Reunion..

[Deleted]

Angelique Amalani Darcy

---

Der var gået dage siden Chili var gået i fælden.. en fælde som synes at være glemt, og som folk havde lagt ud for at fange ham. Det måtte være flere år siden, de havde lagt den ud, for de så ikke ud til at gøre noget for at finde ham. Reb.. magiske og kraftige af slagsen var nærmest viklet omkring den store og massive krop, og jo mere han forsøgt at komme fri, jo mere viklede han sig ind i dem og jo mere strammede de.
Chili kneb øjnene sammen. Han slog kraftige slag med halen og med den kraftige brummen som forlod hans hals, så forsøgte han virkelig ihærdigt at holde sig rolig. Fanget midt i et buskads midt i Procias' skove og langt væk fra alt andet typisk levende, så hvem ville dog finde ham der? Og uden ønsket om at slå ham ihjel oveni? Kløerne rev let i jorden under ham, idet hans vinger bredtes. De krampede voldsomt når han bare lå stile og knapt kunne røre sig, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. Rebet strammede sig med det samme over hans nakke, hvilket tvang ham mere og mere ned i jorden igen. Dragen var hans faste form efterhånden.. han kunne næsten ikke huske hvordan man ændrede form til noget andet, og det at ligge der som han gjorde lige nu, gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for ham!

Halen slog han kraftigt med, så den hamrede direkte ind i et træ, idet han forsøgte at tvinge forbenene ned i jorden, for at komme fri.. Hvilket så bare resulterede i, at han lå mere fast mod jorden, end hvad han havde gjort til nu. Han prustede arrigt, hvor røgen nærmest stod ud af hans næsebor. Han klemte øjnene let sammen. Han var træt og ved at blive afkræftet.. men hvem pokker ville finde ham herude?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde i dagens anledning søgt mod skoven. Hendes møde med hendes far havde gjort hende rundt på gulvet, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle føle i det store hele. Hun var både glad og vred og ked af det på samme tid. Det var virkelig ikke til at holde ud! Hun havde haft brug for noget luft og havde forladt byen for at få lidt fred. Hendes skridt bragte hendes roligt igennem skovens skygge men hendes tanker var andet steds. Alt ting var hende så underligt efter hendes genopståen, hun følte sig som den samme og dog så anderledes. Det blonde hår hang ned over hendes skuldre som altid og hun havde det samme beskidte tøj på som hun havde haft på før. Hun havde jo ikke andet lige nu. Vingerne var fremme på hendes ryg, som ny engel var det hårdt for hende at holde dem skjult alt for længe af gangen. Tankerne fløj igennem hovedet på hende som hun kom længere og længere ind i skoven.

Hun blev dog hevet tilbage til virkeligheden ved lyden af noget stort i hendes nærvær. Hun stoppede instinktivt op og kiggede rundt. Hun kunne intet se men opfangede hvor lyden syntes at komme fra. Hun var ikke langsom til at komme derhen for at se hvad der gik for sig. Synet der mødte hende havde hun virkelig ikke troet var noget hun skulle se. Foran hende, mellem træerne lå en drage fanget. Hendes tanker gled tilbage på Chili, hvis hun så ham i den situation ville hun være gået berserk på dem der havde sat sådan en fælde op. Hun listede forsigtigt tættere på dyret. Der var noget velkendt over denne drages udseende men måske det ikke var så underligt? Chili havde jo ligeså haft samme farve som denne. "Så så, rolig nu. Jeg ønsker dig intet ondt. Lad mig hjælpe dig med at komme fri" sagde hun roligt og blidt. Hun vidste at drage var meget intelligente dyr som sagtens kunne forstå mennesker. Hun ville virkelig gerne hjælpe. Roligt bevægede hun sig rundt om dragen for at komme op foran den. Normalt var det absolut et farligt sted at stå men hun havde aldrig frygtet drager og da slet ikke efter hun havde mødt Chili. "Det må være svært for dig at bevæge sig så bliv liggende. Lad mig hjælpe dig." Hun nåede op foran og sendte Dragen et roligt smil. Hendes blik hvilede på det store dyr. Der var noget ... hun vidste ikke hvad men det var der. Hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst hurtigere end det havde gjort før. Hun spærrede øjnene let op. Var det virkelig? Men, burde han ikke være væk som hun havde været det? Det kunne ikke være ham eller kunne det? Forsigtigt trådte hun et skridt tættere på det fangende dyr uden tanke på sin egen sikkerhed. "Chi .... Chili?" spurgte hun prøvende. Kunne det virkelig være ham?

