I wanna stay..

[Deleted]

Denjarna følte skam, at tronen var en opgave, som hun kunne klare. Derfor var hun ej heller nervøs, hvilket Damien ej heller burde være for hende. Hun var nemlig en stærk kvinde som kunne klare mere, end hvad folk lige umiddelbart troede om hende. Dette sandede de forskellige vel også endelig? ”Byrden er hård, men passende for en stærk kvinde som jeg,” endte hun afsluttende med at sige, som hun følte, at samtaleemnet havde drevet over. Hvad mere var der også at sige til sagen, end at hun selv mente, at byrden var hende passende? Desuden var det intet at diskutere, når nu der ikke var nogen, som klagede over hendes arbejde. Hendes hånd søgte roligt over hans hoved. At han ønskede at blive i hendes private gemak og i denne miniatureskikkelse, passede hende ganske udmærket. Selv måtte hun nemlig indrømme, at hun var begyndt at nyde at have ham her. Han var blevet hende et godt selskab, og særligt nu hvor, at hendes rådgiver var udelands. ”Din tilstedeværelse i mit gemak, vil ej forvolde mig nogle problemer. Det vil ligeså ej heller være et problem, at du fra tid til anden drager ud for at strække vingerne. Jeg og resten af mit folk ser blot, at du ej ødelægger noget denne her gang, ” kommenterede hun med et smil på læben. At han igen valgte at slikke hendes hånd, fik hende igen til at slippe et fnis. Muntert trak hun hænderne til sig, som hun holdt dem samlet og mod sit bryst. Smilet hvilede fasttømret på hendes læber. ”Jeg tror, at det er på tide, at du kommer lidt ud,” svarede hun drillende igen. Det hele havde bestemt ændret sig mellem dem, som stemningen mellem dem var blevet åben og let. Behageligt måtte det være, som det også måtte lægge til grundlag for, at hun ikke ønskede, at han fløj bort.. ikke allerede i hvert fald.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var glad for at Denjarna lod ham blive, selv på trods af, at hun var væk hele dage og kun var i gemakkerne om aftenen. Det var virkelig ikke noget som gjorde den forskel for ham. Han kunne godt lide at ligge og vente på hende.. høre om hvordan hendes dag var gået, inden hun selv gik til hvile i aftenen, hvor han efterhånden kunne siges, at ligge vågen for at passe på, at intet skulle ske hende. Det var blot blevet ham en vane i den tid hvor han havde været der. De strøg som hun skænkede ham over hovedet, var noget som han virkelig godt kunne lide. Det føles godt, at blive berørt af et andet menneske, og særligt når det var med en blid hånd istedet for det modsatte. Ingen våben.. ingenting var blevet brugt mod ham, foruden den dag han havde meldt sig på stedet her. Det skulle da naturligvis have sine fordele om ikke andet, og det var hvad han kunne mærke lige nu og lige her. De gule øjne vendte han op mod hende endnu en gang. #Jeg har intet ødelagt siden jeg ankom hertil, og ej er det min intention at forårsage den slags. Det er ej noget som hverken du eller dit folk skal være bekymret for,# lovede han med en rolig stemme.
Det var ikke nogen hemmelighed, at det efterhånden var tiltrængt for Damien at få strukket vingerne bare en smule. Særligt nu hvor han havde siddet inde i disse dage, når han var vant til at strække dem stort set dagligt. Han vendte blikket op i retningen af hendes skikkelse igen. Han kunne lide hende. .høre hende fnise og grine, samt smile. Det var noget som han da helt klart ville mene, uden tvivl klædte hende, og det kunne han da selvfølgelig godt lide at se selv. Han trak vejret dybt. #Du har ret.. Det ville gøre mig godt, at få strukket vingerne bare lidt,# afsluttede han. Muskulaturen blev slap, når dette ikke skete, og det var noget som han nemlig godt kunne mærke.

