The dark water...

[Deleted]

Amadeus var kendt for at være indbegrebet af provokerende, så det var noget, som denne kvinde ærlig talt bare måtte lære at leve med. Han smilede let for sig selv. "Du har ret... jeg ville dog elske, at se en 'død' vampyr ligge og snorke i den evige og tunge søvn," sagde han dog. Han måtte jo sande, at det var noget, som han virkelig havde svært ved at forestille sig, men dog af den grund, så behøvede det jo heller ikke ligefrem at være nogen skidt ting, var det?

Amadeus var en blanding af flere racer, og havde derfor ikke evnerne fra dem alle.. eller i langt mindre grad, kunne man sige. Han styrkede sig på smerte og den slags, hvilket han uden tvivl var blevet udsat for, men det var uden tvivl noget som han faktisk også var kørt træt på. Han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende. "Det kan jeg ikke nej..." svarede han ærligt. Han kunne ikke heale... han var desværre typen som måtte vente på, at de ting kom lidt af sig selv, og selvom det måske ikke ligefrem var det som han havde mest lyst til.. så var det jo bare sådan at det var. Han måtte sove på sofaen.. at spørge hende om hjælp til at få ham ind i sengen, var slet ikke noget som ville komme på tale for hans vedkommende. Overhovedet ikke! "Hvem ved... måske at der ligger et stort tag-selv-bord for dig i morgen," endte han med en morende stemme. Selv kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Han ville bare ikke se hende gå nogen steder.. Uanset hvor irriterende han kunne være, så var det alt sammen med en god mening.

[Deleted]

Et kort og dog lettere falsk smil, kom frem på hendes læber, hun vidste skam godt at hun var død, hun havde jo været det i mange år, men om ikke andet, så ville hun stadig ønske at det var hendes eget blod der flød i hendes åre, selvom hun godt vidste det aldrig ville ske: "Ja jeg er sikker på du ville elske at se mig ligge og snorke med savl ud af mundvigende" sagde hun drillende og blinkede så til ham, hun følte sig allerede en smule mere rolig igen, men hun var stadig nervøs over at hun havde ladet ham komme så tæt på, det havde været dejligt, spændende og tiltrækkende, men... Nervepirrende, hvad nu hvis hun endte med at have lyst igen? Hvad nu hvis hun ikke bare kunne være ligeglad som normalt? Skulle hun så til at rende rundt og finde mænd? Det lød virkeligt besværligt.

"Tjah okay... Men så må du sove godt... Vi ses jo nok i morgen tidligt... Forhåbenligt da" sagde hun i et lille grin og blinkede så til ham, som hun roligt satte retning i mod den dør han havde peget på, måske var det også ganske fornuftigt at hun fik sovet alene, og måske var det meget fornuftigt at hun bare kunne lukke ned for sin hjerne, uden at hun kunne dufte blod ved siden af sig. Desuden var hun mæt nok, til at kunne sove i et par dage, så hun håbede lidt at solen eller han ville vække hende.

[Deleted]

Det var underholdende, hvor meget de virkelig kunne provokere hinanden, og det var det som han rent faktisk godt kunne lide. Det var noget som alligevel gav ham en følelse af, at kunne slappe af. Han trak let på smilebåndet ved hendes ord. Han ville elske at kunne se det.. ingen tvivl om det. "Se.. jeg ville elske at kunne se det med mine egne øjne," sagde han med et stille smil på læben, også selvom han for nu bare valgte at blive liggende. Han vidste, at han ikke ville få noget ud af det ellers, og det var nu end bare sådan at det måtte være i den anden ende.

De ville snart gå hvert til sit, og han insisterede nu alligevel på, at hun skulle tage soveværelset. Der kunne solen nemlig holdes ude, og tro det eller ikke - han ønskede faktisk ikke, at der skulle ske noget med hende, og derfor var det bedst at holde hende der, hvor solen kunne holdes ude, og det var det som han gjorde i denne stund. "Sov godt, smukke.." sagde han og så efter hende, da hun alligevel valgte at rejse sig op igen. Han sukkede ganske let, inden han selv gled direkte ned i sofaen. Det var tungt i det hele taget at bevæge sig.. så han valgte egentlig bare at lukke øjnene.. Her måtte søvnen faktisk også komme til ham utrolig hurtigt, så træt og udmattet som han var.. Og her blev han liggende.. til det igen ville blive mørkt.

