Pass it on!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Jaqia Destiny Angleráx - Mattheus Diamaqima Angleráx

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Mattheus atter en gang havde vendt tilbage til de ruiner af et slot som lå i baggrunden. De havde været heldige overhovedet at blive flyttet, inden det var gået galt, og hvor var han dog glad for det!
Enrico, ham selv, hans mor, Aliyah og Lily havde været det som han havde flyttet i takt med at han var vågnet, da det var gået brutalt over tjenestestabens tårn - det som ganske vidst lå længst væk fra hans eget, men han var kommet derfra, også selvom det ikke havde været nemt. De var kommet i sikkerhed - heldigvis, men resultaterne af det, var noget som selv fik det til at vende sig i Mattheus' krop. Uanset hvem som havde gjort dette, så skulle vedkommende få lov til at bøde for det! 

Mattheus var og måtte erkende, at han var blevet glad for arbejdet.. Glad for ansvaret som konge, selvom der tydeligvis var nogen som ikke var helt med ham i den sag. Han knyttede næverne ganske let. Slottet lå jo for pokker i ruiner! Og mange af særligt tjenestestaben havde mistet livet. Nu var det på tide, at Dvasias endnu en gang rejste sig, og derfor havde han valgt at tage denne beslutning for sin egen skyld, men også for folkets sikkerhed. Der fandtes en som kunne gøre dette job langt bedre end hvad han selv nogensinde ville blive i stand til.
Mattheus trådte frem foran det folk som havde turde samle sig og endnu stående med kronen på sit hoved. Han klandrede dem ikke for frygten som de måtte sidde med i sindet. Han hævede hænderne, for at fange deres opmærksomhed. "Jeg ved at I alle er lige så skræmte af denne handling som jeg er. Og jeg kan love Jer alle sammen for at vi søger efter den skyldige som har forårsaget dette land.. Dette prægtige land dette!" begyndte han. Rygterne lød på at en dæmon havde gjort dette.. og det var uden tvivl et sted at starte. Faith var i hvert fald sat på sagen, men dem var der jo trods alt også mange af. "I mellemtiden og særligt i denne kaotiske tid, har jeg måtte sande, at det er et overblik som jeg har mistet.. Jeg ved at I har store og høje forventninger til mig, men jeg har måtte sande at jeg ikke kan imødekomme dette.. Derfor har jeg valgt at tage dette valg.. og lade min kære moder, Jaqia indtage den rettemæssige plads som dronning af landet her.." Han vendte sig mod hende. 

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det havde været en kaotisk tid efter angrebet på slottet. I mange år havde der været... ja noget der mindede om fred, Dvasias var nu engang Dvasias og Procias var Procias, og krige fandtes, men det var sjældent man overhovedet bemærkede det. Dette var en katastrofe, det var uacceptabelt og det skulle hævnes hvad end det var en fra landet selv, en forræder eller en fra lyset.
De sidste par dage havde været fuld af mange beslutninger, fuld af frygt og af livsvigtige overvejelser. Ingen fra slottet havde lukket så meget som et øje, ikke på noget tidspunkt. Jaqia var en af dem. Hun stod et skridt bag Mattheus og betragtede den store forsamling af oprørte og bange borgere. Hun forstod dem godt, de havde mistet mange til krigen, og mange af dem havde haft kære som var faldet på slottet. Det var mere held end forstand at alle de royale var nået ud.

For nu lod hun Mattheus fører ordet, selvom hun var fuld af spænding og forventing, ikke mindst en mindre selvtilfredsstillelse. Mattheus havde gjort det godt. Hun var stolt af ham, men den retmæssige dronning ville altid være hende! De sidste mange år havde hun vandret i.. rastløshed og bildt sig selv ind at hun var tilfreds med en pensioneret tilværelse, men det var overhovedet ikke sandt. Hun hadede det! Hvert øjeblik hvor hun havde alt for meget frihed til trods for dne rådgivende positiion hun havde haft overfor sin søn. Idet han vendte sig mod hende, trådte hun frem med et intenst blik. Der var lidt blandede reaktioner var borgerne. Nogle så skræmte ud, andre lettede.. nogle brød sammen, ja hun var en hård kvinde. "Mattheus har ledet jer godt, han taget hårde beslutninger for jeres skyld, men i virkeligheden har det altid været min byrde at bærer. Dette land skal ikke finde sig i angreb, hverken fra Procias eller fra forrædere. Jeg skal gøre mit bedste for at bringe landet på fode efter dette selvom det selvfølgelig vil få konsekvenser for os alle," hun nikkede roligt og havde en underlig trang til at smile, hvilket var sjældent. Hun holdt dog igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tiden efter angrebet havde efterladt Mattheus med en følelse af ... magtesløshed. Han vidste ikke hvordan pokker han skulle løse det her. Han havde fået de nærmeste med sig ud, selv der hvor han var glad for at Aliyah havde ligget ved hans side.. ellers havde han mistet hende. Og den tanke skræmte ham faktisk, for det ønskede han da på ingen måde! Han stod oppe foran det ellers så skræmte folk. Han forstod dem godt, og derfor valgte han at gøre dette offentlig og med det samme. Tronen ville han give videre til sin mor, som den eneste rette som ville kunne udrette hvad landet her havde brug for. Han blev stående da hun trådte op ved siden af ham. Folk reagerede meget forskelligt. Han forstod dem godt. Til tider havde han selv meget svært ved at finde ud af hvordan han skulle tackle og tolke det hele, for hans mor var en hård kvinde, men hun gjorde det hele i en forbandet god mening og det vidste han jo udmærket godt.