[Deleted]

Sandt var det, at dragen ej havde forvoldt Denjarnas kongerige nogen skade, og derfor følte hun sig også tryg ved tanken om, at han ville blive her. Hvis noget skulle have været i vejen, havde problemet vel også allerede opstået? Ingen problemer havde dog hændt til alles lettelse, og for Denjarnas vedkommende … så måtte hun rent faktisk indrømme, at hun var begyndt at holde af dette væsen. Drageformen.. Damiens personlighed.. Det hele syntes blot at spille. Rar var han at have i nærheden, som han var gået hen og blevet hendes ro, når hun lagde arbejdet fra sig. Han havde vel lidt fået Salvatores plads, imens den mand var bortrejst? Gad vide, hvordan hans mission forløb sig? Mon han fandt ud af mere omkring Elmyra, og gad vide om han fandt andre allierede? Selv vidste hun dog, at meget havde hændt, siden han havde draget bort. Mattheus havde opgivet sin stilling i Dvasias og givet den videre til sin moder. Han havde i så fald alligevel ikke haft, hvad der skulle til. Et sted overraskede det hende nu ej heller, da han havde været ung og stået med mange problemer. Derudover havde Sephiran tabt tronen i Imandra, som han var gået bort. Måske var den trone virkelig forbandet? Ja, meget havde der uden tvivl hændt i verdenen.. ”Mit sind er skam ej heller fyldt med bekymring på den front længere. Jeg stoler på, at du vil agere, som du har gjort indtil nu. Ligeså er jeg også af den overbevisning, at mit folk er begyndt at se på dig med mine øjne,” sagde hun i en rolig tone. Al dette passede hende ganske udmærket. Damien udgjorde ingen trussel, og af den årsag var det bedst, at hendes folk ligeså var af den overbevisning. Hendes hoved faldt en kende på sned, uden hun tog blikket fra ham. ”Hvis du ønsker at strække benene, vil jeg ej holde dig tilbage,” sagde hun ærligt. Kort måtte hun se ud over landskabet og op mod himlen, inden hun så imod ham igen. ”Hvis det ligger i dit ønske, kunne jeg tage med dig..”

[Damien Nathanael Adams]

Selvom Damien ikke kendte meget til Denjarna, følte han alligevel, at han kendte hende godt nok til at vide, at han kunne stole på hende, og i dette henseende, var det jo faktisk også det, som var det vigtigste for ham, som det stod lige nu. Han blev siddende foran hende og med blikket mod hende. Han holdt sig væk fra folk, da han jo stadig kunne høre, at han var på talen, men han havde jo ikke gjort noget, og det havde heller aldrig nogensinde været hans intention med disse ting. Han lod hovedet søge let på sned. Selskabet var han jo desværre blevet vant til. At undvære det, var nok det som faktisk ville være det hårdeste for hans vedkommende. #Det håber jeg. Af hvad jeg kan fornemme, så er det ikke negativt folk siger om mig som sådan. De er nok mere bange for hvad jeg er i stand til,# fortalte han roligt. Selv havde han ingen grund til at gøre lige så, bare Denjarna faktisk var der til at beskytte ham.. Han passede på hende om natten.. lå faktisk vågen, når hun lå og sov. Han kunne lide det.. Han kunne godt lide, at have noget at give sig til i løbet af sin tid her, og hvor han faktisk havde muligheden for at føle sig brugbar i den anden ende, da det heller ikke ligefrem var noget som skete så ofte igen.. Særligt ikke før nu.
At hun gerne ville med, var noget som fik Damien til at vende blikket mod hende igen. Ikke at det gjorde ham noget. Det havde ganske vidst været underligt for ham at have hende siddende på ryggen, men han kunne godt lide at give hende det indblik i hans verden. #Vil du virkelig gerne med?# spurgte han roligt. Selv vidste han jo hvor sparsommelig hendes fritid måtte være, og derfor var det jo heller ikke fordi at han ønskede at frarøve hende denne, bare fordi at han ville ud og strække vingerne lidt. #Du må meget gerne tage med.. Hvis du møder mig nede i haven, så jeg igen kan indtage min mere naturlige størrelse,# sagde han endeligt. Han ville faktisk være glad, hvis hun tog med ham.

