Let's make a deal..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

@azrael - Mattheus Diamaqima Angleráx

---

@azrael

Det var ved at være hen på aftenen, da Mattheus langt om længe ankom til Corvento. Det var et kaotisk sted, og særdeles efter at Alexander var erklæret død, og vampyrerne nu stod uden en leder. Det var en kaotisk tid i Dvasias lige nu. Lige der var Mattheus nu glad for, at hans moder havde overtaget tronen, da hun uden tvivl havde mere styr på den slags end hvad han havde. Han vidste ærlig talt ikke hvor han skulle starte, og hvor han skulle slutte.
Den rolige vandring skete igennem kirkegården. Han havde ladet Lily blive hjemme på slottet, da dette var noget som han ønskede at gøre for sin egen skyld. Han tog ikke nogen chancer.. Han var ikke i tvivl om, at den som havde angrebet slottet havde ønsket ham til livs, og derfor følte han også, at han var nødt til at komme vedkomende i forkøbet.

Stående ved et af de få visne træer som stod midt på kirkegården, valgte Mattheus at stoppe op. Selve stedet ville få det til at løbe iskoldt ned af langt de flestes rygge, men det var ikke den effekt, som det havde på ham. Nej, han havde sin opgave at tænke på, og det var det eneste. "Jeg ved at du kan høre mig.." endte han med en sigende mine. Hvordan skulle han lige få fat i selveste Azrael? Primært var dette kun noget som man snakket om i krogene, da det var de færreste, som ønskede at have noget med døden at gøre. Faktisk var det noget som de fleste faktisk ville undgå.
Mattheus trak vejret dybt og så sig om. Stadig intet spor.. men okay. Han havde jo heller ikke nogen anelse om hvad han egentlig kiggede efter.

[Deleted]

Alt hvad der skete, skete af en grund, og det var netop af disse grunde at ham, såvel som Darlene ikke blandede sig.. Det måtte de ikke. Selv på trods af det faktum, at Azrael længe havde holdt øje - særligt i Dvasias i denne periode, da det var der der var sket mest.
Selv var det bestemt ikke ofte, at Azrael viste sig for folk.. Han kunne jo selv bestemme hvem han ville vise sig for, da det var en af de evner som lå i ham som det væsen han var.. eller rettere sagt.. hvad var han egentlig? En uddeler af skæbner? I takt med at han hørte Mattheus' ord så klart og tydeligt, måtte det være vigtigt. Derfor valgte han også at gøre sin typiske neutrale entre.

Azrael stod for foden af træet ikke langt bagved Mattheus. Hans blik var direkte intetsigende, selvom han allerede vidste hvad manden ville spørge ham om. Ikke at det var noget som han tog så tungt igen.. Han var mere nysgerrig på hvordan helt præcist manden ønskede at præsentere sin sag, da det jo i princippet var det, som var afgørende for hele denne sag. "Du ønskede at se mig," endte han med en rolig stemme. Den var dyb.. næsten hæs og alligevel så intetsigende som alt andet ved ham. Han var døden.. han spredte død og ulykke og aldrig det modsatte, og det var det som folk kendte ham som. Det var jo det, som i mange tilfælde var det skræmmende ved ham. "Du skal virkelig lægge et godt argument, Mattheus Angleráx... Jeg ved hvad du har i sinde at spørge om," endte han med en ganske sigende mine. Han selv vendte blikket mod ham. Hans øjne var mørke... mørke som den død han bragte med sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus tog denne beslutning, mest fordi at han frygtede at det hele var ment til at skulle gå udover ham.. Og derfor var det en nødvendighed at tage sine forholdsregler, og nu hvor denne mulighed var blevet kendt for ham, så var han om ikke andet, så nødt til at prøve den af.
Selve tanken om at skulle forhandle med døden, var ikke just en tanke som faldt Mattheus særlig godt ind, for han brød sig ærlig talt ikke om den.. Nu hvor han stod herude.. hvor ingen ville se dem - i hvert fald ikke særlig mange, så var det jo et ganske udmærket sted at starte, kunne man jo sige. Stemmen som lød lige bag ham, fik det til at løbe ham iskoldt ned af ryggen, hvor han derefter hurtigt vendte sig om. Selvom han aldrig havde set Azrael før, var han af en eller anden grund, slet ikke i tvivl om at det måtte være denne mand.. Også fordi at der ikke havde været noget, som havde indikeret, at han ikke skulle stå alene heroppe. "De må være Azrael.." begyndte han roligt, som han igen måtte føles at genvinde talens fulde brug. Det gik bare ikke rigtigt som han gerne ville.

