I wanna stay..

[Damien Nathanael Adams]

Denjarna Dark Dynithril - Damien Nathanael Adams

---

Det var ved at være hen på aftenen og solen var på vej ned. Med andre ord, måtte Denjarna snart være færdig med dagens mange gøremål. Endnu befandt Damien sig på de kongelige gemakker, også selvom han ikke trofast blev på puden, men derimod var begyndt at færde sig mere rundt omkring i gemakkerne istedet for. Han søgte ikke ud, da han havde lovet at blive, og han ville jo trods alt heller ikke være til besvær, og særligt efter alt det som Denjarna til nu havde gjort for ham.
Denjarna havde gjort utrolig meget for Damien, og han følte virkelig at han stod i en evig gæld. Benet kunne han nu igen bruge, uden at det gjorde ondt, og det var uden tvivl også en befrielse. For en gangs skyld, følte han for alvor, at han kunne bruge benet igen! I øjeblikket befandt han sig på halvmuren som omgjorde sig den store balkon som var lige udenfor det store kongelige soveværelse. Om han ville, kunne han sagtens flyve, men.. han ville ikke. Et sted kunne man jo sige, at det som han faktisk ønskede at blive? Ikke bare på grund af alle de goder som fulgte med, men med alt det som hun havde gjort for ham og gælden som han kun følte blev større og større.. Det ville tage ham et helt liv at tilbagebetale den.

De gule øjne hvilede frem for sig, idet han slog let med halen. Han lå som havde han været en statue, og havde også ligget der i det som tilsvarede nogen timer. Den friske luft gjorde uden tvivl godt, selvom han helt klart også manglede at mærke den under sine vinger. Ja, et sted manglede han vel det typiske frie liv, som man kunne sige, at han havde haft igennem de sidste rigtig mange år? Så det var heller ikke ligefrem noget, som kunne komme bag på nogen. Han blinkede let med øjnene. Dagligt gik gartnerne rundt og forsøgte at gøre bod på de skader som den store drage havde forsaget. Han tog sig ikke af det.. Folk snakket ikke nær så meget mere om det, som de havde gjort, men var dog stadig på folkemunde. Han vendte blikket mod himlen.. En ugle fløj forbi. Det var ved at blive sent og meget snart blev det mørkt.. Endnu en dag havde derfor passeret.

[Deleted]

