A world alone..

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tiyanna Direshade Acheron - Demarcus Lathan Gaetulicus

---

Det var sent på aftenen, da Matthiel endelig hjemvendte til Imandra. Han havde taget en dag fri fra Brayden som havde taget meget vel imod ham. Sandt at sige, at den mand faktisk ikke var så slem igen, som han havde troet, at han ville være i udgangspunktet.
De muligheder som han havde fået, nød han.. Tanken om tag over hovedet, og det faktum, at han slap for at kæmpe for et liv på gaden, var uden tvivl yderst befriende som intet andet i den anden ende. Med et smil på læben for en gangs skyld, søgte han igennem de gamle marker, som han førhen havde været i stand til at kalde for sit hjem. Det var ved at være lang tid siden han overhovedet havde sat sine fødder her, da han havde valgt at søge til Dvasias, da mulighederne for at overleve, faktisk havde været langt bedre der.

Uglerne tudede over ham, hvilket hurtigt fangede hans interesse, og tvang ham til at stoppe op. Det var en rolig aften.. Det var næsten for roligt, hvis han selv skulle sige det, også selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Let rynkede han på næsen og så sig om. Der var noget omkring ham.. Og han vidste slet ikke om det var noget som han kunne lide, hvis han skulle være helt ærlig. Faktisk... så var det slet ikke noget som han brød sig om. Han knyttede næverne let. "Jeg ved du er derude.." Hans stemme rungede igennem mørket. Han var ikke alene.. og han kunne mærke det.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Imandras konge var død.. Der måtte være noget om det, når man sagde, at tronen var forbandet til at tage de liv som satte sig på den. Tiyanna havde bare ikke nogen anelse om, at det faktisk var hendes mand, som var afgået ved døden.. hun kunne ærlig talt ikke huske ham.
Selvom hun var endt med at komme tilbage til Imandra, havde der været med en helt anden tanke in mente, end hvad man nok lige skulle tro. Hendes gladiatorere og slaver blev holdt på et afliggende sted, hvor hun vidste, at folk ikke ville finde dem, mens hun var ude for at søge efter nye. Nye som kunne trænes op og måske bare bruges som boksebold til dem som hun havde i forvejen. Ganske vidst kunne man kalde hende for en meget hård af slagsen, men det var virkelig ikke noget som rørte hende det mindste.
Hendes skridt førte hende igennem skoven. Det var ved at være mange år siden hun havde sat sine fødder her.. Der var alligevel visse ting, som for hende, var ganske velkendte på dette sted, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. De mørke øjne spejdede igennem mørket. Det var slet ikke fordi at hun var bange. For det var hun da godt nok ikke. Der var virkelig intet for hende at være bange for.

