Trying to survive.

[Matthew Igleéias]

Matthew så ikke nogen grund til at skænke denne kvinde sit navn, om hun ikke genkendte ham. I hans optik, var det tydeligt for ham, at hun ej var det bekendskab værd. Han var nemlig på ingen måder en ukendt mand, så hvordan hun havde levet et liv, nok til ej at have hørt om hans navn, måtte guderne jo trods alt vide. Hans røde øjne hvilede på hende, også selvom han uden tvivl havde øje for dragen ud af øjenkrogen, da han bestemt ikke tog nogen chancer med så stort et dyr. Han havde bestemt ikke tænkt sig at ende sit liv i aften. "Mit navn har i mange år, gået på folkemunde, må jeg sige.. Du ved.. Er navnet Igleéias ukendt for dig?" spurgte han direkte. Nu hvor han havde skænket hende hans efternavn, så han bestemt ikke nogen grund til at give hende fornavnet.
Matthew blev stående. Selvom hun havde undskyldt flere gange, var det ikke noget som han havde tænkt sig at tilgive hende for. For nu, var det hans tur til at lege, og det var faktisk det eneste, som han var ude på lige nu. Når det nu var sagt, så tog han et skridt tættere på hende. "Kun de feje vælger at dømme andre, som de selv er blevet bedømt. Det er indgange til at skabe sig fjender.. og fjender dræber.. Jeg vil på det strengeste anbefale dig, at være påpasselig med den slags i fremtiden," endte han med en ganske sigende mine. Ikke fordi at han selv udviste den direkte mordlyst som lugten af hendes blod måtte sætte i ham, for han var god til at skjule det. Han var mere til overraskelsesmomentet.. og så bare endelig gør det. Som hun selv var gjort nysgerrig, var det præcist den indfaldsvinkel som Matthew havde ledt efter. Smilet bredte sig næsten kynisk på hans læber. Dragen forsøgte han for alt i verden at ignorere.. Han gad nemlig ikke spilde tiden med at gå og holde øje med den. Han hævede hånden og greb let omkring hendes kæbe. "Vi er døde... og alligevel levende.. kolde.. kan aldrig fryse. Vi er i besiddelse af evner, som end ikke en dragerytter vil kunne gøre noget ved.. Vi er hurtige.. morderiske.." Ved de ord, endte han bag ved hende, hvor den ene hånd greb omkring hendes liv og den anden låste sig om hendes hoved. "Hvad der gør jer levende.. det er hvad vi lever af," hviskede han nærmest intenst mod hendes øre.

[Deleted]

Amy havde levet et meget beskyttet liv. Hun var født og vokset op i en kult som kun bestod af mennesker og i følge dem var der kun deres verden, den de havde lavet inde bag ved muren. Alt andet var ligegyldigt så hun kendte intet til denne store verden herude og defor var hans navn hende også umådelig ukendt. Hovedet søgte let på sned og det gullige øjne hvilede roligt på den fremmedes skikkelse. Hun rystede let på hovedet. "Dit navn er mig ukendt må jeg beklage. Jeg blev født i et lukket samfund, en kult så at sige der levede bag en stor mur. I følge dem eksisterede denne verden overhovedet ikke og derfor ved jeg intet om den. Hverken om de mange racer eller om de mange kendte navne herude. Det tager tid at lærer sådan noget" pointerede hun roligt og trat let på skulderen. Det var ikke ligefrem hendes skyld at hun var så uvidende, hver eneste gang hun havde spurgt indtil noget omkring omverdenen havde hun fået så mange bank at det halve kunne have været nok. Efter noget tid var hun holdt op med at spørge.
Det havde virkelig ikke været hendes mening a dømme ham selvom det absolut havde været Aizu's. Han ønskede virkelig ikke denne fremmede mand nær sin rytter og den usikkerhed delte han med Amy for at få hende til at passe på selvom hun havde valgt at ignorere det. Den fremmede kom tættere på hende og Aizu bifaldt det overhovedet ikke! "Det vil jeg tage til mig og huske. Og nu er spørgsmålet så, er du min fjende og ønsker du at dræbe mig?" spurgte hun roligt og blev stående hvor hun var. Han var stadig umådelig intimiderende men alligevel holdt hun stand. Hun ville ikke vise det for ham, et sted så havde hun en følelse af at han ville nyde det. Hun mærkede hans faste greb om hendes kæbe hvilket også fik Aizu til at reagere. Mandens ord fik det næsten til at løbe koldt ned af hendes ryg og hverken hun eller Aizu nåede at reagere før han var bag hende og havde lagt armen om livet på hende. Hun var fanget. Hans hvisken mod hende øre fik det virkelig til at sitre i hende. Aizu knurrede bag dem men gjorde intet før Amy sagde god for det. Hun rev hovedet fri fra hans greb og lænede sig let ind mod han krop og drejede hovedet så hun kunne kigge på ham. Hun vidste hvad han ville have. "Drageryttere deler deres drages magier. Aizu kunne flambere dig nu og det ville ikke røre mig. Dog er dette ikke noget jeg ønsker. Jeg vil give dig hvad du vil have hvis du ej slår mig ihjel. Dragerytteres blod er blandet med vores drages. Det burde være stærkt nok til at tilfredsstille dig og så kunne vi måske føre en normal samtale bagefter? Deal?" spurgte hun roligt. hun drejede hovedet fra ham og løftede den anden hånd op og hev blidt sit hår væk så hun blottedet sin hals for ham. Det var ligesom om at frygten var en smule forduftet lige nu. Aizu brummede usikkert bagved dem. #Jeg kan ikke lide det der Amy# lød hans stemme i hendes hoved men hun valgte bare ikke at svare. Hun vidste at Aizu ville kunne dræbe denne mand før han fik taget alt hendes blod så hun var ikke så bange for at dø og ej regnede hun med at han ønskede at dø.