Lange var Denjarnas dage, som det hed kongelige pligter fra morgen til aften. Sværere var det desuden ligeså stille begyndt at blive, uden hendes trofaste rådgiver. Salvatore havde nemlig været god til at hjælpe hende med det tunge læs – skønt hendes byrde for evigt ville være størst – men nu når hun hverken havde ham eller en konge ved sin side, var det pludselig mange ting, som hun selv skulle tage hånd om. Dog måtte presset også være et pres, som hun bifaldt, som hun kunne lide at blive holdt beskæftiget i denne facon. Et godt hoved havde hun nemlig altid haft, men det var først nu, at hun virkelig kunne bruge det.
Lette var Denjarnas skridt, som hun bevægede sig ned ad gangen til sit gemak. Hendes hvide kjole hvislede blidt hen over gulvet for hvert et skridt, som hun trådte. Respektfuldt bøjede hendes vagt hovedet, som hun passede ham, alt imens han hilste hende. ”Deres Majestæt.” Elegant fortsatte hun videre, som hun fortsatte hen til døren, som hun slog op, og ledte hende videre ind til hendes private gemak. Automatisk søgte hendes sølvgrå blik omkring, som hun ikke længere havde værelset for sig selv. Nej, i disse stunder delte hun sit værelse med en drage. En miniaturedrage ved navn Damien. Hendes blik fæstnede sig på de åbne døre. Et svagt smil gjorde en opdukken på hendes læber. Roligt bevægede hun sig ud på den store balkon, hvilket fik aftenbrisen til at rive let i hendes ravnsorte lokker og hvide kjole. ”Der var du,” sagde hun mildt, som hun stilled sig hen til muren ved siden af dragen. Damien havde hun ”taget til sig”, som hun havde helbredt ham fra en skade i benet, hvor hun nu havde valgt at husere ham, til han var sund og rask igen. En tilstand, som han meget gerne burde have opnået nu eller i morgen. Glad var hun for det faktum, da det betød, at hun havde gjort det rigtige. Om hun var glad for, at han ville drage bort igen, skulle hun dog tænke lidt nærmere over. Selv var hun nemlig blevet vant til, at han var her, så snart hun kom tilbage efter en hård arbejdsdag.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var alene igennem dagen, da Denjarna havde sit arbejde at tage sig af. Ikke fordi at han ville blande sig i det, og siden hun havde valgt at tage ham ind på den her måde, så havde han heller ikke ødelagt noget - som han havde lovet hende. Han ville jo trods alt heller ikke være til besvær for hende. Hun bed sig vel ikke rigtigt mærke i at hun faktisk husede en drage igennem hverdagen? Han lå der jo bare og blev fodret af fra tid til anden, da han heller ikke ligefrem var typen der gjorde opmærksom på sig selv.. han kunne faktisk ikke lide den slags, hvis han skulle være helt ærlig. Han ønskede jo bare at leve sit stille og rolige liv, selvom det alligevel havde ændret sig en del, siden Denjarna faktisk var endt med at blive en del af det, og særligt efter alt det som hun havde gjort for ham. 
I takt med at Denjarna kom igen og døren endte med at gå, drejede Damien hovedet, kun lige til at få øje på hendes skikkelse. #Jeg er skam lige her.# Igen vendte han blikket frem for sig. Efterhånden var benet jo faktisk klar til at han kunne tage den tur over himlen igen.. Men han lystede det ikke rigtigt. Det var faktisk ikke noget som han direkte hungrede efter, som det måske havde været i starten, men det kunne han virkelig ikke gøre noget for lige nu! Han trak vejret dybt, inden han hævede kroppen en anelse og slog let med vingerne. Han kunne nu også støtte fint på det bagben som til nu havde forsaget så meget bøvl og besvær, men det var forbi nu! #Jeg går ud fra, at du har fri for resten af aftenen nu,# tilføjede han roligt, inden han igen lagde sig på den hårde sten. Her kunne han sagtens ligge i mange timer.. bare ligge og kigge.. Ned på gartnerne som bandede og svovlede over det ekstraarbejde de pludselig havde fået. De havde godt af det.. godt af noget at lave.

[Deleted]

Som Denjarna vendte tilbage til sit gemak og fik øje på Damien ude på balkonen, var det også der, at hun søgte hen. Selv spekulerede hun over, om han kedede sig her i forhold til det liv, som han havde på bjergtoppen. Her var han trods alt alene halvdelen af dagen inde i hendes gemak, men når hun fik fri, søgte hun også tilbage til ham. Kælede med ham. Talte med ham. På bjergtoppen var han alene dag ud og dag ind, men der var han fri til at gøre, hvad end han ville. Gad vide, hvad der måtte være bedst? Han var vel bare vant til bjergtoppen, og derfor foretrak han vel også det? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke. Roligt lænede hun sig mod halvmuren, som hun lod underarmene hvile på kanten. ”Ganske rigtigt.. Jeg har fri til i morgen tidlig,” medgav hun roligt. Han havde vel også allerede fundet ud af, at det var således, at hendes dag var? Det var i hvert fald på de tidspunkter, at hun var at finde i sit gemak. Dog måtte hun indrømme, at hun var begyndt at bruge mere tid herinde efter, at hun var begyndt at husere ham. De sølvgrå øjne søgte opmærksomt til hans skikkelse, som han begyndte at bevæge vingerne, inden de igen lagde sig på plads. Mon han gjorde sig parat til at flyve bort? ”Fortæl mig, hvordan det går med dit ben,” opfordrede hun. ”Sidder bladene endnu på? Og er du begyndt at øve med dit bagben?” Oprigtigt nysgerrig var hun omkring al dette, som hun håbede, at han trygt kom sig. Dog vidste hun endnu ikke, hvordan hun havde det med, at han i så fald ville søge bort. Hun havde trods alt vænnet sig til ham. Vænnet sig til, at dragen var det første hun så, når hun vågnede. Vænnet sig til, at dragen var der, når hun fik fri fra de kongelige pligter. Vænnet sig til deres små samtaler, samt vænnet sig til, at dragen var den sidste hun så, inden hun faldt i søvn.

