And then we were parents

[Samuel Acheron]

Pigen græd. Og græd. Og græd lidt mere. Samuel havde slet ikke styr på hvad pokker han skulle gøre. Han manglede sin mor til at fortælle ham det, for Malisha vidste det jo heller ikke rigtigt. Han gik rundt med den lille pige i armene. Det var egentligt hans søster, men sådan kunne han slet ikke anse hende som. Han måtte anse hende som sin datter. Hun var sød... og nuttet. Virkelig smuk. Men hun manglede et eller andet. Hun var sulten og de havde fået hjælp af jordmoderen med noget modermælkserstatning, da Clemency jo var blevet dårligt og derfor ikke kunne donere mælken før hun blev frisk. Han gik rundt på sit værelse i en cirkel, mens han vuggede pigen og prøvede at trøste hende. Hun var svøbt i et rødt tæppe og lå bare og vred sig meget utilpas. Hvad pokker skulle de gøre? De havde endnu ikke noget navn til hende, for han og Malisha kunne ikke komme på noget sådan bare lige. Det var igen blevet aften og de havde hørt, at Clemency var i bedring og at hun nok ville være på benene i morgen, hvilket dog glædede ham. Han gik hen til Malisha og rakte hende barnet. "Tag hende... Jeg aner ikke hvordan man får hende til at tie stille," endte han med en direkte bedende tone og så indgående på hende. Det gik meget godt mellem dem. Det blev det også nødt til. Faktisk var han ret betaget af Malisha. Hun var noget af en kvinde.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alt var gået fantasitisk til - frem til de havde fået den lille pige nærmest kastet i deres arme. Malisha var på ingen måder noget som man kunne kalde for en født mor.. Faktisk havde hun aldrig været så tæt på en anden mand.. aldrig var hendes mødom blevet taget.. og nu var hun en mor? Pigen skreg meget.. og det var svært at forholde sig til, når man selv ikke kunne åbne munden og komme med så meget som et ord! Hun var virkelig ikke meget for at være mor, men hvis det var det som det krævede, for at holde sig i live, så var det jo hvad hun måtte gøre. At han så bare smed ungen af ved hende, fik hende til at vende blikket direkte i retningen af ham.
#Og du tror, at jeg ved det..?!# endte hun med en mere febrilsk stemme. Børn var små.. sårbare og alt muligt, og det kunne hun ikke rigtigt forholde sig til. Uden tvivl var det en flot og smuk lille pige, som man kun måtte være stolt af, men helt ærligt! Hun satte sig op i sengen og forsøgte at vugge med den lille pige. Hun forsøgte da om ikke andet. Hun tyssede lydløst på hende og strøg hendes kind forsigtigt. Hun ville virkelig gerne, for hun frygtede virkelig at Theodore ville tage hendes liv, om hun ikke gjorde det. Et navn.. ja, foreløbig var hun jo uden navn, men hun gik bestemt heller ikke ud fra at Clemency ville have noget med det her at gøre.. Og det var ude tvivl også det som gjorde det svært for hende. Forsigtigt rejste hun sig. Hun selv så langt bedre ud nu, hvor de havde været sammen i den tid som de havde. Hun lagde pigen tæt ved brystet.. hvor hun stort set med det samme, forsøgte at finde frem til det. Malisha blinkede med øjnene. #Jeg tror hun er sulten..# endte hun med en næsten spørgende stemme, da hun vendte sig mod Samuel igen.

[Samuel Acheron]

