Trying to survive.

[Deleted]

Matthew Igleéias

Natten var efterhånden faldet på og havde efterladt månens lys til at oplyse skoven. Alt var stille i Iyanna skoven. De fleste dyr var gået i hi for natten og alt åndede fred og ro. I hvert fald for det meste. En kvindelig skikkelse var den eneste som måtte forstyrre denne fred. Hun kom stønnende gennem den ellers så stille skov men hun slæbte på noget stort bag sig. Hun slæbte rundt på et bytte, en stort vortesvin som kunne bringe hende selv mad meget længe og dog var dette bytte ej tiltænkt hende selv. Som dragerytter var hun nød til at fodre sin drage og hvis Aizu selv skulle jage så ville det tiltrække for meget opmærksomhed, derfor gjorde Amy det. Hun endte med at miste tarvet i det store dyr og endte på rumpen med et let lille hvin. Hun sukkede og smed sig tilbage på jorden. Hun var sølet ind i blod både fra dyret men også hendes eget. Vortesvinet havde haft fat i hende, havde stanget hende i maven så hun havde et sår men det generede hende ikke synderligt meget. Hun var altså langt fra stærk nok til det her! Hun arbejde om dagen og skulle jage om natten, hun var træt og udmattet og kunne vel et sted blot falde i søvn hvor hun lå men ak, hun var nød til at fortsætte. Hun kom på benene og tog fat i dyret igen og slæbte det videre. Der var ikke langt igen. Hun nåede til en lille lysning hvor hun måtte stoppe op ved lyden af store fødder der nærmest kom hoppende mod hende. #Uhh uhh. Er det mad du har der?# Stemmen der lød i hendes hoved var hendes store drages. Den stoppede foran hende og kiggede på hende med de fine blå øjne. Han var umådelig god til at kamuflere sig i nattens mørke på grund af hans sorte skæl. Hun sendte ham et smil og nikkede. "Jo jeg har mad til dig. Spis" sagde hun med mild stemme og gik til side. Dragen stod lidt og kiggede på bytten men tog det ikke endnu, han vendte i stedet blikket mod sin rytter og gik hen til hende. Snuden puffede let til hende, hun lugtede af blodet fra dyret men der var også noget andet. #Du bløder Amy# lød hans stemme igen og snuste til hendes mave. Hun lagde blidt hænderne på hans snude og strøg den let. "Spis du blot. Det er ikke slet mit sår, det vil heale hurtigt." Aizu studerede hende lidt før han så vendte over mod kødet og begyndte at spise lystigt. Det var rart med noget mad.

[Matthew Igleéias]

Det var ikke ofte Matthew var i Imandra, men efter hvad der var sket i Dvasias, havde han selv valgt at trække sig en anelse, for ikke at ende med at blive fanget midt i det store kaos. Han havde ganske vidst hørt at Mattheus abdicerede fra tronen, hvilket automatisk gav tronen videre til Jaqia.. En tanke som virkelig måtte irritere ham noget så grusomt, for det gjorde det jo kun det svært for ham at komme tæt på.
Imandra var nu selv et land, som han ikke havde sat foden i, igennem rigtig mange år nu.. Det var måske på tide med en visit til det kære land igen? Han havde jo tilbragt mange stunder her. Selv efter han var blevet vampyr, var han slet ikke bange for at noget skulle ske ham. Det var uanset stadig de færreste som var ude på og ville gøre noget ved ham. Han stoppede op ved lugten af blod.. Selv det var noget som han havde lært at kende, også selvom det var noget som selv påvirkede hele hans krop og hele hans væsen. Hans tænder blottede han næsten uden at han tænkte over det. Han var nemlig ikke ligefrem typen der levede på dyr, men derimod menneske.. menneskelige væsner og det som måtte følge med.
Matthew søgte om bag et af de træer som stod lige i nærheden, inden han med vampyrens hurtighed, hurtigt kom tættere på, hvor han så derimod også valgte at blive stående på sin plads. Han lod neglene løbe let over træet. Alt taget i betragtning, var han jo ganske ung.. men det store væsen som han pludselig stod ansigt til ansigt med, var uden tvivl det, som gjorde at han reagerede ekstra kraftigt på det hele. Var det en.. drage? Han tvang tænderne i sammenbid, inden han ellers bare blev stående.. Et sted vidste han jo godt, at han snildt kunne få fat i kvinden som stod der, men at ende i dragens gab, var nok heller ikke ligefrem det som han satte snuden mest op efter, hvis han selv skulle sige det. For nu blev han stående og holdt øje med dem.. Det kunne jo være, at han var heldig, at dragen ville vende sig bort.. Lugren af blod drev dyret frem i ham.. Og selv til tider, kunne det være svært for ham at styre.. Særligt når der ikke var nogen til at styre ham som sådan.