[Damien Nathanael Adams]

Når man var vant til det ensomme liv, som Damien havde været, så var et selskab om dagen virkelig en massiv omvæltning for ham.. men dog en af slagsen, som han kunne lide. Det var ikke så slemt og da særligt ikke når han holdt sig her, hvor ha nikke generede folk, og de heller ikke generede ham. Der var gået nogen dage nu siden han var blevet healet, og benet havde det uden tvivl bedre nu. Bladene var nemlig faldt af med store klumper af betændelse og noget af såret var ved at lukke sig ordentlig igen, så han vidste da, at han måtte være på bedringens vej, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske udmærket hvis han selv skulle sige det. 
Vingerne bredte han. Det var ikke fordi at han ville flyve, men han kunne da mærke, at de snart skulle strækkes igen. Han havde ligget stille i for lang tid. Han havde jo ikke fløjet før bladene var faldet af.. og det var endelig sket! #Det bekymrer mig med de lange dage,# endte han ærligt. Hun var alene om det, af hvad han havde erfaret, og han brød sig ærlig talt ikke om det, for han så jo hvor træt hun var, når hun søgte tilbage til gemakkerne, når dagen var ovre. Han lagde sig igen ned igen. #Bladene faldt af tidligere på dagen. Jeg skylder dig for alt hvad du har gjort for mig, Denjarna,# sagde han igen, inden han vendte sig hele vejen mod hende. Han var ikke fristet til at tage nogen steder. Jo, måske lige ud for at strække vingerne igen, men han.. ville faktisk gerne tilbage hertil. Hun var god ved ham, og han havde en fornemmelse af, at hun kunne lide at have ham rendende her. Ikke fordi at han fyldte særlig meget, eller var særlig krævende, for det havde han slet ikke nogen ret til.. men selv han havde vel bare brug for at vide at.. der også var et sted til ham.

[Deleted]

At det bekymrede Damien, at Denjarna dag ud og dag ind sad med lange arbejdstider, fik hende til at smile skævt. Tænk engang, at en drage kunne bekymrer sig om sådanne faktorer. Burde det ikke være irrelevant for ham, eftersom han fandt de menneskeliges gøren irrelevant? ”Du lyder som min rådgiver,” bemærkede hun roligt. ”Hvorfor bekymrer dette dig? Første gang vi mødtes, husker jeg, at du sagde, at I drager ej spekulerede over kongelige eller andre mennesker.” Det sølvgrå blik vendte hun nysgerrigt mod ham. Ej mente hun det klandrende.. Hun var blot nysgerrig for at vide, hvad der lagde til grund for hans ord, når ej han gjorde sig i den menneskelige verden. Blikket vendte hun igen fremad ved hans ord. Bladene var faldet af.. Var det mærkværdigt, at tanken et sted gjorde hende trist? Ej havde hun særligt mange tætte længere. Hun havde vel kun Salvatore, som hun virkelig kunne anse for at være sin ven? Anså hun mon dragen for at være sin ven? Var det en absurd tanke at have? Dog ønskede hun ej at stoppe ham, som han havde sit liv, ligesom hun havde sit eget. ”Hvis bladene er faldet af, må trangen til at vende hjem, vel også være steget?” lød det fra hende. Blikket vendte hun ned mod rosen, som endnu stod flot omkring hendes håndled. En tanke der måtte berolige hende, skønt Salvatore allerede nu havde været borte i et pænt stykke tid. Blikket vendte hun igen imod dragen. ”Tænk ej mere over, hvad du skylder mig og ej. Jeg er blot beæret over at have mødt dig, og at jeg har kunnet være til gavn. Der vil måske komme en dag, hvor jeg kan bruge din hjælp, men den dag er ikke i dag.” Hvilken hjælp han kunne yde hende, som hun skulle kunne have brug for, vidste hun endnu ikke, men det kom vel til hende, når det virkelig gjaldt?

