Trying to survive.

[Deleted]

Amy havde virkelig levet i en verden hvor der ikke var noget andet end mennesker som betød noget. Det havde været en verden fuldt af had for det ukendte og nu var hun endelig ude og lærte om en masse nye ting og nye mennesker at kende. At han fandt det underligt at hun havde overlevet undrede hende ikke. Hun havde vel bare været heldig et sted og bare handlet rigtigt? Dette havde været den første usikre situation som de havde stået i. Hun trak let på hovedet og vendte blikket mod ham. "Tro mig. Det bliver en hel del lettere at overleve når man har et to og en halv meter højt, kødædende monster med sig alle vegne. Folk har en tendens til at holde sig på en hvis afstand" sagde hun roligt og pegede over på Aizu som blot brummede. Han lå og slappede en smule mere af nu, det virkede ikke som om denne Vampyr ønskede at gøre mere ved hans rytter og så var han faktisk ligeglad med ham.

Aizu ønskede ikke at gøre skade på nogen som helst, hvis man skulle være helt ærlig så var han en meget fredfyldt drage som elskede mennesker men han var utrolig overbeskyttende overfor sin rytter og især i så farligt selskab som hun holdt sig lige nu. Aizu klukkede næsten ved hans ord ovre bagved Amy og lagde hovedet ned og lukkede øjnene. Han opfangede tydeligt ikke Matthew som en trussel for Amy længere og så kunne han ligeså godt slappe af. "Det er han vidst ej ene om kære Matthew. Ikke at der er noget galt i det. Vi er alle forskellige" sagde hun roligt og krak på skuldrene. Hun kunne stadig mærke effekten fra bidet sitre i hendes krop. Hun forstod virkelig ikke den reaktion som han havde givet hende men hun kunne lide den, nøj hvor kunne hun lide den. Hun sendte ham et lille smil som hun stod helt oppe af ham. hun løftede sine hænder og lod blidt sine fingre danse lidt hen over hans døde brystkasse. hendes blik vendte sig mod ham meget tydeligt lystent. "Så er du ikke sjov og så må jeg hellere finde en som vil" sagde hun blot. Hun vendte sig fra ham og trådte roligt væk, det sitrede stadig i hele hendes krop. Det var virkelig en fantastisk følelse.

[Matthew Igleéias]

At man kunne klare et liv, uden at vide noget som helst, vidste Matthew slet ikke hvordan han skulle håndtere, for det var uden tvivl svært.. og et liv som på ingen måde gav nogen mening for ham! Hans røde øjne hvilede intenst på hende. Det kunne være, at det var den kendsgerning, som faktisk havde slået ham en smule ud af kurs? Ikke at han kunne gøre noget ved det, for det kunne han da godt nok ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han knyttede næverne ganske let. "Så det du fortæller mig, er at du gemmer dig bag det forvoksede firben der? For at klare at overleve? Interessant.." Selvom han nu var klar over, at det store bæst med lethed kunne spise ham eller slå ham ihjel, om det var noget det lystede, så kunne han ikke lade være med at prikke lidt til det. Selv var han jo kendt for at lege med ilden, og dette var bestemt ikke noget undtag.

At hun endnu kunne mærke effekten efter hans bid, forundrede ham ikke. Der var jo så bare lige det faktum, at der fandtes love.. Så en anden vampyr måtte faktisk ikke sætte tænderne i hende, før han gav hende fri.. Og hvorfor skulle han da gøre det? Det andet her var da sjovere for hans vedkommende. Han blev stående, selv med en god afstand til det store bæst som lå lige bagved dem.. Grinede det virkelig af ham? Han var måske ikke nogen trussel - lige nu, men det var noget som meget hurtigt kunne vendes! Hendes tilgang til verden og til de ting omkring hende var.. fuldkommen unaturlig! "Det er vi da naturligvis.. Verdenen ville være et endnu mere kedeligt sted, hvis ikke.." At hun alligevel vovede at stryge ham over brystet med sine fingre, fik ham til at hæve den ene hånd og lukkede sig fast om hendes ene håndled. "De vampyr der gør det, har jeg i princippet min ret til at slå ihjel... Så.. held og lykke med at finde en," pointerede han advarende. Sandt at sige, at han vel ikke brød sig om at hun skulle finde nogen, som i princippet faktisk kunne være bedre end ham? Det var virkelig noget af det værste!