[Deleted]

At de ikke længere var alene anede hverken Amy eller Aizu. Amy havde ikke stærkere sanser og Aizu var travlt optaget af sin mad. Man kunne vel ikke bebrejde ham synderligt. Amy kiggede kærligt på sin elskede drage, hun havde været heldig. Meget få Drageryttere levede men hun var en af dem. Aizu havde været hose hende i flere år nu, han var fuldvoksen og ret stor. Som en hver anden mandlig drage var han meget kraftigt bygget og havde brug for mad og meget af slagsen. Med lette skridt gik hun over til det store dyr og stod let og lænede sig op af hans skulder. Selv havde hun spist tidligere, hun krævede ikke nær så meget som han gjorde.
Vortesvinet var borte og Aizu brummede tilfredsstillet og vendte blikket mod sin rytter. #Burde du ikke vaske dig? Blod tiltrækker dyr# påpegede han sigende. Han vendte sig mod hende og begyndte at slikke hende ren for blod. Aizu elskede selv smagen af blod og kød så kan kunne jo lige så godt få det meste ud af det. Amy grinede mildt og endte med at falde om under den store drage som bare fortsat slikkede på hende. "Aizu! Aizu stop! Det kilder!" grinede hun mildt og puffede let til dragens snude men den så ikke ud til at ville stoppe. Der gik lidt før han måtte stoppe og løfte hovedet. Noget fangede hans næse, de var ikke alene. De blå øjne skærpede en smule som han kiggede rundt. De var ikke alene men hvor var den ubudne gæst? #Vi er ikke alene Amy# Stemmen i hendes hoved fik hende omgående til at komme på benene. Hun stillede sig hen til det store dyr, hun var langt mere sårbar end han var. "Jeg ved du er derude! Min drage kan lugte dig. Kom frem" Råbte hun ud i mørket i håb om at den fremmede ville vise sig.

[Matthew Igleéias]

Matthew holdt sig mere i baggrunden. Var det virkelig en drage? Selv synes rygterne at sige, at dette væsen var uddød allerede for mange år siden.. men her var der en.. kunne det virkelig være rigtig? Ikke fordi at det var et væsen som han havde tænkt sig at blive til middag hos, for den ville da uden tvivl æde ham istedet for! Han kneb øjnene let sammen. Det stank langt væk af blod, og selv det, var jo noget som virkelig måtte rive i hans næse, og det kunne han virkelig heller ikke gøre for. Hans tænder forblev blottet, og da særligt, da det så ud til at... det store dyr begyndte at slikke på kvinden. Selv var det en opførsel, som han aldrig i sit liv, havde været i nærheden af, så hvordan han skulle tage det, kunne han ærlig talt slet ikke sige.
Han trak vejret dybt, også selvom han allerede nu vidste hvad klokken havde slået, da dragen hævede blikket. Ikke fordi at det var noget som skulle have lov til at skræmme ham, for det fik det da godt nok heller ikke lov til overhovedet! Han kneb øjnene let sammen og bed tænderne mere fast sammen, selv da kvinden valgte at reagere på det. Det var stadig duften af blod som påvirkede ham og uden tvivl på en måde, som han ikke bare kunne vende ryggen til, hvilket han uden tvivl var forbandet træt af. Det var bare en af de ting som han måtte lære at leve med. Hans øjne skinnede næsten, som månelyset reflekterede i hans øjne, da han trak sig mere ind mellem træerne og mere ind i mørket. Han var et rovdyr.. og nu stod han overfor et som var langt større end ham selv. Han kunne ikke lide det.. Han kunne bestemt ikke lide det, så for nu valgte han at blive der.. Han kom bestemt ikke bare frem, sådan uden videre.

