I wanna stay..

[Damien Nathanael Adams]

Damien var rolig i luften og særligt nu hvor han havde Denjarna på ryggen. Et eller andet sted, følte han jo at det var hans opgave at passe på og beskytte hende, og særligt med alt det som hun havde gjort for ham. Han så sig om. Hans nattesyn var bestemt ikke noget som fejlede noget, og det var jo lidt det som også gjorde udfaldet for hans vedkommende. Hans blik søgte over området.. Han ville jo bare gerne have lov til at sikre sig, at der netop ikke skete noget med hende, når det nu endelig var. Han trak vjeret dybt og med en prusten. Det var en aftale? Det passede ham egentlig ganske perfekt! #Det glæder mig,# endte han alligevel med en ganske alvorlig stemme. Det betød faktisk meget for ham at hun gerne ville være i hans selskab.. For han måtte jo efterhånden erkende, at han havde svært ved at undvære hendes.

Hovedet sænkede Damien en smule, for at holde øje. Nu hvor hun sad der, så var det vel også med tiden gået op for hende, at han intet gjorde, for at gøre det ubehageligt eller farligt for hende, og at han fløj så sikkert som han overhovedet kunne, for ikke at det skulle gå galt? #Det skal nok komme med tiden, når jeg igen kommer ordentlig i gang. Jeg værdsætter den hjælp som du har skænket mig, Denjarna,# begyndte han med en rolig stemme. Igen slog han let med vingerne. Han var en stabil og god flyver.. Han havde uden tvivl også gjort dette igennem rigtig mange år nu. Han rystede en smule på hovedet. #Jeg kommer nok aldrig til at glemme det.. Jeg kan jo se, hvad det har givet mig efterfølgende,# endte han med en rolig stemme. Han fortsatte igennem luften.. Det var fantastisk at komme lidt ud igen!

[Deleted]

Vinden rev let i de ravnsorte lokker, så håret hang som en blafrende fane bag Denjarnas skikkelse. Øjnene missede hun en anelse med, men til at se var det skam.. og smukt var det! Lysene fra byen var utrolige fra denne højde, som man kunne ane de forskellige lyskilder mellem det mørke bybillede. Naturen var det sværere at se, men til at ane var den skam. Tænk engang, hvis dette blev dem en aftenlig rutine? Tænk hvor beriget, at hun i så fald ville være. Man kunne vel næsten sige, at hendes tilværelse var flydende lige pt? Hun besad titlen som Manjarnos dronning. Hendes folk priste hende. Det hele forløb problemfrit mellem hende og Salvatore. Hun havde fået en drage og en ven. Hun havde dræbt sin mest truende fjende. Ja, alt var vel i hendes liv lige pt. ”Dette er jeg ligeså sikker på,” medgav hun roligt. Damien ville på ingen tid vænne sig til at flyve igen. Det var hun sikker på! Drager var flyvere, og derfor gik den egenskab vel næppe i glemmebogen for dem. Det ville være, som hvis hun glemte, hvordan man flyttede benene. Hun trak en anelse på smilebåndet. ”Det er ej heller et minde, som jeg ønsker at tage fra dig. Ej heller ønsker jeg selv at glemme, hvad der er sket,” svarede hun ham ærligt igen. Deres sammenstød havde nemlig været ligeså berigende for hende, som det havde været for ham. Det havde muligvis været en stor ændring for ham, at han nu var omkring hende og andre mennesker, men det var bestemt også en omvæltning for hende at få en drage i sit liv! Personligt havde hun og mange andre også troet, at den art havde været uddød. Uddød i flere år endda.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ikke i tvivl om at han nok skulle vænne sig til at flyve igen, også selvom det nok også måtte være svært, så handlede det jo udelukkende at blive vant til følelsen igen, og så snart at folk begyndte at acceptere, at han var der, så var det vel også forhåbentlig noget som ville komme lidt af sig selv, ville det ikke? De gule øjne vendte han frem for sig. Nu var han en stabil flyver med hende på ryggen.. godt beskyttet bag hans nakke, hvor han også kunne passe på hende samtidig. #Det er noget som tiden nu vil vise mig,# endte han med en rolig stemme. 
Damiens blik søgte omkring i omgivelserne, inden han valgte at søge en smule mod vest og søgte så i retningen af havet faktisk. Han ville selv gerne ud og strække vingerne ordentligt, komme op i fart og højde og det hele, men samtidig holde øre og øjne for hende, så hun ikke kom galt afsted. Alt var fryd og gammen lige nu.. Han havde lukket en tæt på, en som han vidste, at han et sted godt kunne stole på, selvom det uden tvivl ikke havde været nemt for ham at gøre lige så. Han brummede ganske svagt. Han søgte direkte ud mod stranden og direkte over det åbne vand. #Det har givet mig en som jeg kan sige, at jeg kan stole på.. Det er virkelig ikke en ting som jeg har tænkt mig at glemme,# endte han roligt. Han sænkede højden.. kom faktisk så langt ned, at man næsten kunne komme i kontakt med vandet, bare man strækkede sig lidt. Selv han måtte jo erkende, at han elskede disse stunder.. Stunder hvor han følte at han havde hende for sig selv, og bare kunne slappe af. Der var jo heller ikke ligefrem nogen til at se dem.