Mattheus vendte sig roligt i retningen af denne mand. Selv havde han ikke tænkt sig at lege høj og hellig overfor selveste døden, når han vidste hvor farligt og hvor dræbende det i længden, faktisk kunne være. "Jeg formoder De allerede ved hvorfor jeg er her," endte han. Det var sådan at det lød.. Hvad skulle han sige? Han havde jo ikke ligefrem forberedt nogen længere tale. "De er kendt med det angreb som fandt sted på Castle of Darkness? Og at det nok personligt var henvendt til mig?" begyndte han.

[Deleted]

Hvordan den daværende konge havde tænkt sig at fremlægge sin sag, var nok mere det som Azrael var interesseret i, mere end hvad han måtte være interesseret i de kendsgerninger som var sket omkring det angreb på slottet. I princippet kunne man faktisk sige, at han var fuldstændig ligeglad med hvad der var sket, så lang tid, at der var balance i tingene, og det kunne man jo sige at der var. Det angreb havde givet ham muligheden for at høste flere sjæle.. Ja, man kunne jo sige, at det var den slags som han selv vant på.
De helt sorte øjne hvilede iskoldt på Mattheus' skikkelse. Afventende. Han var ikke ligefrem den mand med den største tid, selvom man kunne sige, at han havde al den tid i verden, som han ville have. Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned, og med den samme direkte intense mine. Han udstrålede intet som kunne indikere følelser af nogen slags. "Jeg så det for længe siden, Mattheus.." begyndte han roligt. Selv var det mærkværdigt hvad disse kære aber gjorde ved hinanden, når de fik muligheden for det.. bare ved at udvise en smule utaknemmelighed.

Azrael forblev stående på sin plads og med blikket hvilende på ham. Manden var ham underdanig på alle måder. Frygten kunne han spore.. bare det mindste smule af den. Som enhver anden, frygtede Mattheus døden. "Jeg er mere interesseret i hvad De netop ønsker af mig... Jeg ved det.. jeg vil bare høre Dem sige det," endte han med en rolig stemme. Automatisk måtte det lægge noget pres på manden. Angrebet og baggrunden til dette var han virkelig ikke interesseret i. Alt skete af en grund, og det var denne unge mand vel også klar over?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var bange for døden, og særligt fordi at han ikke var så gammel. Han var ikke i tvivl om, at det angreb mod slottet havde været ment for ham, selvom han havde været hurtigere, og var blevet flyttet inden det for alvor var gået galt. Mange andre liv var derfor gået tabt istedet for, og den tanke brød han sig ikke om. Måske at hans fars hjerte alligevel slog ind der. Han kneb øjnene let sammen. Han blev presset.. ironisk nok at blive presset af døden, et eller andet sted, ikke sandt? Han rettede sig en anelse op. "Om du allerede er kendt med hvad jeg er her for, kan du vel fortælle mig, om det er muligt for mig at opnå..?" spurgte han med en ganske sigende mine.
Mattheus brød sig ikke om denne situation i forvejen, ganske enkelt fordi at der end ikke var styr på vampyrerne mere. Det var et sted en gruopvækkende tanke, men ikke noget som han sagde højt på nogen måde. Azrael vidste det vel godt allerede? Hvis manden var altvidende, så var det vel ikke noget problem, var det? Han vendte sig direkte mod ham. Det at blive presset, var ikke noget som nogen brød sig om.

Mattheus trak vejret dybt. Alene tanken om at stå overfor døden på den her måde, var da pirrende nok for ham i forvejen, og han kunne da slet ikke lide den. "Blot er jeg en ung mand, som endnu har meget at lære, men det angreb på det slot, var mod mig personligt. Jeg frygter for konsekvenserne for fremtiden. Jeg abdicerede fra tronen og skænkede den tilbage til min moder. Jeg har længe indset, at det ej er mit kald i livet.. jeg vil sikre mig muligheden, for det kald jeg har fundet, at det er noget som jeg kan ivaretage.. Og til det, har jeg brug for dig," endte han med en mere bestemt tone. Hvis det var en salgstale han ville have, så var et en salgstale han skulle få!

