var en jaloux gud, der ligesom hans far havde været, var betaget af sin søster. Desværre lod hun kun til at have øje for Azrael, hvilket gjorde ham rasende, så rasende at han valgte at forråde sin søster.
En aften besøgte han hende ude foran Moder templet, som de i sin tid havde rejst til ærer for deres smukke moder, og han fyldte hende med sin jalousi, skar det ind i hendes perfekte hud således at det altid ville være ar som hun skulle bærer som konsekvens for den kærlighed hun nærede for deres broder frem for ham. Foran den formede skikkelse af deres moder, indtog han hendes krop i hendes lidelse, og sprang i hendes indre for endelig at udfri sin længsel. Azrael blev så rasende over sin broders forræderi, at han øjeblikkeligt forviste ham fra deres rige.
Amora var frugtbar som jorden selv, og efter hendes hellige tempel var blevet betrådt, gav hun liv og kærlighed til 7 børn. Det var den sidste nat i den fjerde måned under blændende sollys. Med et moders hjerte, elskede hun sine børn højere end sit eget liv, hun gav dem navnene; :Mikael, Rafael, Raguel, Sariel, Remiel, Gabriel og Uriel. De 7 engle voksede op, og selvom de var præget af deres moders gode hjerte, så var ingen af dem rendyrket lys. Lyst, begær og jalousi prægede deres sind til en vis grad. Som straf for deres dyriske og mørke lyst, forbandt Amora dem alle til at bære et barn, og lide under den selv samme smerte, som hun havde gjort. Dermed blev flere engle født ind i deres himmerige, hvor de skulle være en evig påmindelse, til alle som gav efter for begæret.

>>Skabelsen<<

Himlen var kendt som 'Paradisets have' på grund af Moderjordens altoverskyggende skønhed, der prydede det grønne græs, de smukke sletter og træerne med deres prægtige kroner. Det var fuldkommen anderledes fra himlen der ganske vidst var et smukt sted, med hvide skydækker og klart lys over sig, men det var ikke nær så smukt som haven under dem. Azrael og Darlene var bekymrede for hvor hurtigt englene formerede sig, deres hjerte brast når de så dem give efter for den dyriske og mørke form for lyst som stammede fra deres bror Lucifer. Derfor besluttede sammen at forvise den slags til et andet sted, hvor de kunne gro sammen i synd. Stedet blev kaldt for ”Jorden” og det var skabt i Himmerigets billede. De engle som var for præget af mørket i deres hjerter, fik fjernet deres vinger og blev tvunget til at leve på denne jord. Dem som forsøgte at stå imod, blev kastreret, og tvunget til at leve som et svagt køn. De mistede alle deres guddommelighed som Lucifer, og blev udstyret med en anden form for forstand.
De skulle både være smukke, de skulle begære, de skulle hade og de skulle elske og dyrke deres synd. Ikke nok med det så skulle de have en evne til at samle viden og fornuft, men ligeså være naive og temperamentsfulde. De blev enige om at de som guder kunne opretholde balancen for disse væsner i samarbejde med de 7 ærkeengle, som hver gik deres status i forhold til opretholdelse af menneskeheden.
De som var blevet kastreret, blev kaldt for kvinder. Kvinden var skabt i gudindens billede. Hun var smuk og rund, hendes kærtegn var varme og fortrøstningsfulde, men hendes væsen naiv og uforstående. Manden derimod var en stærk karakter der beskyttede kvinden med liv og lemmer. Han var mere firkantet af form, og både højere og bredere fordi de forsøgte at tegne den magt og den styrke så han ville huskes.
Manden og kvinden var som skabte for hinanden. Med tiden blev de enige om at de to væsner ikke var nok. Det ville tage dem milliarder af år at skabe flere af samme væsen, så i stedet udstyrede de kvinden med en barm der kunne føde et barn, og manden med muligheden for at formere sig med kvinden, men endnu i lidende smerte. Der gik ikke mange år før to væsner var blevet til en hel familie. Guderne var glade, for menneskerne var nøjagtigt som de havde ønsket. Gennem mange tusinder af år formerede dig sig, og befolkede den smukke have der blev enorm! Der kom tusinder af disse skabninger, men der manglede en ting.. menneskerne var ligesom de 3 guder udødelige, men eftersom alt liv havde en ende skulle de ligeså have det, og når først døden var indtruffet skulle de have lov til at leve videre et andet, fjernt sted. Således ville de der havde lært af deres start, få adgang til deres rige, mens andre ville blive forkastet. I et forsøg på at holde det nye rige under kontrol, fik de 7 ærkeengle hver deres opgave.
Michael var den store beskytter som skulle vogte over de forsvarsløse væsner og beskytte dem mod deres egen ondskab.
Gabriel var et symbol for månen. Han sørgede for at dag blev til nat og nat til dag.
Rafael var en dygtig healer, hvis varme udsprang fra hans gode hjerte. Hans børn bar ligeså evnen til at heale. Menneskene var til dels dødelige, de kunne skades, derfor i forsøget på at sbeskytte dem, inkarnerede han en del af sine evner i nogle menneskelige væsner og kaldte dem for lysvæsner.
Uriel var den engel, der skulle sørge for at menneskerne glemte deres egocentrisme og begær således at de atter kunne blive en del af himlen en dag.
Raguels fornemmeste opgave blev at opretholde Himmerigest harmoni på jord.
Sariel var den som sørgede for at høste de dødes sjæle når enden endelig kom, som hjælp til sin onkel.
Sidst men ikke mindst var der Remiel hvis opgave var at præsentere himmeriget som en vært.