[Deleted]

”Frygt er hvad der styrer enhver mand, når de ser en drage. De ser en mægtig krop. Sylespidse kløer og tænder. Et enormt vingefang. Samt de kender til den ild, som I kan spy. Ej er det noget under, at folk frygter Jer. For mig er det dog det vigtigste, at mit folk lærer at accepterer dig,” sagde Denjarna ærligt i en rolig tone. Folk havde udvist en stor angst, da de havde set dragen for første gang. De næste par dage havde også været med snak i krogene, men nu følte hun personligt, at roen havde begyndt at lægge sig. Folk vidste, at hun sov med dragen, og det fik dem vel også til at indse, at Damien ikke kunne være så skadelig igen? At han ikke sov, når hun sov, var dog ikke et faktum, som hun kendte til. Hun regnede trods alt med, at det hele faldt til ro, når hun lagde sig under dynen. ”Hvis du ønsker at have mig med,” endte hun med at sige. Selv ønskede hun at flyve på hans ryg igen. Yderst mærkværdigt og nervepirrende havde det været, men nydt det havde hun alligevel. Derfor følte hun sig vel modig nok til en 2’er? Hun ville dog kun tage med, hvis han ønskede at have hende der. Det var trods alt ham, som skulle bære hende og ikke omvendt. At han ønskede at have hende med, fik hende til at smile.. At han ønskede at indtage pladsen i haven, fik hende straks til at ryste på hovedet. ”Åh nej.. Jeg tror, at du har forårsaget nok tumult i slotshaven,” sagde hun ærligt. Dog måtte hun smile, samtidig med, at hun sagde det. ”Kom med ind.. Lad mig skifte til en buksedragt, inden vi tager af sted. Dernæst kan du sidde på min skulder, indtil vi er ude af byen, hvor du kan ændre størrelse,” sagde hun, inden hun måtte bevæge sig tilbage til selve gemakket, hvor hun stillede sig ved sit store klædeskab. Her måtte hun stille liste kjolen ned over skuldrene, inden den gled ned omkring anklerne på hende. Flot og slank måtte hendes krop være, skønt den var fuld af ar. Ar, som hun skammede sig over.. Roligt måtte hun dog finde en buksedragt, som hun valgte at iklæde sig.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde været klar over, at mennesker havde været bange for ham. Han havde jo set det med sine egne øjne, da han var ankommet til haven her, men noget havde han været nødt til at gøre, for ellers ville den betændelsestilstand have taget hans liv.. på en virkelig smertefuld og langsom måde, hvilket han jo ikke ligefrem havde været interesseret i. At det var gået op for folk at der ikke var noget farligt i ham som sådan, hvis man ikke gav ham en grund til det, passede ham egentlig ganske udmærket, om han selv skulle sige det. #Selvom jeg har midlerne til det, er jeg ikke farligere end hvad de fleste andre ville have været i mit sted. Jeg kan spy ild, jeg har mine tænder og mine klør, samt den.. store mave, når jeg er i min fulde størrelse, men hvem er ikke farlig, om de bliver truet?# endte han sigende. Han selv ville ikke betegne sig som så anderledes end så mange andre i det henseende, og det var lidt det, som han ønskede at understrege.
At Denjarna gerne ville med ham, var ikke noget som gjorde Damien det mindste. Selskabet kunne han lide, og så var han da også sikker på, at han kunne holde øje med hende undervejs, hvilket jo næsten var det bedste af det hele. Han vendte blikket næsten overrasket mod hende, da han bad hende om at.. søge med hende indenfor og sidde på hendes skuldre til de nåede ud i det åbne.Han sprang ned fra halvmuren omkring balkonen og søgte med hende indenfor. #Som du ønsker,# endte han roligt, hvor han dog lod hende skifte i ro og mag, mens han selv sprang op og lagde sig på hans pude, hvor han blot blev liggende og ventede på at hun var klar. Han glædede sig faktisk meget til at komme ud og prøve det med hende igen. Han havde jo kun gode minder fra da de havde gjort det sidst!