[Deleted]

Aizu kunne tydeligt lugte at der var en fremmed og han kunne absolut ikke lide det! Amy var endnu meget ung og hun kunne ikke beskytte sig selv alt for meget. Det var derfor hun havde ham . Hun brummede truende ud mod mørket og blottede tænderne let. Hvem end den fremmede var så kunne det betde dårligdom for dem begge. Det var sikkert og vist. Han vendte hovedet kort fra mørket og puffede Amy en smule mere om bag sig. #Du skal passe på dig selv# lød hans stemme og hun nikkede roligt. Måske hun bare skulle kravle op på hans ryg så de kunne flyve? Tænk nu hvis det var en jæger som var kommet efter Aizu. Selv kunne Amy slet ikke lide den tanke. Hun trykkede sig let op af det store dyr. Der kom ikke nogen frem ved hendes kald, måske Aizu bare overreagerede. Hun vendte sit blik mod det store dyr. "Er du sikker på at vi ikke er alene?" spurgte hun roligt og strøg ham let over skulderen. Hun kom lidt frem igen og vendte blikket i samme retning som Aizu. Hvis der virkelig var nogen så kunne det være at vedkommende have brug for hjælp men måske være bange for hendes drage. Hun trådte et par skridt nærmere mørket selvom hun tydeligt kunne høre Aizu brumme advarende i baggrunden. Hun foldede hænderne foran roligt og lod hovedet søge let på sned. "Vi gør dig ingen ting. Du behøver ikke være bange. Er du sulten? Tørstig. Vi vil gerne hjælpe. Mit navn er Amy og dragen bag mig hedder Aizu. Han er slet ikke så farlig som han ser ud." Hun kunne ikke lide at folk gemte sig og der var vel en sansynlighed for at hvis der var nogle mellem træerne at de så ville være bange for Aizu. Drager troede man var uddøde sammen med Dragerytterne for mange år tilbage og hvad Amy og Aizu vidste af så var de ligeså de eneste der levede lige nu. Mutationen var sjælden men Amy nød godt af den. Hun trådte et skridt nærmere mørket for at se om hun kunne se nogen men det eneste hun kunne se var sort.

[Matthew Igleéias]

Matthew vidste skam udmærket godt, at han var afsløret, selvom han ikke just kunne sige at bifalde den tanke. Han var nok langt mere påpasselig, end hvad han havde været til nu, men i mange henseender så var det dette store væsen som han under ingen omstændigheder ville for tæt på, om han ellers kunne blive fri for det. Han holdt sig i mørket.. I det kunne han se lige så godt, som havde det været højlys dag. Måske at det også var derfor at skarpt lys faktisk generede ham, når det kom så vidt?
Selv kom der ikke så meget som et eneste ord fra Matthew, mens han roligt bevægede sig mere væk fra hende og mere om bag den store drage. Fysisk set, ville han ikke kunne gøre noget som helst, som ville sætte ham i en situation, hvor han kunne slå denne drage, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet. Når alt endelig kom til alt, så var han bestemt ikke typen som legede med livet på den måde. Det havde han lagt på hylden.. han legede og havde det sjovt - på sin egen ganske så sindssyge måde. "Hvem siger jeg har tænkt mig at komme frem?" Hans stemme rungede i mørket, også fordi at han forflyttede sig hele tiden, så kunne det være svært at finde ud af helt præcist hvor den kom fra. Om han var tørstig? Nej det var han ikke.. sulten? Det var en anden sag, men hvad han skulle bruge, var nok næppe noget, som denne kvinde havde i sinde at give ham frivilligt. Dragen var ikke så farlig som han så ud? Matthew var bestemt ikke af samme overbevisning. "Rygterne siger, at I skulle være uddøde.." Armene lagde han over kors, da han stod tæt ved et træ ikke så langt væk fra dem. Hans blik skinnede af den klare røde farve.. Sulten var han.. og det var bestemt ikke efter noget som det vortesvin dragen havde fortærret.. nej.. det var blod.. og det var hendes.