[Damien Nathanael Adams]

Var det virkelig så underligt, at man blev bekymret for nogen, når man lærte dem at kende? Selv Denjarna havde formået at komme tæt ind til ham, og han så faktisk glædeligt frem til at se hende igen om aftenen når hendes kongelige pligter var overstået for natten. Han brummede svagt. Han lød som hendes kongelige rådgiver? #Det må være en person, som står dig meget nær,# endte han med en rolig stemme. Sagen var vel bare anderledes, når man lærte nogen at kende, som ikke var ude på at slå ham ihjel, men derimod havde ønsket at hjælpe ham, som hun havde gjort. #Man har et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt? Du har vist mig, at ikke alle ønsker at gøre mig ondt eller slå mig ihjel.. så ja.. det bekymrer mig,# endte han med en sigende mine.
Selvom han bredte vingerne, så var han skam ikke direkte fristet til at flyve nogen steder. Ganske vidst.. at få lov til at opleve luften under vingerne igen, efter ro i flere dage, så begyndte vingerne faktisk at blive stive, og de skulle holdes igang. De gule øjne vendte han mod hendes skikkelse endnu en gang. Han blinkede med dem. #Selvom jeg har holdt mig på bjergtoppen i frygtelig mange år, men jeg vil dog ikke betegne det som mit hjem. Jeg har aldrig haft et sted som jeg har betegnet som hjem. Men det bliver efterhånden nødvendigt at strække vingerne igen.# Han vendte igen blikket op mod luften.. Han savnede det, men havde jo alligevel valgt at gøre som Denjarna havde sagt, og derfor også valgt at hvile i stedet for alt det andet. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse igen. Han var virkelig ikke fristet til at søge nogen steder hen. #Jeg føler alligevel at jeg skylder dig, for alt hvad du har skænket mig i den tid jeg har været under dit tag, Denjarna. Jeg vil ej drage ud, før den gæld er betalt tilbage,# fastholdt han sandfærdigt.

[Deleted]

Om Denjarnas rådgiver stod hende nær? Det kunne man sagtens sige. Han var nemlig ikke kun hendes rådgiver, men også hendes nære ven og elsker. Dette ønskede hun dog ikke at drøfte med nogen. Ej heller Damien, skønt han bare var en drage. ”Vores arbejde gør, at vi er tæt forbundet til hinanden. Derudover kendte vi til hinanden, inden jeg valgte at ansætte ham som min rådgiver,” sagde hun ærligt, som hun blot valgte at tage deres forhold i store træk. Dog måtte hun fortsat smile stille til, at han bekymrede sig for hende. Tænk engang.. en drage. Bekymring var dog bekymring, som det var behageligt at vide, at folk eller i dette tilfælde væsner, bekymrede sig for en. Det signalerede nemlig, at man havde en betydning for dem. ”Du behøver ikke at bekymre dig om dette. Det er blot således, at mit erhverv er. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg tog tronen. Ligeså vidste jeg, hvad det betød, at jeg ville gøre det alen,” sagde hun roligt. Dog sandfærdigt. At han havde brug for at strække sine vinger, forstod hun godt, da det hørte til et væsens behov. Selv havde hun brug for at kunne gå, hvor en drage som ham havde brug for at bruge sine vinger. Blikket vendte hun ud mod udsigten. Hvis hans ben havde kommet sig fuldstændigt, var der vel ikke noget der stoppede ham? ”Jeg er forstående overfor dine behov. Hvis du sagtens kan lande på bagbenene, uden at blive mødt af nogen smerte, har du min tilladelse til at flyve igen. i så fald har jeg allerede gjort alt, hvad jeg kunne gøre,” sagde hun roligt. At han dernæst sagde, at først ville forlade hendes side den dag, at han havde tilbagebetalt sin gæld, fik hende til at blinke overrasket med øjnene. De sølvgrå øjne fandt hans skikkelse igen. Ønskede han virkelig at blive? Vidste han, at der kunne gå uger, måneder … sågar år? Selv troede hun mest på det sidste.. Dog kunne hun ikke sige, at det gjorde hende noget, at hun kunne nyde hans selskab lidt endnu. ”Er du sikker på, at du ønsker at love op til dit ord? Jeg forstår udmærket, hvis ikke du vil.. Der kan trods alt gå flere år før jeg får brug for en tjeneste som den,” sagde hun sigende.