[Deleted]

”Enhver vil puste sig op, når de føler sig truet. Problemet er blot, at du evigt og altid ligner en trussel. Du kan for eksempel også tage vampyrerne, som et eksempel.. Folk ved, at de nærer sig på andre mennesker, samt at de er umenneskeligt stærke, og derfor frygter folk dem generelt,” sagde Denjarna direkte. Selv forstod hun udmærket, at folk havde det således. Damien stolede hun et vidst sted på, men vampyrer.. dem kunne hun ikke længere dy. Derfor var det svært for hende at sige, at hun fandt folks opførsel forkastelig. Desuden.. var Damien det bedre selv? Agerede han ikke også med frygt, når han mødte folk? Han havde trods alt ikke budt hende velkommen med åbne arme den dag de havde mødtes. ”Desuden.. så er jeg af den overbevisning, at du ikke er så meget anderledes i forhold til dem. Tillad mig at sige det, men din fremtoning var aggressiv, da vi først mødte, hvor jeg personligt vil mene, at jeg agerede fattet,” sagde hun stille, skønt hun også måtte lægge tryk på, at hun rent faktisk mente sine ord. Damien var nemlig på sin vis ikke meget bedre selv.. Buksedragten fik hun taget på, inden hun roligt vendte sig mod dragen igen. Skønt han ej var menneskelig, brød hun sig ej om at stå med fronten mod ham, når hun skiftede. Derfor havde hun også i aften vendt sig i anledningen. Roligt gik hun over til ham, hvor hun valgte at strække sin arm ned mod hans skikkelse, så han selv kunne ”kravle” op på sin plads ved hendes skulder. Dette måtte hun på alle måder anse for at være den korrekte måde. Selv kunne hun i hvert fald kun se, hvilken katastrofe det ville være, hvis han igen ødelagde slotshaven med sin enorme skikkelse. ”Kravl op,” bad hun ham roligt.

[Damien Nathanael Adams]

#Frygten er rationel.. De er bange for hvad der kan ske, fremfor hvad der vil ske,# endte Damien roligt, idet han lagde sig på puden, mens han lod hende skifte. At hun gjorde det med ryggen til ham, var ikke noget som han sagde noget til, for han respekterede hende som den kvinde hun var, og at det nok ikke var alt af udsyn, som hun ønskede at dele med ham. Hvorfor skulle han ellers tage anderledes på det? Han blinkede let med øjnene, inden hun så valgte at komme tilbage til ham igen. Han hævede blikket op i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han havde måske valgt at agere truende overfor hende, men han havde været et skadet dyr, og han var vant til at folk virkelig forsøgte at gøre det af med ham.. Rygterne havde jo trods alt været der af en grund, og det var ikke noget som han kunne gøre det vildeste ved af den grund. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Smuk som hun var. #Et skadet dyr agere truende, når de frygter at de bliver trængt op i en krog. Det eneste jeg ønskede var tid og ro.. jeg ønskede at være alene. Ej gjorde jeg nogen skade på dig. Jeg forsøgte mere at skræmme dig væk.. særligt når jeg ved, at jeg kunne spise dig, om jeg ønskede det.# endte han med en ganske sigende mine. Det var jo heller ikke fordi at der var nogen løgne i det. Armen som hun rakte mod ham tog han forsigtigt fat i den med de skarpe klør på hans forben, inden han roligt begav sig op på hendes skulder. Han kravlede forsigtigt omkring, hvor hans lange hale, lagde sig tæt ved hendes hals, som en form for balance, inden han roligt lagde sig på plads på hendes skulder. Benene placerede han, så det ikke ville gøre ondt på hende. #Du viser vej,# afsluttede han roligt.