Ved lyden af stemmen, måtte hun alligevel stoppe op. Længe havde hun gået med fornemmelsen af, at hun ikke var alene herude, og det var også det som stemmen nu også måtte understrege for hende. Hun kneb øjnene let sammen. Det gjorde hende nysgerrig.. Hvem var denne mand? Det var en mand.. Og det var det som kun gjorde det hele mange gange bedre, selv i hendes øjne. Roligt trådte hun frem. Selv var hun iklædt en beklædning som man nok næppe ville se en kvinde i normalt. Tætsiddende bukser og en korsettop som kun gjorde hendes krop ret. Håret hang løst, idet hun vendte blikket direkte mod en mand.. som mest af alt lignede en som kom fra gaden. "Du kaldte.." begyndte hun næsten hånligt igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde ganske enkelt kun været vant til at skulle passe på sig selv, og særligt siden hans kaptajn på skibet i Peula have mistet livet, og han igen havde stået uden noget som helst, så havde det jo kun været en direkte nødvendighed, at han havde taget sig sådan af tingene som han nu havde gjort. Han blev derfor stående.. Han var ikke alene, og fornemmelsen af ikke at vide hvad han stod overfor, gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Han kneb øjnene let og fast sammen alene ved tanken om det.
Blikket gled direkte til kvinden som trådte frem. Allerede nu begyndte hans alarmklokker at ringe, og han vidste bestemt også at det ikke var nogen positiv ting at de gjorde det, når det var på denne her måde. Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket væk fra hende igen. Han var ikke ude på problemer.. Han var bare lidt meget.. på afveje i forhold til hvad man ellers kunne forvente at han ville være, nu hvor hans nye 'herre' var i Dvasias. Manden som havde taget ham ind som en lærling, hvilket han uden tvivl var glad for.
"Jeg skulle blot sikre mig.." endte han roligt, mest også for at understrege, at han altså ikke var ude på noget, for det var han virkelig ikke. Han var ikke ude på problemer, men derimod bare at få lov til at leve sit eget liv, og det kunne han ærlig talt ikke gøre, hvis andre konstant skulle komme og genere ham i hans gøren. Hans nærmest helt grå øjne gled mod hendes skikkelse igen. Selv var han en gammel slaveherre.. så han kunne jo lidt gennemskue slagsen, og denne kvinde.. han brød sig ikke om måden som hun handlede eller reagerede på, og det var han skam heller ikke bange for at gøre klart. "Fortsæt endeligt.." sagde han, inden han selv gjorde tegn til at gå videre. Dette var ikke noget som vakte hans interesse.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var på ingen måder bange for denne mand. For hende, lignede han virkelig ikke noget som kunne være farlig af nogen slags for hende. Hovedet lod hun søge let på sned.. Der var noget over ham.. Ja, hun vidste bare ikke hvad, men han udstrålede noget, som alligevel formåede at gøre hende en kende nysgerrig. Armene lod hun roligt søge over kors. Dette var hendes hjemegn og skoven her med. Hun vidste og kunne huske, at hun tilbage i tiden havde ledet rebellerne på stedet her.. men det var nedlagt.. lige hvorfor kunne hun ikke huske, og derfor vidste hun også at der var nogen som havde fiflet med hendes tanker og sind, hvilket faktisk var noget som gjorde hende direkte arrig at tænke på, og det gjorde det nok heller ikke ligefrem bedre for andres skyld. Hun var nemlig meget udreagerende.
Manden ønskede ikke kontakt med hende, hvilket Tiyanna skam godt kunne forstå, da hun heller ikke var typen af en kvinde, som fandt sig i hvad som helst, for det gjorde hun så sandelig heller ikke. Hun trådte roligt mod ham. Bare passere? Ja, hvis det var det som hun var interesseret i måske.. Nu var det som om at natten havde fået en helt anden betydning for hendes vedkommende. "Og hvem siger at jeg er færdig her?" spurgte hun denne gang med en ganske direkte stemme. Ikke fordi at hun havde tænkt sig at lægge skjul på det, for det havde hun så sandelig heller ikke. Tanken morede og frydede hende ganske vidst. Hun knyttede næven let, hvor den magiske pisk kom frem og ud af det rene ingenting. "Der er ingen der siger, at jeg har tænkt mig at lade dig gå nogen steder," påpegede hun med en kortfattet stemme.. Som kun understregede, at hun mente alvor.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Der var meget ved denne kvinde som Matthiel ganske enkelt ikke brød sig om, og han var bestemt heller ikke bange for at vise det. Han knyttede næverne ganske let, hvor han blev stående. Selv var der ikke rigtigt noget magisk ved ham, som han kunne forsvare sig med, hvis det skulle vise sig at gå galt, og derfor håbede han da, at skæbnen for engangs skyld også måtte være med ham.
Matthiels grå øjne hvilede intenst på kvinden, og da særligt, a hun valgte at komme mod ham istedet for. Pisken som dukkede op i hendes hånd bekræftede kun hans mistanke om at der var noget ved denne kvinde, som han da slet ikke kunne lide. Han vendte sig, så han stod med fronten direkte mod hende og med den direkte intense mine fra tidligere. Det vækkede en vrede, for han havde bestemt ikke tænkt sig at føje denne kvinde. Pisken i hendes hånd... som dukkede op ved hjælp af magi, vidste han godt, var ham et problem. "Jeg er blot en forbipasserende mand, som ønskede at vide hvad jeg mødte på min færd," forklarede han med en ganske kortfattet mine, inden han trådte et enkelt skridt bagud. Der var intet overnaturligt ved racen alkymist, foruden at de blev født med et evigt liv, som de magikyndige. Dertil vidste han jo også godt, at han havde problemer, siden hun lagde op til det. Og han kunne ikke lide det. "Ej er jeg ude på at forvolde nogen noget som helst.." endte han mere kortfattet. Han knyttede næverne. Han havde sine næver at slå fra sig med.. Og med hans erfaring på gaden efterhånden, så var han også dygtig med disse.. Så selv hun skulle passe på.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Manden overfor hende var bidsk, hvilket var noget som Tiyanna nu godt kunne lide.. Det var nemlig den slags hun selv søgte rundt efter, og hvis hun kunne finde nogen, som hun end ikke behøvede at betale for, så var hun bestemt heller ikke den som havde tænkt sig at brokke sig. Hun smilede let for sig selv. Det kunne godt være, at det var en direkte kold og kynisk tankegang, men den var nu og da alligevel en del af hende, og hun havde så sandelig heller ikke tænkt sig at lave den om. Der var sket så meget i hendes liv igennem den sidste tid, og meget af det som havde gjort hende.. mere menneskelig end hvad hun ellers ville have været, var væk.. Som var det glemt. Sephiran deriblandt, samt hendes søn som hun ikke kunne huske hun havde født.