[Deleted]

At der var noget som gemte sig i skyggerne kunne hverken Aizu eller Amy lide. De vidste begge at de var udsatte her fordi ingen af dem var specielt gode til kamp. Det kunne ende galt hvis de prøvede og det var også derfor at Amy prøvede at være venlig. Hun ønskede ikke problemer med nogen, hun ville bare gerne have lov til at leve sammen med sin drage i fred og ro, var det så underligt? Den fremmede gemte sig stadig som hun nærmede sig mørket. #Vær forsigtig!# Aizu's stemme rungede advarende i hendes hoved og hun nikkede blot. Hun ønskede ikke at skræmme den fremmede og drager kunne godt være skræmmende. Det vidste hun godt. Selv havde hun aldrig frygtet dem men det havde nok noget at gøre med hendes race. Stemmen som måtte runge i lysningen kunne ingen af dem placere. Amy kiggede lidt rundt og hun kunne mærke hvordan Aizu trippede nervøst. Han frygtede for sin rytters sikkerhed. Måske de bare skulle stikke af? Det ville være sikre. "Der er ingen grund til ikke at komme frem. Vi ønsker ikke at gøre dig noget" svarede hun stemmen tilbage. Måske de virkelig bare skulle stikke af. Hun vendte sig rundt og gik tilbage til Aizu. Hun skulle til at svinge sig op på ryggen da hun så den fremmedes skikkelse bag ved Aizu. Den store drage var imellem dem men hvordan var han mon kommet derover bag dem uden at Aizu havde opdaget ham? Det var en skræmmende tanke. Alligevel valgte Amy at træde forbi det store dyr og gå lidt tættere på manden. Hans kommentar fik hende til at stoppe og bide sig i læben. Hvordan skulle hun forklare den? "Ehm, mutationen er sjælden. Så vidt jeg ved er der ikke voldsomt mange mennesker tilbage i denne verden så derfor fødes der også færre drageryttere. Så vidt jeg ved er jeg den eneste levende i øjeblikket" endte hun med at forklare. Hun havde ikke set den fremmedes øjne, hun havde jo svært ved at se i mørke og desuden anede hun intet om vampyrer. Hun blødte stadig fra såret på maven. Aizu vendte sig mod de to talende og brummede advarende mod den fremmede. Han skulle virkelig ikke prøve på noget!

[Matthew Igleéias]

Matthew var hurtig.. forbandet hurtig, om det var noget som han havde lyst til at være, og det var han naturligvis. Han blev stående lænet op af træet og med blikket intenst hvilende på dem begge. Særligt dragen.. Den brød han sig faktisk ikke særlig meget om. Det at lege med ilden, var uden tvivl noget, som han altid havde været forbandet god til, så det kunne i princippet faktisk ikke komme bag på nogen. Hans røde øjne hvilede på deres skikkelse.. Lyden af de bankende hjerte, men også lugten af blod, var noget som drev ham. Nu forstod han da, hvorfor det havde været så svært for vampyrerne at holde igen, når sulten for alvor drev i dem. Roligt skubbede han sig fra træet og blev ellers stående, da kvinden valgte at komme tættere på - hun særligt, legede da med ilden i øjeblikket. "Hvorfor tiltale mig, som var jeg et dyr?" spurgte han. De gjorde ham ikke noget? De ville ikke få muligheden for det, før han ville slå dem ihjel, og det var det som han gerne stod fast på.
Blikket gled til kvindens sår på maven. Det blødre.. hvilket fik ham til at spænde let i kroppen, og lukke sin hånd om hans ene arm, bare for at holde igen.. inden han igen tvang blikket mod hendes skikkelse. Rygterne sagde at dragerytterne var uddøde, og her stod han så foran en.. ja, var det underligt, at det vakte ham en direkte nysgerrighed? "Yderst interessant.." endte han sigende, inden han selv roligt trådte frem mod hende. Selv havde han for vane, at virke provokerende, så det kom ikke bag på ham, at hun på et tidspunkt ville pusse sin drage på ham, for sådan endte det faktisk som regel.. så et sted var han vel forberedt. Han stoppede først op, da han stod foran hende.. den blege hud og det røde skær i øjnene, var så sandelig heller ikke at tage fejl af - en vampyr.. og en af de mere provokerende af slagsen.