[Deleted]

”Jeg ved, at du ej ønskede mig der. Jeg er blot glad for, at jeg blev og gjorde, hvad jeg gjorde. Uden min hjælp, kan jeg kun tænke mig til, hvad der kunne have hændt dig, og ej er det nogen varm tanke. Ligeså er jeg blot glad for, at jeg har fået æren af at lære dig at kende,” sagde Denjarna i en rolig tone. Som dragen begav sig op ad hendes arm, måtte hun bide tænderne sammen. Skønt han var forsigtig skulle man ikke tage fejl af, at han havde skarpe kløer. Uudholdeligt var det dog ikke, som man blot kunne mærke, hvordan det rev i kødet. Som han til sidst endte sikkert på hendes skulder, måtte hun roligt skæve til ham, inden hun nikkede. ”Lad os gå i så fald,” endte hun med at sige, inden hun bevægede sig ud af gemakket. Som Denjarna gik ud af døren, måtte vagten se noget efter hende, som hun gik med dragen på sin skulder. Dog sagde hun intet, som hun blot roligt fortsatte sin gang ned ad gangen og videre ned ad trappen. Det skulle dog ikke vise sig, at det kun var på slottet, at de modtog blikke. Dette fulgte dem nemlig ligeså til byen, hvor folk kiggede, uden at skjule det. Ligeså kunne man høre snakken gå, som der var dem som gispede, dem som var begejstret, og dem som sagde, at rygterne virkelig havde talt sandt! Med rank ryg førte Denjarna sig dog frem, ligesom hun høfligt nikkede anerkendende til dem, som hun passerede. Gangen fortsatte hun i en række lange minutter, indtil de nåede ud af byen. Her fortsatte hun lidt endnu, som der skulle være plads til, at Damien kunne indtage sin egentlige skikkelse. Derudover ønskede hun ej heller at skræmme den kære befolkning halvt ihjel, fordi det foregik for tæt på. Roligt stoppede hun op, alt imens hun kastede blikket let omkring. ”Dette burde kunne gøre det.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien forsøgte for alt i verden ikke at rive i Denjarna, selvom han vidste, at det på sit vis måtte være ganske umuligt for ham ikke at gøre dette. Dertil lagde han sig roligt til rette over hendes skuldre og med halen let hvilende om hendes slanke hals. Ikke stramt.. men mere for balancepunktet, mens hun gik. #Jeg ville have været død, om du ikke havde fundet mig. Jeg er glad for at resultatet endte således,# endte han sandfærdigt.
I takt med at de passerede folk, sænkede Damien hovedet i et forsøg på ikke at virke alt for truende overfor folk. Det var slet ikke noget som han havde lyst til. Han hørte dem snakke som de passerede dem og mange stirrede efter dem, hvilket han ikke brød sig synderlig meget om. Han var slet ikke vant til den mængde opmærksomhed, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke i den anden ende. Han brummede svagt. #Jeg bryder mig virkelig ikke om det her..# endte han.

I takt med at de kom ud i det åbne, så han sig omkring. Lige umiddelbart kunne han ikke se at der var nogen, så det var måske sikkert nok? Han nikkede blot, inden han forsigtigt gav slip på hende og sprang ned på jorden. Han krøb som en øgle i græsset et stykke væk fra hende, mens han sniffede op i luften. Nej... der var bare de to. Han trak vejret dybt, inden han valgte at koncentrere sig. Igen begyndte hans krop og sitre i takt med at den voksede i størrelsen, til han igen stod i den fulde størrelse, som da hun havde set ham første gang. Han bredte de store vinger, inden han let trampede i jorden. Befriende at være i den størrelse. Han vendte sig mod hende igen med de store gule øjne, inden han let sænkede vingerne, så det var muligt for hende at tage plads. #Denne gang må vi sætte mod himlen på en lidt anden måde end sidst,# pointerede han sandfærdigt. 