[Deleted]

Flere dage i samme stilling og uden mulighed for at røre sig synderlig, var noget som Chili så sandelig godt kunne mærke efterhånden. Han var afkræftet og han var træt.. Det at sove, var jo heller ikke nemt, og i og med, at det tydeligvis var en gammel fælde, så synes den også glemt af andre, og han kunne jo ikke komme fri på egen hånd! Han brummede træt, idet han virkelig forsøgte at få benene ordentlig op under sig, så han kunne forsøge at rejse sig, selvom det bare ikke rigtigt ville som han ville.

Lyden af en stemme, var dog noget af det første som ramte ham, hvilket fik ham til at ligge stille. Øjnene kneb han sammen. Det var ikke fordi at stemmen lød ham særlig kendt i udgangspunktet, for det gjorde den ikke. Var det en som var kommet for at tage hans liv? Han svarede ikke med det første, for han så ikke nogen grund til det. Kvinden som var der, virkede heller ikke ligefrem til at være skræmt over tanken, at hun stod overfor en temmelig stor drage, for lille af slagsen, det var han bestemt heller ikke! Det var faktisk først da hun stillede sig foran ham, og han kunne se hende ordentligt, at det egentlig gik op for ham, hvem det var han stod overfor. Han blinkede med øjnene. Var det virkelig hende? Han brummede svagt igen, inden han gjorde endnu et kast med den store og massive hale, dog selvom det ikke rigtigt ville som han gerne ville have det til. Det var da virkelig frustrerende! Hovedet lagde han tungt ned på jorden, som næsen rystede under ham ved handlingen. #Angel..?# Hans stemme var spørgende og rungede lige så i hendes hoved. Den var dyb... tydeligt ikke brugt igennem rigtig mange år. Han havde jo været alene siden hun var afgået ved døden.. Det var nok også sidste gang hans skrig og brøl havde runget så højt og var hørt i det hele taget. At hun trådte tættere på ham, sagde han pludselig ikke noget til. Hendes duft og hendes væsen indikerede jo kun at det var hende... det var hans Angel der var kommet!

[Angelique Amalani Darcy]

Det var så lang tid siden hun sidst havde vandret gennem skoven. Et sted så havde hun virkelig savnet den Procianske natur mens hun var spide. Hun havde altid nydt at være udenfor og især sammen med Chili. Det havde virkelig været noget af det bedste som hun havde kendt og dog måtte det ende da hun blev forvandlet til et dyr af natten. Hun havde virkelig hadet det!
Dragen som lå bundet på jorden gjorde virkelig ondt for Angel at kigge på. Sådanne nogle majestætiske dyr skulle være fri til at gøre hvad de ville og ej fanges på denne måde. Hun kiggede trist på det stord dyr. Gud hvor mindede han meget om Chili, så meget at det næsten gjorde helt ondt på hende. Hun nærmede sig roligt, selvom disse dyr var ufattelig intelligente så vidste hun skam også at de var farlige og at hun skulle være på vagt. Hun kunne ikke tillade sig at dø igen, det kunne hun virkelig ikke gøre mod sin far. Roligt stoppede hun op foran dyret og sendte det et lidt smil. Hun ønskede det virkelig intet ondt og det var også det hun prøvede at formidle videre. Hun så hans øjne og var som fortabt. Hun var sikker, hun var mere end sikker. Hun vaf mere sikker på dette end hun til at starte med havdd været drt ved hendes far. At Chilis stemme måtte runge i hendes hoved bekræftede det kun. Tårerne faldt endnu en gandg ned over hdndes kinder og alt forsigtighed forsvandt. Hun tog de sidste skridt over til dragen og smed sig på knæ ved hans hoved. Hun var virkelig ikke stor iforhold til ham. "Hvad har de dog gjort ved dig min kæreste ven" hviskede hun trist og strøg ham over snuden. Hun havde sådan savnet ham. Det var der ingen tvivl om. Hendes kærlighed til det store dyr var ikke forsvundet, absolut ikke. Hendes blik søgte op til rebbene, hun var nød til at få ham fri og det kunne kun gå for langsomt. Hun plantede et lille kys på hans snude før hun rejste sig for at gå i krig med fælden.