[Deleted]

Ophira lagde sig ind i sengen, og der gik ikke længe før at hun faldt i søvn. Godt nok så var hun mere død end levende når hun sov, men med det blod af hans som hun havde i kroppen, følte hun sig næsten mere levende end nogensinde. Hvor mange timer hun sov, var hun ikke sikker på, men som altid var det en stille og drømmeløs søvn, hvor hun bare følte sig fortabt i intetheden og uden tanker. Det var meget mærkeligt at hun havde været sammen med en mand igen, for det havde hun ikke været i mange år, og ja ikke nok med at han var en mand, så var han en meget speciel mand, som havde irriteret hende noget så grusom og som stadig gjorde, men måske var det netop hvad der gjorde ham tiltrækkende.

Ophira vågnede roligt op, hun kunne fornemme at solen var begyndt at gå ned i det fjerne, og hun flyttede roligt på sengetæppet og slyngede det om sig, hun havde sovet i bh og trusser, selvom det måske ikke var de flestes førstevalg, men resten af hendes tøj havde hun ikke orket at sove i, trøjen var ikke behagelig og det var nederdelen heller ikke. Hun gik roligt og næsten lydløst ind i mod stuen, hun havde ingen idé om han var vågnet, stået op eller om han stadig sov ganske dybt. Hun håbede bare at han havde fået healet sig selv en smule, for der gik nok ikke mange timer før at hun ville være sulten igen.

[Deleted]

Amadeus blev egentlig bare liggende på sofaen. Det at trække et tæppe eller noget andet om sig, var slet ikke noget som han havde styrken eller energien til, så han var faldet i søvn uden, og var jo egentlig gået hen og blevet ganske kold, hvis han selv skulle sige det. Han sov tungt.. selv da Ophira stod op igen, var han ikke stået op endnu, og sov egentlig endnu. Han frøs, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget nyt, og nu hvor han bevidst havde valgt at give hende sengen, var han ikke typen som peb over det, for han var jo faktisk vant til at fryse. Han havde jo heller ikke ligefrem noget at varme sig med som sådan, da han virkelig levede et meget sølle liv her på toppen af sin ensomme bjergtop.

Igennem tiden hvor han havde sovet, var sårene lukket, men de var der endnu. Han healede ikke meget anderledes end det typiske menneske, men havde dog genvundet noget energi over tid, hvilket jo nok var det vigtigste af det hele, hvis han selv skulle sige det. Han vendte sig blot en anelse inde på sofaen, også selvom de store vinger var forholdvis i vejen på den ellers så meget begrænsede plads, så fik han møvet sig om på siden. Han trak vejret tungt. Uden tvivl meget påvirket af det, som var sket dagen inden, men dog var det uden tvivl noget som han havde nydt.. uanset hvor provokerende de kunne være overfor hinanden. En ting var dog sikkert. Han havde sovet langt bedre end hvad han plejede at gøre, ved tanken om at han faktisk ikke sov helt alene.

[Deleted]

Ophira vidste ikke hvordan hun skulle reagerer på ham, han var uden tvivl en meget speciel mand, og tanken om bare at springe ud af vinduet og stikke af, havde skam ramt hende, nu var problemet jo bare at de var højt oppe og godt nok var Ophira jo nærmest udødelig, men det ændrede jo ikke på at hun var helt utroligt bange for højder, hun havde det bedst med bare at være nede på jorden, måske endda længere nede end jorden, i en hule eller noget, det passede hende bedst. Vampyrer skulle bare ikke flyve, ikke i følge hende ihvertfald og hun følte sig derfor så godt som fanget lige nu, ihvertfald indtil han hjalp hende ned.

Som hun gik hen i mod ham, kunne hun ikke aflæse om han var rigtigt vågen, og hun valgte derfor bare at lade et flabet smil komme frem på sine læber: "Jamen godmorgen Mr... Har du det bedre?" spurgte hun afslappet og holde godt fat omkring sengetæppet som hun kiggede ned imod ham, hun var ganske spændt på hvad han præcist havde tænkt sig, kunne hun så bare komme hjem nu eller hvad? Eller ville han holde hende en smule længere? Hun afventede blot, ligegyldigt hvad så havde hun ikke tænkt sig at tage nogen steder uden hans hjælp, pludseligt var hun ekstra glad for hun ikke var engel, så var hun nok aldrig kommet nogen steder.