[Matthew Igleéias]

Det forekom Matthew helt surrealistisk, at han skulle være ukendt for nogen. Ikke desto mindre, så var det da uden tvivl en fordel som han ville drage nytte af i en situation som denne. Ville han slå hende ihjel, så havde han allerede gjort det, og det burde hun have sagt sig selv, om hun vidste hvilket væsen en vampyr var. Det var overraskende hvor uvidende en kvinde som hende måtte være, også selvom det nu heller ikke var noget som han selv sagde det mindste til. Var der ikke altid grunde til at tingene var som de var? Det var hans opfattelse om ikke andet. "Det overrasker mig hvor lidt du er kendt med denne verden, må jeg sige.. En kult? Dem ser man dog ikke meget til i disse tider. Du må være forsigtig.. Det kan hurtigt gå hen og blive farligt, at vandre så.. uviden omkring," fortalte han ærligt. En løgn var det jo ikke. Det kunne jo i værste tilfælde, faktisk gå hen og koste hende livet. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse. Han var virkelig draget af den duft af blod, og han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Ikke så længe, at det forbandede store bæst stod lige ved siden af hende! "Tro mig.. om jeg var ude på at slå ihjel.. så havde jeg allerede gjort det," pointerede han sigende. Det ville ikke kræve meget andet end hurtighed og et vrid, for at knække hendes nakke.. Det ville end ikke hendes drage kunne gøre noget ved.
Det tog ikke Matthew lang tid, at ende bag hende.. Grebet holdt han fast omkring hendes mave og med den anden stødt hvilende om hendes hoved, for at holde hende fast ind mod sig. Det i sig selv, var jo bare.. basisviden om hans væsen.. Noget som alle vidste. At hun så derimod bare valgte at tilbyde sit blod, forundrede ham uden tvivl. "Stoler du da nok på at jeg stopper tidsnok?" spurgte han sigende. Han hævede hånden, som han kort lod stryge mod hendes kæbe.. Han var intimiderende.. det havde han altid været.. Meget nærgående.. mere end nok til at pisse langt de fleste af, og han kunne jo selv fornemme på den store drage som befandt sig bag ham, at han ikke brød sig om det som skete. De røde øjne sænkede han.. han kunne høre og mærke hendes puls.. Hvad han dog ikke ville gøre for at sætte tænderne i hende lige nu, og lige her!

[Deleted]