[Deleted]

Rebene strammet voldsomt omkring Chilis krop, for han havde ligget der i flere dage, og bare det mindste modstand, så strammede de mere, så han kunne næsten ikke bevæge sig efterhånden. Han prustede let, idet han vendte blikket mod Angel. At se hende igen, var da noget af det sidste, som han havde regnet med, for han havde jo været der, da hun havde taget sit eget liv, også selvom han havde direkte tigget og bedt hende om at lade være.. Det havde jo trods alt også efterladt ham alene igen.
Han var genkendt, og hendes reaktion på det hele, forundrede og overraskede ham faktisk en del. Han lukkede øjnene, da hun nærmest kastede sig om hans store snude. Det føles godt at hun rørte ved ham. Han lukkede øjnene ganske let, inden han igen tvang øjnene op. #Det her er en gammel fælde, Angel.. Jeg har ligget her i dage. Jeg tror de har glemt den,# forklarede han hende. Igen slog han let med halen, selvom det var mere et forsøg på at ligge rigtigt.. Det gik bare ikke helt som han gerne ville have det. Han fulgte hende med blikket, også selvom han ikke rigtigt kunne flytte sig mere end hvad han havde gjort. De var magisk låst til jorden. En kniv burde gøre det.. bryde det ene reb og magien faldt fra resten af dem. Egentlig ganske simpelt - hvis man havde et håndvåben på sig om ikke andet. #Folk har jaget mig siden du gik bort. De anser mig som farlig,# fortsatte han, inden han igen lagde hovedet ned. Nu hvor han vidste, at det var hende som var der, så var der heller ikke nogen grund til at skulle handle anderledes end hvad han havde gjort til nu. Han var tryg omkring hende, så at holde så skarpt øje med hvad hun lavede tæt på ham, var der vel heller ikke nogen grund til? Han gik bestemt ikke ud fra, at hun var her for at påføre ham en skade.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique havde virkelig haft det dårligt over at forlade Chili som hun havde gjort det den gang men hun kunne virkelig bare ikke leve på den måde som hun gjorde. Hun kunne ikke leve væk fra lyset og det havde fået hende til at tage sit eget liv. Hun var ikke stolt af hendes valg men et sted så stod hun ved det. Hun ville ikke leve af blod, hun kunne ikke. Hun vidste at det var gået ud over Chili at hun havde gjort det og den tanke gjorde virkelig ondt indvendigt.
Hun strøg ham blidt over snuden. Hendes gamle ven lå der og kunne ikke røre sig, det var en ubehagelig tanke. Hun havde virkelig savnet ham, savnet hans varme og hans nærvær. Hun elskede ham jo af hele sit hjerte. Han var endnu stadig den vigtigste person i hendes liv. "I dage? Det er ikke godt. Du må være sulten" sagde hun bekymret. De blide blå øjne vendte sig mod hans guld. Ved siden af ham var hun umådelig lille selvom hun var en fuldvoksen kvinde. Hun plantede endnu et kys mod hans snude. Bare det at være ham nær igen gjorde hende i umådeligt bedre humør end hun havde været før. Hans ord om at han var blevet jagtet gjorde virkelig ondt på hende. Det havde hun virkelig aldrig tænkt på. Chili havde altid været kendt for at hade alle andre end hende selv. Hun bed sig stille i læben og kiggede meget undskyldende på ham. "Undskyld Chili. Kan du nogensinde tilgive mig for at efterlade dig her alene?" hviskede hun blidt og trykkede sig ind til ham igen. Der gik lidt tid før hun måtte til de forpulede fælder. Hun kendte ikke meget til magien bag den men det gjorde intet. De reb skulle bare skæres over! Hun fandt en lille kniv frem som hun havde anskraffet sig. Hun kunne virkelig ikke gå uden længere. Det lod til at Procias måske ikke var helt så sikker som det havde været da hun var i live sidst. Hun fandt det nærmeste reb og skar det over så hurtigt som det var hende muligt. Det løsnede sig og hendes blik vendte tilbage til Chili. Hun ville tjekke om han havde det godt endnu.