[Deleted]

Amy vidste at hun var uviden, det var også derfor at hun søgte så meget information som muligt, hun var nød til at vide mere om denne verden sådan så hun kunne leve i den og måske ikke behøve at gemme sig hele tiden. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham. Måske han ikke synes at det var en god ting at hun gemte sig bag sit firben men det var nu en gang sådan hun overlevede indtil hun kunne klare sig selv, det var der vel heller ikke noget galt i. Et barn blev også beskyttet af sin mor indtil det var klar til at stå op egne ben. "Ja jeg gemmer mig bag ham, det er jeg nød til indtil jeg kan klare mig selv. Apterta City blev ikke bygget på en dag, det tager tid at lære at klare sig selv men det er noget nemmere når man har et firben ved sin side" sagde hun roligt og lagde armene over kors. Hun skammede sig ikke over at hun var nød til at søge hjælp hos sin drage, ikke det mindste. Alt skulle jo læres og hun var endnu så ung at hun stadig havde meget at lære.

Amy kendte intet til vampyrenes love. At hun tilhørte ham fordi han havde bidt hende var ikke noget hun vidste og havde hun gjort det var hun ligeglad. Hun skulle ikke rette sig ind efter ham, især ikke når han var så flabet som han var. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, hun kunne faktisk ret godt lide ham, den måde han prøvede at virke meget stor og farlig på var sjovt for hende at se. Han skræmte hende ikke, ikke længere. "Nøj hvor ville verden være kedelig hvis vi alle var ens. Det er da helt sikkert" sagde hun roligt og strakte sig. Hun kunne stadig mærke effekten af hans bid hvilket hun fandt både dejligt, behageligt men også en smule underligt. Hun havde stadig en følelse i hendes krop, hun kendte den ikke men den var både rar og fustrerende på samme tid. Det at han tog fat i hendes hånd gjorde hende intet. Hun vendte blot blikket mod ham og mødte hans røde øjne roligt og sikkert. Det var tydeligt at hun ikke frygtede ham. "jeg er ret sikker på at medmindre du render efter mig som en lille morsyg hundehvalp og ser på hvem der bider mig så har du ingen ide om hvad der sker. Og har du tænkt dig at følge efter mig? Kan du lide mig så meget?" Tydeligt drillede hun ham, morrede sig på hans bekostning. Hun løfede den anden hånd og strøg ham blidt over kinden før hun lod den falde igen. "Jeg kan lide dig Matthew, du har sat kulør på min aften hvilket jeg synes er en umådelig dejlig ting. Selvom du måske ikke selv tror det så er du faktisk ret dejlig, på et eller andet forskruet plan men hvis du ikke har lyst til at bide mig så må jeg jo finde en som har de lyster og som kan give mig det jeg vil have. Jeg ved at du er mand nok til at stille mine lyster, spørgsmålet er om du vil beholde mig eller om du virkelig vil se et gratis måltid valse ud af dine klør" sagde hun roligt og betragtede ham.

[Matthew Igleéias]

Den uvidenhed, var virkelig svær for Matthew at håndtere. Ganske vidst forstod han hvorfor at hun i øjeblikket valgte at gemme sig bag sit store og forvoksede firben, men der kunne hun altså heller ikke stå for tid og evighed, om hun skulle være helt ærlig! Han stirrede direkte mod hende. Døden var hun bedre tjent med i hans øjne. Det ville virkelig være en skam at lade en med mentalitet og viden som et barn rende rundt i en voksen skikkelse. Hun vidste jo for pokker absolut intet! "Jeg burde næsten slå dig ihjel af ren og skær medlidenhed," endte han denne gang med en meget direkte stemme. Hårdt sagt måske, men sandt var det nu. Ikke at han kunne gøre alverdens ved det.. Dragen stod der jo, så han skulle være hurtig.