Amy var umådelig uvidende og det var et faktum som hun havde lært at leve med. Hun var utrolig nysgerrig af natur og ønskede virkelig at lære mere om denne meget store og underlige verden som hun pludselig var blevet en del af. Hun kunne ikke længere søge beskyttelse hos sine forældre, hun havde kun Aizu som han kun havde hende. Et sted så irriterende det hende at hun vidste så lidt men hun kunne ikke andet end at lytte og lærer. Hans ord fik et lille smil til at pryde hendes læber. "Mennesker er nogle utrolig nærsynede væsner. De frygtede alle andre racer så derfor søgte de sammen og lavede denne kult. Da jeg blev født og man fandt ud af at jeg var dragerytter blev jeg hadet af dem. Jeg var anderledes. Det hjalp heller ikke at jeg var umådelig nysgerrig omkring hvad der var på den anden side af muren. Jeg endte med at blive forvist til denne verden. Indtil videre kan jeg kun sige at jeg kan lide hvad jeg ser, også selvom jeg måske står i en farlig situation lige nu?" Et sted var det jo ikke løgn. Hun vidste at hvis han ville slå dem ihjel så kunne han, hun var jo langt fra dum. Aizu var af samme mening hvilket var grunden til at han ønskede den fremmede så langt væk fra hende som muligt. De delte livsenergien hvilket ville sige at hvis den ene af dem døde ville den anden også. Hun sendte ham et lille smil og nikkede. "Jeg er slet ikke i tvivl om at du kunne hvis du ville. Jeg må sige at jeg er taknemmelig for at du ikke har gjort det endnu" sagde hun roligt og rodede let med sit hår igen. Det at han måtte tage fat i hende gav hende en form for sug i maven. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på det men selvom han var så utrolig intimiderende så var hun ikke bange. Hun havde noget han ville have, noget som han skulle bruge for at leve. Han kunne med lethed så hendes ihjel men det ville han ikke få noget ud af i længden. Det vidste de begge. De gullige øjne hvilede roligt på ham og hun sendte ham et lille smil. "Du har vist noget velvilje ved ikke at slå os ihjel, Det er på tide at vise lidt igen. Jeg stoler på at du ikke vil slå mig ihjel. Du blev tiltrukket af lugten af mit blod. Hvem ved, måske kan du lide det så meget at du vil have mere og så er det dumt hvis jeg ligger dø på jorden." Hendes hjerte hamrede i hendes bryst men det var ej af frygt men nærmere fordi hun var spændt. Hun ville vide mere, prøve nye ting og dette var vel også noget nyt hun kunne prøve? Det at blive bidt? Hvis han ikke slog hende ihjel var det jo kun en oplevelse hun kunne tage med sig og et sted så regnede hun ikke med at han ville gøre det. Som han selv havde sagt så virkede han jo ej truende, det var kun hendes drage som var det. Hun vendte blikket væk fra ham og blottede sin hals med et lille smil. "Fortæl mig dit navn og spis" hviskede hun blidt. Hun vidste ikke hvorfor hun lod ham men det nyttede vel et sted heller ikke at kæmpe imod?

[Matthew Igleéias]

Uvidenhed var hvad der slog ihjel i denne verden, hvilket var noget som denne kvinde meget hurtigt ville finde ud af. At hun så allerede havde mærket på sin egen krop, hvad det ville sige, at være anderledes og skille sig ud, var noget som kun fik det kolde og kyniske smil til at brede sig på hans læber. Selvom dragen næppe brød sig om hans tilstedeværelse, så var det bestemt heller ikke noget som han tog sig mere af end hvad han ellers ønskede. Han lod hellere som om at dyret slet ikke var til stede. "Det kan være skidt, som det kan være godt, at skille sig fra mængden. I det her tilfælde.. så må vi jo se hvad det bliver til, ikke sandt?"
Selv slap Matthew ikke denne kvinde på noget tidspunkt. Hun var ham ukendt, og derfor ganske ubetydelig. Det ville være så dejlig nemt for ham bare at.. slå hende ihjel. Skulle han? End ikke dragen ville nå at kunne gøre noget, før hun ville tage sit sidste åndedrag, og han måtte erkende, at det store bæst, uden tvivl var noget, som formåede at gøre ham langt mere utryg på situationen end hvad han nok ville erkende. Han var en stor og voksen mand.. han behøvede slet ikke den slags! Han smilede let for sig selv. Dragen kunne ikke lide at have ham tæt på.. han var vel for tæt? Perfekt. Så var det jo ligesom han gerne ville have det. "Du må være den første jeg høre, sige tak for at jeg ikke har taget dit liv.. Glæd dig nu ikke for tidligt.." Et sted et forsøg på at skræmme.. Det var nemlig sådan noget han var god til. Han blev stående med hende.. Såret mod hendes mave, efterlod han egen hånd helt rød af hendes blod, og det rev virkelig i ham! "Tro mig.. hvis du ligger død på jorden, er det nok mere synd og skam for dig, end hvad det er for mig.." At hun var så interesseret i hans navn, begreb han ikke.. Hans blik hvilede på hendes hals.. Det var tirrende, når hun gjorde det på den måde.. Og han kunne jo ikke bare vende ryggen til det! "Nuvel... siden du er så interesseret i at høre det.. Mit navn er Matthew.." endte han med en intens hvisken mod hendes øre.