[Deleted]

Azrael blev stående, uden at give udtryk for det mindste mimik. Det lå ikke til ham.. Hans job var ikke at sprede følelser, men derimod det modsatte.. Folk så ham i øjeblikket før de døde faktisk, for sjælen skulle han jo hente. Det var det eneste kald som han selv havde i livet. Han kunne lege gud.. han kunne lege med sjælene, som han havde lyst til, og mange havde desværre fundet ud af dette foretagende. Lige hvordan kunne han ikke sige, men det var da irriterende nok af den grund.
Selv blev han roligt stående og med blikket mod den daværende konge. Han selv så ikke nogen grund til at forhaste noget. Mattheus pakkede det ind og forsøgte at præsentere det fint, selvom dette dog ikke var noget som man kunne sige, at Azrael købte på nogen måde. Han lod hovedet søge en kende på sned endnu en gang og uden at se det mindste væk fra ham. Hvorfor skulle han da gøre det? "Jeg ved hvad det er du ønsker af mig, Mattheus, men af den grund, så ønsker jeg stadig at høre dig sige det."

Azraels blik gled mod den unge skikkelse. Manden var ung og havde endnu frygtelig meget at lære, så det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, hvis han selv skulle sige det. Hans øjne var mørke og intetsigende og det samme med hans mimik og kolde stemme. Han var jo selveste døden. "Alle passere de stadiet, hvor de er unge og har meget at skulle lære.. Der er du intet undtag. Du har naturligvis haft mange andre odds imod dig, end så mange andre har, men du er ikke alene i den båd.. Så fortæl mig.. Skulle jeg gøre dig den tjeneste, som du virkelig ønsker, at jeg skal give dig? Synes du det er fortjent?" spurgte han sigende. Selv uden at rokke sig ud af stedet.. Han kunne mærke, at hans tilstedeværelse alene, påvirkede den unge konge.. Et sted.. nød han det jo.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at tingene skete af en grund, men denne gang følte han bare, at han var nødt til at gardere sig, også mest for sin egen skyld, for han var bestemt ikke meget for tanken om at skulle ende med at miste livet. Der var så meget mere han hellere end gerne ville nå at opleve, og den mulighed havde han bare ikke fået endnu! Han vendte blikket mod Azrael. Det var uden tvivl surrealistisk, at skulle stå sådan her overfor døden, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han var nødt til at handle på et eller andet. "Jeg ønsker og beder til muligheden for en chance til, om ulykken skulle ende med at være ude, og faktisk kræve mit liv," sagde han denne gang med en mere kortfattet tone. Han følte sig presset nok i forvejen, og Azrael gjorde det bestemt ikke meget bedre for ham lige nu. Tvært imod!

Selv vidste Mattheus godt, at hans moder ville flegne, om hun vidste hvad han havde gang i, men dette var noget som han følte, at han var nødt til. Både for hans egen skyld, men også for Lily.. Han var blevet lidt for glad for den kvinde, og han vidste hvor farligt det kunne være, og derfor følte han, at dette var.. den rette måde at handle og reagere på. "Jeg er villig til at betale den pris, hvad end den nu skulle være, hvis det giver mig muligheden for en chance til, hvis jeg skulle ende med at miste livet.. Du af alle ved hvordan det er, og hvordan folk tager det.. Jeg har mange omkring mig, som jeg ikke vil kunne klare at miste..og da slet ikke nu," fortsatte han med en ganske sigende, men også bestemt tone. Var det underligt, at han reagerede på den måde? Han var ung.. han ville da ikke ende med at miste livet!

[Deleted]

Den unge Mattheus var uden tvivl frustreret, hvilket Azrael udmærket godt kunne mærke. I det store og hele, så var han der ikke for at frustrere manden, men derimod skabe en forståelse. Alt det med menneskelighed og følelser, samt tanker og handlinger og den slags, var jo ikke noget som han selv var i besiddelse af. Det eneste som han faktisk gik op i, var at ivaretage den balance, som skulle opretholdes, og det var bestemt heller ikke altid lige nemt, hvis han selv skulle sige det. De helt mørke øjne hvilede på ham, som Mattheus langt om længe måtte give ham de ord, som han gerne ville have. Han nikkede blot mod ham igen. "Det anede mig, at det var grunden til at du ville tilkalde mig," endte han med en rolig stemme. Den unge mand skulle i forvejen føle sig priviligeret.. Det var bestemt heller ikke særlig ofte, at han imødekom folk på denne her måde, og særligt de ønsker, som de nu skulle have i deres besiddelse.