[Deleted]

Amy ønskede virkelig ikke den fremmede ondt på nogen måde. Hun vidste at de måtte være meget udsatte som de nu var hende og Aizu og jo færre mennesker de kom på tværs jo bedre. Hun ønskede ikke at de blev jagtet, de ville jo blot leve og være i fred. At han var vampyr anede Amy intet om. Hun kendte ikke til mange andre racer for uden mennesker og drageryttere. Resten af dem var hende så umådelig fremmede selvom Aizu prøvede at lære hende det. Aizu havde altid været meget vis og meget påtrængende med sine meninger. Amy vendte blikket mod mandens skikkelse ved hans ord. Hun tiltalte ham da ej som et dyr? Nok mere som et barn der var bange for noget. Sådan havde hun altid gjort fordi hun altid havde været den ældste i den kult hendes forældre havde været en del af. "Om forladelse. Det var ikke min mening at fornærme dem. Folk er som regel bange for Aizu og de fleste jeg har haft omgang med har været børn yngre end mig. Det smitter af" sagde hun høfligt. Hun ønskede virkelig ikke at komme galt af sted med denne mand. Jo færre der kendte til dem jo bedre. Hun ville ikke miste Aizu, absolut ikke. At det måtte rive og flå i ham ved lugten af hendes blod anede hun virkelig ikke. Hendes blod var stærkt, ikke nok med at hun var synd og rask så delte hun også livsenergi med Aizu. De var en og samme væsen hvilket også gjorde hendes blod specielt. De grøngule øjne vendte sig mod hans skikkelse som han kom nærmere. Hun begyndte at kunne ane hans røde øjne. Det gippede let i hende, hun havde aldrig set noget ligende. Han stoppede op foran hende og hun bemærkede hvordan hun næsten ikke kunne trække vejret. Blev hun bange blot ved hans udstråling? Det gik ikke længe før hun bemærkede noget hapse fat i hende bagfra og flå hende tilbage. Aizu havde hevet hende ret kraftigt væk fra den fremmede i hendes tøj. "Aizu! Hvad ..." Hun nåede ikke at sige mere før Aizu's stemme måtte lyde i deres begges hoveder. #Vampyr! Hvis du rør min rytter bliver det den sidste ting du nogensinde har gjort i dit døde liv# Hvæsede han kraftigt. Han havde stilt sig halvt ind mellem den fremmede og Amy. Der skulle bare ikke ske hende noget! Amy lagde en hånd på det stor dyr og vendte blikket mod den fremmede. Hvis Aizu reagerede så kraftigt så måtte der være noget om det et sted? "Hvad vil du os?" endte hun forsigtigt. Det var tydeligt at hendes drage havde gjort hende umådelig mere påpasselig end hun havde været først.

[Matthew Igleéias]

Matthew fandt sig bestemt ikke i den måde at blive tiltalt på, og det erkendte han så sandelig også gerne. Alene det faktum at han skulle tales til som et barn eller et dyr, gjorde ham vred.. Han havde stået som leder af warlockerne.. han havde stået højt i slottets hierarki i Dvasias.. Denne kvinde vidste uden tvivl ikke hvem det var hun talte til. "De må lære at tiltale folk med respekt.." Selv kunne Matthew sagtens gøre dette, om det var noget som han fandt interessen i. Selv stoppede han op ganske kort fra kvinden.. præget og draget af hendes lugt af blod, så måtte han selv virkelig holde igen, også selvom hendes kære drage gjorde det langt nemmere for ham, som den hurtigt reagerede ved at rive fat i hende, og så brutalt rive hende tilbage. Selv endte han kraftigt med at hvæse af det store dyr som stod der, og nu stod og tog sin rytter i forsvar. Han havde jo ikke ligefrem gjort noget! Endnu om ikke andet. Han trak sig selv. Det dyr var stort.. lidt for stort til at han selv agtet at kaste sig i krig med det, for det var bestemt ikke noget som han selv havde tænkt sig.. Selv trak han sig mere mod skoven og mod træerne igen, som ikke lå særlig langt væk fra dem. Man kunne vel snildt sige, at det var mørket som var hans ven? Det havde det ganske vidst også været som han havde brugt som warlock som sin egen klare fordel, da han havde haft den titel at tage sig af, men selv det var anderledes nu.
De røde øjne faldt på kvinden igen, hvor han denne gang havde tænderne fremme. Han var ganske vidst en vampyr, men det var dragen her som var truende og ej ham! Han havde da ikke ligefrem gjort noget. "Hvem har påstået at jeg er ude på noget? Jeg vil dog påstå at det er Deres drage som er truende overfor mig!" endte han med en fast tone. Der havde han stået og ført en ganske normal og rolig samtale.. Ganske vidst med bagtanker, det var jo trods alt ham, men det var da bestemt ikke noget som denne kvinde behøvede at få at vide, eller finde ud af - før det var for sent vel og mærke.