[Deleted]

Tak og pris for at en vampyr ikke var i stand til at flyve! I princippet, var det noget, som faktisk passede ham selv ganske udmærket. Lige nu var det dog ikke det som han tænkte på, men derimod det faktum, at han kunne få sovet ud og sovet igennem, så han igen ville få styrken til at håndtere hende. Det var nemlig for længst gået op for ham, at hun ikke bare var en type kvinde, som man bare lod gå, men derimod skulle holdes i en ekstremt kort snor.

Han sov tungt, selv da hun valgte at træde ind i stuen igen, for det var slet ikke noget som han som sådan bed sig fast i. Ikke før hun faktisk kaldte hans navn. Hans øjne for op næsten som om at han var blevet forskrækket, hvilket nu heller ikke var noget som han gjorde med vilje, men han var jo heller ikke ligefrem vant til at have nogen hjemme. Selvom han havde det meget bedre lige nu, så kunne han da godt mærke, at han ikke var helt på toppen endnu! Han faldt mere ned i sofaen igen. Han var stiv.. Det var bestemt ikke den som man sov bedst på, men han var nu ikke den som brokkede sig. Han havde tag over hovedet, og det var mere end så mange andre kunne sige. "Hvis du sammenligner med i går.. så ja.." svarede han. Han lagde sig på ryggen og kørte så efterfølgende hænderne over hans ansigt, næsten som var det et forsøg på at vågne bare en smule op igen. "Jeg går ud fra, at du har sovet som prinsessen på ærten?" spurgte han. Hun lød da irriterende morgenfrisk.

[Deleted]

Ophira stod bare og betragtede ham et øjeblik, tom for ord. Hun havde ikke noget at sige til ham, hun anede jo ikke engang hvad hun mente om ham. Hun hadede ham ikke, det var sikkert, men det var heller ikke fordi hun specielt godt kunne lide ham. Ingen tvivl om at han var spændende og interessant, og ingen tvivl om at hun havde nydt deres aften sammen, men det ændrede jo ikke på at Ophira ikke knyttede sig til nogen og ikke havde nogen meninger om mennesker, andet end at de var til stede og at hun enten hadede dem eller ikke havde noget i mod dem, og lige med Amadeus var det nok mest bare at hun ikke havde noget i mod dem.

"Jeg har sovet okay... hvad med dig... Præcist hvor frisk er du?" spurgte hun roligt, bare for at vide om hun kunne bruge ham som morgenmad eller ej, hun kunne nærmest mærke hvordan hendes mave rumlede og hun følte at hun snart ville få brug for noget, men hun kunne jo også altid bare angribe et tilfældigt dyr når engang han havde fløjet hende ned deroppe fra. Hun trak tæppet en smule højere op og kiggede så bare roligt på ham, usikker på hvad præicst hun skulle sige, hun kunne jo ikke liegfrem læse hvad han tænkte, ligesom hun efterhånden ikke anede hvad hun selv tænkte.

[Deleted]

Hendes sind, og alle hendes tanker, var jo et kæmpe virvar, selv for Amadeus, for han kunne jo høre hendes tanker. Ikke at det var noget som han ville fortsætte med at reklamere med, for det ville han ikke. Han ville nyde tiden med hende, før han ville være tvunget til at flyve hende ned. Ville han overhovedet se hende igen? Det var jo heller ikke ligefrem til at vide, men han ville lade tvivlen komme det hele til gode, og så måtte man jo se tiden an. Han sendte hende et af de typiske provokerende smil. "Jeg er træt.. men foruden det, så er jeg i stand til at give dig en lille mundfuld," sagde han og blinkede let til hende. Et sted vidste han jo godt, at det var det som hun fedtede efter.

Amadeus satte sig en smule op, men alligevel godt tilbagelænet i den gamle sofa. Han var kold.. og her stod hun med et tæppe, og han vidste, at en vampyr ikke var i stand til at fryse, så et sted kunne man jo næsten sige, at han fandt det meget uretfærdigt. Han lagde hovedet tilbage, som et tegn til at han selv var klar til at give hende den mundfuld. Hans hjerte hamrede allerede af spænding. Han ville jo heller ikke ligefrem lade hende gå, og derfor ville han da holde hende på stedet, så længe, at det var ham overhovedet muligt at gøre det, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. "Som lovet... kom og tag," opfordrede han med en nnæsten provokerende stemme. Det var bare det som lå mest naturligt til ham. Han kunne virkelig ikke lade være.