Pisken blev hun stående med i hånden. I princippet var hun fuldstændig ligeglad med om han bare var på gennemvandring eller hvad han var, for hun havde ganske andre planer med det hele.. og det var vel også ved at gå op for ham efterhånden? Hun smilede et koldt og kynisk smil. "Ligner jeg en der har tænkt sig at lade dig gå?" spurgte hun med en direkte stemme, inden hun førte pisken ud fra sin krop. Hun fortsatte sin rolige gang i retningen af hans skikkelse. Selv fornemmede hun intet farligt ved denne mand. Der var intet magisk eller noget lignende, og hun elskede den tanke.. Han kunne jo blive den nye boksebold for en som Chryseis, som bare skulle holdes i form, og hun agtet så også at gøre dette. Pisken hævede hun, kun for hastigt at lade den smælde direkte over Matthiel. Selv hans navn var ham ganske vidst ukendt, men det var nu bare sådan at det var.. Hun var ligeglad. Hun anså kun hvad hun anså som vigtigt, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Denne mand skulle med hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel kunne allerede nu konkludere, at der var noget galt, og at det var ham som dette kom til at bøde for det. Pisken anså han bestemt ikke som nogen god ting, og han kunne bestemt ikke lide, at det var sådan noget, som blev brugt overfor ham. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst som intet andet. Det var ikke nyt for ham at skulle slå igen, men det var bestemt ikke på denne her måde, at han havde regnet med det, og det erkendte han så sandelig også. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen.
Pisken som hun hævede, indikerede i hvert fald kun at hans antagelser var korrekte. Han hævede armen med det samme, hvor den direkte hamrede mod hans underarm. Skriget bed han i sig, da den direkte viklede sig om, hvor han tog fat om den og rev den voldsomt til sig. Som sagt, havde han sin fysiske styrke, og han var en kreativ mand hvad det angik, da han vidste, at han ikke havde særlig meget andet at slå fra sig med, og et sted skulle han jo trods alt starte, når det endelig var det. Han knyttede næven kraftigt, inden han direkte rev armen til sig, for at rive hende tæt på sig. Han knyttede den anden, for at give hende en knyttet næve direkte i hovedet. Af hvad han havde erfaret, var det faktum, at dem som brugte magi, var svage fysisk. For ham forholdt det sig jo lige omvendt, så det skulle jo trods alt også have sine fordele, ville han da endelig ende med at sige. "Som sagt.. så er jeg på gennemfart.. Så lad mig komme forbi..!" endte han med en fast tone. Selv var der grænser for hvad selv han ville finde sig i, og denne behandling var bestemt ikke en del af det. Tvært imod!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Uanset hvad, så var denne mand ikke en af typen som Tiyanna havde tænkt sig at lade gå. Det kunne godt være, at hun var langt mere direkte nu, end hvad hun ville have været ellers, men ikke desto mindre, så var hun sikker på at denne mand, var noget som hun var nødt til at have på sin side.. tvinge ham til at tage hendes parti i Arenaen, hvis han skulle vise sig at være god nok. Hvem han var, var hun virkelig ligeglad med.
Pisken smældede kraftigt over mandens underarm, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Faktisk nød hun lyden af at høre den ramme, og det var der ingen tvivl om. At han så rev i den, så hun kom tættere på, knyttede næven og hamrede den mod hende, fik hende til at reagere med det samme. Hun forsvandt ved hjælp af magi, kun for at dukke op et par meter bag ham istedet for. Hun vendte sig direkte mod hans skikkelse og med den samme tydelige intense og faste mine. Smilet bredte sig på hendes læber. "Så du kan virkelig slå fra dig.. det var da fantastisk.." Næven knyttede hun ganske let. Selvom hun måske ikke var særlig god til magi, så var hun god til at gøre hvad hun gjorde, for hun kunne sprede den frygt som skulle til, og det var det som var hende selv det vigtigste. Pisken blev hun stående med i hånden.. Ved en let bevægelse med hånden, skilte pisken sig i to, så den nu havde to haler istedet for en enkelt. Hun kneb øjnene let sammen. "Du vil udgøre en fantastisk del af min lille gruppe.." Igen forsvandt hun, kun for at dukke op bag ved ham igen. Denne gang tvang hun pisken omkring hans hals... og klemte til. Ikke fordi at hun ville slå ham ihjel, men bare at slå ham ud. Det ville være så dejlig nemt at forflytte ham i så fald.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Uanset hvad denne kvinde havde i sinde at gøre, så var det bestemt ikke noget som Matthiel nogensinde ville være med til! Selvom hans underarm nu blødte, og det uden tvivl havde gjort forbandet ondt, så var det bestemt ikke det alene, som ville komme til at slå ham ihjel. I værste tilfælde, gik han jo faktisk ud fra at kvinden som han i øjeblikket måtte stå foran, udelukkende ønskede at slå ham ihjel, og det var så sandelig heller ikke noget, som hun nogensinde skulle få lov til at gøre! Han kneb øjnene fast sammen, som hans knytnæve ramte... ingenting. Et sted var det en tanke som gjorde ham direkte arrig.
"Så lad mig dog være!" udbrød han med en fast tone, da han kun lige nåede at se sig om, inden hun forsvandt igen og dukkede op bag ham. Hans pupiller trak sig sammen, da han mærkede piskens hale tvunget direkte om hans hals og hvordan det hurtigt blev strammet til. Han gispede fast. Han hadede magi... det var uden tvivl direkte uretfærdigt, at det blev brugt mod ham på den måde! Han begyndte at gispe efter luft... hvilket gjorde at hans ben direkte måtte knække sammen under ham. "S-stop..!" endte han med en fast tone. Om der var noget alkymi som i denne situation faktisk kunne redde ham, det havde han ingen anelse om, men han kunne bestemt ikke lide at være fanget på denne her måde. Uanset hvad pokker han forsøgte at gøre, så var det bare som om at det ikke virket... Han følte kun hvordan det drænede ham for energi... og hvor han endeligt til sidst, måtte give efter og direkte i gulvet i mangel på luft.. han kunne simpelthen ikke holde sig vågen og på benene.

