I wanna stay..

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde ikke nogen anelse om hvem det var, som fik Denjarna til at reagere på den måde, men han måtte jo sande, at han ikke kunne lide det. Han havde været vant til at have hende for sig selv, men måtte nu sande, at han måtte dele denne opmærksomhed, og endda med en anden mand, hvilket slet ikke var en tanke som han kunne have med at gøre i det hele taget. #Jeg ønsker blot ikke, at der skal ske dig noget..# Han slog lette frustrerede slag med halen, og med blikket vendt i hendes retning. Det gjorde ham hidsig et eller andet sted, og det kunne han da slet ikke have. Hvorfor hun reagerede sådan overfor ham, var ikke noget som han tog sig af, og et sted, så var han også ligeglad, for han nægtede at lade hende tage nogen steder hen på egen hånd. Han vidste hvor farligt det var, og særligt når hun fortalte ham, at hun var upopulær på den anden side af grænsen. Det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre!

Damiens blik hvilede intenst på hendes skikkelse. Lige her, var han rent faktisk yderst standhaftig. Han kunne sagtens hvis det var det! #De behøver slet ikke lægge mærke til, at jeg er efter dig.. Jeg vil bare sikre mig, at der intet sker dig undervejs.. Den tanke kan jeg slet ikke bære.. Jeg kan gøre mig mindre, som jeg kan gøre mig større.. De ville slet ikke vide hvad der ville ramme dem,# fortalte han ganske stilfærdigt, inden han igen søgte tættere på hende. Det var en beslutning, som han nu stod fast på, og det var sådan, at han gerne ville have tingene. Han tog ikke imod ordre.. Han var jo heller ikke noget som man kunne kalde for en del af den manjanske befolkning.

[Deleted]

At Damien ej ønskede, at der hændte Denjarna noget ondt, var svært at se sig arrig på. Dog var det ikke svært at se sig vred på, at han ønskede at bestemme over hende, og det var derfor også, hvad hun valgte at holde fast i. At det i virkeligheden var en stor og ildspydende drage, som hun talte til, syntes for nu at være gået hende i glemmebogen. Hvis han havde indtaget sin egentlige skikkelse var det ikke sikkert, at hun havde set sig ligeså kæphøj. I sin lille miniatureskikkelse udgød dragen nemlig ikke den store trussel. De sølvgrå øjne hvilede skarpt på ham. ”Og hvordan har du i sinde at gøre det hele? Agter du at følge efter mig, eller ønsker du, at jeg rider dig? Jeg har desuden i sinde at overnatte på kroer, så fortæl mig venligst, hvordan du vil holde dig uset til i de stunder?” sagde hun sigende, inden hun søgte over til sit arbejdsbord. Her trak hun en skuffe ud, og tog en godt fuld pengepung ud. Selv vidste hun trods alt ikke, hvor længe hun skulle være væk, og derfor var det ikke til at sige, hvor mange penge hun skulle bruge. Mærkværdigt var det helt, at hun nærmest skulle tilbage til sin gamle tilværelse. En tilværelse, hvor hun konstant hoppede fra kro til kro. Utroligt var det helt, hvilke liv hun havde fået lov til at leve, for hendes liv havde budt på meget mere end på slotte og diverse krohop. Ja, selv kendte hun også til det at leve i slummen uden tag over hovedet, ligeså vel som hun kendte til livet i et middelklasses hus, og et noget prestigefuldt liv i et palæ. Derfor kunne man trygt sige, at hun kendte til diverse livsstile.

[Damien Nathanael Adams]

Det var bestemt ikke ofte at Damien viste sig fra denne side, men han kunne for pokker ikke gøre andet, når hun virkelig smuttede alene til et land, hvir hun vidste, at der var en pris på hendes hoved! Den tanke kunne han slet ikke have med at gøre! Han brummede irriteret. Kunne hun da ikke bare se, at han ville beskytte og passe på hende? Siden hvornår var det nu gået hen og nærmest blevet kriminelt? Her ville han dog ikke give sig... ikke på vilkår! Hans sande identitet som en animagus havde han ganske enkelt.. glemt. Det at være en drage, havde han levet som igennem så mange år, at det var gået hen og blevet.. ham. #Personligt, så jeg faktisk helst, at du red på min ryg, fremfor en hest,# begyndte han ærligt, men direkte. Det var ærligheden hun ville have, og så var det jo den som hun fik.
Selv kunne han jo se, at hun var fast besluttet på at tage afsted, og han måtte jo sande, at det ikke just var noget som han brød sig om. Hun havde jo ikke tænkt den igennem! Fint at hun ville redde den mand, men det skulle ske på rigtig vis! Han søgte mod hende. #Som jeg kan gøre mig større, og mindre, kan jeg blive mindre end hvad jeg er nu... End ikke de behøver at vide, at du har mig med. Du begiver dig ud på en yderst farlig færd, og jeg ønsker ej, at noget skal ske dig..# Kunne hun ikke bare se det en smule fra hans synspunkt? Han gjorde rent faktisk det her for hendes skyld, om hun så ville det eller ikke. Han søgte igen tættere på hende og med de gule øjne endnu hvilende på hendes skikkelse. Hun havde gjort så meget for ham.. Så kunne hun da ikke bare lade ham passe på hende? Han havde bedre mulighed for at gøre det end de fleste andre havde!