[Deleted]

Amy vidste hvordan det var at være anderledes. Hun havde ikke ligefrem haft det godt mens hun voksede op, end ikke hendes forældre havde brudt sig om det og endnu mindre da hun var blevet skænket Aizu. De blide drage havde det været utrolig onde ved og der havde været mange regler og forbud hvilket hun kun måtte hade! Hans kolde og kyniske smil opfangede hun godt men det rørte hende ikke. Der var mange andre ting der var mere interessante at ligge mærke til. Hun sendte ham et roligt smil. "Absolut. Det er jo det der er det sjove ved livet ikke? At man ej ved hvad det vil bringe en i fremtiden" sagde hun roligt og en smule optimistisk.
Matthew var utrolig tæt på hende. Hun kunne mærke den døde kolde krop mod hendes egen varme. Det vækkede både gode og dårlige følelser i hende, et sted så ønskede hun bare at komme væk, stikke af fordi hun måtte befinde sig i en umådelig farlig situation men på den anden side så ønskede hun mere. Hun ville vide mere og man lærte bedst ved at gøre og prøve på egen krop. Det vidste hun. Aizu brød sig slet ikke om ham på nogen som helst måde overhovedet! Det var da sikkert men han kunne ikke andet end at lytte til sin rytter. Allerede da de var blevet banlyst havde hun sagt at hun ville opleve verdenen, hun ville se det hele. Han ville ikke tage det fra hende selvom frygten for hendes død lå i ham. "Jeg kan da ikke andet end at være taknemmelig, kan jeg? Du har mig fanget. Du kan gøre med mig hvad du vil. Det eneste jeg kan er at være taknemmelig for at du intet har gjort mig endnu" sagde hun næsten blidt og vendte et roligt blik mod ham. Et sted så syntes han heller ikke så farlig mere selvom han prøvede at true hende. Et sted så regnede hun stadig ikke med at han ville gøre brug af sine trusler, hun vidste ikke hvorfor men det var bare sådan hun havde det. Hun sendte ham et lille smil men svarede ham ej på han lille kommentar om hendes død. I stedet førte hun sin ene hånd op til såret og dyppede fingrene i blodet hvorefter hun førte dem op og lod dem glide blidt hen over hans læber. Hun bed sig drillende i læben. "Rart at møde dig Matthew." Hans intense hvisken mod hendes øre fik det til at kilde i hendes mave, hun vidste ikke hvorfor men der var et eller andet. Var hun fascineret af ham? Hun blottede sin hals, han havde jo fået lov til at bide. Så måtte det briste eller bærer.

[Matthew Igleéias]

Matthew plejede ikke at give sine 'ofre' denne mulighed for at snakke om deres historie, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Når det nu var sagt, så var det ikke fordi at han havde tænkt sig at lave den slags om. De røde øjne vendte han mod hende. Regler, love og restriktioner, havde han selv aldrig rigtigt været særlig god til, og derfor havde han også valgt at trække sig ud og væk fra det hele. Han var ganske tilfreds så langt, og det var bestemt heller ikke noget som han havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på i en stund som denne. "Regler og restriktioner, vil du finde overalt, kæreste. Det ukendte og uvidenhed kan være spændende.. som det kan slå ihjel," pointerede han med en ganske kortfattet stemme. Selv tog han ikke så nemt på tingene. Han selv ønskede naturligvis muligheden for at overleve.
Matthew slap dog på ingen måder denne kvinde, selv på trods af at hendes liv og navn var fuldstændig ukendt for ham. Selv brød han sig ikke om tanken om at skulle have den forbandede drage så tæt på, men han kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det. Han blev stående og stirrede på hendes hals.. Han kunne se pulsen pulsere i takt med at blodet blev hamret igennem hendes krop og sind. "Hvem siger ikke, at jeg ender med at gøre noget? Hvorfor så takke på forhånd?" Den slags tanker og følelser havde han faktisk aldrig været særlig god til, og det kom han nok heller aldrig nogensinde til at blive. Ikke fordi at det var noget som igennem hans liv havde påvirket ham som sådan.. Hvorfor skulle det? Han smilede let for sig selv. Hyggeligt? Tja, det måtte tiden jo vise.. Selv strammede han kun grebet yderligere om hende, idet han sænkede sig ned.. Tænderne blottede han, også selvom han stadig holdt meget skarpt øje med den drage som stod ved siden af.. Inden han direkte satte tænderne i hendes hals. Hans greb strammede sig fast og intenst, idet han gav sig til at suge.. Det smagte jo fantastisk!

