I know you are angry...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Aya Keena - Gabriel Maloya Nicomendes

---

Det var ved at være sent på dagen og solen var godt gemt bag skyerne. Mest af alt, så lignede det faktisk at det lagde op til regn. Ikke at det gjorde Gabriel noget. Audiensen med Eric hvilede dog stadig i hans tanker og sind, og derfor vidste han også, at det var noget, som han var nødt til at snakke igennem med Aya. Selvom hun havde gjort hvad han havde bedt hende om, vidste han jo udmærket godt, at hun på ingen måder var tilfreds med udfaldet.. Langt fra.
Haven stod endnu smukt i det kommende efterår, som hvilede lige om hjørnet.. En tid på året, som han faktisk glædede sig til. Det var måske ikke typisk at det var det som en engel som ham så frem til, men det var nu sådan at omstændighederne var for ham.. Det halvmørke og det dystre.. og så tænde godt med stearinlys indendøre. Det var langt mere ham, end det andet var.

Gabriel foldede hænderne roligt over ryggen, som han let så sig om i den store have. Han sukkede let. Lige for i aften havde han valgt at tage fri, og ladet en anden af hans tjenestestab hente Aya for ham. Han vidste at når vejret var som det var, at det ikke gjorde hende noget at søge udenfor, og han ville gerne have lov til at snakke det hele igennem med hende, for den utilfredshed som hun havde udvist.. Ja, det var jo ikke til at skjule at hun var utilfreds med hans beslutning.
De blå øjne søgte roligt omkring. Endnu ikke var hun at se, selvom han da håbede at det var noget som ville komme inden alt for lang tid. Han var jo blevet glad for hende.. ikke at det var nogen hemmelighed for ham vel og mærke, selvom det nu heller ikke var noget som han ville reklamere med!

[Aya Keena]

Dagen i dag havde virkelig været umådelig ubehagelig for Aya. Alt det som var sket i tronsalen var tydeligt noget som havde påvirket hende. Hun havde ikke forladt sit værelse siden Gabriel havde sendt hende dertil. Hun var vred, Aya var normalt aldrig vred men denne gang var hun blevet det. Det var en ny følelse og det frustrerede hende voldsomt meget! Gabriel var i stand til at få hende føle alle mulige ting og det var slet ikke noget hun kunne lide. Hun sukkede stille, hun sad i vinduet og kiggede ud, solen var gemt væk så hun kunne sagtens sidde og bare få noget luft. Hun lænede hovedet mod karmen og sukkede. Hun havde grædt det meste af tiden på sit værelse, på en måde havde hun ønsket at hun ikke var på slottet, at hun bare var tilbage som slave fordi alt var bare lettere på den måde! Hun skulle ikke tænke, bare gøre og nu ... Ja nu var hun efterladt med en masse tanker som hun slet ikke kunne lide. Det var for svært for hende med alt det her. Da der blev banket på hendes dør gribbede det lidt i hende. "kom ind" sagde hun og tørrede øjnene. En anden fra staben kom ind og bad hende søge til have hvor Gabriel villr se hende. Hun bed sig let i læben. Hun havde faktisk ikke lyst!