Det var ikke fordi at Matthew ønskede at se et måltid valse direkte ud af armene på ham, men han kunne for pokker heller ikke blive hængende! Ikke at han havde tænkt sig det, for det havde han da godt nok heller ikke. Han tog kraftigt fat omkring hendes håndled og strammede det som i en advarsel. Han kunne knuse hendes knogle med sin hånd, hvis det var det som han ville, og han ville end ikke tøve med det. Vampyrernes love kendte vampyrerne, og selvom der måske ikke var nogen fyrste til at ivaretage den opgave lige for tiden, så vidste han, at de ikke turde gøre andet. Vampyrerne var et kæmpe kaos lige nu.. særligt efter mandens død. "Hvad bygger du den teori på? Mest af alt, har jeg lyst til at slå dig ihjel... og du kan tro, at jeg kunne finde på det.." Han kneb øjnene let sammen. Det eneste som egentlig afholdt ham fra at gøre det, var det forbistrede bæst, som vogtede over hende i hoved og røv. Han havde ikke tænkt sig at søge efter hende.. han havde ikke tænkt sig at blive set sammen med hende.. Hvor var hun dog egentlig bare irriterende! Han stirrede på hende, som hun strøg hans kolde kind. Den kolde tilværelse, havde han vænnet sig til, uanset hvor grum og uhyggelig, den så kunne være. "Sjovt, som du snakker som du kender mig.. I det tilfælde, burde du frygte mig.. gøre hvad du kunne for at komme fra mig.. Du har ingen anelse om hvad jeg har gjort ved kvinder igennem mit lange liv..." Med disse ord, greb han ud efter hendes strube med sin frie hånd.. kun for at klemme let til. "Så let som ingenting, kunne jeg tage dit liv... frist mig ikke til at gøre det.." advarede han med en intens hvisken mod hendes øre.

[Deleted]

Amy havde brug for at lære mere. Hun ønskede at lave mere, ville have mere viden omkring denne mærkelige og mystiske verden. Hun gemte sig bag Aizu når det brændte på, det var hun nød til men det var ikke af hendes gode vilje. Hun ville så gerne vide mere om denne verden. Hans ord fik hende til at sukke og ryste på hovedet af ham. "Hvorfor det? Hvorfor slå mig ihjel fordi jeg intet ved? Hvorfor ikke bare lad mig lære og så blive stærkere? Ville det ikke være en bedre lysning?" spurgte hun roligt. Ved snakken om at slå hende ihjel åbnede Aizu det ene øje og betragtede Matthew skeptisk. Han ville ikke have at der skete noget som helst med Amy, det var sikker og det skulle den forbandende vampyr vide.

Hun kunne mærke hvordan hans greb strammede sig om hendes håndled. Det gjorde en smule ondt men hun holdt det i sig. Hun havde følt meget værre smerte end det gennem hendes opvækst. At han på ny truede hende en smule fik Aizu til at rykke lidt på sig i baggrunden, han kunne virkelig ikke lide det her men Amy gjorde intet tegn til ham endnu. Han ville bare gerne have hende væk fra den mand. "Jeg ved at det er det du har lyst til fordi det er det som ligger i din natur men der må være en grund til at jeg endnu er i live" sagde hun roligt og betragtede ham. Hun frygtede ikke for sit liv, hun var ikke bange for at dø for hans hånd. Det at han så måtte finde hende så irriterende at han greb kraftigt fat omkring hendes hals. Aizu reagerede ham Amy gjorde tegn til at han skulle blive liggende og han lagde sig trodsigt tilbage på græsset med blikket vendt mod dem. "Jeg er ikke bange for dig Matthew. Jeg kender dig ikke nej, jeg kender ikke til de grimme ting du har gjort og jeg er sådan set også ligeglad med hvad du har gjort. Hvad betydning har det for mig?" spurgte hun en smule besværet fordi han klemte let om hendes hals. Den frie hånd lagde hun hen over den hånd som lå mod hendes hals og hun hørte hans hvisken i hendes øre. "Jeg gik for langt, jeg ved det godt. Men dette er ikke en behandling som jeg ikke er vant til for at være trodsig. Jeg skal nok prøve at opføre mig ordenligt men sandt at sige gør du det ikke ligefrem nemt for mig." Hun vendte blikket mod hans skikkelse. Hun havde ikke ment at gøre ham vred eller irriteret men han gjorde det vireklig bare heller ikke let for hende.