[Deleted]

[blockqute]Amy hadede regler, hun var absolut ikke god til at følge dem. Overhovedet ikke faktisk. Hun havde det med at gå sine egne veje og det havde virkelig givet hende problemer igennem hendes korte liv. Hendes tid i kulten havde virkelig været forfærdelig, hun havde haft det hårdt selvom dette ikke var noget hun bed sig mærke af længere. Nun var hun fri til at gøre hvad hun ville, til at lære en masse nyt og bare leve livet. Og så måtte det virkelig bare briste eller bærer. Hun vidste ikke om hun ville overleve længe herude men det betød ikke noget lige nu. Lige nu afhang det hele af hvad hun kunne nå at opleve inden hendes tid var forbi. "Du har ret. Og dog så må jeg erkende at du virker som jeg til at have svært ved at følge de satte regler og restriktioner. Har jeg ret?" spurgte hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun ønskede selvfølgelig at overleve, hun ville forblive på denne jord og opleve en masse ting men hun vidste også at hun var meget svag i forhold til alle andre. Hun havde ikke nået at blive stærkere og derfor tog hun lidt mere let på sit eget liv end hvad godt var måske.
Hun bemærkede hans stramme greb, ikke at det gjorde hende det mindste lige nu. Et sted kunne man vel sige at hun var betaget af ham, frygten var forduftet for hun vidste at der ikke var meget hun kunne gøre for at slippe væk fra denne her situation. Hvis dette blev hendes død så var det sådan det måtte være, hun ville ikke stå og vræle eller tigge og bede for sit liv, nej så ville hun hellere tage imod med åbne arme. Aizu brummede bagved, han kunne slet ikke lide det her men han kunne heller intet stille op. "Hvorfor tage sorgerne på forskud, Matthew? His du ønsker mig død er der alligevel ikke meget jeg kan gøre for at stoppe dig. Så hvorfor ikke takke for at du intet har gjort endnu? spurgte hun mildt. Hun mærkede hvordan hans greb strammede sig om hende, hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere i hendes bryst, så hurtigt at hun næsten frygtede at det skulle stoppe. Da han lod de spidse tænder penetrere hendes hud var det som en eksplosion i hendes krop. Der var ingen smerte eller ubehag, kun nydelde. Hun blev næsten euforisk som hun stod der og lod ham drikke hendes blod, det var en helt ny men yderst behagelig følelse. Hun løftede den ene hånd op og kørte den igennem hans hår blidt. Hun nød om muligt det her lige så meget som han gjorde. Hvorfor hun fik denne her reaktion vidste hun ikke men det var virkelig noget af det bedste hun nogensinde havde prøvet![/blockquote]

[Matthew Igleéias]

Det lette smil bredte sig på Matthews læber ved hendes ord. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at han aldrig havde været god til regler, love og restriktioner, og da særligt hvis han ellers kunne undgå det. Han trak endegyldigt på skuldrene. "Det er ikke nogen hemmelighed.. Jeg er min egen, og da jeg ikke var det, befandt jeg mig i en position, som gjorde, at jeg kunne lave mine egne," fortalte han ærligt. Det var nemlig sådan at han gerne ville have tingene. Han var en krævende mand hvad det angik.. og det var vel også derfor, at han havde svært ved kvinder og den interesse dertil også? Lige nu var det alligevel noget som hun formåede at drive lidt i. Den uvidenhed.. og det faktum, at hun formåede at holde sig i live, var ganske utroligt, hvis han selv skulle sige det.
Matthew brød sig ikke om den drage som stod ved dem, ganske enkelt fordi at han frygtede for sit eget liv. Det kunne den drage jo ende som det rene ingenting, om det var det som den ville. Han strammede grebet en anelse om hende, mens han indduftede hendes duft.. Den var sød. Hun havde en god og behagelig duft, hvilket uden tvivl var noget som han godt kunne lide, så det var ikke noget som sagde så lidt. Han satte tænderne i hende.. Den euforiske fornemmelse, vænnede han sig virkelig aldrig nogensinde til. Han tog et par gode mundfulde, inden han trak sig igen og lukkede såret ved kort at lade tungen glide over hendes hals, inden han.. bare valgte at slippe hende. Hans øjne var denne gang blodrøde.. Han hadede den eftereffekt som det måtte have selv på ham. Han prustede lettere tungt og med en dirren som fandt sted helt ude i hans hænder.. Han var et rovdyr.. Det var slet ikke meningen at han skulle stoppe, før det faktisk ville ende med at tage hendes liv. Han bed tænderne sammen og vendte blikket mod hende.. Dragen holdt han stadig øje med.. særligt nu. "Du kan takke mig siden.. for nu vælger jeg at lade dig leve," endte han sigende. At slå hende ihjel, var jo heller ikke morsomt.