[Deleted]

Forrygende syntes det hele at være i dette øjeblik. Det var blot Denjarna og Damien. Alene sammen oppe i den åbne himmel. Yderst fredfuldt var det, og det kunne meget vel være behøvet, når man var i en stilling som hendes. Hun havde brug for roen, og det måtte hun i sandhed sige, at hun kunne få her. Her kunne ingen nå hende. Her kunne hun være i sit eget hoved, nyde de frie omgivelser, samt nyde snakken med Damien, som han var et væsen, som hun selv havde valgt at have tæt på livet. Øjenlågene lod hun ganske kort glide i.. Blot for at nyde freden og friheden. Som havlugten nåede hendes næsebor, lod hun øjnene søge op igen og rundt. Lidt ude for Cetiul måtte de være, som hun ej kunne se selve fiskerbyen, men stranden. Passende måtte det et sted være, da fiskerne endnu ikke havde lagt øje på hendes drage, og derfor sikkert ville have fået sig et chok, hvis de spottede den. Et smil trak sig over hendes læber ved hans ord. ”Skønt jeg ved, at det er fordi, at jeg har gjort meget for dig, er jeg glad for at vide, at jeg har din tillid. Det er nemlig ej en ting, som man skal kimse med, men derimod en ting, som man skal værdsætte højt. Jeg ved nemlig, hvad man ligger i tillid, samt hvad man føler, hvis man får den brudt,” endte hun ærligt med at sige. Sine egne erfaringer kunne hun vel nærmest skrive en bog om, men nok om det.. Selv bøjede hun sig en anelse ind over ham, som han dykkede en anelse. Fascinerende var det at se, hvordan bølgegangen gik oppefra, alt imens man kunne høre havets sus og mågernes fjerne kvidren. Ganske roligt forholdt hun sig selv, som hu måtte stole nok på hans flyveegenskaber til, at hun kunne nyde turen.

[Damien Nathanael Adams]