[Deleted]

Amy sukkede irriteret. Hun havde da prøvet at undskylde? Hvad mere forlangte han af hende? Det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne se gennem mørket og se hvem hun havde talt til. Hun rystede på hovedet og vendte blikket mod ham igen. Hun kunne mærke hendes temperament boble i hende men hun holdt det nede. I det mindste lidt endnu. "Jeg bad om forladelse. Jeg kan ikke se i mørket som De så tydeligt kant og desuden var det ikke mig der sneg mig afsted som en lusket tyv i skyggerne" sagde hun selv en smule fast. Hun respekterede ikke folk medmindre de gjorde sig fortjent til det. Hvem han var og hvor højt rank han havde gjorde virkelig ingen forskel for hende. Hun hadede autoriteter, hendes hendes liv havde handlet om at hun skulle gøre som der blev sagt. Ikke længere! Og da slet ikke nå denne her fremmede ergerede som han gjorde. At Aizu måtte reagere som han gjorde fik Amy på vagt. HUn vidste intet om vampyrer, absolut ikke. Hun huskede ikke en gang raen være blevet nævnt for hende før. Hun lagde en hånd på Aizu's skulder men hun betragtede manden som måtte søge fra dem igen. Hun sukkede. "Aizu, for pokker! Vi står ikke ligefrem i en god position her. Opfør dig ordneligt!" sagde hun tdeligt fast til det store dyr. Hans vendte blikket mod sin rytter og brummede bare uden at svare. Hun gik forbi den store drage og kom en smule tættere på den fremmede igen.
Amy lagde armene overkors og betragtede den fremme stå med spidse tænder og nærmest hvæse af hendes drage. Det var vel et sted tydeligt at hun aldrig før havde set en vampyr. Hovedet søgte let på sned. "Min drage passer på mig. Jeg mindes at jeg fortalte Dem at jeg nok er den eneste levende Dragerytter lige nu. Båndet mellem rytter og drage er meget stærkere end hvad De lige tror og Aizu mener tydeligvis at du ønsker mig ondt. Sådan som De har blottet deres tænder så vil jeg have en tidbøjelighed til at give ham ret. Hvorfor luskede De rundt i skyggerne? Hvorfor er de her. Jeg ønsker hverken kamp eller noget som helst andet. Blot at kende Deres intentioner. Jeg er nød til at være en smule påpasselig" forklarede hun roligt. Et sted var han umådelig intimiderende som han sted der med blottede tænder. Hvad mon han brugte dem til? Hun vidste det ikke men tankerne fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

[Matthew Igleéias]

Under normale omstændigheder, så krævede og forventede Matthew uden tvivl, at han blev tiltalt på en ordentlig måde, og når dette ikke skete, så blev han faktisk for alvor direkte irriteret. Han var gammel leder af warlockerne.. han havde opnået langt mere end de fleste nogensinde turde drømme om, så naturligvis forventede han da, at folk tiltalte ham med respekt. Det var så også først der, at det gik op for ham, at denne kvinde måske ikke vidste hvem han var? Ikke at det var noget som skete særlig ofte, for det var det da godt nok ikke.
"Det forekommer mig ikke ofte, at folk ikke ved hvem jeg er.. Er et godt nattesyn en undskyldning for at tale ned til andre, synes du?" spurgte han direkte. Umiddelbart ville han ikke sige, at han havde ageret truende på nogen måde. Han havde jo bare stået der! Altså, selv en vampyr kunne til tider holde sig lidt i nakken, så der netop ikke skete noget! Dragen holdt han dog pludselig ekstremt godt øje med. Havde den allerede fundet ud af hvilken form for mand han var? Ikke at det var noget som han bifaldt på nogen måde, for det gjorde han da godt nok heller ikke! Han knyttede næverne ganske let.