Aya havde alligevel fået taget sig sammen og fulgte med den anden fra staben. Hun bed sig i læben og gik med rolige skridt gennem haven. Hun havde det virkelig skidt! Hun græd ikke længere og det var ikke videre tydeligt at hun havde grædt længere. Hun så bare ... En smule mut ud. Længere fremme kunne hun se Gabriel. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst, hun ville egentlig bare være alene men hun kunne ikke ignorere når han ønskede at se hende. Hun havde en ide om hvad han ville. Hun nåede ham og stoppede roligt op. "De ville se mig, Deres Højhed?" sagde hun stille og vendte blikket i jorden. Hun havde virkelig ikke være her lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel virkelig var blevet bekymret for Aya, og uden tvivl fordi at han intet havde set til hende igennem det sidste døgn. Var det virkelig så slemt det hele? Han kunne virkelig ikke lide, at det skulle være på den måde, men det var nu bare sådan at det var. Det var skam ikke fordi at han ikke forstod sig på det, for det gjorde han skam. Han havde bare været nødt til at handle i den situation, og det havde han så gjort.
Gabriel hævede blikket i takt med at han kunne høre Ayas stemme. Han drejede hovedet let i retningen af hendes skikkelse, som hun kom gående. Mut var hun.. det stod langt ud af hende, at hun bestemt ikke var tilfreds, selvom han nu ærlig talt ikke kunne gøre noget ved det. Det eneste som han kunne gøre, var jo at få arrangeret et møde mellem hende og Eric - under overvågning naturligvis, så de kunne få snakket ud. Han ville bare ikke have, at hun skulle komme til skade, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i, når det var noget som faktisk skete så sjældent som det her! "Det har du så ret i, Aya.. kom med.. gå med mig," begyndte han med en rolig stemme, da han roligt søgte igennem den ellers så store have. Den stod stadig smukt, også selvom det var et syn som man nu skulle nyde af, inden efteråret for alvor ville slå ind, og det var jo trods alt bare et spørgsmål om tid.

Gabriel trak vejret dybt. Han gik op i hans tjenestestab, og at de skulle have det godt, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i. Den mand havde slået hende ihjel, om han var kommet til det, hvis det ikke var fordi at han eller vagterne havde været der til at stoppe det, hvilket han selvfølgelig håbede på, at hun var i stand til at se efterfølgende. At han gjorde den slags, kun for at passe på hende. "Jeg forstår hvis du er utilfreds," begyndte han. Nu var det ikke fordi at det lå ham naturligt at skulle pakke tingene ind. Det var han slet ikke god til, så nej.. den kom direkte. De kunne lige så godt få den sag ud af verden.

[Aya Keena]

Aya vidste jo godt at Gabriel ikke havde sendt hende væk på grund af ondskab. Han var jo ikke en ond mand, han ville bare beskytte hende men et sted så gjorde det det ikke bedre. Hun forstod ham godt men hun var stadig fustreret og vred. Hun havde grædt det meste af Tiden hvor hun havde været væk, hun havde bare været så ked af det. Hun anede intet om sin familie, hun vidste kun at hendes mor var engel og hendes far vampyr men andet var så ukendt at det gjorde helt ondt. Hun ville så gerne vide mere og hun følte nu at hun havde mistet chancen. Hun bed sig let i læben som hun nærmede sig Gabriel, hun ville egentlig bare være alene og ikke tænke på det overhovedet men det ikke til at han ville give hende lov desværre. Hun var mut, det var vel ikke så underligt. Hele denne affære havde taget umådeligt hårdt på hende, psykisk havde det hele været hårdt fordi hun ikke var så stærk på den måde. Han bad hende gå med sig og hun nikkede blot og begyndte at gå med ham. Hun foldede hænderne foran sig men greb alligevel en stykke af sin uniform som hun kunne gå at pille lidt ved for at få tankerne lidt på afveje.

