I wanna stay..

[Deleted]

Dragers levefærd havde aldrig været et studie, som Denjarna havde dukket ned i. Det var dog til at sige, at det var et studie, som hun muligvis skulle se at give sig i kast med med tanke på, at hun nu havde en drage indenfor sine fire vægge. En tanke, som hun hidtil aldrig havde troet mulig. Dog kunne hun ikke just sige, at hun ønskede det anderledes nu. ”Du nævnte tidligere, at der endnu eksisterede mindst én drage mere end dig.. Hvordan kan det være, at du ej har søgt til den? Lever din slags blot adskilt?” endte hun med at spørge. Hun håbede ej, at han forstod det, som ønskede hun ham væk, for det gjorde hun skam ikke. Hun var blot oprigtig nysgerrig, hvad han liv, og hvad andre dragers liv angik. Hvorvidt hans arts skæbne gjorde ham trist eller ej, vidste hun ej heller. Dragen syntes nemlig at være åben omkring realiteten, men på den anden side … hvem begræd ikke også sin egen arts udryddelse? Hun fugtede læberne. På vej tilbage var de allerede. En kort tur havde det været, men en årsag fulgte der trods alt også med, og den ville hun aldrig bebrejde ham for. ”Det vil glæde mig at gøre dig selskab igen i morgen, hvis tiden skulle byde sig,” sagde hun i en ærlig tone, alt imens de fløj gennem himlen. ”Det er ej, hvad jeg er vant til at opleve, men jeg vil mene, at jeg er ved at komme ind i det.” Hun smilede stille for sig selv ved tanken. Ej var hun blank for at erkende, at hun nød disse ture, men hvem ville ikke også nyde at se verdenen fra drageryg? Dragerne var trods alt et af verdens vidundere, og en frivillig tur fra dem var endnu sjældnere.

[Damien Nathanael Adams]

Damien antog ikke at Denjarna ønskede ham væk ved hendes spørgsmål, men derimod var det vel bare en stigende nysgerrighed, som hun havde fundet ud af, hun nu kunne få stillet? Han vendte blikket roligt frem for sig. #Drager er kendt for at være voldsomme og aggressive.. Den anden drage, som jeg er kendt med, lever desuden i Procias' skove. Jeg har ikke lyst til at fremstå som en skydeskive, ved at flyve over den grænse og horde af vagter og soldater,# forklarede han roligt. Det kunne godt være, at han var stor og så farlig ud, men selv han havde sine svage punkter.. Det havde hun jo set. Han selv kunne komme voldsomt til skade, hvis man ramte ham på de helt rigtige punkter om ikke andet.
Turen blev sat mod Neutranium. Men han ville jo heller ikke ligefrem have at hun skulle fryse og ende med at blive syg, om han kunne blive fri for dette. Han brummede svagt. Lyset fra byen kunne skimtes i det fjerne. Det var tungt for ham at flyve over længere tid. Han skulle lige have gang i det hele, men det var jo også ved at være lang tid siden, at han rent faktisk havde fløjet på denne her måde. Som de var ved at nå frem, sænkede han højden. #Det ville glæde mig, hvis den tid ville byde sig,# sagde han med en ærlig stemme, inden han ved hjælp af sine ben, gik ind for en landing. Denne blev tung.. og der lød et større 'bump', da begge ben endelig ramte jorden. Han lagde sig ned på den kolde jord og lagde vingerne ned, så det var muligt for hende at komme ned. #Første gang skreg du.. Det er ikke tilfældet længere.. Det er ved at komme,# pointerede han sigende, som han lod de gule øjne følge hende.