Matthew vendte igen blikket mod kvinden. Dragen burde opføre sig! Han havde virkelig intet gjort. "Jeg formoder ikke at den.... kødædende ting, kan lide mig," pointerede han med en sigende mine, inden han så mod hende igen. Det var skam ikke fordi at han ville påstå at han luskede rundt.. han gjorde vel bare som enhver anden ville have gjort når de så en kæmpe drage stå midt i det hele? Det kyniske smil bredte sig på hans læber. "Om jeg ønskede dig noget ondt.. tro mig, så havde jeg gjort det.. Tro mig... ved du hvad en vampyr overhovedet er i stand til?" spurgte han med et næsten legesygt glimt i øjet. Han var kendt for at lege.. og han elskede at lege.

[Deleted]

Amy forstod sig virkelig ikke et meget på omverdenen. Hun havde levet en meget lukket tilværelse igennem sit unge liv og havde aldrig kendt til andre racer en mennesker. Hun havde levet i en dybt religiøs sekt som allerede da hun blev dragerytter havde trukket sig fra hende og hendes familie. Hvem denne mand som stod foran hende var eller havde været anede hun ikke og et sted kom det hende vel heller ikke ved? Det eneste hun kunne tænke på var at hun var nød til at beskytte sig selv og Aizu. De var jo så frygtelig udsatte som de var. De kunne ikke slås, de kendte intet til kamp bortset fra kampen om at overleve. De var helt alene i denne skov. Den fremmede mand's ord fik de gullige øjne til at vende sig mod ham. "Det er sandt at jeg ej ved hvem du er. Så vidt jeg husker er jeg den enese som har præsenteret mig. For mit vedkommende kunne du ligeså godt have været en skræmt bonde der stod og rystede i skyggerne. At virke mindst muligt faretruende var hvad jeg prøvede på. Ikke at nedgøre dig. At du opfatter det sådan siger mere om dig end om mig" sagde hun roligt og kørte en hånd igennem det lange sorte hår. Hun børstede det lidt væk fra ansigtet så man tydeligt kunne se mærket i hendes ansigt der viste at hun var dragerytter. Aizu havde en ide om at denne mand ikke var ude på noget godt, han var vampyr og vampyrer var nogle af de værste af hvad han vidste af. Han brummede lidt men var faldet en smule mere til ro nu hvor Amy var lidt mere på vagt.

Amy vendte blikket mod Aizu ved mands ord. Hun rystede på hovedet. "Aizu kender til racerne hvor jeg ikke gør. Hvis han ikke ønsker dig nær er det fordi han er bange for hvad du kan finde på. Jeg beklager hans opførsel men han prøver blot at beskytte mig. Du virker som en klog mand. Tror du at jeg ville have kunnet klare mig alene i denne skov hvis jeg ikke havde en til at beskytte mig?" spurgte hun roligt. Hun var ikke dum. Uden Aizu havde hun været død og borte for længe siden. Hun vidste endnu ikke hvad denne mand var ude på men det legesyge glimt som han fik i øjet var ikke en ting som hun brød sig om. Hun lagde armene over kors. "Jeg kender intet til den vampyriske race. Jeg ved at jeg er uerfaren. Det er derfor jeg er ekstra varsom når der står nogen og lurer på mig i skoven" pointerede hun sigende.