Hun fulgte roligt med ham med rolige skridt, dog en lille smule bag ham. Hun trak vejret stille, hun ville bare gerne sidde og slappe af og få det hele iorden i hendes hoved. "Hvad ønsker De at snakke med mig om?" spurgte hun stille. Hun vidste at Gabriel direkte, det gjorde hende som sådan ikke noget. Han gik lige til sagen så ville hun komme hurtigere tilbage igen. Hans kommentar fik hende til at vende blikket stille mod ham. "De behøver ikke forklare Dem for mig. Det De gjorde var for det bedste" sagde hun blot. Hun kunne jo ikke sige ham imod? Han var kongen og hans ord var lov. Hun kunne jo ikke stille for meget op. Hun gav ham ret, måske det også ville gå hurtigere på den måde?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket mod Aya i stedet for. Han var ikke den som pakkede tingene ind, men det var jo også først nu, at han for alvor havde fået muligheden for at tale det igennem med hende. Den utilfredshed, var ikke ligefrem noget som han kunne lide, og det var det, som han faktisk ønskede at understrege for hende.. Han ville gerne gøre det godt igen, om det var en mulighed, som han faktisk ville få lov at tage til sig om ikke andet, også selvom han vidste, at den ville blive utrolig svær at redde i land.
Selvom det for nu lagde op til regn, var det ikke noget som Gabriel havde noget imod. Det ville gøre godt med noget regn. Det var desuden også lang tid siden han havde været ude i den slags vejr. Han vendte blikket mod hende med en rolig mine. "Jeg gjorde det udelukkende for at passe på dig, og så lang tid, at det er noget som du kan se, så er det faktisk det vigtigste for mig."

Skulle han sige, at han virkelig holdt af hende? Det ville jo ikke ligefrem gavne hele situationen, men den utilfredshed, kunne han jo også godt mærke på hende, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre for hans vedkommende, når det nu endelig var. Han trak vejret dybt. "Fortæl mig hvordan jeg kan rette op på det hele," bad han med en rolig stemme. Han ville virkelig bare gerne have muligheden for at gøre det godt igen for hendes vedkommende.. Også fordi at han gerne ville være på god fod med hende, og da særligt efter hvad der var sket i tronsalen den aften. Det havde uden tvivl selv kommet bag på ham, at den slags kunne ske i Procias!

[Aya Keena]

Aya vidste godt at Gabriel prøvede at gøre det godt igen overfor hende, et sted så undrede dette faktum hende utrolig meget. Hun var jo blot en tjenestepige, hans kammerpige for det ikke skulle være løgn. Hvorfor følte han et behov for at redegøre for sine handlinger og rette op på dette? Det var hende utrolig underligt, sådan havde den hun havde arbejdet for tidligere og selvom hun ikke længere var slave så var det stadig et herre / tjener forhold de havde sig, var det ikke? Hun vidste det ikke og det forvirrede hende utrolig meget. Hun kunne ikke læse ham, hun vidste ikke hvad han tænkte. Hendes hjerte hamrede stille mod hendes bryst. Hendes blik søgte han skikkelse og hun sukkede lydløst. Det her vare besværligt, i det mindste havde der været klare spille regler da hun var slave, nu virkede det bare ... anderledes? Hans ord fik hende til at vende blikket væk igen. Hun endte med at stoppe op og bide sig let i læben. Han forvirrede hende bare så meget! Hun vidste slet ikke hvilket ben hun skulle stå på. "Jeg ved det godt. Jeg ... det kunne bare have været rart at vide lidt om hvor jeg kom fra. Jeg føler mig så ..." Hun tav. Hvordan skulle hun beskrive det? Det var virkelig underligt ikke at vide hvem man stammede fra, hun havde aldrig haft en familie og han ville have kunnet give hende en lille smule af det tilbage.