Damien følte endelig at han kunne puste frit.. Det gjorde han når han var oppe under himlen med luften under sine vinger, eller når han var alene på sin ensomme bjergtop. Ikke fordi at det var et sted, som han havde tænkt sig at opsøge lige nu om ikke andet. Han regnede med.. og håbede selvfølgelig at han kunne være i Denjarnas husstand igennem det næste lange stykke tid. Han var blevet glad for hende.. ønskede at beskytte hende, også selvom det slet ikke var ting og tanker som lignede ham, for det var slet ikke noget som han ville indgå normalt. Han slog let med vingerne og bragte dem udover vandet. Selv stolede han på hende.. viste hende en tillid, som han yderst sjældent udviste for nogen som helst, så det var en virkelig stor ting for ham. 
#Tillid er en virkelig stor ting, som man ikke bare burde give til hvem som helst. Jeg er beæret over, at jeg har din tillid.. nok til at tage dig med ud på den her måde.. at du vil huse mig i dit hjem. For mig er det en stor ting.# For hendes del, kunne man jo sige, at han placerede sig i et meget sårbart hjørne, ved at blive hvor han var, og det var bestemt heller ikke altid lige nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han brummede ganske let, og vendte blikket frem for sig igen. Han blinkede let med øjnene. Sømændene som fik øje på dem, tog han ikke særlig højtideligt igen. Han havde virkelig ikke nogen grund til dette. Han søgte nedover vandet.. inden han lagde an til landing på vandoverfladen. Han havde brug for at køle ned.. hvile vingerne lidt, inden de fløj videre. Det var hårdere end hvad han lige havde regnet med.

[Deleted]

Forfriskende var den friske havlugt og –vind. Et værdigt afløb til den hektiske hverdag. Dog kunne Denjarna ikke lade være med at mindes den sidste gang, at hun havde været herude. Sidst hun havde været ved havet i Cetiul, havde det været efter hendes mord på Alexander. Vampyrens krop havde hun nemlig brændt, hvor hun dernæst havde smidt hans asker i havet. Alt sammen for at være sikker på, at han aldrig ville være i stand til at genopstå. Hans legeme var nemlig blevet spredt i flere tusinde dele. Dog ønskede hun ikke at tænke på Alexander, som den mand var blevet til den mørkeste afkrog i hendes hjerte. Det var et mørke, som havde forsøgt at nævne for sin kære ven, Salvatore, men da hun havde sandet, at han havde fundet det slemt nok, at hun havde været i stand til at slå en ihjel, havde hun fundet det bedst at torturdelen hemmelig. Med henblik på al det, måtte dragen Damien dog være en fantastisk afledning. ”Jeg vælger skam at tro, at du ej vil spy mig med din ild i nattens mulm og mørke,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Ej var det normalt for hende, at hun hurtigt valgte at give folk sin tillid. Selv tænkte hun dog, at hun stolede på Damien fordi, at han ej var menneskelig. Han var en drage. Ganske vidst havde han en menneskelignende tankegang, men han havde et dyrs krop. Armene holdt hun trygt om hans mægtige hals, som han lod sige glide ned i havet. Præcis, som på deres første flyvetur sammen. Hun smilede muntert ved tanken. ”Skal det at lande på vandet blive til en vane for vores flyveture sammen?” spurgte hun ham i en munter tone, inden hun roligt rankede sig op igen. Blikket kastede hun nysgerrigt omkring. Bælgragende mørkt var det faktisk, som intet lys nåede ud på havet. Bange var hun dog ikke, som hun regnede med Damien.

[Damien Nathanael Adams]

For nu var det ren afslapning at tage den tur op under himlen. Det var helt klart noget af det som Damien havde savnet, og nu hvor han også havde Denjarna at passe på, hvilket var en opgave, som han faktisk tog rigtig alvorligt til sig. De gule øjne hvilede under ham. Hans syn fejlede intet i mørket, også selvom det var begrænset hvad han kunne se, så fristelsen til at blæse ild, bare for at oplyse det lidt, var der uden tvivl også. Han slog let og kraftigt med vingerne og med den samme rolige stabilitet som tidligere. #Ikke før det skal vise sig at blive en nødvendighed,# endte han med en ærlig stemme, inden han gik hen til landing på vandet.

At lande på vandet, var efterhånden en egenskab som Damien havde tilegnet sig. Hans vinger havde brug for at hvile, inden han kunne flyve videre igen. Det var egentlig skræmmende, hvor lidt der egentlig skulle til, hvad angik den slags, og det var nok mere det, som han faktisk reagerede på. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. Hans krop fulgte bevægelsen af bølger. #Der er ikke en levende sjæl herude, og mine vinger har brug for hvile.. Det er faktisk hurtigt man kommer i dårlig form.. særligt når man er vant til daglig brug.# Han havde jo trods alt holdt benet i ro, udelukkende fordi, at det var hvad hun havde krævet og forlandet af ham. Han sænkede hovedet let ned under vandet, inden han hævede det igen.. Det føles godt mellem skællene.. For ham, var det jo nærmest som et bad.. Han rystede vandet af det store hoved. Han ville jo passe på hende, og derfor var han nødt til at være meget opmærksom på hvad der skete omkring ham.. og særligt nu hvor hun var der. 