[Deleted]

At det var en genialitet, at hans slags levede adskilt gjorde, at Denjarna måtte have mindre ondt af ham… og dog talte han, som om han tidligere havde savnet selskab. Hvad hun helt præcist skulle mene om hele situationen var derfor svært. ”Hvis du oprigtigt ønskede den anden drages selskab, var det så ikke blot at indtage din mindre skikkelse for så at søge ind over grænsen?” endte hun med at spørge ham, da det for hende forekom logisk. Desuden, selvom det var svært at komme til og fra Procias nu om dage, var det også muligt med en smule snilde. Det havde trods alt lykkedes hende at vade uset over grænsen med hjælp fra den kære Salvatore. Der var nemlig ingen procianere, som havde søgt efter hende i Manjarno. Nu stod det dog klokkeklart for hele verdenen, hvor hun befandt sig. Benene klemte hun let med, som dragen påbegyndte landingen. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte banke stærkere som dette skete. Dog var det med tungen lige i munden, at hun mærkede det hårde stød igennem sin krop, som dragens mægtige krop landede på jorden. Hun tog en dyb indånding, inden hun måtte smile svagt. ”Man lærer vel fra gang til gang,” sagde hun, inden hun samlede hænderne foran sig, så hun kunne lægge vægten forover, inden hun svang benet til den ene side, så hun let kunne glide ned af dragens store krop. Blikket vendte hun mod dragehovedet, alt imens hun førte hånden op til sit hår, som hun let strøg nogle ravnsorte lokker væk fra ansigtet. Om håndledet bar hun endnu rosen – som hun havde fået af Salvatore – som et armbånd. Forskellen fra før til nu måtte dog være, at den ikke længere stod skarpt og rødt, men nu var sortnet og faldnet. En forandring hun endnu ikke lagde mærke til med henblik på alt, hvad der foregik. Hun sænkede hånden igen. ”Desuden.. Hvis disse ture skal gå hen og blive til en vane går det ikke, at jeg altid skal skrige af mine lungers fulde kraft.”

[Damien Nathanael Adams]

Det havde måske været Damiens eget valg, at leve alene, men for hans vedkommende, så var det bare det valg som han havde fundet som det rette.. Også fordi at han jo af hjerte, ikke var en drage, men derimod en animagus, som igennem utrolig mange år, havde levet med dette.  Han landede tungt og sænkede kroppene, så det var muligt for hende at komme af ham. #Risikoen er stor, Denjarna. Bjergtoppen har igennem rigtig mange år, skænket mig tryghed og beskyttelse.. Det er jeg bange for, at skovene i Procias, ikke vil kunne skænke mig,# svarede han ærligt. Selv blev han liggende til Denjarna var kommet helt ned af ham, inden han roligt rejste sig op igen. Denne gang skiftede han dog størrelse, så han igen kun fik størrelsen, som et forvokset og stort firben, så han igen var i stand til at komme godt omkring på slottet.
De gule øjne vendte han og mod hendes skikkelse. Armbåndet på hendes hånd havde han ganske vidst lagt mærke til var visnet og falmet, men var det ikke at forvente, af en blomst? Særligt på denne tid af året? Så han lagde ikke noget synderligt i det. Han blinkede med de store og gule øjne. #Det falder dig overraskende naturligt, at tage pladsen ved mit vingeudspring, Denjarna.. Man skulle tro, at det er noget som du har gjort før.. Men nok om det.. Vi må få dig indenfor, inden du virkelig begynder at fryse,# sagde han med en rolig stemme og slog så let med halen. Han begyndte at gå i retningen af de store porte.

[Deleted]