Mattheus var krævende i den her situation, og det håbede Azrael så sandelig også at den unge mand nu måtte være klar over. Det var ikke fordi at han direkte kunne gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det kolde blik hvilede på den unge mand.. Intetsigende. Det var jo aldrig til at sige, hvad han ville sige eller ikke. "Dagligt ser jeg knuste mennesker, som sørger over deres tab af nære og kære, Mattheus.. Hvad får dig til at tro, at jeg ville gøre noget ekstraordinært, for at give dig en chance til? Når så mange andre lige så kunne give udtryk for det ønske?" spurgte han direkte. Prisen var der skam, men den var dyr, og som oftest, var den nemlig langt dyrere end hvad de fleste ville ønske at de skulle betale. Han var en hård forretningsmand.. Men et liv skulle tages, om et liv skulle bevares.. sådan var balancen nu en gang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var hurtigt gået op for Mattheus, at Azrael var en meget hård forretningsmand, og at det ville blive svært at få det trumflet igennem, men han var virkelig nødt til at prøve. Han var nødt til at vide, at han selv hvis uheldet skulle være ude, at han alligevel ville få muligheden for at være sammen med Lily. Det kunne godt være, at der ikke var gjort noget officielt endnu, men gjorde det virkelig nogen forskel? Han var blevet glad for hende, og særligt nu med det liv, som han selv måtte være født ind i, at der stadig skulle være nogen mulighed, for at han ville få lov til at beholde sit liv, om det skulle komme så vidt. "Og nu har jeg sagt det," pointerede han med en ganske kortfatttet og mere bestemt tone, end hvad han havde benyttet sig af tidligere.

At Azrael ikke bare ville give ham det, var skam heller ikke noget som Mattheus havde forventet. Dette havde allerede taget liv, som det slet ikke skulle tage, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ville påstå at han ikke havde lidt tab i forvejen! "Jeg forstår at jeg skal fremlægge sagen for dig, Azrael," begyndte han. Denne gang tog han et skridt mod ham. Døden skulle alle møde på et tidspunkt, så det var ikke fordi at han var decideret bange for ham. "Hvem ønsker ikke den mulighed for en chance mere? Jeg ved at chancer som dette er blevet skænket igennem rigtig mange år. Jeg ser og hører historier om Faith og Kimeya som er hjemvendt fra Dødens rige, og selv dette måske har været af en grund.. Så er jeg villig til at betale prisen.. Det som skete på Castle of Darkness har allerede kostet mig min lillesøster, som jeg igennem frygtelig mange år af mit liv, har gjort hvad jeg kan for at beskytte og ivaretage.. Nævn din pris," endte han med en kortfattet stemme.

[Deleted]