[Deleted]

At Denjarna kunne stole på dragen, indtil hun forrådte den var vel en ganske fair holdning at have. Ganske vidst brød hun sig ikke om ideen om at blive flamberet levende, men på den anden side kunne hun udmærket godt forstå, at man helligede sin egen beskyttelse… for hvem ønskede også at blive forrådt? Selv havde hun prøvet det nok gange til, at hun først og fremmest værnede om sig selv, og altid havde et ekstra øje på alle andre. Der var måske dem som anså det for at være en psykisk skade, men selv anså hun det for at være en fornuftig sikkerhedsforanstaltning. Ingen ord forlod dog hendes læber, som hun blot sad tavs og lod dragen foretage sig sin landing.
Som den mægtige drage hvilede i vandet med Denjarna på sin ryg, fornemmede hun bølgernes lette gang. Hårdere måtte de slå til i nattens mulm, men til at være der måtte det dog være. Frisk måtte havlugten ligeså være, hvor den også måtte bringe en vis fred med sig. Her ville hun og Damien kunne være i ro og mag. Hun tog en dyb indånding. Det var vel næsten til at sige, at dragen var gået hen og blevet hendes adspredelse for den travle hverdag. Især nu hvor hun ikke længere havde mulighed for at gøre brug af sin rådgivers selskab. ”Jeg kan meget vel forstå, at din motorik og dine muskler har brug for mere, end hvad min krop umiddelbart har,” sagde hun i en rolig tone. Smilet gled morende frem på hendes læber, som hun så, hvordan det mægtige dragehoved søgte under havets overflade, for derefter at gøre sin opdukken igen. Selv havde hun svært ved at se alle detaljerne i mørket – en af ulemperne ved ikke længere at besidde vampyregenskaberne – men alligevel kunne hun svagt ane og om end høre, hvordan vandet dernæst drev ned ad ham. ”..Dog har jeg intet imod disse svipture. Jeg nyder den fred, som de må bringe med sig, samt de anderledes syn, som jeg får.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde kun grunde til at stole på Denjarna. Han havde vist hende fra den gode side siden start, og vist, at det som hun sagde, var hvad hun gjorde. Han så ikke nogen grund til at flambere hende.. Nej, han ønskede rent faktisk at passe på hende, og det var med alt hvad det måtte indebære. Han fulgte bølgerne.. For ham var de ikke så voldsomme som de måske var for så mange andre, men han var derimod også godt stor. Han rystede vandet let af sig. Vingerne måtte hvile.. Om ikke andet, så bare for en stund. Han brummede svagt, mens han vendte blikket mod hende ud af øjenkrogen, ved at dreje hovedet imod hende i stedet for.

Damien sænkede hovedet, så han kom tættere på hende. Han var blevet glad for hende.. han ønskede at passe på hende, og han ønskede at blive her sammen med hende.. og vide, at der intet skete. #Jeg burde takke Dem, for den fine behandling, som De har skænket mig. Det har gjort min krop træt ganske vidst, men den kommer i form igen,# sagde han roligt. Selvom det havde tvunget ham til at hvile over længere tid, så have han fået fuld funktion i hans ben igen, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. En ganske særlig kvinde, var hun uden tvivl for ham, og det ville han selvfølgelig beskytte og passe på. #Det glæder mig, at De vil dele disse med mig, Denjarna. Som De lader mig være en del af Deres verden, ønsker jeg at lade Dem blive kendt med min,# endte han med en rolig stemme, dog selvom det var ord han mente. Han vendte blikket kort op mod himlen igen. Vinden blæste, og det var jo tildels koldt.. Hun frøs vel ikke? #Er De kold?# spurgte han videre. Det var jo heller ikke meningen, at hun skulle fryse.