[Deleted]

Bemærkelsesværdigt var det til dels at mærke, hvordan Damien let rev sig op ad hendes arm, for derefter at sidde trygt på hendes ene skulder. På den anden side måtte hun sige, at hun et sted nød det, som hun på en måde fandt behag og ro ved at have dragen der. Ja, ærligt talt kunne man vel blot sige, at hun var blevet utroligt komfortabel omkring ham. Utroligt var det næsten, som det et sted ikke lignede hende at knytte sig så meget til en. Måske var det fordi, at han ej var menneskelig? Måske følte hun en vis tryghed ved det faktum? Et sted lød det ikke særligt mærkværdigt igen. Ikke med alt, hvad hun havde oplevet. ”Og det er jeg ligeså,” medgav hun, inden hun førte dem væk fra slottet, og ud på gaden mellem folket, for dernæst at søge ud af byen. At Damien ej brød sig om den opmærksomhed, som de modtog fra byens folk, chokerede hende ej. Det var dog folk, som han før eller siden skulle vænne sig til. Især hvis han ønskede at blive hos hende. Det gik trods alt ikke, hvis han udelukket blev på hendes sikre gemak. Ikke nu hvor, at hans krop havde kommet sig, og når nu han burde genoptræne. Det gik trods alt ikke, hvis hans mægtige krop gik helt i dvale. Ikke som det prægtige væsen, som han var! ”Jeg ved det. Folket er dog en detalje, som du må vænne dig til. Tryg vil du dog være omkring dem, som du er ”min”. De vil ej ønske at gøre dig noget så længe, som jeg taler god for dig,” sagde hun i en rolig – og dog lavmælt – tone, som hun ønskede, at det kun var en samtale mellem dem. For det bedste var det dog, at de kom ud af byen. Tænderne endte hun automatisk med at bide sammen, som det skam var til at mærke, at dragen sprang ned fra hendes skulder. En vis vægt fulgte trods alt med kroppen, samt der var de uundgåelige skarpe kløer. Roligt forholdt hun sig dog til dette, hvor smilet også kom frem på hendes læber kort til efter. Det bragte hende nemlig en vis glæde at se, hvordan Damien banede sig vej gennem græsset, alt imens hans sniffede til luften. Rolig kunne han dog være, som hun ej ville have bragt ham hertil, hvis ej hun havde fundet det passende. Skønt hun vidste, hvad der skulle foregå, måtte hendes hjerte alligevel slå et slag over, som hans krop igen formerede sig for øjnene af hende. Overvældende måtte det være at se, hvordan han igen indtog skikkelsen som den enorme og frygtindgydende drage. Hendes blik fulgte hans bevægelser med store sølvgrå øjne. ”Du gør blot, hvad du er bedst til,” endte hun med at sige, inden hun valgte at søge helt tæt på ham. Helt trygt. Her valgte hun som sidst at kravle op på hans ryg, hvor hun tog plads ved hans nakke lige før hans vinger. Hun tog en dyb indånding. Dette var endnu umådeligt overvældende! ”Jeg er klar.”

[Damien Nathanael Adams]