[Deleted]

Chili brummede med en tydelig træthed i blikket, og lukkede øjnene igen. For en gangs skyld, så følte han, at han kunne slappe af. Et sted kunne han jo bare have forvandlet sig, og levet sit liv, som et menneske... men det kunne han ikke. Han havde været drage i så mange år, at han ikke kunne huske eller mindes hvordan det var at leve et andet og normalt liv. #Hvis de vidste jeg var her, havde de slået mig ihjel.. De har jagtet mig i årevis,# endte han dæmpet. Var det ikke ved at løbe op i mange år efterhånden? Han slog let med halen, også selvom det var langt mere roligt nu. Han kunne mærke den skyldfølelse som hun følte.. næsten som at det gamle bånd der tilbage i gammel tid havde været mellem dem, var kommet retur. Hvilket uden tvivl var ham selv en glæde. Han brød sig ikke om at være alene.. Ikke efter at han havde mødt hende. 
Rebene strammede ganske vidst og det holdt ham helt fast. Det var stort set umuligt for ham at komme fri af dem, og han havde virkelig forsøgt! Hans blik gled mod hende, da han forsøgte at dreje hovedet mod hende. De store og intense gule øjne faldt mod hendes skikkelse. #Jeg ved du havde det hårdt, Angel.. Selvfølgelig kan jeg det,# afsluttede han med en rolig stemme. Han kunne da sagtens tilgive hende for hvad hun havde gjort, for det for hende, havde vel bare været en direkte nødvendighed? Som hun fik rebet skåret over og magien i de andre forsvandt, da magien blev brudt, forsøgte han igen at sætte alle fire ben i jorden. Han kæmpet sig op, da de andre reb direkte sprang, hvor han med en kraftig brummen, som sad dybt i halsen, spredte sine vinger, som han gav sig til at slå med, for at få rebene af. Lettende var det uden tvivl, for nu kunne han atter bevæge sig, og det var virkelig skønt!

[Angelique Amalani Darcy]

Bare det at kunne mærke ham ved sig var en umådelig rar fornemmesle. Hun elskede ham, det gjorde hun virkelig. han var den vigtigste ting i hendes liv. Hun havde virkelig været ked af den måde hun havde forlad verdenen på men hun kunne ikke leve som en død. Det var for meget for hende at bære i længden. Hans ord gjorde ondt. Tænk at nogen ville gøre sådan noget? Angel havde altid været glad for alle dyr, hun ønskede ikke at se nogen af dem lide og da slet ikke Chili. Det at han lå fanget gjorde næsten fysisk ondt på hende så svært var det for hende at se ham sådan her. Hun sukkede stille. "Så er det da i det mindste en god ting at de ikke tjekkede fælden. jeg er glad for at jeg har fundet dig igen" sagde hun kærligt og lukkede øjnene stille. hun nød bare at mærke ham ved sig.
Det måtte være forfærdeligt for sådan et stort dyr at være fanget på denne måde. Hun kunne slet ikke forstille sig det på andre måder end den måde hun selv havde følt sig fanget på når hun var tvunget indendøre i dagstimerne. Hans ord til hende varmene umådeligt meget. Tårerne trillede stadig ned over hendes kinder men et tydeligt lykkeligt smil bredte sig på hendes læber. "Tak, min elskede ven. Jeg lovet dig at jeg ikke vil forlade dig igen. Aldrig nogensinde" hviskede hun blidt til ham og gav ham et lille klem. Hun var bare så glad for ham. Rebet som kom fri så ud til at ophæve magien. Hun vendte sig mod ham og så hvordan han måtte rejse sig i fuld størrelse og spredte sine vinger. Hun sendte ham et blidt smil og gik hen til ham igen. Hun lænede sig let op af hans ene skulder og trykkede sig let ind til ham igen. "Du er fri til at flyve igen min ven dog er du ej den eneste med vinger længere." Hun spredte sine hvide vinger og nød bare at stå der sammen med ham.