[Deleted]

Skræmmende måtte den store drage Damien uden tvivl være for mange, men som han vendte sit mægtige hoved mod Denjarna, følte hun ingen frygt. Ganske vidst var hun opmærksom på, hvad han var i stand til, samtidig med, at hun bar en naturlig ærefrygt. Bange gjorde han hende dog ikke. De eneste kontroverser, som de havde haft, havde de desuden haft på deres allerførste møde og kun det. Dengang havde han forsøgt at skræmme hende væk, men alligevel havde hun blevet for at hjælpe ham, og det havde ført dem hertil den dag i dag. ”Jeg mindes, at jeg allerede er blevet takket,” kommenterede hun med et lille smil på læben. ”Jeg sætter dog pris på at høre din taknemmelighed, og som du selv siger, vil du ganske snarligt være i fin form igen. Alt hvad det kræver er blot en smule genoptræning.” Hun smilte stille over hans ord. Hun gjorde Damien til en del af sin verden, ligesom han ville gøre hende til en del af sin. Det var uden tvivl et vældigt interessant princip, og selv følte hun skam sig også beæret over, at det var hende, som blev en del af en drages liv. ”Jeg håber, at din mindre skikkelse er til at indfinde sig med, når du befinder dig på slottet.. Jeg selv føler mig dog beæret over at se, hvilken verden en af din struktur lever i,” sagde hun med en sandfærdig mine. Som han spurgte ind til, hvorvidt hun var kold eller ej. Hun trak let på skulderne. Det var uden tvivl til at føle, at de befandt sig midt ude på havet, samt midt om natten, men alligevel ville hun mene at det gik. Selv fandt hun det nemlig rart at vide, at hun var herude, hvor ingen kunne nå hende. Ganske vidst havde hun selv valgt at stille sig i denne position, men ligeså var det alle og enhver, som kunne trænge til en smule adspredelse. ”Jeg holder næppe ligeså godt på varmen som det du gør, men jeg klarer mig. Jeg nyder at være herude i det fri.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde været stor og voldsom, da Denjarna første gang havde lagt syn på ham, men han hadve haft ondt, og han havde været i smerter. Var det underligt, at han havde reageret på den måde, som han nu havde gjort det? Med tanken på, at flest faktisk havde jaget dyr som ham som glubske bæster, som bare skulle ryddes af vejen, så havde han jo udelukkende gjort det for at passe på sig selv. De gule øjne hvilede på hende. #Det er muligt, men hvad De har skænket mig, er uvurderligt,# pointerede han med en ærlig stemme. Det var ikke alle mennesker og levende væsner som var farlige, som han ellers havde gået og troet. Hun havde vist ham, at ikke alle var onde og groteske, og at der selv var plads til en som ham. Der havde han jo heller ikke noget imod at vise sig som en tilpasningsdygtig en af slagsen. Derfor havde han nemlig heller ikke noget imod at indtage den lille skikkelse, så han også kunne være der. #Med alt hvad De har gjort for mig, skulle det bare mangle. Jeg trives.. Selv i en lille skikkelse. Den store er bare mere.. faretruende og grotesk, og derfor mere sikker for mig,# sagde han roligt.
Det var ved at være koldt, og det vidste Damien udmærket godt. Han vendte igen blikket frem i stedet for. Bølgerne var forholdsvis høje, selvom ham med hans størrelse, mindskede den følelse af det. Han slog let med sine ben. Hun skulle ikke fryse. Den tanke kunne han rent faktisk ikke lide. #Du er kold, Denjarna.. Lad mig føre Dem tilbage til varmen,# endte han igen. Han spredte de store vinger. Nu havde han fået hvile nok, og selv han var kølet godt nok efter at have ligget i det nok så kolde vand. #Hold fast,# endte han roligt, inden han igen satte af fra vandet.. Tydeligt med voldsomme vingeslag, for at opbygge noget højde, for at komme op i luften. Vandet løb af ham i takt med at højden blev opbygget, og han så derefter søgte direkte tilbage mod Neutranium.