Ved Jaqias ord, måtte Mattheus alligevel trække på smilebåndet. Han var ikke i tvivl om at Jaqia kunne gøre et godt stykke arbejde, og hun vidste hvad hun lavede, og det var også derfor at han tog denne beslutning. Og han vidste at Enrico var enig i denne beslutning. Det var det som var det vigtigste. "Jeg betvivler ikke, at Jaqia er den dronning som landet her søger, og som landet her har brug for til at lede sig. Med hendes erfaring og hvad hun førhen har gjort for Dvasias, ved jeg, at hun vil være den rette tilt at bringe landet tilbage på fode igen," fortsatte han. Han hævede hænderne og fjernede den roligt fra sit hoved. Hans blik gled i retningen af Jaqia som stod ved siden af ham. Han vidste at dette var en handling som han dog ej kunne fortryde.. men det gjorde ham virkelig intet. Han ønskede ikke tronen. For ham var det en win-win, at komme af med den. "Knæl.. Jaqia Angleráx," sagde han roligt. Tronen ville han i det åbne og offentlige give videre. Han var ikke i tvivl om, at hun var helt præcist det, som landet her havde brug for.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Af alle lande så var Dvasias et af de mere umulige. Der var mange stærke personligheder med egne meninger og holdninger, der var en kultur som gjorde hver mand til sin egen, og det skulle holdes i snor ellers opstod der problemer ligesom den evige borgerkrig mellem dæmonerne og warlockerne. Jaqia havde allerede en glimrende idé til at løse det problem, hun havde trods alt to stærke kort på hånden. Et sted i det skjule kunne man ane et lille træk i mundvigen men det kom aldrig frem.
På denne måde så fik hun hvad hun ville have - sit land og liv tilbage, sin titel, sin magt, ikke for at misbruge den men for at fuldbringe sine visioner og Mattheus fik hvad han ville have - Aliyah. Nu skulle hun ej længere stå i vejen for de to, tværtimod så ville hun gerne støtte op om det. Hver en ofring skulle belønnes. De kolde øjne spejdede ud over befolkningen, hvor hun overvejde om Matthew var i blandt, blot fordi hun ville nyde at se hans ansigt når det gik op for ham, at han endnu engang skulle bukke for hende.
Som budt gled hun i knæ, uden skam. Mattheus var en god mand, hun var stolt af ham, som mor og som dronning var hun stolt. Hun bukkede hovedet i dyb respekt. "Du har gjort det godt min dreng, jeg er stolt af dig. Lad nu mig bære din byrde, en byrde det uanset tilhøre mig," bad hun og knælede med blikket hvilende i jorden foran sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig forsøgt, selvom det ikke havde været nemt. Han var født til tronen og aldrig havde det været noget som han havde begæret med hjerte, sind og sjæl. Han ønskede at leve sit liv.. støtte op om sin moder, som han vidste, var den helt perfekte til dette arbejde. Han glædede sig til at kunne fjerne den byrde fra sine skuldre, for det var slet ikke hans at bære. Han valgte at abdicere fra tronen, selvom han vidste, at det ganske vidst ikke ville komme ham særlig godt til gode i den anden ende.