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var jo lige før at man kunne sige, at dette var sket for nemt. Ikke at det var noget som videre imponerede Tiyanna.. Dette skulle han uden tvivl vise sig at være bedre end, når hun for alvor ville teste ham af.. Herude i det åbne, havde han jo heller ikke ligefrem været forberedt kunne man jo sige, men han havde gjort hvad han kunne ud fra de omstændigheder som nu havde været.. Som hun nærmest kunne mærke hvordan livet ebbede ud jo mere hun strammede piskens hale omkring ham, så stoppede hun dog ikke, selvom han så gerne ville have at hun gjorde det. Hun havde ærlig talt ikke nogen grund til at gøre lige så.. Nej, faktisk var hun kun ude på en ting i denne situation: Det var at han skulle testes ordentlig af. Måske overfor Chryseis? Så hun om ikke andet havde nogen at bruge som en boksebold.
I takt med at manden blev slap... slap hun ham også fri, blot for at se ham falde direkte til jorden under hende. Hovedet lod hun søge en kende på sned, som hun endnu en gang lod blikket hvile på ham. Fremdeles ikke videre imponeret over hvad han havde været i stand til, men dog nok til at hun ville se hvad han virkelig kunne gøre, hvis det faktisk skulle vise sig at blive en kamp på liv og død for ham. "Du er heldig... til nu.." endte hun kortfattet, inden hun tog omkring hans hår og førte det væk fra hans ansigt. I bund og grund en meget flot mand, også selvom det nu ikke var det som hun var her for. Nej, hun havde nogen ganske andre ting i tankerne, som hun havde i sinde at udføre for nu. Ved hjælp af den magi som hun nu havde at benytte, fik hun Matthiel hævet op fra jorden af, inden hun søgte igennem Imandra for at bringe ham med sig. Når han vågnede..ville han straks finde ud af, at hele hans liv ville være forandret.. og hans liv nu ville ligge i hendes hænder.

//Out