Azrael kunne godt fornemme, at denne unge mand ikke var bange for ham, og det passede ham egentlig ganske udmærket. Det var rart til en forveksling, at folk ikke nærmest forsøgte at flygte fra ham, når de endelig fik ham at se. At det var kendt, at folk fik en chance til, havde han et eller andet sted forventet. Han betragtede manden med en rolig mine. Han havde vidst det.. Han kunne bare godt lide at høre dem sige helt præcist, hvad det var de gerne ville have af ham. Han trak ganske kort på den ene mundvig. Selv han reagerede ikke på at den unge mand måtte komme tæt på ham. Hvad han havde mistet under det angreb på Castle of Darkness, var selvfølgelig beklageligt. Men balancen var oppe, og det var den eneste ting som Azrael havde i tankerne lige nu.
"Hvad der sker her, er udenfor mine hænder, Mattheus. At disse tab vækker dig en sorg og frustration, er til gengæld noget som jeg nærer forståelsen for.. Hvad der sker, sker af en grund. Jeg forstår om det ikke er de svar som du vil høre, men det er dem som jeg kan give." Hans blik hvilede på knægten.. Denne gang mere faretruende, da han valgte at komme tæt på, selvom det nu heller ikke var noget som han tog tungere end som så, for det havde han da heller ikke ligefrem nogen grund til. Denne unge mand ville ikke have en chance. "Prisen er i mange henseender større end hvad de fleste er villig til at betale," fortsatte han med en ganske kortfattet stemme. Han knyttede næverne ganske let. At skabe den uro, var han i forvejen ikke videre begejstret for, og dem som han gav muligheden for en ny chance i livet, plejede at være fordi at der var en grund til det.. I dette tilfælde, var grunden ikke andet end ren og skær egoisme. Og det var bestemt ikke noget som han var stor fan af. "Balancen skal opretholdes.. og den skal for altid opretholdes.. Et liv for et liv, Mattheus.. Det er min pris," endte han med en ganske kortfattet stemme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville mene, at han var langt mere stålfast og bestemt, end hvad Azrael i øjeblikket måtte give ham credit for, og ærligt, så var det en tanke som irriterede ham. Han ville ikke tilkalde ham og opsøge ham på denne her måde, om det ikke var fordi at han mente, at det var dette som han ville. Hans mine forblev direkte alvorlig og uden så meget som en følelse at spore. Selv havde han brug for at vide, at han var der til at kunne tage sig af Lily om det skulle komme så vidt, og særligt nu hvor han havde overdraget tronen tilbage til sin kære moder, så var de derude, hvor det var en direkte nødvendighed.
Azrael gav ærlig talt ikke Mattheus andet end hvad han egentlig vidste og havde regnet med i forvejen. Der var intet hint eller noget som helst, som man kunne bruge, og det var en tanke, som meget hurtigt kunne komme til at irritere og genere. Han knyttede næverne ganske let. "Fortæl mig noget, som jeg i forvejen ikke ved, Azrael," endte han kortfattet. Alt skete af en grund.. han kunne ikke fortælle noget.. selvfølgelig vidste han at det var sådan at det forholdt sig! Han blev denne gang stående. "Nævn din pris, og jeg skal nok betale den. Du kan snart ikke rive mere fra mig, end hvad du allerede har gjort.." Så dejlig nemt og belejligt det var at klandre døden for de ting som skete omkring ham.. Så dejlig nemt, selvom han vidste, at det ikke var hans skyld i det hele taget.. Det var bare den frustration som nærmest måtte tale for ham i det her tilfælde. Et liv for et liv? Skulle han ud og slå ihjel? "Og hvordan skal det gøres? Et liv på forkant eller efterkant?" Lige der var han kold.. Hvis han fik en chance mere, hvis uheldet var ude, så var han mere end tilfreds! Også for Lilys skyld.

[Deleted]

Det forundrede virkelig ikke Azrael, at Mattheus reagerede på den måde, som han nu gjorde, og ærlig talt..? Så kunne han jo ikke gøre andet end at se til som manden nærmest måtte gå amok. Selv regnede han ikke med, at knægten ville gøre noget, for det havde han ikke troen på at han kunne få sig selv til. "Så burde det heller ikke komme dig som nogen overraskelse," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Selv tog han det ikke så højtideligt.. Det eneste som han kun tænkte på, var en balancen.. og når hans balance blev ustabil, var det jo hans job at rette op på den igen, og det var uden tvivl også hvad han havde tænkt sig at gøre, hvis det kom så vidt.
De helt mørke øjne hvilede intenst på Mattheus' skikkelse, og uden at han rokkede sig ud af stedet. At det var en handling for en kvinde, kunne han jo næsten gætte sig til. Hvad skulle da ellers få en mand til at tænke så egoistisk, som det han var lige nu? "Jeg er ærlig talt ligeglad med dine bagtanker ved denne handling, Mattheus.. Jeg kan gætte mig til hvad der er grunden til det. Jeg løber ikke fra en aftale. Jeg tager intet parti, og jeg handler aldrig eller blander mig i det menneskelige henseende.. Dertil.. Hvis man endelig kan indgå en aftale med mig.. Så sker den betaling altid på forkant.. Jeg kræver et menneskeliv taget før jeg vil skænke dig den mulighed, som du hertil går og søger," endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod ham endnu en gang. Livet skulle tages.. og så kunne de finde ud af det, når det kom så vidt, og det var det, som han nu stod fast på i den anden ende. "Giv mig et liv.. så skal jeg nok sørge for, at du får en chance til.. Mattheus.." endte han roligt, inden han rakte ham hånden. Blot for at understrege, at de nu havde en aftale.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var stresset og presset. Selv i hans øjne, så var det uden tvivl en hård omgang, kunne man jo sige og det var derfor han tog det som han gjorde lige nu. Hvorfor skulle det hele være så svært? Han knyttede næverne ganske let, inden han vendte blikket i retningen af Azrael. Han turde da ikke udfordre døden på det grundlag.. Han ønskede blot denne mulighed, så han var sikker på, at han kunne få tingene præcist som han gerne ville have dem, og særligt fordi at han vidste, at han i sin stand, var ekstra hårdt udsat, så var han jo først for alvor, nødt til at gøre noget! "Grunden til mine handlinger er mine personlige grunde, selvom jeg kan fornemme, at du allerede er klar over hvorfor og hvorledes," afsluttede Mattheus med en ganske kortfattet og bestemt tone. Han ville da slet ikke gå rundt og forsvare hans egne personlige grunde til at handle på den måde, som han nu valgte at gøre det på.
Selv nu hvor han stod direkte overfor døden, så måtte han jo alligevel så fint kunne mærke, at han et sted.. frygtede den mand, som han stod overfor. Drabet skulle komme på forhånd. Selv var det på ingen måder typisk Mattheus at tage denne form for beslutning, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede blot. Det at tage liv havde han ikke gjort før, så selvfølgelig var det virkelig.. en underlig følelse. Det var nyt og ikke mindst fremmed for ham, og det var uden tvivl noget, som han virkelig havde svært ved, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Han endte med at tage om Azraels hånd og trykkede den. De havde nu en aftale. "Inden længe, Azrael.. så vil du have liget for din hånd.. Gør hvad du vil med det, og jeg regner med at jeg kan stole på dine ord, når jeg siger, at vi nu har en aftale." Hans mine forblev fast og direkte intens. Han var ikke en mand som man skulle løbe om hjørner med. Dette var faktisk en meget alvorlig samtale!