[Deleted]

Chili vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på at se Angel igen. Sidst han havde set hende, havde hun været direkte knust over hendes tilstand, og det var ikke fordi at han ikke forstod hende, for det gjorde han. Han havde set hendes ulykke.. set hendes miserable tilstand, og nu hvor han så hende igen, kunne han da godt se, at der var mange ting, som faktisk havde forandret sig, hvilket uden tvivl var ham selv en glædelig tanke. #Jeg er bare glad for at se dig igen,# endte han med en rolig stemme, også selvom han faktisk mente det ganske ærligt. Hvis der var nogen, som havde formået at komme ind til ham, så var det Angel.. Altid havde hun været der til at tage sig af ham.. og nu var det hans tur. Denne gang havde han ikke tænkt sig at svigte hende igen! 
At hun græd, var ikke noget Chili brød sig om. Han brummede svagt, også selvom han først for alvor valgte at rejse sig op, da det ene reb var brudt, og derved også magien som holdt ham fast på denne måde. Han klemte øjnene sammen, inden han tvang sig op på bagbenene og rystede med de store vinger for at tvinge rebene af. Han rystede med hovedet, som også resten af kroppen også gjorde det.. Det var jo trods alt dage uden næring, fordi at han havde ligget der jo. Han vendte blikket mod hende. At tilgive hende, var da det mindste han kunne gøre. Han forstod hende jo. At se hendes vinger, gjorde ham dog intet. Han gik nemlig stadig ud fra, at det var ham hun ville ride på. #Du har fået en chance til, Angel.. Forspild den nu ikke..# Igen førte han hovedet helt hen til hende. Ham skulle hun bestemt ikke være bange for, også selvom han kunne se stor og farlig ud. Forsigtigt gned han snuden op af hendes krop og lagde hovedet ned ved siden af hende igen. Vingerne trak han let ind til sin egen krop igen. #Nu er vi sammen igen. Det er det vigtigste.# afsluttede han sandfærdigt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig været ulykkelig over hendes situation. Hun havde aldrig ønsket at blive som sin far, aldrig nogensinde og alligevel var det sket. Hun var blevet kold og død, bare tanken om blod havde gjort hende syg indvendigt. Hun kunne ikke leve sådan, slet slet ikke. Angel havde altid vidst at Chili havde været ondskabsfuld overfor andre. Hun var blevet advaret en enkelt gang eller to om ikke at komme ham nær men hun havde aldrig troet dem for den eneste drage hun så var den kærlige og blide som han var overfor hende. Hun smilede blidt til ham og nussede ham stille. "I lige måde" hviskede hun blidt.
Tårerne trillede ned over hendes kinder i en blanding af sorg og glæde. Hun var stadig ked af at hun havde forladt ham og efterladt ham til den skæbne som han havde siddet i indtil nu hvor hun måtte være her igen men på den anden side var hun også lykkelig over at se ham igen. Hendes blik hvilede roligt på det store dyr imens hans rejste sig og fik rystet sig. Det måtte være rart at være fri endnu en gang. "Jeg ønsker ej at spilde den. Så længe jeg har dig kan jeg virkelig nyde hver eneste dag" sagde hun kærligt. Hun trykkede sig indtil ham og slog armene let om hans snude da han gnubbede sig op af hende. Hun elskede virkelig sin drage mere end noget andet på denne jord. Det var sikkert. Hun lod et stille kys lande på hans snude igen og nussede ham stille. Hun ønskede ikke at slippe ham igen, det var sikkert. "Du har ret. Det er det vigtigste." Hun vendte blikket mod ham og lod hovedet søge let på sned. Dejlig havde han altid været i hendes øjne, hun kunne virkelig slet ikke forstille sig et lille uden ham. "Du må være sulten. Hvorfor tager vi ikke ud og jager lidt? Så kan du få noget mad og så kan vi snakke bagefter?" spurgte hun roligt.

[Deleted]

Chili var uden tvivl bare glad for at se hende igen. Alene det faktum, at hun var okay, var da også så sandelig det vigtigste for ham.. Det eneste som faktisk havde en betydning for ham, var hun havde det godt og var tilbage ved ham igen, for sandt at sige, at selv på tros af hans ensomme liv, så havde han vel også manglet hende? Selvom det måske var svært for folk i det hele taget at se det smukke og skønne i et væsen som ham, så var det jo bare at acceptere det. Det havde han  gjort for mange år siden, og han var blevet afhængig af hende.
Sådan som hun krammede sig ind mod hans snude, var uden tvivl en følelse som han havde savnet. Han brummede ganske let og lukkede øjnene ganske let, inden han igen åbnede dem igen. #Og jeg går ingen steder. Jeg vil altid være ved din side. Altid,# lovede han med en rolig stemme, som endnu en gang lød i hendes hoved. Han blev liggende. Han var træt og han var afkræftet, også selvom han nok ikke var den som ville nævne den slags alt for højt, for det var heller ikke meningen, at hun skulle blive bekymret eller noget lignende. Han trak vejret ganske dybt. At få noget næring, ville han bestemt ikke have noget imod. Han hævede hovedet en anelse, og med blikket som stadig hvilede på hendes skikkelse.
#Jeg vil ikke sige nej til en jagt.. Jeg har brug for det, Angel... Som jeg også har brug for dig.# De tunge og store ben satte han i jorden, inden han igen rejste sig op og strakte den store krop. Han var bestemt ikke lille af sig, tvært imod, så var han virkelig stor. 