Let sprang Denjarna ned ad Damien, så hun igen havde fast grund under fødderne. ”Nuvel.. Jeg kan ej bedømme, hvad der er bedst for en af din kaliber,” sagde hun stilfærdigt. Selv forstod hun ideen i, at det måtte være lettere for en drage at gemme sig på et bjerg, fremfor i en skov. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at det havde lykkedes den anden drage at overleve, så hvorfor skulle Damien have været det mere uheldig? Tavst betragtede hun ham, som han for anden gang lod sig formindske foran hendes øjne. Utroligt og højst besynderligt var det uden tvivl. Han var trods alt et enormt og majestætisk væsen, og så var det helt surrealistisk, at han kunne gøre sig så lille. Hun smilte tilfredst over hans ord. ”Før havde jeg aldrig troet, at jeg skulle tilføje drageflyvning til de egenskaber, som jeg mestrer,” svarede hun ham i en munter tone, alt imens hun begyndte at gå. ”Det glæder mig dog at høre, at du allerede nu kan mærke forskel. Det at flyve er vel i det store og hele en…” Hun stoppede pludseligt og brat i sin tale. Ej nåede hun at sige tilvænningssag, som hun endte helt paralyseret i slutningen af sin tale. Stiv som et bræt var hun stoppet op, hvor hun blot så ned. En overvældende rædsel gennemsyrede hendes krop, som hun blot så ned. Imens hun havde gået, havde hun kigget ned.. Hvorfor, vidste hun ikke, men måske havde hun fornemmet, at der var noget galt? Bleg i kinderne var hun blevet, som hun så ned på sit ’armbånd’. Hvor længe havde det set sådan ud? Var der gået timer eller var det lige sket? Tanken var kvalmende. Fæstende på den døde rose var hendes sølvgrå blik. Rosen var ikke længere prangende, rød og kraftig, men derimod visnende, sort og mat. Hendes tanker faldt til Salvatore. Var han død, eller var han såret? Hun havde svært ved at kapere tankerne..

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde taget dette valg for sin egen skyld. Det var nemlig lettere at skjule sig et sted, hvor folk flest ikke havde muligheden for at søge op, end det var i en skov, hvor man konstant skulle sikre sig, at man kunne tage flugtvejen. Ikke fordi at han var doven eller noget lignende, for det ville han bestemt heller ikke påstå at han var. Han mindskede sig i størrelsen igen inden han vendte sig mod hendes skikkelse. #Jeg må sige, at jeg har opgraderet min stand en smule, siden jeg lærte dig at kende,# sagde han med en rolig stemme. Han var kommet ind på slottet.. Og det var jo lidt noget andet end den bjerghule som han boede i ellers. Den havde han jo rent faktisk ikke sat sin egen fod i, igennem rigtig lang tid nu.
Den visne blomst i hendes armbånd, tog Damien sig ikke rigtigt af, da han ikke vidste hvilken betydning den rent faktisk havde for hende, og hvad den symboliserede for hende og en anden. Han blinkede let med øjnene og slog med halen, nu hvor han havde en størrelse, som gjorde, at han kunne tillade sig at gøre det, uden at han skulle ødelægge alt omkring ham, og det var vel også det, som rent faktisk var det vigtigste lige nu? #En kvinde med mange talenter,# roste han hende.. At der jo så pludseig synes at være noget i vejen, kunne han dog godt fornemme på hende, sådan som hendes ansigtsmimik nærmest svandt ind til det rene nulpunkt. Han lod hovedet søge let på sned. #Denjarna..? Hvad er der?# endte han sigende. Der var da noget rivende galt!

[Deleted]

Komplet ud af fatning røg Denjarna, som hun bemærkede den visnende rose. Selv huskede hun tydeligt, hvorfor hun havde den, hvem der havde givet hende den, og hvilken betydning den bar.. Hun havde modtaget rosen, sidst hun havde set sin rådgiver. De havde vandret igennem den smukke slotshave, hvor han på et tidspunkt havde stoppet op for at skabe en smuk rød rose. Rosen havde han dernæst foræret til hende med de ord, at det ej var en normal rose. Rosen var nemlig magisk, som den afspejlede hans liv. Hans ve og vel. Han havde sagt, at hvis rosen en dag visnede var det fordi, at han var kommet til skade.. Hun bed ned i sin læbe. Det var ikke blot hendes rådgiver, som havde givet hende rosen her, men også hendes eneste ven og elsker. Hvis hun mistede ham, havde hun så andet end små bekendtskaber og arbejde? Ganske vidst brød hun sig ikke om at være afhængig af andre, men alligevel var det svært at sige, at man ønskede at være helt alene. Desuden.. Salvatore var kommet efter hende i nødens stund, så var det ikke også det rigtige at gøre at komme til hans undsætning? Problemet var dog.. Hvordan skulle hun kunne finde ham? ”Jeg..” endte hun med at sige, alt imens hun slog blikket op og så sig om end noget forvirret omkring. ”Jeg er nødt til at tage af sted,” endte hun mere beslutsomt med at sige, og det var skønt, at hun ikke havde en ide om, hvad hun helt præcist skulle. Hun var ikke redningstypen. Hun havde aldrig kommet nogen til undsætning. Folk havde nærmere kommet hende til undsætning.. Skulle hun søge op på sit værelse og pakke? Skulle hun tage sin hest og ride fluks af sted? Hvor skulle hun tage hen? Kunne hun bare forlade sine pligter?