[Deleted]

Azrael havde slet ikke nogen grund til personligt at skule blande sig i hvad Mattheus havde gang i, så hvorfor skulle han? Det som han egentlig var ude på, var jo selv at finde en mulighed, så denne balance stadig kunne opretholdes og i dette tilfælde så krævede det et liv.. En virkelig dyr pris for de fleste, og det var uden tvivl også de færreste, som havde modet til at gøre netop dette, og det var jo det som han vidste. Deraf den frygtelig dyre pris. "Jeg hverken kræver eller forventer af dig, at du skal forklare dig," sagde han med en ganske kortfattet stemme.
De ville have en aftale så snart at Mattheus havde taget det liv, som han krævede og forventede af ham, at han skulle gøre. Det var vel heller ikke meget at forlange var det? Han trak ganske kort på den ene mundvig. Han trykkede fast i den unge mands hånd. "Jeg har ikke nogen grund til at skulle løbe fra nogen aftale, Mattheus.. Vi har en aftale den dag du formår at tage en andens liv i dit sted.. Først der, vil jeg love dig, at jeg vil give dig den chance til, om det skulle vise sig, at blive en nødvendighed selvfølgelig." Hans blik gled direkte mod hans skikkelse endnu en gang. Han selv så ikke nogen grund til at skulle gøre andet end at blive på stedet her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Vi ses nok snart igen, Mattheus," afsluttede han, inden han endte med at forsvinde på samme måde, som han var dukket op. Han selv tog ikke nogen chancer hvad det her angik, og selv nu hvor Mattheus var en ung mand, så han ikke nogen grund til at handle anderledes. Dette skulle nok vise sig, at blive.. umådelig interessant.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig sanserne på stilk. Han stolede på døden.. Det var nok noget af det som man kunne sige, at man altid kunne stole på, og det var skam også det som han havde tænkt sig. "Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra," endte han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Han trykkede selveste døden i hånden. For nu havde de en aftale, og han håbede så sandelig også på, at manden ville leve op til det. Kunne han forvente andet af manden, som han stod overfor i en stund som denne? Det gik han så sandelig heller ikke ud fra, men når det nu endelig skulle være, så var han jo trods alt nødt til at sige og gøre et eller andet! "Og jeg kan trygt love dig for, at du vil have dit lig inden det kommer så vidt," endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse endnu en gang. Selvom han ikke rigtigt nåede at søge noget yderligere til det, før manden var endt med at tage videre. Han trak vejret dybt. Det havde været underligt.. virkelig underligt at stå der i en stund som denne, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for. Han sænkede roligt hånden, inden han let rystede på hovedet. Ja, det var uden tvivl meget underligt, og derfor håbede han virkelig på at denne mand, var typen som måtte holde ord i den anden ende! Det var et håb for ham! Roligt vendte han om og søgte væk fra kirkegården. Det var uden tvivl virkelig underligt, og derfor håbede han da, at det var et løfte fra selveste døden, som han kunne stole på.

//Out