[Damien Nathanael Adams]

#Med andre ord, må det være en mand, som står dig nært til hjerte,# endte Damien med en rolig stemme. Ikke fordi at han ville blande sig. Det var nok mere en konklusion, end hvad det var noget andet, og det var egentlig sådan at han gerne ville have det. Han slog let med halen, og med de gule øjne vendt i retningen af hende. Bekymringen var der skam.. Hun havde alligevel formået at komme så tæt på ham, at han ville vove at kalde hende for en bekendt. Ikke nødvendigvis en ven endnu.. men man skulle jo trods alt starte et eller andet sted, ikke sandt? Han havde efterhånden brug for at strække vingerne og komme ud og røre sig, selvom det var blevet ham påbudt, at han blev inde frem til nu, og det havde han så også valgt at gøre, hvis det var til det bedste for hans del. #Det må være tungt for en alene at pådrage sig dette arbejde, Denjarna,# endte han roligt. Hun var måske indstillet på det, men det var da alligevel noget af en byrde at påtage sig. 
Selv havde Damien ikke just et sted, som han ville kalde for sit hjem. Han var bare hvor han var. Det var jo heller ikke fordi at der var noget hjemligt ved en ensom bjergtop, ville han da mene om ikke andet. Han nikkede. #Og det værdsætter jeg,# endte han sigende. Et sted ville han jo ikke tage nogen steder velvidende om at han skyldte hende, for det var jo aldrig til at vide for ham, hvornår hun så havde brug for det, og han så måtte være langt væk... Det ønskede han jo ikke ligefrem! #Jeg mener det, hvis du ønsker at huse mig frem til da. Jeg vil ikke kunne bære at tage herfra, og stadig skylde dig en tjeneste, som bliver svær for mig at indfri, når jeg er langt væk. Jeg ønsker at blive her.. desuden er.. selskabet behageligt sideliggende med det liv alene, jeg har på bjergtoppen,# forklarede han. Han var ikke meget for at indrømme det, men det var nu sandheden. 

[Deleted]

Læberne fugtede Denjarna. ”Det kan man godt sige,” endte hun med at sige. Dog ønskede hun ikke at komme mere ind på emnet, da det var op til hende og Salvatore, hvad de lavede. Derudover kunne hun ikke tillade sig at tale åbent om det, da hun stod som landets dronning, og da han var hendes rådgiver. Om Damien overhovedet forstod sig på sådanne affærer, vidste hun ikke. Hun vidste ikke, hvor menneskelig og forstående deres tankegang var. Dog havde hun allerede sandet, at de var intelligente væsner. Blikket lod hun glide ud over landskabet. Hendes land. ”Det er et tungt arbejde at stå alene med. Det kan jeg ej benægte. Arbejdet er også ment for to, og ej for en, som jeg har valgt at gøre det. Det har dog været min beslutning at gøre det således, og ej heller har jeg noget imod det. Jeg kan lide det sådan,” sagde hun ærligt. Hun agtede ikke at finde en mand. En konge. Hun havde bevæget sig ned ad den rute før, men nu skulle tiden blot stå i hendes navn. Ej fortrød hun dette, som hun havde taget dette valg for mange måneder tilbage. Det var blot sådan, at det var. Roligt førte hun en ravnsort lok bag det ene spidse øre. At han oprigtigt ønskede at blive her på slottet, fik igen de sølvgrå øjne til at finde dragen. Indtil nu havde det gået, så mon ikke det også ville gøre det i fremtiden? ”Hvis det er dit ønske at blive til gælden er betalt, har du min tilladelse til at blive. Folk er begyndt at vænne sig til din tilstedeværelse. Derudover har du opført dig eksemplarisk her, og … jeg har nydt dit selskab her. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at det ej skulle kunne gå,” sagde hun roligt. Om det kun havde gået, fordi opholdet havde forløbet sig over en kortere strækning, kunne hun selvfølgelig ikke vide. Derfor var det blot at tage springet og derfra se, hvordan det forløb sig.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ville naturligvis ikke blande sig, for det var ikke noget som han ville få det mindste ud af. Han slog let med halen. Han blev blandet ind i det, om det var noget som hun ville. Man kunne vel et sted sige, at han havde været underkastet hendes nåde og ønske, også selvom det et eller andet sted, slet ikke var noget som gjorde ham noget.. Han kunne faktisk godt lide det. Han måtte jo erkende, at han var blevet glad for hendes selskab.. Et sted var han naturligvis ked af, at hun skulle slås med alt det her alene. Han vendte sig roligt, så han kunne lægge hovedet tæt ved hendes arm. #Det er noget af en byrde du har valgt at påtage dig dine skuldre, Denjarna.. Så lang tid, at du finder ud af det, så er det fint..# Han vendte blikket mod hende. Selv ønskede han virkelig at blive her, hvis han kunne komme til det.. Han var blevet afhængig af hende.. og hendes selskab og det at tilbringe den tid sammen med hende, når han nu havde muligheden for det, og samtidig få nedbetalt den gæld, som han nu havde til hende. 
Ved hendes ord, måtte Damien føle lettelsen. Hun ville gerne lade ham blive? Var folket blive så vant til at han rendt rundt der? Det var bestemt ikke noget som gjorde ham noget. Tvært imod! #Hvis folk ej er ukomfortable med min tilstedeværelse, så passer det mig ganske fint. Jeg vil gerne blive.. jeg nyder selv dit selskab Denjarna.. Og selv for mig, så er det bedre end de ensomme bjergtoppe for mig selv,# endte han roligt, inden han sænkede hovedet nedover hendes ene hånd, som tegn til at hun gerne måtte klappe ham, om hun gerne ville det. Han brummede svagt. #Det glæder mig du vil lade mig blive,# endte han med en rolig stemme igen.