>>Den fortabte broder<<

Sådan levede jorden og himmeriget i harmoni i mange år. Menneskerne var blevet mange, og Amora og Azrael følte stolthed over det som de havde skabt. Den fortabte broder Lucifer, havde svævet i tomhed gennem et utal af somre, vintre. Den havde opslugt ham, fyldt ham med had overfor Azrael som havde gjort dette mod ham. Da Jorden blev til, blev han en del af den og han så hvordan guderne lagde deres stolthed i de sølle og naive mennesker som de havde skabt, så han bestemte sig for at udrydde alt hvad hans søskende havde rørt ved. Han skabte sygdom, som tog livet af folk, før Sariel havde haft planer om at høste deres sjæle. Det skabte jalousi og had der ødelagde den harmoni som var blevet skabt og udraderede den kærlighed som Amora havde skabt dem i mellem. De som mistede livet for tidligt, havde endnu ikke nået at gøre op for deres syndighed, derfor svævede deres sjæle rundt og led i evigheden, i samme tomrum som Lucifer selv havde svævet i. I et forsøg på at vinde menneskerne over på hans side, skabte han et nyt rige, langt under jorden, væk fra solens lys og fra hvide skyer, et mørkt sted hvor jalousien, hadet og begæret fik lov til at spirer, og hvor fortabte sjæle kunne søge et hjem når de blev udelukket fra Himmerriget.
Da Amora så dette følte hun et tab for hver sjæl som strøg til underverdenen, og hun sværgede på at udrydde deres bror, én gang for alle.
Lucifer havde altid været hende hengiven. Så hun lokkede ham til deres rige, under en bølge af løgne om, at finde en fælles løsning, inden de ville udrydde hinanden. Lucifer kom i det samme tempel, hvor himlens børn var blevet undfanget, men han vidste ikke at hans bror, Azrael, stod i baghold for at forråde ham. Azrael stak kniven i hans hjerte, og lod hans sorte blod fylde salen. For at hans sjæl ikke skulle vende tilbage til underverdenen, splittede han den i tre dele. Den største fangede han i sit eget eget indre. Det næste stykke skænkede ham Mikael, thi han var den stærkeste. Den sidste del skænkede han til Amora, men det mørke som Lucifer besad, forpestede hendes sind og hendes hjerte, og destruerede hende med sit had, så hun til sidst forsvandt ud i intetheden, og blev til støv.

>>En menneskelig profet<<

Skæbnen som havde ramt Azraels kære søster, efterlod ham med en massiv vrede. Selvom han i bund og grund, var skyld i hendes død, så følte han sig ikke skyldig. Det var den vrede og det raseri, som grundlagde de endelige byggesten for det menneskelige begreb for det samme. Det var her Azrael gjorde sig valget, at skulle finde en anden kvinde, som ville være i stand til at opretholde varmen og kærlighed på den menneskelige jord, og han foretog sig flere ture til Jorden.
Mennesket udviste talent og intelligens for teknik og udbyttet af dette, at de var i færd med at bygge mindre forstæder, våben af sten og flint, og det hele begyndte at vise sig som små samfund som grænsede sig op til større byer som blev bygget i sten, hvor udbygningen og håndarbejdet med jern til sværd og rustninger, var allerede i fuld gang. Azrael var yderst imponeret over dette, selvom ha nikke fandt sig tiden til at gøre sig for mange af disse tanker, da det mørke hjerte, synes at blive forpestet a en ung og smuk jomfru. Det siges at hun havde de smukkeste øjne, og det varmeste smil som selv skulle formå at fylde et hjerte med kærlighed. Beæret som meldte sig i hans krop og sind, gav han efter for, hvor han tog hendes evige uskyld med sig. Selvom hans nevøer Mikael og Remiel forsøgte at tvinge ham til at leve i Himmeriget i hans søsters minde, så gik dette ikke som de havde planlagt det. Den unge kvinde viste sig allerede at være gravid med et guddommeligt barn.
Guddommelige børn, var allerede forbudte i forhold til de hellige skrifter, så Sariel blev sendt for at høste den unge kvindes sjæl i en alt for tidlig alder. Dette satte jorden i en stor sorg. Kærligheden i den unge kvindes hjerte, betagede dem alle, så de efterlod hende i Himmeriget med et nyt navn og ny identitet; Darlene. Vinger blev skænket til hende som et symbol på hendes renhed og hendes evige uskyldig, og det varme hjerte, og hukommelsen fra hendes menneskelige liv blev fjernet. Hun ville blot huske sin tid i Himlen.
Med Darlene i Himlen, efterlod det igen en velbalanceret Jord under dem. Azrael var dog endnu den kære kvinde hengiven og med arbejdet og ansvaret for at bringe de døde videre, siges det, at manden blot viser sig for det menneskelige individ, kort før døden indtræffer.

Trosbekendelsen

Jeg tror på Azrael og Darlene
På døden og på det spirende liv
Jeg tror på at jeg kom fra jorden
Og at jeg en dag atter vil blive til jord.

Jeg tror på Mikael
jorden og himlens beskytter.
Jeg tror på Rafael
hvis hænder varmer mine sår.
Jeg tror på Gabriel
min frelser.
Jeg tror på Uriel
og på at han vil holde min sti ren.
Jeg tror på Raguel
på hans harmoni og hans fred.
Jeg tror på Sariel
og betror ham min sjæl.
Jeg tror på Remiel
og jeg åbner mit hjerte for hans varme velkomst.
Jeg tror på Profeten
Det ukendte lys i mit liv, som fylder mig med viden.

Jeg tror på at blive til
og at være til
Jeg tror på at min krop en dag vil være jord
men at min sjæl genforenes med Himmeriget.
Jeg tror på at min sjæl altid vil tilhøre de sande guder
hvem jeg gerne betror min krop, min sjæl og alt hvad jeg er.