[Damien Nathanael Adams]

Hele stemningen havde taget en drejning, som Damien slet ikke brød sig om. Hvorfor stirrede hun sådan en på det visne armbånd? Betydningen af det, var nok ikke noget, der var gået op for ham, men det var jo heller ikke alt omkring hende, som han var kendt med endnu, kunne man jo sige. Ja, han holdt af hende, og særligt efter alt det hun havde gjort for ham, for det var så sandelig heller ikke ligefrem småting. 
Damien slog let med halen, inden han trådte tættere på Denjarna.. Næsten som om at han rent faktisk søgte hendes opmærksomhed. Han kunne slet ikke have at hun reagerede på den måde, for han vidste jo, og kunne jo se på hende, at det på ingen måder var noget godt tegn! Han gned sit hoved lidt forsigtigt op af hendes ben. #Og hvor helt præcist har du tænkt dig, at tage hen? Fortæl mig hvad der foregår... Jeg vil gerne hjælpe..# De gule øjne vendte han op mod hende. Hvad gjorde hun sig af tanker? Så forvirret det hele nu var blevet, kunne han slet ikke have. Han fandt det faktisk utrolig.. distraherende, som intet andet. Han slog let med vingerne. Han kunne jo direkte føle, samt se og fornemme den uro som pludselig måtte brænde så voldsomt i hendes krop og sind. At det derimod var en mand, som havde en ganske særlig betydning for hende, var ham heldigvis meget ukendt. Han brød sig nemlig ikke særlig meget om tanken om, at der skulle være andre tæt på hende, foruden ham.

[Deleted]