Det var meget underligt at stå med den lille pige nu. Samuel var jo faktisk stadigvæk jomfru, for han havde ikke været sammen med en kvinde. Han havde kysset med en kvinde, måske nusset lidt på ryg og mave, men så heller ikke mere. Og med Malisha var det som om, at det bare var naturligt at vente til brylluppet, som nok snart skulle stables på benene. Han mødte hendes blik og så på hende med et fast blik. Hun var en kvinde, det måtte falde hende nemmere end ham, for han var virkelig på bar bund. "Du er kvinde... Har du ikke nogle instinkter, der kan fortælle dig det?!" spurgte han selv næsten febrilsk. Det var virkelig ikke nemt. De havde haft hende i hvad der måtte være 12-14 timer nu, ikke engang et helt døgn, men hun holdt dem i hvert fald i gang hele tiden. Pigen var dog smuk, men lige nu hed hun bare baby eller 'hende'. Han vædede sine læber og pacede stadigvæk rundt på gulvet, da han ikke kunne finde ro når hun skreg. Han tænkte så det knagede. Hvad skulle de gøre for at få hende til at holde op med at skrige? Han stoppede op ved hendes ord. Sulten? Han drejede om på hælen og gik hen til kommoden, hvor der var blevet sat en flaske med noget lunkent gedemælk i, der skulle fungere som mælk indtil Clemency blev rask og fik en nats søvn mere. Han ville heller ikke forstyrre sin mor lige nu. "Jeg har en idé," endte han med et smil. De havde prøvet at give hende mælken, men indtil videre havde de ikke haft succes med at få den i hende. Han fandt et af sine rene lommetørklæder i sin skuffe og foldede den om sin finger. Han stak fingeren ned i mælken og lod klædet suge mælken til sig og gik så hen til sengen. Han satte sig ved siden af Malisha og holdt sin finger ind foran pigen, så hun kunne sutte på klædet og få lidt mælk derfra.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at leve med børn, var slet ikke noget som nogensinde havde interesseret Malisha, og nu var hun pådyttet ansvaret med børn.. hun kunne virkelig ikke lide det! Tøsen gjorde jo for pokker ikke andet end at skrige, og et sted, så var det noget som alligevel gav hende stress.. og hun kunne bestemt ikke lide det. #Hvordan pokker skulle jeg vide hvordan man gør det her?!# endte hun med en fast tone, inden hun igen vendte blikket i retningen af tøsen som forsøgte at komme til hendes bryst, men kun skreg mere i frustration over tøjet som var i vejen, og det gjorde da snart Malisha sindssyg af at høre på det! Hun sukkede tungt og satte sig igen ned på sengen, inden hun vendte blikket mod Samuel igen. Han havde en idé? Og hvad var det helt præcist for en idé? Hun rystede på hovedet, mens hun virkelig forsøgte at holde den lille pige i ro, også selvom det ikke virkede... før Samuel kom med klædet dyppet i gedemælk, som den lille pige hurtigt begyndte at sutte på.. og blev stille. Hun blinkede med øjnene, inden hun vendte blikket mod ham igen. #Og du påstår, at du ikke har styr på det med børn?# Hun slappede pludselig mere af, også selvom den lille pige igen begyndte at skrige op, idet at klædet var suttet helt tom for gedemælk, og hun var jo trods alt stadig sulten, så var et underligt? Malisha lukkede øjnene.. og dette var noget som de skulle opfostre Det ville uden tvivl blive en opgave uden lige, og hun vidste virkelig ikke om det var af typen som hun kunne magte. #Vi... skal vel også give hende et navn...?# fortsatte hun, idet hun igen vendte blikket mod ham. De havde været forældre i 14 timer eller deromkring.. Det hele var bare så svært og uoverskueligt.

[Samuel Acheron]