[Matthew Igleéias]

Matthew valgte denne gang at holde et meget skarpt øje med den drage som holdt sig i baggrunden. Det store bæst havde tilsyneladende allerede nu formået at læse ham, og det var skam ikke fordi at det var noget som han brød sig om. Faktisk ikke, hvis han selv skulle sige det. Han blev stående denne gang. Han havde hvæset af dragen, men i hans lille verden, var det jo det store bæst, som havde ageret mest truende overfor ham først! "Hvem jeg er, er vel fuldstændig underordnet i det her tilfælde?" begyndte han roligt. Om hun ikke vidste hvem han var, så var det ikke et selskab værd i hans øjne. Han blev stående. De røde øjne hvilede på hende.. intenst og gennemborende. Han var uden tvivl draget af lugten af blod, og det gjorde det bestemt heller ikke ligefrem nemmere for ham på nogen måde. Tvært imod, så efterlod det ham med en direkte sitren og dirren.
Hvordan alt med drager og drageryttere faktisk foregik, var en viden Matthew ikke var i besiddelse af, og derfor var det også svært for ham. "I det tilfælde, burde din kære ven her, også vide, at man ikke skal dømme på forhånd, uden at kende til en person. Jeg må sige, at jeg er... skuffet," endte han sigende i manglen på bedre. Hans blik forblev intenst. Hænderne foldede han roligt over ryggen, inden han selv rettede sig en smule op. Hun gjorde ret i at være påpasselig, men ikke desto mindre, så kunne han fint gøre skade af den grund - selv inden de overhovedet ville kunne nå at reagere i den anden ende, og det var lidt det som han også var ude på.. Hvor meget kunne han presse citronen? "Ønsker du at vide hvad en vampyr er i stand til at gøre?" spurgte han denne gang, inden han lod hovedet søge let på sned. Selv var han ganske ny indenfor faget her, men efterhånden måtte han sige, at han var ved at have god styr på, hvad det ville sige, at være en.. vampyr..et væsen af natten.. en morder.

[Deleted]

Amy var meget påpasselig men også en smule nysgerrig. Den fremmede havde en umådelig intimiderende følelse over sig som hun slet ikke forstod. Hun følte sig både skræmt og draget til ham på samme tid. Det var virkelig underligt. Et smil bredte sig på hendes læber ved hans ord. Endnu en gang kørte hun håndne igennem de lange lokker men lod en lille tot blive mellem fingrene som hun kunne stå og lege med. "Det er ikke underordnet når du undre dig over hvorfor jeg ikke har genkendt dig" sagde hun roligt og slap hårtotten igen. Armene søgte roligt over kors og hendes blik hvilede roligt på ham. At det måtte sitre i hele hans krop ved lugten af hendes blod havde hun stadig ingen ide om. Havde hun vidst det var hun nok stukket af så hurtigt som det havde været hende muligt. Han skræmte hende umådeligt selvom hun også måtte indrømme at han fascinerede hende. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvorfor men der var bare noget.
At han ikke vidste noget omkring drageryttere var virkelig intet under. Racen var formodes uddød så længe nu, det var ikke underligt at informationerne om dem var gået tabt. Hun smilede lidt. "I en verden hvor man er jaget vildt er det ikke så underligt at man dømmer andre som man selv bliver dømt. Jeg siger ikke at det er retfærdigt men sådan er verdenen en gang i mellem. Jeg har undskyldt op til flere gange, hvad mere forlanger du af mig?" spurgte hun roligt og dog en smule udfordrende. Der var ikke noget i hendes hoved at være skuffet over fra hans side af. Ikke nok med at hun havde sagt undskyld op til flere gange så var det svært for dem at stole på nogen. Drager var umådelig frygtet af folket, det var derfor de var nød til at gemme sig. Ved hans ord måtte hun dog stoppe op. Hun vendte blikket mod hans rødlige øjne og studerede ham lidt. Hvad kunne han finde på? Aizu stolede ikke på ham hvilket gav hende en udemærket grund til heller ikke at gøre det. Dog måtte nysgerrighedden overvælde hende til sidst. "Fortæl mig hvad vampyrer er i stand til. Jeg lytter gerne." Hun var rolig men hun kunne tydeligt høre at Aizu ikke var tilfreds bag hende. Han stolede ikke på vampyren, han frygtede for sin rytter og hendes forbandede nysgerrighed. Alt han kunne ligenu var at vente og håbe på at den fremmede ikke gjorde hende noget.