Hvorledes Damien havde det med hele situationen, sansede Denjarna end ikke. Hendes fokus var nemlig på noget helt andet. Hun vidste nu, hvad hun måtte gøre, og derfor var der ikke mere at sige til den sag. Hun holdt af Salvatore, hun havde brug for ham som sin rådgiver, og han havde før kommet efter hende. Derfor var der intet andet at gøre, end at hun nu måtte tage efter ham. Hvorvidt hun opdagede dragens strygende bevægelser op ad sit ben var ikke til at sige, da hun kort tid efter satte i gang igen. Fokuseret var hun nu, og når hun endelig havde noget for øje, var der ej heller noget, som kunne stoppe hende. ”Jeg vil søge over grænsen til mit hjemland.. Helt til Imandra, hvis det skal komme så vidt. Min rådgiver er i knibe under mine befalinger, og jeg har i sinde at hente ham hjem,” sagde hun kort for hovedet, alt imens hun søgte mod slottet. Skidt var situationen.. Både for hende og for Salvatore. Selv havde hun nemlig et kongedømme at passe, og derfor var det ikke just optimalt, at hun forlod sin plads på tronen. Hun vidste dog allerede, hvad hun havde i sinde at gøre.. Hun ville bede sin personlige vagt om at lyve. Han måtte være den eneste, som måtte kende til hendes fravær, og derfor måtte han også stikke folket den løgn, at deres dronning lå syg, og at hun af den årsag desværre ikke kunne træffes. Derudover måtte hun bede ham om at gå i køkkenet, så han kunne skaffe hende den mest nødvendige føde til turen, alt imens hun selv ville pakke sit mest diskrete rejsetøj. Derfra ville hun drage ud på sin ganger, hvor hun derfra måtte håbe, at hun ville finde vejen. ”Deres Majestæt,” hilste to vagter ærbødigt på hende, som hun havde nået indgangen til selve slottet. Porten blev uden tøven slået op for hende, hvor hun dernæst søgte direkte hen til trapperne og op imod sit private gemak.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde ganske vidst bemærket, at der var noget på gang, og han kunne heller ikke helt finde ud af om det var godt eller skidt - for ham om ikke andet. Han blinkede med de store gule øjne, som var vendt mod hende, selvom hun virkede til ikke rigtigt at bemærke det.. Uanset hvem denne mand var, måtte det være en af betydning for hende.. Og det var uden tvivl noget af det, som han havde sværest ved lige nu. Han brummede irriteret, inden han trak sig et enkelt skridt. #Jeg ved ikke hvem denne mand er, men burde du tage den beslutning så hastigt..?# Han søgte hurtigt efter hende, som hun søgte op mod de store porte, bevogtet af to vagter - en på hver side. Ikke at han tog sig af dem. Nu havde han vel også været her i såpas lang tid nu, at de vel efterhånden var vant til at se ham her på stedet?
Damien søgte med hende indenfor og op mod hendes private gemakker. Han forstod selvfølgelig godt, at hun havde brug for at få sin kongelige rådgiver hjem, men alligevel! Han ville jo heller ikke have, at noget skulle ske med hende, og ærligt, så var det faktisk det som han var bange for i denne situation! #Så lad mig i det mindste tage med dig..# Han vendte blikket op i retningen af hende endnu en gang, inden han stormede op af trappen, for at stille sig i vejen. Han ville i hvert fald ikke lade hende tage ud på den opgave alene! Og turen igennem luften, var da uden tvivl hurtigere end et kræ på fire ben på jorden!

[Deleted]

Hastig? Denjarna stod i en situation, hvor hun ej vidste, om hendes ven og rådgiver svævede mellem liv og død. Hvis Salvatore oprigtigt var i livsfare, var der end ikke nogen tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hvis han derimod blot var kommet til skade og derfra klarede sig, var der selvfølgelig en mulighed i at sende nogle soldater ud efter ham. Dog stod hun ikke i en situation, hvor hun vidste, hvordan Salvatore havde det. Det eneste hun vidste, var at noget var gået galt. Derfra valgte hun at tolke det som det værst tænkelige, og kunne man ikke også sige, at det var bedst at handle overilet end slet ikke at handle? Hun bevægede sig op ad trapperne, hvor de var alene. ”Han kom efter mig i nødens stund,” sagde hun fast, som måtte det være afgørende. ”Desuden, jeg ved ej, hvor ilde det står til, og derfor agter jeg ej at spilde tiden.” De sølvgrå øjne faldt stirrende på den lille drageskikkelse, som det nærmest lignede, at han forsøgte at spærre hende vejen. Hun fnøs let. Hun havde aldrig ladt sig diktere af andre. Hun havde altid gjort, hvad hun mente var rigtigt. Behændigt trådte hun til siden, så hun kunne passere ham. ”Jeg har brug for at kunne bevæge mig uset. En drage vil være for iøjefaldende i et land som vrimler med fjender.” Hun fortsatte videre til sit gemak, hvor hun fandt frem til sin personlige vagt. I færd med at hilse hende var han, indtil hun afværgende måtte løfte sin højre hånd. ”Jeg har brug for din hjælp, Alaric, og jeg har brug for den uden nogen spørgsmål,” begyndte hun beslutsomt, som hun nåede vagten. ”Jeg vil være bortrejst de næstkommende dage, og til det ønsker jeg din fulde diskretion. Jeg ønsker ej, at rygtet om min fraværenhed spredes, og til det ønsker jeg, at du fortæller folket, at jeg ej er vel. Inden da ønsker jeg, at du søger ned i køkkenet og skaffer mig de bedste fornødenheder. Er det forstået?” De sølvgrå øjne hvilede på Alaric, der i løbet af hendes tale havde fået et noget fortvivlet blik. Selv forstod hun udmærket mandens frustration, men intet var der bare at gøre til den sag. Alaric endte med at bukke for hende. ”Hvis det er, hvad De ønsker af mig, min dronning,” endte han med at sige, inden han søgte ned.