At han holdt meget af hende var virkelig en følelse som Aya ikke kendte til. Hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst, bare det at være i hans nærhed forvirrede hele hendes sind så utrolig meget! Hans lille bøn gjorde det langt fra bedre, hvorfor skulle det hele være så forvirrende! Hun sukkede stille og vendte sig lidt væk, hendes blik søgte til havens flora mens enkelte tårer trillede ned over hendes kinder. Hvad pokker skulle hun gøre? Hun havde ingen ide om hvad der skete med hende. Det var virkelig meget nemmere at være sur på ham når han ikke var der! "Du forvirre mig. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, Jeg var virkelig sur og fustreret uden jeg kom herud og alligevel så er det som om det hele forsvinder når jeg kigger på det. Jeg kan slet ikke få styr på mit hoved. Jeg ved ikke hvad der sker" hviskede hun stille og bed sig i læben. Hun kunne slet ikke finde ud af hvilket ben hun skulle stå på!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var normal skik, at kongen eller herren i mange andre tilfælde, gjorde så meget for sin tjenestestab. Gabriel gjorde det fordi at han følte for det, og fordi at han vidste, at det altid var vigtigt at vide hvor man kom fra. Det kunne godt være, at det ikke var altid, at man var tilfreds med de svar man fik, men hvis det gav fred og ro i sind og sjæl, så var det da naturligvis også noget som han ønskede, at hun skulle mærke sig af. Han nikkede forståeligt til hende. "Lad mig arrangere et møde, hvor I kan tale om det," sagde han roligt. Han gik op i sin stabs velbefindende, og der var hun så sandelig heller ikke noget undtag, men derimod en af slagsen, som faktisk betød meget for ham. Hovedet lod han søge let på sned. Det var selv underligt for ham at reagere på denne måde. "Jeg forstår godt, at det er svært for dig, Aya, men jeg vil virkelig gerne give dig de svar som du søger.. Bare under kontrollerede forhold, så jeg ved, at der intet sker dig," fortsatte han roligt. Om han så selv skulle være til stede, så gjorde han det. Bare hun kom godt fra det.

For nu valgte Gabriel at holde tæt om de følelser som han selv gjorde sig.. Alle de tanker som havde sat sig i hans tanker og sind, for han kunne ikke gøre noget ved dem alligevel. Hans blik forblev hvilende mod hende og med det samme alvor fra tidligere. At det så forvirrede hende, forundrede ham ikke, for det forvirrede ham lige så meget, og han var endda en gift mand! Han sukkede dybt. "Hvad er det der forvirrer dig? Det eneste som jeg gør, er hvad jeg altid har gjort. Du kan være sur, og jeg bærer den dybeste forståelse for det.. men lad mig i det mindste rette op på det hele. Du ser vel, at jeg gerne vil gøre det hele godt igen, ikke sandt?" De blå øjne søgte til hendes skikkelse. For ham var det virkelig vigtigt at gøre bod på hvad han havde gjort.

[Aya Keena]

Det her gjorde det bare ikke bedre. Det hele snurrede næsten for hende, alle de ting der var sket, alle hendes følelser. Det var bare som om det hele kom på en gang! Han ville gerne arrangere et møde? Hun vidste ikke om hun turde. Sandt at sige var hun hunderæd for manden efter hvad han havde gjort. Hun kunne bare mærke det skælve i hele hendes krop ved tanken. Det han havde udsat hende for var virkelig svært for hende at håndtere. Hun vidste virkelig ikke om hun kunne finde modet til at se ham igen. Hun bed sig let i læben. "Jeg ved ikke om jeg tør stå ansigt til ansigt med ham igen. Jeg ved ikke om jeg kan finde modet til det" mumlede hun stille. Hun vidste godt at han bare ville beskytte hende men hun havde allerede set at hun ikke var i sikkerhed i tronsalen, den mand var ligeglad og det var det som hun frygtede allermest. Hun sukkede stille og slog armene om sig selv. Tanken var både skræmmende og fustrerende. "Han er for utilregnelig. Jeg ved ikke om han nogensinde kan kontroleres nok. Jeg .... Jeg er bange for ham." Aya var ellers normalt ikke en som var bange eller indrømmede at hun var bange men denne gang, ja der kunne hun ikke ligge skjul på det.