[Matthew Igleéias]

Et enkelt drab i ren og skær medlidenhed.. Det ville næsten være synd at lade hende beholde livet, og særligt når selv små børn vidste mere end hvad hun gjorde! Han lod hovedet søge på sned og med de intense røde øjne hvilende på hendes skikkelse. Han forstod sig slet ikke på, at man kunne være så... dum og så uvidende som denne kvinde nu måtte være! "Giv mig en reel grund til at jeg ikke skulle ende med at gøre det.. Og bare rolig.. jeg kan godt gøre det hurtigt og smertefrit," sagde han med en rolig stemme. Det andet var da synd.. Hun kunne da virkelig intet i den her verden andet end at gemme sig bag det store bæst, som han vidste lå der og overvågede dem i øjeblikket. Heller ikke just en tanke som han måtte erkende, at han bifaldt, for det gjorde han da godt nok heller ikke!

Matthew havde endnu ikke gjort noget, udelukkende fordi at han heller ikke selv ønskede at miste livet i samme omgang. Han var ikke i tvivl om, at hvis han gjorde noget, at den drage ikke ville tøve med at tage hans liv eller det som var værre, og det var lidt det som gjorde, at han holdt sig selv i ganske kort snor. Han kneb øjnene let sammen. Det var skam slet ikke fordi at hun skulle tro, at han ikke kunne finde på det, for det kunne hun da tro at han kunne! "Selvfølgelig.. Jeg har ikke ende som dragefoder," sagde han ganske kortfattet, som det nu pludselig var det mest logiske i verden. Han kunne jo se og mærke på det bæst, at det virkelig holdt øje med dem, og da særligt nu hvor han også havde grebet hende om halsen.. Så nemt var det at slå hende ihjel.. Men den uvidenhed, var jo også noget som han et eller andet sted også måtte finde spændende, og det var jo også lidt det, som han jo faktisk reagerede på.. Særligt nu. Han trak ganske tilfredst på smilebåndet. Hun var ikke bange for ham.. Det var næsten en underlig tanke hvis han endelig skulle sige det. "Jeg kunne snildt gøre de ting om igen, og særligt også mod dig, om det er hvad jeg vil," pointerede han ganske kortfattet. Han trak hende nærmere og tættere på sig. Han gjorde det ikke nemt for hende? Der var bare tydelige grænser for hvad han fandt sig i. "Du har bare aldrig lært at begå dig, kæreste... Og tro mig.. Folk bliver forarget over det.. blot en advarsel.. træd forkert ved mig... og det koster dig livet," endte han med en kortfattet stemme.

[Deleted]

Hun så det ikke som medlidenhed, for hende var det bare ren og skær ondskab hvis han gjorde det. Han ville ende med at frarøve hende alt og det var ikke noget hun ønskede. De gullige øjne hvilede på hans skikkelse og hendes hoved søgte let på sned. "Det er mit liv. Hvad ret har du til at bestemme hvorvidt det er bedst for mig at ligge i jorden eller ej. Jeg vil vide mere, jeg vil lærer at kæmpe og jeg vil finde en jeg kan kæmpe for. Om det så bliver en konge, en dronning, en mand eller en vampyr i en skov. Det er ligegyldigt. Jeg er villig til at lærer og jeg er villig til at kæmpe. Jeg vil ikke dø" sagde hun fast. Han havde ingen ret til at tage hendes liv. Hun tilhørte ikke ham på nogen som helst måde. Hun ville leve, hun ville kæmpe til det sidste og hun ville finde et mål her i livet som hun kunne kæmpe for.