[Damien Nathanael Adams]

Frygten for at Denjarna handlede for hastigt og uden at have hovedet med, var hvad Damien måtte sidde med, og det var ikke behageligt. Selvsagt, var det en tragisk situation at befinde sig i, men hun var nødt til at tænke tingene igennem! De gule øjne vendte han mod hende. Det var denne mand som havde en særlig betydning for hende, og det forstod han.. selvom han bestemt ikke måtte bifalde den tanke, så var det jo bare sådan at det var.

Selvom det virkede harmløst, at en lille drage forsøgte at spærre hende vejen, men han ville ikke lade hende tage afsted alene! Det var en farlig færd, hun var på vej ud i, og han ville jo heller ikke selv have, at hun skulle komme til skade! Han brummede irriteret. #Du må ikke gøre det..!# endte han fast, også selvom det allerede synes, at hun ignorerede ham.. Var denne mand virkelig så vigtig for hende? Selv nu hvor han havde været så vant til at have hendes opmærksomhed ene og alene, så var det noget, som han da uden tvivl havde nydt forbandet godt af, så var det ikke denne situation, han brød sig om, at skulle stå i, om han skulle være reel. Han slog let med halen, som hun fremlagde sin beslutning for denne vagt, som selv ikke så ud til at være meget for det.. Det var jo farligt!

#Denjarna, så se dog på mig!# endte han, hvor der næsten kom et skrig fra det lille væsen i stedet for. Han kunne slet ikke have, at hun ikke så på ham! Han havde været vant til at have hende alene, og tanken om at der skulle ske hende noget.. den kunne han slet ikke have! #Lad mig i det mindste tage med, så jeg kan beskytte og passe på dig.. Du er ekstrem sårbar blot på hesteryg,# forklarede han videre. Det var da noget, som hun vel kunne forstå? Hun var ikke bare en dronning, men den eneste som han havde åbnet sig for.. Havde hun ærlig talt troet, at han bare.. ville se til og acceptere det? Bestemt ikke!

[Deleted]

Hvorvidt Denjarna måtte drage efter Salvatore eller ej, mente hun bestemt ikke var op til Damien! Desuden, de tilhørte end ikke den samme art, og havde de menneskelige væsner virkelig den store betydning overfor drager? Ganske vidst fandtes der utrolige historier omkring drager og deres ryttere, men hun var jo ingen rytter, eller var hun? Hun ignorerede fuldkommen den lille drage til vagten havde forladt korridoren. Som dragens stemme nærmest skreg ind i hendes hoved, vendte hun tavst omkring. Ganske vidst var der en hvis fornuft i at have en ildspyende drage med sig, som til hver en tid ville kunne forsvare både hende og sig selv, men på den anden side var en drage ikke just diskret og diskret var, hvad hun var nødt til at være. De beslutsomme sølvgrå øjne hvilede på ham. ”Jeg ved ikke om min rådgiver befinder sig i Imandra eller i Dvasias, og af den grund må jeg drage til begge lande. Jeg ved ikke med Imandra, men i mit hjemland er jeg ikke synderligt populær blandt de højerestående, og hvis de ved, at jeg er der, er der en chance for, at der bliver sendt folk af sted efter mig. Derfor kan jeg ikke just have noget med mig, som vil drage opmærksomheden mod mig,” svarede hun ligeud, inden hun søgte ind på sit værelse. Her gik hun direkte over til sit klædeskab, som hun var nødt til at have den rigtige beklædning med til turen. De fine kjoler måtte alle blive hjemme, som tøjet var nødt til at være rejsevenligt. Præcis ligesom den mørke buksedragt og de langskaftede støvler, som hun bar. Hun trak en mørkegrøn kappe ud af blødt velour, som kunne hjælpe til med at holde hende varm og skjult. Behændigt svang hun den over skuldrene, så hun kunne klikke brochen i foran brystet.