[Angelique Amalani Darcy]

Tanken om hvos folk havde gjort ved Chili efter hendes død gjorde ondt på hende. Han var ikke farlig, ikke i hendes øjne i hvert fald. Han var den eneste som hun vidste at hun aldrig ville være i stand til at leve uden. Det at se at han stadig var i live var noget af det bedste, det var helt sikkert. Som han var afhængig af hende var hun det lige så af ham. Hun elskede ham, han var et af de blideste væsner hun nogensinde havde mødt.
Hun puttede sig ind til ham og nød virkelig at mærke hans skæl mod sin hud. Det var en følelse af tryghed om hun måtte have savnet noget så forfærdeligt. Hans nærvær fik smilet frem på hendes læber med det samme. Han var bare fantastisk, der var virkelig intet andet at sige. Hans stemme som måtte lyde i hendes hoved fik virkelig kun smilet på hendes læber til at blive større. "Det er jeg glad for. Jeg vil altid være ved din side ligeså. For evigt og altid. Jeg elsker dig, Chili" hviskede hun kærligt mod hans snude. Hun vidste at han nok både var for stædig og stolt til at fortælle at han havde brug for mad, det var også derfor at hun spurgte ham. Hun ønskede jo bare at han skulle have det godt. Det var der ingen tvivl om. Hun rejste sig ligeså med ham og strakte sig lidt. Han var meget stor hvilket var en ting Angel altid havde kunnet lide ved ham. Hans størrelse var fantastisk. "Så lad os jage så vi kan sætte os sammen og snakke igen bagefter. Jeg har virkelig savnet at være dig nær." Han sendte ham et blidt smil og vendte sig mod ham. Hun foldede hænderne foran sig. Hendes blik gled op på den store drage og hovedet søgte let på sned. "Du er ikke få afkræftet til at kunne bære mig, vel?" spurgte hun med et kæmpe smil og en lille smile drillende toneleje.

[Deleted]

Chili lukkede øjnene. Han kunne igen slappe af. Det var slet ikke hans mening at give Angel dårlig samvittighed, men om ikke andet, så skulle hun da vide hvordan han havde haft det, efter at hun havde valgt at tage sit eget liv. At hun så var kommet tilbage som en engel, var slet ikke noget som han havde forestillet sig, nogensinde skulle ske. Han gik ikke nogen steder.. han ville for altid være der for hende, og det var noget som han uden tvivl trygt kunne love hende. Hun var det vigtigste for ham.. Det vigtigste i hans liv. Han trak vejret dybt og prustede let.. Det blæste næsten til hendes tøj, så tæt på ham som hun stod. Han vendte de gule øjne mod hende. #Jeg elsker også dig, Angel.. Du er og bliver det vigtigste for mig.# Han blev liggende med hovedet og med blikket mod hende.
Det var ikke nogen hemmelighed, at Chili var et stolt og ædelt væsen, som ikke sagde når han havde det skidt.. Selvom det nok heller ikke ligefrem kunne skjules i en situation som denne. At hun trak sig og foldede hænderne så pænt, og spurgte om han havde styrken til at bære hende.. Det havde han altid haft, og det ville han da for altid have! Han grinede næsten og slog med vingerne igen, inden han lagde sig helt ned og vingerne med, så det ville være muligt for hende, at tage sin sædvanlige plads tæt ved hans nakke. #Siden hvornår har jeg ikke haft styrken til at bære dig? Sæt dig op, så kan vi tage afsted.. Før det går op for elverne, de har glemt fælden her,# fortsatte han roligt. Han var uden tvivl glad for skoven her.. når Angel var sammen med ham, ellers var det et liv på flugt, og den brød han sig bestemt ikke om. Han kunne langt hellere lide det, når hun var der.. så han igen havde noget at beskytte og noget at passe på.