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket, at hun havde sat sig svære end så mange andre regenter. Alene stod hun nemlig med sin opgave, som hun stod som ene regent af Manjarno. Det var uden tvivl et sats at gøre således, men hun kunne lide det, og bedre blev det vel så ikke? Så længe hun kunne styre det, kunne ingen trods alt klage over hende. Ej heller var der nogen, der havde nedgjort hendes arbejde indtil videre. "Jeg ved det. Dog er der endnu ikke nogen, som har klaget over, hvordan jeg gør tingene og så længe det er sådan, ser jeg ingen grund til at lave om på det. Arbejdet er måske hårdt, men det er også mig selv, som har påført mig det. Ingen tvang mig trods alt til stillingen som dronning," sagde hun sigende i en rolig tone.
Tanken om at lade dragen blive på ubestemt tid, måtte Denjarna finde visse goder ved. For det første ville det ej være skidt at have en drage på sin side. Og for det andet var hun begyndt at synes om hans selskab. Det var alligevel rart at have ham i sit gemak, for svær var han ikke just at have. I løbet af dagen passede han sig selv, og når de gik til ro, havde hun sengen og han bænken. "Der er måske dem, som endnu er usikre over, hvad du er, men generelt har folk accepteret din tilstedeværelse. Hvis blot det kan fortsætte således, ser jeg intet problem i at have dig her. Selskabet finder jeg desuden ligeså rart," sagde hun med et lille smil på læben. Hvorfor lægge skjul på det, når nu det var sådan, at det var? Roligt hævede hun sin hånd, så hun blidt kunne stryge ham over hovedet. Det var nu engang rart at kunne stå således. Ganske sjovt, når det end ikke var hende som blev kærtegnet. "Selvfølgelig," sagde hun roligt. Indtil nu havde det trods alt gået, så hvad var problemet?

[Damien Nathanael Adams]

Damien forstod at det var en hård tid for Denjarna, og da særligt, hvis hun havde det hele på egen hånd. Hvorfor gøre noget så stort ud af det, om det havde været hendes eget valg? Hun havde vidst hvad det indebar, og det var også det vigtigste. Han blinkede let med de store og gule øjne, da han igen kiggede på hendes skikkelse. #Så lang tid at du føler, at det er en opgave, som du kan overkomme alene, så er det jo det vigtigste. Det er blot en hård byrde at bære på egen skulder,# endte han med en sigende mine. Det var ikke fordi at han ville eller kunne, men derimod at støtte hende i det - det var noget som han kunne.
Damien sænkede sit hoved nedover hendes hånd, hvor de store og gule øjne gled i, i takt med at hun strøg ham over hovedet. Det var næsten noget af det bedste. Han var blevet for vant til den form for berøring.. særligt ført af hendes hånd. At slottet og stedet her generelt var blevet vant til at han var der, glædede ham uden tvivl. Så var det måske ikke så slemt at tage den beslutning, at skule blive her? #Jeg kom aldrig til stedet her med intentioner om at udføre smerte, eller forvolde skade, men derimod at opsøge den hjælp, hvilket har resulteret i en gæld, som jeg gerne vil tilbagebetale hvis der er mulighed for det. Med glæde, vil jeg glædeligt blive her og holde dig med selskab,# endte han med en rolig stemme. Han lod den tykke tunge styge let over hendes hånd, som var det en form for slik.. Han anerkendte hende og hendes væsen.. Og det var yderst sjældent at han gjorde det ved nogen i det hele taget.