Samuel havde det mærkeligt med at skulle opfostre den lille pige. Hun havde intet et navn, hun var ikke direkte kommet til ham af hans fri vilje. Men han blev nødt til at gøre dette for sin mor og om ikke andet, så ville han uanset ikke få valget af sin far. Frivillig tvang måske? I det mindste var han blevet ret gode venner med Malisha. De sov sammen og havde også kysset lidt. Det hele var meget intimt og prøvende når de forsøgte sig, men han kunne godt lide hende. Han holdt faktisk nok mere af hende end han turde give rent udtryk for, da han ikke var sikker på, om hun kunne lide ham til gengæld. "Fordi du er en kvinde," gentog han og så mod hende. Pigen manglede noget at sutte på, hvilket først gik op for ham sådan rigtigt nu. Han forsøgte sig nu med kluden som test til om det virkede, for så kunne hun da få noget mad i maven, da gedemælken var fed og mættende. Da hun blev stille og suttede, så smilede han næsten helt lettet. Han vendte sig mod Malisha og smilede varmt til hende. "Instinkter," påpegede han lettere drilsk. Han rejste sig og hentede flasken med gedemælk og tog med hen til sengen, hvor han satte sig ned hvor han netop havde siddet. Han vædede kluden igen og lavede det samme nummer, så lillepigen kunne sutte på kluden igen. Han gentog dette hver gang kluden var tømt. Hendes ord fik ham til at vende blikket mod hende dog. "Øhm... Ja," svarede han hende og så ned på babyen. Hvad skulle hun dog hedde?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var nok mere glad for Samuel end hvad hun gav udtryk for, og det var egentlig ikke noget som hun gjorde med vilje.. Tanken om de følelser som hun følte, var uden tvivl noget som hun fandt direkte skræmmende, og hun kunne ikke lide det. Den sidste hun havde været glad for, havde valgt at vende hende ryggen til sidst, og det var næsten det værste af det hele. Selv var hun opgivende overfor det faktum at hun skulle være mor, for det var slet ikke noget som hun duede til.. Hun var jo ikke rigtigt kommet længere end at ligge i Samuels favn om natten.. kysse ham i ny og næ og ellers holde igen i frygten for de mange følelser som hun faktisk måtte sidde med, for hun kunne bestemt ikke lide at føle alle de ting som hun gjorde.. Tvært imod, så hadede hun faktisk sig selv for det, for det var forkert! Det lå slet ikke til hende at gøre sig de tanker og de følelser! #Det ligger nok mere til dig, end hvad det gør til mig,# endte hun blot. I sig selv, var det jo heller ikke rigtigt nogen hemmelighed, for hun var virkelig ikke god til det her. Hun var mere hård, kold og kontant end hvad han var.. måske at det var derfor at de kom så godt overens? De kunne supplere hinanden, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide.
Den lille pige suttede glædeligt kluden af for mælk, hvor hun også holdt op med at græde, da hun fik det forholdsvis ofte. Det endte også ud med at den lille pige blev mæt og vendte blikket væk, da Samuel forsøgte at give hende mere. Hun sparkede let med benene og så op mod dem begge med sit tandløse smil. Malisha kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og lagde forsigtigt, men dog også træt sit hoved mod Samuels skulder. Hun sukkede tungt. #Hvis hun skal være vores, må hun jo have et navn.. Har du nogen ideer?# spurgte hun med en træt stemme. For hende var det hårdt og trættende at snakke via tanker.. Det var energikrævende for hende, og nu hvor de også skulle tage sig af en skrigende lille møgunge, så blev det næppe bedre for fremtiden, hvilket hun jo vidste.. Det var ikke en tid som hun så frem til.

[Samuel Acheron]