[Deleted]

At Denjarnas gøren havde været Damien uvurderligt var en tanke, som hun i det store og hele nød, skønt det selvfølgelig gjorde hende ondt, at han havde været urimeligt stillet indtil da. Inden hendes opdukken havde han trods alt været alene, og uden hendes hjælp havde han højst sandsynligt ligget død den dag i dag. En dyster tanke, men realitet var heller ikke altid lige sukkersød. Intet sagde hun dog, som hun blot smilede ved tanken om hans ord. At han formåede at trives i sin mindre skikkelse var alfa og omega i deres forhold. Den eneste mulighed hun havde for at husere ham var nemlig, hvis han befandt sig i sin mindre skikkelse. Hans egentlige drageskikkelse var nemlig alt for stor og alt for ødelæggende på slottet, hvor den mindre skikkelse gjorde, at han kunne komme med over det hele. At han også havde en menneskelig skikkelse – hans egentlige skikkelse – som han kunne gøre brug af, vidste hun end ikke. ”Hvis alle havde din evne, er jeg sikker på, at folk også ville sig i sin mest frygtindgydende skikkelse i nødens stund. Det er uden tvivl et godt forsvar at besidde.. men når man ønsker at befinde sig inden døre, er det straks mindre ideelt,” bemærkede hun med et smil på læben. Ja, det kunne uden tvivl have været til gavn, hvis hun havde kunnet vokse til en umenneskelig størrelse i tide og utide, men det var ikke realistisk for hendes vedkommende eller for mange andres.
Hans betænkelighed omkring Denjarnas ve og vel, fik hende til at bøje sig en anelse frem, så hun havde fat om hans hals. Få sekunder gik der derefter kun, og inden hun vidste af det, mærkede hun igen vinden i håret, som de havde forladt havet og nu steg til vejrs igen. Et sug fik hun i maven som dette skete.. Hun blinkede let med øjnene. Hun skulle endnu vænne sig til det at flyve, men alligevel føltes det til dels anderledes denne her gang. Mærkværdigt.. Dog valgte hun at skyde tanken bort, som hun valgte at fokusere på, at det måtte skyldes manglende tilvænning. ”Er du selv tilfreds med at vende tilbage? Jeg ved, at du gennem den seneste tid har savnet at kunne bevæge dig frit og optimalt,” endte hun med at sige.

[Damien Nathanael Adams]

Det havde uden tvivl reddet Damiens liv, at Denjarna var kommet op på bjerget den aften. Længe havde han været et jaget bæst.. som var han et monster, som skulle udryddes, også selvom han aldrig havde gjort nogen noget.. En frygtelig ensom tilværelse, kunne man måske kalde det, men det var noget som han havde lært at leve med, også fordi at det jo var hans eget valg. Han kunne have indtaget en anden skikkelse, men det var bare denne han faktisk følte sig mest tilfreds og komfortabel med. Han nikkede med det store hoved. #Mange ønsker at fremstå som farlig og truende, uden at have noget at have det i. Jo større jo bedre, ikke? For mig er det betryggende at være stor, og særligt når jeg ikke havde andre.. Før De dukket op,# sagde han sandfærdigt. Hvorfor lyve? Det var jo hendes fortjeneste, at han var hvor han var nu, også selvom der i øjeblikket, ikke skulle særlig meget til, før han blev kørt træt, men det var ikke noget som han tog så tungt igen. 
Igen satte Damien kursen i retningen af himlen over dem. Det tog frygtelig meget på hans kræfter og energi, at skulle komme op, men han var jo nødt til at gøre en indsats for det. Han fik dem endelig op i luften og rettede sig op, så han kunne søge hjemover mod Neutranium. At flyve var tungt for ham.. Mere end hvad han nok hadve regnet med, så var han alligevel utrolig glad for, at hun ville dele dette med ham. #Jeg har nu intet imod at starte i det små.. Det er vigtigt, at du heller ikke bliver alt for kold,# endte han med en sigende mine. Han brummede svagt i en kraftig pusten. #Desuden er jeg ved at være træt.. Det er måske en god idé at søge tilbage,# sagde han roligt. Skulle han betegne det som et hjem? Han vidste det faktisk ikke helt.. Han turde ikke tage den beslutning endnu.