[Deleted]

Selv følte Denjarna, at hun kunne overkomme de kongelige pligter på egen hånd. Det var også af den årsag, at hun fandt det forsvarligt, at hun sad som ene regent på den manjanske trone. Indtil nu gik det trods alt også, så hvorfor skulle det være anderledes for fremtiden? Det var ikke just et skift, som hun kunne se for sig. Ej heller kunne hun se sig selv på kirkegulvet igen. Der var sikkert ikke mange, som forstod det, og der var vel også mange, som fandt det en skam, men det var nu engang sådan hun havde det. "Byrden er måske hård, men den er også selvvalgt. Derfor ser jeg ingen grund til at klage, og ej heller ønsker jeg det. Jeg har savnet at have noget ordentligt for hånde, siden jeg mistede min plads som min races leder, så dette er mig fantastisk," sagde hun ærligt. Blidt kærtegnede hun hans hoved, som hendes hånd blidt strøg over det. Aldrig havde hun forestillet sig, at dette ville hænde hende, men her var hun nu engang med dragen Damien. Hyggeligt fandt hun det, og derfor måtte hun også nyde det faktum, at han ville blive hos hende. I hvert fald til gælden engang var betalt, og hvornår ville det mon ske? Selv vidste hun i hvert fald ikke, hvornår hun kunne få brug for en sådan tjeneste. "Jeg ved, at du ej kom hertil for at forvolde os skade. Det er også et faktum, som min tjenestestabel langsomt har sandet. Det gør også, at jeg kan finde tanken om, at du bliver, tryg," sagde hun roligt, inden en tanke måtte slå hende. "Ønsker du stadig at blive i mit gemak, nu hvor dit ben har healet sig, eller ønsker du at finde en plads i slotshaven? Ganske vidst stadig i denne mindre skikkelse." Valget skulle han da have når nu, at han igen kunne benytte sig af sit ben. Mere underholdende ville det vel også være for en drage at være ude i naturen? Dog havde hun intet imod, at han blev i hendes gemak.. Hvis det vel og mærke var det, som han ønskede. Morende trak hun på smilet, som hans tunge løb over hendes hånd i et slik. "Det kilder," grinte hun stille.

[Damien Nathanael Adams]

Så lang tid at Denjarna følte, at hun kunne overkomme den byrde som det ville sige at være dronning og bære det hele på egen hånd, så var det ikke noget som Damien ville blande sig i. Selvom han til nu havde holdt sig på hendes kongelige og private gemakker, så fik han faktisk rigtig mange ting med. Særligt når han nu søgte meget ud på den store balkon, hvor han kunne trække luft, men også høre folk snakke. Det som han hørte mest af, var ros til hende, for hun gjorde det godt, og det var jo også hans egen oplevelse af tingene heromkring. #Jeg stoler på dig, når du siger, at du kan håndhæve det. Jeg er imponeret over den styrke som du hidtil har vist i arbejdet,# endte han med en rolig og sandfærdig mine. 
Damines øjne gled let i, i takt med at Denjarna strøg ham over hovedet. Det føles virkelig godt når hun gjorde det. Vel et sted fordi at skaden for ham, allerede var sket? Han brummede ganske let. Han ville glæde sig over at få lov til at blive, så det at han fik lov, var noget som passede ham ganske fint. #Med forlov, ønsker jeg at blive i denne størrelse og på gemakkerne her.. Bare jeg kan få lov til at strække vingerne fra tid til anden, ved at flyve udover kanten her,# fortalte han med en rolig stemme, som han slikkede hendes hånd. Han følte bare for at vise hende den taknemmelighed som han følte i sindet. At høre hende grine.. Det var uden tvivl noget af det bedste som han længe havde hørt. Han gjorde det igen, inden de gule øjne endnu en gang faldt til hendes skikkelse. Han slog let med halen igen. Han var rastløs, men det var slet ikke så slemt, når han var omkring hende, som når han gik rundt dagligt selv. #Skal jeg gøre det igen?# Denne gang.. drillede han hende faktisk.