Aya var selv slet ikke over i de baner. De følelser hun havde var tydelige tegn på at hun kunne lide ham men hun kendte ikke til det selv. For hende var det hele bare forvirrende og uhånterbart lige nu. Hun sukkede ved hans ord og rystede på hovedet. Han forstod det ikke og det irriterede hende. Hænderne faldt stille ned langs hendes side og hun knyttede dem stille før hun vendte sig mod ham, tårerne trillede stadig. "Du forstår det ikke! Jeg forstår det ikke en gang selv. Hver gang jeg ser dig begynder mit hjerte at hamre, jeg føler mig ør i hovedet og varm i hele kroppen og alligevel kan jeg føle mig trist. Jeg kan være noget så vred på dig det ene øjeblik og det næste kan jeg ikke lade være med at holde af dig igen. Det forvirre mig!" sagde hun fast og vendte sig væk igen. Hun slog stille den ene hånd for munden. Det var virkelig bare ikke til at bære det her! Hun forstod sig ikke på noget af det, det var forvirrende og hun ville bare tilbage på værelset!. "Hvis der ikke er mere vil så vil jeg trække mig tilbage" sagde hun høfligt. Hun magtede virkelig ikke mere i sit lille hoved. Hun ventede ikke på svar før hun begyndte at gå. Hun kunne virkelig bare ikke mere!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde aldrig nogensinde ønsket, at noget ondt skulle ske hende, og hvorfor skulle han? Det var jo ikke just nogen hemmelighed, at han gjorde meget for sin tjenestestab, og han vidste hvor meget hun gerne ville vide om sine rødder og sin baggrund, og hvis denne Eric kunne give hende nogen af svarene, så skulle hun da om ikke andet, så vide, at muligheden ville ligge der, hvis hun en dag ville gribe den. Hans blå øjne hvilede på hendes skikkelse. "Jeg vil naturligvis ikke tvinge dig til noget som helst. Om ikke andet, så skal du bare vide, at muligheden netop er der," fortalte han med en rolig mine, som han let lod hovedet søge på sned. Et sted betød hun noget for ham.. Den måde og den tilgang hun havde til tingene på, var han fascineret af. "Det kan tilrettelægges, så der netop ikke vil ske noget af det som skete i tronsalen. Det vil jeg ej tillade," endte han med en ganske bestemt tone.

Som det fornemme og respektfulde pludselig røg af, så stirrede Gabriel direkte på hende. Et sted kunne han jo godt slå to fluer i et smæk og regne ud hvad det var, men.. hun vidste det vel ikke? Hans hjerte begyndte at hamre i takt med at hun fortalte. Sådan noget måtte hun da slet ikke sige! Og ikke ude i det åbne hvor alle andre også kunne høre det! Han knyttede næven ganske let, hvor han derefter blot nikkede. Han valgte at lukke den af der.. Han var en gift mand.. Så det var vel også til det bedste, hvis han endelig skulle sige det? "Meget vel... træk dig endeligt.." afsluttede han, inden han selv valgte at vende sig den anden vej, da de første dråber af regn faldt fra himlen over dem. Hvordan han selv skulle tackle den.. vidste han ærlig talt ikke. Det var ikke lige hvad han havde regnet med at få at høre, og da særligt ikke nu, hvor de stod her hvor alle faktisk kunne høre dem!

[Aya Keena]

Hun var bange, hun frygtede virkelig at skulle stå andsigt til ansigt med den mand igen. Hun kunne slet ikke lide det! Det rystede næsten i hendes krop selvom hun skjulte det godt. Hvorfor pokker havde han den effekt på hende? Hun var ellers aldrig bange, hun havde været igennem så meget uden at frygte men nu ... ja nu var hun bare bange. Et sted var hun måske bange for at dette skulle ende? Hun var virkelig glad for sit nye liv, glad for at være her på slottet og hun ville ikke miste det, heller ikke til døden. "Det ved jeg godt. Jeg er bare bange for ham. Jeg ved ikke om jeg kan finde modet til at stå ansigt til ansigt med ham igen. Jeg vil så gerne vide mere om min mor men jeg ved ikke om jeg kan klare det alene" sagde hun stille og sukkede. Det var et klart dilemma som hun sad i lige nu. Hun ville så gerne vide mere og alligevel så var hun bange for hvad der ville ske. Det at han forsikrede hende om at der ikke ville ske noget var da i det mindste en lille trøst, dog var hun stadig usikker. Hun nikkede blot til hans ord. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.