[Angelique Amalani Darcy]

At angel havde valgt at tage sit eget liv var ikke et valg hun var stolt af på nogen punkter overhovedet. Hendes tanker den gang havde kunnet ligget på hende selv, det havde været en selvisk handling og hun havde det dårligt over det. Hun havde ikke tænkt på hvordan den handling kunne have påvirket andre og da slet ikke Chili. Et sted så skammede hun sig men det at være sammen med ham igen gjorde det hele meget bedre. Hun ville ikke begå samme fejl igen, hun var her sammen med ham og det var her hun ville blive. Han var i sandhed det vigtigste i hendes liv og det ville han altid være. Det kunne der ikke være meget tvivl om. Hans ord fik hendes hjerte til at hamre i hendes bryst og hun smilede stort og trykkede sig ind til ham. "I lige måde, min elskede ven. Du vil altid være den vigtigste i mit liv" sagde hun blidt.
Chili havde altid været stolt, det var der absolut ingen tvivl om. Han beklagede sig aldrig, hun vidste at han et sted ikke ønskede at bekymre hende men når han ikke sagde noget så blev hun om muligt mere bekymret. Hun sendte ham et roligt smil. Han var dejlig, lige så stor og flot som hun huskede ham. For ham måtte de være umådelig længe siden han havde set hende men for hende virkede tiden ikke så lang på grund af hendes død. Hun stod bare og smilede sødt til ham som han måtte ligge sig sådan så hun kunne tage sin sædvanlige plads. Før i tiden havde hun altid redet på ham med sadel men frygten for at falde af var ikke så stor længere nu hvor hun var blevet engel. Hun gik hen til ham og kom roligt op og sidde på ham. Hun strøg ham blidt over nakken med et blidt smil. "Du har altid været umådelig stærk, Chili. Det er helt sikkert. Jeg er klar når du er" sagde hun roligt og satte sig til det. Det at mærke ham under sig gjorde virkelig meget. Hun nød det, nød at være ham nær og vide at han var der for hende. Hun følte at med ham kunne hun virkelig gøre alt!

[Deleted]

Chili var ikke bange for at fortælle Angel om sine følelser. Selvom hendes selvmord havde været en virkelig egoistisk handling, hvor hun slet ikke havde skænket ham en tanke i det foretagende, så forstod han sig på hendes valg, og han havde forsøgt at klare sig efter bedste velgående lige siden. Det var svært.. det havde virkelig været svært, også fordi at der ikke havde været nogen, som havde set på ham med de samme øjne, som Angel havde.. Og det var jo noget, som han kunne mærke sig af, selv den dag i dag. Han brummede ganske let. Hendes kærtegn.. at høre hende bekræfte for ham, at han var det vigtigste for hende, så blev det så sandelig heller ikke ligefrem bedre, kunne man sige. #Det håber jeg så sandelig,# sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende.
Han var et stolt væsen. Det havde han altid været, og Angel kendte ham godt nok til at vide, at han ikke ønskede, at hun skulle bekymre sig om ham, for det ville han virkelig ikke have. For ham, var det bare vigtigt at vide, at hun havde det godt. Han skulle nok klare sig efter det. Som han lagde sig til rette, så hun kunne komme op at sidde, gjorde han tålmodigt. Hun havde ikke siddet på ham i det, som efterhånden måtte være utrolig mange år, og han ville jo gerne have at hun skulle have det komfortabelt med det hele. #Hold fast i mig, Angel..# I takt med hans ord, så rejste han sig op i sin fulde højde. Det knagede næsten i de gamle led, selvom han nu heller ikke ligefrem tog det tungere end som så. De ravgule øjne gled op mod himlen over ham, inden han igen rystede let på hovedet. Med en kraftig brummen og de brede vinger som han bredte og slog kraftigt af med, så kom han endelig op i luften, dog selvom det var en kamp for ham. Han søgte direkte op mod himlen, for at komme højt nok op, til at de færreste ville lægge mærke til ham fra landjorden. Han tog nemlig ikke nogen chance.. og særligt ikke når han havde Angel på ryggen.