[Deleted]

Amy kunne ikke lade være med at smile. De havde samme holdning når det kom til regler og hvad man måtte og ikke måtte hvilket kun måtte være en god ting. Det var altid rart at have noget til fælles med andre. Hun kørte roligt en hånd igennem det lange sorte hår og sendte ham et roligt smil. "Det lyder spændende. At have en position hvor man laver reglerne. Hvilken position var dette?" spurgte hun og lod hovedet glide let på sned. Hun var nysgerrig, var det så underligt et sted? Hendes så lukkede tilværelse gjorde jo at alt var nyt og hun ville så gerne vide mere, meget mere! Med hensyn til mænd så var Amy umådelig åben. Hun var stadig meget ung, hun var stadig urørt men hun var en pige som virkelig var frisk på lidt af hvert. Hun ville gerne prøve alt..
Aizu bemærkede hvordan Matthew måtte stramme grebet om Amy, han kunne virkelig ikke lide at den vampyr var hende så tæt! Han duftede til hende og Aizu pustede en gang. Han brød sig virkelig ikke om det men han holdt sig rolig og i baggrunden, det var jo det hans rytter ønskede selvom han absolut var imod det! Amy stod roligt i hans favn, hun frygtede ikke det der kom. Hun havde forventet at det ville gøre ondt, fandens ondt fantisk men den følelse hun fik var langt fra dårlig. Hans tænder mod hendes hud var så euforisk for hende at hun næsten blev helt høj. Hun havde forventet så meget andet men det var bare så behageligt. Det sitrede helt i hende og især da han stoppede og valgte at slikke hendes hals. Det var virkelig som om hendes hoved eksploderede med en følelse af behag. Han slap hende og hun faldt til jorden og trillede om på ryggen. Hun var for pustet, hvorfor dog det? Hun havde jo ikke bevæget sig. Aizu så sin rytter falde og kom på benene. Han styrtede over til hende, forbi Matthew men uden at gøre ham noget. Han stak snuden ned til sin rytter og puffede let til hende. #Amy? Er du okay? Har du ondt? Skal jeg æde ham?# Aizu's stemme lød så de begge kunne høre ham men Amy rystede bare smilende på hovedet. Hun vendte blikket mod sin drage og strøg ham en gang over snuden. "Jeg har det fantastisk Aizu. Du skal ikke gøre ham noget" sagde hun mildt før hun vendte opmærksomheden mod Mathhew igen. Aizu brummede næsten trist over at han ikke måtte æde vampyren og luntede lidt væk og lade sig sådan så han tydeligt kunne se dem. Amy's øjne vendte sig mod Matthew og hun smilede. "Tak fordi du ikke slog mig ihjel, Matthew. Er det normalt at dem der bliver bidt føler sig .... så euforiske?" spurgte hun nysgerrigt og fik kæmpet sig op. Hun følte noget i sin krop men hun kunne virkelig ikke sætte fingeren på hvad det var. Den nye følelse var hende fuldstændig ukendt!

[Matthew Igleéias]

Matthew betragtede hende roligt, idet han lod hovedet søge en kende på sned. "Warlockernes leder," fortalte han direkte. Det væsen han var nu, var på hans eget ønske. .En vampyr.. en spide faktisk, hvilket var lidt en gren af det samme, bare med muligheden til faktisk at forvandle sig til en edderkop. Det var dog ikke noget som han havde lært endnu, og derfor heller ikke noget som han direkte gik rundt og reklamerede med, for det ville han da slet ikke, hvis han da kunne blive fri for det.
Tænderne satte han direkte i den unge kvindes hals, hvorefter han strammede grebet om hende. Han var sulten.. præget af en sult, som han selv til tider kunne have virkelig svært ved at styre, og det kunne han mærke. Han hadede når det var på denne måde, selvom han måtte lære at leve med det.. Da han var færdig, slap han hende i jorden.. Næsten stående i sine egne tanker, blev han hurtigt revet ud af den, da dragen kom til. Med en mindre hvæsen trak han sig mere i baggrunden, og da særligt, da han kunne høre at bæstet direkte spurgte om den måtte spise ham? Gu' fanden måtte den da ej! "Det hørte jeg godt!" endte han med en fast tone, inden han igen vendte blikket mod Amy som rodede rundt på jorden.. ekstatisk.. Det var den eftervirkning som biddet jo desværre havde på folk, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt og så ned mod hendes skikkelse på jorden. "Det er eftervirkningen af biddet.. Det vil gå over igen," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selv ville han ikke alt for tæt på, så lang til at dragen stod lige ved, og havde spurgt om den måtte spise ham! Det kom da slet ikke til at ske!