Det var overhovedet ikke gået op for hende hvad hun sagde til ham eller hvad det betød. Hun var bare forvirret, det hele snurrede og det var hans skyld! Hvorfor påvirkede han hende på den måde? Hun kunne næsten slet ikke bære det! Tårerne trillede ned over hendes kinder efter hendes ord. De var alene, heldigvis da. Lille Aya anede virkelig ikke hvad det betød, det var også derfor hun var nød til at sige det. Hvorfor pokker skulle det også være så svært. Hun trak sig lidt og begyndte at gå og han giv hende lov. Et sted var der måske et eller andet som slog klik i hendes hoved? Måske hun alligevel gættede sig til hvad hun egentlig havde sagt. Hun stoppede op og bed sig så hårdt i læben at hendes spidse tænder lavede et hul. "Undskyld, Deres Højhed. Jeg er helt rundt på gulvet efter det er der hændt de sidste par dage. Tag Dem ikke af det jeg sagde. Jeg er blot forvirret" sagde hun stille, næsten stift. Hun var stadig ikke helt sikker men et sted så ... var det jo nød til at være sådan her? Han var konge, gift intet mindre. Hvad end det var hun følte i sit indre så kunne der ikke komme noget godt ud af det. Hun ville lukke det af så hurtigt som muligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede virkelig ikke, at der skulle ske noget med Aya. Det var hun virkelig for værdifuld til for ham.. Selv for ham. Han ville gerne tilrettelægge det bedst muligt for hende, og hvis det krævede, at han også skulle stå der, så var det jo det som han måtte gøre. Ikke at han havde noget imod det, for det vigtigste for ham, var faktisk at hun havde det godt.. Alt det andet, var faktisk ligegyldigt, hvis han selv skulle sige det. Han trak vejret dybt. "Jeg forstår godt at det er svært for dig, og jeg forstår godt at du er bange.. Har du brug for det, så tager jeg gerne med dig," sagde han med en rolig stemme. Det var vigtigt for ham, som det var vigtigt for hende, at hun fik de svar, hvis det var noget som hun så brændende havde brug for. For nu ville han bare gerne have at hun skulle vide, at muligheden lå der, også selvom hun måske ikke var klar til at tage imod den endnu.

Den ændring det hele havde taget, var uden tvivl noget som virkelig var kommet bag på Gabriel, og han kunne ikke helt finde ud af, om det var i den forstand, at han faktisk godt kunne lide det. Han lod hende derfor også gå, også selvom han kunne høre, at hun ikke kom særlig langt. Han ville bare ikke have at hun skulle have det skidt med det hele.. Nu hvor hun forklarede hvad hun følte, så var han bange for, at det var hvad han troede det var, og den tanke brød han sig bestemt ikke om. Særligt ikke når han stod her og faktisk var en gift mand! Han vendte sig roligt i retningen af hende endnu en gang. Han forholdt sig stadig roligt. "Jeg er ked af, at jeg skaber dig den forvirring, Aya.. Om du ønsker at trække dig, så skal du naturligvis have muligheden for det.. Husk blot, at jeg gør det her, fordi at jeg holder af dig, og kun ønsker dig det bedste," endte han med en rolig stemme. For alt i verden, så ønskede han heller ikke at gøre det værre for hende, end hvad det var i forvejen. Det var faktisk noget, som han var virkelig ked af.