At høre Denjarna nærmest betegne sig som 'hendes' var faktisk en tanke som han et sted godt kunne lide. Han kunne godt lide at have en fast plads i hans liv, og derfor sad han også trygt og roligt på hendes skuldre, som hun gik igennem byen. De mange blikke, var han dog ikke videre begejstret for, om han selv skulle sige det. Tvært imod.. Han kunne faktisk slet ikke lide dem! De gule øjne så sig omkring, inden han igen lagde hovedet ned. #Det er svært.. de kigger efter mig, som var jeg et misfoster.. Om jeg bliver, må de vænne sig til det og det samme må jeg,# endte han sigende. Han var nu sikker på at han kunne, hvis han havde hende til at lægge hånden lidt over ham, for han havde virkelig aldrig nogensinde været ude på at gøre noget som helst mod nogen. Han ønskede jo bare at leve sit liv, og det var vel ikke nogen skam? 
Damien sprang ned fra hendes skuldre, for ikke at rive for meget i hende, hvorefter han forvandlede sig, og indtog sin egen naturlige størrelse igen. Han sniffede i luften, mest fordi at han ønskede at ubudne skulle dukke op og faktisk ende med at gøre skade på ham - eller hende for den sags skyld. Han spredte vingerne let. Det var virkelig rart i hans naturlige størrelse i forhold til det andet. Han lagde sig til rette, så det var muligt for hende, at tage pladsen ved hans nakke. For ham, vejede hun jo.. absolut ingenting. Han havde intet imod, at hun faktisk sad der. Han rejste sig forsigtigt op. #Udmærket.. Hold godt fast..# Denne gang havde han jo ikke noget fald at gøre brug af som sidst. Han spredte de store vinger og rejste sig højt på bagbenene, inden han kraftigt begyndte at slå med dem. Turmult kunne det måske forekomme, som han satte af fra jorden for at komme op i himlen over dem. Hovedet forsøgte han at holde rolig, så hun havde noget at gemme sig bag, da han slet ikke ønskede at hun skulle falde af. Med en brummen af ren og skær koncentration, brød han endelig fri af buske og træer og satte op mod himlen, nu i vandret position. Kun for at flyve over det manjanske land.

[Deleted]

”Folk må vænne sig til dig, ligesom du må vænne dig til dem. Jeg ønsker ikke at se nogen af jer borte,” endte Denjarna stille med at sige. Det var vel også en kendsgerning overfor ham? Om man ville det eller ej, havde hun formået at knytte sig til dragen. Mærkværdigt var det måske ej heller, for hvis man så på tingene, havde de delt værelse i en uge, og så var der det faktum, at hun ikke længere havde synderligt mange venner. Derfor kunne man et sted sige, at hun havde knyttet sig til hans selskab. Var det også så galt igen? Han var ganske vidst ikke menneskelig – men det kunne også godt lide – men alligevel havde han en menneskelig tankegang der gjorde, at de kunne kommunikere med hinanden. Passende var det vel derfor fra hendes synvinkel? Det var dog ikke folket, som skulle spille en rolle nu.. Ikke nu, hvor de var kommet ud i det fri, og hvor hun havde ladt ham komme ned igen, samt forvandle sig. Ladt ham forvandle sig til det mægtige væsen, som han nu engang var. Betagende var han, som dragekroppen uden tvivl måtte pirre øjet. Bedre gjorde det også kun, at hun måtte komme helt tæt på. Derfor tøvede hun ej heller med at klatre op på hans krop igen, så hun igen kunne tage plads ved hans nakke, ligesom ved deres allerførste flyvetur. Tænk, at hun skulle prøve det igen! Tænk, at hun havde mulighed for flere af sådanne ture.. Ved hans ord, lod hun sig stille glide frem, så hun trygt kunne tage om hans mægtige hals. Her holdt hun godt fast, som hun mærkede, hvordan hele hans krop balancerede omkring til han skød direkte op i luften. Et sug uden lige gav det hende i maven, hvor hun ligeså var tvunget til at lukke øjnene i. Hurtigt gik det, hvor vinden måtte være kølig mod hendes hud. Det var nemlig en helt anden temperatur at være oppe i denne fart og højde. Hvor lang tid der gik før, at hun kunne ånde lettet op igen, vidste hun ikke, men pludselig følte hun hans rolige vingeslag i en vandret position. Stille søgte de sølvgrå øjne op igen, alt imens hun tøvende forsøgte at rette sig en anelse op igen. Helt vant til at flyve var hun trods alt ikke endnu! ..Magisk fandt hun det dog alligevel. Blidt kørte hun sin hånd over hans hals. ”Det er ubeskriveligt at måtte opleve dette igen.. Hvordan føles dine vinger, efter at du har holdt pause?”