Jaqia holdt han øje med og med det samme intense blik. Folk var bange for hvad der ville ske i fremtiden, og da særligt hvis han faktisk endte i en situation, at han skulle tage den igen. Han nikkede mod Jaqia og med et svagt træk på smilebåndet. At høre hende sige, at hun var stolt af ham.. det var ikke ord, som man hørte særlig ofte, og det vidste han udmærket godt. Derfor var det ord, som uden tvivl betød vanvittig meget for ham. "Som et valg taget af personlige grunde, vælger jeg at abdicere fra den dvasianske trone og atter engang indtage pladsen som landets prins. Dertil vil jeg som en sidste handling og sidste ære, skænke denne trone videre.. Jaqia Angleráx.. Jeg skænker Dem kronen og dermed tronen i Dvasias, samt titlen og ansvaret som Dronningen af mørket," endte han sandfærdigt. I takt med disse ord, valgte han at sænke kronen nedover hendes hoved, hvor han placerede den.. Først efterfølgende, som han havde sluppet den, og hun kunne rejse sig, gik han i knæ i et buk i ren og skær respekt for hende. I takt med at han gjorde det, havde befolkningen jo heller ikke ligefrem noget andet valg, kunne man jo sige. I takt med Mattheus, gik de selv i knæ.. som en bølge der bredte sig fra de forreste og til de bagerste. Atter en gang kunne Jaqia kalde sig selv for dronningen af Dvasias... Dronningen af mørket.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Tronen havde været en uheldig skæbne for Mattheus, han havde passet på den frem til hun var kommet på benene igen, det var sådan Jaqia personligt valgte at se det. Det var på tide at indtage sin retmæssige plads igen, mange ville krumme tæer når nyheden nåede dem, men det var den rigtige beslutning for alle. Mattheus ønskede kun Aliyah og hende villa han kunne få nu uden at hun personligt ville stille sig på bagbenene. Roligt blev hun siddende i knæ, uden at føle sig skamfuld. Hvis hun endelig skulle knæle for nogle, så var det sin egen søn, hun stolede på at han altid ville stå hende bi som hun havde gjort med ham.
Den tunge krone tyngede hendes hoved idet han slap, det var et tegn på en kæmpe byrde og dog en ligeså stor frihed. Følelsen fyldte hende med noget ubeskriveligt.. et tomrum der pludselig lod fyldes som om mål og mening vendte tilbage til hendes eksistens. Denne gang kunne hun ej tilbageholde det kølige smil fra sine læber, da hun rejste sig og så hvordan den ene efter den anden gled på knæ foran hende. Dronning af mørket.. dronning af mørket... Det var hendes legeplads og nu indtog hun den atter. Hun indåndede den friske luft og kastede et kort blik på Mattheus. "Lad mig gøre det klart for jer at enhver af jer som giver jer selv til dette land, som er trofaste, vil blive belønnet før eller siden. De af jer der ikke er vil møde grumme skæbner. Træf jeres valg fornuftigt og hver ikke bange for at hente hjælp på skyggesteder. Hil mørket," hendes smil forvandledes til en isnende latter før hun vendte sig mod sin hånd. "Og du min dreng.. du har et bryllup at planlægge," kommenterede hun som tydeligt tegn til at han havde ehnedes accept.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Mattheus kunne man sige, at tronen ikke havde haft noget andet end betydningen af en byrde, og det havde uden tvivl været utrolig tungt for ham at bære den.. Nu kunne han ikke mere, og han vidste at hans moder var mere kompetent og egnet til det arbejde, end hvad han selv måtte være. Han sendte sin moder et smil, inden han roligt placerede kronen på hendes hoved og derved offentligt havde annonceret at han trak sig fra tronen og gav den videre til hende. Dette markerede han tydeligt ved at bukke for hende, som hun lige så respektabelt havde bukket for ham.
Mattheus blev siddende på sine knæ, frem til han hørte sin moders stemme i hans øre. Han hævede hovedet roligt imod ham. Han havde et bryllup at planlægge? Ja, hvis det ikke var fordi at han havde tildelt hende titlen som kongelig elskerinde, så havde hun været død, da tårnet var styrtet sammen, som man lige kunne skimte bag dem. "Med Deres accept, er det noget som vil ske," lovede han med en rolig og sigende mine, inden han roligt rejste sig op. Folket gjorde lige så. Hvordan de skulle reagere på det hele, var svært for dem at se, hvilket Mattheus skam godt kunne forstå, for han vidste godt hvilke midler hans moder var kendt for at benytte, om det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed. Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til som sådan, for det var det skam ikke. Blikket gled mod folket. Enkelte var tydeligt lettet over dette, og andre skræmt og nogen andre helt urolige. Han selv valgte at trække sig et skridt, så det var Jaqia der stod længst fremme. "Min dronning," afsluttede han roligt og sænkede hovedet igen. Selv han kendte sin plads blandt de kongelige.. og da særligt offentlig. Glad var han.. han kunne langt om længe få tingene præcist som han ville have dem.