[Deleted]

Ophira studerede ham roligt, det her var meget forvirrende for hende, men hun var ret sikker på at det også var forvirrende for ham: "Jeg er ikke sikker på om det er klogt, eftersom du skal flyve mig ned" sagde hun roligt, og en ting var da at hun i forvejen var højdeskræk, men hvis hun så også skulle til at være bange for at han ville tabe hende fordi at han ikke havde kræfter nok, ja så ville hun nok aldrig komme så langt, som ud til døren: "Men det skal nok være snart, for jeg er sulten" sagde hun roligt, og kiggede så på ham, problemet var jo lidt at hvis hun spiste af ham var hun måske fanget længere, men hvis hun ikke gjorde, så skulle de snart afsted.

Den eneste grund til at Ophira havde taget tæppet på, var for at skjule sig en smule, hun var ikke interesseret i at rende rundt og vise sin krop til ham. Som hans næsten provokerende stemme røg over hans læber, satte hun sig hen ved siden af ham i sofaen og kiggede så ned i mod ham, hun mærkede selv hvordan hendes ellers døde hjerte næsten begyndte at slå, og i lange sekunder kiggede hun blot på ham, ikke sikker på om det var klogt. Alligevel nåede hun ikke at tænke meget mere, før at hun smed tæppet så hendes undertøj kom til syne, og hun i et millisekund sprang frem og satte sine tænder i halsen på ham.

[Deleted]

Amadeus vidste, at han havde lovet det, og som en mand af ord, så ville han jo alligevel vise hende, at han var en mand, som man rent faktisk kunne stole på. For det kunne man rent faktisk! "Tror du ikke på, at jeg kan?" spurgte han med en ganske sigende mine. Eller var hun så bange for at han ikke ville kunne føre hende ned? Han skulle nok få hende ned.. det spørges jo så bare, om han kunne komme op igen, men det var nu heller ikke ligefrem en bekymring, som han ønskede at dele med hende, lige nu og lige her, for det ville han faktisk ikke. "Du kan stole på mig... jeg skal nok sørge for, at du kommer ned," sagde han med en rolig stemme. I sig selv, var det ord, som man faktisk kunne stole på.

Selvom hun stod der i tæppet, og han lå der og frøs, var det ikke noget nyt. Han frøs meget, og særligt på denne tid af året. Det var nemlig ikke nemt at finde varmen, når man ikke havde noget.. Hun var ikke så påvirket af det sensuelle i ham, som så mange andre, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide! Som hun direkte smed tæppet fra sig, og nærmest sprang direkte mod ham, fik ham til at stivne. Han slap næsten et forskrækket gisp, idet han direkte røg ned i sofaen, og hun igen satte tænderne til ham. Han missede let med øjnene. Han var virkelig bange for, at han kunne ende med at blive alt for afhængig af det! Armene lagde han omkring hendes kolde krop, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig.. Hvor føles det bare.. fantastisk!

[Deleted]

Hun rynkede let på panden og endte så med let at ryst epå hovedet: "Fordi at du nok ikke ligefrem er en mand med alt styrke i verden, selvfølgelig er jeg kritik, jeg har ikke tænkt mig at blive her de næste par uger" sagde hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrende, hun havde brug for pengene og hun havde brug for at komme videre ud i verden, fange nogen idioter og derved ende med at få en masse penge ind som hun kunne bruge til at finde sin bror og måske endda også få en større bolig, hvilket hun virkeligt følte hun havde brug for lige nu. Verden havde jo ikke ligefrem været med hende det sidste stykke tid, og Ophira kunne mærke at hun havde brug for forandring.

Som Ophira havde drukket en smule af ham, slap hun roligt hans hals og kyssede så roligt de blodrøde bloddråber væk som var på hans hud: "Jeg burde virkeligt bare komme videre" sagde hun roligt og rettede sig en smule mere op, det var sjældent at Ophira fik mulighed for at drikke fra mennesker, men når den endeligt var der, så tog hun skam gerne i mod den. hun skulle stadig ikke helt forstå at hun faktisk havde været rigtigt sammen med ham dagen før, det lå så langt fra hvad hun normalt ville gøre, og det lå så langt væk fra alt hvad der foregik i hendes hverdag.

[Deleted]

Amadeus trak morende på smilebåndet. Han forstod skam godt at hun var kritisk overfor ham, men han holdt rent faktisk hvad han lovede, og det var uden videre omsvøb. Sådan en mand, var han rent faktisk, og det var sådan at han gerne ville have det, hvis han endelig skulle sige det. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han havde kun sat sig op i sofaen. Han var træt, og han var stadig kold, men ikke noget, som han sagde noget til. "Når jeg lover at føre dig ned... så skal jeg nok gøre det. Dog vil det ikke gøre mig noget, hvis du blev bare lidt," sagde han med en rolig stemme. Hvorfor lyve om det, som man egentlig gerne ville vide.