[Damien Nathanael Adams]

Det var så småt ved at gå op for Damien, at uanset hvad han sagde, at det ikke ville gøre nogen forskel, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han slog let med halen. Uanset hvem denne mand måtte være, måtte det være en af betydning for hende.. Hvorfor reagerede han på det? Han havde nu været vant til at have hende for sig selv.. Ligge om natten og passe på hende, mens han lå og hvilede på hans pude ved vinduet.. Han kunne holde lidt øje med det hele faktisk. Han knurrede svagt.. Hun hørte jo slet ikke efter! #Du ved at hvad du laver, er dumdristigt, og vælger alligevel at gøre det for denne mand.. Han må virkelig være vigtig for dig.# Tanken brød han sig faktisk ikke særlig meget om. Den irriterede ham faktisk, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. 
Damien fulgte hende ind på værelset. Han så det jo lidt som sit eget, da han jo også boede derinde på sin lille pude, hvor han lå og holdt øje med et hele. Han hoppede op på den og med blikket mod hende. Hun ville ikke have ham med? Fint! Så måtte han jo selv tage afsted! Han vidste ganske vidst ikke hvem de søgte efter, men frygten for at noget skete hende.. den kunne han slet ikke have. Han slog let med halen og trampede let med benene, som var han faktisk rastløs. Hun havde virkelig tænkt sig at tage afsted, og den tanke kunne han slet ikke have! #Du kan lade mig tage med dig, eller jeg tager afsted på egen hånd,# endte han pludseligt. Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive her, mens hun tog derud på egen hånd, og som hun selv sagde, så var hun upopulær.. tænk hvis der skete hende noget! Der var jo ikke nogen derude til at passe på hende, og den ville han bare ikke have på sig!

[Deleted]

Sandt at sige var Salvatore vigtig for Denjarna. Ganske vidst brød hun sig ikke om at se det i øjnene, men alle måtte de jo have en, som stod dem nær. Ingen kunne være alene. Der var ganske vidst dem, som hårdnakket holdt ved, at de var enspændere og det ene og det andet, men alle blev de alligevel tiltrukket af andre personer. Født til at være alene var man ikke, og det var også af den årsag, at der fandtes samfund og forhold. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Finder du virkelig en handling dumdristig, når det muligvis omhandler liv eller død? Du har muligvis ingen, som du er villig til at søge ud efter, men det har jeg. Desuden har du ingen ret til at bestemme over mig,” sagde hun i en fast tone. Aldrig havde hun talt til ham på denne måde. Aldrig havde hun været oppe og skændes med en drage.. Og dog syntes det hele blot at flyde fra hende. Aldrig havde hun været bange for at sige sin mening og stå frem, og derfor var det heller ikke anderledes denne her gang. Læberne snerpede hun sammen, som han ligefrem stillede hende et ultimatum. Hvor vovede han! Det var hendes beslutning. Hun havde end ikke ønsket at inddrage ham i sagen. Han havde blot valgt at mene, at han var en del af det. Opgivende slog hun ud med armene. ”Godt så!” udbrød hun opgivende. ”Tag med eller ej.. Jeg er ligeglad. Min eneste betingelse er blot, at du forholder dig uset. Du tilhører en sjælden art, og det er nu i omløb, at du er under min indflydelse. Derfor ønsker jeg ej, at folk drager nogen konklusioner, mens vi er af sted.” Glad var hun ikke just for, at planen var ændret. Derfor håbede hun blot, at det ville vise sig, at det i virkeligheden havde været en nødvendighed.