Han ønskede ikke at miste livet og det gjorde hun heller ikke. Hun var ikke dum, hun vidste at han ville være i stand til at slå hende ihjel som ingenting, knække hende som var hun en tynd gren. Hun vidste at han kunne finde på det og at han ville gøre det med et smil på læben og dog var hun alligevel ikke bange. "Som du ønsker jeg at beholde mit liv. Hvorfor er det så svært for dig at forstå?" spurgte hun roligt. Hun kunne mærke ham tæt på sig igen. Hans hånd om hendes hals klemte let, hun havde ikke som sådan problemer med at trække vejret og dog kunne hun godt mærke at den var en smule besværet. Hun ville ikke dø! Det ville hun bare ikke. Anzu lå i baggrunden og bare kiggede på dem. Han kunne virkelig ikke lide det men Amy havde bedt ham blive liggende så det ville han gøre. "Så længe du ikke har gjort de ting mod mig har det ingen betydning for mig eller hvordan jeg ser dig. Jeg frygter dig ikke Matthew, jeg ved ikke hvorfor men det gør jeg ikke." Han kom tættere på hende og hendes hjerte hamrede en smule hårde i hendes bryst. Hun bed sig stille i læben, han kunne hviske i hendes øre og ligeså kunne hun i hans. "Så lær mig det. Lær mig at begå mig omkring dig. Ifølge dig så fordi du har bidt mig så tilhøre jeg dig, ikke? Så brug mig. Du begære magt, du elsker magt. Jeg har en drage, et af de store stærke væsner som der er meget få af tilbage. Tænk på hvor mange flere ville frygte dig hvis du havde det der kødædende bæst på din side." Hun ville ikke dø, hun ville leve og dog ..... Der var virkelig noget over ham som satte gang i hendes krop på sådan en måde som hun virkelig ikke forstod. hun var fascineret.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde ondt af denne kvinde. Alene det faktum, at nogen kunne være så... uviden omkring tingene og den verden som man levede i, så var det da lige før, at man bare skulle ende hendes liv, så hun slap for at bøvle mere med det. Lige nu var hun til hans besvær og det var da noget, som han lige så godt kunne spare alle mulige andre for, var det ikke? De røde øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Hun skulle bare vide hvor mange liv, han faktisk havde fået taget i årenes løb, for det løb uden tvivl op i rigtig mange efterhånden. Og han havde virkelig ikke nogen samvittighed overfor det. "Du ved virkelig ikke hvem jeg er og dit firben er om muligt lige så blank som det du selv er.. Jeg gør det i morskab... når jeg keder mig.. når jeg ikke har bedre at give mig til.. Jeg er en bøddel.. og det er ikke noget som nogen kan tage fra mig.." Han kneb øjnene sammen.
I Matthews øjne, gik han varsomt frem, hvor hun derimod bare vadet frem. Han havde bestemt ikke nogen tanker om at skulle ende sit liv, men hvis hun ikke gav ham noget valg.. jamen så måtte han jo for pokker bare ende med at tage det valg for hende! Var det så svært at forstå? Det var virkelig ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget som sådan, men selv han var jo bare.. nødt til at bevæge sig varsomt frem, kunne man jo sige. Han kneb øjnene sammen. "Til tider bliver netop de valg taget fra os.." Denne gang skubbede han hende voldsomt fra sig, så han selv kunne føle at han stod der.. Han sænkede hænderne. I henhold til vampyrlov, var hun hans ejendom nu.. Ingen anden vampyr måtte røre ved hende, og om de vidste hvem der havde bidt, tvivlede han på, at de faktisk ville få lyst til at gøre det. Hovedet lod han søge let på sned. "Sig mig.. tilbyder du pludselig dit firben til mig? Dig selv? Uden at kende mig, eller til mine intentioner om noget som helst?" spurgte han denne gang med en frygtelig direkte stemme uden at fjerne blikket fra hverken hende eller dragen som lå lige ved. Den var stor, og han brød sig bestemt ikke om den!