[Aya Keena]

Et møde mellem Aya og denne mand ville virkelig være skræmmende, hun kunne slet ikke forstille sig at være i samme rum som ham i længere tid af gangen. Tanken gjorde hende næsten syg. Hun bed sig stille i læben og tænkte lidt. Hun ville så gerne vide mere om sin mor og dog så trak hun i land nu? Havde han virkelig formået at sætte så meget frygt i hende? Det var skræmmende især fordi hun aldrig var vant til at være bange. Hans ord var dog beroligende, hun var glad for at han ville være der sammen med hende, så ville hun da kunne føle sig en smule mere tryg selvom hun stadig ikke kunne lide tanken. Hun trak vejret dybt og nikkede så bare. "Når jeg endelig finder modet vil jeg gerne have dig med. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at møde den mand alene uden at der er nogen derinde som jeg ved jeg kan stole på" endte hun roligt. Det var jo sandheden, hun stolede fuldt ud på Gabriel, det var også derfor bare tanken om at han ville gå med hende lettede en hel del af hendes byrde et sted.

Forvirringen var stor i Aya. Hun kunne ikke helt finde hoved og hale i det hele og dog gik ting og sager mere og mere op for hende. Et sted så undrede det hende fordi han havde jo ikke givet hende nogen grund til at føle som hun gjorde, han var bare venlig. Hun bed hårdere fast i sin læbe, blodet løb stille ned over hendes hage og en lille lettelse var det da at hun stadig stod med ryggen til ham. Hun sukkede stille og nikkede ved hans ord. "Det er jeg skam klar over. De er en god konge som gør det som er bedst for Deres folk og det er jeg yderst taknemmelig over. Jeg tror min forvirring skyldes det faktum at jeg ej er vant til at have denne frihed. Jeg har altid været vant til at jeg var ligegyldig, at jeg kunne udskiftet. Her føler jeg at der er et behov for mig. Det er underligt" forklarede hun stille og lagde armene om sig. Hun havde det virkelig skidt med det hele, hvorfor skulle hun også være sådan her? Det var helt uvirkeligt! Hun sukkede endnu en gang. "Jeg vil vende tilbage til mit værelse inden regnen for alvor tager til. De burde gøre det samme så De ikke bliver syg." Og med disse ord forlod hun Gabriel i haven og søgte op til sit værelse. Tankerne fløj rundt i hendes hoved, hvad pokker skulle hun dog stille op!

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forstod godt, at det var noget af en ting at tage stilling til, og særligt fordi at det omhandlede hendes kære moder, men det var nu heller ikke fordi at han ville gå i vejen for hende hvad angik det her. Selvom han var en travl mand, så ville han hellere end gerne sætte tiden af til hende, så hun kunne få netop de svar, som hun søgte, så det var der virkelig intet galt i. Han sendte hende blot et roligt smil. Han forsøgte da om ikke andet. "Du tager bare fat i mig, når du føler du er klar til det.. Så skal jeg nok sørge for at få det her arrangeret på bedst mulig vis," fortalte han med en rolig stemme. Mest også for at understrege, at han altså ikke var ude på at lægge pres på hende, men at hun derimod bare skulle tage tingene som de måtte komme.

Uanset hvad Aya måtte føle, så var det uden tvivl ikke noget som Gabriel kunne gøre noget ved. Et sted fandt han vel den tanke.. skræmmende? Han bed tænderne let sammen. Selv gjorde det ham intet at hun snakket folkeligt til ham, for den slags tog han ærlig talt ikke så tungt. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Den forvirring forstod han faktisk godt.. Han kendte den jo selv, selvom det var mange år siden, at han havde følt den på sin egen krop.. Virkelig mange år siden nu. "Tænk ikke på det, Aya.. Jeg ønsker blot det bedste for min tjenestestab, som jeg ønsker det for mit folk. Træk dig endeligt og få styr på den forvirring.. så tager vi den siden." Hans blik gled mod himlen, da det begyndte at regne. Ikke at det gjorde ham noget.. han fandt det faktisk rart og ikke mindst befriende, at gøre det på denne måde. "Jeg kommer ind om lidt.. Søg du indenfor, før du bliver syg, Aya.." Han så efter hende.. Han tog selv en tur igennem haven, inden han søgte ind. Han havde brug for at tænke mere klart.

//Out