[Deleted]

Genkendende kunne Denjarna nikke til hans ord. Hvem kunne ikke også det? Jo større man var, jo mere faretruende fremstod man. Det var blot en naturlov, hvis man kunne sige det på den vis.. Hun smilte svagt. Sørgeligt var det, at han hidtil havde følt sig truet og først nu havde fundet en, som han kunne dele sin tilværelse med. Sørgeligt var det dog også, at han havde valgt at hægte sig til en elvisk kvinde og ej en af sin egen slags. Måske forløb det vel mellem dem, fordi drager gennem tiden havde parret op med en rytter? Men kunne man beskrive hende som en rytter? Var det virkelig, hvad hun var blevet til? Hun rykkede let på sig. ”Dengang drager herskede på himlen.. levede du da med dem? Havde du sågar en mage ved din side? En hundrage?” endte hun med at spørge ham, som hun måtte sande, at det var spørgsmål, som hun aldrig havde fået stillet dragen. Hvilket svar hun håbede på, vidste hun dog ikke.. Sørgeligt var et evigt ensomt liv nemlig, men det var ligeså ensomt at have følt glæden ved andre, og derfra så fået den frataget.
Som dragen igen havde sat kurs imod himlen, holdt Denjarna sig en smule fremover bøjet. Vinden susede igen i hendes hår, alt imens den rev hende let i ansigtet. At det var fornuftigt, at han startede i de små ture var vel logisk nok. Han havde trods alt været hvilende i flere dage nu, og da hans krop var mægtig og kraftfuld, havde han brug for tiden. Igen slappede hun af, som de nåede den ønskede højde. ”Du har sikkert ret,” sagde hun roligt. ”Lad os søge hjemover og sige, at det var det for i dag. Der er trods alt også altid en ny dag i morgen.”

[Damien Nathanael Adams]

Man kunne vel godt sige, at Denjarna var blevet Damiens rytter? Hun var den eneste som havde fået lov til at komme tæt nok på ham, til at skabe det tillidsbånd, som man nu kunne sige, var mellem dem. Han havde været ensom, men var det underligt med tanke på hvilket væsen han var? Han blinkede let med øjnene og sænkede hovedet en smule. #Der var engang en tid, hvor himlen var præget af min slags.. Mange af dem endda.. For mange var vi truende og for mange og det var der jagten startede.. Jeg vil ikke påstå at jeg nogensinde har haft en hun,# svarede han ærligt. Han havde igennem rigtig mange år været alene, at han slet ikke kunne huske hvordan det var at have nogen ellers, og selvfølgelig var det noget som kunne mærkes. Det var dog så mange år siden.. Han havde oplevet den ganske vidst.. Han havde derfor søgt til den ensomme bjegtop, som kunne yde ham selv den beskyttelse, fra at lide den selv samme skæbne, som så mange andre. #Jeg var bare heldig at slippe godt fra det,# endte han med en sigende mine.

Igen med kursen sat mod Neutranium, vidste Damien nu godt, at han kunne lande i haven. Den var da alligevel stor nok til at han kunne lade der, og sørge for at hun kom godt i sikkerhed, inden han skiftede form. Han slog med de store og kraftige vinger, for at holde højden og farten for at komme hjem. Han ville virkelig ikke have at hun skulle fryse. #Vi kan tage ud igen i morgen, om De ønsker,# sagde han roligt. Han ville bestemt ikke have noget imod at dele denne slags med hende, også fordi at hun var så åben for det. For ham var det noget som betød utrolig meget.