Samuel var glad for Malisha. Mere end han gav udtryk for. Han var bange for, at de ikke ville blive gengældt i ligeså stor grad, som han følte for hende. Ja, på det punkt var han vel lidt usikker på hele situationen? Følelser var lidt skræmmende, selv for ham. Han havde kun følt noget for Myia før og det var blevet skudt i sænk af hans far. Det havde været hårdt for ham at afslå hende og slå op med hende lige da det var sket, men han var kommet sig over det, fordi han havde været nødt til det. Med Malisha gik det dog mere langsomt frem. De var ret gode venner og supplerede hinanden med deres forskelle i personlighed. Og når de så kom til de mere intime ting, så blev de begge helt usikre og det hele. Men han kunne godt lide det. Han trak vejret dybt og så mod hende med et stille smil. Han var måske bedre til det end det som hun var, men de skulle nok finde ud af det sammen, det var han sikker på. "Måske..." svarede han dæmpet. Han lod pigen sutte på kluden og fyldte på, indtil hun afviste den. Han satte flasken på sengebordet og lagde kluden ved siden af, hvorefter han satte sig helt op til Malisha, så hun kunne læne lidt ind til ham. Han lod sin arm falde bag hendes ryg, hvor han smilede stort da den lille pige smilede op til dem med sit tandløse smil. "Jeg har slet ikke forstand på sådan noget... Hvad med at vælge et startbogstav? Ikke M eller S, for det starter vores navne med. Måske L eller R?" foreslog han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig blevet glad for Samuel, selvom det nu ikke var noget som hun nok nogensinde ville komme til at fortælle ham i frygten for at det ikke var gengældt.. eller for hendes del, værre at han ville grine af hende og fremstille hende som svag. Det var jo hvad hun havde været vant til igennem den sidste lange stykke tid, og det gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hende. Den lille pige blev hurtigt mæt og lagde sig mere til rette, som om at hun faktisk lagde sig til at sove. Det var egentlig underligt at skulle stå der og nærmest agere som en mor, når hun aldrig havde været en mand tæt på den måde, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Nægtede hun at lystre, så ville det uden tvivl ende med at koste hende livet, og den tanke brød hun sig faktisk ikke rigtigt om! Tungen strøg let over hendes læber, inden hun lod hovedet glide mod hans skulder. Man skulle næsten tro at de var et par, men livet som mor.. det var trættende, og sagen var vel - uanset hvor meget hun var imod det, så havde hun brug for ham. #Det er dig, som har haft en kærlig mor til at tage sig af dig.. ikke mig,# pointerede hun med en sigende mine, da hun vendte blikket i retningen af den lille pige i hendes arme. Hun kunne ikke lade være med at smile ved synet.. Et sted var hun vel bange for, at hun godt kunne vænne sig til tanken om det? Og hun hadede den tanke lidt!
Nu hvor de var inde og snakke om navn, så lyttede hun med. Hun nikkede. Hun ville ikke have at deres lille pige skulle hede noget i nærheden af hvad familien hed i forvejen, når der var så meget andet i det, som gjorde et udfald i det her tilfælde. #Jeg kan godt lide R...# endte hun roligt, idet hun vendte blikket mod den lille pige. Det var egentlig utroligt, at hun endnu ikke var navngivet, men det var jo stadig svært.. det var en virkelig brutal omvæltning i deres liv, og nu hvor de skule tage sig af en lille pige, gjorde det jo ikke sagerne nemmere.

[Samuel Acheron]

Hele denne situation var blevet trukket ned over hovedet på både Samuel og Malisha. Han havde dog selv sagt ja, men hvem kunne sige nej til den mor, der i sin værste nød tyede til at bede sin elskede dreng om en slags tjeneste? Det var en måde hvorpå han faktisk kunne give hende tilbage for alle de år hun havde passet på ham og opfostret ham. Han var altid blevet taget god hånd om, fået hvad han ønskede og det hele fik ham jo så bare til at sige ja til hende uanset hvad. Han så mod den lille pige, der endeligt faldt til ro fordi hun var mæt og han smilede ved tanken om det. Så langt så godt... Nu skulle de så bare klare de næste hundrede år af hendes liv. Han blev siddende ved siden af Malisha på sengen og lagde en arm om hende, blot fordi det virkede mest naturligt. Med sin pegefinger strøg han forsigtigt den lille pige over kinderne. Hun var så lille og skrøbelig... de skulle virkelig passe på hende. Han trak på mundvigen. "Det er sandt. Men jeg er sikker på, at vi sammen kan finde ud af det," endte han til hende og vendte blikket mod hende i stedet. Hvad pigen skulle hedde havde han ingen idé om, han kendte kun til hendes efternavn, eftersom hun jo ville blive en Acheron. R? Han tænkte så det knagede og rynkede helt panden over det. "Ri... Re... Ra," mumlede han. Han så ned på hende. "Ra... vennah? Ravennah?" Gentog han flere gange og så mod Malisha.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig slet ikke klar til at være en mor, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Det hele var svært.. det var virkelig svært, også fordi at hun vidste, at hun intet andet valg havde i det her tilfælde.. Magten til at tage valg, var uden tvivl taget fra hende på den mest grusomme måde til dags dato, og hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Hun sukkede dæmpet.. Nu var tøsen da om ikke andet mere rolig, så det var til at holde ud, kunne man jo sige, og det var vel også det vigtigste lige nu? At han lagde armen om hende, gjorde også at hun slappet af. Et eller andet sted kunne man vel godt sige, at hun var blevet vant til at have ham omkring sig? Og hun måtte erkende at det faktisk føles utrolig rart, og det føles godt. Øjnene lod hun stille glide i. #Hvis jeg ikke ender med at slå hende ihjel inden..# endte hun sigende. Skrigende børn, var hun virkelig ikke meget for. Faktisk så var hun slet ikke til børn, hvis hun skulle sige det helt ærligt! Som han begyndte at lege med bogstavet og kom frem til navnet Ravennah, måtte smilet brede sig en anelse på hendes læber, inden hun igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. #Ravennah Acheron... Det synes jeg nu lyder ganske fint," sagde hun roligt. Selv regnede hun ærlig talt heller ikke med at skulle have det største forhold til den lille pige, men ganske enkelt bare passe hende frem til hun blev stor nok til at gøre det selv. Og hvor var det noget, som hun virkelig måtte se frem til, for hun var bestemt ikke meget for at passe på små børn.. Hun var vel bare bange for, at hun ikke kunne finde ud af det?