[Deleted]

Nysgerrig det var den unge Amy og lige nu så var han hendes eneste kilde til information, så kunne hun jo ligeså godt spørge om så mange ting som muligt. hendes blik hvilede roligt på ham og hun lod hovedet søge let på sned som han. "Hvad er en Warlock?" spurgte hun roligt. Hun havde en imens lyst til at vide mere om alt ting og et eller andet sted så især vide mere om ham. Vampyrer var stadig et meget nyt begreb for hende, at der var flere forskellige slags kunne hun slet ikke begribe eller forholde sig til overhovedet. Hun bed sig selv let i læben og lyttede blot til ham. At han selv havde valgt denne skæbne var jo heller ikke noget hun vidste. Hun havde ingen ide om at man kunne skifte race og hvordan dette forkom. Alt var bare så nyt!
Hun kunne lide det. Hun kunne virkelig lide det. Den følelse som han satte i hende mens han bed hende var så dejlig, hun havde aldrig prøvet noget ligende. Det var næsten en trist tanke da han stoppede igen, hun vidste at han var nød til det for ikke at slå hende ihjel men et sted så ønskede hun mere. Hun ville have den følelse igen. mærke den i sin krop. Hendes blik hvilede roligt på Aizu ved hans ord og hun gennede ham roligt væk. "Der er ingen som skal ædes her. Aizu gør dig ikke noget, det lover jeg dig" sagde hun roligt og så på Aizu mens han lagde sig et stykke væk fra dem men stadig sådan så han kunne holde øje med dem. Han ville ikke lade Amy ude af syne med den mand! Hun kom endelig på benene igen og kørte en hånd igennem sit hår. Alle fik det sådan her når de blev bidt? Det ville gå over? En skam et sted for hun kunne virkelig lide det. Bidet havde sat i varme i hendes krop som hun slet ikke selv forstod sig på overhovedet. Hendes blik søgte til Matthew igen og smilede næsten drillende. "En skam at den følelse ikke vare ved, så er jeg jo nød til at blive bidt igen. Jeg har aldrig oplevet noget ligende, jeg føler mig helt varm i kroppen." Hun begyndte roligt at lege med en tot hår. Hvis man virkelig fik det sådan af at blive bidt så var der absolut en mulighed for hun at hun ville søge efter flere vampyrer. Det var da helt sikkert!

[Matthew Igleéias]

Det gik virkelig op for Matthew, hvor dum denne kvinde måtte være, og han vidste bestemt ikke om det var en god eller en skidt ting, og da særligt hvis warlockerne var et fuldstændig ukendt fænomen for hende! En af de racer som i særdeleshed havde skrevet sig ind i historien på frygtelig mange måder. Han trak vejret dybt. "Du ved virkelig ikke meget om den verden du befinder dig i, gør du?" spurgte han denne gang med en direkte stemme, da hans blik igen gled i hendes retning. Selv måtte han jo erkende, at det ikke var noget, som han tog særlig tungt, for det var jo ikke ham som skulle slås med de problemer.. Men derimod hende, og det var det, som i hans forstand, næsten måtte være det sjoveste af det hele.
Bidet havde en effekt på folk, men aldrig havde Matthew set den så voldsom ved et andet individ før. Langt de fleste var indforstået med det, og det var også grunden til at mange direkte gik rundt med ønsket om at blive bidt. Nu var det ikke fordi at det var noget som han direkte gik rundt og huet efter.. han ville bare stille sulten og så komme videre i programmet, for alt det andet, plejede han i princippet at være ligeglad med. Han skulede til dragen med en direkte dræbende mine, for han gad da virkelig ikke det forbandede væsen! "Elendige firben.." endte han med en mere fast tone. Han selv var jo kendt for at lege.. Det var der at han igen vendte blikket mod kvinden. Kunne hun egentlig ikke bare lade ham være..? I stedet for at stille alle de komplet idiotiske spørgsmål? Han himlede let med øjnene. Hun var tilsyneladende allerede fanget i det farlige spind.. når man direkte gik og ønskede om at blive bidt igen. "Fortæl mig det igen om en time, når effekten er gået af, og du bliver svimmel og træt på grund af blodmangel, tøs... Det er effekten der taler for dig. Og ja.. den går da heldigvis af.. Det andet er da ikke til at holde ud at høre på," endte han med en kortfattet stemme. Han så skiftevis på dem begge to.. Skulle han smutte, eller skulle han blive? Han ville jo heller ikke have den drage på nakken!