[Damien Nathanael Adams]

Damien vidste, at dette blot måtte være en tilvænningssag, selvom han vidste, at det ville blive svært, for ham og særligt fordi at han ikke var vant til at have folk så meget omkring sig, som det han tydeligt måtte have i denne stund. Ikke at han kunne gøre alverdens ved det.. for det kunne han jo ikke. #Jeg går ingen steder før du beder mig om det.# Hans stemme bar præg af en tydelig beslutsomhed som han havde gjort sig. Han var blevet glad for Denjarnas selskab.. Temmelig meget hvis han selv skulle sige det, og det var noget som han selv så tydeligt kunne mærke.
Nu hvor han endnu en gang stod der i sin fulde naturlige størrelse, gjorde han også plads til at hun kunne tage pladsen ved ham. At komme op i luften, var en del mere krævende, end hvad han lige kunne huske, men okay.. han var vant til at finde den styrke og fart i det frie fald, end at søge op fra jorden af. Det var jo det, som havde været fordelen ved den bjergtop som havde været hans hjem igennem de sidste rigtig mange år. De gule øjne hvilede frem for sig.. Heroppe, var der vel heller ikke nogen som kunne finde på at gøre dem noget ondt? Ham ikke mindst, for han tvivlede på at hendes folk ønskede at noget skulle ske med hende. Hans vingeslag var rolige, men kraftige.. Langt fra så voldsomme, at hun ville falde af, bare hun holdt fast ved ham. #Jeg kan mærke, at jeg ikke har været i luften i flere dage. Men det hjælper og det er rart.# Han var taknemmelig for den hjælp som hun hertil havde valgt at skænke ham, så det var bestemt heler ikke noget, som han havde i sinde at skjule for hende, om han ellers kunne blive fri for dette. Han holdt kursen.. søgte over skov og mark.. over vand og eng.. Over alt hvor selv han kunne spotte folk stirre op efter dem. Tanken morede ham. Ja, han var nu et kendt fænomen i Manjarno!

[Deleted]

Let smilede Denjarna ved hans ord. Han forlod hende ikke før, at hun ønskede det. En ganske brigende tanke, da det måtte betyde, at han nød at være her. En tanke, som hun selv måtte nyde, som positive tanker var begyndt at sværme omkring denne drage fra hendes side af. Det var desuden også en anden tone i forhold til den, som han sidst havde brugt. Der hed det; at han blev, til han havde betalt sin gæld. Nu hed det; at han blev, til hun ej ønskede ham længere. En det mere positiv tanke, da den ikke længere rummede forpligtelser, men egen glæde. ”Det er en aftale,” sagde hun i en rolig tone.
Som Damien tog sin egentlige skikkelse, og som Denjarna besteg hans mægtige skikkelse, lod hun sig igen føres til himmels, alt imens hun holdt om hans hals. Hun havde fløjet før, men det havde været i mere humane højder med Gabriel og Derick. Dette var derimod en helt anden højde, som man bestemt skulle vænne sig til. En tilvænning, som meget muligt kunne blive aktuel, som det ej var dragens sidste dag her, og derfor ikke nødvendigvis deres sidste flyvetur sammen. Om hans hals holdt hun, til de nåede den rette destination på himlen. Herfra løsrev hendes greb sig langsomt.. Dog sørgede hun konstant for, at hun havde begge håndflader solidt placeret mod hans hals. Man kunne trods alt aldrig vide, om der på et tidspunkt ville komme et pludseligt stød.. ”Dine vingers kraft vil ganske snarligt vende tilbage. Efter et par flyvninger i den kommende tid er jeg sikker på, at du vil glemme, at du nogensinde har været skadet,” sagde hun roligt. Dog højt nok til, at han ville kunne høre hende heroppe i luften. Luften måtte nemlig suse gennem ørene, og dog var hun i tvivl om, om det overhovedet var et problem for ham.. Det sølvgrå blik vovede hun ned mod landjorden. En myreverden syntes det helt i denne højde..