[Samuel Acheron]

Samuel vidste ikke, om han var klar til at være far. Men det var han nu blevet. Han følte sig stadigvæk som en ung teenager, for så gammel var han jo heller ikke. Sephiran havde været den voksne af dem. Selv den nyhed om Sephirans død fra stuepigen, havde ikke rigtigt berørt ham som sådan. Han havde aldrig haft det store forhold til sin bror. Alligevel var det stadigvæk mærkeligt. Men mon ikke Sephiran også kom tilbage? Ligesom at Theodore var kommet tilbage? Det ville han næsten tro. Han trak vejret roligt og så roligt mod den lille pige. Hun var faldet til ro og lå vel egentligt og sov, hvilket var godt. Så kunne de måske også komme i seng, for det var faktisk ved at være sent. Han skævede til hende ved hendes ord og strøg hende let over ryggen. "Hold da op," endte han stille og sukkede. Han så mod den lille pige og endte med at samle hende op i sine arme i stedet for. Han vuggede hende let i sine arme og hun sov heldigvis videre, hvor han roligt lagde hende hen i sin vugge og puttede hende, hvilket ikke så ud til at vække hende. Han smilede træt og vendte sig mod Malisha igen. Han havde haft sit nattøj på hele dagen, da der ikke havde været grund til at tage normalt tøj på, når de alligevel bare skulle passe på hende. "Vil du... give hende et af dine navne som mellemnavn?" spurgte han hende og lod hovedet falde på sned. Han gik hen til sengen igen og indtog sin side, der også var tættest på døren. De havde dog lige langt til vuggen, da den stod i fodenden. Han så mod hende og gled ned at ligge.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha foragtde tanen om børn... Hun kunne slet ikke have det, men havde det ikke været for Samuel, så havde hun nok slået ungen ihjel allerede i det øjeblik, at ungen var lagt i hendes arme første gang. Det føles virkelig underligt, at være fanget i en situation som denne.. men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Hun smilede svagt.. Samuel gjorde det hele overskueligt for hende, hvilket var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. #Jeg mener det.. Jeg er virkelig ikke god til børn, Samuel.. Det driver mig virkelig til vanvid..# Selv lod hun ham glædeligt tage Ravennah og lagde hende over i vuggen. Selv rørte det hende på ingen måder, at Sephiran var død.. Det var en Acheron mindre at tænke på for hendes vedkommende, også fordi at hun ikke havde haft særlig meget til overs for Sephiran.. Han havde brudt sit løfte til hende, som så mange andre havde gjort ved hende, og derfor havde hun også svært ved at stole på nogen i det hele taget. At Samuel så lagde sig i sengen tættest på døren, hvor han altid lå, passede hende faktisk ganske udmærket. Tungen strøg hun let over sine læber, inden hun roligt lagde sig til rette på sin egen side af sengen. Hænderne lagde hun under hovedet og med blikket mod ham. Om et af hendes navne skulle skænkes til den lille pige? Det var svært for hende, når hun ikke selv havde født hende at skulle tage stilling til den slags.. Hvad skulle hun da sige? #Okay... Hvad med.. Ravennah Pamariaz Acheron?# spurgte hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket i retningen af ham, som han lå der ved hendes side. Selv havde hun meget at takke ham for.. selvom hun nægtede at sige det højt.