[Deleted]

Nej Amy kendte virkelig ikke meget til denne verden men hun havde heller ikke ligefrem været på egen hånd ret længe kunne man så sige? Hun ville så gerne vide mere, det var jo også derfor hun spurgte så meget som hun gjorde. Det var da sikkert. At Warlocks var en så kendt race kunne hun jo heller ikke vide. Alt det som havde været herude havde jo ikke været værd at vide i kulten så hvorfor skulle hun vide noget om det? Hans ord fik hende til at trække på skulderen. "Hvor skulle jeg havde fået den viden fra? Hver gang jeg ville vide noget i kulten fik jeg tæv og jeg har kun været uden for murene i meget kort tid. Det mest af tiden forgår med at gemme sig og jage fordi folk er bange for Aizu og han ikke selv kan finde ud af at jage" sagde hun ærligt. Der var jo ingen grund til andet. Amy vidste at det var noget hun ville komme til at slås med men det gjorde ikke noget. Så havde hun da noget at rive i.
Amy havde virkelig fået en voldsom reaktion, det var sikkert. Et sted så var det vel blot en god tanke at dette skete for alle? Hvis alle fik det så godt så var det vel ikke så svært for vampyrer at finde føde et eller andet sted? At Mathhew så ikke kunne lide hendes drage havde hun da fundet ud af, Aizu kunne heller ikke ligefrem lide ham så de stod vel lige på et eller andet plan. Aizu brummede irritabelt over Matthews kommentar og Amy grinte bare lidt. "Han er en drage, ikke et firben. Kunne du forstille dig nogen som helst ride rundt på et firben?" spurgte hun drillende. Ej det var da for tåbeligt et sted. Amy var langt fra en som gav op, selvom Mathhew var ond og kold så kunne hun faktisk godt lide ham, han var hende ret humoristisk og det kunne hun godt lide. Sandt så var dette nok ikke med vilje fra hans side af men sådan var det nu en gang. Hun kom på benene og børstede græsset af sig. Hans ord fik hende til at stoppe op og smile. Nu begyndte han at blive grov igen. Hun gik med rolige og meget beslutsomme skridt helt hen til ham og lod hovedet søge let på sned. "Og hvad så hvis jeg om en time ikke synes at det er forfærdeligt at være svimmel og træt. Skal jeg så komme tiggende til dig og bede om at blive bidt igen?" Hendes toneleje var tydeligt drillende og en smule udfordrende. Hun var ikke bange for ham, hun havde det umådelig godt i kroppen.

[Matthew Igleéias]

Det kom virkelig bag på Matthew, at nogen kunne være så uvidende, som denne kvinde måtte være. Ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget ved det.. Det var bare ikke ting, som han kunne forholde sig til. Let rystede han på hovedet af hendes ord, og med blikket intenst hvilende i hendes retning. De røde øjne hvilede gennemborende.. intenst og direkte fast på hendes skikkelse. "Jeg begriber ikke, at nogen kan formå at leve så isoleret i en verden, hvor der sker så meget.. at du så er kommet derfra og endnu er i live... Det må jeg sige.. miraklernes tid kan dog ej være forbi." Selv følte han faktisk mest for bare at slå hende ihjel og skåne hende for den ydmygelse som hendes liv ville føre med sig, for han kunne uden tvivl trygt love hende for, at det var noget som ville komme til at ske!

I Matthews øjne, var det store bæst ved hendes side, ikke andet end et stort og forvokset firben. Han himlede let med øjnene. Foreløbig måtte han jo sige, at han ikke brød sig om det, men det var bestemt ikke værre end som så, hvis han selv skulle sige det. Den havde jo intet gjort ham - endnu. "I mine øjne, er det ikke andet end et kæmpe firben, som tror han er noget." Hans røde øjne faldt til hende igen. At hun havde nydt det så meget, var ikke just en tanke som han kunne gøre noget ved.. Han havde bestemt ikke tænkt sig at sætte tænderne i hende igen, dersom han ellers kunne blive fri for dette. Han knyttede næverne ganske let. Han trak let på smilebåndet. "Oh virkelig? Tror du at jeg vil sætte tænderne i dit igen, bare fordi at du beder om det?" At finde ofre var efterhånden svært.. og endnu sværere var det at finde dem, som faktisk gerne ville have det. Visse ting ville han bare ikke fortælle hende.. Hvorfor skulle han da gøre det?