Som hun direkte sprang på ham, fik Amadeus et kæmpe chok, selvom han dog glædeligt tog imod hende alligevel. Han blinkede let med øjnene og sank mere og mere ned i sofaen. Hvor han dog elskede, når hun gjorde det der! Han sukkede dæmpet, og dog af nydelse, som hun valgte at trække sig igen. Hun ville virkelig gerne afsted? Ja, han kunne vel heller ikke rigtigt fortsætte med at trække den? Og særligt hvis han ville gøre sig nogle forhåbninger, om at skulle se hende igen. Han trak vejret dybt og løsnede grebet omkring hende en anelse i stedet for. "Meget vel... så skal jeg nok føre dig ned," sagde han lettere stakåndet, inden han gjorde tegn til at rejse sig. Det var virkelig ikke fordi, at det var noget, som han havde lyst til. Et løfte var jo trods alt et løfte.

[Deleted]

Ophira undrede sig faktisk en smule over hans ord, ville han gerne have at hun blev? Et øjeblik måtte hun bare overveje hans ord, ganske simpelt fordi at der aldrig var nogen der ville have hende, hun var ikke sådan en kvinde som folk valgte og som folk ønskede i deres liv: "Virkeligt?!" sagde hun med en stemme der var fuld af overraskelse og som også var ganske kritisk, som var hun sikker på at det han sagde til hende bare var løgn. Et lille smil kom dog frem på hendes læber, hun kunne godt tænke sig at blive lidt, også selvom hun ikke var sikker på hvorfor, men han var spændende og han fik ting frem i hende som hun eller ikke kendte til, en lyst til faktisk at være et normalt menneske, og som ønskede hun faktisk at kysse ham, hvilket bestemt ikke var normalt.

Som han gjorde tegn til at rejse sig, endte hun dog med at skubbe ham ned i sofaen igen: "Du kan jo alligevel ikke klare mere" sagde hun i et lille flabet grin, som hun virkeligt mærkede hvordan alt i hende begyndte at vågne igen: "Men ja... Jeg skal have tjent nogen penge, så jeg burde nok komme ned" sukkede hun roligt og flyttede sig fra ham, og satte sig så tungt ned i sofaen ved siden af ham, hun vidste slet ikke hvad hun havde lyst til lige nu, det var virkeligt en underlig fornemmelse, hun anede ikke hvad hun ville og det var bestemt heller ikke en fornemmelse hun var vant til. Generelt så gjorde hun bare en masse ting ved ham, som han ellers ikke mente han kendte til.

[Deleted]

Ensomheden var hvad der prægede Amadeus' tilværelse mest, og det var.. ja, ensomt. Derfor ville han ærligt ikke have noget imod at skulle have hende værende her bare for en kort stund. Han nikkede. Hvorfor lød hun da ellers så overrasket? "Ja... det ville jeg," sagde han blot. Hvorfor skulle hun påvirke ham på den måde? Det var bestemt ikke noget som skete hver eneste dag, og han måtte jo sande, at han virkelig hadede det! Samtidig med at han... elskede det.

Han vendte blikket næsten forundret mod hende, som hun pressede ham ned i sofaen igen, som om at hun heller ikke rigtigt ønskede at flytte sig. Var det en indre strid for hende? Vidste hun ikke helt hvad hun ville? Eller var hun bare usikker på om hun skulle vælge hvad hun burde, og hvad hun gerne ville? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nemt altid, kunne man jo sige. Han trak kort på smilebåndet. "Du er velkommen til at blive her lidt," sagde han roligt. Selvom han nu heller ikke ligefrem regnede med, at det var noget som kom til at ske, så skulle han da naturligvis prøve af den grund. Han sukkede ganske let, inden han rejste sig op. Han skulle nok følge hende ned, nu hvor hun gerne ville det.. Ville han komme til at se hende igen? Det var ikke til at vide, men han kunne jo kun håbe på det i hvert fald. "Meget vel... kom, så skal jeg nok føre dig ned.." Han rettede sig op, inden han fik sit tøj på igen og vendte sig så mod hende. Han var ikke meget for det, men tiden var vel ved at være på plads til det nu? At få hende bragt ned, så hun kunne komme videre med sit liv? Og han kunne fortsætte med sit