[Samuel Acheron]

Samuel kunne godt lide børn. Om han så selv kunne være en far til en, det var endnu uvist, men om ikke andet, så håbede han da snart på, at finde ud af det. Malisha var lidt farlig på dette punkt, men hun var nok så tilpas bange for Theodore, at hun ikke turde gøre lille pigen noget og det var faktisk godt. Så kunne hun måske lære det med børn og måske endda blive god til det? Hun var jo slet ikke vant til at bevæge sig indenfor dette område med børn, slet ikke med den fortid hun havde og alt hvad man havde hørt om hende for det. Men om ikke andet, så ville han gerne hjælpe hende en bedre vej og holde det løfte, som Sephiran faktisk ikke havde gjort. "Det bliver du. Du klarer det allerede så fint," svarede han med en bestemt tone og sendte hende et opmuntrende smil.
Sengen indtog han som normalt. De havde ikke fået lov til at sove på hver deres værelse som de var begyndt at blive gode venner og Theodore havde set, at de snakkede godt sammen, så nu måtte de jo dele. Det havde også ført til en smule forsigtig kysseri, men han turde slet ikke sige noget mere om sine følelser til hende. Han var jo bare... en lille dreng i forhold til Malisha? Med alt hun havde været igennem? Han smilede ved hendes ord og mødte hendes blik, som de begge nu bare lå i sengen. "Det lyder rigtig godt. Det kan jeg godt lide," svarede han ærligt. Han trak vejret roligt og løftede sin hånd, for forsigtigt at stryge den over hendes kind. Han løftede sig, kyssede hende kort og blødt. "Godnat, Mal..." endte han, som han trak sig tilbage og lagde sig godt til rette. Snart overtog søvnen ham da også, eftersom det havde været en hård dag.

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem ville ikke blive bange for Theodore, hvis de stod i den sitaution som Malisha gjorde? En gammel leder, hvis stemme og magi var taget fra hende. hun levede egentlig som et menneske med et evigt liv - af hvad hun vidste om ikke andet. Hun vidste faktisk ikke om hun ville blive gammel og dø i sin egen seng eller om hun ville være evig ung, som hun ville være, når hun kunne bruge magien. Der var mange ting som spillede sig for hendes del, og tanken om at Theodore kunne tage hendes liv som ingenting, om det var det han ville, var bestemt ikke en tanke som hun bifaldt på nogen måde. Et sted var den tanke direkte skræmmende for hende, og hun kunne slet ikke have med den at gøre. Hun rystede let på hovedet af hans ord. #Det siger du kun for at trøste mig.. Jeg har ikke brug for trøst..# Hun var slet ikke vant til de sårbare små størrelser, for der skulle jo ikke meget til at ... ødelægge dem et eller andet sted, og den tanke skræmte hende lige så. At noget kunne være så sårbart, kunne hun slet ikke forholde sig til.
Malisha lagde sig ved siden af Samuel. For nu var der ro for et par timer hvis de var heldige, inden tøsen.. Ravennah ville skrige igen. Tanken var mærkelig. Hun kunne slet ikke forholde sig til det faktum, at hun nu skule være en mor! Mest af alt, så var hun jo bange for, at Kimeya ville finde hende for hun vidste, at han var efter hende.. og ville ende hendes liv, som hun havde taget ham og Faiths og hvis barnet bar noget efter hende, ville det vel også give dem et præg på hvor hun var? #Så må vi jo håbe, at det ikke er noget der tager mit liv..# Hun tænkte meget.. hun gjorde ikke rigtigt andet i den stand som hun nu måtte befinde sig i, og hun hadede det virkelig. Kysset gengældte hun.. Det var næsten blevet hende en vane, når de lå sådan.. og hun måtte jo erkende, at hun faktisk godt kunne lide det. #Godnat, Sam..# endte hun roligt, inden hun forsigtigt møvede sig tæt mod ham og lagde sig til at sove. Det faldt hende så skræmmende naturligt, når hun lå der ved siden af ham.

//Out