[Deleted]

Amy vidste at hun var uvidende, hun ville så gerne vide mere, ville så gerne lærer verdenen at kende men hun var kun lige kommet hertil. Hun havde brug for hjælp til at lære, en til at fortælle hende om alt muligt. Hun havde ikke brug for at ende livet i hvert fald, ikke for hans hånd eller nogen andens. Hun frygtede ikke døden men det ville virkelig være trist hvis livet skulle ende nu når det først lige var begyndt. Hvor mange han havde slået ihjel, for mange der havde lavet livet for hans hånd var hende livegyldig. Hvad kom det hende ved? Hun ville bare gerne leve. "jeg er ligeglad med hvad, hvem og hvorfor du slår folk ihjel. Det kommer ikke mig ved, du står ikke til regnskab for mig eller nogen som helst anden i denne verdenen. Jeg ønsker at leve. Jeg vil vide mere om denne verden, denne verden som er mig så ukendt" pointerede hun roligt og lod blikket hvile hurtig på hans skikkelse.
Hun var ikke bange, hun frygtede ham ikke og derfor gik hun hen til ham. Hun ville ikke dø men hvis det var sådan ville hun i det mindste dø med oprejst pande istedet for alt det andet pjat. hendes blik hvilede fast på hans skikkelse. Han havde fast i hende, ikke at det rørte hende. Hun hørte hans ord hvor efter han skubbede hende fra sig ret voldsomt. Hun faldt til jorden og trillede en gang. Hendes krop gjorde ondt og dog fandt hun styrken til at rejse sig op. "Og andre gange er det vores valg at træffe" gav hun roligt igen. Hun hev en smule efter vejret efter at han havde haft fat i hende og efter han havde skubbet hende. Hun var forpustet. Hvordan vampyrenes love var anede hun ikke. Han påstod at hun var hans egendom, at han kunne bestemme over hende. Så hvorfor ikke gøre det istedet for at slå hende ihjel? Han lød næsten overrasket. Hun smilede stille og kom helt op og stå. "Jeg tilbyder mig. jeg er din egendom ikke? jeg tilhøre dig. Jeg ønsker ikke at dø, jeg har noget du vil have og du holder noget jeg vil have. Så hvorfor ikke begge få det vi vil have i stedet for det andet her?" Hun kunne ikke lade være. hun ønskede ikke at dø, ønskede ikke at miste livet så hurtigt. Han havde hendes liv mellem hans fingre og han havde viden som hun så brændende ønskede. Hun havde noget af en krigsmaskine ved hendes side.

[Matthew Igleéias]

Denne kvinde var ikke engang til at skræmme, og det irriterede uden tvivl Matthew mere end hvad godt måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. Han stod måske ikke til regnskab overfor hende, men det var vel mere en advarsel om, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, nu hvor han havde gjort det tidligere. Han trak vejret dybt, også selvom det jo i princippet slet ikke var ham nogen nødvendighed. "Jeg står måske ikke til regnskab overfor dig.. men tag det som en advarsel.. Jeg kan slå hårdt.. og jeg slår virkelig hårdt," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Kedede han sig, jamen så legede han, og dette var heller ikke ligefrem noget undtag, hvis han selv skulle sige det.
Ud fra vampyrerens love - som han jo godt vidste, at hun slet ikke var fanget af, så var hun nu hans ejendom, udelukkende fordi at han havde sat tænderne i hende. Det var skam ikke fordi at det var noget som han fortrød, for det gjorde han så sandelig heller ikke. Han smilede let for sig selv. Det her var sjovt.. og alligevel frustrerende på samme tid. "Så sandt, som det er sagt," sagde han blot.

At hun direkte gik frem og tilbød sig selv, som noget han egentlig bare kunne lege med, var virkelig en tanke som frustrerede Matthew voldsomt. Det var jo slet ikke sjovt, når hun reagerede på den måde! Det store firben, vidste han ganske vel, var et væsen som holdt meget øje med ham, og det var der måske også en meget god grund til - for han var en farlig mand.. virkelig farlig, hvis han faktisk gik hen og kedede sig. "Er du egentlig klar over, hvad du går og siger til mig? Hvad det egentlig betyder at du tilbyder dig selv på den her måde?" spurgte han direkte. Han trådte mod hende, for at tvinge hende til at træde et skridt baglæns. Han var nødt til at virke som den store og stygge i denne situation.